Krigen har ikke et kvindeligt ansigt

Anmeldt af: Claus Mathiesen

Krigen har ikke et kvindeligt ansigt; Forfatter: Svetlana Aleksijevitj; Forlag: Forlaget Palomar; 371 sider; 299,- kr.

Den hviderussiske forfatter Svetlana Aleksijevitj’ bog ”Krigen har ikke et kvindeligt ansigt” kan næppe siges at være en sensation i sig selv. Bogen, som var med til at indbringe forfatteren Nobelprisen i 2015, udkom allerede i 1985 og blev den første bog ud af fem med fællesbetegnelsen ”Utopiens Stemmer”. I denne serie har forfatteren samlet tusindvis af vidneberetninger fra forskellige dele af Sovjetunionens liv, fra Den Store Fædrelandskrig, hvor både kvinder og børns fortællinger er samlet, over Afghanistankrigen og Tjernobylkatastrofen til tiden under og efter Sovjetunionens opløsning, som er emnet for hendes nyeste bog fra 2013. Sidstnævnte bog er så vidt vides på vej i dansk oversættelse.

Aleksijevitj formår i denne serie på foreløbig fem bøger at få folk til at berette med en høj grad af ærlighed og personlighed om deres oplevelser og skæbner, som ofte er belagt med fortrængninger, tabu og en vis grad af politisk ukorrekthed. Forfatteren indsats består i efterfølgende at organisere det omfangsrige materiale og føje det sammen med egen tekst, som i bogen med kvindeberetninger ikke optager meget plads. Det er vidnernes stemmer, som skal høres, ikke forfatterens.

Bogen er dybest set et ”glasnost”-fænomen, altså stammende fra en tid, hvor Gorbatjovs forsøg på at reanimere den akut terminale Sovjetunion indebar muligheden for at omtale emner, der indtil da var forbeholdt privatsfæren. Sovjetiske militærhistorikere havde udarbejdet en vedtagen, officiel fortælling om Den Store Fædrelandskrig, som ikke måtte beklikkes. Det var især efter 1965 blevet til en monolitisk og meget ”maskulin” fortælling om geniale strateger, heltemodigt forsvar og opofrelse, slag og kampagner frem til den endelige sejr, som ud over enkelte, autoriserede og dyrkede helteskikkelser, ikke levnede megen plads til den enkelte krigsdeltagers subjektive og personlige andel. Aleksijevitj intention var tydeligt at råde bod på dette. Bogen er i forbindelse med tildelingen af Nobelprisen blevet oversat til dansk i 2015, 30 år senere. Det bør nævnes, at den for længst er oversat til de europæiske hovedsprog. Oversættelsen er foretaget meget kompetent af Tine Roesen, kun enkle passager vil skurre let i ørerne på den militærkyndige læser, fx anvendes ordet ”minekaster” i stedet for det mere moderne ”morter”, og et enkelt sted møder vi en kaptajn som divisionschef, han er chef for en artilleriafdeling. De kvindelige vidners tone og beretning er fint ramt.

Bogens afsnit er tematiske. I hvert afsnit er nogle af vidnesbyrdene meget korte, andre længere. Personligt synes jeg bedst om de længere, da de kortere let bliver lidt kalejdoskopiske. Emnemæssigt dækkes forhold som det at begive sig ud i krig, motivation, aktiv krigsdeltagelse, både ved fronten i regulære enheder og partisanbevægelser, livet i baglandet, samt i nogen grad den svære tilbagevenden til et almindeligt liv efter krigen. Lad mig med det samme sige, at det er barske beretninger, det gælder ikke mindst de mange vidnesbyrd fra kvindelige sanitetssoldater. I Sovjethæren var der mange kvinder i sanitets-, signal- og forsyningstjenesterne. Desuden var der et stort antal fremragende finskytter.

Hvordan kommer så det særlig ”kvindelige” til udtryk? På mange forskellige måder, også mere pudsige, som forfængelighed i forhold til de udleverede uniformer, hvor man først langt ind i krigen fik særlige uniformsdele til kvinder, men også de alvorlige som den skepsis, de blev mødt med af det mandlige personel, den problematiske kærlighed, også sex, ja sågar ægteskaber indgået ved fronten. Mange kvinder konstaterer, at krigens udfordringer medførte biologiske forandringer, såsom fravær af menstruation, samt en maskulinisering, som ofte gjorde det svært at være kvinde efter krigen, føde børn og være moder. Særligt gribende virker beretningerne om det had og den mistro, som de hjemvendte kvinder ofte blev mødt med af de hustruer til militærfolk, som var blevet hjemme, samt naturligt nok alle de mange fortællinger om den umiddelbare død og de altid frygtede dødsmeddelelser. Stærkt indtryk gør fortællingerne om kvindernes deltagelse i partisankrigen, hvis vilkår var særlig brutale. Mange af Aleksijevitj’s vidner er hviderussere, og netop Hviderusland var åstedet for de mest omfattende partisanoperationer. Trods kvindernes udholdenhed og evne til at fungere i dette maskuline miljø, vil jeg her bringe det eneste citat, selv om bogen indeholder hundredevis af rammende formuleringer. På s. 287 siger en kvindelig snigskytte således: ”I krigen er der ikke nogen kvindelige lugte, de er alle mandlige. Krigen lugter af mand”.

Selv under glasnost var der emner, som ikke kunne berøres. Det fremgår af bogens indledende kapitel, at forfatteren havde bataljer med censuren. Derfor er den nyeste udgave af bogen ikke identisk med 1985-udgaven, selv om det ikke fremgår klart, hvad den er udvidet med. Nogle emner, som helt givet har spillet en rolle, er ikke omtalt, for eksempel de uendelig mange voldtægter, som fandt sted, både fra tysk og sovjetisk side. Heller ikke emner som mulig prostitution og kærlighedsaffærer med tyske soldater i de besatte områder er behandlet.

Hvorfor er bogen overhovedet relevant 70 år efter krigsafslutningen og 30 år efter udgivelsen? På mange måder, men ikke mindst fordi det menneskelige aspekt i forbindelse med deltagelse i krig eller krigslignende operationer i høj grad er kommet i fokus igen, for eksempel i forbindelse med vores egen veteranpolitik. For den Ruslandsinteresserede er bogen vigtig som et modsvar til den i dag pågående genetablering af en monolitisk, statsautoriseret fortælling om krigen som en hellig og urørlig bedrift i det russiske folks historie, den primære reference til alt tappert, ret og ægte.

Med forbehold for de 30 års forsinkelse af den danske oversættelse, samt et muligt fravær hos læseren af bogens referenceramme, den officielle, sovjetiske historiefortælling, giver jeg den 4 ud af 5 flag.

Del: