Krigens principper

Grundlag
1. Det vil af en historisk redegørelse fremgå*), at begrebet Krigens principper er meget omdiskuteret. Det fremgår ligeledes, at der i det store og hele hersker enighed om, at begrebet som sådant eksisterer.
Der er imidlertid uenighed om tre forhold:
- Princippernes definering,
- deres applikationsfeit og
- deres indbyrdes relationer.
 
Forudsætninger
2. a. Principperne skal kunne anvendes på alle militære niveauer.
b. Der vil ikke i denne studie blive gjort forsøg på at afdække nye principper, idet disse for indeværende forekommer at være afdækkede for så vidt angår ikke-nuklear, interstatslig krigsførelse.
 
Principperne
3. a. Følgende principper anvendes i det danske forsvar, enten som reglementarisk grundlag (HRN) eller som pædagogiske hjælpemidler (SVN/FLV). Disse principper er yderligere alment gældende i den vestlige verden og forsåvidt også i den sovjetiske militærteori.
 
 
b. Hertil kommer yderligere et princip, som jf. bl.a. J. Lider: Military Theory, p. 222, er alment gældende i den vestlige verden, nemlig: Enkelhed (i planlægning og befaling).
c. Under henvisning til pkt. 2b er det disse principper, der i det følgende vil blive analyseret.
 
Princippernes definering
4. a. I den vestlige verden er den Clausewitz’ske krigsopfattelse den fremherskende. Denne opfattelse centrerer sig omkring det synspunkt, at enhver krig har sit eget særpræg på grund af følgende forhold (jf. Vom Kriege, 1. bog samt 8. bog, spec. kap. 3A samt 4. og 5. kap.):
 
- Krigens formål er at påføre modstanderen sin politiske vilje. Dette medfører bl.a., at den politiske ledelse vil gribe ind imder hele krigs- forløbet. Krigen er derfor en viljeshandling, en forstandsakt.
- Formålet med krigen søges opnået gennem én eneste målsætning, tilintetgørelsen af modstanderens evne (eUer vilje) til at kæmpe gennem systematisk voldsanvendelse (eUer truslen om samme), som nødvendigvis må eskalere gennem en vekselvirkning modstanderne imellem. Krigen er derfor en voldshandling, som udløser blinde naturdrifter.
- Krigsmaskinens indre friktion og politikkens fortsatte indgriben i krigens gang vil begrænse voldsanvendelsens eskalation. Men da disse påvirkninger er uforudsigelige, bliver krigens forløb et spil af tilfældigheder.
 
Der eksisterer derfor ingen lovmæssigheder, hverken for krigen eller i krigen. Denne krigsopfattelse retter sig hovedsageUgt mod krigen som et politisk fænomen samt mod krigens forløb, og det er i dette forløb, at principperne har deres gyldighed, hvis de er gyldige.
b. Da der ikke eksisterer nogen lovmæssigheder for krigens forløb, kan der ikke blive tale om nogen lovmæssighed for anvendelsen af principperne. De må derfor opfattes som hypoteser, hvis iagttagelse kan have en positiv effekt på opnåelsen af målet i krigen, d.v.s. tilintetgørelsen af modstanderens evne til at kæmpe, enten gennem fysisk ødelæggelse, fratagelse af muligheder, nedbrydning af kampviljen eUer gennem en kombination af disse tilstande. (Udtrykket »tilintetgørelsen af modstanderens evne til at kæmpe« er hermed specificeret). Når dette er opnået generelt, er den militærstrategiske afgørelse faldet, og målet i krigen er nået. Hvorvidt krigens formål samtidigt bliver opfyldt, vil afhænge af den totalstrategiske situation, men en diskussion af dette forhold falder uden for rammerne af denne studie.
 
Afgørelses- og kapabilitetsbegrebet
5. Man stræber altså efter at gennemtvinge en militærstrategisk afgørelse til egen fordel, og det er i forhold til denne afgørelse at de to modstandere må opstille deres militærapparater, to apparater med modsat rettet polaritet, og det er derfor med den militære afgørelse som fællesnævner, at man kan sammenligne modstandernes bestræbelser. Man kan derimod ikke drage sammenligninger i forhold til de metoder, hvormed parterne prøver at tilintetgøre hinandens evne til at kæmpe. Den ene part kan tilstræbe en nedslidningskrig, den anden et sæt afgørende manøvrer. Men den ene parts manøvrer vil jo udløse et sæt kontramanøvrer hos den anden part, som vil være forskellige fra den første parts manøvrer. Det giver ingen mening at sammenligne modstanderne i forhold til begreber, som aldrig kan være fælles. Den militære afgørelse falder i et operationsmiljø, som består af geografi (i videste forstand), tid og modstandernes militære og politiske aktiviteter. Den militære afgørelses forventede karakter identificeres af den kom manderende*) og kommer til udtryk gennem fastlæggelsen af ét eller flere fysisk definérbare mål, hvis opnåelse vil medføre tilintetgørelsen af modstanderens evne til at kæmpe. Den militære afgørelse er med andre ord en begrebsmæssig konstruktion med utallige varianter i modsætning til tilintetgørelsesbegrebet med kun tre varianter. Den militære afgørelse fremtvinges gennem kampen, som gennemføres af den militære organisation imder anvendelse af våben og anden teknologi og i overensstemmelse med hensigtsmæssige doktriner. Disse tre elementer udgør i fællesskab den samlede evne til at kæmpe, kapabiliteten.
 
Den samlede evne til at gennmføre dén kamp, som fører frem til dén militærstrategiske afgørelse, som dén pågældende krig rummer, kaldes den militærstrategiske kapabilitet. (Dette er et videre begreb end kapacitet, som i denne forbindelse kun dækker organisation og teknologi). Denne overordnede militærstrategiske afgørelse kan opløses i et hierarki af del-afgørelser og dermed i et hierarki af del-kapabiliteter. For hvis der eksisterer en delafgørelse, d.v.s. en sitution, hvor en organiseret modstander kan fratages evnen til at kæmpe, så må der også eksistere en delkapabilitet, som kan gennemtvinge denne afgørelse. Denne delkapabilitet behøver på ingen måde at være væmsspecifik. Den skal blot være polariseret mod den pågældende delafgørelse i det tidsrum (og på det sted), hvor afgørelsen falder. Udtrykket »afgørelse« dækker i det efterfølgende både begrebet »militærstrategisk afgørelse« og »delafgørelse«. Tilsvarende vil være gældende for begrebet »kapabilitet«.
 
Princippernes applikationsfelt
. Krigshandlingerne kan (ideelt) betragtes som en række sammenstød mellem to sæt polariserede kapabiliteter, hvor de respektive kommanderende gennem deres tankevirksomhed søger at indsætte deres kapabiliteter med henblik på at gennemtvinge den militære afgørelse til egen fordel. Principperne må opfattes som hjælpevariabler i denne tankevirksomhed, hvorfor det bør undersøges, hvor og hvorledes i den menneskelige tankevirksomhed disse variabler optræder. Een måde at betragte menneskelig tankevirksomhed på, er det Hegel’ske praksis-begreb: Mennesket tænker i mål og midler, årsag og virkning. Mål-middel relationen (teleologien) er knyttet til årsag-virkning relationen (kausaliteten) gennem en dialektik, d.v.s. det forhold, at midlet ved sin ibrugtagen transformeres til at være årsag til en virkning, som ideelt vil være målopfyldelsen.
 
 
Ifølge krigsbegrebets konstruktion vil midlet, indsættelsen af kapabiliteten, i sig selv være årsag til en virkning, som ideelt vil være tilintetgørelsen af modstanderens evne til at kæmpe, det ultimative mål. Men i det virkelige liv er det jo således, at kapabiliteteme indsættes for at gennemtvinge militære afgørelser til egen fordel. Heraf følger, at det er den militære afgørelses udfald, der er virkningen. Falder afgørelsen ud til egen fordel, opnås målet; tilintetgørelsen. For den kommanderende medfører dette følgende problemstilling:
 
- Vedkommende skal i overensstemmelse med gældende folkeret og den (evt. politisk) befalede målsætning og afgrænsning identificere dén militære afgørelse, hvis udfald i sig rummer tilintetgørelsen af modstanderens evne til at kæmpe.
- Vedkommende skal have sit middel, indsættelsen af kapabiliteten, således tilpasset, at det forårsager, at afgørelsen falder ud tU egen fordel.
 
Man kan hermed sige, at afgørelsens gunstige udfald repræsenterer virkeliggørelsen af det »abstrakte« ultimative mål: tilintetgørelsen. Hermed bliver afgørelsens gunstige udfald et mål i sig selv, hvor målsætningen, udfaldet, kvalificeres ved, at det medfører tilintetgørelsen af modstanderens evne til at kæmpe. Identificeringen af den militære afgørelse er et rent logisk problem, hvor parametrene bl.a. vil være tid og rum, de to modstanderes respektive kapabiliteter, klimatiske forhold og lignende kvantificerbare begreber, som skal bearbejdes under iagttagelse af målsætningen og inden for de givne rammer og begrænsninger. Processen vil også rumme vurderinger, f.eks. af modstanderens »moral« og må ofte foregå på et usikkert efterretningsgrundlag. Men det er stadigvæk en logisk proces, som munder ud i en forestilling om, hvori den militære afgørelse består. En forestilling, som manifesterer sig gennem fastlæggelsen af de fysiske mål. Da processen er logisk, d.v.s. består af følgeslutninger, giver det ingen mening at anvende principperne (hypoteserne) her. Jo længere ned i den militære kommandostruktur man bevæger sig, jo mere enkel vil denne proces være. Den vil i de laveste kommandoled blot bestå i en forståelse og accept af en stillet opgave, som skal løses inden for nogle særdeles snævre rammer.
 
For den kommanderende fortrænges derfor det oprindelige mål, tilintetgørelsen, og i stedet træder herefter afgørelsens gunstige udfald. Følgende ræsonnement kan nu gennemføres for så vidt angår den kommanderende tankevirksomhed: Målet, afgørelsens gunstige udfald er identificeret og manifesteret i fysiske mål. En del af midlet, kapabiliteten, er givet. Det, der står tilbage før midlet, kan »optræde« som årsag med en gunstig virkning, er indsættelsen af kapabiliteten. Med andre ord: Denne indsættelse fuldstændiggør middel - årsag dialektikken, og det er i denne fuldstændiggørelse, at principperne må have deres applikationsfeit i forbindelse med den kommanderendes forsøg på at prognosticere kausaliteten. Problemet er nu, at der formentligt eksisterer et uendeligt stort antal forskellige afgørelsessituationer, hvorfor det ikke er muligt at kvalificere principperne éntydigt gennem afgørelsesbegrebet. Man er nødsaget til at gå tilbage til tilintetgørelsesbegrebet, idet dette er specificeret således, at man kan bruge det som kriterium for kvalificeringen. Det er med andre ord en nødvendig forudsætning, at et tiltag har en éntydig positiv effekt i tilintetgørelsen, for at tiltaget kan kvalificeres som værende et princip. Hvorvidt dette også er en tilstrækkelig forudsætning, vil blive behandlet i det følgende.
 
Princippernes relationer
7. For en vilkårligt valgt afgørelsessituation må gælde, at flg. éntydige relationer kan eksistere mellem de tiltag, den kommanderende gennemfører for at gennemtvinge afgørelsen. Et tiltag kan have følgende éntydige relationer til ét eller flere tiltag i en vilkårligt valgt afgørelsessituation:
 
- Det kan være neutralt.
- Det kan være en forudsætning for andre tiltag.
- Det kan være en konsekvens af andre tiltag.
- Det kan virke forstærkende på andre tiltag.
- Det kan virke reducerende på andre tiltag.
- Det kan være komplementært med andre tiltag.
- Det kan eliminere andre tiltag.
 
Når sådanne éntydige relationer optræder, repræsenterer tiltagene lovmæssigheder mellem de pågældende tiltag. Men et tiltag kan også være tvetydigt i forhold til andre tiltag i en vilkårligt valgt afgørelsessituation. Tiltagets virkning vil derfor være hypotetisk, hvilket dermed kvalificerer sådanne tiltag som værende mulige principper i den her anvendte betydning. Omvendt må »principper«, der optræder i éntydige relationer til samtlige andre tiltag, forkastes som værende principper (hypoteser). Der vil i det følgende blive foretaget en analyse af de i pkt. 3 nævnte principper under disse forudsætninger.
 
Kvalificering
8. Det er muligt at opstille et éntydigt kriterium for kvalificering af principper i den her anvendte betydning af ordet. Dette kriterium består af en både nødvendig og tilstrækkelig forudsætning: »Et tiltag kvalificeres som princip gennem sin énlydigt positive effekt i tilintetgørelsen og sin tvetydige relation til mindst ét andet tiltag, herunder også andre principper«. Ét princip, der virker positivt i tilintetgørelsen, opfylder det første nødvendighedskrav. Hvis det samme princip har en tvetydig relation til mindst ét andet princip, opfyldes det andet nødvendighedskrav, og der er hermed ført tilstrækkeligt bevis for, at principperne har status som sådanne (jf. pkt. 4). En gennemgang og afprøvning i overensstemmelse med det opstillede kriterium viser følgende:
 
Målet
9. Udvælg og fasthold mål, hvis opfyldelse vil medføre tilintetgørelsen af modstanderens evne til at kæmpe. Der er her tale om fysiske mål, altså kvantificerbare begreber, hvis opnåelse vil medføre, at modstanderen bliver enten fysisk ødelagt, bliver frataget sine muligheder for at kæmpe eller taber kampviljen. Da enhver afgørelsessituation må og skal manifestere sig i en fastlæggelse af mål, og da det er meningsløst at fastholde mål, hvis det viser sig, at deres opnåelse ikke medfører tilintetgørelsen, så implicerer dette, at »målets« relation til samtlige andre principper er éntydigt fastlagt. »Målet« er en forudsætning for aUe andre principper, for uden målfastlæggelse og fastholdelse ingen afgørelsessituation og uden en afgørelsessituation ingen krig, således som dette begreb er specificeret i pkt. 4. (Organiserede voldshandlinger eller trusler om samme uden noget specificeret mål er ikke krig, idet der ikke kan være tale om forstandsakter, som udspringer af ønsket om at påføre modstanderen sin politiske vilje). »Målet« er derfor ikke et princip, men et logisk begrundet tiltag og dermed en forudsætning.
 
Moral
10. Fasthold og slyrk viljen til at tilintetgøre modstanderens evne til at kæmpe. Tilintetgørelsen af modstanderens evne til at kæmpe må altid medføre, at det enkelte individ, som deltager i denne aktivitet, kan blive udsat for strabadser, personlig fare og voldsomme sjælelige påvirkninger. Viljen til at udstå dette kan være en forudsætning for målets opfyldelse. Men relationer til princippet om »offensiv handling« er tvetydig. En moralskabende faktor som »selvtillid« styrkes gennem en succesfuld offensiv, medens »engagement i det organisatoriske mål«, tilintetgørelsen, belastes geimem iagttagelsen af offensivens fysiske konsekvenser, død og ødelæggelse. Princippet om »moral« opfylder hermed kriteriet. (I Militært tidsskrift, 1985, p 193, ff har major-R, stud. psych. Ove Jessen analyseret og specificeret begrebet kampmoral).
 
Offensiv handling
11. Kun offensiv handling kan definitivt tilintetgøre modstanderens evne til at kæmpe. Defensiv optræden kan kun reducere modstanderens evne til at kæmpe idet han vil kunne afbryde kampen og frigøre sig når som helst uden nogen risiko for forfølgelse eller modangreb. Men det er kun gennem angreb eUer modangreb, at man kan sikre tilintetgørelsen. Men relationen til princippet om »sikkerhed« er tvetydig. I nogle af- gørelsessituationer vil princippet om sikkerhed kræve, at man optræder helt passivt af hensyn til evt. hemmeligholdelse af egen position eller hensigter, i andre situationer vil hensynet til sikkerhed for egen handlefrihed medføre, at man må optræde offensivt gennem et pre-emptivt angreb. Princippet om »offensiv handling« opfylder hermed kriteriet.
 
Overraskelse
12. Vær forud for modstanderens beslutningsproces ved at skabe og udnytte situationer, der truer med at tilintetgøre hans evne til at kæmpe. Overraskelse vil altid belaste modstanderens tidligere trufne beslutninger og tvinge ham til at påbegynde en ny beslutningsproces. Før denne er gennemført og beslutningen bragt til udførelse, vil modstanderen være sårbar over for dén nye trussel, overraskelsen har påført ham. Overraskelsen, der kan bestå i en ændring i selve kapabiliteten eller en uventet brug af denne, kan derfor tilintetgøre modstanderens evne til at kæmpe. Men relation tü princippet om »sikkerhed« er tvetydig. F.eks. kan dette princip tvinge den kommanderende til at eksponere ny teknologi i et lokalt modangreb, hvorved overraskelsesprincippet bliver brudt. Men hensynet til sikkerhed kan også medføre, at man holder ny teknologi tilbage for at forhindre modstanderen i at udnytte denne. Princippet om »overraskelse« opfylder hermed kriteriet.
 
Koncentration
13. Overlegen styrke på rette tid og sted kan tilintetgøre modstanderens evne til at kæmpe. En i forhold til modstanderen overlegen kapabilitet i den militære af- gørelsessituation vil øge sikkerheden for, at den militære afgørelse falder ud til egen fordel. Hvis man herudover kan koncentrere overlegen styrke (= kapacitet = organisation + teknologi), evt. på forskellige tidspunkter, i forbindelse med de fysiske mål, der skal nås for at gennemtvinge afgørelsen til egen fordel, vil dette være en indlysende fordel. Men relationen til princippet om »overraskelse« er tvetydig. Overraskelsen kan blive reduceret, idet selve samlingen af koncentrationen kan afsløre ens hensigter. Modsat kan tilstedeværelsen af en overlegen styrke i sig selv være en overraskelse for modstanderen. Princippet om »koncentration« opfylder hermed kriteriet.
 
Økonomi med kræfterne
14. Afsæt maksimal styrke til tilintetgørelsen af modstanderens evne til at kæmpe, minimxil styrke til andre opgaver. Omend en anden (sekundær) opgave for den ansvarlige kommanderende kan fremtræde som en afgørelsessituation i sig selv, så vil der i forbindelse med enhver afgørelsessituation kunne forekomme opgaver, f.eks. overvågning og bevogtning, som ikke i sig selv direkte medvirker til afgørelsens gunstige udfald, tilintetgørelsen. Ressourcerne til disse opgaver skal udspares af den til rådighed værende kapacitet, og dermed belastes mulighederne for at kunne tilintetgøre modstanderens evne til at kæmpe. Men relationen til princippet om »moral« er tvetydig. Dette princip kan blive alvorligt belastet, når styrkerne i de sekundære opgaver bliver overbelastede og måske føler sig svigtede af de højere kommandoled. Derimod vil bevidstheden om overlegen kapacitet i afgørelsessituationen i sig selv være en moralskabende faktor. Princippet om »økonomi med kræfterne« opfylder hermed kriteriet.
 
Sikkerhed 15.
Tilvejebring sikkerhed for handlefrihed til at tilintetgøre modstanderens evne til at kæmpe. Handlefrihed er forudsætning for den offensive handling, som igen er forudsætning for modstanderens definitive tilintetgørelse. Sikkerheden skal altså ikke opnås gennem forsigtighed, som er et udtryk for ængstelse eller passivitet. Den skal opnås gennem aktive foranstaltninger, gennem overblik og omtanke. F.eks. gennem hastighed i operationerne, så modstanderen ikke kan nå at reagere, hemmeligholdelse af planer, fysisk sikring af baser, depoter m.v. Men relationen til princippet om »overraskelse« er tvetydig. F.eks. kan en hxortigt gennemført og dermed overraskende offensiv handling i sig selv tilvejebringe sikkerhed gennem det forhold, at modstanderen imder hele handlingsforløbet er ude af stand til at træffe beslutninger i tide. Men en hurtigt gennemført offensiv handling vil ofte medføre risiko for, at operationens indre sammenhæng belastes, hvorved man eksponerer sig over for modstanderen. Princippet om »sikkerhed« opfylder hermed kriteriet.
 
Fleksibiltet (Bevægelse/Alsidighed)
16. Vær forberedt på at måtte ændre de foranstaltninger, som forudses at føre til tilintetgørelsen af modstanderens evne til at kæmpe. Ændringer i forudsete foranstaltninger kan skyldes, at den militære afgørelse har ændret karakter på grund af ændrede forudsætninger, eller at afgørelsen fra starten er blevet fejlidentificeret, eller at ens egne handlemåder viser sig at være utilstrækkelige, enten fordi principperne vægtes forkert eller modstanderen optræder på en uventet måde. Der er med andre ord tale om, at man skal udvise fleksibilitet i hele den tankevirksomhed, der er forbundet med den militære afgørelse, både hvad angår kapabilitet, mål, handlemåder og udførelse. Kapabiliteten skal sammensættes så bredt anvendeligt som muligt, de forudsigelige afgørelsessituationer taget i betragtning. I planlægningsfasen skal man gennemtænke alle relevante handlemåder. I udførelsesfasen skal man være klar til at vælge alternative handlemåder. Der er med andre ord tale om, at den kommanderende skal besidde og udvikle et sæt egenskaber: Intelligens, evne til at fastholde overblik, handlekraft m.v., som er forudsætninger for at kunne handle fleksibelt. Da samtlige øvrige principper er karakteriseret ved at være hypoteser, d.v.s. tvetydige i deres forhold til mindst ét andet tiltag eller princip, må dette betyde, at selve anvendelsen af principperne i de forskellige afgørelsessituationer kræver fleksibilitet, hvis udfaldet skal blive gunstigt. Fleksibilitets relation til samtlige andre principper er dermed éntydig. »Fleksibilitet« er derfor ikke et princip, men en egenskab.
 
Administration/Logistik
17. Tilrettelæg og organiser de administrative og logistiske forhold således, at de til enhver tid muliggør bestræbelser for at tilintetgøre modstanderens evne til at kæmpe. Den kommanderende skal sikre sig, at de administrative og logistiske forhold ikke begrænser handlefriheden. Dette tiltag retter sig udelukkende mod tilvejebringelsen af kapacitet (organisation + teknologi), idet doktrinerne må betragtes som idégrundlag. Forbindelsen til tilintetgørelsesbegrebet gennem afgørelsens manifeste mål er indlysende. At planlægge på mål, man ikke har kapacitet til at nå, er meningsløst. Men da de administrative og logistiske aktiviteter retter sig mod kapaciteten, er dette tiltags relation til alle øvrige principper énty dig. Uden fuldt overblik over og kontrol med disse områder er det ikke muligt at identificere og gentvinge den militære afgørelse. »Administration/logistik« er derfor ikke et princip, men en forudsætning.
 
Samarbejde (kræfternes samspil)
18. Koordiner samtlige rådige midler i tilintetgørelsen af modstanderens evne til at kæmpe. I en specifik afgørelsessituation vil det ofte være således, at forskellige enhedstyper (incl. forskellige værn) indgår i den pågældende kapabilitet. Alle involverede parter må samarbejde om at gennemtvinge den militære afgørelse til egen fordel. Men relationen til princippet om »overraskelse« er tvetydig. I én situation må man f.eks. xmdvære rådig artilleri- og flystøtte før et angreb, for ikke at afsløre ens hensigter, i en anden situation vil tilstedeværelsen af artilleri- og flystøtte netop udgøre selve overraskelsen. Princippet om »samarbejde« opfylder hermed kriteriet.
 
Kontrol
19.Kontroller, at den rådige styrke indsættes i tilintetgørelsen af modstanderens evne til at kæmpe. Krigens omskiftelighed og mangel på lovmæssighed medfører, at det er nødvendigt at føre den tættest mulige kontrol med, at den kommanderendes planer bliver udført i overensstemmelse med hensigten. Kontrollen kan have forskellige udtryksformer. På laveste taktiske niveau kan kontrollen give sig udtryk i direkte styring af den enkelte soldat. På de højere niveauer vil kontrollen give sig udtryk i specificering af beføjelser, krav om rapportering og direkte inspicering. Men relationen til princippet om »moral« er tvetydig. I en afgørelsessituation vil det for nogle være nødvendigt med meget tæt kontrol med underlagte, medens kontrollen for andre kan opfattes som mistillid og dermed blive moralnedbrydende. Princippet om »kontrol« opfylder hermed kriteriet.
 
Enkelhed
20. Udarbejd enkle planer og befalinger, som sikrer, at alle forstår og kan udføre de tiltag, som medfører tilintetgørelsen af modstanderens evne til at kæmpe. Krigens friktion kan dæmpes gennem så enkle planer og så forståelige befalinger som vel muligt. Men relationen til princippet om »koncentration« er tvetydigt. I én afgørelsessituation kan princippet om enkelthed virke styrkende på mulighederne for at koncentrere. I en anden afgørelsessituation kan det være nødvendigt at udarbejde særdeles komplicerede planer for at sikre koncentration i forskellige rum til forskellige tider. Princippet om »enkelthed« opfylder dermed kriteriet.
 
Sammenfatning
21. De under pkt. 9-20 gennemførte analyser kan sammenfattes som følger:
a. De tiltag, der kan beskrives som
- Moral - Offensiv handling
- Overraskelse
- Koncentration
- Økonomi med kræfterne
- Sikkerhed - Samarbejde
- Kontrol
- Enkelhed er hypotetiske, idet deres relationer til mindst et af øvrige tiltag er tvetydige.
 
b. De tiltag, der kan beskrives som
- Målet
- Administration/logistik
er lovmæssigheder (forudsætninger), idet deres relationer til samtlige øvrige tiltag er éntydige. De må derfor forkastes som værende egentlige principper (hypoteser).
 
c. »Fleksibilitet« er ikke et tiltag, men en egenskab, og må derfor forkastes som et princip.
 
 
 
 
PDF med originaludgaven af Militært Tidsskrift hvor denne artikel er fra:
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Litteraturliste

Del: