Krigshistorie og evalueringskulturen - hvorfor, hvordan og hvorhen?

Formålet med denne artikel er at belyse faget krigshistorie på Hærens Officersskole (HO), herunder fremhæve uddannelsens målsætning, gennemførelse, problemstillinger og udvikling i et bredt perspektiv. I den forbindelse vil artiklen inddrage behovet for en forbedret formidlingsevne mellem Forsvarets forskellige studiemiljøer i stabe og skoler. En synkroniseret og effektiv evalueringskultur forudsætter netop en grundlæggende forståelse for krigshistorien og dens anvendelse. 

Hvorfor?
Nogle vil givetvis påstå, at man som borger og officer sagtens kan fungere uden væsentlig kendskab til historien. Sandt nok, men evnen til at gennemskue og påvirke et moderne Forsvar og samfund vil som konsekvens heraf uden tvivl være svækket. Med andre og lånte ord: ”Den, der ikke kender sin historie, forstår ikke sin samtid, og kan ej skue ud i fremtiden”! Behandling af krigshistoriske emner bør i forlængelse heraf altid udsættes for en konsekvensanalyse vedr. emnets relevans i forhold til nuværende og fremtidige operationer. Kun derved cementeres fagets betydning og udvikling.

Historien gentager måske ikke sig selv, men dette udelukker næppe, at man skal tage ved lære af historiske erfaringer. Dertil kommer, at forhold som krigsføringens grundprincipper (overraskelse, tyngde, offensiv mv.) kun udvikles meget langsomt, ligesom soldatens reaktion på stress og frygt, dygtig og dårlig ledelse er relativ konstant. Friktioner som bliver mere og mere aktuelle for danske soldater i takt med det stigende intensive, internationale engagement. En klar forståelse for tidligere tiders erfaringer på godt og ondt er en grundlæggende forudsætning for en vedvarende, systematisk og konsekvent udvikling af indhold og balance mellem doktriner, organisationer, uddannelser og teknologier. Det være sig den nuværende krig i Irak eller tidligere tiders krige. Endelig er behovet for kreativ tænkning og udførelse på alle niveauer et ubetinget krav m.h.p. at skabe netop dét overtag, der afgør kampen til ens fordel. Denne kreativitet og fantasi fremkommer bl.a. ved indhentning og bearbejdning af erfaringer, d.v.s. nyere og ældre krigshistorie.

Krigshistoriske begivenheder danner det empiriske grundlag for en målrettet behandling af krigen som instrument, men også grundlag for indsigt i officerens funktion og tilhørende krav, når han eller hun er indsat i væbnede konflikter. Kendskab til krigshistorien betyder, at officeren i højere grad kan udfylde og udvikle sin rolle som soldat, men også rollerne som hhv. ”diplomat”, virksomhedsleder, sagsbehandler, chef og aktiv samfundsborger. Anvendt korrekt kan indsigt i krigshistorien forbedre officerens kompetence, hvorved officeren får evnen og viljen til at stille relevante, kritiske og konstruktive spørgsmål til sit umiddelbare miljø i almindelighed og til Hæren i særdeleshed. Heri ligger også et væsentligt dannelsesaspekt.

Netop evnen og viljen til at stille spørgsmål til historien og samtiden er væsentlige egenskaber – også for en officer. Danmarkshistorien bliver ”skrevet om” ca. hvert tyvende år. Dette er ikke alene på grund af nye arkæologiske fund eller adkomst til nye kilder, men også fordi nye generationer af yngre historikere stiller andre spørgsmål, ofte til den samme kilde eller samme potteskår. Andre og nye spørgsmål giver andre og nye svar. Eksempelvis forklares, og med rette, udfaldet af det succesfulde tyske angreb på Frankrig i 1940 ofte ved behandling af parterne ud fra krigsførelsens kredsløb: Samfund; (doktrin – teknologi – organisation) vs. trusler og disses kredsløb (fig. 1). Dertil kommer behandling af krigsføringens grundprincipper samt parternes hastighed i f.m. erkendelse, planlægning, og udførelse. Men dét alene giver kun en del af svaret på tyskernes succes. Nok så væsentlig er også identificering af de politiske og militære kernespørgsmål, som parterne stillede sig efter 1. Verdenskrig, ofte ud fra samme erfaringsgrundlag. Dette forhold kan derefter ses i sammenhæng med de opnåede svar og efterfølgende konsekvenser hos de enkelte parter. Eksemplet kan derfor også anvendes til at vurdere parternes daværende evalueringskultur, evt. sidestillet med den nuværende danske og amerikanske evalueringskultur. Pointen er, at faget krigshistorie skal formidle et erfaringsgrundlag og værktøjer til forståelse af væbnede styrkers forudsætninger, muligheder og begrænsninger. Denne kundskab, og måske frem for alt holdning, vil styrke officerens og dermed Hærens vedvarende evne og vilje til at optimere sine styrker i forhold til de forskellige typer af opgaver og trusler.

Hvordan?
Militær- og krigshistorie kan opfattes på mange måder, idet opfattelsen oftest er afhængig af den enkeltes forudsætninger, interesser og behov. HO har valgt at tage udgangspunkt i den engelske historiker Michael Howards udtalelse: ”Militærhistorien bliver først til nyttig viden, når den studeres i bredden, i dybden og i sammenhæng”.

Bredde opfattes som kendskab til krigsførelsens udvikling gennem en længere historisk periode, herunder kendskab til krigsføringens grundprincipper.” [1] Studierne skal give officeren en kritisk doktrinforståelse samt forståelse for afledte krav til enheders sammensætning, opgaver mv. Målet er ikke at fremtvinge et højt og mekanisk beredskab af paratviden, men derimod at formidle en grundlæggende forståelse af tidligere politiske og militære handlingsmønstre. Dette vil i høj vil grad øge officerens stringente, kritiske og analytiske kreativitet. Krigshistorien behandles derfor i bredden (kronologisk) ved hjælp af udvalgte perioder og slag, som har haft skelsættende betydning for udviklingen af såvel det ydre som det indre af krigsførelsens kredsløb. Alle emner skal kunne relateres til anvendelse af nuværende doktriner, organisationsopbygning og teknologianvendelse. Endelig skal emnerne påvise grundlaget for nuværende sikkerhedspolitiske handlingsmønstre. Kadetter og elever på HO opleves generelt som værende motiverede og videbegærlige. Det er dog også indtrykket, at en række kadetters historiekundskaber ofte er særdeles spinkle ved indtræden på skolen. Det stiller krav om behandling af historien i et bredt og sammenhængende perspektiv som grundlag for kadettens målrettede anvendelse af krigshistorie. Dette gøres dels ved naturligt at integrere den almene historiske viden i undervisningen, dels ved selvstudier. Sidstnævnte fremmes ved, at kadetterne, udover pensum og forud for uddannelsen, får udleveret almene fremstillinger af historien. Derved opnås mulighed for bred og sammenhængende indsigt i historiske begivenheder i forhold til den enkeltes interesser og forudsætninger.

”Studier i dybden indeholder behandling af relevante kamphandlinger, herunder forsøg på at genskabe det herskende kaos og afsløring af tilfældighedernes betydning og dermed ikke kun den rolle, som dygtighed, planlægning og mod har haft”.[2]  Studierne skal også give indsigt i alternative taktiske løsninger, hvorfor faget anvender den taktiske overvejelsesmetode til gavn for officerens taktiske virke. Studierne gennemføres ved tematisk behandling af udvalgte kampagner og slag i perioden fra 2. Verdenskrig og frem. De udvalgte emner anvendes bl.a. til at drøfte alternative muligheder for anvendelse af enheder, terræn, hindringer og ildstøttemidler, opdeling af modpartens styrker samt efterretningsindhentningens betydning og anvendelse. Dette med henblik på netop at inspirere til velovervejede, men også kreative taktiske løsninger i afvekslende miljøer.

Et eksempel herpå er behandling af Falklandskrigen. Krigen er udvalgt p.g.a. flere sammenhængende forhold:1) Den forgår i et værnsfælles miljø, 2) Terrænet er fremmedartet, 3) Kampagnen er tidssvarende og veldokumenteret – særligt på taktisk niveau, 4) De logistiske, ildstøtte- og uddannelsesmæssige forhold var ikke optimale, 5) Udfaldet af kampene burde planlægningsmæssigt og objektivt set have været til argentinernes fordel.

Med udgangspunkt i slaget ved Goose Green, og i samarbejde med faggruppe taktik, ledelse og sprog, analyseres parternes muligheder og begrænsninger ud fra den taktiske overvejelsesmetode og krigsføringens grundprincipper. Kadetterne skal også fremkomme med en vurdering af, hvorfor briterne kunne sejre på trods af et umiddelbart særdeles ugunstigt relativt kampkraftsforhold? I tilknytning hertil gennemfører en britisk Falklandsveteran et foredrag, som også inddrager forhold som f.eks. forberedelse til krig, kampstress, lederskab i kamp, familieforhold mv. Endvidere gennemfører kadetterne overvejelser i rammen af det samme miljø og styrkeforhold, men ud fra nuværende dansk doktrin, organisation og teknologi. Afslutningsvis sammenlignes det historiske eksempel med det opdaterede eksempel.

Krigshistorie skal også studeres i sammenhæng for derved at give officeren den nødvendige ballast for forståelsen af samfundsmæssige og internationale forhold. ”Behandling af sammenhænge skal ses ud fra, at krige er en funktion af interessekonflikter mellem samfund og samfundsgrupper, hvorfor officeren skal have kendskab til de politiske, sociale, religiøse og økonomiske faktorer i de samfund, der udkæmper krige. Med andre ord skal krigshistorien skabe forståelse for, hvorledes skiftende samfund og grupper til vekslende tider har opstillet og anvendt sine væbnede styrker m.h.p. at fremme politiske mål”[3]. Dette opnås bl.a. ved behandling af samfundshistoriske forhold og tværfaglige projekter med fokus på folkeretten, kriges anvendelse og begrænsninger samt udviklingstendenser og konsekvenser for fremtidens væbnede styrker. Pensum i krigshistorie søges i videst muligt omfang koordineret med pensum i faget statskundskab. Sidstnævnte fags prioritering af analysemodellen, omhandlende udvalgte sikkerhedspolitiske beslutningsprocesser (fig. 2), skaber analysemæssig sammenhæng i forhold til den taktiske metodemodel, da strukturen og metodikken er sammenfaldene. Koblingen mellem de to modeller skabes i øvrigt ved anvendelse af krigsførelsens kredsløb.

Det er dog væsentligt at holde sig for øje, at krigshistorien ofte behandles som værende et resultat af ”lovmæssigheder”, men historien er menneskeskabt og kan dermed også ”ændres” af mennesker. Uddannelsen skal derfor også fokusere på tilfældigheders opståen, betydning og konsekvenser, for dermed at give officeren en kritisk indstilling til éntydige fremtidsanalyser, der alene er baseret på få teorier og udvalgte historiske fremstillinger.

Opnåelse af sammenhæng skal ligeledes ses i forbindelse med kadettens hhv. elevens umiddelbart forestående virke som delingsfører, kompagnichef eller stabsofficer. Det betyder, at en væsentlig del af pensum skal fokusere på netop disse funktionsniveauer, hvilket stiller høje krav til kilder. Denne opgave søges som nævnt løst via føromtalte dybdestudier af udvalgte og veldokumenterede kamphandlinger, ligesom en række relevante erfaringer behandles i faget ledelse og visse sprogfag. Sidst, men ikke mindst, indgår formidling af bl.a. danske erfaringer fra operationer i Irak eller på Balkan i et samlet uddannelsesmodul omhandlende internationale operationer, hvor bl.a. tidligere kompagnichefer fremlægger deres erfaringer.

Endelig skal faget krigshistorie ses i sammenhæng med officerens samlede uddannelses-  og karriereforløb. I modsætning til f.eks. fagene taktik og ledelse, hvis indhold løbende udvikles i f.m. officerens øvrige tjeneste, så behandles krigshistoriske forhold primært i f.m. gennemførelse af de forskellige uddannelser på hhv. Officersgrunduddannelsen (OGU) samt Videreuddannelsestrin I og II for Ledere (VUT I/L og VUT II/L). VUT II/L er imidlertid kun forbeholdt et meget begrænset antal officerer. Uddannelsestiden for VUT I/L blev for nylig kraftigt reduceret, hvorfor faget krigshistorie kun kunne tildeles en halv snes lektioner. Disse anvendes primært som optakt til doktrinforståelsen af de enkelte kampformer og værnsfælles operationer, integreret i faget taktik. Uddannelsen på OGU skal således alene bære fagets indhold i bredden, i dybden og i sammenhæng. Samtidig er krigshistorieuddannelsen på OGU det grundlæggende afsæt for det samlede officerskorps´ videre tjeneste- og uddannelsesforløb f.s.v.a. brugen af erfaringer i f.m. udvikling og justering af nuværende doktriner mv. Optimalt set burde behandlingen af krigshistorie stige i kompleksitet med større dybde i takt med officerens uddannelses- og karriereforløb gående fra studier i bredden på OGU og studier i dybden på VUT I og II/L.

Som det er fremgået, tilstræber HO at formidle faget under hensyntagen til balancen mellem de forskellige afledte krav til hhv. sammenhæng, bredde og dybde, en balancegang som i sig selv er problematisk, når der ikke er ubegrænset tid til rådighed. Det er dog væsentligt at holde sig for øje, at krigshistorien, uanset tyngdepunkt, skal indeholde alle tre elementer, såfremt faget skal fremstå relevant og bæredygtig. Hvorvidt der er skabt tilstrækkelig balance og tyngde i forhold til officerens forudsætninger, fremtidige opgaver og tjenesteforløb er konstant genstand for overvejelser.

Hvorhen?
Tendensen går i retning af at give kadetterne hhv. eleverne mere tid til fordybelse samt etablere større integration fagene imellem. Dette gør, at faget krigshistorie næppe kan tildeles væsentlige flere lektioner. Tyngden i fagets udvikling vil i fremtiden fortsat hælde i retning af faget taktik og i retning af øget fokus på emner i dybden, bl.a. i takt med tilvejebringelse af relevant og brugbart kildemateriale jf. eksemplet fra Falklandskrigen.

HO har, jf. chefens direktiv, iværksat et ambitiøst projekt vedr. justering af officersuddannelserne samt indholdet i taktikundervisningen bl.a. m.h.p. en modernisering af de grundlæggende taktiske scenarier. I forlængelse heraf har chefen for VUT I/L udgivet sit direktiv: ”Scenarierne skal i højere grad afspejle Hærens nuværende og fremtidige opgaver og indsættelsesmåder med fokus på de internationale indsættelser i bredspektrede operationstyper. Der skal udarbejdes en række nye ”full-scope” scenarier og opgaver, hvor danske enheder sammensættes generisk og indsættes i internationale operationer spændende fra krigsoperationer til ikke-krigsoperationer og med vekslende grad af intensitet og symmetri. Rollen som ”kriger” skal fortsat være i fokus. Scenarier og opgaver skal derfor tage udgangspunkt i de doktrinære krav som beskrives i Feltreglement I. De skal dog også indeholde fremtidige operationstyper, herunder de netværksbaserede. Et scenario skal typisk bygges op som en logisk sammenhængende proces indeholdende faserne: Forberedelse, klargøring, deployering, indsættelse, stabilisering, konsolidering, terminering og redeployering”. Dermed vil uddannelsen i krigshistorie måske i endnu højere grad skulle fokusere på studier og temaer i dybden, koncentreret om nutidig og fremtidig krigsførelse. Eksempelvise temaer kunne være mekaniseret krigsførelse, asymmetrisk krigsførelse, bykamp, kamp i bjerge, ørken og jungle. Studierne vil fortsat skulle tage udgangspunkt i krigsførelsens kredsløb, baseret på krigshistoriske erfaringer m.h.p. perspektivering og udfordring af eksisterende doktriner, organisationsformer mv. For tiden undersøges mulighederne for en mindre forøgelse af fagets timetal.

En anden og meget væsentlig problemstilling er faggruppe krigshistories beskedne anvendelse af Forsvarets studie- og udviklingsmiljøer. Et afgørende afkast af den uddannelsesmæssige investering i faget krigshistorie bør i høj grad fremkomme ved et struktureret og synkroniseret samarbejde med dele af Forsvarskommandoen, Forsvarets Efterretningstjeneste (FE), Forsvarsakademiet, Hærens Operative Kommando og våbenskolerne mv. samt evt. internationale skoler og udviklingsmiljøer. Der skal nødvendigvis være en meget tydelig, synkroniseret og gennemskuelig produktionslinie fra FE´s studier af nuværende og fremtidige konflikter og trusler på taktisk/operativt niveau til de enkelte studie- og skolemiljøer i Forsvaret. Sidstnævntes produkter og behov skal ligeledes videreformidles til den samlede kreds af interessenter. Produktionslinien eksisterer, men formidlingen og synkroniseringen af denne kan givetvis forbedres, særligt vedr. behandlingen af doktrinære forhold. Udveksling af behov og analyser ved brug af fælles analyseværktøjer og fokusområder optimerer den samlede ressourceanvendelse. Her tænker jeg bl.a. på en øget synkroniseret anvendelse af bl.a. FE´s kompetencer samt styrkelse af kravet til tjenestens nedklassificerede analyser ud fra krigsførelsens samlede kredsløb. Det kunne eksempelvis dreje sig om fokus på væbnede tjetjenske gruppers taktiske doktriner, serbisk luftforsvarsdoktriner, UCK´s væbnede organisation eller militante fundamentalistiske gruppers anvendelse af teknologi i Irak, russiske erfaringer vedr. kamp i bjerge i Afghanistan, israelsk implementering af taktisk efterretningstjeneste o.s.v. I tilknytning hertil kunne man anvende Hærens egne analyser ud fra samme kredsløb vedr. operationerne på Balkan og i Irak. Efter behov kunne man inddrage tilsvarende eller særlige udenlandske erfaringer vedr. eksempelvis bykamp og kamp i jungle. Kravene til disse analyser bør nøje afstemmes med Forsvarets behov og øvrige studievirksomhed, idet analyserne hurtigst muligt skal videreformidles til relevante enheder, stabe og skoler. (Det var eksempelvis muligt at ”downloade” en kopi af 3. (US) Infanteridivisions omfattende og kritiske ”after action report” fra operationerne i Irak, blot seks måneder efter Bagdads fald den 9. april 2003)! Faggruppe Krigshistorie vil søge at intensivere anvendelse af disse myndigheders produkter med henblik på at øge kvaliteten og dybden i uddannelsen bl.a. ved brug af danske erfaringer og analyser. Uddannelsen på HO vil derved som helhed blive endnu mere fremtidsorienteret vedr. doktrinære forhold til gavn for den enkelte officer og dermed Hæren.

Problemet er imidlertid, at det synes vanskeligt at få adgang til sådanne officielle og målrettede analyser på en hurtig og effektiv måde, d.v.s. via det elektroniske netværk. Under forudsætning af analysernes eksistens, er årsagen hertil muligvis faggruppens manglende nidkærhed, men måske også en generel og manglende formidlingsevne vedr. den slags emner. Formidling af Forsvarets operative og taktiske evalueringer, hhv. analyser, bør underkastes samme høje kvalitetskrav og ambitionsniveau, som gør sig gældende i f.m. Forsvarets øvrige formidlings- og evalueringspolitik eksempelvis vedr. forhold som DeMAP/DeMARS, arbejdsmiljø, tjenestetidsaftaler mv. Der findes en række fora, som sigter i den retning, f.eks. Militært Tidsskrift, Forum for Forsvarsstudier, tjenestegrensblade, Forsvarsakademiets og 1. Sjællandske Brigades hjemmesider m. fl., men der er givetvis rum for en væsentlig tættere kobling og en øget udvekslingskapacitet mellem de enkelte skolers og stabes udviklingsmiljøer.

Afslutning
Her ved tærsklen til den nye forsvarsforligsperiode, med øget fokusering på Forsvarets operative kapaciteter og formåen, åbner der sig en lang række muligheder, hvor faget krigshistorie fortsat vil få en central rolle som katalysator for bl.a. undervisning i doktrinudvikling, taktik, føring, ledelse, statskundskab mv. Dertil kommer muligheden for en øget deltagelse i og påvirkning af Forsvarets evalueringskultur. Evnen til hurtig taktisk og operativ omstilling, i fred som i krig, fra rettidig erkendelse til rettidig og konsekvent implementering, også under indsættelser, har altid været en afgørende og vital faktor for militære enheders succes. Dette kræver en sammenhængende og konsekvent evalueringskultur med tildeling af de nødvendige ressourcer hertil. Nationer og organisationer, som med stor sandsynlighed vil anvende deres væbnede styrker i krig, har et åbenbart incitament til at effektivisere deres væbnede styrkers doktriner, organisation og teknologi i forhold til de nuværende og fremtidige trusler og dermed også tildele de nødvendige ressourcer hertil. En ting er effektiv vidensdeling og ressourcetildeling, en anden ting er holdningen, motivationen og viljen hertil. Dette aspekt skal i høj grad fremmes ved officerens grundlæggende forståelse for og anvendelse af evalueringer samt disses betydning på godt og ondt, hvilket allerede skal effektueres i officerens tidlige karriereår. Her har faget krigshistorie på HO et betydeligt ansvar - i bredden, i dybden og i sammenhæng.

Af major Peter Zühlke Jensen, Faggruppe Krigshistorie & Statskundskab ved Hærens Officersskole.

 

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

militaert_tidsskrift_133.aargang_nr.4_2004.pdf


[1] Oberstløjtnant K.V. Nielsen, ”Krigshistorie”, Militært Tidsskrift nr. 4, 1996, p. 264-265.

[2] Ibid.

[3] Militært Tidsskrift nr. 4, p. 265;  Oberstløjtnant K.V. Nielsen, ”Hvor blev Militærhistorien af?” i C.C. von Barnekow og K.E. Janson, Kompendium, Hærens Reglementsforvaltning, 1975, pp. 28-31.

[4] Hans Branner, Det ny Europa - international politik i forandring. København: Columbus, 1996, p. 165.

 

Litteraturliste

Del: