Kongens klæder: Hærens uniformer og udrustning i Danmark-Norge

 

Anmeldt af Kjeld Galster

Titel: Kongens klæder: Hærens uniformer og udrustning i Danmark-Norge, Forfatter: Karsten Skjold Petersen, Forlag: Gads Forlag A/S, Diverse: 717 sider, illustreret, udgivet 2015. Pris: 499,95 kr. Forlagets hjemmeside.

Bogens forfatter, museumsinspektør ved Tøjhusmuseet, seniorforsker, Ph.D. Karsten Skjold Petersen, har allerede en mangeårig forskning i uniformer og beslægtede militære emner bag sig såvel som udstillingsvirksomhed. Han er medlem af Dansk Militærhistorisk Kommission og dens internationale pendant Commission Internationale d’Histoire Militaire.

Foto: Arnoldbusck.dk

Værket er inddelt i et forord, en indledning kaldet ”Uniformer – hvordan og hvorfor”, et afsnit om kilderne og den tilgrundliggende forskning, syv kapitler der vedrører våbenarternes og diverse institutioners uniformering, seks bilag samt slutnoter, kilder og bibliografi.

Af generelle observationer skal anføres, at der forekommer mange gentagelser – epauletternes forsvinden i 1812 er et sigende eksempel – som forfatteren da også annoncerer i sin indledning. Dette gør bogen mindre indbydende som almindelig lekture, men til gengæld overordentlig værdifuld som opslagsværk. Det er hensigtsmæssigt og bekvemt, at hvert af kapitlerne om våbenarter og militære institutioner indledes med en indføring i den beskrevne enheds udvikling i perioden. Enhver læser af de spredte og uensartede regiments- og afdelingshistorier vil indse, at dette arbejde næppe har været helt enkelt. Det er et gennemgående og velgørende træk, at citater på fremmedsprog ikke oversættes; velsagtens fordi forfatteren mener, at noget sådant ville være en utilbørlig nedvurdering af læserne. Arkaiske begreber, som man første gang møder i deres tyske form – som f.eks. ”Kurzgewehr” (kortgevær/half-pike/demi-pique), der jo ikke har noget med et gevær som skydevåben at gøre – er indført i deres danske form i ”Ordlisten” p. 592 ff., som er en prisværdig og fyldig gennemgang af uniformsterminologiske specialudtryk. Man kunne måske indvende, at etymologiske forklaringer her ville have været på deres plads. Således er f.eks. begrebet ”feltbereder” [garver] fejlstavet (Ordbog over det danske Sprog staver det uden ”t”) netop fordi det ikke jævnføres med dets tyske (Fell d.v.s. skind, pels) oprindelse. Ligeledes ville mange læsere nok sætte pris på forklaringer af begreber som ”Schachtelhue” og ”Raupenhue”, der jo først giver mening, når man hører om deres opståen. Den fire-sprogede jævnføring af uniformsbegreber på dansk, tysk, fransk, engelsk og svensk p. 628 ff. er for enhver historisk skribent og sikkert mange militærhistoriske nørder et kærkomment og yderst nyttigt redskab. Hvad man i den forbindelse kunne ønske sig i en evt. fremtidig digital udgave var en søgemulighed med søgeord på hvert af disse sprog.

Der nævnes p. 29, at regimentschefernes ret til at fastsætte uniformering forsvandt endeligt i 1785, hvilket må siges at være en sandhed med modifikationer. Man behøver blot at genkalde sig det yderst specifikke og nærmest urimeligt detaljerede design af ”regimentsbælter” i 1980’erne, som Gardehusarregiments chef uden problemer ignorerede.

Forordet giver en kort forklaring på forfatterens tilgang til emnet og det meget omfangsrige kildemateriale, som det har været nødvendigt at pløje sig igennem såvel i Norge som i Danmark. Der rettes tillige tak til en række enkeltpersoner, institutioner og fonde, som har været behjælpelige ved udarbejdelse og udgivelse af værket.

”Uniformer – hvordan og hvorfor” tager læseren med tilbage til Kong Christian IV’s oprettelse af nationale, militære enheder i 1614 og den senere organisering i regimenter, hvis beklædninger bar et vist uniformt præg. Man bliver taget på rejse gennem Karl Gustav-krigene, enevældens stigende centralisering af militærmagten og Kong Frederik IV’s befaling om en mere systematisk anvendelse af farver, snit m.v. Det anføres tillige, at Saint Germains reformer i midten af det 18. århundrede fik indflydelse på hærens mundering; ligesom den belastede krigsøkonomi under Napoleonskrigene, hvor Danmark-Norge jo deltog i begrænset omfang, også satte sit præg. Der er i indledningen også blevet plads til at beskæftige sig med materialer og den førindustrielle fremstillingsproces, den militære modes indflydelse samt en præcisering af formålet med ensartetheden.

Om kilder og tidligere forskning skriver Skjold Petersen, at netop uniformer som levn har været tyndt repræsenteret, både fordi materialerne har været følsomme for skadedyrsangreb, og fordi mangel har gjort det nødvendigt at bruge tøjet, til det var slidt op. Det ældst bevarede relikt synes at være Frederik V’s uniformskjole fra 1750 efterfulgt af en menig infanterists, der findes på Tøjhusmuseet, og som er dateret til 1791-99. Dertil kommer artefakter af mere bestandige materialer som grenadérhuer, hjelme, patrontasker, ringkraver etc., som kan dateres til midten af det 18. århundrede, hvoraf der er bevaret flere i Norge, end i Danmark. Til gengæld findes der normative kilder i de fra 1740’erne udførte approbationstegninger, der var kongens grundlag for at forkaste, tilpasse eller godkende uniformernes tilsigtede udseende. Dertil kommer portrætter, der jo ofte var idealiserede gengivelser, samt batalje- og genremalerier, der dog først så dagens lys omkring år 1800, samt plastiske arbejder og udsmykning på bygninger, sarkofager m.v. Af skriftlige kilder nævnes kongelige reskripter, uniformsreglementer og munderingsbestemmelser. Forfatteren når frem til, at hans værk nok må være noget nær det eneste næsten komplette forskningsprodukt vedrørende dansk-norske hæruniformer frem til afslutningen af Napoleonskrigene. At emnet er vidtforgrenet og kildemæssigt svært tilgængeligt, har forfatteren utvivlsomt ret i; men når han anfører tysk sprog og gotisk skrift som et væsentligt problem, går han efter denne anmelders mening for vidt i mistillid til (i hvert fald tidligere tiders) militærhistorikeres akademiske formåen.

Der skal i det følgende ikke gives en gennemgang af de enkelte kapitler, men fremhæves nogle observationer. Værket indledes med Hærens ledelse, og allerede her afsløres både modens luner og behovet for statusdemonstration som udslaggivende for de skiftende tiders uniformsdesign. Mens det adskillige steder anføres, at Saint Germains franske indflydelse gjorde sig gældende i bl.a. hvide uniformer, bliver det ikke beskrevet, hvorvidt Struensee-tidens orientering mod de tyske lande fik tilsvarende konsekvenser. Allerede i dette kapitel tager Skjold Petersen fat på de gennemgående karakteristika, der på tværs af tid, institution og rang viser sig forbløffende uforanderlige: Den fremherskende farves afhængighed af de oldenborgske, rød-gule kendingsfarver, hattenes udsmykning (f.eks. guidekorpsets røde fjer, der jo stadig bæres af Hende Majestæt Dronningens adjudanter af hæren), knaphulssløjfer, liv- og skuldergehæng etc.

I kapitlet om Ingeniørkorpset, som jo udsprang af de i årene 1684-88 oprettede fortifikationsetater, beskrives den tilstræbte beklædningsmæssige tilnærmelse til infanteriet (der indførtes i det tidlige 18. århundrede røde kjoler) et fænomen, der – når bortses fra de forskellige rytterenheder – synes at gælde hæren mere generelt. Læseren præsenteres her for de såkaldt ungarske støvler (længde omtrent som Wellington boots (ikke at forveksle med nutidens green wellies)), der vel må have været medvirkende årsag til overgangen fra knæbukser til fodlange pantalons.

Det overrasker, at artilleriets tidlige uniformering gør brug af farverne violet og grøn, og det havde været interessant, om dette for den danske hær noget ukarakteristiske farvevalg var blevet skildret i de ledsagende illustrationer. Et nyt reglement foreskriver i 1721, at artillerister er bevæbnede med flintlåsmusket, et våben der jo havde fundet anvendelse i den danske hær allerede under Augsburgligaens krige (Pfalziske Arvefølgekrig/Ni-årskrigen) i Irland og Flandern, 1688-97, og således næppe kan have været nogen egentlig nyskabelse på dette tidspunkt. For de læsere, der har gjort militærtjeneste i 1970’erne og 80’erne og oplevet den utæmmede hårpragts udbredelse i dansk militær, må det være nok så kuriøst at høre, at man i 1803 tog afsked med de sidste rester af det lange hår.

Kavaleriet er vel den våbenart i den danske hær, der i højest grad har skilt sig ud fra de øvrige i påklædningsmæssig henseende. Ved Hestgarden, der jo var en del af det danske maison militaire du roi, nævnes fortjenstfuldt (mange kender jo ikke denne sammenhæng), at rytteriet – i hvert fald indtil midten af det 18. århundrede – inddeltes i kompagnier og eskadroner (en eskadron havde to kompagnier). Det er ligeledes bemærkelsesværdigt, at den gullighvide (paillegule) uniform med collet i kirsej og benklæder i vædderskind, som vel de fleste forbinder med garden til hest, ser ud til først at være indført omkring århundredeskiftet 1800, hvorpå de røde kjoler forsvandt fra denne enhed. Beskrivelsen af det øvrige rytteri trækker tråde tilbage til rostjenesten, det tidlige nationale rytteri. Dragonerne og deres oprindelse og karakteristika som fodfolk beskrives, og det anføres, at man i 1772 omdannede dragonregimenterne til rytterregimenter, men senere vendte denne udvikling. Der oplyses dog intet om, hvorvidt disse ændringer, som de tilsvarende i Storbritannien, skyldtes, at dragoner var billigere p.g.a. hestenes størrelse og kvalitet såvel som m.h.t. udrustning. Den meget fine illustration på p. 220 af en casque M/1794 lader ane vejen frem mod den senere så karakteristiske dragonhjelm med den metalbeslåede kam. I første halvdel af det 18. århundrede optræder endvidere dragongrenaderer, som så atter forsvinder i 1767. Husarerne udgør endnu et eksempel på en fra hæren i øvrigt stærkt afvigende påklædning. Særligt bemærkes på p. 252 en illustration af den besynderlige schachtelhue.

I infanteriet indgår hele det øvrige maison militaire (Drabantgarden, Grenadérkorpset og Livgarden til Fods). Drabantgarden, der havde sin oprindelse i den kongelige hird og vel kan sammenlignes med de britiske yeomen of the guards, var ved enevældens indførelse uniformeret i røde kjoler og runde hatte og bevæbnet med partisan og kårde. Med årene fik garden røde kasakker med blå opslag og besætninger med rigeligt sølv, trekantede hatte og brune allongeparykker. Disse uniformer undergik en del forandringer over årene, men forblev i hovedsagen uændrede i farve og snit. Gardens sidste uniform beskrives p. 304 ud fra en tegning som værende med ”blodrøde ærmeopslag og krave.” Tegningen viser imidlertid med al ønskelig tydelighed, at netop disse to elementer ikke var røde, men gule. Garden nedlagdes i 1763. Grenaderkorpset var blevet oprettet i 1701 og blev ligeledes nedlagt i 1763, hvor mandskabet fordeltes mellem Livgarden til Fods og Danske Livregiment. Dette korps blev naturligvis udstyret med den velkendte, spidse grenaderhue, som dog i 1730’erne suppleredes af en trekantet hat. Uniformens farver synes at have været rød og blå. Den Kongelige Livgarde til Fods har i modsætning til det øvrige maison militaire overlevet indtil i dag, om end den i 1771 kortvarigt opløstes af Struensee. Efter dennes fald i 1772 blev regimentet genoprettet. Det interessante her er den særlige nærhed til kongen, der har betydet, at mange uniformsmæssige ændringer er gået udenom det officielle bureaukrati og derfor ikke er blevet registreret skriftligt. En interessant detalje er at Garden i 1686 iklædtes gule kjoler, som den gardebataljon, der udlånes til britisk tjeneste 1689-97, således bar under kampene i Irland og Flandern. Omkring 1714 vendte man dog tilbage til en i hovedsagen rød uniform, men den gule farve overlevede i veste, bukser og senere også rabatter. Mens Livgardens blå kendingsfarve ser ud til at være indført i 1773, blev bjørneskindshuen taget i brug i 1805.

Også infanteriet i almindelighed bliver udførligt behandlet – ikke blot for uniformernes, men også for våbnenes vedkommende. På p. 361 vises et smukt eksemplar af en spunsbajonet, der kun anvendtes kortvarigt under overgangen fra piker til bajonetter og spanske ryttere som de foretrukne anti-kavalerivåben. Udover de mange egentlige danske og norske infanteriregimenter får man her også gode beskrivelser af jægerkorps, landeværn, kystmilits, kolonitropper m.v.

Kapitlet om uddannelsesinstitutioner beskriver bl.a. Landkadetakademiet, der jo under navn af Hærens Officersskole sidste år fejrede sit 300-årsjubilæum og siden er blevet opslugt af Forsvarsakademiet. Også her beskrives Saint Germains udtalte interesse for hvide uniformer, der heller ikke for denne institutions vedkommende nogensinde blev taget i brug. Tillige behandles Artilleriinstituttet, det Holstenske Militære Institut og det Norske Landkadetkorps.

Værket afsluttes med et kapitel om ”andre”, og det er da for denne anmelder glædeligt at se en pensioneret officer, der i rød kjole og hat bevæger sig let foroverbøjet fremad støttende sig til sin stok, også bliver viet opmærksomhed. Den respekt, som kongens klæder naturligt krævede, skulle øjensynligt også være de veltjente og afdankede til del.

Karsten Skjold Petersens Kongens Klæder må alt i alt beskrives som et historisk nøjagtigt, logisk opstillet og levende udlagt værk, som alle med interesse for dansk militærhistorie vil kunne få stort udbytte af at anskaffe. I en tid, hvor ”kommakrigen” raser, og mange ikke synes helt at beherske dansk grammatik og ortografi, er det en lise for øjet at læse et værk, der er så godt som lydefrit på disse felter. Det er nok mere en opslagsbog end en episk gennemgang, men de enkelte afsnit er detaljerede, lettilgængelige og relevant illustrerede. Der er grund til at fremhæve de seks meget nyttige bilag, hvoraf denne anmelder i særlig grad finder ordlisten og oversættelseslisten rosværdige. Eneste alvorlige mangel synes at være, at værket ikke indeholder et stikordsregister. Når man betænker, at et sådant i dag lader sig generere elektronisk, forekommer det dobbelt ærgerligt, at Gads Forlag ikke har gjort sig den fornødne ulejlighed. Man kan synes, at det er synd at afslutte værket allerede efter Napoleonskrigene, men dels markerede 1814 jo enden på den dansk-norske union, dels kan man vel så glæde sig over, at der i den rent danske hærs uniformer 1816-2015 er udsigt til god og meningsfuld beskæftigelse for forfatteren de næste mange år.

Del: