Kommunisme og intervention

Begivenhederne i sommeren og efteråret 1968 i Czekoslovakiet har aktualiseret spørgsmålet om den internationale kommunismes interventionsret. Det følgende tager sigte på at fremdrage enkelte hovedlinier i denne retsformulering siden den russiske revolution i 1917 og den skiftende praksis, Sovjet har fulgt i sin udenrigspolitik.

Kommunismens filosofiske grundlag er ideen om verdenssamfundet, ledet og styret af den internationale kommunisme. Vejen til dette er en på tværs af eksisterende grænser opbygget loyalitet over for den kommunistiske bevægelse, således som det formuleredes af Karl Marx i 1848 i »Det kommunistiske Manifest«, der slutter med en opfordring til klasse-Jihad med ordene: »Proletarer i alle lande, foren jer!«

Allerede i 1902 hævdede Lenin i et skrift med titlen »Hvad skal der gøres?«, at hvis man ønskede at lave revolution, måtte man have noget at lave den med, og at dette kun kunne være et centraliseret og disciplineret parti, »avantgardens rolle kan kun spilles af et parti med en højt udviklet teori« (Hunt, s. 160).

Partiets opgave var at rådgive, organisere og frem for alt at lede. E ftersom partiets ledelse behøvede udelt magt, var proletariatets diktatur, som Marx havde formuleret, i virkeligheden den proletariske avantgardes diktatur - d.v.s. partiets. Besluttet på at bevare magten kunne partiet ikke tolerere opposition eller fraktionsdannelse.

Dette grundsyn blev ledende for opbygningen af den 3. eller kommunistiske Internationale, Komintern, da den blev grundlagt i marts 1919. Den første kongres etablerede en Eksekutivkomité til at lede organisationen mellem kongresserne. Den 2. kongres i juli-august 1920 vedtog »Den kommunistiske Internationales Teser«, som omhandler partiets rolle, og »De enogtyve betingelser for optagelse i Komintern«. Disse fastlægger, at grundlaget for partiorganisationen skulle være demokratisk centralisme, d.v.s. at enhver debat udelukkes, når et højere partiorgan har truffet sin beslutning. De lavere partiorganer underordnes således strengt de højere. Et princip, som oprindeligt blev antaget af det russiske parti på den 6. partikongres i juli 1917. Kominterns form ål var med alle til rådighed stående midler, indbefattet væbnet kamp, at kæmpe for at overvinde det internationale borgerskab og etablere en international Sovjet-Republik.

Eksekutivkomiteen fik vide beføjelser. Den kunne foretage eksklusioner fra Komintern og beordre partier til at udelukke medlemmer, der nægtede at adlyde. Den kunne etablere tekniske og særlige kontorer, og den kunne sende delegater til ethvert nationalt parti. Enhver forbindelse mellem partierne indbyrdes skulle ske gennem Eksekutivkomiteen. Alle beslutninger på Kominterns kongresser skulle være bindende for alle medlemspartier, der forpligtede sig til at »yde betingelsesløs støtte til enhver Sovjet-Republik i dens kamp mod kontrarevolutionære kræfter« (cit. Rev. Int. 1864-1943, s. 166).

Kominterns følgende kongresser udbyggede yderligere det russiske partis magt over organisationen. Eksekutivkomiteens hovedsæde blev fast i Moskva og organiseredes med det russiske part som mønster. Kongresserne blev mere og mere sjældne, i perioden 1923-1943 afholdtes kun tre. Fra 1929 lededes Eksekutivkomiteen af Stalin ved hjælp af l.sekretær Dimitrov og 2.sekretær Manuisky. Komintern blev i denne periode et vedhæng til Sovjets kommunistiske parti og udnyttedes primært til at fremme Sovjets interesser i overensstemmelse med den af Stalin formulerede doktrin om »Socialismen i ét land«.

Bølgen af udrensninger, som Stalin gennemførte i 1937-38, ramte også en række internationale kommunister. Udrensningerne i forbindelse med tesen om den absolutte lydighed formede det monolitiske parti, som Stalin ønskede. Under den 2. verdenskrig kunne kommunister im idlertid bedst tjene Sovjets interesser ved modstand i deres egne lande. Dette førte til opløsningen af Komintern i maj 1943. Problemet for Moskva efter 2. verdenskrig var et andet end i 1919. I 1947 havde kommunistpartier med Sovjets støtte opnået regeringsmagten i 7 andre europæiske lande eller var ved at nå det. Det betød, at kommunistpartierne udenfor Rusland i varierende grad havde mistet noget af deres tidligere afhængighed af Moskva. S tillet overfor, hvad der forekom som en dødelig trussel, føltes der fra sovjettisk side et behov for et organisationsapparat, der kunne forene alle partier i et fælles forsvar - et forsvar for Sovjet. Alle måtte de fastholdes i lydighed mod Moskva.

I september 1947 blev de førende europæiske kommunistpartier sammenkaldt til konference i det polske Schlesien for at høre, hvilke beslutninger Sovjet havde taget m.h.t. doktriner og praktisk politik, stillet overfor det amerikanske initia tiv med Truman-doktrinen og Marshallplanen, der føltes som bekræftelse på tvangstanken om omringning. Stalins talsmand, A. A. Zhdanov, udtalte bl. a. :

»Sovjet . . . vil forfølge enhver anstrengelse for, at Marshall-planen kan b live en fiasko . . . Kommunistpartieme i Frankrig, Italien, Eng land og andre lande . . . må gøre alt for at forsvare den nationale uafhængighed i deres lande. . . . Behovet for gensidige konsultationer og frivillig koordinering af aktioner mellem individuelle partier er blevet særligt påtrængende på nuværende tidspunkt, hvor fortsat isolation kan føre t il svækkelse af gensidig forståelse og, t il tider, endog alvorlige fejltagelser ...« (cit. Cold War, s. 151).

Zhdanov fremlagde forslag til dannelse af Kominform, der skulle være en organisation for udveksling af erfaringer og, om nødvendigt, koordinering af de kommunistiske partiers aktiviteter på basis af gensidige aftaler. Kominform fik imidlertid ikke den ønskede virkning. I 1948 måtte man skride til eksklusion af Jugoslavien for at have valgt »vejen til nationalisme«. Stalin benyttede Tito’s afvigelse som påskud for at eliminere modstandere mod Sovjets hegemoni i Østeuropa, som Traicho Kostov i Bulgarien, Laslo Rajk i Ungarn og Rudolf Slansky i Czekoslovakiet. Gomulka i Polen slap med at blive kastet i fængsel. Da Khrushchev på den 20. partikongres i februar 1956 formelt anerkendte, at hvert land kunne følge sin egen vej til socialismen, var det snarere en indrømmelse af en vis selvstændighed for de enkelte kommunistiske lande til at omforme det sovjettiske eksempel efter deres egne forhold. Forud for partikongressen var Kominform i stilhed blevet opløst. Meddelelsen herom fremkom i Kominform s tidsskrift den 17. april 1956 og begrundedes med, at organisationen ikke svarede til den nye situation. Da Kominform hovedsagelig var en østeuropæisk organisation, kan det vel også hævdes, at dens opgaver fuldt så godt kunne varetages af det økonomiske samarbejdsorgan, der oprettedes i 1949, og af Warzawa-pagten, der oprettedes i 1955. I en lang artikel i Pravda 15. september 1957 i anledning af 40-året for oktoberrevolutionen hed det bl. a.:

»Den socialistiske lejrs styrke ligger i det interessefællesskab, der omfatter de lande, der indgår i den, deres enhed i ideologi og endemål. Netop i kraft af fællesskab mellem folkene, regeringerne og de marxistisk-leninistiske partier i de socialistiske lande er der opstået et forhold, der er karakteriseret ved ubrydelige broderlige forbindelser, gensidig udveksling af erfaringer, intimt økonomisk samarbejde og gensidig venskabelig forståelse... Ikke eet socialistisk land kan stå uden for dette broderlige samarbejde og denne broderlige indbyrdes bistand. Dette vil være til skade for dets egne interesser . . . Som den sejrende socialismes første land og den stærkeste i de socialistiske landes familie, som den der råder over de rigeste erfaringer, yder Sovjetunionens bestandig hjælp og støtte til andre socialistiske lande og opfylder sine internationale pligter.« (cit.: Teser 1917-1957, s .57-58).

I samme artikel hedder det om den fredelige sameksistens, som Kruschchev lancerede:

»Den store Le n in forkyndte og begrundede muligheden for fredelig sameksistens mellem stater med forskellige samfundssystemer. Den socialistiske stat lader sig uforanderlig i sin udenrigspolitik lede af dette leninske princip« (op. cit., s. 53).

Og videre hedder det:

Som de historiske erfaringer viser, er hovedbetingelsen for den socialistiske omskabelse af samfundet en socialistisk revolution og oprettelse af arbejderklassens politiske magt, det proletariske diktatur, under en eller anden form. Men hvad angår vejene til arbejderklassens erobring af magten, metoderne og tempoet for de socialistiske omskabelser og formerne for det proletariske diktatur, så ikke blot kan, så vil disse ting have deres særlige egenskaber afhængigt af de konkrete udviklingsbetingelser i de forskellige lande« (op. cit.; s. 59).

Årsagerne til denne fremhævelse af den fredelige sameksistens var påj den ene side en fast tro på, at endemålet vil være den kommunistiske verdensordens sejr, og på den anden side en klar erkendelse af, at militær konfrontation ville ødelægge såvel den kapitalistiske som den kommunistiske verden. Afskaffelsen af den stalinistiske kontrol førte for kommunistpartierne uden for Sovjet til, at de ikke længere kritikløst accepterede Sovjets politik. Men det førte dermed også til, at Moskvas kontrol med kommunistpartierne svækkedes.

Perioden siden den 20. partikongres kan opvise en række selvstændige initiativer fra kommunistpartier uden for Sovjet og modsatte forsøg på fra de sovjettiske lederes side at opnå kontrol med udviklingen. Den ungarnske opstand i 1956 stillede de sovjettiske ledere over for en vanskelig situation. De frie valg, som Imre Nagy, tvunget af folkestemningen, måtte love og erklæringen om Ungarns neutralitet indebar m uligheden for, at et allerede etableret kommunistisk regime kunne blive afløst af en tilbagevenden til et flerpartisystem, hvor kommunistpartiet ikke havde det absolutte magtmonopol. En sådan udvikling ville i sig selv være i strid med den internationale kommunismes idé. Det formuleredes året efter i den ovenfor citerede Pravda-artikel således:

>Kun socialismen kan give ubegrænset plads for udvikling af produktivkræfterne ----- . Kun socialismen og kommunismen åbner for menneskeheden udsigten til ubegrænset udvikling af videnskab og teknik, litteratur og kunst -« (op. cit., s. 63).

Men udviklingen ville også være uacceptabel for Sovjet som sådan, fordi den rummede mulighed for, at den revolte mod stalinismen, som opstanden var udtryk for, kunne brede sig og tvinge Sovjet til at trække jerntæppet tilbage til den russiske grænse og således se sig stillet i samme situation som tidligere. Faren for det russiske imperium og for den verdenskommunistiske bevægelse, som opfattedes identiske, lod derfor alene interventionsmuligheden åben. Selvstændighedsbevægelserne i de øvrige kommunist-lande gav sig skiftende udtryk i overensstemmelse med deres afhængighed af Moskva og dermed deres manøvremuligheder. Mest accentueret kom uoverensstemmelserne til udtryk i forholdet til Kina. Cuba brød åbent med vedtagelsen på de latin-amerikanske kommunistpartiers konference i november 1964 om, at intet parti kunne blande sig i andre partiers indre anliggender. En udtalelse, som var Sovjet-inspireret, og som sigtede mod at fremme Sovjets udenrigspolitiske interesser i Latin-Amerika. Samme tema tog generalsekretæren for det rumænske kommunistparti, Ceausescu, op i en artikel i det rumænske partiblad i maj 1967, hvor han skrev, at det »var utilstedeligt for et partimedlem at etablere kontakt med andre partier over hovedet på disse partiers ledelse« (cit. World Communism, 1917-1967, s. 21). En udtalelse, der tydeligt havde adresse til sovjettiske partimedlemmer.

Gentagne gange har Sovjet søgt at få retableret den fulde kontrol med den internationale kommunistbevægelse og at få fastslået en samlet strategi eller almindelig linie for den internationale bevægelses virke. Det lykkedes i 1957 i forbindelse med festligholdelsen af 40-året for oktoberrevolutionen at få vedtaget resolutioner, der betragtedes bindende for de 64 deltagende partier, mod revisionisme - først og fremmest i Østeuropa, og at få Sovjet anerkendt som det »første og stærkeste land i den socialistiske familie« (jfr. citat ovenfor). På en konference i 1960, der indkaldtes med henblik på bilæggelse af uoverensstemmelserne med Kina, og hvori deltog 81 kommunistpartier, viste det sig vanskeligere, og de vedtagne resolutioner gav snart anledning til divergerende opfattelser af deres indhold. Siden har de sovjettiske ledere forgæves forsøgt at få etableret en international kommunistkonference, men det er i intet tilfælde blevet til mere end møder med henblik på at forberede en sådan.

I stedet er det lykkedes at få afholdt regionale konferencer som den førnævnte i Havanna og konferencen i Karlovy Vary i april 1967, hvor 25 europæiske partier deltog, medens det svenske parti kun sendte en observatør og partierne i Rumænien, Jugoslavien, Holland, Norge og Island sendte afbud. Yderligere har ledende repræsentanter fra Sovjet deltaget i nationale partikongresser og stadig rejst kravet om nødvendigheden af på en international konference at få fastlagt bindende og generelle retningslinier for den internationale kommunismes virke. Samtidig har det dog været nødvendigt at understrege de enkelte partiers frihed til - inden for givne rammer - at vælge deres egen vej til socialismen.

Situationen tilspidsedes i løbet af 1968 og nåede brudgrænsen med de czekoslovakiske lederes forsøg på at gennemføre en liberaliseringsproces, der som udgangspunkt havde en nødvendig sanering af økonomien, men som meget hurtigt bredte sig til også andre områder af samfundslivet. Denne afgørende krise faldt kort efter festligholdelsen af 50-året for oktoberrevolutionen. I de teser, Sovjets kommunistiske parti udsendte i den anledning, hedder det bl. a. om forholdet mellem de forskellige kommunistpartier og om Sovjets udenrigspolitik:

»Den proletariske internationalismes idé, som altid var et førende princip i den kommunistiske bevægelse har fundet en ny og markant legemliggørelse i det økonomiske, politiske og forsvarsmæssige samarbejde mellem suveræne socialistiske stater, som ledes af arbejderklassen og dens marxistisk-leninistiske partier« (cit.: Vor tids førende ideer, s. 51). »I fortsat troskab mod Len ins opfattelse forfægter Sovjetunionens kommunistiske parti konsekvent de normer og principper, som i fællesskab er udarbejdet for relationerne mellem socialistiske stater, og vender sig mod alle overtrædelser af disse principper« (op. cit., s. 52). »Kommunisternes internationale enhed er blevet hærdet og styrket i kampen mod imperialismen, mod alle afarter af opportunisme og sekterisme, mod borgerlig nationalisme. Sovjetunionens kommunistiske Parti har altid bekæmpet og vil fortsat bekæmpe højre- og »venstre«-afvigelser, hvis farlighed for revolutionens sag fremgår af den kommunistiske bevægelses hele historie« (op. cit., s. 57).

Om samme emne udtalte den sovjettiske udenrigsminister Andrej Gromyko i en tale til Sovjetunionens Øverste Sovjet den 27. juni 1968 bl. a.:

»----der [er] ikke noget udenrigspolitisk område, vi lægger større vægt på end styrkelsen af de socialistiske landes samvirke. Forsvaret for den fremgang og det sammenhold, som udmærker staterne i det socialistiske samvirke, er vor hellige pligt, som vort land vil holde i ære uanset alle prøvelser« (cit. Gromyko, s .20). »De, der gerne ville rive i hvert fald et led ud af det socialistiske samvirke, gør sig imidlertid skyldig i kortsynet og frugtesløs spekulation. Noget sådant vil det socialistiske samvirke ikke tillade. De socialistiske staters samvirke er et uadskilleligt hele. Vort parti og regeringen gør sammen med partierne og regeringerne i de socialistiske broderlande alt nødvendigt for til stadighed at konsolidere det politisk, økonomisk og forsvarsmæssigt« (Gromyko, 8.21).

Temaet går igen i det brev, de fem senere interventionsmagters partiledelser sendte Czekoslovakiet efter mødet i Warzawa den 15. juli 1968, hvori det bl. a. hedder:

»Vi har ikke haft og har ikke til hensigt at blande os i forhold, som er jeres partis og jeres stats rent indre anliggender eller at krænke principperne gensidig respekt, selvstændighed og ligeberettigelse i forholdet mellem kommunistiske partier og socialistiske lande... På den anden side kan vi ikke affinde os med, at fjendtlige kræfter støder jeres land bort fra socialismens vej og skaber fare for, at Czekoslovakiet løsrives fra det socialistiske samvirke. Dette er ikke længere jeres sag alene. Det er et anliggende, fælles for alle kommunistiske partier og stater, som er forenet i alliance, samarbejde og venskab« (cit. Svar på spørgsmål om Tjekkoslovakiet, s. 8-9).

Det er i det foregående søgt påvist, at interventionen i Czekoslovakiet i august 1968 er i fuld overensstemmelse med den teori for den internationale kommunismes ledelse og den praksis for Sovjets udenrigspolitik, som indledtes med Lenins oprettelse af Komintern i 1919. Det afgørende nye i situationen forekommer at være, at Sovjet har ment det hensigtsmæssigt af hensyn til den internationale kommunismes sag at dele ansvaret for interventionen med Czekoslovakiets naboer, og at disse enten har følt det samme eller er blevet presset ind i situationen. I ideologisk styrke forekommer der at være sket en svækkelse fra Lenins og Stalins suveræne beherskelse af den internationale bevægelse til de sovjettiske lederes situation i dag. 

Spectator

PDF med originaludgaven af Militært Tidsskrift hvor denne artikel er fra: PDF icon kommunisme.og_.intervention.pdf

Litteraturliste

Del:



Der er i øjeblikket ingen kommende arrangementer.

Næste arrangement er under udarbejdelse, og vil blive lagt op hurtigst muligt.