Krigen som politisk instrument - den sovjetiske strategiske debat i 1960'erne

I fortsættelse af lektor Erik Beukels artikel om Supermagtsdoktriner i tidsskriftets april-nummer, analyserer seniorstipendiat Johnny Christensen, Slavisk Institut ved Århus Universitet, her den sovjetiske strategidebat på baggrund af sovjetiske kilder.

 

Erik Beukel uddrager i sin artikel »Konvergens mellem supermagternes doktriner for internationale kernevåben?« (Militært tidsskrift, april 1979) nogle konklusioner, man i det store og hele kan finde rimelige. På den anden side synes Beukel at stille sig tilfreds med den sovjetiske militærstrategiske debat, som denne nu refereres af forskellige vestlige forskere. Dette er under alle omstændigheder analytisk problematisk og vel betænkeligt, idet en sådan indgang til problematikken ikke formår at redegøre for den nuancering og divergerende opfattelser, der er i den sovjetiske militærstrategiske og -doktrinære debat, som denne kommer til udtryk i Voenno-istoriceskij zurnal (Det militær-historiske tidsskrift), Kommunist Vooruzennych Sil (De væbnede styrkers Kommunist) eller i Krasnaja Zvezda (Røde Stjerne) og lejlighedsvis i Pravda og Izvestija. Jeg synes, Beukel giver sin artikel en uheldig hældning i den forstand, at den sovjetiske doktrin behandles som et biprodukt i Beukels udvikling af den amerikanske strategi. Den sovjetiske doktrin kommer således til at stå svagt underbygget.
 
Jeg vil i det flg. - ikke som et korrektiv egentlig, men snarere som et supplement til Beukels ellers instruktive artikel - forsøge at redegøre for den udvikling, den sovjetiske strategiske debat gennemløb i 1960’erne, men inden da vil jeg kort placere militærdoktrinen i forhold til militærkunst og militærvidenskab, som dette forhold markerer sig i den sovjetiske militærteoretiske debat og udbygge disse indledende betragtninger med den sovjetiske opfattelse af krig som et socialt fænomen. Den sovjetiske militærteori er fuld af lange ideologiske formuleringer. Det er Lenin, der har skrevet de passager, som hyppigst citeres af de sovjetiske militærteoretikere, men han har aldrig selv præsenteret sine ideer om krig inden for en systematisk ramme. Dette er først sket ved at senere politiske og militære skikkelser har skabt en syntese af Lenins militærteoretiske bidrag, således at de observationer, der er gjort af Lenin, derved i høj grad præger den be- grebsmæssige struktur i efterkrigstidens sovjetiske militærteori.1)
 
Der er tre grundlæggende, distinkte begreber i den sovjetiske militærteori: Militærdoktrin (voennaja doktrina), militærkunst (voennoe isskustvo) og militærvidenskab (voennaja nauka).2) Militærdoktrinen udtrykker den sovjetiske stats officielle politik, hvad angår militære spørgsmål generelt.3) Den udgør et samlet system af overvejelser omkring en mulig krigs karakter og målsætning, grundlaget for opbygning af de militære stridskræfter og krigskunst. Marxismen- leninismen går ud fra, at et sådant system af anskuelser især tjener den herskende klasses interesser og derved besidder klassekarakter. Denne betragtningsmåde bestemmer militærdoktrinens politiske aspekt. Den omfatter alt, der angår krigens politiske mål og de militære opgavers almindelige klassemæssige bedømmelse. Dette politiske synspunkt er afgørende for militærdoktrinens samlede system. Den danner det uforanderlige grundlag for det militærtekniske eller strategiske aspekt, der er tilordnet de rene militærtekniske spørgsmål: valg af middel og metode til opfyldelse af militærstyrkernes opgave, bevæbning og tekniske redskaber såvel som uddannelse af tropperne.4)
 
Militærkunst er den akkumulerede substans af teori og planlægning omkring krigsførelse i overensstemmelse med militærdoktrinen og udgør den væsentligste del af militærvidenskab.5) Den militære videnskab er summen af den militære tænkning og mulige planer for afskrækning og krigsførelse enten nu eller i den nære eller fjerne fremtid for at opnå politiske mål.6) Militærdoktrinen har ingen direkte indflydelse på militærvidenskaben, men giver (i det mindste i fredstid) direktiver til militærkunsten. Militærkunsten indtager en underordnet rolle både i forhold til militærdoktrinen og militærvidenskaben. Militærvidenskaben er uafhængig af både militær doktrin og militærkunst. En mere grundlæggende autoritetskilde - den dialektiske materialisme - styrer både militærdoktrinen og militærvidenskaben (militærvidenskaben direkte, men militærdoktrinen kun indirekte). Påberåbelse af den dialektiske materialisme som en direkte vejviser i udformningen af den sovjetiske militærteori er en relativ ny foreteelse omkring første halvdel af 1960,erne, især efter den cubanske missilkrise. Denne tendens kan siges at repræsentere et forsøg fra den nye generation af militærteoretikere på at skabe en autoritet uafhængig af partiet, hvorfra støtte til en kreativ, fleksibel og realistisk holdning i militære spørgsmål kan påberåbes.7)
 
De sovjetiske militærteoretikere henviser primært til de universelle love i ideologien8) vel sagtens for at sikre sig legitimerende forbindelse til det ideologiske bagland og dermed større analytisk frihed og dels som egentlig vejvisning i deres substantielle analyse af militære problemer. Men de sovjetiske militærteoretikere har gentagne gange understreget, at lovene i den dialektiske materialisme ikke giver nogen specifik løsning på de militære spørgsmål, men kun en ramme til at forstå virkeligheden og ej heller muliggør mere end en tilnærmelsesvis forståelse.
 
I det marxistisk-leninistiske syn på krig ses denne som et socialt fænomen, der kan være en metode til at løse modsætninger og konflikter mellem klasser eller klasse-stater.9) Krig i en mere snæver betydning af termen er således bundet til eksistensen af klasser og stater. I den forstand danner krig og fred to aspekter af den politik, stater følger i forholdet til hinanden.10) I sit væsen er krig en væbnet kamp, der føres for at opnå specifikke politiske mål. Derved bliver den en fortsættelse af politikken gennem andre dvs. ekstremt voldelige midler.11) Med bortdøen af klassesamfundet vil betingelserne for krig som et politisk instrument (dvs. krig i den rene forstand af termen) af sig selv forsvinde.
 
Formlen: at krig er en fortsættelse af politikken - er baseret på to komplementære forudsætninger: for det første, at krigens mål er en fortsættelse af fredens mål og for det andet, at krig implicerer en ændring af metode. Under de atomare betinglser er det væsentligste politiske aspekt den internationale klassekamp mellem de to formationer: den internationale arbejderklasse og det internationale bourgeoisi. Denne konfrontation kommer til udtryk på flere niveauer, hvor det antitetiske forhold mellem de to globale antagonistiske systemer opfattes som den primære modsætning i perioden.12) Fra denne modsætning udspringer konflikten mellem de to supermagter, mellem de stats- koalitioner, de er medlem af, eller mellem individuelle medlemmer af disse alliancer. Der kan udbryde krig, når et medlem af den kapitalistiske blok eller blokken som helhed forsøger at intervenere i en socialistisk stats indre anliggender eller begå en aggressiv handling mod en sådan stat. I den sovjet-marxistiske analyse af hovedårsagen til krig fremtræder de økonomiske forhold som den væsentligste årsag,13) men i nogle sovjetiske analyser af årsagerne til internationale konflikter har der været en tendens til at svække den betoning, der tidligere var lagt på den indre klassekamp som den primære, egentlige årsag til krig. Andre fastholder betydningen af at analysere den indre situation i de stater, der deltager i en konflikt, men de omtaler ikke sådanne traditionelle årsager til krig som skærpelse af de indre betingelser.
 
Der synes at være tale om modifikationer i den forstand, at de økonomiske årsager ofte træder ind i billedet i en indirekte form. De årsager, der producerer eller begrænser udbruddet af krige kan imidlertid ikke reduceres til arten af produktionsrelationer.14) Således er det destruktive element i den våbenteknologiske udvikling selv under de nuværende internationale produktionsrelatio- ner og den korresponderende superstruktur af en sådan karakter, at det er muligt at afværge en atomkrig og desuden begrænse faren for en »konventionel« krig til et minimum. Der er her igen tale om en modifikation i forholdet mellem krig og arten af produktionsrelationer. Måske er den analytiske forskydning fra nationale til internationale årsager til krig forbundet med den centrale fokus i den sovjetiske udenrigspolitik, nemlig fredelig sameksistens, der er rettet hovedsagelig mod at forhindre en international krig, hvis årsag hævdes at ligge i imperialismens globale politik.15) Denne ændring synes at afspejle en generel tendens til at frigøre beskrivelsen af de socio-politiske processer fra automatik.
 
Den sovjetiske konflikt-analyse tager sit udgangspunkt i den historiske materialismes begreber, der kan kaldes en generel teori om sociale relationer, og anvender disse generelle ideer på de enkelte krige. Alle sociale konflikter er baseret på deling af samfundet i klasser, der er hovedaktører og stater blot den herskende klasses forlængede arm.16) 
 
Opmærksomheden i den traditionelle marxistisk-leninistiske analyse var rettet mod borgerkrig, der var et direkte udtryk for klassekamp og det væsentligste middel, hvorigennem det sociale system radikalt blev omdannet. I internationale krige er stater de tilsyneladende aktører. Da staten blot er et instrument for den herskende klasse har de internationale krige også deres rod i klassekampen og er deres indirekte udtryk. De sovjetiske analytikere har for deres del begrænset maximen, at alle krige er resultatet af klassekamp ved at behandle årsagen som et komplex begreb. Den grundlægende årsag til krig kan være den økonomiske deling af samfundet i antagonistiske klasser, men hver krig vil også have mere direkte årsager. De sovjetiske analytikere understreger hyppigere og diskuterer mere detailleret, i hvilken forstand klassemodsætninger skal forstås som et motiv for krig. der synes i den sovjetiske analyse at være en tendens til at tillægge stater (ved siden af klasser) aktørkapabilitet, skønt denne opfattelse er ledsaget af reservationer og klasse-terminologien stadig benyttes til at forklare statens rolle som part i krig. Samtidig er klasseaspektet i en vis forstand modificeret af en antagelse om, at den herskende klasse er stratificeret, og at de forskellige strata kan have forskellige attituder over for de enkelte krige. Der synes i den sovjetiske analyse at tegne sig en opfattelse af klassen som den, der bestemmer parternes position i krig snarere end som den væsentligste direkte aktør i den.
 
I Sovjetmarxismen distingeres mellem retfærdige og uretfærdige krige - en kategori, der iflg. den sovjetiske militærteori er opstillet af Lenin. Denne kategori er den vigtigste distinktion i vurderingen af krig og har intet at gøre med krigens tekniske militære aspekter. Det har ingen betydning, hvem der påbegyndte den militære aktion og på hvis territorium, krigen udkæmpes. Krigens karakter af at være retfærdig eller uretfærdig defineres af spørgsmålet om, hvorfor den udkæmpes17) - krigens politiske mål.18) Kondratkov har udtrykt det således, at det er masserne, der bestemmer om en krig er retfærdig uafhængig af partiet, 19) og Tjuskevic har set en retfærdig krigs betydning i den kendsgerning, at en sådan krig fremmer en udvidelse af den politiske basis, hvilket er nødvendigt for sejren.20) Men i øvrigt kan en retfærdig krig let distingeres fra en uretfærdig krig i kraft af den kendsgerning, at den første er progressiv og den sidste reaktionær,21) og Prokop’ev anfører, at en krig er retfærdig eller uretfærdig i overensstemmelse med, hvorvidt den tjener proletariatets klassekamp eller - endnu bedre - interesserne i proletariatets internationale bevægelse.22)
 
En anden distinktion er mellem revolutionære og kontrarevolutionære krige. En revolutionær krig er en krig udspillet for at forsvare, opnå eller udvikle et progressivt socioøkonomisk system, en hvilken som helst krig, der ikke efterstræber progressive mål eller er rettet mod en progressiv social orden er en kontrarevolutionær, reaktionær krig. Iflg. det marxistiske-leninistiske synspunkt er revolutionære krige lige så uundgåelige som den grundlæggende modsætning mellem samfundsklasser,der foranlediger dem.23) Ud fra et sovjetmarxistisk synspunkt kan man endvidere klassificere krige som lokale krige. I den sovjetiske krigskonception beskrives lokale krige som imperialistiske krige, der ikke tilsrækkeligt fyldestgørende kan karakteriseres som en krig, der udkæmpes inden for et lille geografisk område. Hvis således det geografiske aspekt var definitionen på lokale krige, måtte også»nationale befrielseskrige« og »borgerkrige« beskrives som lokale. Men eftersom disse krige iflg. det sovjetiske synspunkt var retfærdige kunne de ikke benævnes lokale krige, der var en term reserveret uretfærdige krige. I første-udgaven af Sokolovskijs Voennaja Strategija (Militærstrategi) blev alle lokale krige klart angivet som »imperialistiske« krige, og dette synspunkt forblev det gældende synspunkt under Chruscev.
 
Under Breznev-Kosygin kan noteres en bemærkelsesværdig ændring i den sovjetiske fortolkning af »lokale krige«. Således udvikles i 1968-udgaven af Voennaja Strategija et diametralt modsat synspunkt.24) Voennaja Istorija25) (Militærhistorie) opsummerer det relevante argument på fig. måde: De lokale krige har som mål at undertrykke den »nationale befrielsesbevægelse«, svække det internationale socialistiske system og styrke imperialisternes strategiske position i de vigtigste områder af verden. Sådanne krige er derfor ufravigelig »imperialistiske« i karakter. Men de, der øver modstand mod imperialismen må nødvendigvis også udkæmpe lokale krige, eftersom termen i dag forholder sig alene til den begrænsede geografiske målstok, hvori den udkæmpes. Men ved at øve modstand mod imperialisterne udkæmpes også en national befrielseskrig eller endog lejlighedsvis borgerkrige, og disse to kategorier af krig må følgeligt inkluderes som typer af »lokal krig«.26) Der ligger forskellige motiver bag den sovjetiske og den vestlige militærteoris nyvurdering af krigens natur. De emner, der diskuteres, er defor ikke helt de samme. Den sovjetiske teori er således optaget af krigens instrumenta- litet, ønskværdighed, uundgåelighed og krigens ændrede karakter. Spørgsmålet om krigens instrumentalitet er tilføjet en ny dimension med den nukleare missil-æra, idet det bliver nødvendigt også at gøre sig overvejelser om forholdet mellem totale sociale omkostninger, direkte og indirekte, og resulterende gevinster.
 
Den sovjetiske diskussion om krigs-problemerne i atomalderen har drejet sig ind på spørgsmålet om, hvorvidt nogle af de essentielle krigselementer kunne ændre sig og hvis ja, hvilke.27) Det første spørgsmål er blevet besvaret bekræftende og tre elementer af ændring erkendt: politikkens indhold, formen for krigsførelse og som følge heraf: formen for relation mellem politik og krig. Den sovjetiske teoris beskrivelse heraf synes at være, at krigens karakter har ændret sig på en sådan måde, at den er mindre nyttig som et politisk instrument end før, men den er ikke ophørt med at være et politisk instrument. Den strategiske debat, der siden begyndelsen af 1960’erne har udviklet sig i Sovjetunionen, har været en debat hovedsagelig ført mellem de enkelte for- svarsgrene.28) Det mest bemærkelsesværdige udtryk for sovjetisk strategisk tænkning er de tre udg. af værket Voennaja Strategija under redaktion af marskal V. D. Sokolovskij.29)
 
De 15 måneders interval mellem de to første udg. var usædvanlig kort tid for et værk af denne karakter. Dette forhold sammen med den sovjetiske opmærksomhed på den vestlige reaktion efter udgivelsen af den originale udg. antyder, at man fra sovjetisk side betragter værket som en vigtig kanal til kommunikation af den sovjetiske strategiske position både til den indre og ydre opinion. De to første udg. af Voennaja Strategija udkom i en periode, der var kritisk for de sovjetiske ledere. Man stod over for alvorlige indre vanskeligheder i landbruget og økonomien; disputten med Kina var blevet skærpet og der var sat spørgsmålstegn ved sovjetisk ledelse af den verdenskommunisti- ske bevægelse og samtidig var der efterdønninger af den cubanske missilkrise. Disse vanskeligheder havde skærpet de problemer, det sovjetiske lederskab stod over for på det strategiske område inklusiv det centrale problem om ressource-allokering og forsvarsbehov. Denne udvikling havde også implikationer for den sovjetiske strategiske tænkning, der viste øget opmærksomhed på behovet for at justere politikken til ændringer i det strategiske milieus karakter. Der er for det første en anstrengelse på at forøge troværdigheden af den sovjetiske afskrækkelsespolitik sammenkoblet med et forsøg på at overbevise USA om det fejlagtige i at forvente succes af en »first strike«-politik eller at kunne drage politisk fordel af dets strategiske position i forholdet til Sovjetunionen.30)
 
Voennaja Strategija forholdt sig positivt til kodifikationen af koncepten fredelig sameksistens på den XXI Partikongres, men generelt synes der i sovjetiske militærkredse at være en mere skeptisk indstilling til den internationale situation end denne normalt opfattes af det sovjetiske lederskab, og ikke sjældent har man understreget, at risikoen for militærkonflikter tilbagestår sålænge kapitalismen eksisterer i dele af verden.31) Bag denne divergens mellem det sovjetiske lederskab og militæret ligger såvel indenrigs- som udenrigspolitiske faktorer. Militæret måtte ud fra en professionel overvejelse af den maksimale ressource-allokering til forsvaret forholde sig skeptisk til den herskende politiske opfattelse: krigens usandsynlighed. På den anden side måtte det for det sovjetiske lederskab fremstå som ønskværdigt i en situation med anstrengte sovjetiske ressourcer at kunne pege på muligheder for reducering i det mindste af forsvarsudgifterne.
 
Den clausewitz-leninske tese om »krigen som en fortsættelse af politikken med andre midler« kunne ikke andet end føre til en alvorlig krise i den sovjetiske militærstrategiske og militærpolitiske tænkning. Det politiske lederskabs indstilling var i og for sig klar. Boris Dimitriev formulerede det således: »Krig kan kun være en fortsættelse af vanvid«.32) Men de sovjetiske militærteoretikere syntes at befinde sig i et dilemma. Man ønskede tilsyneladende at bevare gyldigheden af tesen: »krigen som en fortsættelse af politikken« også under de atomare betingelser, men på den anden side også at slå fast, at en nuklear krig ikke kan tjene som et politisk instrument.33) Voennaja Strategija har ikke forholdt sig entydigt til, hvorvidt krigen er et rationelt middel. Spørgsmålet er, om man ikke har en dobbelt attitude til problemet, således at man generelt fastholder clausewitz-lenin-tesen og dels undertrykker en vis tvivl mht. krigen som rationelt instrument for politikken. Hvis denne tolkning er rigtig, synes der implicit at være tale om en rehabilitering af den lokale krig som et rationelt instrument for politikken.
 
I. Korotkov tager problematikken op i en artikel i Voenno-Istoriceskij Zur- nal (Det militærhistoriske Tidsskrift), der er interessant af flere grunde. Artiklen giver et præcist overblik over de principielle kendetegn i udviklingen af efterkrigstidens sovjetiske militærteori.34) Skønt den især diskuterer problemerne i en generel atomkrig indeholder den en bemærkning om, at der i den sovjetiske militærteoretiske debat i for ringe grad har været bragt analyser af begrænsede (lokale) krige. Dette spørgsmål har sædvanligvis været ofret mindre opmærksomhed i den sovjetiske militær-litteratur end en generel atomkrig. Man kan forestille sig, at man fra sovjetisk side har ønsket med understregning af en generel nuklear krigs globale karakter knyttet sammen med destruktions-elementet at øge afskrækningens troværdighed ved at betone et ubetinget nuklear respons. En anden tendens, der peger i samme retning, er den sovjetiske påpegning af faren for mindre kriges eskalation. Omkring udgivelsen af Voennaja Strategija synes der at være en anden tendens på vej til at behandle eskalations-temaet på en mindre arbitrær måde. Disse tendenser, som kom frem i mindre grad i første udg. af Voennaja Strategija er tydeligere i anden udg. Men det sovjetiske standpunkt i spørgsmålet om eskalation af lokale og begrænsede krige er vanskeligere at tyde. Helt klart står på den ene side givetvis, at visse krige kan eskalere til en global kernevåbenkrig. Mindre entydigt er svaret på spørgsmålet om, hvorvidt en ubegrænset verdenskrig uundgåeligt følger efter visse typer begrænset krig, og under hvilke omstændigheder dette i så fald kan tænkes at ske. Det officielle politiske og militære syn på eskalationen har generelt været yderst pessimistisk.35)
 
Det mest interessante forsøg på at omdefinere den sovjetiske opfattelse af begrænset krig og eskalation er en artikel i Krasnaja Zvezda36) af fire af de forfattere, der var med i Voennaja Strategija. De synes i denne artikel at være på tilbagetog fra deres position i Voennaja Strategija. I Krasnaja Zvezda fremfører de den opfattelse, at den sovjetiske doktrin ikke mener, at det er uundgåeligt, at en begrænset krig udvikler sig til en generel krig. Hvad de anser for rigtigt er, at lokale krige kan udvikle sig til verdenskrige. Da de fire forfattere citerede sig selv i deres artikel undlod de bevidst ordet »uundgåeligt«. Dette repræsenterer en bemærkelsesværdig ændring i det sædvanlige sovjetiske argument og var måske et sovjetisk forsøg på at omgå den kinesiske kritik af, at en doktrinær fastholden ved »det uundgåelige i en lokal krigs eskalation« kunne lægge alvorlige hindringer for de nationale befrielsesbevægelser. Samtidig understreges det fra sovjetisk side, at lokale sammenstød mellem lande i Centraleuropa har en særlig stor risiko for at eskalere.37) Bag det hele ligger spørgsmålet om brugen af militærmagt eller trussel herom har mistet sin betydning som et politisk instrument. Den interne sovjetiske diskussion herom er ført med over i polemikken med Kina.38)
 
Når der på det militærteoretiske område har været tale om divergerende opfattelser har dette generelt været mellem militæret og det politiske lederskab.39) Men dette er ikke tilfældet, når det gælder spørgsmålet om en kort respektiv lang verdenskrig. Dette problem er en del af et større problemkompleks, som i sig rummer bl.a. sådanne spørgsmål som det økonomiske potentiels betydning, behovet for stående militærstyrker, mulighederne for kompletterende mobilisering efter krigsudbruddet, opbygning af de militære styrker mm. - altså spørgsmål af ikke blot militær, men endog meget stor økonomisk-politisk betydning.
 
Den sovjetiske militærteoretiske diskussion har været ført ud fra et såkaldt modernistisk og traditionalistisk synspunkt. Kardinalpunkterne i den modernistiske skole er de strategiske missilstyrkers primat; det synspunkt, at atomare missilvåben vil være afgørende våbentyper i en moderne krig og desuden påstanden om, at en sådan krig vil have tendens til at være kort og afgørende snarere end langvarig.40) Modernisterne i det sovjetiske militære samfund adskilte sig således fra traditionalisterne i deres fortolkning af den nukleare revolution ved at fremhæve de strategiske missilstyrker og de hermed forbundne teknologiske fremskridt.41) Tjuskevic advarede om, at det ville være yderst farligt at undervurdere betydningen af strategiske våben. Han baserede sit argument på fire punkter: Eftersom atomvåben ville spille den afgørende rolle i en hvilken som helst fremtidig krig skulle man fra forsvarsplanlægningens side i højere grad betone udviklingen af strategiske våben og i mindre grad masseproduktion af konventionelle våben og opbygning af store væbnede styrker. De strategiske mål i en fremtidig krig skulle have højere prioritet end taktiske operationer. Endvidere betonede Tjuskevic, at forskning i militære anliggender ikke længere kunne begrænses til studier af doktrin, konventionelle operationer og troppekontrol baseret på tidligere militær erfaring.42) Anvendelse af missiler ville afkorte varigheden af en hvilken som helst fremtidig militær konflikt og en massiv mobilisering af hærstyrker var ikke længere nødvendig.43) Krylov fremførte det synspunkt, at de strategiske missilstyrker var - uden sammenligning med de andre militærgrene - i stand til at løse de grundlæggende strategiske opgaver i en fremtidig krig, og at disse styrker havde ændret den internationale magt balance.44) Den modernistiske skole - hvis anskuelser temmelig nøje falder sammen med dem, Chruscev gjorde sig til talsmand for - betoner kraftigt initial-fasens helt afgørende betydning for krigens udfald.45) En følge heraf er, at denne skole ser en meget kort krig som det mest sandsynlige.46) Den traditionalistiske skole anlægger også den betragtning, at initial-fasen har stor betydning, men mener, at denne efterfølges af flere faser, under hvilke militæroperationer gennemføres med såvel strategiske og taktiske atomvåben som konventionelle styrker.
 
De traditionalistiske forfattere kom hovedsagelig fra konventionelle grene af det militære establishment og spillede en vigtig rolle i den stalinistiske og tidlige Chruscev-periode. Deres forestillinger om krig, strategi og politik var baseret på fig. formodninger: (1) atomkrig er ikke essentielt forskellig fra tidligere krige, så traditionelle strategier og styrker vil fortsat være vigtige; (2) moderne våben og teknologi forbedrer militærets slagkraft og deres store rolle vil blive at overmande elle afskrække modstanderen; (3) store konventionelle styrker vil stadig kræves til den aktuelle krigsførelse og (4) »atom-fetichisme« må undgås, fordi en fiasko med en afskræknings-politik ellers kunne efterlade Sovjetunionen uden adekvate strategier og styrker. Traditionalisterne talte derfor for opretholdelse af store stående konventionelle styrker.
 
De rigide og gensidigt udelukkende forslag fra traditionalisterne og modernisterne delte det militære establishment og skabte alvorlige problemer ved at føre til en strategisk politik af begrænset troværdighed og fleksibilitet. Den cubanske missilkrise leverede en chok-effekt, der førte til en genvurdering og syntese af de traditionalistiske og modernistiske ideer. Den dominerende stemme i strategiske anliggender tilhørte derefter centristerne. Det var centristernes opfattelse at afskrækningspolitikken skulle holdes fast, og at de strategiske styrker skulle have primat i afskrækningen. Endvidere betonedes betydningen af intensiv teknologisk forskning og udviklingsprogrammer og den fornyede betydning af moderniserede konventionelle styrker. Disse synspunkter var ledsaget af en voksende akcept af ideerne om selektivt respons baseret på strategisk lighed med USA og rådighed over et vidt spektrum af midler til sådanne formål. Endvidere en genovervejelse af begrænset krig som en akceptabel krig for en kommunistisk stat.
 
Den centristiske position søgte at forsone den modernistiske fløj med en mere konservativ tænkning i den traditionalistiske fløj. Ud fra den opfattelse, at den nukleare revolution havde tillagt atomvåbnene en afgørende militær betydning fastholdt centristerne, at de konventionelle våben stadig havde en vital rolle at spille i en mulig fremtidig krig. Grudinin præsenterede tidligt i 1965 en detailleret analyse af den nukleare revolution, der afspejlede den cen- tristiske position. Han advarede mod at negligere hele grene af de væbnede styrker, men påpegede også, at det var lige så farligt at overbetone nye våben som det var at underbetone dem. Han talte nærmest for en evolutionær overgang til nye militære begreber og våben og fremhævede betydningen af at bevare konventionelle begreber og våben, der stadig var værdifulde.47) 
 
Iflg. den centristiske opfattelse kunne en fremtidig krig blive både global og lokal,48) men de militær-operationer, der ville foregå var helt afhængige af, hvorvidt krigen havde en global eller lokal karakter.49) Centris terne så to muligheder for en fremtidig krig: den kunne blive lang, og den kunne blive kort. Sokolovskij erkendte muligheden af en kort krig og hævdede, at brugen af strategiske atomvåben ville gøre det muligt at løse krigens væsentligste mål i løbet af timer eller dage. Imidlertid fremførte Sokolovskij også det synspunkt, at krigen kunne blive relativ lang, såfremt atomvåben ikke blev anvendt.50) Den centristiske formel med kombinerede styrker viste sig først og fremmest at være et forsøg på at bevare de strategiske atomstyrkers primat, mens man erkendte behovet for at opretholde adekvate konventionelle styrkeniveauer. Iflg. deres opfattelse ville de strategiske missilstyrker løse hovedmålene i en fremtidig krig, mens de konventionelle styrker ville afslutte fjendens nederlag. Kombinationen af strategiske offensive styrker med de ikke- atomare styrker var et forsøg på en fleksibel løsning af en række politiske og militære problemer.
 
Voennaja Strategija repræsenterer en slags mellemting, hvor dragningen mod et »modernistisk« hold udgør den dominerende tendens. Værket indeholder et afsnit, hvor sandsynligheden for en »relativ kort« krig fremhæves.51) Samtidig fremhæves det imidlertid, at man grundigt må forberede sig på en udstrakt krig. Dette argument udvikles mere udførligt i 2. og 3. udg.,52) der også var udvidet med en redegørelse og kritik af de amerikanske teorier om begrænset krig.53) Indirekte fremgår det her, at dette ikke »uundgåeligt« måtte føre til en generel krig, især ikke hvis de taktiske kernevåben ikke kommer i anvendelse. Denne tolkning peger på en udvikling i retning af større fleksibilitet.
 
Sammenligningen mellem de to første udg. af Voennaja Strategija ligesom- diskussionen i øvrigt omkring spørgsmålet om lokale krige peger utvetydigt på visse ændringer i sovjetisk militærstrategisk tænkning, hvad angår et centralt strategisk og militærpolitisk problemkompleks. De tidligere yderliggående ri- gorøse positioner fraviges. En stigende interesse ofres på lokale krige og mulighederne for at holde disse begrænsede selv i sådanne tilfælde, hvor stormagternes interesser er direkte involveret. Denne øgede interesse gør sig i første række gældende blandt militære skribenter, mens det civile lederskab synes mere uinteresseret. Det bør fremhæves, at uklarheden på en række punkter mht. opfattelsen af lokal krig faktisk må tolkes som en implicit erkendelse af, at reelle muligheder foreligger for, at den sovjetiske militærmagt kan tvinges til at udkæmpe sådanne krige og derfor må forberede sig på dem. Det skal understreges, at en entydig udformet doktrin om lokal krig ikke træder klart frem, i det mindste ikke i den åbne litteratur.54) 
 
Værket Voennaja Strategija er svært at placere i den militære debat. Flere omstændigheder er skyld i dette. For det første er der slet ikke foregået nogen offentlig diskussion omkring værket. For det andet har man ikke kunnet præsentere noget entydigt, logisk sammenhængende grundsyn. Første udg. af Voennaja Strategija er åbenbart influeret af Chruscevs besparingsprogram, hvilket kan give en enkelt og naturlig forklaring på oplagets stærkt modernistiske tendens. Da samtidig den teoretiske strategiske debat i USA begyndte at resultere i en kraftig oprustning samt en forskellighed og sofistikering af i første række de strategiske atomstyrker, blev man på den sovjetiske side anbragt i en yderst vanskelig stilling. Den centrale tanke bag 1960’ernes sovjetiske for- svarsreform fremstod som forældet og troværdigheden af Sovjetunionens ar- gumentering ramponeredes. Anden udg. af Voennaja Strategija var tegn på, at man ønskede at fremkomme med et mere nuanceret argument, hvilket blev fulgt af den ovennævnte reforms skyden i baggrunden. Hovedtendensen i de tillæg og korrektioner, som blev indføjet i 2. udg. af Voennaja Strategija går i traditionalistisk retning, indebærer en nedvurdering af de strategiske raketstyrkers eksklusive status og en opvurdering af de øvrige forsvarsgrene, specielt landmilitsstyr kerne.
 
Rotmistrov er her i overensstemmelse med 2. udg. af Voennaja Strategija i to artikler, han offentliggjorde i foråret 1964 i Krasnaja Zvezda,55) der også markerede en drejning i hans kritik af de modernistiske tendenser i den sovjetiske militærtænkning. I den første (og vigtigste) af de to artikler, angreb Rotmistrov den modernistiske skole for at »udtrykke sine synspunkter så kategorisk som om allerede krigens praktiske erfaring havde givet dem gyldighed«. Mange spørgsmål var i virkeligheden endnu ikke løst og krævede dybere analyse, men for Rotmistrov stod det klart, at der især inden for de taktiske operationers ramme ville være behov for »gamle« våben i en overskuelig fremtid. Nye former for krigsførelse erstatter ikke de ældre former med ét slag, men kun gradvist.56)
 
Under Breznev-Kosygin regimet er afstivningen af den sovjetiske strategiske stilling blevet fulgt af en fornyet opmærksomhed på muligheden af en ikke- atomar krigsførelse i forskellige potentielle konfliktområder inklusiv Europa. Der har været en tendens til mere eksplicit end tidligere at erkende nødvendigheden af, at Sovjetunionen militært kunne respondere mere varieret i overensstemmelse med, hvorvidt situationen implicerede atomare eller konventionelle operationer. Det er i denne forbindelse ikke uden interesse, at der i Sovjetunionen igen var en doktrinær gæring igang omkring spørgsmålet om, hvorvidt krig i atomalderen var blevet et forældet politisk instrument. Hele dette spørgsmål blev taget op i en artikel om forholdet mellem politik og krig i sept. 1965 af Rybkin,57) der angreb så prominente sovjetiske militærteoretikere som general N. Talenskij58) for at have spredt den »fatalistiske doktrin«, at det ikke længere er muligt at »finde akceptable former for atomkrig«.59) Rybkin påviser svagheder i Chruscevs »minimal-afskrækning«, der forudsætter, at krig ikke kan bryde ud. Rybkin ser snarere en øget mulighed for at krig kan begynde »automatisk«. Han fremfører det synspunkt, at man ikke må ligge under for den doktrin, at sejr i en atomkrig er umulig. At gøre dette ville ikke kun være forkert af teoretiske grunde, men også farligt ud fra et politisk synspunkt. Med en relativisering af Clausewitz-formlen forsøgte Rybkin en salomonisk løsning på den tvivl, Chruscev havde skabt om det leninske dictum, at »krig er en fortsættelse af politik, men med andre midler«. Iflg. Rybkin er krig altid en fortsættelse af politikken, men behøver ikke altid at være et instrument for den. Et instrument for politikken kan den kun være under forudsætning af, at en meningsfuld sejr er opnåelig. Rybkin så en mulighed for at begrænse følgerne af en atomkrig ved enten at opnå fjendens »hurtige« nederlag, »der ville forhindre videre destruktion og katastrofe« eller udnytte »muligheden for at udvikle og skabe nye midler for krigsførelse, der pålideligt ville kunne modstå fjendens atomare angreb«.60)
 
I en artikel i jan 1965 rettede Bockarev og Sidel’nikov et angreb på det, de opfattede som en fastholden ved det chruscevske dictum, at krig kunne forhindres gennem de nukleare våbens afskrækningseffekt.61) I begyndelsen af 1965 fremhævede S. M. Stemenko, at den sovjetiske militær-doktrin ikkeude- lukkede muligheden for en ikke-nuklear krig eller krigsførelse begrænsettil taktiske kernevåben »inden for rammerne af en såkaldt lokal krig«. Lomov gentog dette senere i 1965 med sin bemærkning om, at den sovjetiske militærmagt ikke kunne være beredt på en almindelig kernevåbenkrig, men også på konventionelle operationer eller begrænset indsats af kernevåben. Dette tema videreudvikledes af andre militærskribenter, der konstaterede, at Sovjetunionens aktuelle militærdoktrin skulle gøre militærmagten forberedt på »en verdenskrig såvel som en begrænset krig både med og uden indsats af kernevåben«.62) En overbetoning af krigsafskrækning kunne føre til en negligering af en all-round udbygning af de væbnede styrker og sætte spørgsmålstegn ved behovet for at lade »større ressourcer tilflyde den militære sektor«.63) Dette synspunkt blev fulgt op af en serie teoretiske argumenter i militærpressen for at opprioritere forsvarsbehovet,64) men der viste sig divergenser inden for det politiske lederskab mht. spørgsmålet om ressource-allokering til forsvaret. Podgornyj, Kirilenko og Poljanskij ønskede således ressourcerne allokeret til den indre økonomiske udvikling. Suslov og Selepin ønskede en styrkelse af det sovjetiske forsvar og Breznev og Kosygin syntes at have indtaget en mellemposition.65) Det ser ud til, at argumenterne for stigende militærudgifter vandt på bekostning af reduceringer i investeringerne i andre sektorer af økonomien.
 
Under Breznev-Kosygin regimet har der været tendens til at se en skærpelse af »imperialismens aggressive karakter«, hvilket har ført til en øget sovjetisk opmærksomhed på risikoen for krig.66) Det nuværende sovjetiske lederskab anser dog sandsynligvis stadig en storkrig mellem de rivaliserende systemer for usandsynlig. Et vigtigt spørgsmål specielt i lyset af NATO’s betoning af strategien »flexible response«, der tager sigte på at hæve atomtærsklen i Europa, er, hvorvidt der har været nogen korresponderende sovjetisk tendens til at op- graduere muligheden af ikke-nukleare operationer i noget betydeligt omfang. Under Chruscev var den centrale opfattelse både i de sovjetiske militære og politiske diskussioner, at en krig i Europa ville blive udkæmpet inden for rammerne af en generel verdenskrig, hvor der fra starten blev gjort brug af strategisk og taktisk atom-udveksling.
 
Nogle militærteoretikere har udtrykt den opfattelse, at den sovjetiske militærdoktrin ikke »udelukker« muligheden for ikke-atomar krigsførelse eller krigsførelse begrænset til taktiske atomvåben »inden for rammen af såkaldte »lokale« krige«.67) N. Lomov har således forbundet dette punkt specielt med »den amerikanske strategi« »flexible response«.68) På den anden side har V. Zemskov afvist denne opfattelse med ordene: »det er klart, at en krig i Europa, som gør brug af atomvåben og missiler øjeblikkeligt vil antage det videste omfang«.69) En artikel af Sokolovskij og Cerednicenko viste tydeligt, at en doktrinær omvurdering, som der fra traditionalistisk hold blev talt for ikke foregik uden diskussion.70) Denne artikel var et stækt forsvar for den modernistiske position med understregning af de strategiske atomvåbens afgørende betydning i moderne krig og en gentagelse af de samme forfatteres tidligere71) argument, at en atomkrig »uundgåeligt« ville blive kort. Artiklen omtalte kun i forbifarten muligheden for en ikke-atomar krigsførelse og understregede, at der i den sovjetiske strategi først og fremmest skulle planlægges for brugen af »atomvåben som hovedinstrument i krig«.
 
 
 
Noter
1. se C. D. Jones, Just Wars and Limited Wars: Restraints on the Use of the Soviet Armed Forces - World Politics, No. 1, okt. 1975, p. 44.
2. se Robert D. Crane, The Structure of Soviet Military Thought - Studies in Soviet Thought, VIII, 1, march 1967, p. 28.
3. se fx. Bol’saja Sovjetskaja Enciklopedija, t. 5, M. 1971, p. 602-03.
4. se Helmut Dahm, Die sowjetische Militårdoktrin - Osteuropa, 1970, p. 384.
5. se også Bol’saja Sovetskaja Enciklopedija, t. 5, M. 1971, p. 641.
6. ibid. p. 612.
7. se Crane, op. cit. p. 29.
8. De sovjetiske teoretikere understreger, at principperne eller lovene i den kommunistiske ideologi falder i tre kategorier: en universel (vseobscij), en generel (obscij) og en specifik (castnyj).
9. se fx. Bol’saja Sovetskaja Enciklopedija, t. 5. M. 1971, p. 282.
10. I virkeligheden er dette et problem om international politik, men marxismen anser det for fejlagtigt at analysere udenrigspolitikken mekanisk isoleret fra indenrigspolitikken.
11. se Karel Kara, »On the Marxist Theory of War and Peace« - Journal of Peace Research, vol. 5, 1968, p. 3.
12. Sovjetmarxismen betragter international politik som et område, hvor der foregår til dels overlappende konfrontationer. Kærnen i teorien er, at alle former for konfrontationer udspringer af klasseforhold, der udgør hovedfaktoren i international politik. I stedet for det vestlige begreb »magtbalance« bruger de sovjetiske analytikere oftere termen »styrkekorrelation«. Balancen mellem supermagterne er i den sovjetiske analyse erstattet af balance mellem de to antagonistiske systemer, og alle stater - ikke kun de store stater eller de stater, der er medlemmer af de antagonistiske koalitioner - er inkluderet. De internationale klassers nationale kontingenter ses som komponenter af deres globale styrke og ved siden af stater er politiske bevægelser af transnational karakter også inkluderet med den internationale kommunistiske bevægelse som den mest indflydelsesrige. Desuden understreges i det sovjetiske begreb styrke-korrelationens multidimensionale karakter, især dens ideologisk-politiske komponent (dvs. massernes politiske bevidsthed anses som en komponent i de antiimperiali- stiske styrker). Den sovjetiske analyse understreger styrke-korrelationens dynamiske karakter stærkt. Balancen siges bestandigt at ændre sig til fordel for den internationale arbejderklasse og dens kamp for revolution. I den sovjetiske udlægning af magtbalance er dette begreb deskriptivt og normativt. Det er balancens dynamiske karakter, der siges at tjene freden og fremskridtets sag.
13. se fx. Bol’saja Sovetskaja Enciklopedija, t. 5, M. 1971, p. 282.
14. Produktionsrelationernes væsentlige position stammer fra den kendsgerning, at de repræsenterer den grundlæggende komponent i det socioøkonomiske liv, at de determinerer det sociale klasseindhold i alle de superstrukturelle komponenter, så som politik, stat og ret, moral, ideologi, krig og fred, og at disse superstruktur-komponenter spiller en rolle i basis’ tjeneste.
15. se fx. Julian Lider, On the Nature of war. Farnborough 1977, p. 189.
16. Det sovjetiske konflikt-ræsonnement er et dialektisk ræsonnement, der i paradigmatisk form illustrerer den kommunistiske konflikttænknings funktionelle struktur. Udgangspunktet er dogmet: Der er ingen statisk identitet - modsat den formelle logik, der bekræfter, at tingenes identitet aldrig ændrer sig. A t tænke dialektisk betyder derfor at forestille sig alt i bevægelse. En hvilken som helst idé er en begrebsmæssig abstraktion, så længe den ikke er externaliseret i form af en konkret proces. Den forbliver uforanderlig, så længe den forbliver i en tilstand af ren tænkning. Men så snart en idé externaliseres og oversættes til en konkret proces bliver den bevægelse i tid og rum. Dette betyder, at ideen forandrer sig fra en begrebsmæssig abstraktion til en begrebsmæssig virkelighed også kendt som »dialektisk« bliven - se i øvrigt også George D. Damien, »On the Philosophy of Contradictions: The Sino-Soviet Dispute as a Case Study in Communist Conflict Thinking« - Orbis, vol. XI, winter 1968, No. 4, p. 1211.
17. se N. O. Prokop’ev, O vojne i armii. M. 1965, p. 64.
18. se N. V. Puchovskij, O mire i vojne. M. 1965, p. 72.
19. se T. Kondratkov, »Problema klassifikacii vojn i ee otrazenie v ideologiceskoj bor’be« - Kommunist Vooruzennych Sil, No. 11, juni 1974, p. 20 - se også T. Kondratkov, »SociaPnyj charakter sovremennoj vojny« - Kommunist Vooruzennych Sil, No. 12, 1972, p. 11.
20. se S. Tjuskevic, »Politiceskie celi i charakter vojny« - Kommunist Vooruzennych Sil, No. 7, april 1969, p. 34.
21. se S. Tjuskevic, (ed.) Marksizm-leninizm o vojne i armii. M. 1968, p. 76.
22. se Prokop’ev, op.cit. p. 45 - se i øvrigt Jones, op.cit. pp. 51-52 - også Kára, op.cit. p. 5.
23. se J. Lider, The Prospect of War in the Missile Age - Two Opposite Views Confronted -Journal of Peache Research, No. 4, XIII, 1976, p. 359.
24. se Sokolovskij (ed.), Voennaja Strategija. M. 1968, p. 222.
25. se Voennaja Istorija: Ucebnik. M. 1971, pp. 318-26.
26. 3-udg. af Den Store Sovjet-encyklopedi, der udkom samme år som Voennaja Istorija: Ucebnik, op.cit. synes at implicere at kun imperialister kan føre lokale krige og er således på linje med Sokolovskij (1968) - se Bol’saja Sovetskaja Enciklopedija, T. 5, M. 1971, p. 283 - se i øvrigt P. H. Vigor, The Soviet View of War, Peace and Neutrality. London 1975, pp. 43-44.
27. se fx. I. A. Grudini, »K voprosu o suscestve vojny« - Krasnaja Zvezda, juli 1966.
28. Et område, på hvilket fundamentale politiske alternativer er blevet åbnet op for diskussion er mlitærdoktrinen og arten af militærstyrker. Problemkredsen var i det væsentligste den samme som i Vesten omend den sovjetiske debat var mindre konkret i teknisk henseende. Den militærteoretiske debat foregår til dels i åbne tidsskrifter. Skribenterne er så godt som uden undtagelse aktive professionelle militærpersoner, og en anden karakteristisk ting er, at indlæggene i stor udstrækning savner teknisk detail-informationer om de sovjetiske våbensystemer. Det kan ske, at det sovjetiske lederskab udtaler sig så konkret om militære anliggender, at dette kan bidrage til at højne forståelsen af den militære doktrin, men hyppigere er det nødvendigt at gå til en række værker, der skønt de ikke er noget officielt dokument alligevel af den ene eller anden grund har fået et officielt præg. Et sådant værk er V. D. Sokolovskijs Voennaja Strategija, der stadig indtager en særstilling inden for den moderne militærteoretiske litteratur i Sovjetunionen. Voennaja Strategija står ikke længere alene, idet der nu foreligger en hel række sovjetiske værker om militærteoretiske og -strategiske anliggender. I febr. 1966 umiddelbart inden den XXIII Partikongres blev åbnet forelå således et værk af K. S. Bockarev/I. P. Prusanov/A. A. Babakov, Programma KPSS o zascite socialisticeskogo ote- cestva. 2.-e pererabot. i dop. izd. M. 1965. Et afsnit i bogens 2. kap. hedder »Sovjetunionens militærdoktrin« og må forekomme at være et højst autoritativt bidrag omkring den sovjetiske militærdoktrin under Breznev-Kosygin regimets begyndelse.
29. Den originale udg. der blev udgivet midt i 1962 (2. udg. nov. 1963 - 3. udg. 1968) blev i Sovjetunionen beskrevet som det første dækkende værk om militærstrategi inden for de sidste 30-40 år. Værket blev modtaget med så stor interesse i udlandet, at det faktisk blev udgivet i forskellige engelske oversættelser. De to amerikanske versioner af den første Sokolovskij- udg. var »Military Strategy: Soviet Doctrine and Concepts«. Praeger NY. 1963 med en introduktion af Raymond L. Garthoff - og Soviet Military Strategy. Prentice-Hall, Engewood Cliffs, NJ. 1963 med en analytisk introduktion og annotering af H. S. Dinerstein, G. Gouré og Th. W. Wolfe fra RAND Corporation - Harriet Fast Scott har redigeret, annoteret og kommenteret den 3. udg. på engelsk - se H. F. Scott (ed.), Soviet Military Strategy. NY. 1 9 7 5 .
30. Et mere præcist argument for, at Sovjetunionen nu militært befinder sig i en god position til at kunne svare igen med et gengældelsesangreb kan findes i en artikel af I. Glagolev og V. La-rionov: Soviet Defense Might and Peaceful Coexistence - International Affairs, nov. 1963, pp. 27-33. Denne artikels forfatterskab repræsenterer en interessant kombination. Glagolev er sovjetisk specialist i international politik og nedrustningsanliggender og har været aktiv i uformelle diskussioner om nedrustningsspørgsmål med forskellige videnskabelige og officielle repræsentanter. Oberst Larionov, en sovjetisk militærekspert og politisk forfatter omkring strategiske anliggender, er en af forfatterne til Sokolovskijs Voennaja Strategija. Samarbejdet mellem disse to antyder, at Larionovs særlige kompetence som militærekspert skulle forstærke de politiske argumenter i artiklen.
31. se Sokolovskij, 1. udg., p. 211/2. udg., p. 230/3. udg., p. 224. Sokolovskij synes ligefrem at se en øget fare for en verdenskrig i 1960’erne (se 1. udg., 212/2. udg., 232/3. udg., 225) - en opfattelse, der er i klar strid med den gængse opfattelse i politiske kredse. - Se i øvrigt Strategi i Väst och Öst. Statens offentlig utredningar 1966:18. Stockholm 1966, p. 133.
32. se Izvestija d. 25. sept. 1963, p. 2.
33. se fx. N. Susko/Kondratkov, »Vojna i politika v jadernyj vek« - Kommunist Vooruzennych Sil, 1964, No. 2.
34. se I. Korotkov, »O razvitii sovetskoj voennoj teorii v posle-voennye gody« - Voenno-Istori- ceskij Zurnal, No. 4, april 1964, pp. 39-50. Korotkovs artikel er interessant af en anden grund. Den illustrerer nemlig en tendens i den sovjetiske militærteori og -doktrin til at halte bag efter den våbenteknologiske udvikling. Dette forhold er ligeledes fremhævet af oberst V. Konoplev og generalmajor S. Kozlov i Kommunist Vooruzennych Sil, No. 24, dec. 1963, pp. 28-34 og Kommunist Vooruzennych Sil, No. 5, marts 1964, pp. 9-15.
35. se Sokolovskij, 1. udg., 222/2. udg., 242/3. udg., 236 - se også Strategi i Väst och Öst, op.cit. p. 141.
36. se Krasnaja Zvezda d. 2. nov. 1963 - se også Strategi i Väst och Öst, op.cit. p. 142.
37. se Poslanie predsedatelja soveta ministrov SSSR N. S. Chrusceva glavam gosudarstv (pravi- tel’stv) stran mira - Pravda d. 4. jan. 1964, p. 1.
38. se sovjetiske bidrag: Bor. Dmitriev, Mednye kaski, Pekin i Klauzevic - Izvestija d. 25. sept. 1963, p. 2 - 5. Birjuzov, Politika i jadernoe oruzie - Izvestija d. 11. dec. 1963, p. 3.
39. Partiet har absolut autoritet til at definere den militære doktrin. Det militære lederskabs autoritet er begrænset af de definitoriske rammer. Det militære lederskab kan udvikle teoriens implikationer, men det kan ikke ændre teorien. Der er i øvrigt en betragtelig grad af integration af militæret i partiet. Omkring 1965 bemærkede marskal Malinovskij, den daværende forsvarsminister, at næsten 90 procent af de sovjetiske officerer, generaler og admiraler var kommunister eller ungkommunister - se R. Malinovskij, Nadeznyj straz otcizny - Pravda d. 23. febr. 1965, p. 2 - se i øvrigt C. G. Jacobsen, Soviet Strategy - Soviet Foreign Policy. Glasgow 1972, pp. 171-175. Næsten alle identificerbare sovjetiske forfattere, der beskæftiger sig med strategiske anliggender er militære officerer snarere end civile, og deres ideer må artikuleres i et sprog og en form, der er akceptabel for partiets lederskab. Partiet kræver monopol på autoritet - intellektuel, doktrinær og politisk - især autoritet til at definere politiske initiativer og benægter eksistensen af autonome interessegrupper. Det er muligt at skelne mellem distinkte skoler inden for strategi, krig og politik. På grundlag af diskrepanser og lejlighedsvise inkonsekvenser mellem artikler kan man sommetider notere eksistensen af fraktioner inden for partiet mellem »moderate« og »konservative«. Disse fraktioner lader sig i en vis forstand forbinde med de militærstrategiske skoler.
40 se Th. W. Wolfe, »Some New Developments in the Soviet Military Debate« - Orbis, vol. VIII, fall 1964, No. 3, p. 554.
41. se A. L. Monks, »Evolution of Soviet Military Thinking« - Military Review, 1971, No. 3, p. 83 - V. M. Bodarenko, et medlem af V. I. Lenins Militærpolitiske Akademi udtrykte den idé i sept. 1966, at nøglen til statens militære magt ligger i et massivt og fantasifuldt forsknings- og udviklingsprogram - se V. M. Bodarenko, »Voenno- techniceskoe prevoschodstvo vaz- nejsij faktor nadeznoj oborony strany« - Kommunist Vooruzennych Sil, No. 17, 1966, pp. 9-10.
42. se S. A. Tjuskevic, i Kommunist Vooruzennych Sil, No. 20, okt. 1966, p. 24.
43. se P. Trifonenko, »Ob”ektivnye zakony vojny i principy voennogo isskustva« - Kommunist Vooruzennych Sil, No. 1, 1966, p. 12.
44. se N. /. Krylov, »Nadeznyj scit mira« - Pravda d. 19. nov. 1964, p. 2 - Marskal Krylov var den mest ihærdige eksponent for tesen, at de strategiske missilstyrker var hovedgrenen i de sovjetiske væbnede styrker og den væsentligste slagstyrke. Han bidrog med artikler om dette emne ved mange lejligheder i det mindste op til 1968.
45. sml. her med Sokolovskij, 3. udg., p. 248.
46. Forskellen mellem et traditionalistisk og et modernistisk synspunkt på krigens varighed er mere end akademisk. Den er nemlig afgørende for opfattelsen af en række andre helt fundamentale spørgsmål. Disse inkluderer fx. det centrale problem om, hvor store styrker, man skal opretholde i fredstid og hvilken sammensætning disse styrker skal have og spørgsmålet om, hvor hurtigt der yderligere kan mobiliseres styrker i krigstid under de atomare betingelser. Og endelig impliceres spørgsmålet om, hvorvidt kriteriet for udvikling af de sovjetiske militærstyrker hovedsagelig skal være deres afskrækningsfunktion eller deres egentlige militære værdi i en krig. I modsætning til en tendens inden for den vestlige teori, der implicerer en aftagende betydning af den menneskelige faktor med den teknologiske udvikling ser den sovjetiske teori ikke en sådan sammenhæng. Tværtimod øges betydningen af den menneskelige faktor, fordi avanceret teknologi kræver større dygtighed, der igen kun kan opnås gennem en højere politisk organisation. På grund af den menneskelige faktors betydning understreger den sovjetiske strategi massernes politiske attitude som absolut afgørende for sejren. Således så Puchovskij massernes »politiske bevidsthed« som et kritisk element i militærpolitik - se N. V. Puchovskij, O mire i vojne. M. 1965, p. 38.
47. se I. A. Grudinin, i Kommunist Vooruzennych sil, No. 3, 1965, pp. 52-55.
48. se N. Ja. Susko i A. S. Zeltov (ed.), Metodiceskie problemy voennoj teorii i praktiki. M. 1969, p. 284 - se også Sokolovskij 3. udg., p. 334.
49. se Sokolovskij, 3, udg., p. 347.
50. ibid. p. 335.
51. se Sokolevskij, 1. udg., 238/2. udg., 260/3. udg., 255 - se også gennemgangen i Strategi i Våst och Ost, op.cit. p. 147.
52. se Sokolovskij, 2. udg.,261(3. udg., 255-56.
53. se Sokolovskij, 2. udg.,96/3. udg., 89 - se i øvrigt Strategi i Våst och Ost, op.cit.p. 155.
54. At militære kredse gennemgående holder mere fast ved den clausewitz-leninske tese om krigen som en fortsættelse af politikken er i og for sig ikke overraskende. Deres status inden for det sovjetiske samfund er i sidste række afhængig af, at det arbejde, de er uddannet til at udføre i en rationel henseende er meningsfyldt. Ikke mindst af denne grund har de så længe som muligt holdt fast ved opfattelsen af den globale krig som et instrument for politikken. Da det ikke længere var muligt at fastholde denne opfattelse begyndte man at fravige de tidligere positioner omkring lokal krig. De lokale eller begrænsede krige kom atter til ære. Krigen blev igen et rationelt middel for politikken - se i øvrigt Strategi i Våst och Ost, op.cit. p. 158.
55. Krasnaja Zvezda d. 26. april 1964 og d. 20. maj 1964.
56. Et lgn. syspunkt blev fremført af oberst S. I. Krupnov i dennes bog Dialektika i Voennaja Nauka. M. 1963, pp. 109-10. Sml. med Sokolovskij og Cerednicenko i Krasnaja Zvezda d. 25. og 28. august 1964, hvor de fremfører den påstand, at en krig ikke nødvendigvis vil implicere atomvåben - se også Sulimov, der anslår de samme strenge, når han fremfører den forpligtelse der er i den sovjetiske militærdoktrin til at sikre, at den militære opbygning tager sig ud som en harmonisk udvikling af alle våbentyper - se J. Sulimov, Osnovy i principy sovet- skogo voennogo stroitel’stva v period perechoda ot socializma k kommunizmu - Kommunist Vooruzennych Sil, No. 4, 1965, p. 11.
57. E. Rybkin havde tidligere beskæftiget sig med forholdet mellem moderne krig og dens politiske konsekvenser - se hans Vojna i politika. M. 1959, pp. 25-26.
58. se dennes »Absoljutnoe oruzie i problema besopasnosti« - Mezdunarodnaja zizn’, No. 4, 1962 - samme artikel også i International Affairs, No. 4, 1962, pp. 22-27.
59. se E. Rybkin, »O suscnosti mirovoj raketno-jadernoj vojny« - Kommunist Vooruzennych sil, sept. 1965,m pp. 50-56.
60. En mere detailleret analyse af Rybkins artikel kan findes i Roman Kolkowicz, The Red »Hawks« On the Rationality of Nuclear War. The RAND Corporation, RM-4899-PR, marts 1966. Rybkin var eksponent for en bestemt tendens inden for den militærstrategiske debat, man hans synspunkter stod ikke uimodsagt. Således gik I. Grudinin i juli 1966 i rette med Rybkin for hans »borgerlige« teoretiseren over moderne krig og især for at have undladt en marxistisk-leninistisk analyse ved pragmatisk at understrege den materielle styrke-balance uden i tilstrækkelig grad at betone det sovjetiske systems fordele. Både Rybkin og Grudinin kritiseres i en leder i Krasnaja Zvezda i jan. 1967 for at bevæge sig langs kanten af de forandringer, der skulle tages i betragtning under de atomare betingelser.
61. se K. Bockarev/I. Sidel’nikov i Krasnaja Zvezda d. 21. jan. 1965.
62. se også Th. W. Wolfe, Soviet Power and Europe 1945-1970. Baltimore 1970, pp. 451-52. Også I. I. Jakubovskij udtrykte i sommeren 1967 - umiddelbart efter sin udnævnelse til øverstbefalende for Warszawastyrkerne, at den sovjetiske militærmagt må være beredt på at føre konventionel krig såvel som nuklear krig på alle niveauer - se Krasnaja Zvezda d. 21. juli 1967.
63. se I. Sidel’nikov, i Krasnaja Zvezda d. 22. sept. 1965.
64. se fx. V. Larionov, Krasnaja Zvezda d. 18. marts 1965 - også G. Miftiev, Krasnaja Zvezda d. 4. juni 1965.
65. se Th. W. Wolfe, The Soviet Military Scene: Institutional and Defence Policy Considerations, RM-4913-OR, The RAND Corparation juni 1966, pp. 64-68.
66. se fx. P. Kurochkin, Krasnaja Zvezda d. 9. juli 1965 - F. Burlatskij, »Uroki bor’by za edinst- vo« - Pravda d. 24. juni 1965, p. 3 - se også tale af Breznev i anledning af rumænsk partidelegations besøg i Moskva (Pravda d. 11. sept. 1965, p. 2 - se også Kosygin i Krasnaja Zvezda d. 1. juli 1965 - se også Suslovs tale i anledning af Odessa’s tildeling af Lenin-ordenen og Zo- lotaja Zvezda (Pravda d. 31. okt. 1965, p. 2 - se også O gosudarstvennom bjudzete SSSR na 1966 god i ob ispolnenii gosudarstvennogo bjudzeta SSSR za 1964 god. Doklad Ministra fi- nansov SSSR deputata V. F. Garbuzova, Pravda d. 8. dec. 1965, p. 5.
67. se S. Stemenko i Nedelja No. 6 d. 31. jan. - d. 6. febr. 1965.
68. se N. Lomov i Kommunist Vooruzennych Sil, No. 21, nov. 1965, pp. 16, 18.
69. se V. Zemskov i Krasnaja Zvezda d. 3. august 1965.
70. V. D. Sokolovskij/M. /. Cerednicenko, »O sovremennoj voennoj strategii« - Kommunist Vooruzennych Sil, No. 7, april 1966, pp. 59-66.
71. se ovenfor - Krasnaja Zvezda d. 25. og 28. aug. 1964.
 
 
 
 
PDF med originaludgaven af Militært Tidsskrift hvor denne artikel er fra:
PDF iconmilitaert_tidskrift_108_aargang_okt.pdf
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Litteraturliste

Del: