Krigsrisiko, varsel og forsvarsberedskab

Gennem nu godt 20 år er forsvarets, specielt hærens, umiddelbare forsvarsberedskab - indsatsberedskabet - gradvis forsvundet. Udviklingen har ikke været præget af bevidste valg. Den er blevet »styret« af pragmatiske delbeslutninger, truffet under pres fra begrænsede ressourcer og »den samfundsskabte virkelighed«. Først i de seneste år er det skete blevet fuldt bevidst og har herefter givet anledning til en vis debat, hvis hovedlinie mundede ud i, at det nok ikke er det værste, der kunne ske. Det er også opfattelsen bag denne artikel. Økonomi med kræfterne og fornyelse af kampkraften forudsætter også i forsvarspolitikken, at man altid vælger det lavest mulige beredskab. Artiklens formål er at medvirke til at lægge grundlaget for en fortsat debat. Denne kunne vinde i klarhed, hvis den byggede på en vis fælles forståelse af sammenhængen mellem krigsrisiko, varsling, krisestyring og de to typer forsvarsberedskab, indsats- og mobiliseringsberedskabet. De her fremlagte sammenhænge er et biresultat af nogle års arbejde med europæisk og dansk militærpolitisk fredstidshistorie.
 
Begreberne
Artiklen arbejder med et krigsrisikospektrum, hvis markante punkter - referencepunkterne - karakteriseres af begreberne overhængende, moderat og lav krigsrisiko. Herunder ligger »ingen krigsrisiko«, der kun har interesse som referenceramme. Hvis der ingen risiko er for krig mellem to lande viser dette sig bl.a. i, at der overhovedet ikke gennemføres militære forberedelser rettet mod det andet land. Dette er det normale i de aktuelle relationer mellem de fleste vesteuropæiske lande. Ved lav krigsrisiko eksisterer et modsætningsforhold, der kan medføre en egentlig krig. Dette betyder, at der til stadighed gennemføres militære forberedelser rettet mod modparten. Men selv om risikoen for krig er til stede, er den militære afskrækkelse ikke det dominerende element i relationerne mellem landene. Man lader ikke i væsentlig grad sin politik styre af frygten for modpartens militære magt eller af opfattelsen af egen militær styrkeposition. Et aktuelt eksempel uden for Europa er forholdet mellem USA og Kina. Ved moderat krigsrisiko eksisterer der ikke blot et modsætningsforhold, der kan medføre krig, men mindst den ene af de to parter ser den militære afskrækkelse som det centrale element i de indbyrdes relationer. Der eksisterer dog ikke noget akut spændingsforhold, der gør, at parternes ledere ser krigsrisikoen som umiddelbar. Aktuelle eksempler er forholdet mellem Kina og Sovjetunionen, Israel og Eypten samt Grækenland og Tyrkiet. Ved overhængende krigsrisiko ser mindst en af de to parter en egentlig krig som noget, der kunne komme med måske kun dages varsel. Den militære konfrontation dominerer fuldstændigt de gensidige relationer. Et eksempel er forholdet mellem Israel og Syrien.
 
Taktikkens spejl
Under uddannelsen af førerne og enhedernes efterretningsofficerer understreger vi, at planer og operationer altid skal tage udgangspunkt i, hvad fjenden kan, i hans muligheder. Det gør vi som en parade mod den meget menneskelige dovenskab, der indebærer en tilbøjelighed til, at man mere eller mindre bevidst fastslår, ikke blot hvad fjenden kan, men hvad han vil gøre, hans hensigt. Denne hensigt kan man imidlertid sjældent vide noget om, før han er godt igang med at forsøge at føre den ud i livet. Man må som oftest begrænse sig til at overveje, hvilke handlemuligheder fjenden har, og hvilke konsekvenser hver af dem, hvis den realiseres, vil have for, om man selv når målet for sine operationer. På dette grundlag vælges, hvorledes man vil satse og hvilke risici, man vil tage. Der er nemlig aldrig midler nok til at kunne gardere sig mod alle fjendens handlemuligheder. Hvis man forsøger dét, lammer og nedslider man egne styrker og undergraver egne muligheder. Jo mindre egen opgave ligger fast, jo mere fjenden har initiativet, desto stærkere er tilbøjeligheden til at forsøge at gardere sig mod usikkerheden ved spredt deployering, højt beredskab og alskens forberedelser. Det er således meget sjældent, at man i et beredskabsområde, i den pr. definition mest åbne og usikre situation for enheden, tillader den hvile og efteruddannelse af føringskad- reme, der kunne sikre kampkraften og udvikle enhedens fleksibilitet. Det er paradoksalt, for det er disse egenskaber, der bliver afgørende for udfaldet i det bevægelige og kaotiske møde med fjendens handlinger, som opstår, når enheden indsættes fra området. Når man i situationer, hvor fjenden har initiativet, koncentrerer sig for meget om at møde én af hans handlemuligheder, vil forberedelserne blive så synlige, at han om muligt vælger at gøre noget andet. Hvis man på den anden side satser meget bredt og gennemfører egentlige forberedelser for umiddelbart at kunne imødegå alt, viser man dårlig økonomi med kræfterne.
 
Når fjenden har initiativet, må hovedvægten lægges på at forudse, hvad Renden kan gøre med en vis tidsfrist. Forberedelser må ikke have en karakter, der undergraver handlefrihed og fleksibilitet væsentligt. Enhver satsning - snæver eller bred - koster handlefrihed og fleksibüitet. Uanset, hvilken løsning man vælger, findes risici. Men at satse tidligt for blot derigennem at føle, at man mindsker usikkerheden, mangedobler risikoen for nederlag. At tænke forud, men ikke disponere forud på en måde, der undergraver handlefriheden, er hensigtsmæssigt i den taktiske føring - og i forsvarspolitikken. I det valg mellem fjendens handlemuligheder, som finder sted ved fastlæggelsen af egen løsning, er det ganske naturligt, men ikke nødvendigvis altid hensigtsmæssigt, at der tages specielt hensyn tü evnen til at kunne parere den mulighed, der umiddelbart må ses som specielt ødelæggende for egne muligheder for at kunne nå målet for operationerne. Det kan meget vel kræve en så koncentreret ressourceanvendelse, at man mister sin frihed til at reagere på handlemuligheder, der potentielt er ligeså ødelæggende.
 
Men med dette begrænsede forbehold må man sige, at under planlægning og gennemførelse af operationer i krig er det sund fornuft at tage betydelig hensyn til det værste tilfælde (the worst case). Under forsvarsforberedelser i fredstid er dette imidlertid ikke tilfældet. For det første vil fokuseringen på det værste tilfælde medføre en så koncentreret anvendelse af de rådige ressourcer, at den politiske og militære handlefrihed vil blive afgørende begrænset. Man kan ende med at undergrave et meningsfuldt forsvar. Det vil f.eks. ske, hvis man satser så meget på at møde et mindre kupagtigt angreb, at man kun kan gøre markerende modstand ved en egentlig invasion. Det samme ville ske, hvis man koncentrerede sin indsats om at kunne gengælde et kemevåbenangreb, og landet blev invaderet. For åei andet er det langt fra sikkert, at forsøget på at sikre sig mod omverdenens værst tænkelige optræden mindsker risikoen for en forøget international spænding, der kunne sandsynliggøre krig. Således har Sovjetunionens hidtidige forsøg\på at gardere sig mod enhver teoretisk vestlig aggression ikke nødvendigvigi fremmet landets sikkerhed. At anvende det, som operativt normalt er sund fornuft, som udgangspunkt for forsvarspolitik i fredstid, benævnes til tider i den sikkerhedspolitiske litteratur som oberstens vildfarelse (the colonel’s fallacy). Forsvarspolitik i fredstid må til enhver tid være en funktion af den internationale situation. Den sandsynlige modstanders muligheder må ganske vist altid klarlægges som en del af denne politiks grundlag. Men der er ikke ressourcer i en periode med lav krigsrisiko tü at gennemføre meningsfulde forsvarsforberedelser med udgangspunkt i den eller de værste af disse muligheder. Dette gælder specielt, når der er tale om et lille lands forsvar mod en tætliggende kemevåbenbevæbnet supermagt.
 
Fra lav til moderat krigsrisiko
Overgangen fra en international situation, hvor krigsrisikoen både er og opfattes som lav, til en mere spændt situation, hvor en optrapning til krig i regionen gennem en stats magtanvendelse må ses som en reel mulighed, er sjældent knyttet til en enkelt begivenhed. I Europa i dette århundrede skete den gradvis over en periode på fra ét til mange år. Før 1. Verdenskrig fandt den sted i forlængelse af det forstærkede tysk-britiske modsætningsforhold fra omkring 1904-1905, der både nærede og næredes af den fornyede tyske flådeoprustning. Fra efteråret 1912 var risikoen for en europæisk storkonflikt mellem Tyskland og Østrig-Ungam på den ene side og Rusland, Frankrig og måske Storbritannien på den anden side konstant moderat eller overhængende. I mellemkrigstiden var forløbet kortere. Det indledtes med Hitlers magtovertagelse i begyndelsen af 1933. Fra 1936 var det klart, at det kun var Tysklands endnu begrænsede rustningsniveau, der gjorde, at risikoen for krigsudbrud ikke var overhængende. Efter 2. Verdenskrig var perioden også kort. I løbet af 1947 og 1948 brød krigsalliancen også formelt sammen og der opstod et intensivt kon- frontationsforhold mellem Sovjetunionen og de vestlige lande i Europa. I alle de tre perioder var reaktionen på den øgede krigsrisiko nogenlunde ens i de europæiske lande. Både i de stater, der søgte ændringer, og i dem, der forsøgte at bevare status quo, skete en meget væsentlig opprioritering af de militære styrker. De fik tildelt betydelig flere ressourcer, men samtidig udsattes de også - specielt i mellemkrigstiden - for et hårdt effektiviserings-, prioriterings- og reformpres fra politisk side. De øgede ressourcer anvendtes i alle lande til en udbygning og modernisering af styrkerne. Men i øvrigt var det mest markante resultat af den øgede krigsrisiko altid en udbygning, konkretisering og professionalisering af den operative planlægning og krigsforberedelserne i videste forstand. Indtil øget krigsrisiko var erkendt, var forberedelserne i det omfang, de overhovedet fandt sted, af meget generel karakter. Der var tale om, at man gjorde de ting, som man plejede at gøre, som en ren bureaukratisk inertirefleks, hvis de da ikke var for ubehagelige. Alle aktiviteter var præget af kamp mellem værnene og mod fornyelse. I en spændt situation viste man større evne til at professionalisere forberedelserne og til at samarbejde.
 
Dette gælder også for Danmark. Op til 1. Verdenskrig kom en tilfredsstillende forsvarsordning - efter et langvarigt tovtrækkeri - endelig på plads i 1909. Herefter fandt den første moderne forsvarsplanlægning herhjemme sted. Efterretningstjenesten blev nu udbygget, og under indtryk af krigsrisikoen opstod frivillige korps i alle landsdele. Forberedelser af ødelæggelser af kommunikationerne tog fast form. Enighed mellem hær og flåde om havnespærringer - et konfliktfyldt spørgsmål - opnåede man dog først efter, at krigen var en realitet. I mellemkrigstiden fik planerne for Sjællands, Jyllands og Bornholms forsvar deres endelige udformning i perioden 1934-36. Socialdemokratiets forsvarspolitiske holdning ændredes, men afhængigheden af De Radikale i regeringssamarbejdet gjorde, at denne holdningsændring kun kunne give sig udslag i 1937-ordningens meget begrænsede skridt mod en genopbygning af værnene. Efter mange års principiel uenighed om anvendeligheden af svært feltartilleri mod sømål, opnåede hæren og søværnet i 1937 at kunne fremsætte et detaljeret forslag til samvirke mellem dette artilleri og flåden. Også i efterkrigstiden ses samme billede af accelererende politisk interesse og intensive forsvarsforberedelser i perioden. Det forhold, at værnene stod på næsten bar bund, gjorde, at en meget væsentlig del af forsvarsforberedelseme var rettet mod at skabe den idéramme for en genopbygning, som i nogen grad blev realiseret med 1951-ordningen. 
 
I alle tre perioder var - i Danmark og i de øvrige europæiske lande - erkendelsen af den markant stigende krigsrisiko fælles for alle, politikere, militære og almindelige interesserede borgere. Man håbede at vmdgå katastrofen, men at der var tale om en reel mulighed blev ikke anfægtet, iianset uenighed om, hvad der ville være en korrekt reaktion.
 
Fra moderat til overhængende krigsrisiko, krisestyring, strategisk varsel
Ved overgangen fra lav til moderat krigsrisiko er der på flere områder behov for at optrappe forsvarsforberedelseme. Der må nu opbygges et mobiliseringsberedskab, der svarer til det varsel, som man vurderer at ville få om et krigsudbrud. Der kan for potentielle frontliniestater blive behov for en forstærket evne til suverænitetshævdelse. Det er der flere årsager til. For det første er det afgørende for varslingen at fastlægge det normalbillede for den potentielle modstanders optræden, som opstår i den nye situation. For det andet er det afgørende, at man selv opbygger et markeret normalbiUede, som kan danne udgangspunktet for deltagelsen i den krisestyring under de konfrontationssituationer med overhængende krigsrisiko, som må forventes at opstå med mellemrum. De centrale elementer i deltagelsen i krisestyringen vil være opstilling af dele af forsvaret på indsatsberedskab samt eventuelt en beslutsom, men samtidig tilbageholdende, deployering af dem.
 
Denne krisestyringsoptræden var med mindre variationer NATO’s faste profil under den kolde krig fra 1950-eme til midt i 1960-eme. I denne periode bedømtes krigsrisikoen som overhængende, idet man var i tvivl om, hvorvidt man overhovedet ville få det strategiske varsel om krigsudbrud. Også fordi man forventede, at krigen øjeblikkelig ville blive en kernevåbenkrig, som kunne iværksættes uden større forberedelser, så man det som en reel mulighed, at krigen kom pludselig. Det forhold, at begge parters befolkninger blev holdt i en mental belejringstilstand af konfrontationen, og det forhold, at adgangen til informationer fra Øst var så begrænset, medvirkede til pessimisme med hensyn til varsel. Det er et generelt fænomen, at jo mere intens krigs- og angrebsrisikoen er, desto vanskeligere og mere specialiseret og krævende bliver arbejdet med at erkende og tolke de afgørende ændringer i situationen. Som nævnt i foregående afsnit er det ikke begrænset til efterretnings- specialister at erkende, om krigsrisikoen er lav eller moderat. Det er indlysende for alle, der med en rimelig åbenhed og intelligens betragter omverdenen. Men når krigsrisikoen først må siges at være moderat, bliver det i høj grad en specialistopgave at erkende og bedømme de efterfølgende forværringer af situationen mod og under overhængende krigsrisiko. Det er i den periode, at modstanderen skal overbevises om, at det ikke vil betale sig at anvende militær magt åbent. Det er i den periode, at forsvarets indsatsberedskab skal opbygges, anvendes til krisestyring og fungere som en stående forsvarsevne. Det er nu, at efterretningstjenesterne har mulighed for at yde et væsentligt og nogenlunde sikkert bidrag til de politiske beslutninger. Når først spændingen er så intens, at et krigsudbrud til stadighed må ses som en mulighed, er varslingsvilkårene afgørende forringet. De problemer, som en længere periode med overhængende krigsrisiko giver for et land, illustreres klart af historiske erfaringer. Det er dyrt på enhver måde at opretholde et meget højt indsatsberedskab. Det er for fredselskende mennesker vanskeligt at opretholde en tro på, at et andet land virkelig vil løbe den risiko, der er forbundet med at starte en krig.
 
Under overhængende krigsrisiko, taktisk varsel
Medens det er muligt med nogen sikkerhed for efterretningsspecialister at erkende, at andre lande forbereder sig på umiddelbart at kunne udkæmpe en større krig, er det ofte særdeles vanskeligt herefter at give mere end få timers sikkert varsel om, at et angreb på ens land rent faktisk er på vej. Det skyldes blandt andet, at angriberen normalt vil gøre alt for at vildlede og tilsløre sin hensigt. Det fremkaldes dog ofte nok så meget af problemer med at opfatte og udnytte varslet hos den truede part. Det kan skyldes, at man her har opbygget en forventning om, hvorledes angriberen vil handle. Amerikanerne forventede nok et japansk angreb omkring 7. december 1941, men ikke et massivt angreb med torpedofly fra den retning mod Pearl Harbor. Den danske regering ventede sandsynligvis en tysk indmarch 9. april 1940, men først efter et ultimatum. Det er endvidere muligt, at beslutningstagerne ikke kan se formålet med et angreb og derfor fejlbedømmer varslerne, som det skete for israelerne i oktober 1973. Det kan også være indenrigspolitisk uhensigtsmæssigt at se og udtrykke, hvad der er på vej, som det var i Sovjetunionen i juni 1941. Der er derfor fra det tidspunkt krigsrisikoen må ses som overhængende ikke noget holdbart alternativ til at have opbygget og deployeret et stærkt og alsidigt indsatsberedskab - en dæknings- eller sikringsstyrke - der består af en stor del af forsvarets krigsstyrke, at der er sikret tid til mobilisering og klargøring af resten. Også kun derigennem vil der være mulighed for at sikre modtagelse og anvendelse af de eventuelle allierede forstærkninger til området. Hvis disse skal have nogen mulighed for at nå frem i tide, er det nødvendigt, at der tages beslutning om at sende dem - og modtage dem - på grundlag af efterretningstjenestens vurdering af krigsrisikoen som på vej mod overhaßngende, d.v.s. på det strategiske varsel.
 
I begge de to verdenskrige oplevede Danmark perioder, hvor krig i området var en realitet, og hvor krigens forløb var således, at varslet om angreb kun ville være kort. I 1. Verdenskrig opstilledes den nødvendige sikringsstyrke, men med den radikale regerings grundholdning og krigens længde med den dermed deraf affødte belastning for de indkaldte var det politisk umuligt at bevare dens fulde styrke. De indkaldelser til efteruddannelse og beredskab, der fandt sted op tü og under 2. Verdenskrigs første periode, havde primært indenrigspolitisk beroligende formål. Regeringen forestillede sig ikke muligheden af at forsvare landet, hvis det skulle blive angrebet. Hvis man tager udgangspunkt i et ønske om at forsvare landet, er Sveriges erfaringer under 2. Verdenskrig en bedre illustration af vanskelighederne ved at tilpasse indsatsberedskabet til en varierende angrebsrisiko igennem længere tid. På trods af en velfungerende efterretningstjeneste var der ikke nogen væsentlig overensstemmelse mellem beredskabsniveauet i forskellige perioder og den faktiske trussel mod Sverige.
 
Fra overhængende til lav krigsrisiko.
Hindringer for erkendelse og handling Som nævnt et det specielt vanskeligt at bedømme forværringer i situationen i den øvre del af krigsrisikospektret så nøjagtigt, at man kan varsle. Det samme gælder forbedringer i situationen, når krigsrisikoen har været overhængende. Dette skyldes først og fremmest, at omkostningerne ved at være optimistisk kan være enorme. Det som umiddelbart set er en mindskelse af spændingen kan meget vel være en vildledning, der skal sikre angriberen succes. Længere nede i krigsrisikospektret er det lettere at erkende ændringer, også i retning af mindre krigsrisiko, simpelthen fordi indikationerne vil være særdeles synlige, hvis den truende konflikt er en - også konventionel ^ storkrig i Europa. Så vil bevægelsen fra overhængende til lavere krigsrisiko få udtryk i en økonomisk, opinionsmæssig - og i betydelig grad også militær - »demobilisering«. Efter 1. Verdenskrig skete overgangen til lav krigsrisiko i årene 1924-25, efter 2. Verdenskrig nåede den ikke at komme. Når overgangen fra overhængende til moderat krigsrisiko er sket, registreres dette uden større vanskelighed af efterretningstjenester. Det skete da også i forlængelse af den kolde krigs intensive periode. Men der er intet tilsvarende statsligt måleinstrument, der er indrettet til at måle den gradvise overgang fra moderat til lav krigsrisiko. Den erkendes nok på et delvis underbevidst plan, men den registreres ikke nødvendigvis som et militærpolitisk handlegrundlag. At den registreres underbevidst får virkninger, der er modsat rettede af, hvad der sker, når krigsrisikoen går fra lav til moderat. Den underbevidst registrerede faldende krigsrisiko skaber en politisk laissez faire holdning til forsvaret. Den politiske evne og vilje til at sikre, at værnenes ressourcer anvendes integreret og målrettet, undergraves hurtigt. Når politikerne herefter styrer, sker det for at sikre særinteresser af indenrigspolitisk betydning. Internt i værnene glider man væk fra professionalisme, mod bureaukratisme og dagligdagens rutiner. Interessen for, hvad krig og kamp er og indebærer, forsvinder. Derefter får uddannelse og krigsförberedelser - herunder planlægning - en stadig mere rutinemæssig og virkelighedsfjern karakter. Udvikling og fornyelse stagnerer. Værnenes - og dele af disses - optræden tager nu ofte karakter af forsvar af ressource- og indflydelses- domæner.
 
Der er mange årsager til, at erkendelsen af den lave krigsrisiko ikke bliver bevidst og styrende for ressourceanvendelsen. Politikerne holder jo - på grund af erkendelsen - op med at interessere sig kvalificeret for forsvars- spørgsmål. Det regner de med finder sted i de forsvars- og efterretnings- bureaukratier, som man fortsat finansierer. At disse uden politisk styring ikke er i stand til at tilpasse sig udviklingen og bevare professionalismen, fornærmes politikerne over, hvis de glimtvis skulle erkende det. Der er så mange andre områder, der langt mere akut tiltrækker sig politisk interesse. Politikernes opfattelse af omverdenen og trusler fra denne er som oftest snarere vimiddelbar og ideologisk end interesseret og analytisk. Dette medvirker til, at de i opfattelsen af f.eks. Sovjetunionen - i det omfang de overhovedet er påvirkelige - svinger mellem to ekstremer: at se landet som et »dæmoni« som Hitlertyskland og som et helt normalt og fredeligt medlem af verdenssamfundet. Både politikerne og forsvarsbureaukrateme ved, at også vælgerne er uden et fast og nuanceret billede af omverdenen. I det omfang, at man faktisk når til en erkendelse af den faldende krigsrisiko, ville man være utilbøjelig til at give denne erkendelse klart udtryk. 
 
Kun et noget dæmoniseret fjendebillede kan danne et varigt fundament for den politiske vilje til at bevare ét minimumsforsvar. Det er én konsekvens af folkestyret... Når man så ovenikøbet som i NATO er medlem af en alliance af demokratier, der næsten alle har befolkninger og politikere, som tvivler på, at truslen fra Sovjetunionen er så stor og umiddelbar, som det siges, er den fælles og officielle opfattelse af krigsrisikoen altid, at den er fra moderat til overhængende. Dette betyder også, at man i den fælles bedømmelse af alliancemedlemmemes forsvarsindsats lægger betydelig vægt på indsatsberedskabet. Hvis et land ikke alene erkender, at krigsrisikoen nu er lav, men også giver denne erkendelse udtryk i en tilpasning af landets forsvarsberedskab, vil dette land ikke møde større forståelse. For efterretningstjenesten er det ikke specielt interessant, at krigsrisikoen falder fra moderat til lav. Den del af tjenestens arbejde, der drejer sig om vurderingen af krigs- og angrebsrisiko, er af naturlige årsager koncentreret om den sikkerhedspolitisk afgørende overgang fra moderat til overhængende krigsrisiko og den meget vanskelige situation, hvor krigsrisikoen forbliver overhængende i en længere periode. Om krigsrisikoen er lav eller moderat er en politisk vurdering.
 
Den del af forsvarets fredstidsaktiviteter, der er styret af, at det skal kunne imødegå et angreb på landet, tager sit naturlige udgangspunkt i, at dette angreb er en realistisk mulighed. I de mere eller mindre professionelle forsvarsforberedelser er angrebet en subjektiv reaKtet. Hvor sandsynlig angrebet er objektivt set, er det ikke en officers opgave at bedømme, ud over han som specialist kan bidrage til at tolke modstanderens militære foranstaltninger. Men der er flere årsager til, at officerens umiddelbare opfattelse er, at krigsrisikoen ikke er faldende tU lav. For det første er muligheden af krig grundlaget for hans profession. Hvis risikoen for krig er forsvindende, kan hans liv synes meningsløst. For dét andet er en faldende krigsrisiko en direkte trussel mod officerens jobtryghed og prestige i stater, hvor militærets eneste opgave er forsvar mod en ydre Qende. For det tredie vil officeren kun kunne erkende krigsrisikoen som faldende, hvis han åbent lader sig overbevise af analyser af modstanderen, der ikke kun ser på ham som en potentiel angriber. Dette krav er det ikke let at få opfyldt, samtidig med at man hos officeren som taktiker i kamp kræver, at han skal forvente, at denne modstander vil gøre alt for at snyde ham, overraske ham og derefter slå ham ihjel. En tillidsfuld taktiker er en tåbe. At bedømme om krigsrisikoen er lav eller moderat er ikke en specialistopgave. Hvad der er tilfældet, er indlysende for enhver åben og interesseret betragter. Men som vi ved fra »Kejserens nye klæder«, er der et skridt til at forstå - og sige - hvad man ser.
 
 
 
 
 
 
PDF med originaludgaven af Militært Tidsskrift hvor denne artikel er fra:
 
 
 
 
 
 

Litteraturliste

Del: