Kvarterfanen - en gammel hærtradition

Denne artikel er skrevet af major Ole A. Hedegaard, der er leder af Hærens Militærhistoriske Arbejder.

 

Hvis der er noget her på jorden, som ingen generalstab, hær- eller overkommando formår at styre eller kanalisere, så er det uautoriserede indførelser og spontane, diffiise udviklinger af militære symboler og traditioner. Gentagne gange i hærens historie har vi eklatante eksempler på, hvorledes man nedefra - uden tilladelser - har indført skikke, foreteelser, uniforms- og emblemkarakteristika m.m. I starten blev de hadsk og indædt bekæmpet af højere myndigheder, der ikke havde sans for disse ofte glimrende igangsættere til en øget korpsånd og stimulering af samhørighedsfølelsen, indtil disse - bogstaveligt talt - gav op og tillod "uvæsenet", der i flere tilfælde er endt med oven i købet at blive reglementerede og ophøjet til at optræde i officielle bestemmelser eller stiltiende godkendt. Det gælder fx foreteelser som Militærpolitiets hvide fangsnor, stablebelts, ærme- og lommemærker. Et af disse overordentlig synlige områder, der lever i dølgsmål, er den omfattende genindførelse og brug af kvartermærker eller kompagnistandere. Ingen ved, hvad de hedder eller bør hedde, da de altså officielt ikke eksisterer.

En farverig baggrund
Brugen af kvarterfaner (som de mdledningsvis vil blive benævnt i dette indlæg), er en meget gammel foreteelse i hæren og en ægte dansk hærtradition uden påvirkning udefra. Helt tilbage til Christian IV’s krige i 1620’eme kan kvarterfanen følges. Således læses fx i skrædder Hans Roms regning til Christian IV fra 27. juni 1625: "... 37 smaa Kindfaner leveret". En "Kindfane" eller - som det egentlig hedder - en "kendefane" var ikke nogen national afdelingsfane, men et mærke, der svarede til de senere kvarterfaner. Navnet dækkede brugen, da de i felten anbragtes som kendemærke for de enkelte afdelingers chefers kvarter og i reglen ud for deres telt. Kendefanen med "Kgl.Maj.Waaben" var kongens kvarterfane og plantedes, hvor han tog stade eller havde sin "kommandostation”, som det kan ses på flere gamle slagbilleder. I virkeligheden er denne "fane" en overlevering af det gamle kongebanner, der førtes lige bag kongen som hærens øverstkommanderende. Helt op til 1920’eme er denne skik bevaret, når Christian X til hest overværede de store manøvrer og forbidefileringer, og en rytter bag kongen førte kongestanderen med rigsvåbnet.

Kongelige kvarterfaner
Ved en stor parade 20. juli 1770 i Traventhai i Holsten indviede og overleverede dronning Caroline Mathilde, iført oberstuniform som æreschef for Dronningens Livregiment, nye faner og samtidig 14 nye kvarterfaner til regimentets kompagnier. Dronningen optrådte altså til lejligheden iført oberstuniform med støvler, sporer, kårde ved siden og "Batton" ("blærepind") under armen. Den bemærkelsesværdige begivenhed i hærens og kongehusets historie blev foreviget i hofmaleren Peder Als’ pragtfulde maleri af dronnigen i fuld mondur. At der også l?lev overleveret kvarterfaner, var yderst utraditionelt, og disse afmærkningstegn er da heller ikke senere blevet opfattet med nogen særlig estime, da de ikke var eller opfattedes som egentlige faner. Under Treårskrigen 1848-50 benyttedes kvarterfanen flittigt. Også rytteriet normeredes med disse, én pr. eskadron og forneden på stangen påsat en veritabel spydspids, så kvarterfanen i en snæver vending kunne anvendes som lanse. Det skal endelig anføres, at også Lægekorpset i det sidste krigsår normeredes med kvarterfaner. De var - i tiden før oprettelsen af Røde Kors - grønne med et hvidt kors, og de erstattedes 25. maj 1870 af Røde Kors flag.

Kvarterfanen i 1864
Sidste gang, kvarterfanen brugtes i krig, var i 1864. I Dybbølstillingen blev afdelingsfaneme ikke brugt, men afleveredes, inden man over broerne rykkede over i stillingen. Derimod medtog kompagnierne deres kvarterfaner, små Dannebrogsfaner af sinq>elt hårdug, hvorpå regimentets og kompagniets nummer var malet med romertal med gul farve. Når kompagnierne var på plads i forpostkæden, løbegravene eller skanserne, blev disse mærker, der i modsætning til fanerne var forsynet med et jordspyd, plantet ved kompagnikommandørens opholdssted, således at man i kikkert bagfra (og fra krigsskibene på søen) kunne se enhedernes placering. En række kvarterfaner blev erobret af preusserne 18. april og på Als 29. juni. I alt 43, som preusserne fejlagtigt benævnte "dänische Kompagnifahnen". Betegnelsen "kompagnifane" er ukorrekt, da mindst 20 af disse mærker hørte til regiments- og bataljonsstabe, men som kvarterfaner. At preusserne erobrede - eller bedre fandt - så mange, kan tilskrives den omstændighed, at kvarterfaner af tropperne altså ikke opfattedes som faner, der skulle forsvares til det yderste eller medbringes ved tilbagegang, hvorfor de ofte blot er efterladt sammen med andet materiel. 

Kvarterfanen udgår
Med hærordningen af 1867 udgik brugen af kvarterfaner, og de erstattedes i 1872 af røde, trekantede hårdugsflag uden kors - kvartermærker -, men med afde- lingens og kompagniets nummer i hvidt, og i den skikkelse fortsatte de i brug under store kantonnements-øvelser og efterårsmanøvrer til 29. august 1943, hvor hæren opløstes og personellet interneredes. Endvidere indførtes i 1885 "kvartermærke- lygter" med farvede glas. I årene efter 1945 og hærens genopbygning - primært med britisk materiel - fandt der meget naturligt en intens påvirkning sted vedrørende udviklingen i traditionsplejen. Det skete ud fra den ældgamle kendsgerning, at udviklingen af traditioner er selvgroende, og at ingen militære afdelinger kan eksistere uden særlige skikke og karakteristika, et internationalt, tidløst forhold, der kan iagttages tilbage til romerhærene. Samtidig blev meget af tysk oprindelse afskaffet. Fx strækmarchen (som det danske kontingent ved sejrsparaden i London 1946 - i øvrigt meget pinligt! - var det eneste deltagende hold, der gennemførte under forbidefileringen forbi det engelske kongepar og Winston Churchill). Endvidere den gamle rør- og retstilling, sidsnævnte med fingrene strakte ned langs buksesømmen samt arm- svinget under march med strakte håndflader og fingre. Desværre bruges stadig den germanske skik, at de personer, der i en marcherende styrke ikke bærer gevær/maskinpistol, fatter med den ene hånd i livremmen, så armsvinget bliver ensartet. Det er en udpræget tysk/nazistisk skik, som blev gjort kendt af Hitler, SS og især SA ved de store partidage i 1930’erne, og som den danske hær burde luge ud.
 
Begyndte i 1950’erne
Indførelsen af kvartermærker er en ret ny foreteelse i hæren - hvis den ikke kan opfattes som en genindførelse - og klart inspireret flra udlandet. Anden Verdenskrig opviser tilsyneladende ikke nogen karakteristiske eksempler på sådanne små kompagni- eller bataljonsfaner, og foreteelsen er vist nok stort set startet under Koreakrigen og derfra bredt sig over mange landes væbnede styrker. Herhjemme er det første kvartermærke konstateret hos et FN-kompagni i Gaza i 1950’eme. Herfra har skikken så bredt sig nærmest som en steppebrand, så foreteelsen i vore dage er vanskelig at kortlægge og registrere, og der fremkommer stadig flere. 
 
HMA ’s hærundersøgelse
I et forsøg på at registrere dette nyt tiltag inden for hærens tratidionspleje, som de mangeartede kvartermærker, som p.t. findes ved hærens regimenter m.fl., udgør, har Hærens Militærhistoriske Arbejder (HMA) i 1995 foretaget en samlet undersøgelse heraf. Der er fra HMA blevet rettet henvendelse til hærens enheder, som har eller kunne tænkes at have kvartermærker, med anmodning om beskrivelse af disse, deres symbolik, eventuelle traditioner i forbindelse med brugen samt ønske om tilsendelse af et farvefoto.
 
De tilskrevne adressater har beredvilligt svaret med det af HMA ønskede materiale, der bl.a. vil kunne danne baggrund for en udstilling i Det Kongelige Garnisonsbibliotek. Det er et ordentligt interessant og broget materiale, der er indkommet til HMA. Lad det være sagt straks, at - ligesom med ærmemærkeme i stof - er der mærker, hvor mitiativtageme nok burde have kontaktet HMA, Tøjhusmuseet eller Statens heraldiske Konsulent, inden projektet førtes ud i livet. Det er dog et synligt symbol, en dansk militær afdeling skal leve under og vedkende sig som eil slags "badge" eller "mascot" og vise frem til offentligheden ved parader etc. Andre - og det er langt de fleste - vidner om en glimrende indfølingsevne og sans for at komponere et militærheraldisk symbol, der kan fænge og - set fra et visuelt synspunkt - kun kan siges at være udmærket, ligesom selve ideen med disse mærker må siges at være veltmffet og et populært led i tidens militærkultur. Da der altså - mærkværdigvis! - ikke eksisterer nogen reglementariske bestemmelser for, hvorledes kvartermærker skal se ud, er der altså frit slag, og det er også blevet udnyttet fuldt ud, og kim fantasien har sat grænser. Kvadratiske, trekantede og halvrunde veksler med rektangulære, vimpelformede og splitflag. Det er utvivlsomt uheldigt, at der fra Hærkommandoen i sin tid - da skikken begyndte at vinde indpas, og man tilsyneladende bevidst lukkede øjnene for den - ikke blev skabt nogle - gerne vide - rammer eller afstukket nogle rummelige remingslinier for, hvorledes disse identifikationstegns faconer og udseende skulle være uden selvfølgelig at diktere de egentlige symboler i dugen.
 
Det samlede motivvalg fremstår som en broget mangfoldighed af militære og nationale symboler. Nogle enheder har med stort held genoptaget motiver fra de gamle, forskelligartede regimentsfaner fra før den ensartede Dannebrogsfanes indførelse ved hærordningen af 1842 og herigennem skabt smukke kompositioner. Andre bygger på groft naturalistiske symboler fra vor egen tid, fx krydslagte våben, en stiliseret kampvogn, kanon el.lign. Flere af disse er også blevet til glimrende nyskabelser i den militære heraldik og symbolik. 
 
Det er endvidere tydeligt og forståeligt, at der hos berørte enheder hersker en hel del uklarhed og ukendskab til, hvad det egentlig er, man har skabt, og hvorledes mærkerne kan bruges og benævnes. Således veksler især betegnelserne, da altså ingen overordnet myndighed har villet spille ud med en ensartet/reglementarisk benævnelse.
 
Af disse benævnelser er HMA blevet præsenteret for flg.: 1) Stander, 2) kompagnifane, 3) kvartermærke, 4) kvarterfane, 5) standart, 6) stander og 7) estandart. HMA, der jo kun har konsultativ myndighed, vil i denne henseende pege på og foreslå den gamle betegnelse fra 1872 ”kvartermærke" som den mest velegnede med rod i hærens historie. Som argument for dette forslag skal fremføres, at de nye identifikationstegn netop ikke er ensartede, og det må derfor anses for forkert at benævne dem faner. Under alle omstændigheder kan betegnelsen "estandart" ikke bruges, da det er det reglementerede navn på rytter/pan- serregimentemes officielle Dannebrogsfaner, der alle er forlenet af Hendes Majestæt Dronningen. Et enkelt forhold mener HMA dog at måtte besvære sig over: I et tjeneste- stedsblad er set et foto af et nyindført kvartermærke for et kompagni blive ført for fronten under - præsenteret gevær! Denne forsvarets fornemste æresbevisning, der bl.a. er forbeholdt Dannebrogsfanen og medlemmer af Kongehuset, bør helt klart ikke anvendes for et på det lokale UM AK som fusk fremstillet kvar- termaerke. Her må HMA protestere på præsentergrebets vegne!
 
Kvartermærkets fremtid
Selv om kvartermærket, som HMA her egenmægtigt har "døbt" det, altså officielt ikke eksisterer, bliver der måske tale om et spørgsmål, som hæren muligvis bliver nødt til at tage stilling til, hvis kvartermærket skal opfattes som et officielt tilladt, tjenstligt symbol og ikke som privat tant og gøgl. Det har altid været bestemt og gennemført, at udtjente faner, estandarter og "rigtige" kvartermærker afleveredes til Tøjhusmuseet som et fortløbende led i hærens traditionspleje. Gælder det mon også de indførte/genindførte kvartermærker, eller kan de blot kastes bort, destrueres eller ophænges i en messe eller soldaterforenings private mødelokale? Man kunne måske tage en mere barsk, men smuk militær tradition op igen: I tiden fiar de stående hære i Danmark var det skik, at man efter afslutningen af en krig eller et felttog opløste de hvervede landsknægtafdelinger ved at rive fanedugen fra stangen for derved at tilkendegive, at soldaterne var løst fra deres aflagte faneed. Ofte blev den således afrevne dug sønderdelt, og hver manH fik en stump. Det var måske en acceptabel udvej for udtjente kvartermærker! 
 
 
 
PDF med originaludgaven af Militært Tidsskrift, hvor denne artikel er fra:
PDF iconmilitaert_tidskrift_124_aargang_nov.pdf

Litteraturliste

Del: