Konvergens mellem supermagternes doktriner for interkontinentale kernevåben?

De to supermagters doktriner for strategiske atomvåben kan på længere sigt vise en konvergens mod en supermagtsdoktrin, som betoner konfliktaspektet af forholdet USA-Sovjetunionen. Dette er konklusionen på denne analyse af udviklingen af supermagternes doktriner, som lektor Erik Beukel ved Institut for Samfundsvidenskab ved Odense Universitet har foretaget.

 

1. Indledning. Problemformulering.
Forestillingen om, at de amerikanske og sovjetiske kernevåbendoktriner på længere sigt vil nærme sig hinanden, var en fast bestanddel af McNamara- doktrinen. McNamara-doktrinen var De forenede Staters officielle doktrin fra 1963 til 1969. Dens konvergensantagelse1) var karakteristisk ved påstanden om, at det alene var Sovjetunionens doktrin, som efterhånden ville ændre sig i retning af USA’s i den særlige udformning, den fik under forsvarsminister MacNamara. Ideen havde både et normativt og et empirisk aspekt. Man forestillede sig, at USA ved at engagere russerne i vidtgående rustningskontrolforanstaltnin- ger kunne og burde påvirke dem til langsomt at acceptere, at gensidig sårbarhed af teknologiske grunde samt et omfattende samarbejde mellem de to supermagter på trods af de øvrige modstridende interesser var den eneste mulighed for strategisk stabilitet på langt sigt.

Man var klar over, at russerne af historiske og ideologiske grunde havde svært ved at acceptere sådanne tanker, men man så sin rolle som den at uddanne de tungttænkende, konservative russere i den af amerikanske civile strateger udformede rustningskontroltankegang. Da russerne samtidig var realister, var der håb om, at man ved en langsom, tålmodig uddannelsesproces kunne påvirke dem. McNamara-strategernes opfattelse af deres rolle vis-å-via russerne var en parallel til deres opfattelse af egen rolle i det amerikanske samfund. McNamara-doktrinen blev udformet af civile. Det var en af grundene til, at den blev mødt med mistænksomhed i nogle militære kredse og i den konservative fløj af amerikansk politik. Men på samme måde som med russerne skulle man tålmodigt forklare egne landsmænd, hvorfor nødvendigheden af strategisk stabilitet i atomalderen krævede et opgør med en del konservative tankegange.

McNamara-doktrinens konvergensteori var egentlig en »strategisk fremskridtstro«. I overensstemmelse med idéhistoriens fremskridtstro havde den en optimistisk tro på, at statsledere efterhånden ville blive klogere, d.v.s. mindre bundet af sådanne konservative tanekgange, som kernevåbens eksistens i et statscentreret internationalt system gjorde forældede og farlige at operere med. I denne udvikling havde klarttænkende, civile rustningskontrol- eksperter en vigtig opgave ved stadig at påvirke politiske aktørers tænkning og adfærd i den rigtige retning.2) I dag, 10-15 år efter McNamara-doktrinens dominans i De forenede Stater, kan man forsøge nærmere at vurdere holdbarheden af dens særlige form for konvergensantagelse. I (2) redegøres for udviklingen i USA’s og Sovjetunionens doktriner fra 1969 til 1977. For at foretage en bedømmelse af doktrinernes udvikling i forhold til hinanden må man imidlertid opstille en fælles målestok. Det gøres i (3) ved at formulere en række idealtyper for strategiske (interkontinentale) kernevåbens af- skrækkelsesrolle i forholdet mellem supermagterne Sovjetunionen og De forenede Stater,. Ved at lade idealtyperne i varierende omfang betone forskellige aspekter af afskrækkelsesrollen kan man opstille en skala i forhold til hvilken de faktisk forekommende doktriner klassificeres og indbyrdes sammenlignes. Det sker i (4).

2. USA ’s og Sovjetunionens doktriner 1969-77.
En kernevåbendoktrin kan defineres som en regerings officielle deklarationer om strategiske atomvåbens rolle i forholdet mellem stater. En sådan definition af doktrin tilkendegiver, at man fokuserer på offentlige udtalelser om interkontinentale atomvåbens rolle i international politik - ikke målsætninger eller motiver bag anskaffelsen af disse våben (Brodin, pp. 5-31). I denne skelnen mellem på den ene side motiver og målsætninger og på den anden side doktriner ligger ikke en antagelse om, at de offentlige udtalelser altid er forskellige fra målsætninger og »virkelige« motiver. Der ligger ej heller den modsatte antagelse: at doktriner og motiver altid ér sammenfaldende. I hvilket omfang, der er sammenfald, anses for et empirisk spørgsmål. Noget andet er så, at det kan være næsten umuligt at besvare et sådant spørgsmål. Mange hensyn kan bestemme indholdet af en regerings offentlige tilkendegivelser om kernevåbens rolle. Udtalelserne kan være formuleret i forventning om, at den anden supermagt lytter eller de kan formes med det formål at påvirke andre interne politiske aktører, f.eks. bevillingsmyndigheder. I (5) drøftes de mulige forklaringer på doktrinændringer, der redegøres for i (2) og som i (4) analyseres i relation til de i (3) opstillede idealtyper.

Kernevåbendoktriner kan også behandles som uafhængige variable. Doktriner må antages at have selvstændig betydning, uanset om de »virkelig« afspejler målsætninger og motiver. En regerings deklarationer skaber forventninger om fremtidig adfærd hos andre staters beslutningstagere og egne borgere og kan således indskrænke de statslige beslutningstageres handlefrihed, f.eks. ved at skabe et troværdighedsproblem. Doktriner kan bl. a. have virkninger for internationale nedrustningsforhandlinger. Hvilke konsekvenser for forhandlingerne om begrænsninger i det strategiske rustningskapløb (SALT) har den i (4) omtalte specielle form for tilnærmelse mellem USA’s og Sovjetunionens doktriner? Dette spørgsmål analyseres kortfattet i (6). Defineres en doktrin som de officielle udtalelser, kan man for USA’s vedkommende studere de årlige rapporter fra den amerikanske forsvarsminister til Kongressen om USA’s forsvarspolitik (»Annual Defense Department Report«), administrationsrepræsentanters udtalelser på pressekonferencer, i kongreshøringer, i andre offentlige taler o.s.v.

Tilsvarende kilder kan imidlertid ikke danne grundlaget for beskrivelse af Sovjetunionens doktrin. Der findes ikke nogen rapport - i hvert fald ikke nogen, der er offentlig tilgængelig. Sovjetiske regeringstalsmænd udtaler sig kun sjældent om deres opfattelse af strategisk kernevåbens rolle. Det sker da ved brug af meget generelle formuleringer; man udlægger den sovjetiske fortolkning af marxismen-leninismens lære om international politik, f.eks. om styrkeforholdet mellem de socialistiske og de kapitalistiske lande, om fredelig sameksistens mellem stater med forskellige samfundssystemer, o.s.v. Man kan ikke give en tilfredsstillende beskrivelse af den sovjetiske opfattelse af kernevåbens rolle i det internationale system ved alene at holde sig til de officielle deklarationer. Man må også søge at slutte sig til en sådan opfattelse ved at se på Sovjetunionens våbendeployeringer, dets adfærd i internationale nedrustningsforhandlinger samt gå ud fra visse grundantagelser om, hvad der bestemmer opfattelsen af kernevåbens rolle hos statsledere. Udtrykket »doktrin« anvendes da ikke symmetrisk på de to supermagter i denne analyse. Den operationelle definition af doktrin er forskellig for de to supermagter. Hvilken betydning denne asymmetri har for hovedformålet - at udsige noget om en eventuel konvergens mellem de to staters opfattelse af in- terkontinentale kernevåbens rolle - drøftes nærmere i (4).

A. USA's doktrin.
I perioden 1969-77 havde De forenede Stater tre forskellige doktriner for strategiske atomvåbens rolle: McNamara-doktrinen,3) »sufficiency« (tilstrækkelig mængde) og Schlesinger-strategien.

McNamara-doktrinen. I 1969 før Richard Nixon afløste Lyndon B. Johnson på præsidentposten var McNamara-doktrinen USA’s officielle doktrin. Den kan sammenfattes i følgende punkter:
1. Et overlagt kernevåbenangreb på USA skulle afskrækkes ved til stadighed at opretholde en pålidelig evne til at påføre Sovjetunionen en uacceptabel skade selv efter at have absorberet et overraskelsesangreb. McNamara bedømte »uacceptabel skade« til for Sovjetunionen at være lA til Vi af den sovjetiske befolkning og 2/3af landets industri. Mod slutningen af 60’erne blev disse vurderinger af kravene til en garanteret ødelæggelsesevne sænket til henholdsvis Vs - V4 og Vi.
2.Sikringen af denne evne skulle baseres på den mest pessimistiske vurdering (»worst-case analysis«)4) af den fremtidige sovjetiske kapacitetsudvikling.
3. Afskrækkelsen skulle baseres på denne gengældelsesevne og ikke på evnen til at reducere de amerikanske tab i en storkrig.
4. Sovjetunionen og USA øvede indflydelse på hinandens strategiske planer ganske uanset deres hensigter. Den enes aktion - f. eks. forøgelse af de nukleare styrker - udløser den andens reaktion. Dette fænomen giver næring til rustningskapløbet.
5. På det strategiske nukleare område involverede rustningskapløbet en særlig ironi: medens termonuklear magt repræsenterede en ubegrænset potentiel ødelæggelseskraft, er den et begrænset udenrigspolitisk instrument. Nuklear overlegenhed (»supereriority«) kan måles på mange måder. Men alt dette er irrelevant, da det ikke giver udenrigspolitisk indflydelse. 

»Sufficiency«.
I 70’erne formulerede den republikanske administration først doktrinen om »sufficiency« (tilstrækkelig mængde): 1. Garanteret ødelæggelse (»assured destruction«). De forenede Stater skulle under alle omstændigheder have evnen til at besvare et sovjetisk overraskelsesangreb på USA med ødelæggelse af en væsentlig del af det sovjetiske samfund. 2. Krisestabilitet (»crisis stability«). USA’s strategiske styrker skulle opbygges på en måde og i et sådant omfang, at der ikke i en spændt krisesituation kunne opstå motiver til forkøbsslag via interaktion mellem parternes angst for egne styrkers sårbarhed i tilfælde af modpartens overraskelsesangreb. 3. Relativ fordel (»relative advantage«). USA skulle undgå en situation, hvor Sovjetunionen i en atomkrig kunne ødelægge en væsentlig større del af USA end omvendt. En sådan tilstand var først og fremmest uønsket på grund af de politiske fordele i fredstid, Sovjetunionen kunne opnå deraf.

Schlesinger-strategien.
I januar 1974 redegjorde den amerikanske forsvarsminister James Schlesin- ger for, hvad der siden er benævnt Schlesinger-strategien. Den kan sammenfattes således:
1. USA skulle udvikle et bredere sæt af måloptioner end tidligere. De forenede Stater skulle bevare en garanteret ødelæggelsesevne, men denne burde spille en langt mindre rolle i forhold til understregningen af flexibilitet i anvendelsesmuligheder . Herved kunne præsidenten få mulighed for i en given situation at vælge mellem forskellige måltyper og forskelligt omfang af gengældelse. Afskrækkelsen kunne da blive troværdig på hele spektret af trusler fra meget begrænsede brug af militære midler mod USA til det altomfattende angreb, der var trusselkonceptionen i McNamara-doktrinen.
2. USA skulle fastholde nogenlunde symmetri med Sovjetunionen i kapaciteten til at angribe militære mål. Man måtte ikke lade russerne få »counterforce«-muligheder, USA ikke selv havde.
3. Der skulle være paritet (»essential equivalence«) mellem supermagternes strategiske styrker. Af hensyn til at undgå uønskede fredstidskonsekvenser på andre landes adfærd skulle pariteten være åbenbar for såvel Sovjetunionen som tredjelande. 

B. Sovjetunionens doktrin
Trods den udprægede mangel på kilder har der efterhånden dannet sig en vis enighed om hovedtrækkene i den sovjetiske doktrin:5)
1. Effektiv afskrækkelse må baseres på Sovjetunionens egen (kernevåben)styrke og opbygningen af et effektivt civilforsvar mod angeb med kernevåben. Gensidig sårbarhed er et alt for skrøbeligt grundlag at bygge Sovjetunionens sikkerhed på i forhold til det ledende kapitalistiske land. Man ser ikke samme radikale forskel mellem strategisk kernevåben og konventionelle våben, som USA - mest udpræget i McNamara-doktrinen. Interkontinentale våben er en slags langtrækkende artilleri. Afskrækkelsen må baseres på Sovjetunionens kapacitet til i en krisesituation at komme modstanderen i forkøbet ved et forkøbsslag. Amerikanske fremhævelser af vigtigheden af at skelne mellem gengældel- sesstyrker og styrker til forkøbsslag anerkendes ikke. Det er for subtilt, når det hævdes at denne skelnen især skal kunne foretages af modstanderen. Ud fra denne betragtning kan sovjetiske våbendeployeringer ej heller være destabiliserende. Forøgelse af de sovjetiske strategiske styrker gør blot afskrækkelsen mere effektiv ved at tvinge en mulig angriber til at tænke sig om en ekstra gang.
2. Muligheden for, at afskrækkelsen svigter, kan og bør ikke ignoreres. Sovjetunionen må derfor udvikle sin kapacitet til at klare sig i en kernevåbenkrig. Men dette betyder selvfølgelig ikke, at man ønsker en sådan. En atomkrig kan kun fremkaldes af de kapitalistiske landes handlinger: muligheden af et farligt samspil mellem supermagternes forventninger i en krisesituation anerkendes ikke. Derfor heller ikke relevansen af et begreb som krisestyring (»crisis management«) - i hvert fald ikke i de offentlige tilkendegivelser af en atomkrigs mulige udbrud.
3. En atomkrig vil hurtigt eskalere til et altomfattende niveau. De amerikanske antydninger i 70’erne af muligheden for begrænsede atomkrige afvises. På samme måde som med krisestyring afvises relevansen af »intra-war bargaining«. Når nukleare våben én gang er taget i brug, er atomvåbens rolle at opnå sejr ved hurtige massive angreb på modstanderens kapacitet til at føre krig.
4. Et lands diplomatiske indflydelse i fredstid påvirkes af størrelsen af dets atomslagstyrke. Det at SALT-forhandlingerne overhovedet kom igang og deres forløb over 10 år viser dette. USA har nødtvungent måtte anerkende Sovjetunionens lighed. De ændrede styrkeforhold mellem de socialistiske og de kapitalistiske lande erkendes nu af alle klarttænkende kredse. Som den er forsøgt sammenfattet i disse fire punkter, er der ikke sket nogen forandringer i Sovjetunionens doktrin i tiden fra 1969 til 1977.
 
3. Fem idealtyper for afskrækkelse.
En idealtype er en tankekonstruktion i forhold til hvilken fænomenerne kan klassificeres ved deres større eller mindre afstand. Det, at en idealtype opstilles, betyder ikke, at den forventes at forekomme empirisk, og den er heller ikke udtryk for noget gennemsnit. Ej heller har den værditeoretisk karakter, selv om selve udtrykket kunne antyde noget andet. Enhver idealtype bygger på visse antagelser og forudsætninger om de politiske aktører og forholdet dem imellem. De følgende idealtyper er formuleret indenfor rammerne af den amerikanske forsker Graham T. Allisons6) »Rational actor«-model. Kort udtrykt bygger denne på følgende forenkling: en stats adfærd i international politik er udtryk for et bevidst valg mellem forskellige handlemåder ud fra en rationel vurdering af, hvilken adfærd, der bedst fører til målet.
 
Indenfor rammerne af denne model opererer de opregnede idealtyper med den antagelse, at formålet med interkontinentale kernevåben er at afskrække den anden supermagt fra at bruge disse våben mod én selv.7) Hensigten er at opstille en række tankekonstruktioner for det nærmere indhold af denne afskrækkelsesrolle. De tankegange og ræsonnementer, der indeholdes i idealtyperne, antages i varierende omfang og udformning at genfindes i doktrinerne, men disse forventes naturligvis ikke at kunne beskrives i alle henseender ved hjælp af idealtyperne. Flere doktriner opererer netop med, at strategiske atomvåben også har andre roller i det internationale system end deres umiddelbare afskrækkelsesrolle i forholdet mellem supermagterne.
 
Følgende ræsonnement danner udgangspunkt for formuleringen af idealtyperne: en politisk aktør - her en supermagt - kan søge at afholde en anden politisk aktør - den anden supermagt - fra visse uønskede handlinger enten ved:
1. at true med visse gengældelseshandlinger, hvis den anden foretager sig det, man gerne vil undgå. Idealtyperne A-C er forskellige former for denne slags afskrækkelse. Den kaldes også terrorbalance. Eller ved:
2. at gøre det klart gennem udtalelser og handlinger, at den anden part ikke kan gennemføre det, han i givet fald formodes at ville forsøge. Idealtyperne D og E er to former for denne slags afskrækkelse. Den svarer til traditionel magtbalance. Type E kaldes ofte forsvarsbalance. Med andre ord består den første form for afskrækkelse i, at man siger: »Hvis du gør det og det, kan vi gengælde - så lad hellere være.« Den anden form for afskrækkelse består i, at man siger: »Hvis du forsøger det og det, kan vi fysisk hindre det - så lad hellere være.»8)
 
Enhver afskrækkelse baseres på, at ens kapacitet og vilje til at gøre et eller andet i en given situation kommunikeres i fredstid til den anden politiske aktør. Det drejer sig i alle tilfælde om supermagternes opfattelse i fredstid af nogle våbens afskrækkelsesrolle.9) 
 
Terrorbalance.
A. Gensidig garanteret ødelæggelse.
Bag alle ræsonnementer i idealtypen »Gensidig garanteret ødelæggelse« (»Mutual Assured destruction«) ligger den opfattelse, at de offensive strategiske kernevåben teknisk og økonomisk har klar overvægt overfor defensive våben. Denne teknologiske kendsgerning kan man beklage nok så meget, men der er ingen mulighed for at slippe ud af den. Supermagterne har fuld suverænitet over egne våben, og de har derfor hinandens befolkninger som »gidsler« for, at den anden ikke skal bruge våbnene mod én selv.10) »Gidsel«-situationen er ikke resultatet af en bestemt politik med sigte herpå. Den tekniske udvikling af de offensive raketter siden 2. verdenskrig har gjort det umuligt at beskytte civilbefolkningen effektivt ved aktive forsvarsforanstaltninger, d.v.s. antiraket-raketter eller civilforsvarsanlæg. Denne tekniske udvikling er naturligvis foregået i et samspil med politiske aktørers adfærd og motiver. Men samlet set er den teknologiske tilstand resultatet af mange aktørers adfærd med vidt forskellige motiver.
 
Økonomisk beskrives tilstanden på den måde, at »cost-exchange«- forholdet mellem offensive og defensive våben er en meget lille brøk. Forholdet mellem omkostningerne ved fremstilling af de offensive våben, som kan neutralisere de formodede virkninger af nye defensive våben, er en meget lille brøk. Hvis en supermagt etablerer et civilforsvarsanlæg eller anskaffer antiraket-raketter vil det være langt dyrere end de udgifter, den anden supermagt må bruge for at fremstille den forøgede mængde offensive våben, som gør forsvarsforanstaltningerne værdiløse. Selv anvendelsen af langt flere ressourcer end de i forvejen enorme ressourcer, der bruges til militære formål, vil kun kunne give civilbefolkningen en svag beskyttelse mod omfattende brug af kernevåben. 
 
Ifølge idealtypen MAD11) har begge suspermagter med de teknologiske forhold givet da under alle omstændigheder evnen til at gengælde et omfattende kernevåbenangreb med uacceptable ødelæggelser af den anden supermagts civilbefolkning og industri. MAD er en afskrækkelsesdoktrin par excellence: den beskæftiger sig alene med betingelserne for at opretholde ikke-brug af strategiske atomvåben. Hvad skal man gøre for at genoprette situationen, hvis afskrækkelsen svigter, interesserer ikke. Eller rettere: det anses for givet, at det ikke sker ud fra den antagelse, at man via denne form for afskrækkelse kan sikre, at situationen aldrig indtræffer. Begynder man at beskæftige sig med ex post, d.v.s. efter en nuklear konflikt er startet, foruden med ex ante, og evt. at foretage sig noget med hensyn til fysiske forsvars- og beskyttelsesforanstaltninger for at kunne klare et sådant tilfælde, gør man blot katastrofen mere sandsynlig i forsøget på at gøre den mere acceptabel. MAD udtrykker det mest radikale brud med klassisk magtbalancetankegang. Det fremgår på flere måder:12)
 
I den ovenfor givne definition dækker »uacceptabel« over et væsentligt aspekt af forskellen. En stat besidder evnen til garanteret ødelæggelse, hvis modparten bedømmer de mulige ødelæggelser til at være uacceptable. Ledelsernes værdisystemer og subjektive opfattelser bliver dermed relevante i en sådan terrorbalance på en helt anden måde end i den traditionelle magtbalance, hvor det alene kommer an på, at tilstedeværelsen af en vis ligevægt i fysisk styrke erkendes af begge parter. Den nærmere betydning af »uacceptabel« kan eventuelt angives i numeriske udtryk af statslederen. Man udtaler, hvilken procentdel af modpartens befolkning og industri, men mener, egne styrker skal være i stand til at ødelægge efter et omfattende angreb på én selv for, at afskrækkelsen er effektiv. En sådan vurdering af de numerisk nedre grænser for garanteret ødelæggelse behøver ikke at være sammenfaldende for de to supermagter. Som antydet ovenfor afhænger det af den ene supermagts antagelser om den anden ledelses værdisystem. En supermagt, hvis ledelse af den anden antages at være mere ligegyldig overfor egne menneskelige og materielle ødelæggelser end én selv, står stærkere. Den er sværere at afskrække, da det kræver et højere »assured destruction«-niveau.
 
De traditionelle hemmelighedsforestillinger, der omgiver militære forhold, bliver irrelevante i en terrorbalance. Det afgørende for afskrækkelsens effektivitet er netop, at den anden part har fuldt kendskab til og er overbevist om egne atomvåbenstyrkers kapacitet og egen vilje til i en given situation at bruge dem. Det er centralt for denne idealtype, at afskrækkelsen ved hjælp af den garanterede ødelæggelsesevne skal være gensidig. Ræsonnementet bag betoningen af gensidighed er, at det for afskrækkelsens effektivitet er nødvendigt, at den anden supermagt er overbevist om, at man også selv er afskrækket. Særligt under spændte krisesituationer er dette vigtigt. Ellers kan den anden part føle sig presset til at starte anvendelse af strategiske kernevåben, fordi han føler sig truet af den første og en katastrofe indtræffer - ikke fordi en part er »aggressiv«, men fordi han føler sine vitale interesser truet. Ifølge MAD er det god sikkerhedspolitik for en supermagt hele tiden at bidrage til den anden supermagts sikkerhed. Det, der overfladisk betragtet ser ud som filantropi, bliver da varetagelse af »den oplyste egeninteresse«. I MAD er erkendelsen af strategisk interaktion således fundamental. Det kan også udtrykkes på den måde, at det strategiske supermagtsforhold altid - hvor altid er lig ex ante - er et ikke-nulsumsspil. Det ligger i MAD, at opretholdelse af terrorbalancen på længere sigt nødvendiggør begge parters accept af tankegangen, og at de viser dette i deres adfærd.13)
 
De skal også lade deres tilkendegivelse om strategiske atomvåbens rolle være præget af MAD-tænkning. Holdningspåvirkningen mellem supermagternes politiske ledelser får en central plads. Hvis kun den ene supermagt er »MAD-bevidst«, må den bestræbe sig på at forklare den anden supermagt MAD-ræsonnementets logiske struktur og dets grundlag i de teknologiske kendsgerninger.
 
Hvis den ene supermagt afviser at følge de spilleregler, der ligger i MAD og handler derefter, kan den anden ikke i længden opretholde en troværdig MAD-doktrin. Derfor er det vigtigt, at parterne til stadighed kommunikerer med hinanden og ser på de strategiske supermagtsrelationer i symmetriske termer. Mellemstatslige rustningskontrolforanstaltninger får en vigtig rolle ved at være en altid fungerende kommunikationskanal mellem formelt suveræne stater i en verden, hvor den teknologiske udvikling har gjort den gensidige sårbarhed til en kendsgerning, der ikke kan ændres. De politiske ledelser af supermagterne må kende hinandens tankegang og indenfor visse grænser acceptere den, selv om de i mange andre henseender har stærkt modstridende interesser og fundamentalt forskellige samfundsideologier. Supermagternes politiske ledelser bør ikke blot være i stadig kontakt med hinanden, men begge må også have fuld kontrol med egne atomvåbenstyrker i alle situationer. Den politiske ledelse af de militære bureaukratier er af fundamental betydning. Uheld med kernevåben af menneskelige eller tekniske grunde kan nemt fejlfortolkes af den anden part og få videre katastrofale konsekvenser. Supermagterne bør indgå aftaler om, hvordan de skal klare sådanne situationer. Formelle rustningskontrolaftaler har også en vigtig rolle ved at give retningslinjer for supermagternes adfærd i krisesituationer, så misforståelser og menneskelige eller tekniske fejl ikke fører til atomkrig.
 
Som retningslinje for våbenanskaffelser giver MAD regler, der sammenlignet med de følgende idealtyper er klarere og fører til numerisk set færre våben. Det rent numeriske omfang af en kernevåbenstyrke bør alene bestemmes af, hvad der er nødvendigt for at have en garenteret ødelæggelsesevne. Derfor kaldes MAD ofte for »minimum deterrence«. Kun i tilfælde af fare for egen overlevelse er truslen om brug af strategiske kernevåben troværdig og besiddelse af ekstra våben (»overkill«) er uden politisk relevans. Dette fører over i den betragtning, at visse typer strategiske våben er desta- biliserende. Det gælder raket forsvarssystemer (ABM), der har beskyttelse af civilbefolkningen, og dermed fratagelse af den anden parts gengældelsesevne, som opgave. Derimod ikke ABM-systemer til beskyttelse af offensive raketter. Tilsvarende er omfattende civilforsvarsanlæg destabiliserende. Med hensyn til offensive våben kan raketter med særlig stor nøjagtighed og kraftige sprængladninger anvendes i en spændt krise til forkøbsslag (preemption) mod modstanderens våben, og de er derfor også dest abiliser ende. Det samme gælder i nogen grad MIRV-raketter; især hvis de også har de to foregående egenskaber.
 
Generelt kan man sige, at forøgelsen af offensive våben i begrænset omfang anses for stabiliserende, hvis det drejer sig om »counter-city«-våben. Ikke hvis det drejer sig om »counter-force«-våben. Lidt forenklet er det blevet sagt således: »OFFENSE IS DEFENSE - DEFENSE IS OFFENSE - KILLING PEOPLE IS GOOD - KILLING WEAPONS IS BAD« (Heurlin, 1974, p. 306). Begge supermagter må da altid udvise tilbageholdenhed i deres våbenanskaffelser og hele tiden tage i betragtning, hvorledes en bestemt våbentype tager sig ud i den andens øjne. I modsætning til traditionel magtbalance er afskrækkelsen ikke bare afhængig af, at egen styrke forekommer overvældende, men også af, at man til tider begrænser egen styrke. I forlængelse heraf ligger MAD’s opfattelse af oprustningsproblemet: »Action-reaction«-fænomenet. Hvis en stat for at varetage egen sikkerhed indfører et nyt våbensystem, vil resultatet ofte være, at den anden supermagt føler sin sikkerhed nedsat og træffer foranstaltninger for at neutralisere den nye trussel. Disse modforanstaltninger kan så igen opfattes som truende af den første stat, og der iværksættes »modforanstaltninger mod modforanstaltninger mod egne handlinger«. Enten er resultatet manglende stabilitet eller genetablering af den oprindelige situation, men med større omkostninger. I begge tilfælde er virkningen via »action-reaction« et stort forbrug af ressourcer uden sikkerhedspolitisk mening. Modforanstaltninger behøver ikke at blive iværksat som reaktion mod en faktisk foretaget handling som denne opfattes af den anden supermagt. Langt snarere iværksættes nye foranstaltninger blot i forventning om den anden parts handlinger. »Action- reaction«-fænomenet bliver på denne måde overflødige rustninger som følge af samspillet mellem supermagternes forventninger til hinanden. Når forholdet mellem offensive og defensive strategiske kernevåben er af ovennævnte specielle art, får mellemstatslige rustningskontrolforhandlinger også en rolle i supermagternes sikkerhedspolitik ved deres direkte rustnings- begrænsende funktion.
 
B. Begrænsede nukleare optioner.
Idealtypen »begrænsede nukleare optioner« (»Limited nucleare options« (LNO)) lægger vægt på, at en supermagts ledelse bør have forskellige muligheder i valget af gengældelsesaktioner og på forhånd tilkendegive dette. Derved undgår man, at blive stillet overfor valget »alt eller intet«. De forskellige muligheder bør omfatte såvel militære som civile mål med mange grader af ødelæggelsens omfang og indsats af våben. Medens MAD inddeler måltyperne i en diktomi - civile ctr. militære mål - er en sådan inddeling iflg. LNO for enkel at operere med. De militære mål kan være af vidt forskellig karakter lige fra ICBM-affyringsramper til industrielle anlæg, der fremstiller mindre vigtige elementer til militært brug. De civile mål kan tilsvarende være ret så forskelligartde fra et tæt bebygget befolkningscenter til civile industrianlæg i et tyndt befolket område langt fra civile og militære centre.
 
Ved at lægge vægt på fleksibilitet både i »employment policy«, d.v.s. planlægningen af måludvælgelsen, i »acquisition policy«, d.v.s. i våbenudviklingen og i »declaratory policy«,14) d.v.s. de officielle regeringsrepræsentanters udtalelser om, hvordan man agter at anvende nukleare våben, mener LNO at kunne gøre afskrækkelsen effektiv på hele spektret af trusler om anvendelse af inter kontinentale atomvåben. Specielt antages dette at være nødvendigt i en situation, hvor man har nogenlunde paritet mellem supermagternes inter kontinentale atomstyrker. LNO-idealtypen vil udstrække afskrækkelsen til også at gælde i en nuklear krig, d.v.s. efter at de første atomvåben er anvendt, og dette har jo kun mening, hvis man planlægger og vedkender sig en begrænset første-brug af strategiske atomvåben. Derved håber man at få mulighed for bedre at kunne genoprette en situation, hvor der sker en ikke-tilsigtet brug af interkontinentale kernevåben som følge af menneskelige eller tekniske fejl, og for at kunne begrænse brugen af kernevåben selv om en atomkrig er startet ved en supermagts bevidste handlinger. Begge dele med det formål at være i stand til at stoppe en nuklear konflikt inden »det store ragnarok« bevirker, at den stopper af sig selv.
 
I sin optagethed af ex post foruden af ex ante er LNO væsentlig forskellig fra MAD. I modsætning til MAD antager LNO, at afskrækkelsen ex ante også øges herved. Man afviser påstanden om, at faren for atomkrig bliver større, fordi man på forhånd bestræber sig på at kunne begrænse en konflikt med fysisk brug af disse våben eller forsøger at fjerne det yderste katastrofeperspektiv ved enhver brug af interkontinentale atomvåben. Det er forkert at hævde, at en atomkrig bliver mere sandsynlig, hvis man ikke på forhånd erklærer, at brug af strategiske kernevåben er lig »verdens undergang«. Selv om brug af disse våben i begrænset15) omfang kan ske, uden at det behøver at medføre for mange menneskers død og lidelser, skal man ikke tro, at statslederne vil træffe en afgørelse om fysisk brug af atomvåben med let sind. Ej heller hvis der i forvejen er udarbejdet planer for noget sådant. Den første fysiske brug af atomvåben siden Hiroshima og Nagasaki vil under alle omstændigheder fremkalde et psykologisk chok af et omfang, man ikke på forhånd har realistiske forestillinger om. De psykologiske virkninger bliver ikke nødvendigvis mindre af, at man på forhånd hævder, at de fysiske og menneskelige ødelæggelser vil være »begrænsede«.
 
Ved LNO undgår supermagternes ledelser imidlertid nogensinde at blive stillet overfor det meningsløse valg »alt eller intet«. Truslen om gengældelse bliver lidt mere troværdig og dermed krigsforebyggende. Hvis man siger, at effektiviteten af afskrækkelse via truslen om gengældelse afhænger af omfanget af den truede gengældelse og dens troværdighed, betyder det, at LNO også lægger en del vægt på troværdigheden. I modsætning hertil er MAD kun optaget af at gøre den truede gengældelses omfang så omfattende, at selv en meget lille sandsynlighed for en så uoprettelig katastrofe vil være nok til at påvirke rationelle statslederes adfærds valg. '
 
C. Gengældelse mod militære mål.
Idealtypen »counterforce« indebærer, at målene for strategiske atomvåben er modstanderens tilsvarende våben og andre militære mål. Som retningslinje for våbenanskaffelse implicerer »counterforce« besiddelse af fremføringsmidler i et sådant omfang og med en sådan nøjagtighed, at modstanderens raketaffyringsramper og flybaser kan ødelægges. Til forskel fra civile befolkningscentre er sådanne mål beskyttede på forskellig måde og derfor langt mere komplicerede at ramme og uskadeliggøre. En »counterfor- ce«-doktrin antages derfor at nødvendiggøre kvantitativt og kvalitativt flere våben sammenlignet med LNO og især MAD. En stat, der har evnen til at uskadeliggøre modstanderens interkontinentale fremføringsmidler, før de kan tages i brug, siges at have en »first-strike« evne. Pr. definition er modstanderen da frataget »second-strike« evnen. De forskellige typer af strategiske atomvåben antages at besidde forskellige egenskaber i denne henseende. Landbaserede raketter (ICBM) antages at have en nøjagtighed, der gør en »counterforce«-doktrin mulig. Især hvis raketterne er udstyret med individuelt styrbare sprænghoveder (MIRV). Ubådsbaserede raketter (SLBM) har derimod en mangel på nøjagtighed, der gør det umuligt, at de kan benyttes til at uskadeliggøre modstanderens landbaserede raketter. Desuden antages de ikke altid at kunne være under samme kontrol og kommando fra den politiske ledelse, specielt i meget usikre og højspændte krisesituationer.16) 
 
Da ubådene endvidere er meget vanskelige - formentlig umulige - at opspore på et givet tidspunkt, og dermed ikke selv kan udsættes for et ødelæggende angreb, er SLBM det klasiske våben til at true civile mål og ICBM det klassiske våben til at true militære mål. Af sammenhængen af en supermagts strategiske kernevåben kan man således læse noget om dens doktrin, forudsat det givne ræsonnement har været bestemmende for dets våbenudvikling.17)
En »counterforce«-doktrin har to elementer med forskellige funktioner: »damage limitation« og »no-cities«. »Damage limitation« vil sige, at man søger at ødelægge modstanderens muligheder for i væsentligt omfang at gøre gengæld. »No-cities« vil sige, at man retter våbnene mod andre mål end modstanderens civilbefolkning for at give ham motiv til at begrænse egen gengældelse til militære anlæg og derved undgå ødelæggelse af civile mål. Det afgørende er ikke en forskel mellem måltyper (der behøver ikke at være en forskel), men at »damage limitation« sigter mod at påvirke modstanderens fysiske muligheder for gengældelse, mens »no-cities« sigter mod at påvirke modstanderens motiv, d.v.s. at videreføre afskrækkelsen i en krig ved at bevare modstanderens byer som »gidsler«. Derved går »damage limitation« i retning af idealtype D (krigsførelse) og »no-cities« elementet i retning af idealtype B (begrænsede nukleare optioner). De to aspeker af doktrinen er til en vis grad i strid med hinanden. »Damage limitation« forudsætter ødelæggelse af modstanderens kommandostruktur og interne kommunikationssystem for derigennem at fratage ham mulighederne for at bruge våbnenene; »no-cities» komponenten forudsætter derimod i videst muligt omfang bevarelse af modstanderens muligheder for at overskue situationen og kontrollere egne handlinger, evt. for at kunne kommunikere med den politiske ledelse i den anden supermagt for at stoppe konflikten (Schel- ling, 1966, p. 194). Hvis en supermagt bygger på denne idealtype øges risikoen for forkøbsslag (pre-emption) i spændte krisesituationer. Man er bange for, at den anden starter, og det er en fordel at komme først. Gensidig afskrækkelse bliver ustabil, fordi en styrke indrettet i overensstemmelse med denne idealtype vil være begyndelsen til en »first-strike« styrke - i hvert fald i den anden parts øjne, hvad der er det afgørende.
 
Magtbalance.
D. Krigsførelse.
Idealtyperne D og E svarer til traditionel magtbalancetankegang, som den er udviklet vedrørende konventionelle våbens rolle i international politik. Man bruger de samme ræsonnementer for langtrækkende kernevåbens afskrækkelsesrolle som for de konventionelle våbens. Ifølge idealtyperne A-C hviler afskrækkelsen på truslen om gengældelse i en eller anden form. Efter idealtyperne D-E baseres afskrækkelse på en supermagts fysiske kapacitet og vilje til at vinde en militær konflikt i traditionel forstand (D) eller til at hindre modpartens ødelæggelse af eget samfund (E).
 
At gøre afskrækkelsen afhængig af, at man kan overbevise en anden om, at man har kapacitet og vilje til at vinde en atomkrig, forudsætter, at man mener, at det overhovedet er meningsfuldt at hævde noget sådant eller rettere: at man kan få andre til at tro, at man selv tror det. De fleste mener, at al tale om at vinde en atomkrig er absurd. En kernevåbenkrig har kun tabere. De traditionelle forestillinger om at »vinde eller tabe« er meningsløse. Det kan også hævdes, at sådan tale fra statsledere i sig selv øger faren for atomkrig. Heraf følger, at en supermagtsledelse, som tilkendegiver, at man kan vinde en atomkrig, hvis den anden skulle starte en sådan, må have kontrol med offentlige meningstilkendegivelser om sådanne problemer i eget samfund. Ellers risikerer man at blive skarpt modsagt, og denne afskrækkelsesforms troværdighed undergraves i hvert fald på længere sigt af kritiske kommentarer offentligt fremsat i eget samfund om, at det er tåbeligt at give udtryk for en tro på, at man kan »vinde« en atomkrig.
 
Dette at fri offentlig debat i et samfund kan undergrave troværdigheden af vedkommende stats afskrækkelsesdoktrin er imidlertid ikke et problem alene for »war-fighting«. Som det vil fremgå af (5) gælder det alle afskrækkelses- doktriner i større eller mindre grad. Det betyder imidlertid ikke, at der ikke er væsentlige forskelle mellem idealtypernes »problem« i denne henseende. En doktrin om krigsførelse vil nok være den vanskeligste af alle her gennemgåede at opretholde for ledelsen af en supermagt, hvor man offentligt debatterer og eksplicit tager stilling til disse problemer. »War-fighting« lægger stor vægt på faren for, at afskrækkelsen skal svigte ved staters bevidste handlinger eller menneskelige og tekniske fejl. Muligheden for på bedste måde at komme igennem en atomkrig spiller en stor rolle. Ikke alene bør våbenarsenalet indrettes med henblik herpå, men ens udtalelser bør også afspejle en sådan opfattelse for derved at gøre afskrækkelsen mere effektiv.
 
E. Forsvar.
Idealtypen forsvar (»defense emphasis«) vil bygge afskrækkelsen på et effektivt forsvar af civilbefolkningen mod angreb med interkontinentale kernevåben. Det kan ske gennem opstilling af et aktivt og/eller passivt forsvar (civilforsvar) i et sådant omfang, at den anden supermagt ikke kan påføre eget samfund ødelæggelser i væsentligt omfang. Denne idealtype er modsætningen til MAD i to henseender: idealtypens teknologiske forudsætninger og betydningen af ødelæggelser i »væsentligt« omfang. De teknologiske forudsætninger er, at »cost-exchange«-forholdet mellem offensive og defensive våben er ca 1:1. Offensive og defensive våben er økonomisk og teknologisk ligestillede. De defensive våben kan teknologisk udvikles til at have samme effektivitet som offensive våben indenfor nogenlunde samme omkostningsniveau. Hvad der er ødelæggelser i »væsentligt« omfang, d.v.s. hvad der udgør et effektivt forsvar, afgøres af den afskrækkende supermagts eget værdisystem i relation til menneskelige og materielle ødelæggelser. Noget andet er så, at denne afskrækkelsesform som enhver form for afskrækkelse baseres på kommunikation af tilstedeværelsen af egen kapacitet og vilje til i en given situation at gøre et eller andet. Det afgørende er, at man til forskel fra de andre idealtyper - mest MAD - i meget højere grad selv er herre over afskrækkelsens effektivitet, fordi man selv definerer omfanget af de ødelæggelser i »væsentligt« omfang, man kommunikerer til modstanderen, at man har kapacitet og vilje til at hindre. Gensi- dighedsaspektet spiller ikke samme rolle som i MAD. Afskrækkelsens effektivitet afhænger ikke af, at den anden supermagt har et »menneskeligt« forhold til ødelæggelser af eget samfund. Man bliver ikke stillet i en svagere position, hvis den anden synes ligegyldig overfor menneskelige og materielle ødelæggelser af eget samfund.
 
Denne afskrækkelsesform forudsættes ikke i samme grad som de andre, at supermagterne ledes af rationelle personer og ikke af galninge af Hitlertypen. Hvis man mener, at noget sådant er en reel fare, vil man på forhånd være mere disponeret til at hævde tilstedeværelsen af de teknologiske forudsætninger for »defense emphasis«. »Defense emphasis« mener, at det er for ustabilt og risikabelt at basere afskrækkelse på den anden supermagts subjektive overbevisning om gengældelse. Det er i bund og grund umoralsk at afskrække ved truslen om masseødelæggelser af civilbefolkningen, når et alternativ er teknisk og økonomisk muligt (Gray, 1974, p. 1156). Hertil kommer, at konsekvenserne af at afskrækkelsen svigter af den ene eller den anden grund ikke er samme uoprettelige katastrofe som ved de andre idealtyper - igen med MAD som det ekstreme eksempel. Man bør ikke se bort fra en reel fare for, at langtrækkende raketter kan blive bragt i anvendelse ved en supermagts tilsigtede handlinger i en spændt situation eller ved menneskelige og tekniske fejl på trods af flere aftaler fra årene 1971-73 mellem USA og Sovjetunionen for at sikre herimod.18) Man bør da gøre noget for at beskytte civilbefolkningen mod brug af interkontinentale kernevåben - i hvert fald mod brug i begrænset omfang.
 
Som LNO benægter »defense emphasis« påstanden om, at optagethed af ex post gør en atomkrig mere sandsynlig. Man foretrækker i hvert fald at leve med den lidt større risiko til gengæld for på forhånd at kunne gøre katastrofen mindre, hvis den skulle indtræffe. I valget mellem den lille risiko for en katastrofe og den endnu mindre risiko for en uoprettelig katastrofe, vælger denne idealtype klart det første. Ifølge SALT-aftalernes ABM-traktat fra 1972 suppleret i 1974 er der kun tilladt hver supermagt ét raket forsvarsanlæg. Hvis ABM-traktaten fortsat overholdes og ikke opsiges, er mulighederne for at basere afskrækkelsen på en forsvarsbalance begrænset til civilforsvarsanlæg.
 
4. Doktrinernes udvikling i forhold til hinanden.
Sammenfattende kan man sige, at de fem idealtyper er indbyrdes forskellige ved deres opfattelse af følgende tre problemer:
1. Forholdet mellem den teknologiske udvikling af offensive og defensive våben.
2. Spørgsmålet om afskrækkelsens effektivitet afhænger af begge parters rationalitet og værdisystem eller en supermagts afskrækkelse alene afhænger af egne handlinger og eget værdisystem.
3. Idealtyperne A-C bygger på afskrækkelse på truslen om gengældelse i en eller anden form. Idealtyperne D og E bygger afskrækkelse på, at den anden part ikke kan gennemføre det, han i en given situation måske vil forsøge. Da selve betegnelsen afskrækkelse ofte kun bruges som den første afskrækkelses- form, kan man også sige, at idealtyperne A-C er forskellige afskrækkelsesfor- mer, medens D og E er to opfattelser af, hvorledes man kan klare sig i en kernevåbenkrig. Ud fra disse tre kriterier kan idealtyperne hensigtsmæssigt betragtes som liggende på et kontinuum, og man kan da med udgangspunkt i dette kontinuum forsøge at vurdere doktrinernes udvikling i forhold til hinanden. Af (2) fremgik, at man i perioden 1969-77 alene kan tale om ændringer i De forenede Staters doktrin. Udtrykker man forandringerne i USA’s doktrin ved hjælp af idealtyperne, er det klart, at den amerikanske doktrin ved periodens begyndelse var meget lig MAD. McNamara-doktrinen er den af alle faktisk forekommende doktriner, som mest ligner én af de opstillede idealtyper. Der er kun tale om nuanceforskelle, som i denne sammenhæng er uvæsentlige.19)
 
Den efterfølgende republikanske administrations strategiske doktriner bevægede sig i retning bort fra MAD. »Sufficiency« afveg fra MAD på i hvert fald to punkter:
1. At USA skulle undgå en situation, hvor Sovjetunionen i en atomkrig kunne ødelægge en væsentlig større del af USA end omvendt (pkt. 3). Dette var irrelevant iflg. MAD. Det afgørende var alene, at USA efter et overraskelseangreb kunne påføre Sovjetunionen »uacceptable« ødelæggelser. At hævde at Sovjetunionen kunne opnå fordele i fredstid af en sådan forskel var iflg. MAD at tillægge strategiske atomvåben alt for stor vægt i »normale« fredstider. Man skulle tværtimod altid bestræbe sig på at begrænse sådanne våbens politiske relevans til det at afholde en modstander fra at bruge dem mod én selv.
2. Lidt mindre entydigt viste bevægelsen bort fra MAD sig i den manglende fremhævelse af gensidighedsapektet i pkt. 1. Den republikanske administration var på dette punkt mere sårbar overfor den yderste højrefløjs kritik af en præsident for at være filantropisk overfor russerne. Nixon-administrationen argumenterede ikke som McNamara og hans »whiz kids« med styrke og overbevisning for, at USA skulle varetage »den oplyste egeninteresse«. Derimod var hensynet til krisestabilitet (pkt. 2) helt i overensstemmelse med MAD. Gensidighedsaspektet er her det centrale i vurderingen af, hvad der tjener De forenede Staters interesse: faren er samspillet mellem parternes forventninger til hinanden i en krisesituation, og ikke kun russiske handlinger.
 
Schlesinger-strategien fra 1974 var et mere radikalt brud med MAD:
1. Det første punkt i Schlesinger-strategien er lig mange af elementerne i idealtype B (LNO). Hovedargumentet er, at afskrækkelsens effektivitet samlet set styrkes af den øgede troværdighed, selv om den truede gengældelses omfang er mindre end hos MAD. Argumentationen har forbindelse med, at trusselskonceptionen i Schlesinger-strategien er forskellig fra truslen i MAD. (Se nedenfor under 5).
2. Det andet punkt i Schlesinger-strategien svarer til »damage limitation«- elementet i idealtype C (gengældelse mod militære mål) og elementer af idealtype D (krigsførelse). Det sidste fremgår af, at der skal være symmetri med Sovjetunionen i kapaciteten til at angribe militære mål. Hvis dette punkt alene skulle henføres til »damage limitation« giver det ikke mening, at kapaciteten skal være symmetrisk med Sovjetunionens.
3. Det tredje punkt i Schlesinger-strategien svarer til den såkaldte percep- tionsdoktrin.20) Som pkt. 3 i »sufficiency« og pkt. 4 i Sovjetunionens doktrin opereres der her med, at interkontinentale kernevåben også har andre roller i det internationale system end den umiddelbare afskrækkelsesrolle i forholdet USA og Sovjetunionen.
Dette led i den amerikanske doktrin i 70,erne er et klart brud med McNamara-doktrinens pkt. 5 og den tilsvarende »minimum deterrence«- tankegang i MAD. Besiddelse af »overkill« har politisk relevans, hvis den anden supermagt også har en sådan kapacitet.
 
Man må konkludere, at ændringerne i USA’s doktrin i 70’erne har nærmet De forenede Staters opfattelse af strategiske atomvåbens afskrækkelsesrolle til Sovjetunionen. For holdbarheden af denne konklusion har den tidligere omtalte asymmetri mellem definitionerne af de to supermagters doktriner samt den betydelige usikkerhed, hvormed man overhovedet kan udtale sig om den russiske ledelses opfattelse, ingen betydning. Man kan under ingen omstændigheder påstå, at russernes opfattelse ligger nærmere MAD end USA’s i 1977.21)
 
Denne særlige form for konvergens kan sammenfattes således:
1. I forhold til 1969 lægger den amerikanske doktrin mindre vægt på den indbyrdes afhængighed mellem supermagternes følelse af sikkerhed. USA’s sikkerhed afhænger i højere grad af USA’s egne handlinger end af resultaterne af rustningskontrolforanstaltninger med Sovjetunionen. For De forenede Staters sikkerhed er Sovjetunionens værdisystem og rationelle adfærd af mindre betydning.
2. Forestillingen om afskrækkelse via truslen om »uacceptable ødelæggelser« betyder mindre. Afskrækkelse via truslen om at kunne klare sig i en atomkrig tillægges større vægt. Man kan sige, at USA har bevæget sig på det opstillede kontinuum bort fra idealtype A mod typerne B, C og D. At basere afskrækkelsen på en forsvarsbalance er delvist umuliggjort ved ABM- traktaten fra 1972.
 
Der var i 1977 stadigvæk store forskelle mellem den amerikanske og den sovjetiske doktrin. Forskellene kan sammenfattes således:
1. USA baserer primært afskrækkelsen på truslen om gengældelse. Gen- gældelsesstyrker bør ikke kunne antages for styrker til forkøbsslag. Russerne accepterer ikke - i hvert fald ikke i deres offentlige udtalelser - denne skelnen mellem »second-strike« og »first-strike« styrker, som er fundamental for alle amerikanske doktriner, omend med aftagende styrke i 70’erne. For Sovjetunionen består afskrækkelsen i, at USA tror, at russerne selv er overbeviste om, at de kan klare sig i en atomkrig. For afskrækkelsens effektivitet er det ligegyldigt, om denne overbevisning hos russerne er oprigtig eller ej.
2. USA mener, at strategiske kernevåben også har en afskrækkelsesrolle, hvis de nogensinde skulle blive taget fysisk i brug. Interkontinentale kernevåben kan aldrig få udelukkende en militær funktion. Sovjetunionen giver udtryk for, at kernevåbens rolle i en krig er at opnå modstanderens militære nederlag.
3. USA lægger vægt på at kunne klare en begrænset fysisk brug af strategiske atomvåben, samtidig med at våbnene bevarer deres afskrækkelsesrolle, som meningsfyldt altid må være det centrale. Sovjetunionen afviser muligheden af begrænsede atomkrige. Imidlertid bør man igen gøre opmærksom på det meget usikre grundlag for overhovedet at udtale sig om de sovjetiske lederes ideer om disse problemer. Nogle amerikanske forskere mener, at russernes forestillinger ligger nærmere de amerikanske. Alle der udtaler sig, er imidlertid fælles om et meget spinkelt kildemateriale.
Især mener sådanne iagttagere, der er kritiske overfor 70’ernes drejning af den amerikanske doktrin, at russernes opfattelse »i virkeligheden« ligner den amerikanske og dermed har flere lighedspunkter med MAD end ellers antaget. Det sovjetiske politiske system gør det blot muligt at antyde en tro på sejr i en atomkrig uden direkte at blive modsagt eller afkrævet en klargørelse. Dette udnytter russerne i afskrækkelsesøjemed. Tilhængere af McNamara- doktrinen mener imidlertid, at man ikke skal lade sig narre af denne forståelige tilbøjelighed til at udnytte interne systemtræk til at styrke Sovjetunionen i forhold til USA. Det er stadig i USA’s interesse at varetage »den oplyste egeninteresse«.
 
Hvis Sovjetunionens doktrin »i virkeligheden« ligger nær den amerikanske, forsvinder et af argumenterne for de ændringer, der i 70’erne er gennemført i USA’s doktrin. Det er helt normalt i samfundsvidenskabelige undersøgelser, at en analyses resultat har nær sammenhæng med analytikerens politiske holdning. Det er dog i ganske usædvanlig grad tilfældet med analyser af et problem som Sovjetunionens kernevåbendoktrin, hvor kildematerialet er yderst spinkelt og emnet debatteres intenst. På trods af sådanne problemer må man konkludere, at der i 1969-77 var tale om tilnærmelser af den amerikanske til den sovjetiske doktrin. Uenighed kan alene vedrøre spørgsmål om, hvor stor forskellen var i forvejen, samt om denne form for konvergens overhovedet er et gode. Spørgsmålet er nu, hvorledes kan man forklare denne udvikling, som er helt i strid med McNamara-strategernes forventninger og ønsker for 10-15 år siden.
 
5. Mulige forklaringer på konvergensen.
Hvis man skal angive de mulige forklaringer på konvergensen mellem supermagternes doktriner, er det ensbetydende med at give nogle forklaringer på ændringerne i De forenede Staters doktrin 1969-77 bort fra MAD. I det følgende vil jeg søge forklaringerne på to niveauer: dels i det bilaterale supermagtsforhold USA-Sovjetunionen, dels i det amerikanske politiske system.
 
A. Sovjetunionens våbenudvikling.
En faktor, som bidrager til forståelsen af ændringerne i den amerikanske doktrin i den angivne retning er Sovjetunionens våbenudvikling. Den kvantitative og kvalitative forøgelse af de sovjetiske ICBM har efter den amerikanske regerings opfattelse givet Sovjetunionen en kapacitet til at uskadeliggøre militære mål. Udviklingen har efter USA’s fortolkning bekræftet Sovjetunionens opfattelse af strategiske kernevåbens »counterforce«-rolle. Faren er ikke, at den sovjetiske våbenudvikling skulle være på vej til at give Sovjetunionen en »first-strike«-kapacitet. Det er udelukket alene fordi mindre end 25% af den amerikanske strategiske styrke målt i antallet af sprængladninger er anbragt på faste, landbaserede missiler. SLBM-styrken er på ingen måde truet. Problemet opstår i forhold til det andet mål i »suffiency« og i forhold til de tre mål i Schlesinger-strategien.
 
Forøgelsen af den sovjetiske ICBM-styrke giver Sovjetunionen et »throw- weight«-fordel22) i forholdet 6:1. Dette anses for relevant, når man skal bedømme raketters evne til at ødelægge beskyttede mål. Betydningen af det skæve »throw-weight«-forhold forøges af, at flere af de nye sovjetiske ICBM-styrker er udstyrede med MIRV og har betydelig større træfsikkerhed end de gamle sovjetiske ICBM.
 
Udviklingen er farlig ud fra tre betragtninger:23)
1. Den bringer den amerikanske evne til begrænset og selektiv gengældelse i fare. Derved bliver afskrækkelsen af begrænsede angreb usikker og det netop i en situation, hvor sådanne angreb har øget sandsynlighed. Målet at sikre krisestabilitet kommer i fare. Det må her tages i betragtning, at kommando, kontrol og kommunikationsforholdene (C3) gør ICBM-styrken til en langt bedre styrke at anvende ved begrænset og kontrolleret gengældelse end SLBM.
2. Sovjetunionen får en ødelæggelseskapacitet mod beskyttede militære mål, som USA ikke har.
3. Udviklingen af de sovjetiske ICBM forårsager netop den frygt og mistænksomhed, som bestræbelserne for rustningskontrol skulle fjerne. I administrationens vurdering af disse forhold nævnes et bestemt scenario: hvis Sovjetunionen ved et overraskelsesangreb uskadeliggør størstedelen af de amerikanske ICBM, vil den amerikanske præsident komme i den situation at skulle vælge mellem total gengældelse ved hjælp af den vigtigste del af den strategiske »triade«, SLBM, eller intet at gøre. Dette valg skal træffes under frygten for, at Sovjetunionens svar bliver gengældelse mod amerikanske byer. USA må da have mere begrænsede reaktionsmuligheder.  
 
Dette scenario spiller en rolle ikke så meget gennem frygten for, at man en dag skal stå overfor angrebet som en fuldbyrdet kendsgerning - så at sige ud af den »blå« luft - som sandsynligheden for, at russerne en dag kunne benytte en troværdig mulighed herfor til politisk afpresning. Den politiske afpresning behøver ikke at blive udtalt direkte. Nogle krav fremsat i en spændt situation, hvor begge parter er fuldt ud klare over styrkeforholdene, er tilstrækkeligt.
 
B. USA's politiske system.
For at forklare udviklingen i den amerikanske doktrin i 70’erne kan man fremdrage tre træk ved det amerikanske politiske system: for det første det forhold, at ledelsen af administrationen med nogenlunde periodiske mellemrum skifter partifarve; for det andet den omfattende offentlige debat om disse spørgsmål; og for det tredje præsidentens forhold til Kongressen.
 
Skiftende administrationer.
At præsidenten af og til skifter mellem de to store partier betyder, at en (ny) administrations kernevåbendoktrin ofte formuleres som en modsætning til den foregående. En administration vil fremhæve de formodede fordele ved en ny doktrin og ignorere evt. minusser. Dette kan ses både i 50’erne, da John Foster Dulles formulerede doktrinen om massiv gengældelse (»massiv retaliation») som en reaktion på præsident Trumanns NCS-68 og i 60’erne, da Kennedy og McNamara formulerede doktrinen om fleksibelt svar (»flexible response«) som en modsætning til massiv gengældelse. De nævnte eksempler illustrerer, at en administrations kernevåbendoktrin især adskiller sig fra den foregåendes ved enten at betone troværdigheden og se bort fra, om den truede gengældelses omfang også bidrager til afskrækkelsens effektivitet eller omvendt ved at true med en meget omfattende gengældelse og se bort fra troværdigheden.
 
Hvilken af de to faktorer, som fremhæves, hænger selvfølgelig også sammen med andre varierende forhold. Her bør først og fremmest nævnes generelle udenrigspolitiske holdninger, som skiftende administrationers varierende tilbøjelighed til at lade det ideologiske modsætningsforhold til Sovjetunionen præge udformningen af amerikanske kernevåbendoktriner,24) USA’s egen sårbarhed overfor interkontinentale kernevåben og villigheden til at tage økonomiske hensyn. Det afgørende i denne sammenhæng er, at skiftene i den politiske ledelse har forstærket doktrinskiftene.
 
Den offentlige debat.
Enhver afskrækkelsesdoktrin bygger på visse antagelser, der altid kan sættes spørgsmålstegn ved. Den teknologiske udvikling, ændringer i den anden supermagts styrke og doktrin og forandringer i forholdet mellem supermagterne i øvrigt vil hele tiden gøre det usikkert, hvilken form for doktrin, der bedst hindrer atomkrig. Spørgsmålet om, hvordan man i et statscentreret internationalt system, hvor to stater har interkontinentale kernevåben, undgår at disse våben nogensinde bliver taget fysisk i brug, vil altid være meget omstridt. Der er ingen sikker metode, men der er mange meninger om, hvilke løsninger der er bedre end andre. Enhver doktrin kan med styrke kritiseres for brist i dens logiske struktur, uholdbare forudsætninger eller forkerte værdidomme. Der vil da være en tendens til, at fri offentlig debat undergraver troværdigheden af en hvilken som helst doktrin - i hvert fald på lidt længere sigt. Enhver doktrin er sårbar i fri offentlig debat, og forandringene i den amerikanske doktrin i 70’erne bør også ses under denne synsvinkel. Alle amerikanske kernevåbendoktriner bliver mødt med indgående, ofte veldokumenterede og skarpe analyser. Fra meget kritiske til meget venlige. Materialet er enormt.
 
Debatten om atomvåbens politiske aspekter finder sted i Kongressen, i samfundsvidenskabelige og nogle få naturvidenskabelige tidsskrifter og i pressen. Deltagerne i debatten er hovedsagelig civile »strateger« (ofte samfundsvidenskabeligt uddannede folk), medlemmer af Kongressen, forhv. professionelle officerer og nogle få naturvidenskabsfolk. Nixon-administrationens strategiske doktrin blev til i takt med en stigende kritik af den af forsvarsminister McNamara formulerede doktrin. Kritikken af McNamara-doktrinen rettede sig både mod dens logiske ræsonnement, forudsætninger, som man mente var uholdbare og implicitte værdidomme. McNamara-doktrinen var en ekstrem afskrækkelsesdoktrin. Dens totale ignoreren af ex post i forhold til ex ante blev udgangspunktet for en hård kritik af dens logiske ræsonnement. Kritikken kan ses som led i en generel reaktion mod 60’ernes optimistiske tro på muligheden af rustningskontrol i forholdet mellem stater, der bygger på vidt forskellige ideologier.
 
Doktrinens logiske ræsonnement så ifølge kritikere bort fra, at hvad der før et angreb kunne være rationelt at true med (»uacceptable ødelæggelser«) ville efter et angreb i alle tænkelige omstændigheder være uden fornuftigt formål og vanvittigt at gennemføre. En doktrin, der i øvrigt byggede på, at statsledere ville handle rationelt, kunne vanskeligt opretholde en forudsætning om, at de samme statsledere ville gøre noget, der er formålsløst i selv nok så unik en situation. Doktrinens troværdighed undergravedes af strukturen i dens eget ræsonnement.25)
Kritikken af de uholdbare forudsætninger gik ud på, at McNamara- doktrinen alene sigtede på at undgå den mest usandsynlige af alle tænkelige muligheder: et omfattende nukleart angreb på USA kommende »ud af den blå luft«. Et meget mere begrænset angreb i en højspændt krisesituation, f.eks. som eskalation af en igangværende militær konflikt i Europa, var langt mere sandsynlig, og burde derfor beskæftige en troværdig doktrin langt mere. Ligeledes indvendte kritikerne, at det var uansvarligt at regne med, at statsledere altid ville handle rationelt - selv bortset fra ovennævnte unikke situation - og havde fuldstændig kontrol med deres egne kernevåben. Menneskelige eller tekniske fejl kunne ikke udelukkes, og en troværdig doktrin burde derfor også beskæftige sig med sådanne situationer. De implicitte, påståede værdidomme i McNamara-doktrinen blev også udsat for stærk kritik. Man hævdede, at doktrinen var moralsk fordærvende og gjorde brug af inhumane abstraktioner.26)
 
Præsidentens forhold til Kongressen.
Selv om USA er et præsendential- og ikke et parlamentarisk system, har Kongressen alligevel indflydelse på præsidentens kernevåbendoktrin - og ikke blot ved at være forum for en del af den offentlige debat. Senatet skal med 2/3’s flertal give sit samtykke til de traktater med andre lande, præsidenten indgår. For de såkaldte »executive agreements« skal der blot være almindeligt flertal. Det betyder, at præsidenten må tage senatsmed- lemmernes formodede holdninger i betragtning ved enhver forhandling med den anden supermagt om en rustningskontrolaftale, især hvis den skal have form af en traktat, og det må antages, at holdningerne i Senatet derved har en vis indflydelse på doktrin-formuleringen.
 
Senatet er mere tilbøjeligt end skiftende præsidenter til at se det strategiske kernevåbenforhold vis-a-vis Sovjetunionen i konflikttermer snarere end i samar bejdstermer. Kritikken af McNamara-doktrinen har været kraftigst fra enkelte senatorer, som har formået at få stor publicity i den amerikanske presse. De ændringer i den amerikanske doktrin, som er gennemført i 70’erne, må da ses i sammenhæng med, at den amerikanske regering i flere henseender er afhængig af tilslutning fra et organ, hvor konfliktaspektet af forholdet til Sovjetunionen fremhæves stærkt på alle områder.
 
6. Konsekvenser for SALT.
Kernevåbendoktriner kan også betragtes som uafhængige variable. Hensigten er nu at se på de mulige konsekvenser af udviklingen i supermagtsdoktri- nerne for forhandlingerne om begrænsninger i det strategiske våbenkapløb (SALT). 70’ernes konvergens mellem den amerikanske og den sovjetiske kernevåbendoktrin betyder ikke i sig selv, at SALT-dialogen nemmere fører til aftaler. Hvis de to supermagter begge tenderer mod at se det indbyrdes forhold med hensyn til disse våben i konflikttermer snarere end i samarbejdstermer øges chancerne for nye aftaler ikke. Tværtimod. Bevægelser i retning af idealtyperne C,D og E vil gøre rustningskontrolaftaler vanskeligere at enes om. I disse idealtyper indtager rustningsregulerende aftaler med modparten en mindre plads i staters egeninteresse. Indgåelsen af nye SALT-aftaler ville lettes af, at begge parter bevægede sig i retning af at lægge større vægt på den indbyrdes afhængighed og mindre vægt på unilaterale handlingers betydning for egen sikkerhed. Hvis begge supermagters doktriner ændrede sig i retning af idealtyperne A og B, ville indgåelsen af nye aftaler blive nemmere. Nærmede begge sig en doktrin, der svarer til MAD-idealtypen, ville indgåelsen af nye SALT-aftaler blive mest problemfri.27)
 
MAD gør det nemmest at fastlægge en overgrænse for, hvad der er »nødvendigt« at have af kernevåbenstyrker, og denne idealtype lægger netop vægt på den indbyrdes afhængighed og betydningen af i fællesskab at kontrollere aktions-reaktionsfænomenet. Sammenlignet hermed giver idealtyperne »begrænsede nukleare optioner«, »gengældelse mod militære mål«, »krigsførelse« og »forsvar« højere grænser for, hvad der er »nok«. Idealtyperne B, C, D og E opererer alle med den faktiske mulighed for fysisk brug af kernevåben. At alle opererer med denne mulighed bør dog ikke sløre, at der er enorme forskelle mellem de fem forestillinger om fysisk brug af atomvåben. Gennemgangen af udviklingen i den amerikanske doktrin 1969-77 viste, at den har bevæget sig mod Sovjetunionens doktrin i en retning, der gør nye SALT-aftaler vanskeligere at enes om. Muligheden for sådanne aftaler påvirkes naturligvis også af andre faktorer, men betragtet isoleret har 70’ernes doktrinudvikling besværliggjort indgåelsen af SALT-aftaler mellem USA og Sovjetunionen. 
 
7. Afslutning.
Udviklingen i 70’erne har været modsat McNamara-strategernes tro og håb i 60’erne. Der er i det foregående angivet forskellige forklaringer herpå. Skiftet i De forenede Staters administration i 1977 giver mulighed for nærmere at kontrollere holdbarheden af de forskellige forklaringer i (5). Gennemgangen i 5B af betydningen af skiftende administrationer skulle føre til den hypotese, at Carter-administrationen vil præcisere forskellene til den tidligere administrations doktrin., Et umiddelbart indtryk af det første år af Carter-administrationen synes at bekræfte dette. Administrationen afviste f.eks. muligheden af begrænsede atomkrige og behovet for rustningskontrolaftaler med Sovjetunionen blev understreget bl. a. ud fra en betoning af sammenhængen mellem den vertikale og den horisontale spredning af at om våben.28) Visse tendenser i 1978-79 har dog svækket dette indtryk: behovet for at få Senatets godkendelse af en ny SALT-aftale samt en forstærket læggen vægt på Sovjetunionens våbenudvikling har givet snævre grænser for den nye administrations tilbøjelighed til at præcisere forskellene til Schlesinger- strategien.
 
En kontrol af de forskellige forklaringsfaktorers betydning kræver dog en systematisk undersøgelse af Carter-administrationens strategiske doktrin. En sådan analyse må tage udgangspunkt i »Defense Department«rapporterne fra januar 1978 og januar 1979. En sådan analyse kan også belyse holdbarheden af påstanden i 3D om, at specielt tankegange fra idealtype D (krigsførelse) er vanskeligere at opretholde for en regering i et land, hvor man offentligt diskuterer og tager stilling til disse problemer. Hvis Carter-administrationens doktrin efter de første par års tendenser til det modsatte viser sig at ligne Schlesinger-strategien ipere og mere - og dermed omfatter elementer af idealtyperne C og D - kan man med udgangspunkt i de sidste 10 års doktrinudvikling formulere en teori om samspillet mellem USA’s og Sovjetunionens strategiske doktriner, som er ret så forskellig fra McNamara-doktrinens konvergensantagelse: de to supermagters doktriner for strategiske atomvåben vil på længere sigt vise konvergens mod den super- magtsdoktrin, som mest betoner konfliktaspektet af forholdet USA-Sovjet- unionen. De nærmeste år vil vise holdbarheden af en sådan konvergensteori, som er modsætningen til »strategisk fremskridtstro«.
 
 
 
Noter
1) Denne konvergensteori har kun selve betegnelsen »konvergens« fælles med de tidligere så populære teorier om, at de østlige-kommunistiske og de vestlige-kapitalistiske samfundssystemer nærmede sig hinanden på langt sigt. Se dog Wolfe (1973).
2) McNamara-strategerne fik en del øgenavne. F.eks. McNamaras »whiz kids« og »det nye præsteskab«.
3) McNamara-doktrinen blev også brugt som betegnelse for den daværende amerikanske forsvarsministers generelle opfattelse af våbens rolle i USA’s udenrigspolitik. En af de bedste sammenfatninger af den strategiske McNamara-doktrin findes i McNamaras berømte San Francisco-tale 18. september 1967. Se McNamara (1968), kap. 4.
4) Da langt størstedelen af litteraturen om disse problemer er på engelsk, anses det for hensigtsmæssigt ofte at angive den engelsksprogede betegnelse, d.v.s. den amerikanske betegnelse. Det gøres evt. i parentes.
5) Sovjetunionens »doktrin« (jvf. definitionen) gennemgås primært på grundlag af: Barnett, Gallagher, Lambeth (1974) og (1977), Schulman og Sienkiewicz.
6) Se Allison, Essence of Decision, Boston, 1971.
7) Når der her tales om formålet, må det ikke forveksles med en historisk forklaring på våbnenes tilblivelse.
8) Ud fra disse populariserede formuleringer af afskrækkelsesrollen må man ikke lade sig forlede til at tro, at de forudsætter eksistensen af statsledelser, som ud fra en sadistisk ødelæggel- sestrang altid ligger på lur for at beregne, om det nu kan »betale« sig at angribe den anden stat. Der forudsættes alene, at modellens antagelser er hensigtsmæssige at operere med i forsøget på at ræsonnere om staters adfærd. Naturligvis foregår det ikke så primitivt, men man må nødvendigvis operere med visse forenklinger for overhovedet at kunne udsige noget.
9) Formålet med dette skrift er ikke at fantasere sig til, hvordan verden vil se ud i tilfælde af atomkrig eller hvem der vil »vinde«. Hensigten er ikke at lege dr. Strangelove eller Herman Kahn. I det omfang sådanne fantasier overhovedet strejfes, sker det med den hensigt at danne analyseredskaber ved analysen af de eksisterende doktriners udvikling i forhold til hinanden. Muligvis kan denne betragtning forekomme subtil. Ikke destomindre er den helt afgørende for at forstå formålet med dette skrift.
10) Jvf. titlen på en artikel af Wolfgang K.H.Panofsky, The Mutual-Hostage Relationship Between America and Russia, Foreign Affairs, nr. 1, oktober 1973.
11) Akronymet MAD anvendes især af doktrinens kritikere. Det siges at være »opfundet« af en af MAD’s stærkeste kritikere, Colin S. Gray fra Hudson-instituttet.
12) Jvf., Snyder (1969).
13) Hermed menes begribeligvis den for supermagtsforholdet relevante adfærd i fredstider og- ikke selve gengældelsen. Gengældelsen i MAD har kun mening som trussel og ikke som noget, der faktisk realiseres. Hvorvidt denne skelnen gør MAD-tankegangen uanvendelig har været meget debatteret i USA de sidste 10 år. Se nedenfor under 5B.
14) Om disse udtryk, se Davis (1975/76), p. 1.
15) »Begrænset« i forhold til MAD’s forestillinger om gengældelse.
16) Om disse problemer bruges ofte betegnelsen C3 (Command, Control, and Communication).
17) Dette »forudsat« er vigtigt. Det glemmes ofte. Jvf. Allison, op.cit.
18) Om disse aftaler, se Willrich og Rhinelander, appendix 7, 8 og 9.
19) Det vigtigste eksempel er McNamaras forslag fra 1967 om, at USA skulle opbygge et Kina- orienteret »tyndt« ABM-system, det såkaldte Sentiel. Mange amerikanske kommentatorer opfattede Sentinel som begyndelsen til et »tæt« Sovjet-orienteret system. I så fald var det helt i strid med MAD og McNamaras egen argumentation i disse sager - bl.a. som den eksakt fremførtes i samme tale,jvf. note 3. Se Halperin (1972).
20) Se herom Cline og Luttwak.
21) Om de sproglige problemer med at udtrykke den meget nuancerede afskrækkelsestankegang på russisk, se Vigor.
22) »Throw-weight« betegner vægten af rakethoved inklusive atomladning, se Heurlin, (1976), p. 22.
23) FY 1976-rapporten, pp. II-9f.
24) F.eks. skriver Lambeth (1973) p. 117: »This fixation (med strategisk overlegenhed) may perhaps be partly explained simply by the natural psychological chauvinistic satisfaction that Americans traditionally have drawn from being »stronger than«, »better than«, or »ahead of« their Communist adversary«.
25) McNamara-doktrinens tilhængere afviste selvfølgelig alle såkaldte indvendinger. Her er det alene relevant at se på kritikken. Det bør dog nævnes, at mange mente, at ovennævnte kritik af det logiske ræsonnement var at strække rationalitetsantagelsen til det absurde. Det ville også være rationelt at forudsætte at modparten ikke ville se bort fra, at statsledere i så unik en situation ikke kan kontrollere egne handlinger eller militærapparatet og derfor vil handle »irrationelt«. - Om rationalitetsantagelsen i krisesituationer, se i øvrigt Morgan, kap. 7.
26) Det kraftigste angreb kom fra Fred Charles Iklé, som 1972-77 var leder af ACDA (Arms Control and Disarmament Administration). En lille del af Iklés voldsomme kritik af McNamara-doktrinen bør gengives: »Our arms-control experts and military planners insulate themselves from the potential impliations of their labors by layers of dehumanizing abstractions and bland metaphors. Thus, »assured destruction« fails to indicate what is to be destroyed; but then »assured genocide« would reval the truth too starkly. The common phrase, »deterring a potential aggressor«, conveys a false simplicity about the processes that might lead to a nuclear attack, as if we had to worry only about some ambitious despot who sits calculating whether or not to start a nuclear war. A moral peversity lies hidden behind the standard formula: in the event this »aggressor« attaks, we must »retaliate by knocking out his cities.« Tomas de Torquemadea, who burned 10,000 heretics at the stake, could claim principles more human than nuclear strategy; for his tribunals found all his victims guilty of having knowingly committed mortal sin. The jargon of American strategic analysis works like a narcotic. It dulls our sense of moral outrage about the tragic confrontation of nuclear arsenals, primed and constantly perfected to unleash widespread genocide. It fosters the current smug complacence regarding the soundness and stability of mutual deterrence. It blinds us to the fact that our method for preventing nuclear war rests on a form af warfare universally condemned since the Dark Ages - the mass killing of hostages.« Iklé, (1974), pp. 280-81.
27) For at undgå en nærliggende misforståelse: med denne bedømmelse er der ikke taget stilling til MAD-idealtypen. Dette skrift viser netop, at vejen fra det mål at undgå atomkrig til den konkrete politiske handling er mere kompliceret end ofte antaget.
28) Den vertikale spredning betegner atommagternes kernevåbenoprustning. Den horisontale spredning betegnet spredningen af kernevåben til nye atommagter. 
 
 
Litteratur
Allison , Graham T., Essence af Decision, Boston, 1971.
Barnet, Roger, W., Trans-SALT: Soviet Strategic Doctrine, Orbis, Vil. XIX, summer 1975, no. 2.
Brodin, Katarina, Analysis av Utrikespolitiska Doktriner, Utrikespolitiska Institutet, Stockholm, 1973.
Cline, Ray S., World Power Assessment, CSIS, Washington, D. C., 1975.
Davis, Lynn Etheridge, Limited Nuclear Options. Deterrence and the New American Doctrine, Adelphi Papers, nr. 121, IISS, London, 1975/76.
FY 1976 and Transition Budgets, FY 1977 Authorization Request and Fy 1967-1980 Defense Programs, Reports af Secretary of Defense, Washington, D.C., 1975.
Gallagher, Mathew P., The Military in Soviet Decision-Making, Michael McGwire, Ken Booth and John McDonnell (eds.) Soviet Naval Policy. Objectives and Constraints, New York, 1975.
Gray Colin, S., Foreign P9olicy and the Strategic Balance, Orbis, vol. XVIII, efteråret 1974, nr. 3.
Halperin, Morton H., The decision To Deploy The ABM: Bureaucratic and Domestic Politics in the Johnson Administration, World Politics, vol. XXV, no. 1, 1972.
Heurlin, Bertel, Rykker atomkrigen nærmere? En analyse af nue tendenser i amerikansk strategi, Økonomi og Politik, nr. 4, 1974.
Heurlin, Bertel, Kernevåbenkapløbet - en analyse af begreb og fænomen, Økonomi og Politik, nr. 1, 1976.
Iklé, Fred Charles, Can Nuclear Deterrence Last Out The Century, Foreign Affairs, no. 2, January 1973.
Lambeth, Benjamin S., Deterrence in the MIRV Era, Richard G. Head & Ervin Rokke, (eds.), American Defense Policy, Baltimore, 1973.
Lambeth, Benjamin S., The Sources of Military Doctrine, Frank B. Horton III, Anthony C. Ro- gerson og Edward L. Warner III, (eds.), Comparative Defense Policy, Baltimore, 1974. Lambeth, Benjamin S., Selective Nuclear Operations and Soviet Strategy, Johan J. Holst og Uwe Nehrlich (eds.), Beyond Nuclear Deterrence, New York, 1977.
Luttwak, Edward N.,Strategic Power: Military Caqpabilities and Political Utility, The Washington Papers, 38, CSIS, Washington, D.C., 1976.
McNamara, Robert S., Om sikkerhed, Samlerens Piccolobøger, 1968.
Morgan, Patrick M., Deterrence. A Conceptual Analysis, London, 1977.
Panofsky, Wolfgang K. H., The Mutual-Hostage Pelationship Between America and Russia, Foreign Affairs, no. 1, october 1973.
Schelling, Thomas C., Arms and Influence, Yale, 1966.
Shulman, Marshall D., SALT and the Soviet Union, Mason Willrich og John B. Rhinelander, op.cit. Sienkiewicz, Stanley, SALT and the Soviet Nuclear Doctrine, International Security, vol. 2, nr. 4, 1978.
Snyder, Glenn H., The Balance of Power and the Balance of Terror, Dean G. Pruitt og Richard C. Snyder, Theory & Research on the Causes of War, Englewood, 1969.
Vigor, Peter H., The Sematics of Deterrence and Defense, Michael McGwire, Ken Booth og John McDonnel (eds.), Soviet Naval Policy. Objectives and Constraints, New York, 1975. 
Wilrich, Mason og John B. Rhinelander(eds.), SALT. The Moscow Agreements and Beyond, New York, 1974.
Wolfe, Thomas W., The Convergence Issue and Soviet Strategic Policy, RAND 25th, Anniversary Volume, RAND, Santa Monica, California, 1973.
 
 
 

PDF med originaludgaven af Militært Tidsskrift hvor denne artikel er fra:
PDF icon militaert_tidskrift_108_aargang_apr.pdf
 

 

Litteraturliste

Del: