Krig og statsdannelse i Afrika syd for Sahara

Indledning
”Krig skaber stater”. Det synes der at være enighed om blandt forskere i europæisk statsdannelse.2  De europæiske magthavere var siden middelalderen konstant enten i krig eller ved at forberede sig til krig. Dette medførte, at der blev oprettet stående hære, og den almene værnepligt erstattede brugen af lejesoldater. Dette kostede penge og, helt  essentielt  for  opbyggelsen  af  et  statsapparat,  blev  omfattende  skattesystemer derfor bygget op. Magthaverne inddrev skatter og gav i stedet befolkningerne den fred og sikkerhed, som var nødvendig for at opretholde en økonomi i vækst. Magthaverne investerede også i udviklingen af ny våbenteknologi og var derfor med til at give den kapitalistiske udvikling et skub. Fra at have været ”hvepse”, der levede af lidt nektar (lejlighedsvise tributter til kongen), som de sugede til sig hist og pist, voksede de europæiske stater langsomt til at blive lokomotiver, der ”hvilede på befolkningens banelegeme”.3  En afsporing ville være ensbetydende med, at staten ikke længere ville kunne fungere, fordi den var blevet afhængig af indtægter fra befolkningen. Befolkningen var også blevet afhængig af staten, ikke længere kun til beskyttelse, men også til infrastruktur, pension, og i sidste ende også sociale ydelser. Fra kun at have været i besiddelse af despotisk magt, evnen til at føre vilkårlige beslutninger ud i livet uden at forhandle med grupper i befolkningen, udviklede staten også infrastrukturel  magt,   evnen   til   at   gennemtrænge   det   civile   samfund   og implementere politiske beslutninger i hele landet.4 Militært set monopoliserede staten efterhånden voldsmidlerne, således at de væbnede styrker kun blev anvendt til forsvar og ikke til intern konfliktløsning. Militæret var altså udadvendt, ikke indadvendt. Den moderne nationalstat var opstået med krig og kapitalisme som de væsentligste drivkræfter.

Foto: Forsvaret.dk Danskere i Sydsudan - FN-missionen UNMISS skal sikre freden og hjælpe med at udvikle statsdannelsen i Afrikas nye stat Sydsudan. Danmark støtter med 14 FN soldater.

Staterne i Afrika syd for Sahara har i det store og hele ikke bekriget hinanden. Mens Europæiske stater historisk har ført krige mod hinanden har krige i Afrika primært været intra-statslige.5  Med andre ord har militæret her været primært indadvendt, ikke udadvendt. En vigtig årsag hertil er, at de afrikanske stater blev skabt af europæiske kolonimagter, som trak landegrænserne vilkårligt imellem sig. Selv om kolonimagterne bekrigede hinanden indbyrdes, havde de i Afrika nok at gøre med at etablere en administration i de store, ofte uigennemtrængelige geografiske områder. Det var for bekosteligt også at skulle bekæmpe hinanden på tværs af grænserne.6 Ved afkoloniseringen af Afrika i 1950erne og 60erne blev de nye stater, som var tidligere kolonier, anerkendt af FN. En sådan anerkendelse indebar at staterne blev suveræne, ingen måtte blande sig i deres indre anliggender. De afrikanske statsledere vedtog også selv dette princip i Organisationen for Afrikansk Enhed (OAU). De var ikke interesserede i at bruge knappe ressourcer på at bekrige hinanden.
 
Før 2. Verdenskrig havde den norm været gældende, at svage stater bukkede under, mens stærke stater overlevede. Nu blev de nye stater anerkendt udelukkende udfra det kriterium, at de havde været en koloni og ikke udfra betragtninger om, hvorvidt de besad en stats evne til at kontrollere et territorium, forsvare sig udadtil, endsige tilbyde befolkningen en række basale goder, såsom fred, sikkerhed, infrastruktur og sociale ydelser. Staterne besad kun negativ (juridisk) suverænitet og ikke positiv (faktisk) suverænitet.7 Den internationale norm om negativ suverænitet betød, at statslederne i Afrika kunne regere deres territorier mere eller mindre som de lystede, samtidig med, at de oveni købet kunne modtage økonomisk bistand fra det internationale samfund.8
 
Ved at begrænse krig mellem de afrikanske stater har det internationale system måske fremmet nogle humanitære formål, men dette kan have fjernet nogle geopolitiske og økonomisk   dynamikker,   som   i   Europa   tjente   det   formål   at   skabe   stærke, velfungerende stater.9 Afrikanske stater kan på denne måde siges at ”have haft det for let”, og de har udviklet sig forskelligt fra de europæiske stater.
Efter den kolde krigs afslutning er normen om negativ suverænitet ikke så fremherskende længere. Der er ikke længere supermagter, der kæmper om allierede i den tredje verden, og afrikanske stater er i stigende grad alene om at skulle opbygge deres institutioner.10  Måske vil dét, at ”kold-krigs-låget” over Afrika er blevet løftet, medføre, at en forsinket og denne gang reel statsdannelse vil igangsættes. Der kan altså argumenteres for, at man skal ”give krig en chance”, og se, hvad der så sker i form afstatslig (gen)opbygning. I dette bidrag vil vi argumentere for det modsatte: Krig i Afrika vil sandsynligvis ikke have en sådan effekt. For det første er afrikanske ledere stadig ikke interesserede i at bekrige hinanden. De bruger suveræniteten som en livsgaranti, som dét, der holder dem ved magten. Krig i Afrika er derfor stadig krig internt i –eller på tværs af- stater, snarere end mellem stater, som man så det i Europa. For det andet er den økonomiske situation i globaliseringens tidsalder en helt anden end i middelalderens og renæssancens Europa. Krig skaber ikke økonomisk udvikling i Afrika men tjener snarere det modsatte formål: en fortsat personlig berigelse af politiske  og  militære  eliter  på  samfundets  bekostning.  Med  andre  ord  er  de geopolitiske og økonomiske dynamikker helt anderledes end de var i perioden for de europæiske staters dannelse, hvor statslederne qua overlevelse var tvunget til at industrialisere og skabe økonomisk vækst som konsekvens af krig. I en afrikansk sammenhæng med meget svage statslige institutioner, resulterer disse forhold i, at de enkelte ledere får stor betydning for, hvor ødelæggende en effekt disse dynamikker får lov at have. I Liberia tillod flydende strukturer, at Charles Taylor fik lov at hærge det civile samfund på grusomste vis. Derimod udnyttede Uganda’s Museveni de flydende strukturer til at vinde et væbnet oprør og opbygge en nogenlunde fungerende stat, hvis kapacitet dog til stadighed trues af militarisering, mistillid og korruption.11
 
Politik og Økonomi i Afrika
Afrikas politiske og økonomiske vilkår både ligner og er forskellige fra de betingelser som de europæiske monarker levede under.12  Politisk set er   statsapparaterne, som nævnt, meget svage. De politiske systemer er præget af ”personligt styre”, i hvilket magthaveren regerer landet som var det hans eget hof. Lederen opnår politisk støtte ved at ”købe” sig til loyalitet for vigtige poster (klientelisme), eller ved at udmanøvrere eventuel opposition.13 Denne måde at legitimere styret på fungerer også mere bredt i systemet, sådan at udviklingsprojekter som veje, skoler, hospitaler og lignende bliver bygget i distrikter, hvor toppolitikere eller embedsmænd har allierede. I det klientelistiske system er det personer snarere end det er institutioner der spiller en rolle. De formelle politiske spilleregler, såsom forfatninger, bliver ikke overholdt, tværtimod afhænger systemets overlevelse i høj grad af, hvor dygtig den enevældige leder er til at manøvrere politisk.
Man kan, med rette, påpege, at en styreform bundet op omkring personlige relationer via en stærk leder har mange fællestræk med det europæiske enevælde, som jo også var klientelistisk og havde svag statskapacitet. Men den store forskel er, at normen om negativ suverænitet har tilladt de svage stater i Afrika at overleve. I det tidlige Europa bukkede staterne under, hvis de enevældige herskere blev for dårlige til at beskyttebefolkningerne og udtrække ressourcer. Det er ikke tilfældet i Afrika, hvor statens overlevelse som geografisk, politisk enhed er givet en ’livsforsikringsgaranti’14. Konsekvensen   heraf   er   for   det   første,   at   landets   ressourcer   ikke   kommer befolkningerne til gode i bred forstand, men kun dem, som er så heldige at have adgang  til  magten.15   For  det  andet,  at  der  er  en  stigende  kløft  mellem  den internationale antagelse om at tilkendt juridisk suverænitet er lig med fuld territoriel kontrol samt et operativt statsapparat, og hvordan faktisk statsmagt udøves i Afrika16. Staterne har ikke udviklet sig til territorielt afgrænsede magt-containere, som det skete i den europæiske kontekst, hvor statsmagten og kapaciteten territorielt udstråler fra og dækker center til grænse.17  Dette indebærer et reelt og mærkbart ordensproblem.18  I både Liberia, Uganda og en række andre stater er der en række, ofte bevæbnede, bevægelser, der reelt kontrollerer dele af statens domæne både politisk og økonomisk. Den negative suverænitet udtrykkes ved at mange afrikanske stater rangerer blandt de mest  uforudsigelige  med  hensyn  til  opretholdelsen  af  lov,  orden,  beskyttelse  af ejendom og blandt de mest korrupte.19  Lav administrativ kapacitet giver desuden store  problemer  med  at  udføre  rutinemæssige  administrative  funktioner  som  at inddrive  skatter,  udbyde  basale  sociale  ydelser  som  hospitaler  og  statsrelaterede investeringer, for eksempel veje. I enkelte tilfælde er statsapparatet ikke andet end en tom skal.20
Økonomisk set er der også forskelle mellem de dynamikker, der influerede den tidlige kapitalisme i Europa, og de sammenhænge, der udgør en mulighedsstruktur for økonomisk udvikling i Afrika. I Europa gik statskonsolideringsprocesserne hånd i hånd med udviklingen af en selvforsynende, monetariseret og senere industrialiseret økonomi, igen, som nævnt i indledningen, primært motiveret af den geopolitiske kamp mellem staterne21. Efter afkolonialiseringen blev Afrikas stater derimod indlemmet i det internationale statssystem uanset deres økonomiske formåen og udviklingsstadium.   Økonomierne bar præg af den måde, hvorpå kolonimagterne havde organiseret jord og kapital. Ofte var det sket med blik for egne interesser, billige  råvarer  til  hjemmemarkedet  etc.  og  investeringer  var  derfor  fokuseret  på råvare-eksport snarere end på at opnå industrialisering og transformation af de nationale afrikanske økonomier22.
Denne udvikling er ikke blevet vendt i uafhængighedsperioden. Selvom der har været enkelte tilfælde af industrialisering og vækst, som Botswana, er de fleste stater stadig låst fast i en negativ udviklingsspiral med lav eller negativ vækst og ofte faldende gennemsnitlig levestandard. Afrikas økonomier er fortsat afhængige af eksport af nogle enkelte råvarer som bomuld, kaffe eller kakao og formår ikke at opnå nogen nævneværdig  industrialisering,  endsige  tilkobling  til  den  globale informationsrevolution.  Da  priserne  på  primærvarer  tilmed  over  tid  har  været faldende, har det betydet økonomisk stagnation for de fleste stater. Konsekvensen er ikke kun, at økonomierne er følsomme overfor eksterne chok (på grund af afhængigheden af primær produkter), men også, at staterne efterhånden er blevet afhængige af international bistand, og er tynget af betydelige gældsbyrder.23
Årsagerne  til  den  økonomiske  deroute  er  selvfølgelig  mange  og  komplekse.  De internationale donorer har en tendens til at skyde skylden på de afrikanske staters dårlige ledelse og korruption, mens de afrikanske ledere typisk anklager det internationale økonomiske system med de faldende råvarepriser og lukkede markeder. Men uanset hvem man vælger at bebrejde Afrikas dårlige økonomiske formåen har den klare konsekvenser. I en nyligt publiceret rapport har Verdensbanken kædet økonomisk underudvikling og stagnation sammen med en række politiske og sociale problemer Afrika står overfor. Problemerne spænder fra social ulighed og dårlige uddannelsesmuligheder over trusler mod den generelle folkesundhed som underernæring, malaria og AIDS til sociale konflikter og intern krig.24
Som region betragtet har Afrika Syd for Sahara klaret sig dårligst i verden med en lang periode i 1980erne og starten af 1990erne, hvor væksten var negativ.25 Som eksempel var Ghana og Sydkorea på lige fod økonomisk set i 1960erne, men nu er Ghanas BNP på 7,4 milliarder dollars og rangerer som verdens nummer 96, men Sydkoreas BNP er på 397.9 milliarder dollars, og Sydkorea har verdens 13. største økonomi26. Lægger man hele regionens (48 stater) samlede indkomst sammen er den ikke meget højere end Belgiens. I mange tilfælde er Afrikanske staters gennemsnitlige BNP per capita betragteligt lavere end ved uafhængigheden for 30 år siden, i snit 315$ i 1997. Afrikanske  stater  har  altså  en  række  fællestræk  med  de  europæiske  stater  i middelalderen og renæssancen: de er svage, og de er præget af personligt styre hvor formelle regler ikke betyder meget. De har en høj grad af despotisk magt men en lav grad af infrastrukturel magt. Og økonomisk er de ikke udviklede, de har meget subsistenslandbrug og en lav grad af industrialisering. Men der er vigtige forskelle, som gør, at krig i Afrika skaber andre dynamikker end i det tidlige Europa. Disse forskelle bunder i den internationale norm om suverænitet, hvis konsekvens er, at militæret i Afrika er mere indadrettet end udadrettet – den geopolitiske dynamik mangler simpelthen i den afrikanske kontekst! Sammenkoblet med de svage stater betyder dette, som illustreret i nedenstående figur, at relationer mellem eliter ikke bliver mere formaliserede gennem, for eksempel, mellemstatslig forhandling, men tværtimod at relationer i stigende grad bliver uformelle og privatiserede.
Figur 1. Krig og dynamikker i Afrika

Sådanne dynamikker virker ikke fremmende for statslig (gen)opbygning. Krig skaber heller ikke økonomisk udvikling. Hvis præsident Museveni eksempelvis har brug for våben, er det mere sandsynligt, at han tager til Hviderusland for at hente dem, end at han  sætter  gang  i  en  hjemlig  produktion.  Når  relationer  er  privatiserede  og institutioner svage, får de enkelte ledere mere betydning for den grad af fred og sikkerhed som borgerne nyder. I det følgende vil vi kort illustrere de beskrevne dynamikker med eksempler fra Liberia og Uganda.
 

Liberia og Statslig Kollaps
Liberia er blevet fremhævet som en af de mest brutale og anarkiske krige i nyere Afrikansk historie. Hærdede professionelle soldater, der deltog i ECOWAS’s fredsbevarende styrke, var forfærdede ved utallige tilfælde af kannibalisme, tortur, tilfældige  drab  og  oprørernes  makabre  og  bizarre  fremtoning. Oprørerne  gik  for eksempel ofte med kvindeparykker, var iført rumhjelme, magiske masker, badehætter og bar amuletter i form af menneskeknogler om halsen. At oprørerne tit var børn gjorde ikke billedet mindre grotesk.27
Krigen  i  Liberia  var  ikke  blot  et  eksempel  på  endnu  en  afrikansk  stat,  der eksploderede i kaos, traditionalisme og blodtørst. Krigen fulgte specifikke logikker, og de  anvendte  politiske  strategier  var  afgørende  for,  at  den  liberianske  stat  i  dag fremstår som en tom skal domineret af den nuværende præsident Charles Taylor og hans personlige syndikat. Dette er hverken nogen tilfældighed eller et produkt af krigens uintenderede konsekvenser. De politiske forandringer blev målrettet iværksat af Taylor, som benyttede krigsførelsen som politisk instrument. William Reno har understreget,  at  ‘....individer  måske  slås  bare  for  at  slås,  men  det  er  rationelle interesser, der ligger bag politiske lederes motivation. De slås for magt - for at kontrollere folk og ressourcer’28.
 
Baggrunden
Selvom forandringen af politiske relationer i Liberia primært var en konsekvens af den krig, som Taylor startede i december 1989 for at vælte præsident Samual Doe af tronen og etablere sig selv som den ledende politiske autoritet, må disse også forstås på  baggrund  af  den  måde,  hvorpå  Doe  organiserede  liberiansk  politik  forud  for krigen. Doe var selv kommet til magten ved et voldeligt kup i 1980, hvor han styrtede den herskende Liberio-amerikanske elite, der ellers havde holdt fast i magten siden landet blev erklæret uafhængig i 1847. Doe centraliserede hurtigt den politiske magt i præsidentskabet og anvendte i udstrakt grad politisk vold for at få borgere og politiske modstandere til at føje ham29.
Det var ikke i Does interesse at gennemføre politiske reformer og dermed styrke statens kapaciteter. Doe fulgte bevidst en politisk strategi, der søgte at af- instituionalisere den liberianske stat og monopolisere den politiske autoritet i sin egen person. Dette var tilfældet, dels fordi Doe dermed kunne berige sig selv, men det var også  nødvendigt  for  at opretholde kontrol med politiske modstandere - såkaldte lokale ‘strongmen’. Doe forsøgte ikke at udøve politisk autoritet via det formelle statsapparat, men funderede den på politiske og økonomiske alliancer med konkurrende strongmen, Doe forsøgte at holde i et klientelistisk afhængighedsforhold, såvel som på den bistand, Doe modtog i stor stil fra hans kold- krigs-alliance med USA30.
Denne politiske organisering var ustabil, fordi den hvilede på Does evne til at manipulere politiske modstandere, for eksempel ved at spille dem ud mod hinanden eller slet og ret at købe sig til at støtte ham ved hjælp af den eksterne bistand, han modtog. Det politiske spil gav følgeligt også anledning til adskillige politiske konfrontationer mellem Doe og hans modstandere op igennem 80erme. Doe var imidlertid i stand til at afværge disse angreb og foreløbigt stabilisere de skrøbelige klientistiske netværk.31  I slutningen af 1980’erne stod Doe med en (stats)kasse, der bogstaveligt talt var tom. Samtidig trak USA i midten af 1988 officielt sin kold-krigs- bistand tilbage, og Verdensbanken og IMF lukkede for Does lånemuligheder. Sidstnævnte skete som konsekvens af den såkaldte ‘Opex’ rapport, der beskyldte regimet for omfattende korruption. Doe havde dermed tabt såvel væsentlig politisk støtte som praktisk talt hele (det officielle) statsbudget i kampen om at kontrollere sit netværk. Det var nu ikke længere muligt for Doe at opretholde sine klientelistiske relationer, der primært gik på, at Doe betalte lokale “strongmen” for politisk loyalitet.
 
Krigen
Julenat 1989 startede Taylors National Patriotic Front of Liberia (NPFL) oprøret mod Does styre og havde let ved at opnå politisk støtte fra lokale “strongmen”, der nu opfattede Taylor som en bedre politisk og økonomisk alliancepartner. Taylor vandt hurtigt terræn overfor regeringsstyrkerne (AFL), der var sat ind for at nedkæmpe oprøret og kontrollerede i midten af 1990 90 procent af Liberias territorium. Gruppen af Vest Afrikanske stater (ECOWAS) så imidlertid med bekymring på Taylors kamp for magten og besluttede at autorisere en fredsbevarende styrke (ECOMOG) under Nigeriansk lederskab. Styrken formåede at afværge Taylors endelige angreb på hovedstaden Monrovia i august 1990.
Hverken NPFL eller ECOWAS/AFL var i stand til at opnå militær overlegenhed. ECOWAS/AFL kontrollerede Monrovia, mens Taylor kontrollerede områderne uden for Monrovia. Taylor indså, at han ikke umiddelbart kunne vinde Monrovia, og samtidig begyndte NPFL at fragmentere. Adskillige faktioner indenfor NPFL brød ud og proklamerede egne selvstændige dagsordener - for eksempel Yormie Johnsons Independent National Patriotic front of Liberia, der kontrollerede dele af forstæderne i  Monrovia. Johnsons, der var kendt for skruppelløs adfærd, fangede i september
1990 Doe, udsatte ham for tortur og dræbte ham. Liberia var nu effektivt uden politisk lederskab. ECOWAS installerede en midlertidig præsident, Amos Sawyer, men  opnåede  aldrig  accept  heraf  fra  Taylor,  der  selv  begyndte  at  opbygge institutionelle strukturer til at administrere de områder, NPFL kontrollerede. Liberia var effektivt blevet en stat uden et territorium. Politisk autoritet var delt mellem NPFL,  andre  konkurrerende  politiske  faktioner  og  den  af  ECOWAS  støttede overgangsregering32.
Taylors - og mange andre krigsherrers - mål og strategier skiftede herefter karakter33. Dét, at ingen af parterne var i stand til at nedkæmpe hinanden, medførte en transformation  af  krigens  form  og funktion.  Krigsførelsen skiftede fra et relativt konventionelt angreb mod statsmagten til en kamp om adgangen til værdifulde ressourcer, der dels skulle bruges som betaling for at opretholde en militær kapabilitet og dels som middel til at konsolidere sig som krigsherre lokalt eller regionalt. Taylor var ikke i stand til at indtage Monrovia på grund af ECOWAS tilstedeværelsen og kunne  dermed  ikke  vinde  statsmagten.  En væsentligere  konsekvens  heraf  var,  at Taylor  ikke  kunne  manipulere  internationale  donorer  qua  anerkendelsen  som suverænt statsoverhoved til at finansiere sine politiske ambitioner og opretholde en militær kapabilitet. I stedet måtte Taylor fokusere på at opnå kontrol med lukrative kommercielle  netværk,  så  som  handel  med  våben  og  naturligt  forekommende råstoffer, i særdeleshed tømmer og såkaldte konflikt-diamanter. Denne strategi blev nidkært udviklet og forfulgt af Taylor i løbet af krigen34.
Allerede relativt tidligt i krigen begyndte Taylors NPFL ad hoc at sælge efterladt industrielt statsejet udstyr, maskinel etc. for at skaffe penge til krigsførelsen. Efterhånden gik Taylor over til mere permanente arrangementer som skovning, minedrift, som NPFL enten selv kontrollerede eller ‘leasede’ til højstbydende. Taylors økonomi indgik i et videre regionalt og globalt kommercielt netværk, hvor specielt ædeltømmer, diamanter og våben blev solgt og videresolgt med betydelige personlige profitter til Taylor. Særligt essentielt for Taylor blev kommercielle og politiske relationer til Sierre Leones oprørsbevægelse, Revolutionary United Front (RUF), som Taylor fra 1991 og fremefter intenst støttede - hvis ikke uofficielt kontrollerede. Sierre Leone bevægelsen var særlig lukrativ fordi den kontrollerede store dele af de nordlige og nordøstlige dele, hvor der er betragtelige diamantforekomster. Disse forekomster blev udnyttet af RUF og ‘videresolgt’ til Taylor for våben, militær træning eller anden støtte35. Mellem 1990 og 1994 lå den totale værdi af disse kommercielle netværk i nærheden af 200-250 millioner dollars om året36.
 
Destruktion efter 1997
Den  politiske  og  fysiske  kontrol  med  væsentlige  kommercielle  interesser  og  den illegale udnyttelse af disse var således afgørende for Taylors evne til at føre krig og dermed konsolidere sig politisk.37  Da Taylor var sikker på at vinde kontrollen med statsmagten - blandt andet ved at manipulere forskellige fredsinitiativer - ‘sænkede’ han våbnene. I 1997 underskrev Taylor (endnu) en fredsaftale og ved de efterfølgende
‘demokratiske valg’ kunne Taylor indtage præsidentsædet under sloganet ‘He killed my ma, he killed my pa but I will vote for him!’38  Selvom Taylor nu på ‘legitim’ vis kan kalde sig Liberias præsident, har hans politiske og økonomiske strategier ikke ændret karakter. Som Reno rammende skriver, er resultatet af fredsaftalen og Taylors indsættelse som præsident, at Taylors uofficielle krigsherrestat er blevet omdannet til en krigsherrestat, der er internationalt anerkendt som suveræn. Taylor arvede en stat, der på grund af bevidste politiske strategier under Doe-styret og næsten et årtis krig var nærmest fuldstændig afbureaukratiseret, afinstitutionaliseret og administrativt forkrøblet.
Dette har Taylor bevidst udnyttet i efterkrigstiden. Monrovia står sønderskudt tilbage, har intet lys, intet rindende vand, kun meget få jobs og sundhedsvæsenet er mere eller mindre ikke-eksisterende. John F. Kennedy hospitalet, som er det største hospital i Monrovia, er kun åbent fordi Taiwan har indvilget i at finansiere det i de næste par måneder. De fleste skoler er lukkede og analfabetismen er steget fra 30 til mere end
70  procent  i  det  seneste  årti.  Taylor  har  således  ikke  forsøgt  at  rekonstruere  et effektivt statsapparat men snarere bevidst forfulgt en politisk strategi, der udnytter den ekstreme forkrøbling af staten til at videreføre sine ‘uofficielle’ krigsherre praksisser. Konsekvensen er, at staten i dag reelt fungerer to-dimensionelt. På den ene side er der - omend meget svag i dens kapaciteter - en formel institutionel struktur, for eksempel regering, parlament, juridisk system, funktionelle systemer så som sundhedsvæsen, infrastruktur og uddannelse. På den anden side, og langt væsentligere for Taylors overordnede politiske strategi, er der en ‘privatiseret’ struktur i form af et
‘uofficielt’, kriminelt syndikat, som organiserer størstedelen af de lukrative kommercielle netværk, Taylor etablerede under krigen. Denne privatiserede struktur fungerer relativt uafhængigt af de formaliserede institutioner, er velorganiseret og tjener primært til at berige Taylor personligt.39 Som en forretningsmand har udtrykt det: ‘hvis vil du handle i Liberia, så handler du med Taylor’40.
 
Den skovdrift NPFL påbegyndte under krigen er således i dag særdeles veludviklet og organiseret  og  eksporterer  store  mængder  ædeltræ  hovedsageligt  via  det  såkaldte
‘Oriental Timber Company’. I følge estimater havde denne industri en profit i 2000 på mellem 100 og 200 millioner dollars, der havner i Taylors egen lomme, finansierer hans sikkerhedsstyrker såvel som indkøb af hovedsageligt østeuropæiske våben. Disse våben transporteres - legalt og illegalt - enten direkte til Liberia eller via Burkina Faso og Elfenbenskysten for herefter dels at forsyne Taylors egne styrker, dels at indgå som  et  væsentligt  element  i  hans  ‘støtte’  til  RUF  i  Sierra  Leone.  Ikke  underligt forsøger Taylor da også at monopolisere kontrollen med profitter fra den liberianske skovdrift,  der  sammen  med  diamanthandel  udgør  i  nærheden  af  100  procent  af Liberias samlede eksportindtægter. Dette gør han ved at betegne ædeltømmer - sammen med diamanter - som en særligt ‘strategisk ressource’ og ved dekret at give præsidenten egenrådig kontrol over disse.41
Der er en kompleks symbiose mellem Taylors tømmerindustri og den profit, den
genererer, Taylors våbenhandel samt støtte til Sierra Leone, og Sierra Leonske diamanter, som han modtager for denne støtte. ‘Støtten’ til RUF udgøres i dag af Taylor og en række udenlandske forretningsfolk, der har store kommercielle interesser i at bevare RUFs kontrol med diamantområderne42. Taylor har da også en direkte repræsentant i mineområderne i Kono distriktet, der har mandat til at overvåge RUFs diamantudvindinger. Støtten til RUF tager form som nævnt ovenfor og er en vigtig årsag til RUFs evne til at fortsætte oprøret mod regeringen i Freetown. Taylor modtager  diamanter  fra  RUF  som  ‘betaling’  for  sine  ydelser.  I  følge  en  nyligt publiceret  rapport  fra  FNs  Sikkerhedsråd    udgjorde  diamanter  100-150  millioner dollars i krigsherre økonomien mellem 1990 og 1994. Dette skal sammenholdes med at Liberia af naturlige årsager har en selvstændig produktionskapacitet på ca. 150’000 karat af lav kvalitet svarende til ca. 6 millioner dollars. I 1998 er Liberia internationalt registreret for at have eksporteret for omkring 217 millioner dollars diamanter - og det vel at mærke diamanter af samme høje kvalitet, som findes i Sierra Leone, men ikke eksisterer i Liberia. Denne eksport steg yderligere i 1999 til 247 millioner dollars og viste ligeledes i 2000 en stigende tendens43.
Liberia er således et eksempel på en afrikansk stat, hvor samspillet mellem krig og
statsdannelse ingen relation har til de processer som europæiske stater gennemgik og gik styrket ud af. Den liberianske statsstruktur, som den ser ud i dag, er nok en konsekvens af krig, men den er kommet nærmest afklædt ud af processen. Staten fremstår i dag som en ‘tom skal’ domineret af personlige, uformelle relationer. Taylor har cementeret sin magtposition indenfor disse relationer. Her står han solidt plantet uden  synderlige  nationale  eller  regionale trusler  som  et eksempel på et ‘vampyr- lederskab’,  der  via  en  organiseret  kriminalisering  af  staten  har  instrumentaliseret statens svage institutionelle strukturer for at opnå personlige økonomiske gevinster44. Hvad værre er, bidrager Taylor i høj grad til regional ustabilitet.
Nogle af disse tendenser eksisterer også i Uganda, hvor krig og statsopbygning både afspejler  personificering  og  formalisering, centralisering  og  decentralisering  osv.  I Uganda er der også en uformel struktur men denne er i nogen grad blevet opvejet af en betragtelig og konstruktiv genopbygning af stat og økonomi, primært på grund af Museveni’s lederegenskaber og morale engagement.
 
Uganda og statslig genopbygning
Stik modsat Liberia er Uganda fremhævet som en afrikansk succeshistorie. I starten af
1980erne lå landet i ruiner, både på grund af en alvorlig økonomisk krise og en stat, der ikke kunne varetage selv de mest basale funktioner som at beskytte befolkningen endsige levere ydelser som infrastruktur eller service. I visse tilfælde udgjorde staten endog en direkte fare for civilbefolkningen, som da tusinder af beboere i den såkaldte Luwero-trekant, hvor guerilla-oprørernes base var, blev brutalt massakreret af regeringshæren.
 
Siden præsident Yoweri Museveni’s National Resistance Movement (NRM) indtog hovedstaden Kampala i januar 1986, er det lykkedes at genetablere relativ fred og stabilitet i størstedelen af landet. Regeringen indgik hurtigt en aftale med Den Internationale  Valutafond  og  opnåede  i  løbet  af    få  år  at  stabilisere  de  statslige finanser og tilmed nyde en vækstrate på op til 10 % årligt. Politisk blev der etableret en bredt baseret midlertidig regering, som skulle fungere indtil der kunne afholdes valg. De statslige funktioner blev, i det mindste delvist, genoprettet. Dette skyldes for en stor del Yoweri Museveni’s personlige styrke og bevidste statsdannelses-strategier, som han allerede udtænkte, mens han udkæmpede sin guerilla-krig i bush’en.
 
Baggrunden
Statsdannelse i Uganda havde fra starten dårlige betingelser. Ugandas grænser blev trukket af koloni magterne uden hensyn til den etniske sammensætning. Uganda blev skabt af flere historiske kongedømmer i syd og de mindre organiserede etniske grupperinger i nord.45  Under det britiske protektorat blev der ført en del og hersk politik, som favoriserede det sydlige Buganda område økonomisk, men som rekrutterede soldater til hæren som stammede fra de nordlige områder af landet, der af  kolonimagten  blev  betragtet  som  mere  primitive.  Ved  uafhængigheden  i  1962 bestod hæren således primært af soldater af enten nilotisk (Acholi og Langi) eller sudanesisk (West Nile) afstamning, mens de sydlige Bantu-folk var økonomisk dominerende.
 
Det var ikke nogen let opgave at forene dette meget heterogene land. Men Milton Obote, der blev den første premier minister, gjorde det heller ikke lettere. De første år regerede han i en alliance med en monarkisk bevægelse (Kabaka Yekka -eller “Kun Kongen”  )  baseret  i  Buganda,  i  hvilken  kongen  af  Buganda  var  en  symbolsk præsident. Men allerede i 1964 begyndte der at opstå gnidninger, da parlamentsmedlemmer fra Buganda beskyldte Obote og hans kommandør i hæren, Idi Amin, for at være involveret i en diamant og guld-skandale i Zaire. I 1966 brød Obote samarbejdet med Kabaka Yekka, forbød alle kongedømmer, sendte kongen af Buganda på flugt til London og brændte hans palads ned til jorden. Obote, der er Langi, effektuerede herefter et reelt ét-parti diktatur med sit Uganda’s People’s Congress (UPC) ved magten. Obote konsoliderede sin magt ikke ved at dele den ved hjælp af en inklusiv strategi, men snarere ved at favorisere enkelte grupper, særligt Acholi og sine egne Langi. Men netop fordi Obote støttede sig til nilotiske folk, blev hæren hurtigt delt i to, og Idi Amin opbyggede en fraktion bestående af sudanesiske folk fra West Nile. Da Obote, der begyndte at føle sig truet af Amin, bad ham om at stå til regnskab for nogle penge brugt af hæren og efterfølgende tog til Singapore, benyttede Amin sig af hans fravær til at tage magten.
 
I starten blev Amin’s overtagelse hilst velkommen, specielt af folk fra de sydlige kongedømmer, da utilfredsheden med Obote’s dikatoriske manerer havde været stigende. Men Amin viste sig snart at være en endnu dårligere hersker. Hvor Obote havde holdt sig ved magten ved at monopolisere den og favorisere enkelte grupper, blev Amin i stigende grad tyrannisk og søgte at bevare magten ved at slå potentielle modstandere ihjel. Dette gik især udover Acholi og Langi officerer i hæren, mens Amin’s egne West Nilere blev forfremmet til de vigtige militærposter. Som hos Doe i Liberia  var  kontrol  med  statsapparatet  for  Idi  Amin  synonymt  med  personlig berigelse, og der skete en direkte plyndring af statslige ressourcer, som resulterede i, at den nationale økonomi sank i grus. Den økonomiske deroute blev forstærket i 1972, da Amin smed de driftige asiater ud af landet og nationaliserede deres ejendomme. Amins tid ved magten fik en brat afslutning, da han i overmod besatte et lille område af  tanzanisk  territorium.  Tanzania’s  præsident  Nyerere,  der  i  forvejen  var  dybt skeptisk overfor Amin, benyttede sig af lejligheden til indsætte sine tropper sammen med Ugandiske militia-enheder (herunder Museveni’s Fronasa-enhed og Obote’s enheder), og sammen afsatte de Amin i 1979.46 Han flygtede ud af landet og bor i dag i saudi-Arabien. Han er aldrig blevet retsforfulgt for de hundreder tusinder af liv, han menes at have på samvittigheden.47
 
Krigen
Efter et par kortlivede civile regeringer, blev der i 1980 afholdt et omdiskuteret valg, som aldrig blev betragtet som legitimt. Selvom “Democratic Party” stod til at vinde valget, erklærede Milton Obote sig og sit UPC for vinder, og dermed kom han til magten for anden gang. Det blev strategierne ikke anderledes af. Ifølge Museveni turde Obote ikke forlade sig på en bredt baseret, national hær og ville ikke samle de forskellige enheder. Derfor bestemte Museveni sig til at starte en guerilla-krig. Museveni opfattede krigen som mere end blot en rivalisering om magten. Den var i hans opfattelse en kamp for at opnå et mere retfærdigt Uganda, hvor ikke kun en lille gruppe nød godt af magtens privilegier.
 
I begyndelsen af borgerkrigen måtte Museveni’s styrker også bekæmpe tanzaniske tropper, der stadig var i landet. Han forsøgte dog for så vidt muligt at undgå dem og kun  angribe  regeringsenheder  for  ikke  at  komme  på  dårlig  fod  med  Nyerere. Strategien var at angribe våbendepoter og at rekruttere nye soldater, hvor de vandt frem. På denne måde voksede National Resistance Army (NRA) sig efterhånden stor og var i 1985 på cirka 20 000 soldater.48 Museveni satte en ære i at opbygge disciplin i sine styrker. Han slog især hårdt ned på overgreb på civilbefolkningen, og hans hær blev kendt for at være disciplineret. Museveni insisterede på at betale for fornødenheder som mad og husly, fordi han ikke ville beskyldes for at røve fra lokalbefolkningen. NRA fik ikke, som de fleste andre modstandsbevægelser i Afrika, nogen betragtelig støtte fra andre lande. Men der blev i 1981 oprettet et civilt modspil til NRA, nemlig et National Resistance Council (NRC), der mest opererede fra byerne og kunne skaffe efterretninger, nye rekrutter og ikke mindst mad. Der var således tale om velorganiseret modstand mod Obote’s hær, der, i løbet af borgerkrigen, blev mere og mere trængt og måske derfor i stigende grad anvendte vold mod civil befolkningen i de områder, i hvilke NRA var baseret. Brutaliteten i denne periode siges at have overgået Amin’s. Obote formåede ikke at bevare enigheden indenfor sin egen hær, særlig fordi han efter sigende sendte Acholi soldater ud for at bekæmpe NRA, mens han beholdt Langi-soladater sikkert i Kampala. Dette bidrog til at Acholi fraktionen indenfor  hæren  iværksatte  et  kup,  som  afsatte  Obote  fra  magten  i  1985.  Obote flygtede til Zambia, hvor han stadig lever. Den nye præsident, Tito Okello, ville gerne opnå en form for enighed med Museveni, men denne ville ikke støtte endnu en smal, etnisk  baseret  regering.  NRA  fortsatte  derfor  kampen,  og  indtog  i  januar,  1986
Kampala.
 
Genopbygning efter 1986
Efter at være kommet til magten og have opnået international anerkendelse som statsoverhoved var Museveni’s første bekymring at kontrollere hele det ugandiske territorium. Der var fortsat væbnet modstand i både de nordlige, østlige og sydvestlige områder, og for at bekæmpe denne, optog Museveni fraktioner af tidligere hære i sine væbnede styrker, blandt andet to battalioner fra den pro- Aminske Uganda National Rescue Front. Det menes, at hæren de første år efter NRA’s overtagelse voksede til omkring 100 000 soldater.49 Militært og politisk var denne strategi en succes, fordi det reducerede risikoen for modoprør og øgede tilliden til regeringen, fordi hæren for første  gang  blev  en  national  hær  med  medlemmer  fra  alle  befolkningsgrupper. Ulempen var, at mange dårligt uddannede og udisciplinerede soldater også fandt vej ind i NRA.
 
Den samme inklusions-strategi blev anvendt på den politiske front, hvor en samlingsregering blev dannet. Selvom denne regering var domineret af National Resistance Movement (NRM) var der alligevel repræsentanter for både DP, UPC og for Amin støtter. Museveni var således meget bevidst om vigtigheden af at vinde politisk legitimitet hos alle dele af befolkningen, og i de første år nød han også bred opbakning fra de fleste, også tidligere opponenter. Der var en udbredt følelse af, at overgangsregeringen var nødvendig for at genopbygge økonomien, de statslige funktioner og udarbejde en ny forfatning.
 
Økonomisk set gik det yderligere ned ad bakke de første par år efter NRM’s magtovertagelse. Museveni var marxistisk inspireret fra sin studietid ved University of Dar es Salaam i Tanzania, men den fortsatte krise drev ham til forhandlingsbordet med  IMF  og  Verdensbanken  hvilket,  i  følge  ham selv, overbeviste ham om det nødvendige i strukturtilpasningsprogrammerne. De makro-økonomiske balancer blev herefter bragt i orden og inflationen, der havde været galopperende, blev bragt under kontrol.   Skatteinddrivelsen   havde   været   meget   lav   sammenlignet   med   andre afrikanske lande, men den blev i løbet af få år øget fra fem til elleve procent af bruttonationalproduktet. Også udgifter til sundhed og uddannelse blev øget samtidig med, at et omfattende demobiliserings-program, blandt andet støttet af Danida, skulle frigive midler til netop sociale udgifter. Selvom op til 50 000 soldater menes at være blevet hjemsendt i starten af 1990erne, tilvejebragte dette dog ikke nogen betydelig fredsdividende. De samlede udgifter til forsvar og sikkerhed (politi) steg fortsat op gennem 1990erne. Finansloven for 1998/99 indeholdt eksempelvis “betragtelige stigninger”, som finansministeren udtrykte det, i forsvarsudgifterne.
 
Udover   den   militære   og   politiske   stabilitet   og   den   økonomiske   kovending, gennemførte NRM regeringen en række institutionelle reformer, hvoraf de vigtigste nok er for det første den nye forfatning fra 1995, der blev til i en lang proces, i hvilken et imponerende antal aktører blev inddraget, herunder også repræsentanter fra oppositionen. For det andet har regeringen iværksat en omfattende decentralisering, under  hvilken  betragtelig  magt  bliver  overført  til  distrikternes  lokalråd,  råd,  der allerede blev oprettet under guerilla-krigen i de besejrede områder. For det tredje er der blevet skabt en lang række institutioner, som skal sikre en folkelig kontrol med den udøvende magt. Af eksempler kan nævnes en ny ombudsmands-institution, en menneskerettigheds-kommission, en revitaliseret rigsrevision og en mere aktiv såkaldt “revisions-komité” i parlamentet. I det hele taget er parlamentet blevet mere aktivt med livlige debatter, og der er eksempler på, at parlamentet har fået fjernet korrupte ministre.
 
Uganda er altså tilsyneladende et eksempel på, at en borgerkrig har resulteret i en betragtelig grad af statsdannelse, dog ikke som resultat af interstatslig krig som det foregik i Europa, men mere som konsekvens af hovedsalig én mands visioner og styrke. Der er dog en række aspekter, der tyder på, at den statslige genopbygning er skrøbelig, og at den har visse slagsider. Selvom forbedringerne er reelle, eksisterer der, som i Liberia, også en række mere usynlige og uformelle handlingsmønstre, der ikke nødvendigvis tjener den statslige genopbygning bedst.
 
Et problem som på længere sigt kan udgøre en trussel mod stabiliteten er, at den før så inklusive politik i stigende grad er blevet ekskluderende. Således beskriver Human Rights Watch at den brede koalition fra de sene 1980ere langsomt er blevet smallere. Medlemmer er enten blevet til tro Museveni-støtter eller har trukket sig ud på grund af blandt andet korruption og regeringens styrkelse af etniske spændinger. Ugandiske aviser  trykker  ofte  læserbreve,  der  beskylder  regeringen  for  at  favorisere  det sydvestlige  område,  hvorfra  Museveni  kommer,  både  med  hensyn  til  vigtige positioner indenfor den statslige administration og med hensyn til udviklingsprojekter i området. Et stigende antal officerer i hæren skulle efter sigende være fra Museveni’s hjemegn.
 
Relateret til den opfattede favorisering af det sydvestlige område, er det faktum, at NRM, eller “the movement” mere og mere kommer til at ligne et politisk parti, samtidig med, at Museveni advokerer for et “ikke-parti-system” under bevægelsen. Hans begrundelse herfor er, at eksistensen af politiske partier vil betyde en tilbagevenden til de gamle tider med regionale og etniske konflikter. Hvis man, ifølge Museveni, er imod “movement” er man for de splittende partier. NRM har altså benyttet frygten for en tilbagevenden til gamle tider til at retfærdiggøre de mange restriktioner på oppositionen. Partierne må for eksempel ikke afholde valgmøder eller udstede partikort. Derimod er der få restriktioner på NRM. NRM har drevet valgkampagne med slogans som “vote movement”, mens der samtidig er blevet slået hårdt ned på valgmøder afholdt af de gamle partier. Samtidig er det svært at skelne mellem hvad der er movement og hvad der er stat. Statslige ressourcer er blevet benyttet til NRM’s valgkampagne. Så reelt er der ikke store forskelle mellem bevægelses-systemet og en ét-parti stat.50
 
Sidst kan det efterhånden betragtelige engagement i Congo udgøre en trussel mod stabiliteten. Det er stadig uklart, hvorvidt engagementet rent økonomisk dræner statskassen eller det modsatte. Det er dyrt at lønne de mange soldater i Congo, og det er en kendsgerning, at forsvarsudgifterne er steget. Der argumenteres også for, at investeringerne i Uganda vil falde på grund af krigen. Omvendt er det blevet påpeget, at Ugandas guldeksport er steget væsentligt efter 1996 (hvor ugandiske styrker først blev sendt til Congo), selvom Uganda ikke selv har guld. Den officielle guldeksport må alt andet lige komme statskassen til gode.51 Herimod er det blevet argumenteret, at der ikke er den store organiserede minedrift i Congo, så det kan ikke komme mere end nogle få privatpersoner til gode. I Uganda fortælles der historier om UPDF (Uganda People’s Defence Force, som NRA nu hedder) officerer, der har tjent godt på  at  sælge  minekoncessioner  til  forskellige  firmaer,  der  således  betaler  for beskyttelse.52  Hvis tilstrækkelig mange officerer får for stor uafhængig magt kunne dette  eventuelt  true  NRM  regeringen på længere sigt. Blandt andet præsidentens modkandidat i det kommende præsidentvalg har været en stærk kritiker af engagementet i Congo.
 
I Uganda er der altså også en uformel struktur med etnisk favorisering og personlig berigelse på statens bekostning. Men dette bliver opvejet af en betragtelig og konstruktiv genopbygning af stat og økonomi og har derfor ikke haft nær så ødelæggende effekt som i eksempelvis Liberia, hvor den private struktur har fået lov til at dominere, mens den formelle struktur blot er en tom skal.
 
Det store spørgsmål i Uganda er, hvorvidt den opnåede rekonstruktion er varig. De fleste eksperter påpeger, at stabiliteten er for afhængig af Museveni som person. På denne   måde   er   reformerne   ikke   blevet   institutionaliseret.   For   nylig   har   en fremtrædende hærchef udtalt, at han ikke ønskede at tjene under Museveni’s modkandidat, skulle han blive valgt i det kommende præsidentvalg. Det bedste Museveni kunne gøre for sit land ville sandsynligvis være at gøre som Nyerere i Tanzania, Mandela i Sydafrika, og måske nu Rawlings i Ghana: At træde tilbage men fortsat sikre stabiliteten og kontrollen med hæren.
 
Perspektiver for statsdannelse i Afrika
Illustrationerne fra Uganda og Liberia giver et billede af de dynamikker, der præger afrikanske konflikter. Dynamikkerne er forskellige fra det tidlige Europa, fordi de primært  er  karakteriseret  ved  borgerkrige  og  konflikter  på  tværs  af,  snarere  end mellem  stater.  Derfor  vil  de  heller  ikke  nødvendigvis  resultere  i  statsdannelser. Ugandas eksempel viser, at stærkere, og bedre fungerende statsapparater kan blive resultatet af krig, men dette er på grund af en række enkeltpersoners, måske endda blot  een  mands,  indsats.  Statsdannelsesprocessen bliver dermed alt for skrøbelig. Liberia har været så uheldig at skulle trækkes med Charles Taylor, hvilket går hårdt ud over økonomi og samfund. Lederskabets type betyder således meget for udfaldet af krig og konflikt i Afrika.
Fælles  for  begge  lande  er,  at  en  periode  med  et  monopoliserende  klientelistisk enevælde gik forud for krigen (Liberia under Doe, Uganda under Obote). For at undgå ødelæggende konflikter og for stor afhængighed af enkelt-individer kan man derfor antage, at en stabil periode med en gradvis overgang til mere formelle regler, og et styre, der tilgodeser alle grupper i befolkningen vil være en forudsætning for en styrkelse af staten. Lokalbefolkningerne kan i dén henseende lægge pres på deres regeringer. Men det internationale samfund kan også spille en rolle ved at lægge pres på lederskabet i det enkelte modtagerland. Men som eksemplerne fra Uganda og Liberia viser, er der grænser for, hvor meget det internationale samfund kan eller vil gøre. Det har anerkendt en krigsforbryder som Taylor som statsoverhoved, og det har accepteret Uganda’s aktiviteter i Congo og stigende forsvarsudgifter. Dog er der tegn på  stigende skepsis blandt internationale aktører, særligt overfor Taylor’s Liberia. Fortsætter de beskrevne dynamikker, ser fremtidsperspektiverne for de afrikanske stater, og ikke mindst befolkninger, derfor noget blandede ud.

 

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

militaert_tidsskrift_130.aargang_nr.2_2001.pdf

 

Noter
1 Mette   Kjær   (forskningsadjunkt)   og   Morten   Rosengreen   Thygesen   (MA. Specialestuderende), Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet.
2 Se Giddens, 1985, Mann, 1988, Tilly, 1990 eller mere specifikt om skattesystemer
Levi, 1988.
3 Tilly, 1990;88.
4 Mann, 1988;5.
5 Mellem 1989 og 1997 var der totalt set 103 krige i verden, hvoraf  88 var intra- statslige. Kun 6 var mellem stater. I hele perioden havde Afrika det højest gennemsnitlige antal krige, hvoraf alle var intra-statslige. Wallersteen og Sollenberg (1998).
6 Se Herbst, 2000.
7 Se Jackson, 1990.
8 ibid
9 Se Bates, 1999.
10 Clapham, Christopher (1996).
11 Vi trækker her på Reno, 2000.
12 For gennemgange af tidlig statsdannelse se Waley, 1985. for senere perioder se up cit note 1 og Mann, 1993.
13 Jackson og Rosberg, 1982. Se også  Olsen, 1999, kapitel 2.
14 Sørensen, 2000.
15 Bayart, 1993.
16 Jackson, 1990.
17 Giddens, 1985, Mann 1993: 55
18 Moore, 1997; Grindle, 1996:  41-43
19 World Bank, 1997: 35
20 Chabal og Daloz, 1999.
21 Tilly, 1990: 40ff
22 Herbst, 2000
23 Verdensbanken, 2000; Grindle, 1996, Clapham, 1996: 68-71
24 Verdensbanken, 2000: 3ff
25 Med en vækstrate i 1980erne på –1.0% i per capita BNP og -1.2 fra 1990-1993 (UNDP-rapport 1994). I den sidste halvdel af 1990erne er det gået en anelse bedre, men alt i alt var BNP per indbygger 404 dollars  i gennemsnit fra 1975-1984, 372 dollars i 1985-89 og 325 dollars i gennemsnit i 1990erne (African Development Indicators 2000).
26 Verdensbankens World Development Report 2000/2001.
27 Ellis, 1995: 165
28 Reno, William, 1996, 211; se også Keen, 1996 for en gennemgang af samtidge kriges generelle økonomiske funktioner.
29 Dunn, 1999.
30 Sawyer, 1992; Reno, 1998
31 Reno, 1998
32 Ellis, 1996
33 Outram definerer en krigsherre som en person, der udøver effektiv politisk/administrativ kontrol over et relativt veldefinered territorium qua militære midler og som ikke er underlagt en højere rangerende autoritet, Quentin Outram,
1999: 163-173.
34 Reno, 1998
35 ibid
36 ibid
37 ibid
38 Africa Confidential (1999): ‘Taylor Land Under Siege’, vol. 40, n. 4
39 World Development Report 2000/2001; Reno, 1996
40 Farah, Douglas (2001): Liberia’s Diverted Dreams”, Washington Post, Wednesday, January 31, Reno 1996, 1998.
41 Global Witness, 2001.
42 Africa Confidential (2000): The War Moves North, vol. 42, nr. 2.
43 Report of the Panel of Experts appointed pursuant to Security Council resolution
1306 (2000) in relation to Sierra Leone, pp. 24ff, UN document S/2000/195, New
York.
44 Bayart, 1999; Chabal og Daloz, 1999.
45 Se for eksempel Human Rights Watch rapporten, ”Hostile to democracy” for et historisk rids. Se også Kabwegyere, 1995 eller Mutibwa, 1992. På dansk skal nævnes Gertrud Bjørning og Knud Vilby, 1995. Knud Vilby, 1998 eller Udvikling, nr. 4, November, 2000, temanummer om Uganda.
46 For en spændende og detaljeret beretning, se Museveni’s selvbiografi “Sowing the
Mustard Seed” fra 1997.
47 Se Human Rights Watch, 1999.
48 Ifølge Museveni, 1997.
49 Bjørning og Vilby, 1995.
50 Ved en folkeafstemning i juni 2000 blev det afgjort, at movement systemet fortsat skulle eksistere frem for et fler-parti system.
51 Reno, 2000.
52 Se eksempelvis The Monitor, August 14, 1999: ”Kazini orders on Congo Mines”.

 
Referencer

Bates, Robert H. (1999). “The Economic Bases of Democratization”. Richard Joseph (ed). State, Conflict and Democracy in Africa. Rienner.
Bayart, Jean-Francois (1999). The Criminalization of the state in Africa, African Issues Bayart, Jean-Francois (1993). The State in Africa: The Politics of the Belly, Longman Bjørning, Gertrud og Knud Vilby (1996). Farvel til Våbnene -Hvad Så?, DR-Forlaget, København, 1996.
Chabal  Patrick  and  Jean-Pascal  Daloz  (1999).  Africa  Works:  Disorder  as  Political
Instrument, Indiana University Press
Clapham, Christopher (1996): Africa and the International System: The Politics of State Survival, Cambridge
Dunn, Elwood (1999): The Civil War in Liberia; in Ali, Taisier M and Robert O. Matthews (1999): Civil Wars in Africa: Roots and Resolution, McGill-Queen’s University Press
Ellis, Stephen  (1995): Liberia 1989-1994: A Study of Ethnic and Spiritual Violence, Africa Affairs, vol. 94, p. 165
Giddens, Anthony (1985). The Nation-State and Violence. Berkeley: University of California Press.
Global Witness (2001): The Role of Liberia’s Logging Industry on National and Regional Insecurity, Briefing to the UN Security Council by Global Witness January 2001;  Report  of  the  Panel  of  Experts  appointed  pursuant  to  Security  Council resolution 1306 (2000) in relation to Sierra Leone, UN document S/2000/195, New York.
Grindle, Merilee S. (1996). Challenging the State: Crisis and Innovation in Latin America and Africa, Cambridge University Press.
Herbst, Jeffrey (2000). States and Power in Africa. Comparative Lessons in Authority and Control. Princeton.
Human Rights Watch Report (1999). Hostile to Democracy. The Movement System and Political Repression in Uganda. Human Rights Watch.
Jackson, Robert H. (1990). Quasi-states: Sovereignty, International Relations and the Third World. Cambridge University Press.
Jackson, Robert H. and Carl G. Rosberg (1982). Personal Rule in Black Africa: Prince, Autocrat, Prophet, Tyrant, Berkeley: University of California Press.
Kabwegyere, Tarsis B. (1995). The Politics of State Formation and Destruction in Uganda. Kampala. Fountain Publishers.
Keen, David (1996): The Economic Functions of Violence in Civil Wars, Adelphi Paper 320
Levi, Margaret (1988). Of rule and revenue. University of California Press.
Mann, Michael (1988). “The Autonomous Power of the State: Its Origins, mechanism and Results” in Mann, Michael. States, War, and History. Oxford: Blackwell.
Mann, Michael (1993). The Sources of Social Power, vol II, Cambridge University Press. Moore, Mick (1997). Death Without Taxes: Democracy, State Capacity, and Aid Dependence in the Fourth World, in G. White and M. Robinson: Towards a Democratic Developmental State, Oxford University Press; Grindle, Challenging the State, pp. 41-43
Museveni, Yoweri K. (1992). What is Africa’s Problem? -Speeches and Writings on Africa by Yoweri Kaguta Museveni edited by Elisabeth Kanyogonya, NRM Publications, Kampala, Uganda.
Mutibwa, Phares (1992). Uganda since Independence -A Story of Unfulfilled Hopes, London. Olsen, Gorm Rye (1999). Afrika –Håb og Tabte Illusioner. Columbus.
Reno, William (1996): The Business of War in Liberia, Current History, vol. 95, no. 601, p. 211
Reno, William (1998): Warlord Politics and African States, Lynne Rienner.
Reno, William (2000). “War, Debt and the Role of Pretending in Uganda’s International Relations. Occasional Paper. Centre of African Studies. Univeristy of Copenhagen. July.
Sawyer, Amos (1992). The Emergence of Autocratic Rule in Liberia: Tragedy and Challenge. Institute for Contemporary Studies.
Sørensen, Georg (2000). “War and State Making: Why doesn’t it Work in the Third World?” Institut for Statskundskab. Aarhus Universitet.
Tilly, Charles (1990). Coercion, Capital and European States, AD 990-1992. Oxford, Blackwell. Vilby, Knud (1998). Uganda. En politisk og økonomisk oversigt. Udenrigsministeriet. Wallersteen, Peter and Margareta Sollenberg (1998): Armed Conflict and Regional Conflict Complexes, Journal of Peace Research, vol. 35, no. 5: pp. 621-34;
Waley, Daniel (1985). Later Medieval Europe, Longman.
World Bank (1997). The State in a Changing World, World Development Report, Washington.
World Bank (2000). Can Africa Claim the 21st Century?, Washington DC, pp. 3ff
World Bank (2000). World development Indicators. Washington D.C.
World Bank (2000) World Development Report 2000/2001. Attacking Poverty. Washington D.C.
Quentin Outram (1999). Liberia: Roots and Fruits of the Emergency, p. 363, Third
World Quarterly, vol. 20, no. 1, pp. 163-173.
 

 

Litteraturliste

Del: