Krigens folkeret - Esajas’ dilemma

Ufred menneskene imellem har rådet på vores planet siden før historien tog sin begyndelse. Krigen har i fordums tider været menneskets vej til lykke og ære, og for mange mennesker var selve livets indhold krigen. Det var før masserne fik magt, og før de etablerede krigere, som fyrsterne var, kerede sig om almuens ve og vel. Men som teknikken er skredet fremad, og de ulykker, som ramte nationerne blev af større omfang, opstod tankerne, også hos de regerende, om at hindre krig ved hjælp af regler. Efter hver krig gennem de sidste århundreder er der blandt deltagerne opstået nye tanker om at skabe regler til beskyttelse af både kombattanter og civile, og efterhånden har der dannet sig et mønster, som tog sigte på enten at udelukke krig ved hjælp af bestemmelser, som giver mulighed for at undgå brug af våben, eller dog at regulere - give regler - for krig, når den nu engang er der.
 
Forbud mod krig  
Den første mulighed er nok ikke realistisk. Det viser tiden, der er gået siden FN-pagten så dagens lys. FN er det organ, som skulle have magt til at påse, at krig overhovedet ikke blev aktuel. FN har taget afstand fra »jus ad bellum« (ret til krig) og søger at hævde »jus contra bellum« (retten mod krig), som gør krig til en ulovlig handling, undtagen for den, som berettiget forsvarer sig selv, indtil Sikkerhedsrådet har taget de forholdsregler, som FN-pagten giver mulighed for. Det er dog nok mest realistisk at se bort fra denne mulighed, som i praksis har vist sig at have en overordentlig tvivlsom effekt. FN har nok gennem den forløbne tid forhindret verdensomspændende konflikter, men det er ingenlunde lykkedes at forhindre »mindre« krige, som ikke er mindre tragiske for de befolkninger, som involveres.
 
Regler for krig
Den anden mulighed - at give regler - har måske også en tvivlsom effekt, men på langt sigt vil det måske være muligt at skabe en mentalitet, der ansporer nationerne til at overholde reglerne. Men det kræver, at reglerne kendes af så mange som muligt ud fra en betragtning om, at den enkelte ved sin adfærd kan påvirke regeringerne, og de folkeretslige aspekter, som er udviklet og videreudvikles, kan blive en del af samfundet, såvel som de love, der gælder i en fredelig hverdag. Der er forskel på regler i krig og regler i fred, men reglerne hænger alligevel sammen. En krigshandling - et væbnet angreb f.eks. - resulterer i en krigstilstand, hvis altså denne ikke allerede var der efter en krigserklæring, og en sådan tilstand legitemerer eller retfærdiggør tilflugten for den anden part tü krig. Dette skal naturligvis ses i lyset af de internationale regler, som er dannet. Det må dog tages i betragtning, at der kan være grund tÜ at sondre mellem en krigstilstand og brug af væbnet magt i den forstand, at ikke altid er en krigserklæring fulgt op af aktive militæroperationer. I begge verdenskrige var der i nogle tilfælde eksempler på deltagelse i krigen uden brug af våben. Mange stater, særligt i Sydamerika, erklærede vmder første verdenskrig krig mod centralmagterne og under anden verdenkrig mod aksemagteme og var fjendtlige i form af politiske og økonomiske sanktioner uden direkte at deltage i kamp. Sådanne aktiviteter fastlagde dem som deltagere i krigen, og faktisk var disse stater også til slut med- undertegnere af fredstraktaten (skønt en sådan efter anden verdenskrig ikke er indgået med den tyske stat, kun med den tyske krigsmaskine). Det er nu ikke ganske sikkert, at en sådan teori er rigtig, idet det kunne hævdes, at krig også betyder våben. Der er vel ingen, som opfatter den halve verdens reaktioner over for Sydafrika som krig? Men det er tvivlsomt. Man kunne også tænke sig, at et neutralt land stiller sine flyvepladser til rådighed for et krigsførende. Men hvad så med neutraliteten? Hvis der sker angreb fra Keflayik-basen eller Thule-basen mod østlige mål, er Island eller Danmark så i krig med øst, selvom både Keflavik og Thule er amerikanske? Det må også huskes, at ikke enhver brug af våbenmagt behøver at resultere i krig. Tænk på det, man kalder Falklandskrigen. Og Grenada. Det kan diskuteres, om der var krig mellem England og Argentina. Hvis man siger ja, så er det i hvert fald en yderst begrænset krig.
 
Hensigt afgør om der er krig
Kriteriet for, om der består en krig, må søges i parternes hensigt (animus bellegrandi). Man må altså undersøge hensigten med brugen af våbenmagt, som af en stat kan hævdes at være for at gennemtvinge et begrænset krav, som af denne opfattes som en ret. Den aggressive stat kan give verden det indtryk, at der blot er tale om en repressalie - Israel bruger ofte denne vending, når det skal retfærdiggøre en militær operation uden at det skulle være egentlig krig. Også selvforsvar kan være en undskyldning, f.eks. når operationen går ud på at hjælpe egne borgere - Israel i^'Entebbe eller USA på det mislykkede togt til Irans ørken, hvor forsøget på at befri gidsler endte med fiasko og flere ødelagte fly. Det er altså ikke helt ligetil at fastslå, hvornår krigen råder. Noget andet er, at de mennesker, som involveres i væbnede sammenstød næppe anstiller betragtninger i retning krig - ikke krig. For dem tæller kun de tragiske realiteter, som er følgen af så at sige enhver brug af ødelæggelsesmidler, rettet mod medmennesker.
 
Regler mindsker lidelser
I dag er vi kommet så langt i vort humane livssyn, at der er opstiUet teoretiske regler for, hvorledes nationerne skal opføre sig i krig, når de ikke kan lade være med krig. Disse reglers formål er overvejende af humanitær art, idet målet som nævnt er at gøre konsekvensen af krig mindre inhuman ved at søge en mindskning af de lidelser, som påføres mennesker. Reglerne vedrører lovligheden af overhovedet at bruge våben, hvilke våben og metoder, der benyttes mod hvem, hvor krigshandlinger ikke kan komme på tale, og hvem der er beskyttet. Der er regler om krigsforbrydelser og pligten til at straffe krigsforbrydere, og om hvad der sker, hvis man ikke overholder internationale love. Også for neutrale er der regler. Sådanne regler er endnu mere nødvendige i dag p.g.a. den tekniske våbenudvikling.
 
Reglerne gælder en erklæret krig eller en aktuel krig uanset om denne er legitim eller et brud på internationale forpligtelser til at overholde traktater, eller er gedigne overfald. Og reglerne gælder, selv om de væbnede aktiviteter foregår inden for egne grænser - borgerkrig. Reglerne gælder fra krigsudbrud til fredsslutning uanset hvordan krigen starter. Der er ingen territoriale grænser. Reglerne gælder også for stater, som ikke er i krig - neutrale. Dette sidste dog kun i begrænset grad og mest i relation til luftrummet (universet) og søen. Visse steder kan reglerne slet ikke brages, nemlig steder, som ved international overenskomst er udelukket fra at være krigsskuepladser. Det gælder Ålandsøeme, Antarktis og Panamakanalen. Inden de gældende regler skal omtales nærmere, vil det måske være på sin plads med en lille historisk oversigt.
 
Grusomheden forværres
Hvis man tænker tilbage på den smule, man har lært i skolen, dannes der måske et billede i baghovedet af antikkens og den tidlige middelalders nådesløse gra. Vilde horder med Alexander, Attilla, Taijas Bulbas, Cæsar, Svend Tveskæg eller Richard Løvehjerte i spidsen har hærget og plyndret uden hensyn til ofrene. Dog aner man omkring årtusindskiftet en religiøs- etisk ændring i indstilling tü krigen. Den besungne ridderlighed blev en kultur i sig selv og reminicenser kan man vel finde i dag i de ridderlige regler om respekt for kvinden, den slagne fjende og mod. Ridderligheden angik vel kun ridderne selv. Deres gmsomhed i krigen er legendarisk. Respekten for det jævne folk, bevæbnede eller ej, var ikke ændret. »Guds fred« herskede kun inden for de klasser, som groede op af middelalderen, borger, bonde, adel og gejstlighed og kun i ringe grad i det indbyrdes ofte ^endtlige forhold. Skipper Clement var, trods tillagt ædle motiver, næppe mere end en grusom rebel, for hvem »nåde« over for modstanderen, adel og kirke, næppe kunne forventes. Gennem tiden har med den stigende våbentekniske formåen, grusomhed mod civilbefolkning og fangne fjender ikke aftaget i styrke og Vor Herres himmelske tilstedeværelse har i den henseende næppe haft nogen dæmpende virkning. Religionskrige, »Bartolumæusnætter« og religionsfor- følgelse kører som en rød tråd gennem historien. Her er det ikke alene nationer, men også brødre, som lemlæster hinanden på gmnd af ideologisk forskellig opfattelse. Selv vore dages historie, som endnu ikke er skrevet, har godt fat i den tråd. Libanon er et inferno af religioner og racer, som på grund af disse forskelle ikke magter at leve i fred med hinanden, men som på de mest bestialske måder skaber tvivl om denne unge stats fremtidige beståen. Kristne, drasere, sunni muslimer og shia muslimer udsletter hinanden i flæng og lader hånt om religionernes budskab om menneskerespekt.
 
De første traktater
Reformationen førte til mange ændringer i Europa. Der opstod nye statssamfund og dermed opstod et behov for at løse retsspørgsmål staterne indbyrdes. Ufred var der nok af, og de første forsøg på at regulere krigen blev gjort. Man tog sit udgangspunkt i »naturretten«, en teori, som går ud fra, at retten er noget, som ikke er menneskeskabt, men kommer et højere sted fra, om dette højere sted så fandtes i Guds vilje, i menneskets fornuft eller i retfærdighed. 1 1625 fremkom Hugo Grotius med værket: »De jure belli ac pacis« (om krigens og fredens ret), som bygger på almindelige såkaldt evigtgyldige principper blandet med antik romersk ret. 1 1600-tallet blev der desuden indgået en række traktater, navnlig i forbindelse med fredsslutninger efter krige. I forbindelse med traktatbrud kunne der opstå nye krige, som igen førte en traktat med sig ved den nye fred. Efterhånden skabtes det menneskeretsbegreb, som vi i dag søger at hævde. F.eks. blev der efter 30-årskrigen ved fredsslutningen i 1648 i Westfalen indgået en flersidet traktat om staternes ligeret. Det er et princip, som næppe betvivles i dag, og som går ud på, at alle stater skulle have den samme retsstilling uanset tro. De måtte indgå alliancer med hinanden. Og de måtte bekrige hinanden. Og samtidigt blev der vedtaget regler om fredelige løsninger af tvister og sanktioner mod fredsbrud. Reglerne fik bare aldrig nc^en praktisk betydning.
 
Under fredsaftalerne, i Utrecht 1713 blev det vedtaget, at under krig til søs skal varer, som tilhører modparten, ikke konfiskeres, så længe varen befinder sig på neutralt skib. »Flaget dækker varen«. Også nogle senere alliancer fik betydning for udviklingen. Således »det væbnede neutralitetsforbund«, som indgikkes mellem de nordiske lande (Danmark) og Rusland, henholdsvis Preussen, og alene var rettet mod Storbritannien, som i begyndelsen af 1800-tallet førte sig aggressivt frem, bl.a. mod neutrale staters handel. En indirekte følge heraf blev »Slaget på Rheden« 1801 og i 1807 den stolte danske flådes endeligt. Wienerkongressen, som dansede ved Napoleonskrigens slutning, bragte udviklingen lidt videre, selvom Europa var tenmielig rodet og principperne om staters ligeret mistede terræn. De stiKrre magter ville ikke afstå fra at blande sig i de mindre landes interne forhold, hvis det ansås for nødvendigt for at bevare freden - iøvrigt et princip, som FN har knæsat ved at tiUade intervension fra stormagternes side i fredsbevarende øjemed. Trods mange spredte forsøg på at lave faste regler for krig, så var krigen som sådan faktisk ureguleret indtil sidste halvdel af forrige århundrede. Da Krimkrigen sluttede afholdtes i 1856 en kongres i Paris og i april ved toges en deklaration vedr. kaperi, kontrabande og blokade. Kaperi blev forbudt, og princippet om, at »flaget dækker varen«, blev udvidet til at omfatte neutral last, som skulle være beskyttet, selv om den befandt sig på fjendtligt handelsskib. Skibet kunne så konfiskeres, men ikke lasten. Disse regler gælder også i dag og er ratificeret af de fleste søfartsnationer, også Schweiz! men ikke USA! Om blokade blev det princip fastslået, at den for at være gyldig skulle være effektiv.
 
Syge og sårede fredes
Røde Kors så dagens lys, da den første Genévekonvention om beskyttelse af syge og sårede i felten blev vedtaget. Initiativtageren var schweizeren Henry Dunant, som fik sin ide efter at have været vidne til et blodigt slag nogle år tidligere. I 1906 blev der med 35 staters tilslutning vedtaget en konvention tü afløsning af den gamle. Konventionen gjaldt kun for krig på landjorden, men principperne i den kom også til at gælde for søkrig. Både disse konventioner og de senere led af den svaghed, at der toges et vidt favnende forbehold om »militær nødvendighed«, et svævende begreb, som det bliver vanskeligt nogensinde at få kvalt. Da I verdenskrig var et faktum, var man nået til et regelsæt, som foruden de nævnte omfattede forbud mod giftgasprojektiler og dum-dum-kugler samt de såkaldte Haag-konventioner, der handler om fjendtligheders begyndelse, regler om landkrig med et tilknyttet reglement om krigsfanger, civilbefolkning og okkupation, om neutrales ret og pligt og om forskellige former for søkrig.
Mellem de to krige gik forsøgene på at lave krigsregler mere ud på at forhindre krig end regulere den, men de nys nævnte regler blev også forbedret og udbygget. Således kom et totalt forbud mod giftgas og bakteriologisk krig, og i 1936 vedtoges regler om u-bådskrig. Flyvemaskinen havde vist sin slagkraft under den første krig, og inspireret heraf forsøgtes det i tyverne at finde frem tü en regulering her, men det er ikke lykkedes at komme til nogen egentlig afklaring. Der vedtoges i 1977 tillægsprotokoller til Genévekonventioneme, som indeholder en vis vejledning om luftkrig, men det et stadig mangelfuldt.
 
Reglerne færdiggøres
II verdenskrigs gru var grænseløs, og de indtil da vedtagne regler og normer svandt næsten til værdiløshed. Folkeforbundet - FN’s forløber - var en fiasko, og skylden herfor kan måske søges i den omstændighed, at der iVWp var reelle muligheder for at sanktionere overtrædelser. Ganske vist respekteredes i vidt omfang en del af de vedtagne regler. F.eks. blev krigsfanger, i hvert fald på den europæiske scene, gennemgående godt behandlet på begge sider. Men der savnedes regler om, hvad mange ting var. Hvad er eller var f.eks. en krigsfange? Er en frihedskæmper, som tages, en krigsfange? Vi kender svaret dengang, hvor tyskerne som regel gjorde kort proces - efter et pinligt forhør. I dag bør det være noget anderledes.
 
FN blev umiddelbar efter den sidste krig en realitet og må til nu siges at være en større succes end Folkeforbundet. Desværre består veto-retten, og denne ret lammer oftest FN’s virke, idet FN, når det berømte »njet« udtales, er afskåret fra at foretage sig noget som helst. Også den omstændighed, at mange »nymodens« konflikter er af intern art, fører til afmagt, da FN’s kompetence her er begrænset eller umulig. Alligevel har FN gennem de sidste 30 år engageret sig flere steder på planeten, i Korea, Kongo, Mellemøsten og Cypern.
 
Det enkelte menneske
Skønt de vedtagne regler i et vist omfang respekteredes, var der dog behov for mere faste regler. Enkeltindividets stilling og dets krav om beskyttelse under konflikter fik central opmærksomhed. Som nævnt indledningsvis er de demokratiske regeringer - måske også de diktatoriske - mere eller mindre afhængige af folkelig opbakning, og der ofres en del opmærksomhed på dette. Alene Sovjets accept af, at der i 1985 afholdtes et ungdoms- fredsmøde i Moskva, siger lidt om det. Menneskerettigheder indtager i dag en central plads i den folkelige diskussion. FN’s menneskerettighedserklæring blev vedtaget den 10. december 1948, og siden då har der ideligt været forhandlet på flere planer om udbygning og forbedring. Det handler ikke alene om krig og ufred, men fastslår det grundlæggende krav om personers beskyttelse mod offentlige overgreb.
 
Erklæringen er bare ikke juridisk bindende, men allerede i november 1950 vedtoges den europæiske menneskerettighedskonvention, som bindende sikrer medlemslandenes indbyggere en række fundamentale rettigheder med menneskerettighedsdomstolen i Strassbourg som en værdig kontrollør af, at overgreb ikke (altid) går upåagtet hen. Og i 1949 dukkede nye konventioner op - nemlig fire. Det var Genévekonventionen om syge og sårede i landkrig, om ditto i søkrig, om behandling af krigsfanger og om beskyttelse af civile i krigstid. 
 
Alle fire har de relation til individet. Teknisk er verden gået frem med lyntempo, og de nævnte konventioner blev hurtigt på mange punkter forældet. Dette førte til en revision, som resulterede i vedtagelsen af de to »tillægsprotokoller« i 1977 om beskyttelse af ofre i internationale væbnede konflikter og om beskyttelse af ofre i interne vaébnede konflikter. Langt fra alle stater er endnu med. Det kommer forhåbentlig. Danmark ratificerede i juni 1982. Reglerne her må ses i lyset af den nævnte tekniske udvikling og i forbindelse hermed det faktum, at gennem det 20. århundrede er de civile ofre i krig steget ganske voldsomt. III verdenskrig 50%, i Vietnamkrigen 90%!
 
Ejendom
I erkendelse af, at der også er andre værdier for mennesket end mennesket selv, blev det også magtpåliggende at skabe regler til beskyttelse af j ordisk gods. Mange uerstattelige værdier er gået tabt under II verdenskrig. Det omtalte landkrigsreglement indeholder nogle løse bestemmelser, men udviklingen førte alligevel til, at der i 1954 vedtoges en aftale om »beskyttelse af kulturel ejendom i tilfælde af væbnet konflikt«.
 
Konventioner er bygget på traditionel krig
Som nævnt viste Genévekonventioneme fra 1949 sig snart at lide af væsentlige mangler. Der var behov for regler, som gik videre. 1949-regleme handlede stort set om den traditionelle krig til lands og søs, hvor to eller flere parter står over for hinanden. De militær-politiske drøftelser resulterede i en erkendelse af, at der var andre situationer, f.eks. frihedskrige, d.v.s. krige for uafhængighed eller mod koloniherredømme, guerilla-krige, sammenstød mellem FN’s benyttelse af magt og menneskerettighederne. Desuden var der behov for uddybning af det eksisterende vedr. krigs- metoder og -midler, kombattanters status og adfærd, beskyttelse af civilbefolkning, repressalier, respekt mod krigens love, borgerkrige og oprør, hvor de sidste ofte påfører civilbefolkningen enorme lidelser og ofre. Navnhg det sidste synes i focus, fordi mange konflikter er interne, navnlig i U-lande, hvor selv små meningsforskelle resulterer i blodige tildragelser, som, selv om der ikke er tale om traditionel krig, alligevel medfører sådanne alvorlige konsekvenser for folk og fangne modstandere, at en beskyttelse bør søges gennemført. Grusomhederne i interne konflikter, hvor hadet mod anderledes-tænkende er helt ude af proportioner, er frygtelige. Den 31. oktober 1984 blev Indira Ghandi myrdet, efter at hun havde beordret hæren mod Det Gyldne Tempel. Hinduerne, som står i et stærkt modsætningsforhold tü den religiøse minioritet, sikherne, blev grebet af had og hævnfølelse mod disse, angreb dem overalt, brændte deres huse og virksomheder, lemlæstede og dræbte flere tusinde, før hæren kunne nå at genoprette lidt af roen og beskytte de overlevende sikher. Denne hævnbølge har medført en optrapning af sikhernes hadefulde indstilling til hinduerne og vel også den lovlige indiske regering, således at terror af den for tiden kendte art er blevet resultatet og sandsynligvis vil være det fremover.
Men i 1977 blev de to tillægsprotokoller som sagt godkendt af en lang række stater. For os her i landet har den første protokol om internationale konflikter nok den største interesse. Den beskæftiger sig med en række emner. Der focuseres nøje på kombattanten, hans rettigheder, pligter, status og hvad det er. Og begrebet »civil« defineres eksakt såvel som »militært mål«. Beskyttelse af civilbefolkningen er i højsædet.
 
Militær nødvendighed
Men - forbeholdet om »den militære nødvendighed« består stadig. Hvis dette begreb står lidt uklart, kan det bedst beskrives med et eksempel: En kombattant-patrulje på mission på fjendtligt territorium er nødt til at forsvare sig fra et civilt hus. Hvad med beboerne? Må de tages til fange? Skydes? De kunne jo tænkes at underrette fjenden. Eller: På tilbagetog med kampvogne bliver det nødvendigt at forcere en bro, som er bygget af romerne før Kristi fødsel. Må man det, når man ved, at broen ødelægges? Må enden beskyde broen for at hindre kampvognene i at komme over. Begge vil hævde, at der er tale om en handling, som nødvendiggøres af den militære situation, uanset broen er beskyttet i henhold til reglerne om beskyttelse af kulturminder. »Militær nødvendighed« leder tanken hen på begreberne »nødværge« og »nødret«.
 
Hovedregler
Ud fra konventionerne kan der groft opstilles nogle hovedregler for den moderne krigsførelse:
1) De stridende har pligt til at skelne mellem kombattanter og civile. Krigshandlinger må kun rettes mod militære mål.
2) De stridende har pligt til i størst mulig grad at undgå unødig materiel ødelæggelse, navnlig materiel, som skal sikre civilbefolkningen overlevelse, söm f.eks. husly, mad- og vandforsyning, ja, endog gudsdyrkelse (kirker).
3) De stridende har pligt til at beskytte civilbefolkningen i krisezonen, både egen, og i tilfælde af okkupation, modstanderens.
4) De stridende har pligt til ikke at påføre dem, som ikke (mere) er i stand til krigsførelse, yderligere skade eller lidelse. Syge, sårede og krigsfanger kan ikke gøres til genstand for krigshandlinger og skal behandles humant uden at der må gøres forskel på eget og fjendens personel.
 
Kritik
Det er gode og smukke regler, men de er valne, og den »militære nødvendighed« kan nemt gennemhulle dem. Hvis f.eks. en ammunitionsfabrik Ugger midt i en by kan det være nødvendigt at ødelægge den. Kamphandlingerne kan nemt udvikle sig til en intensitet, som gør beslg^telse af civilbefolkningen illusorisk og situationen umuliggøre beskyttelse af syge og sårede. Hvad der i denne og lignende situationer kan hænde med henvisning til den store og til tider ukontrollable undtagelse fra alle regler »militær nødvendighed«, kan man godt fantasere sig til. Dertil knytter sig iøvrigt et krav om proportionalitet. »Man må ikke skyde gråspurve med kanoner«. Eller som eksempel er det forbudt at udslette en hel bebyggelse, fordi en snigskytte opererer fra et enkelt hus. Konventionerne og protokollerne søger altså at beskytte person og gods ved at begrænse brugen af vold. Skal reglerne således overholdes, tvinges lederne til forud for hver aktion at overveje begrænsningsmulighedeme. Det er svært, for hvem løber en risiko, hvis den kan undgås? Ud over reglerne, som her er berørt, og som gælder for alle, kan der naturligvis indgås aftaler mellem de stridende. Våbenhvile, overgivelse og fredsslutning er i denne sammenhæng logiske aftalepunkter.
 
Neutrale
Bortset fra de stridende parter og deres befolkninger er der også andre, som ikke kan undgå at føle krigen, hvis denne har et nogenlunde omfang. Nabostater og stater længere væk kan have sympatier eller antipatier mod den ene eller den anden, men iøvrigt holde sig neutrale. Krigshandlinger kan meget vel tænkes at involvere neutrale, som på deres side nødvendigvis må udvise en bestemt opførsel for at bevare neutraliteten. På internationalt plan er der givet regler, som giver de neutrale både pligter og rettigheder, bade i forhold til de stridende, men så sandelig også til hinanden. I to af Haag-konventioneme fra 1907 er retningslinierne givet for henholdsvis neutrale magters og personers rettigheder og pligter under søkrig og landkrig.
 
Princippet er, at de krigsførende har pligt til at respektere neutralt territorium, hvilket vil sige, at der ikke må være krigsføre/ide tropper på neutral jord. Og det er forbudt for de neutrale lande at oprette eller huse grupper (guerilla-) mod det ene eller det andet land. Det samme gælder i søkrig med den undtagelse, at krigsskibe gerne må passere neutral stats søterritorium, og et krigsførende lands skib har ret til at anløbe neutral havn i indtil 24 timer. Neutrale skibe må ikke opbringes, men de krigsførende må gerne kontrollere dem for kontrabande, d.v.s. varer, som er bestemt for eller har betydning for modpartens krig. Hvis kontrabande konstateres, må skibe og ladning konfiskeres. En stat kan være permanent neutral, som Schweiz har været det siden 1815 og Østrig siden 1955. Også Sverige holder sig neutral. Neutraliteten her er væbnet, og det viser en holdning, som er karakteriseret ved klart væbnet beredskab for hvis nødvendigt straks at kunne imødegå en væbnet krænkelse af neutraliteten. En potentiel aggressiv stat vil givet betænke sig på at røre ved den svenske neutralitet, da den strategiske beliggenhed tillader en lav prioritering af forsvar mod kernevåben (som følge af den lave befolkningstæthed og et af Europas mest avancerede beskyttelsessystemer), men til gengæld er udstyret med et stærkt totalforsvar. I mobiliseringstilfælde vil der i Sverige være 850.000 mand under faneme i de tre væm. Til sammenligning vil Danmark kunne mønstre en samlet styrke på under 200.000 mand, i begge lande incl. hjemmeværnet. Et land kan også være neutralt blot ved at opføre sig neutralt. Island har ingen styrker f.eks. Men til gengæld kan landet heller ikke forsvare sin neutralitet. Neutraliteten lider i så fald nederlag, hvis kamphandlinger gør den neutrale stat til krigsskueplads uden at den neutrale stat kan eller vil forsvare sin neutralitet.
 
Interne konflikter (borgerkrig)
Indtil nu er der fortrinsvis talt om de regler, som gælder mellem stater. Men som nævnt er der i de sidste årtier opstået konflikter inden for en stats egne grænser. Spredt over verdenskortet flammer det op i had og vold med utrolige lidelser for civilbefolkningen til følge. Fra de senere år kan nævnes kampe mod styret i El Salvador, som iøvrigt kan påvise en oprindelse tilbage til begyndelsen af 30’eme. Sydafrikas problemer er kendte fra dagspressen, og det er helt givet, at det, som styret i dag betegner som »uro«, i realiteten er en borgerkrig, som sandsynligvis vil optrappes i den kommende tid. Libanons indre stridigheder er på vej til at udslette landet. Afghanistans situation kan måske sammenlignes med situationen under den spanske borgerkrig kort før II verdenskrig. Nordirlands konflikt Iffln i sammenhæng siges at have bestået i flere himdrede år. I Indien og Ceylon pågår selvstændighedskampe. I den centralafrikanske stat Tchad er der stammekrig, hvor udenlandske magter puster til ilden, og Angolas indre kan være et blodigt spejl af modsætninger i øst og vest.
 
Forudsætningen for, at der kan bestå en egentlig ikke-intemational konflikt i konventionens forstand er, at der er en væbnet styrke, regeringens, som på eget territorium står over for en organiseret væbnet gruppe imder kommando af en leder, og som behersker en del af statens territorium. Derved udskilles rene oprørsgrupper, som ikke har en militær organisation og ej heller nogen territorial magt. Vold fra sådanne enheder mod et lovUgt styre er nok at betragte som »oprør«, men dét er tvivlsomt, om konventionens beskyttelsesregler er aktuelle. Nordirland er i så henseende i en tvivlsom situation, idet IRA nok må siges at have en militær organisation, men f.s.v.a. det territoriale, ligger landet nok lidt anderledes. I sådanne situationer vil en stat have gode kort på hånden, når det drejer sig om at hævde, at der ikke er tale om nogen intern konflikt, men alene om terror og drab, udført af en flok vildledte fanatikere, hvis eneste skæbne bør være streng rettergang (og hvem man kan myrde og lemlæste uden selv at ifalde andet end et teoretisk ansvar). Ingen vil være i tvivl om, at civile i tilfælde af borgerkrig, hvad enten denne er anerkendt som sådan eller ej, bliver de egentlige tabere.
 
Regler og fortolkning
Konventionerne indeholder ingen klare regler om indgreb i en stats selvstændighed og bestemmelsesret, men afgrænsningerne er så usikre, at den teoretiske mulighed alligevel foreligger. FN giver ofte op. Tillægsprotokol I siger i begyndelsen, at konventionen gælder, når der er tale om væbnede konflikter, hvor et folk kæmper mod koloniherrer, fremmed okkupation og mod racistiske regimer under udøvelsen af selv bestemmelsesret, som demie er nedfældet i FN-pagten... Det er en ordentlig mundfuld, fordi det giver anledning til fortolkninger, som kan give alle mulige resultater. Hvornår er der tale om kolonimagt? Vil Grønland være i krig med Danmark, hvis nationalbevidste eskimoer dér søger at frigøre sig fra Danmark ved væbnet magt? Og hvornår er et regime racistisk? Grønlænderne hævder af og til, at Danmark tager racistiske hensyn, og Sydafrika erklærer åbent, at styret er racistisk. Og hvornår er der tale om fremmed okkupation? Vil Grønland kunne få held med at hævde, at Danmark har »besat« deres land. Dette sidste er naturligvis noget tænkt al den stund, militærmagt ikke er inde i billedet, men diskussionen kan godt pågå i forbindelse med f.eks. Sydafrika og Namibia, Israel og den palæstinensiske befolkning. Sovjet-Ungam 1956. Sovjet kaldte det dengang snarere for bistand, sådan som tyskerne i sin tid hævdede at være en magt, som skulle værne os mod de afskyelige englændere m.v.
 
Hvad er en stat?
Spørgsmålet om, hvorvidt der eksisterer en stat, kan også tænkes at opstå. Var Biafra i sin tid en selvstændig stat? Hvis ja, så var krigen mod Nigeria en international konflikt, hvis nej, var det en nigeriansk borgerkrig. Svaret kan afhænge af, om der i den hævdede stat er 1) en befolkning, 2) et territorium, 3) en organiseret statsmyndighed og 4) en uafhængighed. Svaret kan navnlig blive vanskeligt, når en ung stat dukker frem. Det sker under borgerkrig, at rebellen udråber ét territorium som stat med sig selv som leder af en regering, der er uafhængig af andre stater. Når dette er sagt, kan der ikke herské tvivl om, at der var og er behov for regler, som tager hensyn til, at også interne konflikter skulle reguleres på en måde, der i forhold til civilbefolkningen satte lighedstegn mellem situationerne, uanset om sådanne behov blev opfattet som krig mellem stater eller krig i en stat.
 
Tillægsprotokollerne
Tillægsprotokol II til Gene vekonventionen fra 1977 indeholder sådanne regler. Reglerne beskytter umiddelbart syge og sårede, civilbefolkningen, kulturværdier, kirker og farlige anlæg (kraftværker f.eks.). Men reglerne er beskedne, og kravet om, at en borgerkrig skal være anerkendt, gør reglerne svære at håndhæve og kontrol næsten umulig. Dernæst må det anses for tvivlsomt, om potentielle oprørere magter at anvende reglerne - også fordi oprørerne som »udbrydere« ikke folkeretligt kan forpligte sig til at respektere en traktat, som er indgået af den regering, som bekæmpes. Men protokol II er et skridt på vejen. Vejen er bare lang endnu. Nu er det jo vanskeligt at overholde regler, som ikke er kendte. Hvad ved f.eks. en neger i Sydafrika om menneskerettigheder og konventioner? Og spørgsmålet: Hvad ved en dansk soldat? kan også stilles. Protokol I fastslår, at hver stat har pligt til at udbrede kendskabet til konventionerne og menneskerettighederne, ikke alene i de væbnede styrker, men også blandt civilbefolkningen. Og de militære ledere i et land skal under straftrussel være ansvarlig for, at deres undergivne har et bredt kendskab. Forpligtelserne, som er helt klare og iøvrigt gentaget i flere artikler i flere konventioner, er ikke begrænset til krigstider, men skal gælde nu og her.
 
Pligt til at kende alle regler og konventioner
Men det er nok så som så med regeringernes initiativer. Danmark har ratificeret tillægsprotokollerne i sommeren 1982, men der synes ikke at være den store geist i retning af at give befolkningen med eller uden uniform en relevant oplysning. Når medierne af og til omtaler »menneskerettighederne«, er det oftest i relation til den bekendte domstol i Strassbourg, og der synes ikke at være nogen almindelig viden om eller anerkendelse af, at der er tale om et omfangsrigt regelkomplex, som søger at skabe grobund for positiv indstilling til fred mellem landene og i landene. Måske er politikerne overbeviste om, at det kun kan være teori, fordi praksis ud fra erfaringerne i så at sige enhver konflikt har vist en tendens til at se stort på de vedtagne regler. Jo mere en part føler sig trængt, jo mere er der tilskyndelse til at se bort fra regler, som vanskeliggør en krigerisk aktivitet. Og en part kan i overraskelsesøjemed eller i hævnhensigt godt tænkes at bryde reglerne. Trods konventioner om forbud mod anvendelse af gas, er der næppe nogen vestlig ekspert, som ikke er af den opfattelse, at Warszawa-pagten vil benytte gas i en situation. Der eksisterer endnu ingen forbud mod anvendelsen af nukleare våben, men hvis det skulle lykkes at aftale et forbud, må NATO i gang med overvejelser, som skal ændre strategien vedrørende forsvaret mod de masser, som tænkes at kunne vælte frem fra jerntæppets bagside. Men alligevel kan det måske nytte. En generation lever med en kulturarv. og kultur er i grunden betinget af indlæring. Såfremt hver enkelt person var klar over, at menneskeret er andet og mere end retten til det daglige brød, nemlig retten til livet og et liv uden angst for overgreb med skade på sjæl, legeme og gods, var det måske en ikke helt urealistisk drøm at forestille sig en verden, hvor der hersker »ret mellem talrige folkeslag, deres sværd skal de smede til plovjern, deres spyd til vingårdsknive, folk skal ej løfte sværd mod folk, ej øve sig i våbenfærd mer«. (Esajas bog, kap. n, vers 4).
 
 
 
 
 
 
PDF med originaludgaven af Militært Tidsskrift hvor denne artikel er fra:
 
 
 
 
 

 

Litteraturliste

Del: