Korstog i Europa

Anmeldt af Poul Grooss

”Korstog i Europa” af Dwight D. Eisenhower. Genudgivet af Forlaget Rosenkilde den 27. marts 2009. Oversat af Jørgen Rothenborg, revideret af Casper Langhoff. 490 sider illustreret, indbundet. Pris kr. 199.

 

Foto: saxo.com

Bogen passer fint ind blandt de mange udgivelser om afgørende begivenheder under Den anden Verdenskrig, som for tiden præger boghandlernes hylder. Interessen for krigens baggrund og forløb er meget stor, og man kan jo ikke fratage Dwight D. Eisenhower, at han sad i en central placering under krigen. Forfatteren forklarer på en meget enkel og letfattelig måde sine læsere om baggrunden for krigens store strategiske beslutninger. Han bruger også en hel del kræfter på at forklare, hvorfor tingene ikke altid gik så hurtigt, således at ”lænestolsstrategen” får en mulighed for at forstå konsekvenserne af manglende søtransportkapacitet, opbygningen af logistikken, den amerikanske industris omstillingstid til krigsproduktion, reaktionstiden for uddannelsen og opstillingen af en veludstyret og veltrænet hær på ca. 1 million mand i Storbritannien, klar til at krydse Kanalen etc.

Forfatteren var i januar 1940 kommet hjem fra en stabsstilling på Filippinerne og tiltrådt først ved 15. Regiment, siden som stabschef ved 3. Division og lidt senere som stabschef ved IX Korps. Han var oberstløjtnant, men blev i marts 1941udnævnt til midlertidig oberst. Da krigen brød ud i december 1941 blev han kaldt til staben i Washington, hvor hans opdaterede viden om forholdene på Filippinerne kunne gøre gavn. Hermed fik han et tæt samarbejde med general George Marshall.  Det udviklede sig hurtigt. Marshall var USA's faktiske forsvarschef og præsident Roosevelts militære rådgiver.

Indledningsvis blev Eisenhower pålagt at udarbejde en overordnet plan for hele Stillehavskrigen. Hvorledes kunne man slippe billigst muligt igennem den indledende japanske ekspansion, indtil USA var rede til at indsætte hær-, flåde- og flystyrker i en offensiv? Samarbejdet med Marshall var præget af gensidig respekt og loyalitet, og efter de indledende konferencer med briterne blev Eisenhower hurtigt udpeget som USA's, det vil sige general Marshalls repræsentant, med ansvaret for krigsførelsen mod de europæiske aksemagter. Hermed blev Eisenhower ansvarlig for invasionen i Nordafrika i november 1942 og invasionen på Sicilien i 1943. På det tidspunkt skulle Marshall have taget over, men det blev besluttet at lade Eisenhower fortsætte, så han også fik ansvaret for gennemførelsen af en invasion fra de britiske øer mod kontinentet.

Baggrunden for invasionen i Normandiet og selve udførelsen indtager en central plads i bogen. Herefter følger invasionen i Middelhavet mod den franske sydkyst og nedkæmpelsen af de tyske styrker i Frankrig. Forfatteren gør også en hel del ud af beskrivelsen af kampene ud af det etablerede brohoved på invasionskysten og de efterfølgende kampe frem til maj 1945. Hermed bliver læseren gjort opmærksom på mange af de begrænsninger og faremomenter, som ikke umiddelbart er indlysende, når man ser en beskrivelse af kamphandlingerne. Specielt gør han meget ud af logistikken. Den var under hele den europæiske kampagne strakt til det yderste, og hvis nogle chefer ville føre sig frem med dristige angreb over store afstande, så ville det gå ud over krigsførelsen på andre frontafsnit. Inden krigens afslutning havde Eisenhower et møde med sovjetiske marskaller og generaler. De var vildt imponerede over den amerikanske logistik og ville gerne høre noget mere om principperne bag den.

Bogen kan også benyttes som lærebog i forbindelse med lederskab og stabsarbejde. Man følger opbygningen af en stab, fordelingen af opgaverne, samarbejde mellem officerer fra forskellige nationer etc. Eisenhower beskriver desuden berøringsfladerne mellem de militære chefer og deres politiske ”herrer og mestre”. Eisenhower fik blandt andet et tæt samarbejde og et personligt venskab med Storbritanniens premierminister Winston Churchill. Eisenhower refererer en interessant diskussion med Churchill, hvor den førstnævnte har nogle militære mål med operationerne, men hvor den sidstnævnte har sine politiske mål. Endelig rummer bogen en række eksempler på krigsledelsens kontakter til og samarbejde med pressen.

En af Eisenhowers største prøvelser er samarbejdet med franskmæn­dene. Invasionen i Nordafrika er ved fuldstændig at gå op i kaos på grund af en manglende samlet opposition til Nazityskland og Vichy-Frankrig. Selv om Eisenhower tilstræber at tale pænt om de allierede samarbejdspartnere, så har forholdet til de forskellige franske fraktioner og ikke mindst de Gaulle været mildt sagt anstrengt. Forholdet mellem briterne og franskmændene var endnu værre på grund af de britiske angreb mod franske styrker i Syrien og mod flådebasen i Dakar.

Forfatteren bruger ordet ”korstog” om den langstrakte amerikanske kampagne – sammen med allierede – for at knuse Hitlers Tyskland. Han nævner, at medlemmer af hans stab, efter sejren over Det tyske Afrikakorps i maj 1943 syntes, at han burde følge den gamle tradition med at mødes med den besejrede general von Arnim. Feltmarskal Rommel var blevet evakueret med fly. Den gamle tradition bød, at professionelle soldater jo var en slags våbenkammerater. Her stod Eisenhower fast på et princip, som han overholdt resten af krigen: Han skulle ikke mødes med tyske generaler. Han skriver: ”Mod tyskerne kunne man ikke gå på kompromis. For kun ved Aksemagternes totale udslettelse kunne muligheden for en tålelig verden sikres, og krigen blev for mig et korstog i dette ofte misbrugte ords sande betydning!”

En styrke ved bogen er Eisenhowers interesse for alle lag af krigsførelsen. Læseren kan dels følge med i de store strategiske beslutninger, dels kan han følge med i den øverste militære chefs interesse i, at soldaterne har det godt og ikke kommer til at lide af ”skyttegravsfødder” og andre sygdomme. Der er også interessante kommentarer om udvikling af materiel. Han nævner nogle af krigsførelsens afgørende materielgenstande: Bulldozeren, jeepen, 2,5 tons lastbilen og C-47-transportflyet (Dakota). Han nævner, at ingen af dem egentlig er udarbejdet med henblik på krigsførelse.

Der er også sat interessante tal på en del af amerikanernes præstationer: Mod krigens slutning kunne man etablere en pontonbro over Rhinen på under 11 timer, en jernbanebro over Rhinen på 11 dage etc. Forfatteren oplyser endvidere, at de amerikanske divisioner var på ca. 17.000 mand, hvilket gør, at de ikke umiddelbart kan sammenlignes med daværende tyske eller sovjetiske divisioner.

Som sædvanlig mangler der en kærlig militær jernhånd til korrekturlæsningen. Flere gange i indledningen omtales den 8. amerikanske eskadrille, som den opmærksomme militære læser vil kunne identificere som 8th Air Force under United States Army Air Force. Heri indgik samtlige amerikanske bombefly stationeret i Storbritannien 1942 – 1945. Der er også forskel på at lodse og losse et skib. Man behøver heller ikke dybhavsdykkere til at rydde Cherbourgs havn for sprængladninger, men tunge dykkere.

For en dansk læser er der på side 396 en interessant sætning omkring krigens afslutning, hvor Eisenhower bruger ordvalget ”at invadere Danmark og befri Norge”!

Bogen er selvfølgelig præget af at være skrevet i 1948. Derfor er der ingen omtale af de allieredes kendskab til indholdet af kryptograferede tyske signal- og telegramtekster, men uanset dette forhold giver bogen et godt grundlag for at få et overblik over de afgørende faktorer i krigen, som førte til Hitlertysklands sammenbrud. Forfatteren er en sand hædersmand, som så vidt det overhovedet er muligt omtaler alle kolleger og samarbejdspartnere særdeles pænt, med mindre de har gjort sig særligt fortjent til noget andet.

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

militaert_tidsskrift_138.aargang_nr.3_2009.pdf

 
 

Del: