Kriges politiske etik

Gorm Harste, Ph.D., Professor ved Århus Universitet. 

 

Krig analyseres almindeligvis som revolutionerende og skiftende, mens freden forstås som evig og uforanderlig. Krigens etik er gennem mere end 2000 år blevet fortolket ud fra tankegange, der er hentet fra fredens begreber, men som alligevel retter sig mod de nærmest evindeligt skriftende strategier, teknologier og militære situationer. Krigens etik befinder sig derfor så at sige mellem revolution og evighed. Militærhistorien er således præget af debatter om, hvorledes den ene militære revolution afløser den anden i en endeløs række.1 Etik, fred og folkeret diskuteres derimod ud fra en tradition, der i en påfaldende kontinuerlig historie rækker tilbage til begyndelsen af højmiddelalderen og endda afslutningen af Romerriget.2 De to vidt forskellige analysetilgange kommunikerer næsten ikke med hinanden, uden at man dog kan påstå at de taler forbi hinanden. Undtagelserne er få.3

Snarere er spørgsmålet om, hvorvidt krigens strategier og fredens etiske krav kan mødes, et åbent empirisk og teoretisk spørgsmål, såvel som det også er et yderst betændt politisk debattema. Adskillelsen af temaerne krig, politik, og etik, er lige så afgørende som magtadskillelseslæren: Hvis ikke etik er adskilt fra politik og fra krig, kan etik ikke være etisk. Det samme kan man sige om politik: Hvis ”politik blot er forlængelsen af krigen, men med andre midler” som Carl Schmitt og efter ham Michel Foucault4 har hævdet, så vil politik miste sin autonomi og selvbestemmelsesret. 

Præcision og forsigtighed er lige så stærke krav som det at kunne gennembearbejde scenarier for værst tænkelige forløb ved hjælp af sociologisk fantasi samt historisk og teknisk-strategisk indsigt. Såvel filosoffer som officerer kan beskylde hinanden for at være naive. Derfor er et samarbejde mellem fagdiscipliner nødvendigt. Det samarbejde har klassisk været formuleret som forsøg på at udarbejde en forståelse af ret til krig (jus ad bellum) og ret i krig (jus in bello). Militærstrategier der overser vanskelighederne heri viser sig som i Anden Verdenskrig, i Vietnam, Afghanistan og Irak gang på gang håbløst inadækvate. Lige som etikker, der overser militæroprustningens eller oprørskapaciteternes realiteter, bliver til rene slag i luften. Kun få steder, som hos den store tyske filosof Immanuel Kant, mødes militærhistorien og etikken i en samlet analytik. Jeg vil her primært holde mig til problemerne i retten til krigsførelse.
 
I denne korte artikel vil jeg først forsøge at kontrastere Kants centrale klassisk analytik for militær intervention med nylige udviklinger, i hvad der måske kan vise sig at blive til den seneste revolution i militære strategier. Afslutningsvist vil jeg så forsøge at demonstrere nogle modeller for, hvorledes magtanalysens realiteter forandrer sig i det samfund, der i dag må kaldes et verdenssamfund. Min overordnede pointe består i at udstille paradokset i forholdet mellem krig og etik. På den ene side må kriges politiske etik kun kunne tænkes således, at de kan udgøre et tema for offentlig diskussion. På den anden side forandrer krige bestandig karakter, og jeg vil afslutningsvis pege på de farer, der ligger i at private militære kontrakter (PMCs) løsriver militære operationer fra politiske og etiske kriterier. 
 
Kants militære og politisk-etiske analytik
Af alle de forsøg, der har været på at konstruere en realistisk fredsetik fra eksempelvis Cicero (55-43 d.kr.), Augustin (427), over Thomas Acquinas (1271), Francisco de Vitoria (1539), Hugo Grotius (1625), Saint-Pierre (1713), Immanuel Kant (1795), til John Rawls (1999) og Jürgen Habermas (2004), står Kants analyser unægtelig som de, der rummer det største potentiale til gennemtænkning af den moderne verdens militære og folkeretlige problemer5. Selv så aktuelle personer, der som Rawls og Habermas er toneangivende i forsøg på at udvikle en realistisk folkeret, bygger i bund og grund på Kants analyser.6
 
Når Kant kunne se de moderne staters muligheder allerede for over 200 år siden, skyldes det muligvis, at man endnu ikke havde vænnet sig så meget til det moderne verdensbillede, at man blev blændet af det og i den forblændelse opgav at se de strukturer, der går bag om konflikters overflader. Kants analyser er langt mere indholdsrige, end det der kan behandles her. Enkelte af hans analyser kan dog fremholdes.
 
Først vil jeg lige mane den gængse opfattelse i jorden, at der med Kant skulle være tale om en idealistisk filosofisk etik. Kant havde oplevet 7årskrigen mellem Preussen og de omkringliggende stormagter. Han var en åndelig arving af den preussiske kong Frederik den Store, der var en af militærstrategiens og logistikkens allerstørste skikkelser, ham som fandt ud af, hvordan tempoforhøjelse i strategi og logistik kunne forenes og knyttes til statslige reformer (Frédéric 1788),  og i forhold til hvem Napoleon Bonaparte, Carl von Clausewitz og Antoine-Henri Jomini bliver til fodnoter. Kants korte analyse af territorialstaters militære konkurrence er benhård realisme: Militære magtstater kopierer hinanden og efterligner såvel logistik som strategi, ligesom de skaber innovationer for at komme på forkant med hinanden. Derfor må de udvikle komplekse sammensætninger af magt i form af militære, finansielle, retlige, uddannelsesmæssige, forskningsmæssige, politiske og diplomatiske systemer. Magt er således opbygget af komplekse og delvis selvorganiserende systemer. Magt må realistisk set udvikles i magtdelingens form, hvis magt skal undgå at tage magt over sig selv på en stivnet despotisk måde. Konflikter kan derfor udvikle asymmetrier i innovationer, samtidig med at de harmoniserer og de facto standardiserer forholdet mellem magtstater, som derfor ikke længere blot er adskilte, men også konvergerende og således forenelige størrelser. Stater optræder derfor let i alliancer. I modsætning til folk som Robert Kagan og Samuel Huntington vil kantianske perspektiver (Habermas, Tibi) påpege konvergenser mellem USA, Europa, Kina, Japan, Indien, Rusland og endda islamiske stater7. Kants og oplysningstidens europæiske westfalske system af stater synes i dag at genopstå i et verdenssamfund med et system af stormagter. Alligevel ligger der uden for dette moderne ”europæiske” statssystem en omverden, der ikke uden videre lader sig organisere ud fra europæiske statslige, folkeretlige og statsborgerretlige bestemmelser.
 
I dette ”europæiske” verdenssamfund udformer Kant en række interventionskriterier. Udgangspunktet i værket Til den evige Fred (Zum ewigen Frieden) er det ældgamle klassiske naturretlige kriterium, der er formuleret om det selvfølgelige interventionsforbud. Ifølge Kant må en stat ikke med magt intervenere ”i en anden stats forfatning og regering”8. Læg her mærke til det, der ikke står: Der står ikke, at det er forbudt at intervenere i et andet land. Kriteriet er, at en stat udstyret med en regering og med en forfatning, ikke må udsættes for en intervention. Regering og forfatning må også være adskilte. Der må altså ikke interveneres i en stat, som udgør en form for retsstat. Kant tilføjer dertil, at man ikke må intervenere på en sådan måde, at anarkiet i en stat forstærkes.
 
Ret til selvforsvar er selvfølgelig, hvis en stat angribes af en anden stat. Her er dog en undtagelse, for selvforsvar er ikke acceptabel, hvis staten selv har været angribende eller truende.  I sit retsteoretiske hovedværk Die Metaphysik der Sitten fra 1797 formulerer han, hvad man lidt tilspidset kan betegne som en kalkule for intervention (§ 56). Hvis en stat a) opruster, og b) er truende i sin fremfærd, samtidig c) er tilstrækkelig stærk, og er d) uberegnelig som en despotisk eller tyrannisk stat (som hverken magtdelt eller udstyret med en retsform): Da findes en ret til en præventiv krig. Alle fire kriterier skal således være opfyldt. Dertil kan man formodentlig med forsigtighed multiplicere deres betydning. Endvidere skal de fire kriterier være opfyldt i en grad, som er tilstrækkelig anerkendt. Anerkendelseskriteriet er særlig stærkt i forbindelse med kriterier for offentlig politik, idet argumenter for intervention må kunne ytres offentligt og er underkastet et fuldt ”publicitetsprincip” om offentlig ret, som både må formuleres negativt og positivt. Det negative kriterium lyder således: ”Alle de handlinger er uret, når de relateres til andre menneskers ret uden at være forenelige med offentliggørelsen af deres handlingsmaksime”9. Det positive kriterium tilsiger, at ”alle maksimer, som har brug for offentliggørelse (for ikke at forfejle deres mål), samstemmer med ret og politik forenet.”10
 
Begge kriterier er reformuleringer af Kants berømte etiske principper formuleret i det såkaldte ”kategoriske imperativ” om, at man kun må ville handle således, at man som princip samtidig kunne gøre maksimen for viljen til almen lovgivning. Med det positive kriterium kan man altså forestille sig, at en intervention finder anerkendelse ved en fuldt offentlig debat, hvor beslutningerne om interventionen og dens form foregår i fuld offentlighed, således at alle berørte parter kan ytre sig om de forskellige aspekter, der indgår i interventionen. I nogle tilfælde kan beslutningssituationen imidlertid være af en sådan uopsættelig karakter, at der ikke (ex ante) er tid til længerevarende offentlige debatter. Da må offentlige høringer imidlertid så meget desto mere foregå efterfølgende (ex post). Grunden hertil følger det absolut nødvendige kriterium, at beslutninger om så alvorlige og belastninger aktiviteter som krig, på ingen måde må foregå despotisk. Enhver despotisk og tyrannisk og dvs. uretlig og ikke-offentlig beslutning er tautologisk forbudt i politik, der legitimerer voldelige interventioner ud fra fordringen om at undgå despotiske og tyranniske beslutninger. En militær intervention er jo unægtelig, krigens friktion taget med i betragtning, en udstedelse af dødsdomme mod såvel skyldige som uskyldige. Interventioner kræver derfor strengt skærpet ministeransvar. Voldelige interventioner må, som det negative kriterium foreskriver, ikke foregå i forlængelse af det, der i enevældestater kaldtes ”gehejmpolitik”11. Beslutninger må ikke følge ”arkan” politik og  gehejme råds forhandlinger, men må forpligte sig på kriterier der følger den offentlige såkaldte deliberative rådsslagning.
 
Eksempler på sådanne offentlige debatter kendes fra USA i årene 1914 – 1917, 1939 – 1941 og i mindre grad England op til 1.september 1939. De står da også som målestokke for etisk begrundet intervention i forhold til uretlige krigshandlinger. Ligeledes kan man fremhæve de militære interventioner ved borgerkrigene under Jugoslaviens opløsning, idet man dog her formodentlig kan argumentere for, at interventionsbeslutninger kunne foregå hurtigere, mens diskussionen da må foregå ex post. Efterfølgende høringer og kommissioner må opfattes som selvfølgelige krav. Den retmæssige beslutning om interventionen i Kosovo og angreb på serbisk infrastruktur har været kritiseret. Men man kan argumentere for, at den serbiske politik i Kosovo førte til en sådant omfang af flugt af folkemasser, at der reelt var tale om en befolkningsmæssig intervention i Albanien, og på grund af dette lands manglende bæreevne til en yderligere intervention i mere velstillede europæiske NATO-lande. NATOs voldelige intervention i Kosovo må på den baggrund bedømmes som legitim.
 
Modsat kan fremhæves de danske og britiske beslutninger om at deltage på amerikansk side i Irakkrigen. Specielt i Danmark har regeringen ikke villet debattere interventionen gennem høringer og i kommissioner. På baggrund af de advarsler, der inden interventionen var fremsat om, at angrebet kunne gennemføres, men at freden risikerede at blive tabt med overordentlig omfattende konsekvenser12 synes en sådan fornægtelse af offentlig debat helt igennem uetisk. Og det er den så meget desto mere ud fra de forskellige formuleringer, der fra regeringens side samt fra amerikansk og britisk side har været fremsat af, at man ville gøre op med en despotisk tyran, Saddam Hussein. Et despoti fjernes jo ikke ved at indføre et andet, i form af besættelsen og borgerkrigen.
 
I liberal politisk teori har modstykket til en despotisk politisk styreform været borgerkrigen. Hos den, der ofte beskrives som den første liberale politiske filosof, englænderen Thomas Hobbes (1588 – 1678), fordres indført en despotisk stat, der fordrer lydighed, som modstykke til borgerkrigen. Dengang var såvel England som kontinentet præget af uhyre voldsomme religiøse borgerkrige, krige som ikke blot drejede sig om trosforhold, men bag om disse om samfundets mere eller mindre centrale henholdsvis decentrale indretning. I centrale dele af Europa mistede op mod halvdelen af befolkningen livet i borgerkrigene13. Hobbes’ berømte forslag i hovedværket Leviathan (1651)  var, at befolkningen måtte foretrække en despot, altså en enevældig konge, som kunne kræve fuld lydighed af befolkningen. Når dette har været anset som den første liberale politiske tænkning, skyldes det, at der var tale om lydighed i handlinger, hvorfor tænkningen blev sat fri. Der var altså tale om et opgør med en totalitær sammensmeltning af religion og politik, en sammensmeltning der ikke muliggjorde tænkefrihed.
 
Man kan formodentlig ikke hævde, at der har hersket fuld tænkefrihed under Baath-partiets styre i Irak. På den anden side kunne man allerede før interventionen i marts 2003 forudse, at den religiøse borgerkrig, dels ville blive ekstremt voldelig, og dels ville medføre drab på folk uanset deres handlinger og udelukkende ud fra deres eksternt tilskrevne etniske og religiøse tilhørsforhold. Endvidere kunne man forudse, at besættelsens omkostninger for både Iraks befolkning, for nærområders befolkning samt for de intervenerende parters soldater og borgere ville blive langt mere omfattende, end blot de (ganske omfattende) som hørte til den lige så forudsigelige kortvarige militære sejr. Ser man på krigen som forsøg på at fremme retsstatslige og demokratiske værdier, øges forundringen, for man kunne ligeledes forudse, at de stater, der på sigt vil høste fordele af Irak-krigen vil være Iran, Kina og Rusland.
 
Nu kan man selvfølgelig diskutere holdbarheden af sådanne forudsigelser. Selv om de var lette at foretage, kan forudsigelser være betænkelige. 
 
De har ikke karakter af naturvidenskabelig kausalitet, men af scenarier for sandsynlige risici. Omvendt kan man pege på, at nogle af Kants forudsigelser, f.eks. at demokratiske retsstater (”republikker”) ikke går i krig med hinanden, hører til de mest holdbare i samfundsvidenskaben. Nok så afgørende er imidlertid, at perspektiverne på krigens udfald var så dystre, at det må opfattes som despotisk og tyrannisk, når man ikke har villet diskutere ”worst case” scenarier, specielt når meget kunne tale for sandsynligheden af sådanne scenarier. Denne uvilje til at bearbejde kritiske hypoteser er det egentligt betænkelige, som må føre til militære, offentlige og politiske læreprocesser14. Selvfølgelig har USA kunnet vinde accelererede slag imod regulære styrker, men modstanderens asymmetriske svar er – hvad der burde være bekendt – at foretage et slow down, hvorefter modstanderen udnævnes til ”terrorist”, hvilket er et andet ord for, at han ikke vil kæmpe på den teknologisk overlegnes symmetriske præmisser15. Siden riddere forsvarede deres ære i symmetriske kampe, har opløsningen af symmetri været forbundet med et etisk ærestab. Men krigens friktion og realiteter svarer ikke altid til etikkens idealer.
 
I den sammenhæng er den liberale filosof Immanuel Kants kritiske metode interessant og afgørende såvel for videnskabelig forskningsudvikling som for indretningen af demokratiske retsstater. Kants såkaldte fornuftskritiske tilgang består nemlig typisk i at opstille en tese og den argumentation, der kan udvikles på den baggrund (f.eks. intervention i Irak) med en modsat rettet (f.eks. imod en intervention i Irak). Forsvar for eksempelvis det gode stilles op i forhold til muligheden for at ondskab udvikles selvforstærkende. 
 
Selv konflikter om karikaturer af Gud og Mohammed diskuteres hos Kant16. Når jødedom og Islam har forbud mod tegninger af Gud og Mohammed skyldes det ifølge Kant, at man ikke har villet foreskrive et billede af, hvorledes dét gode billede og dét gode liv tager sig ud. Tværtimod har man villet nøjes med at angive negative forskrifter, som derfor kunne muliggøre visse frihedsgrader. Når vi fra dansk side således fordrer frie ytringer, skyldes det at vore moralske maksimer ikke er formulerede i billeder, men i tekst. Vi befinder os i en så gennemalfabetiseret politisk og religiøs kultur, at vi ikke engang selv kan se det, hvilket man omvendt naturligvis i endnu mindre grad kan se i mindre alfabetiserede kulturer.
 
Sammenfattende kan man således iagttage, hvorledes magtdelingen optræder som en afgørende konfiguration, hvorudfra Kant iagttager kriges etik. For det første består udviklingen af militære systemer i, at det strikt militære udgør ét delsystem i forhold til en række andre delsystemer, som hver især rummer deres egne selvstændige og selvorganiserende dynamikker17. For det andet kan voldelige interventioner derfor bedømmes på en række kriterier, der knytter sig til en sådan magtdeling, som ikke blot vedrører magtfordelingen mellem lovgivende, udøvende og dømmende magt, men som også vedrører religiøs magt, militær magt, offentlige mediers magt samt forsknings- og uddannelsesmagt18. Opgør med despoti og tyranni består i ved hjælp af magtdelt magt at installere magtdeling og herigennem retsstatsligt demokrati. Der findes således ikke, således som Bush, Rumsfeld, Cheney og Wolfowitz synes at have hævdet, nogen lige kongevej til demokratisk folkestyre, et sådant ville, som den klassiske demos-lære foreskrev, blive til en folke- og pøbelvælde. For det tredje må voldelige interventioner finde offentlig anerkendelse hvis de skal vinde forståelse hos andre berørte; det gælder således ikke blot a) den intervenerende parts eget befolkningsflertal, men også b) mindretallet hos den intervenerende part, c) andre parter, det være sig allierede, klassiske støtter (Tyskland, Frankrig), d) men også mulige allierede med andre typer velordnede styreformer (John Rawls taler her om ”decent states”), e) berørte parter, der eventuelt har helt andre styreformer og politiske kulturer, men som berøres og belastes af flygtningestrømme (Jordan, Syrien, Iran), samt endeligt af helt afgørende f) den befolkning som underlægges interventionen, og det vil sige såvel erobringskrigen som besættelsen, herunder besættelsens præmisser, procedurer og konsekvenser.
 
På den baggrund må man i dag vurdere Irakkrigen som en krig, der rimeligt forudsigeligt har udviklet sig til en katastrofe i næsten enhver henseende (frisættelsen af kurderne må her være den primære undtagelse). Katastrofen er internationalt set formodentlig langt større en Vietnamkrigen; hvor Vietnam kunne forenes under en ”leviathan” synes endog dette i dag endnu umuligt i Irak (med mindre Iran og shiamuslimer med støtte i Iran installeres); dominerende mellemklasser synes i stort tal at være flygtet. Muligvis har man ønsket en besættelse af Irak for at kunne kontrollere Kinas adgang til Mellemøstens olieressourcer for dermed at kunne kontrollere Kina som fremtid supermagt, også på det retlige og menneskeretlige område. Den forudsigelige konsekvens var imidlertid, at Kina ville vinde indflydelse, når USA som forudsigelig konsekvens af Irakkrigen og dens militære, finansielle, politiske og kulturelle omkostninger kommer til at føre en introvert udenrigspolitik. Spørgsmålet er dernæst: Hvordan reagerer de militære systemer på Irakkrigens katastrofe? Og hvad kan der etisk og folkeretligt siges til disse reaktioner? 
 
Udgør private militære kontrakter (PMCs)  den næste militære revolution?
Militærhistorien diskuteres ud fra kriges historie, strategiernes historie, generalernes, soldaternes, slagenes, begyndelsesfasernes og afslutningsfasernes historie. I stigende grad synes den historiske sociologis orientering mod de såkaldte ”militære revolutioner” at få overtaget i disse debatter19. Det skyldes, at mange af de væsentligste krige har vist sig at være opslidningskrige: Fokus på militære revolutioner har vist sig i stand til at koble analysen af innovationers betydning sammen med mere generelle kapaciteter til at opretholde innovationer henholdsvis aflære dem og udvikle kapaciteter til at svare igen ud fra videreudviklinger af andre eksempelvis finansielle, forskningsmæssige eller kulturelle, sociale og politiske kapaciteter. Groft sagt kan man simpelthen sige, at analysen af militære revolutioner fører fra et fokus på enkeltfænomener, fra enkelte slag, strategiudviklinger eller teknologiske nybrud, over til mere komplekse militære og organisatoriske fænomener20.
 
Uden tvivl har man dog også set forsøg på at etablere en teknisk reduktionisme, ikke mindst i forbindelse med den såkaldte Revolution in Military Affairs (RMA)21. På baggrund af Golfkrigens forløb syntes visse indflydelsesrige kredse i USA's militær systematisk at misforstå, hvilken magt RMA førte med sig22. Samtidig indså man også i stadig højere grad, både hvor sammensat militær opbygning af teknologisk forcerede fjerne operationer er, samt ikke mindst under Irakkrigen, at politisk ansvar kunne uddelegeres. I stedet for i traditionen efter Jomini at fokusere på offentligt ansvarliggjorte (”accountable”) beslutningstagere kunne en lang række operationer varetages på et langt mindre politiseret niveau.
 
I løbet af tiåret fra 1997 til 2007 uddelegerede og privatiserede specielt Pentagon en lang række logistiske operationer til firmaer som Blackwater og Halliburton23. Der findes et par snese store firmaer, og mange af dem er knyttede til militærindustrielle firmaer, nogle har egne hære, lejesoldater, skydeterræner, fly- og flådebaser etc. Uddelegeringen foregår således til disse såkaldte private military contractors (PMCs). Selv om de mest omfattende af disse firmaer har hovedkvarterer i USA opererer de største af dem i snesevis af lande. Det samlede budget for ressourcetildelingen til dem er på de ti år tidoblet til over 700 mia kroner årligt. I realiteten er såvel deres finansielle som retlige status imidlertid langt mere usikker. Finansieringen af deres operationer kan således let foretages på en outsourcet basis, hvor lokale indtægter knyttet til drift af havne, olieudvinding eller el- og vandforsyning indgår. Retligt står de ligeledes let uden for såvel lokal ret som amerikansk ret24. Enkelte statutter fra Genevekonventionen har kunnet indgå i den retlige regulering af dem, men når eksempelvis en indonesisk født ansat med delvis bopæl i Brasilien i Irak foretager en voldtægt i 2003 i Irak, mens vedkommende er ansat i et amerikansk ledet firma med speciale i infrastruktur, og gør det i arbejdstiden eller uden for arbejdstiden, er retsgrundlaget ubegrænset flydende.
 
Denne manglende retlige hæftelse og tilregnelighed i sådanne kontrakter er knyttet til en administrativ uidentificérbarhed og et intransparent politisk beslutningsgrundlag (Teubner 1996a, 1996b, 2004). Man kan således iagttage en opløsning i den klassiske bureaukratiske forvaltningsret, der siden 1700-tallet har stået i modsætnings- og klangforhold til en ret i krigen (jus in bellum). Det samme gælder det statslige monopol på organiseringen af vold, som har hersket siden Hobbes’, Trediveårskrigens og den westfalske freds dage. Organisering af vold, militært og infrastrukturelt, kan foregå transstatsligt uden for politisk og retlig kontrol. Man kan med PMCs iagttage en organisatorisk revolution i den militære strategi. Den kan vise sig at udgøre en revolutionering, som har langt mere omfattende politiske konsekvenser end den teknologisk fikserede RMA, som ellers har haft så stor opmærksomhed.
 
Militær- og begrebshistorikere har således demonstreret, hvor afgørende det, der af Michael Roberts er blevet kaldt ”den” militære revolution, fra 1560 – 1660, var præget af en organisatorisk og politisk revolutionering samt sågar en folkeretlig revolutionering25. Udviklingen af PMCs rummer på mange måder en tilbagerulning til tiden før den Westfalske Fred, da private kontraktorer, de såkaldte condottiores, ledede lejehære af officerer og soldater. De lejehære fungerede i enhver henseende uden for lands lov og ret. Soldaterne rekrutteredes fra samfundets bund og opererede typisk langt fra egne oprindelige hjemstavne. Hærene finansieredes almindeligvis ved plyndring. Nationalstatslige hære fandtes i realiteten ikke, da selv politisk kontrollerede hære var sammensat af lejehære, lige som officerer rekrutteredes internationalt26.
 
På den ene side kan man således gå tilbage til tiden før Hugo Grotius lagde grunden til moderne folkeret med gigantværket Fredens og Krigens Ret (1625), når man skal se på (u)retstilstanden der etableres med sådanne PMCs. På den anden side betyder denne tilbagevenden til renæssancens og stændersamfundets lejehære ikke, at man kommer tilbage til en religiøst fortolket og reguleret verden. Tværtimod er spørgsmålet, hvis man må formulere det æstetisk, om man kommer til Hieronymus Bosch’s og Pieter Breughels berømte billeder af helvede fra tiden omkring1500-tallet. Altså en totalt kaotisk og anarkisk tilstand uden nogen som helst form. Så galt går det vel næppe. Stater vokser sig stadig stærkere. Det er helt forkert at antage, at vi befinder os i en post-statslig verden. Men adgangen til landområder, som er post-koloniale, og som præges af de såkaldte fejlslagne stater, er blevet meget lettere. Udnyttelsen af dem også.
 
Sammenfattende kan man hævde, at Clausewitz’ doktrin om, at politik og krig altid må være sammenknyttede, synes at svare til den realitet, som udvikledes med de magtdelte stater. Her udvikledes militærmagten som et delsystem ud af flere andre (Harste 2003a, 2003c). Men denne realitet risikerer at blive afløst af en mindre kontrollérbar realitet. Europæiske stater og USA har ingen statslige interesser i et sådant afkald på kontrol. Problemet ligger imidlertid i, at det politiske system og det militært-industrielle kompleks har en vis fælles interesse i af uddelegere militære operationers kontrollérbarhed. I stedet for det politiske ansvar som med Irakkrigen tildeles det politiske og derigennem det militære system, således om vi ser det i Storbritannien og i USA, men bemærkelsesværdigt nok næppe hidtil i Danmark, kan statsligt kontrollerede militære operationer blive af løst af PMCs. PMCs kan gå tidligere ind i konflikter. De kan være mere usynlige, mere intransparante og mere fleksible. Omkostningerne ved operationer væltes ikke over på de uddelegerende beslutningscentres befolkninger, men på lejehæres internationalt rekrutterede personel, der ofte rekrutteres i meget marginaliserede og udsatte befolkningsgrupper. Dertil bliver omkostningerne ofte båret af lokale befolkninger, såvel finansielt, ressourcemæssigt og i kød og blod. 
 
Opløsning, selvbestemmelse eller sambestemmelse?
Følger vi Immanuel Kants analytik kan vi med denne bevægelse mod PMCs i første omgang se mulighederne for en fredeligere verden forsvinde. Når Kant med sin berømte forudsigelse hævder, at befolkninger med deres deltagelse i politiske beslutninger vil vende sig imod krigsdeltagelse nævner han fem grunde. De vil nødigt selv føre krig som soldater og nødigt være dens ofre; de vil nødigt finansiere krige; de vil undgå ødelæggelser; de vil ikke påtage sig det uhyre arbejde; og de vil ikke bebyrdes med kriges uhyre gældssætninger27. Derfor fører demokratiske retsstater ikke krig mod hinanden, hvis befolkningerne selv skal bestemme28. Dertil kommer den afgørende omstændighed, at komplekse magtdelte retsstater, der har udstyret både deres eliter og deres befolkninger med en retsbevidsthed, altid vil kunne finde yderligere forhandlings- og kompromismuligheder.
 
Imidlertid er det nøjagtigt de samme fem grunde, der fører til, at regeringer kan finde på at uddelegere militære operationer til aktører. PMCs hverken belaster de befolkninger, som har valgt regeringerne, eller står til ansvar for sådanne befolkningers interesser i radikalt og vedvarende at stille spørgsmål om et sådant ansvar29. Samtidig flytter militære operationer fra nærområder til fjerne områder i et verdenssamfund, som ikke længere er et nationalt, statsligt eller territorialt ordnet samfund. Det nye verdenssamfund, som har været præget af en række af forskellige globaliseringer, har de facto udviklet sig i endnu en retur til renæssancesamfundets form, nemlig i retning af et standssamfund30

Vi nordvesteuropæere befinder os i jetsettets aristokratiske mobile overklasse, der kan tiltvinge sig adgange overalt på Jorden. Størstedelen af Jordens befolkning er derimod mere eller mindre stavnsbundne. Værst stillede er de statsløse, der ikke har samme ret til at være og befinde sig et bestemt sted på samme måde som køer, hunde, træer, biler, stole, græsplæner og sten på marken. De er ”no-thing”, ”nobodies” og ”nowhere men”, fordi de består af kød. De befinder sig således ikke engang i de yderpositioner, som oprindelige folk befinder sig i, altså i de landområder, der er så ressourcefattige, at stater tidligere sjældent fandt det interessant at udnytte befolkningerne der. Disse oprindelige folks livsbetingelser er typisk for de, der ikke får status som statsborgere, men kun som det Kant kalder ”verdensborgere”.  I amerikanske fredstraktater har man siden Francisco Vittorias kritik af spanske erobringer dog ment, at man havde ret til at udnytte disse folks naturressourcer til fordel for egen (kristen) ydedygtighed31. Det gælder også aktuelt i tilfældet med Mellemøstens olieressourcer.

Argumentet for Irakkrigen var i bedste fald, at man naivt ville skabe en kongevej til demokratiet som folkelig selvbestemmelse. Og det vil for den mindre naive sige: at flertallets undertrykte shiamuslimske grupper ville begynde et opgør mod sunnimuslimske minoritetsgrupper fra det tidligere repressive Baath-parti – en logisk konsekvens, som enhver politisk og militær strategi burde have gennemtænkt, eftersom den var så indlysende. Argumentet var således ikke, som den ny-konservative amerikanske politiske tænker Robert Kagan tidligere har hævdet, at amerikanerne var fra Mars og forstod sig på Thomas Hobbes’ argument om nødvendigheden af en leviathansk statslig enevældig magt til imødegåelse af borgerkrig. Men at man sindelagsetisk i bedste fald, som præsident Woodrow Wilson i 1918, har troet på den frie selvbestemmelses velsignelser. Wilsons egen udenrigsminister anså imidlertid dette ubetingede kriterium om frihed og demokratisk selvbestemmelse som opskriften for generaliseret borgerkrig: ”Når præsidenten taler om ’selvbestemmelse’, hvilken enhed forestiller han sig da? Mener han en race, et territorialt område, eller et fællesskab? Uden en bestemt enhed, som er praktisk håndterlig, er anvendelsen af dette princip farligt for freden og stabiliteten(…)Påstanden er simpelthen ladet med dynamit. Den vil rejse håb, som aldrig kan blive realiseret. Den vil, frygter jeg, koste tusinder af liv. Slutteligt vil den ende med at blive diskrediteret og at blive kaldt drømmen for en idealist, som fejlede i realiseringen af faren, indtil det var for sent at begrænse de, som forsøger at lade princippet træde i kraft. Hvilken kalamitet at denne påstand nogen sinde har været ytret! Hvilken misære den vil skabe!”32

Det er altså ikke udtryk for en etisk linie i politik at gå direkte efter ”demokrati”, som let bliver en uklar tåget form for selvbestemmelse med deraf følgende konflikter. Tilbage står retsbevidstheden som garant for freden. I stedet for som Kagan og mange amerikanske iagttagere at observere stater ud fra deres styreform som autokratier eller som demokratier33, skal man se dem som magtdelte institutionskomplekser. 

Følger man Kants over to hundrede år gamle argumentation, har man kunnet se et utal af mere eller mindre grundige debatter om Kants analyser34. Afgørende i hans kun 60 sider lange berømte bog om freden er afsnittet ”om garantien for den evige fred”. Meget kort fortalt er pointen her for det første den realistiske35. at stater, der opruster militært, konvergerer ikke blot militært, men også organisatorisk, finansielt og retligt. Denne magtdelte konvergens bryder konflikterne mellem monolitiske stater. For det andet vil den ”positivering” af retsformen, som dette medfører – og i hvert fald medførte i 1700-tallet – føre til, at etik frisættes fra ret: Ret regulerer kun handlinger, og dermed frisættes etikken til at sætte kriterier for viljen bag handlinger. Samtidig udvikles skikke, normer og sæder til at tage form på en måder, der bliver uafhængig af etik og af ret. Og hvad så? kunne man fristes til at spørge. 

Jo konsekvensen er, at det bliver sværere at føre gehejmerådenes politik: Politik skal kunne anerkendes. Det samme skal traktater, alliancer, koalitioner og fredsafslutninger. Derfor hævder Kant, at man sandsynligvis, hvis ellers etik og politik adskilles autonomt fra krig, vil se en udvikling i et helt væld af forskellige føderative sammenslutninger, fredsforbund, folkeforbund, former for sambestemmende, ikke-tvingende men til gengæld tvangsformer for samarbejde i mellem- og overstatslige relationer. Ifølge Kant drejer etisk politik i retsstater sig således ikke blot om at skabe muligheder for selvbestemmelse, men om gennem etablering af magtdelte retsstater at tilrettelægge den politiske autonomi inden for mulighederne for retlig og organisatorisk sambestemmelse. 

Konklusion: Krig skal kunne anerkendes offentligt
Ingen stat kan bære at gå enegang – heller ikke USA36, eller Rusland eller Kina. Alle stater vil, som Rawls påpeger, være tvunget til at demonstrere samarbejdsvillighed, hvilket da også ses i FNs beslutning af 31.7.2007 om intervention i Darfur. Argumentet i Kants tradition er ikke et voldeligt gennemført krav om samarbejde, men det praktiske, institutionelle, retlige og økonomiske krav om, at politikker skal koordineres og indgå i fælles kooperation. Militære operationer drejer sig ikke blot om hemmeligholdte strategier for erobringskrige, men også om de komplekse opgaver der ligger i at vinde freden, altså i at opbygge magtdelte retsstater og derigennem på sigt muligvis demokratiske velfærdsstater. Håbet ligger i samarbejdets konkrete realiteter.
 
Sambestemmelse og samarbejde kræver, at de militære operatører lytter og tager ved lære på en selvkorrigerende og selvkritisk måde. Man skal ikke blot lytte til sig selv og sine, men også til andre i et samarbejde. Risikable og komplekse strategier fordrer, at det både er den offentlige politiske debat og kritik, der skal lyttes til, og den sagkyndige kritik af de komplekse vanskeligheder ved opbygningen af retssystemer, politiske systemer, organisatoriske systemer, økonomiske systemer, uddannelsessystemer, infrastruktur etc. Alternativet til offentlig høring kan vise sig at blive PMC’ernes uddelegerede og hemmeligholdte operationer.
 
Krig er worst case i en grad, som vi i Danmark heldigvis har færre historiske erfaringer med end næsten hele resten af Europa. Netop derfor skal vi have udstillet og diskuteret offentligt, i hvilket omfang det politiske system var naivt eller gennemarbejdede worst case scenarier for interventionen i Irak. Fordi vi skal lære, hvad vi ikke har lært i forvejen af vore forældre og familiære tragedier, hjemmefra og indefra. 

 

 

Noter
1Rogers, Clifford (ed.) 1995: The Military Revolution Debate, Boulder: Westview Press. Knox, MacGregor; Murray,Williamson (eds.) 2001: The Dynamics of Military Revolution 1300 – 2050, Cambridge:Cambridge University Press.Münkler, Herfried 2006: Der Wandels des Krieges. Von der Symmetrie zur Asymmetrie, Weilerswist: Velbrück.

2 Augustin (427): La Cité de Dieu T. 1-3, Paris: Seuil (1994). Reichberg, Gregory; Syse, Henrik; Begby, Henrik (eds.) 2006: The Ethics of War, Oxford: Blackwell

3 Knutsen, Thorbjørn 1997:  A History of International Relations Theory, Manchester University Press. Bobbitt, Philip 2002: The Shield of Achilles. War, Peace and The Course of History, London: Penguin.

4 Schmitt, Carl 1963: Der Begriff des Politischen, Berlin: Duncker & Humblot (1932) p.107 Foucault. Michel 1997: ’Il faut defendre la société’, Paris: Gallimard.p 41. 

5 som oversigt: Reichberg, Gregory; Syse, Henrik; Begby, Henrik (eds.) 2006: The Ethics of War, Oxford: Blackwell 

6 Rawls, John 1999: The Law of Peoples, Cambridge Mass.: Harvard University Press. Habermas, Jürgen 2004: Der gespaltene Westen, Frankfurt: Suhrkamp 

Kagan, Robert 2007: „End of Dreams, Return of History“ www.realpolitics.com/articles(2007/07/. Huntington, Samuel 1996: The Clash of Civilizations and the Remaking of World Order, New York: Simon and Schuster. Habermas, Jürgen 2004: Der gespaltene Westen, Frankfurt: Suhrkamp. Tibi, Bassam 2001: Krieg der Zivilisationen, München: Heyne. 

8 Kant, Immanuel 1795: Zum ewigen Frieden, Werkausgabe Band XI, Frankfurt: Suhrkamp (1977) (da. oversættelse: Til den evige Fred, København: Gyldendal 1995. p 199.

9 Ibid. p 245

10 Ibid. p. 250 

11 Stolleis, Michael 1990: Staat und Staatsräson in der frühen Neuzeit, Frankfurt: Suhrkamp. Luhmann, Niklas 1990: "The State of the Political System" i Essays on Self-reference, New York: Columbia University Press.  Luhmann, Niklas 1989b: "Staat und Staatsräson im Übergang von traditionaler Herrschaft zu moderner Politik" i Gesellschaftsstruktur und Semantik Band 3, Frankfurt: Suhrkamp

12 Record, Jeffrey 2003: ”The Bush Doctrine and War with Iraq”, Parameters , Spring 2003. Mann, Michael 2005: Incoherent Empire, New York: Verso.

13 Franz, Günther 1994: “Trettioåriga krigets befolkningshistoriska földjer” i Göran Rystad (red.): Historia Kring Trettioåriga Kriget, Falun: Wahlström och Widstrand.

14 Gray, Colin 2006: Irregular Enemies and the Essence of Strategy: Can the American Way of War Adapt?, http://www.StrategicStudiesInstitute.army.mil/ Gray, Colin 2007: The Implications of Preemptive and Preventive War Doctrines: A Reconsideration, http://www.StrategicStudiesInstitute.army.mil/ Bellflower, John 2006: “4th Generation Warfare”, Small Wars Journa,l February 2006. Danner, Mark 2006: Iraq: The War of the Imagination, New York Review of Books 21.12.2006. Record, Jeffrey 2003: ”The Bush Doctrine and War with Iraq”, Parameters , Spring 2003 Record, Jeffrey 2005: “Why the Strong Lose”, Parameters, Winter 2005-6: 16 – 31. Record, Jeffrey 2007: “Dark Victory”, 14.8.2007 på www.thinkingpeace.com/Lib/lib004.html. Kip, Jacob; Grau, Lester 2001: „The Fog and Friction of Technology“ i Military Review, September-October 2001.

15 Münkler, Herfried 2006: Der Wandels des Krieges. Von der Symmetrie zur Asymmetrie, Weilerswist: Velbrück.

16 Kant, Immanuel 1790 : Kritik der Urteilskraft, Werkausgabe Band X, Frankfurt: Suhrkamp (1974) p.210 § 30.

17 Harste, Gorm 2003a: “Society’s war: the evolution of a self-referential military system” i Mathias Albert; Lena Hilkermeier (eds.): Observing International Relations, London: Routledge. Harste, Gorm 2003b: “Une théorie kantienne de la société du risque: Niklas Luhmann et la globalisation du système militaire” MANA no. 12-13, 2003: 91 -112. Harste, Gorm 2003c: „The emergence of autopoietic organisation“ i Tore Bakken, Tor Hernes (eds.): Autopoetic Organization Theory, Copenhagen: CBS Press.  Harste, Gorm 2005: “Verdensmagtens afmagt. Fred og krig før og efter det westfaltske system (1648 – 2003)“ i Bo Kristian Holm (red.): Krig – dens legitimitet i religion og politik, København: Anis.

18 Luhmann, Niklas 1993: Das Recht der Gesellschaft, Frankfurt: Suhrkamp. Luhmann, Niklas 1987: "Staat und Politik" i Soziologische Aufklärung Band 4, Opladen: Westdeutscher Verlag.

19 Hirst, Paul 2003: Krig og magt i det 21. århundrede, København: Hans Reitzel. Mann, Michael 1986: States, War and Capitalism, Oxford: Blackwell. Downing, Brian 1992: The Military Revolution and Political Change, Princeton: Princeton University Press. 

20 Knox, MacGregor; Murray, Williamson (eds.) 2001: The Dynamics of Military Revolution 1300 – 2050, Cambridge: Cambridge University Press.

21 Bateman, Robert (ed.) 1999: Digital War. The 21st century battlefield, New York: Ibooks. Vickers, Michael; Martinage, Robert 2004: The Revolution in War, Center for Strategic and Budgetary Assessments.

22 Gray, Colin 2006: Irregular Enemies and the Essence of Strategy: Can the American Way of War Adapt?, http://www.StrategicStudiesInstitute.army.mil/ Gray, Colin 2007: The Implications of Preemptive and Preventive War Doctrines: A Reconsideration, http://www.StrategicStudiesInstitute.army.mil/ Harste, Gorm 2003c: „The emergence of autopoietic organisation“ i Tore Bakken, Tor Hernes (eds.): Autopoetic Organization Theory, Copenhagen: CBS Press. 

23 Wikipedia 2007: “Private military company”, internet March 2007. Wikipedia 2007b: “Defense contractor”, internet March 2007. Wikipedia 2007c: “Blackwater”, internet March 2007. Wikipedia 2007d: “Halliburton”, internet March 2007. Wikipedia 2007e: “Military-industrial complex”, internet March 2007. Scahill, Jeremy 2007: “Blackwater, Inc. ant the Privatization of the Bush War Machine” (March 2007) www.counterpunch.org/scahill01252007.html. Nalin, Paolo 2004: “Private Military Companies: Legitimacy and Accountability”, Montreal: McGill Management

24 Singer, Peter W. 2004: “War, Profits and the Vacuum of Law: Privitized Military Firms and the Vacuum of Law” Columbia Journal of Transnational Law Vol 42, 2004: 521 – 549. Singer, Peter W. 2004b: The Private Military Industry and Iraq: What have we learned and where to next?, Geneva: Geneva Centre for the Democratic Control of Armed Forces (DCAF)

25 Black, Jeremy 1991: A Military Revolution?, London: MacMillan. Black,. Jeremy 1994: European Warfare 1660 – 1815, London: UCL Press. Cornette, Joël (1993). Le roi de guerre, Paris: Payot. Ertman, Thomas 1997: Birth of the Leviathan, Cambridge: Cambridge University Press. Koselleck, Reinhart 1984: „Revolution, Rebellion, Aufruhr, Bürgerkireg“ i Otto Brunner, Werner Conze, Reinhart Koselleck (eds.): Geschichtliche Grundbegriffe Band 5, pp. 653 – 788.

26 Corvisier, André (1992). Histoire militaire de la France T.1, Paris: puf. 

27 Kant, Immanuel 1795: Zum ewigen Frieden, Werkausgabe Band XI, Frankfurt: Suhrkamp (1977) (da. oversættelse: Til den evige Fred, København: Gyldendal 1995. p 205-026.

28 Doyle, Michael 1983: “Kant, Liberal Legacies, and Foreign Affairs”, Part 1 and 2 Philosophy and Public Affairs 12: 205; 324 – 353. 

29 Münkler, Herfried 2006: Der Wandels des Krieges. Von der Symmetrie zur Asymmetrie, Weilerswist: Velbrück. P. 251-260.

30 Luhmann, Nikilas 1997: Die Gesellschaft der Gesellschaft Bd 1-2, Frankfurt: Suhrkamp.  

31 Vittoria i Reichberg, Gregory; Syse, Henrik; Begby, Henrik (eds.) 2006: The Ethics of War, Oxford: Blackwell 288 – 332. 

32 Lansing, Robert 1921: The Peace Negotiations, New York: Houghton Mifflin Company. 97-98 
 
33 Kagan, Robert 2007: „End of Dreams, Return of History“ www.realpolitics.com/articles(2007/07/. 
 
34 Gerhardt, Volker 1995: Immanuel Kants Entwurf ‘Zum ewigen Frieden’, Darmstadt: Wissenschaftliche Buchgesellschaft. Höffe, Ottfried 1995: Kants ’Zum ewigen Frieden’, Berlin: Akademie Verlag Robinson,  Hoke 1995: Proceedings of Eight International Kant Congress, Memphis 1995 Vol I, Part I, Milwaukee: Marquette University Press.  Merkel, Reinhard, Roland Wittman (Hrsg.) 1995: ‚Zum ewigen Frieden’, Frankfurt: Suhrkamp. Mertens, Thomas 1995: “War and International Order in Kant’s Legal Thought” i Ratio Juris Vol 8, No. 3, Dec. 1995, pp. 296 – 314. Sørensen, Georg 1992: “Kant and the Processes of Democratization: Consequences for Neorealist Thought”, Journal of Peace Research 29: 397 – 414. Habermas, Jürgen 2004: Der gespaltene Westen, Frankfurt: Suhrkamp 
 
35 Parker, Geoffrey 1996: The Military Revolution, Cambridge: Cambridge University Press. P.  58ff. 
 
36 Hirst, Paul 2003: Krig og magt i det 21. århundrede, København: Hans Reitzel.p 193 
 
 
 
Litteraturliste 
Augustin (427): La Cité de Dieu T. 1-3, Paris: Seuil (1994)
Bateman, Robert (ed.) 1999: Digital War. The 21st century battlefield, New York: Ibooks. 
Bellflower, John 2006: “4th Generation Warfare”, Small Wars Journa,l February 2006
Black, Jeremy 1991: A Military Revolution?, London: MacMillan.
Black,. Jeremy 1994: European Warfare 1660 – 1815, London: UCL Press.
Bobbitt, Philip 2002: The Shield of Achilles. War, Peace and The Course of History, London: Penguin.
Bonney, Richard 1995: Economic Systems and State Finance, Oxford: Clarendon.
Brewer, John (1990). The Sinews of Power, Cambridge, Mass: Harvard University Press. 
Clausewitz, Carl von 1832: Vom Kriege, Bonn: Dümmler (1952)
Corvisier, André (1992). Histoire militaire de la France T.1, Paris: puf.
Cornette, Joël (1993). Le roi de guerre, Paris: Payot.
Danner, Mark 2006: Iraq: The War of the Imagination, New York Review of Books 21.12.2006.
Downing, Brian 1992: The Military Revolution and Political Change, Princeton: Princeton University Press.
Doyle, Michael 1983: “Kant, Liberal Legacies, and Foreign Affairs”, Part 1 and 2 Philosophy and Public Affairs 12: 205; 324 – 353.
Echevarria, Antulio 2006: “The problem with Fourth-Generation War”, Strategic Studies Institute.
Ertman, Thomas 1997: Birth of the Leviathan, Cambridge: Cambridge University Press.
Foucault. Michel 1997: ’Il faut defendre la société’, Paris: Gallimard. Fredéric le Grand 1788: Oevres I – XVI, Berlin: Voss
Franz, Günther 1994: “Trettioåriga krigets befolkningshistoriska földjer” i Göran Rystad (red.): Historia Kring Trettioåriga Kriget, Falun: Wahlström och Widstrand.
Gerhardt, Volker 1995: Immanuel Kants Entwurf ‘Zum ewigen Frieden’, Darmstadt: Wissenschaftliche Buchgesellschaft
Gray, Colin 2006: Irregular Enemies and the Essence of Strategy: Can the American Way of War Adapt?, http://www.StrategicStudiesInstitute.army.mil/
Gray, Colin 2007: The Implications of Preemptive and Preventive War Doctrines: A Reconsideration, http://www.StrategicStudiesInstitute.army.mil/
Grotius, Hugo 1625: Le droit de la guerre et de la paix, Paris: puf 1999.
Habermas, Jürgen 2004: Der gespaltene Westen, Frankfurt: Suhrkamp
Höffe, Ottfried 1995: Kants ’Zum ewigen Frieden’, Berlin: Akademie Verlag 
Harste, Gorm 2003a: “Society’s war: the evolution of a self-referential military system” i Mathias Albert; Lena Hilkermeier (eds.): Observing International Relations, London: Routledge. Harste, Gorm 2003b: “Une théorie kantienne de la société du risque: Niklas Luhmann et la globalisation du système militaire” MANA no. 12-13, 2003: 91 -112.
Harste, Gorm 2003c: „The emergence of autopoietic organisation“ i Tore Bakken, Tor Hernes (eds.): Autopoetic Organization Theory, Copenhagen: CBS Press. 
Harste, Gorm 2005: “Verdensmagtens afmagt. Fred og krig før og efter det westfaltske system (1648 – 2003)“ i Bo Kristian Holm (red.): Krig – dens legitimitet i religion og politik, København: Anis.
Hobbes, Thomas 1651: Leviathan, Harmondswort: Penguin (1969).
Hirst, Paul 2003: Krig og magt i det 21. århundrede, København: Hans Reitzel.
Huntington, Samuel 1996: The Clash of Civilizations and the Remaking of World Order, New York: Simon and Schuster. Jomini, Antoine-Henri 1838/1855: Précis de l’art de la guerre, Paris: Perrin (2001).
Kagan, Robert 2007: „End of Dreams, Return of History“ www.realpolitics.com/articles(2007/07/.
Kant, Immanuel 1790 : Kritik der Urteilskraft, Werkausgabe Band X, Frankfurt: Suhrkamp (1974).
Kant, Immanuel 1795: Zum ewigen Frieden, Werkausgabe Band XI, Frankfurt: Suhrkamp (1977) (da. oversættelse: Til den evige Fred, København: Gyldendal 1995).
Kant, Immanuel 1797: Die Metaphysik der Sitten, Werkausgabe Band VIII, Frankfurt: Suhrkamp (1977). Kip9, Jacob; Grau, Lester 2001: „The Fog and Friction of Technology“ i Military Review, September-October 2001.
Knox, MacGregor; Murray, Williamson (eds.) 2001: The Dynamics of Military Revolution 1300 – 2050, Cambridge: Cambridge University Press.
Koselleck, Reinhart 1984: „Revolution, Rebellion, Aufruhr, Bürgerkireg“ i Otto Brunner, Werner Conze, Reinhart Koselleck (eds.): Geschichtliche Grundbegriffe Band 5, pp. 653 – 788. Knutsen, Thorbjørn 1997:  A History of International Relations Theory, Manchester University Press.
Lansing, Robert 1921: The Peace Negotiations, New York: Houghton Mifflin Company.
Luhmann, Niklas 1987: "Staat und Politik" i Soziologische Aufklärung Band 4, Opladen: Westdeutscher Verlag.
Luhmann, Niklas 1990: "The State of the Political System" i Essays on Selfreference, New York: Columbia University Press.  
Luhmann, Niklas 1989b: "Staat und Staatsräson im Übergang von traditionaler Herrschaft zu moderner Politik" i Gesellschaftsstruktur und Semantik Band 3, Frankfurt: Suhrkamp. Luhmann, Niklas 1993: Das Recht der Gesellschaft, Frankfurt: Suhrkamp.
Luhmann, Nikilas 1997: Die Gesellschaft der Gesellschaft Bd 1-2, Frankfurt: Suhrkamp 
Mann, Michael 1986: States, War and Capitalism, Oxford: Blackwell.
Mann, Michael 2005: Incoherent Empire, New York: Verso.
Merkel, Reinhard, Roland Wittman (Hrsg.) 1995: ‚Zum ewigen Frieden’, Frankfurt: Suhrkamp.
Mertens, Thomas 1995: “War and International Order in Kant’s Legal Thought” i Ratio Juris Vol 8, No. 3, Dec. 1995, pp. 296 – 314.
Metz, Steven; Kievit, James 1995: Strategy and the Revolution in Military Affairs: From Theory to Policy; Strategic Studies Institute.
Münkler, Herfried 2006: Der Wandels des Krieges. Von der Symmetrie zur Asymmetrie, Weilerswist: Velbrück.
Nalin, Paolo 2004: “Private Military Companies: Legitimacy and Accountability”, Montreal: McGill Management
Owens, William 1996: “System of Systems”, Armed Forces Journal, January 1996.
Parker, Geoffrey 1996: The Military Revolution, Cambridge: Cambridge University Press.
Peters, Ralph 2006: “The Counterrevolution in Military Affairs”, Weekly Standard, Volume 011, Issue 20.
Porter, Bruce 1994: War and the Rise of the State, New York: The Free Press.
Record, Jeffrey 2003: ”The Bush Doctrine and War with Iraq”, Parameters , Spring 2003
Record, Jeffrey 2005: “Why the Strong Lose”, Parameters, Winter 2005-6: 16 – 31.
Record, Jeffrey 2007: “Dark Victory”, 14.8.2007 på www.thinkingpeace.com/Lib/lib004.html
Reichberg, Gregory; Syse, Henrik; Begby, Henrik (eds.) 2006: The Ethics of War, Oxford: Blackwell
Roberts, Michael 1973: Gustavus Adolphus, London: Longman
Roberts, Michael 1955: “The Military Revolution, 1560 – 1660” i Clifford Rogers (ed.): The Military Revolution Debate, Boulder: Westview Press.
Rogers, Clifford (ed.) 1995: The Military Revolution Debate, Boulder: Westview Press.
Scahill, Jeremy 2007: “Blackwater, Inc. ant the Privatization of the Bush War Machine” (March 2007) www.counterpunch.org/scahill01252007.html
Robinson, Hoke 1995: Proceedings of Eight International Kant Congress, Memphis 1995 Vol I, Part I, Milwaukee: Marquette University Press. 
Schmitt, Carl 1963: Der Begriff des Politischen, Berlin: Duncker & Humblot (1932).
Singer, Peter W. 2004: “War, Profits and the Vacuum of Law: Privitized Military Firms and the Vacuum of Law” Columbia Journal of Transnational Law Vol 42, 2004: 521 – 549.
Singer, Peter W. 2004b: The Private Military Industry and Iraq: What have we learned and where to next?, Geneva: Geneva Centre for the Democratic Control of Armed Forces (DCAF) Sørensen, Georg 1992: “Kant and the Processes of Democratization: Consequences for Neorealist Thought”, Journal of Peace Research 29: 397 – 414.
Sun Zu 1998: The Art of War, London: Wordsworth (1-400 B.C)
Teubner, Günther 1996a: “Des Königs viele Leiber.Der Selbstdekonstruktion der Hierarchie des Rechts“, Soziale Systeme 1996. Jahrg 2, H.2.: 229 – 255.
Teubner, Günther 1996b: „Globale Bukowina. Zur Emergenz eines transnationalen Rechtspluralismus”, Rechtshistorisches Journal 15, 1996: 255 – 290. 
Teubner, Günther 2004: “Coincidentia oppositrum: Hybrid Networks Beyond Contract and Organization”, New Haven: Yale Law School, Storrs Lectures 2003/2004.
Tilly, Charles 1992: Coercion, Capital and European States, Oxford: Blackwell.
Tibi, Bassam 2001: Krieg der Zivilisationen, München: Heyne.
Vickers, Michael; Martinage, Robert 2004: The Revolution in War, Center for Strategic and Budgetary Assessments
Wikipedia 2007: “Private military company”, internet March 2007.
Wikipedia 2007b: “Defense contractor”, internet March 2007.
Wikipedia 2007c: “Blackwater”, internet March 2007.
Wikipedia 2007d: “Halliburton”, internet March 2007.
Wikipedia 2007e: “Military-industrial complex”, internet March 2007. 
 
 
 
 

PDF med originaludgaven af Militært Tidsskrift, hvor denne artikel er fra:
PDF iconmilitaert_tidsskrift_136.aargang_nr.3_2007.pdf

 
 

 

Litteraturliste

Del: