Kommunikation som middel til konfliktløsning

Professor, dr. jur., Verner Goldschmidt, Københavns Universitet, redegør i denne artikel for en undersøgelse af det danske FN- kontingents virksomhed på Cypern i perioden fra november 1967 til februar 1969. Artiklen har tidligere været offentliggjort i Festskrift til Folketingets Ombudsmand, professor, dr. jur. Stephan Hurwitz.

 

Analyse af et dansk FN-kontingents fredsbevarende aktivitet på Cypern (*Kun en begrænset del af de indsamlede data er behandlet på nuværende tidspunkt (oktober 1970).)

 

I. Indledning
I 1965 blev der under Det udenrigspolitiske Selskab dannet en studiegruppe med det formål at indsamle og analysere oplysninger om de erfaringer, danske FN-styrker har haft under forskellige fredsbevarende operationer. I 1966 rettede gruppen gennem lederen af Selskabets sekretariat henvendelse til mig om en mulig undersøgelse af den danske FN-styrke DANCON’s virksomhed på Cypern. Man var interesseret i at få oplysninger om, hvorledes styrken løser de forskellige opgaver fra dag til dag, og ville herunder gerne have viden om, hvorledes opgaverne løses på forskellige militær-administrative niveauer. Man var i særlig grad interesseret i at få at vide, hvilke generelle synspunkter der kan udledes af de indhøstede erfaringer. Yderligere var man interesseret i oplysninger om det danske FN-kontingents relationer til de andre kontingenter, samt om der var forskelle med hensyn til den lokale befolknings holdning til de forskellige nationale kontingenter. Endelig var man interesseret i at få oplyst, på hvilken måde den basale konflikt mellem græske og tyrkiske cyprioter på virkes af FN-styrkernes tilstedeværelse, samt om der er nogen tendens til, at kontingenterne inddrages som parter i den bestående konflikt. Sluttelig blev der spurgt, om Danmark får venner eller uvenner ved at deltage i aktionen. Det stod mig straks klart, at jeg ikke ville kunne gennemføre en undersøgelse, som var egnet til at besvare alle disse spørgsmål, og at en afgrænsning af problemstillingen med andre ord ville være nødvendig. Efter i 1966 at have opholdt mig en kortere tid ved bataljonen for at få en førstehåndsorientering besluttede jeg at koncentrere undersøgelsen om det danske FN-kontingents konfliktløsende aktivitet og om de konkrete konflikter samt konfliktparternes reaktioner på kontingentets indsats.

Efter at jeg havde gjort rede for det hovedproblem, som undersøgelsen skulle belyse, rettede Det udenrigspolitiske Selskab henvendelse til forsvarsministeriet for at få en udtalelse om, hvorvidt man kunne få adgang til de nødvendige oplysninger fra såvel det danske kontingents hovedkvarter som fra hovedkvarteret for hele FN-styrken på Cypern. Gennem forsvarsministeriet og udenrigsministeriet blev der rettet henvendelse til FN’s generalsekretariat, som gav tilladelse til, at alle oplysninger kunne blive inddraget i undersøgelsen, som imidlertid først blev iværksat i begyndelsen af 1969, efter at den nogle gange havde været udsat på grund af kriserne i Mellemøsten.2 Mine medarbejdere var stud. mag. Peter Sigsgaard, som deltog i undersøgelsesarbejdet på Cypern og i det efterfølgende arbejde med behandling af indsamlede data, samt næstkommanderende i det danske kontingent, major Søren Wissum, som har bistået såvel med generelle oplysninger som ved databehandlingen.

II. Problem og metode 
Siden jeg i 1953 rådførte mig med Stephan Hurwitz om mit udkast til en kriminallov for Grønland, har jeg i særlig grad været interesseret i studiet af negative, organiserede sanktioner3 - kriminalretlige såvel som civilretlige - og deres sociale funktion. Det var også denne interesse, der lå bag undersøgelsen af det danske FN-kontingents fredsbevarende operationer på Cypern. Hovedinteressen knytter sig til problemer i forbindelse med, hvilke handlinger og begivenheder der virker som stimulis på et reaktions- system, de fremkaldte reaktioner og den eventuelle feed back. Selv om Cypern-aktionen i høj grad må interessere fra såvel en folkeretlig som en international politisk synsvinkel, er den foreliggende undersøgelse udelukkende koncentreret om selve konfliktløsningsprocessen og dens umiddelbare sociale virkninger. Der er tale om en speciel undersøgelse, der kun i ringe grad tager den totale folkeretlige og internationale situation i betragtning. Der forsøges således ikke nogen analyse af de politiske og retlige aspekter af Cypern-operationen.

Undersøgelsens stærkt begrænsede problem er derefter det danske kontingent, DANCON’s daglige operationer i en periode på ca. 14 måneder fra november 1967 til februar 1969 med beskrivelse af operationernes karakter, de begivenheder og situationer, som sætter operationerne i gang, samt de umiddelbare virkninger heraf kombineret med en undersøgelse af de stridende parters holdninger hertil og FN-styrkens egen vurdering af operationerne. Hvad angår de anvendte metoder, bestod de for det første i indsamling og systematisering af alt foreliggende skriftligt materiale f. eks. melde- bøger, notater, journaler, situationsrapporter og indberetninger. Disse dokumentstudier blev suppleret med udsendelse af spørgeskemaer til 198 officerer, befalingsmænd og konstabler, der i januar-februar 1969 havde haft vagt og patruljetjeneste. Endelig blev der gennemført intensive personlige interviews med FN-styrkens topledere og de græsk- og tyrkiskcypriotiske politiske ledere.

Alle oplysninger såvel fra dokumenter som enquete- og interviewundersøgelserne blev registreret på særlige prækodede ark, som via elektronisk læser automatisk blev omsat til hulkort, der derefter blev gjort til genstand for elektronisk databehandling på Danmarks tekniske Højskole. Som enhed i undersøgelsen valgtes et såkaldt »incident«, d. v. s. en handling, et handlingssæt, en begivenhed eller et begivenhedsforløb, som af FN-styrken er blevet registreret som anledning til en eller anden form for aktion. Udover den således beskrevne indsamling af data blev det forsøgt at indsamle kopier af alle regler og vedtægter, som vedrører styrkens operationer.

Ved indsamlingen af såvel dokumentariske oplysninger om incidents som om gældende regler og vedtægter bestod der den vanskelighed, at meget dokumentarmateriale og mange regler og vedtægter ikke længere var til stede. De fleste regler og vedtægter fandtes end ikke i kopi, og mange registreringer af enkelthandlinger og begivenheder var blevet til- intetgjort. Denne utraditionelle behandling af vigtigt arkivmateriale og generelle bestemmelser begrundedes med, at der var tale om en militær organisation i aktion, og at militære enheder i krigstid ikke kan belastes af større mængder papir. Endelig førte jeg hver dag under opholdet dagbog over incidents, FN- reaktioner og generelle og konkrete oplysninger fra topledere såvel inden for som uden for FN-styrken. Et generelt metodologisk spørgsmål er, i hvilket omfang forskernes virksomhed inden for en studeret population øver indflydelse på den studerede adfærd. Dette spørgsmål blev også aktuelt under studiet af den danske FN-styrkes aktiviteter på Cypern.

Alene den omstændighed, at vi viste stor iver for at fremskaffe doku- ment-oplysninger og kopier af gældende regler og vedtægter, fremkaldte visse muligvis kun midlertidige ændringer i DANCON’s registreringspraksis. Det fremgår således af mine dagbogsoptegnelser fra 8. januar 1968, at vi over for den vagthavende officer fremsatte ønske om at få adgang til en række ældre sager, bl. a. situationsrapporter og meldebøger, og at den pågældende officer med beklagelse måtte meddele, at de var tilintetgjort. Samtidig udtalte han, at han i fremtiden med henblik på vort arbejde dels ville være mere omhyggelig med registreringer og dels ville sørge for, at man ikke tilintetgjorde dokumenter som hidtil. Hvorvidt denne erklærede holdning til registreringspraksis har sat sig blivende spor inden for den danske FN-styrke, kan ikke konstateres på grundlag af det indtil nu behandlede materiale, men det er givet, at nogle af de første incidents, som indtraf efter samtalen, blev registreret langt grundigere end tidligere.

Der opstod også et andet problem i forholdet mellem forskerholdet og det danske FN-kontingent. Det fremgår af dagbogsoptegnelserne 19.1.1969, at nogle officerer inden for et af kontingentets kompagnier havde ytret usikkerhed med hensyn til formålet med forskningsarbejdet. En af dem havde således udtalt, at officererne var bange for, at forskningsholdets undersøgelser ville kunne »være til skade for officerernes erhvervsmæssige stilling i Danmark, der i forvejen er belastet«.

Vi prøvede derefter ved samtaler med en række officerer og befalings- mænd at trænge dybere ned i baggrunden for en sådan frygt for undersøgelsen, som ville kunne vanskeliggøre samarbejdet mellem forskere og praktikere. Det blev under disse samtaler oplyst, at mange befalingsmænd og konstabler troede, at forskningsholdet »var ude for at kontrollere deres opførsel og kigge efter eventuelt drikkeri«. Fra flere sider gav man udtryk for ønsket om at få en mere indgående information om, hvad forskningsarbejdet gik ud på, og hvilke interesser der stod bag. Efter at jeg havde gjort den danske FN-styrkes chef opmærksom på problemet, udstedte han en befaling (DANCON-befaling nr. 49 af 22. januar 1969), hvori han giver hele styrkens personel oplysning om projektet, det bagved liggende initiativ, financiering, formål, fremgangsmåde og den mulige praktiske anvendelse af undersøgelsens resultater.

Det understreges i befalingen, at ingen oplysninger vil blive gengivet med nævnelse af enkeltpersoner, samt at undersøgelsens resultater i form af en rapport vil blive tilstillet Det udenrigspolitiske Selskab, FNs hovedkvarter i New York, FN-styrkens hovedkvarter på Cypern, det danske udenrigsministerium og forsvarsministerium »med henblik på en evt. tilrettelæggelse af fremtidige fredsbevarende operationer«. Efter offentliggørelsen af denne dagsbefaling måtte forskningsholdet dels ved møde med et af kompagniernes medlemmer og dels i en række enkeltsamtaler yderligere uddybe undersøgelsens formål, metoder og mulige praktiske betydning. Der var ikke i tiden efter dagsbefalingen yderligere problemer i samarbejdet mellem forskerne og medlemmerne af styrken, der tværtimod var overordentlig interesseret i at samarbejde og give deres erfaringer og synspunkter til kende.

Det skal sluttelig bemærkes, at forskningsholdet kun i begrænset omfang virkede som deltagerobservatører. Vi var således ikke uniformerede, men vi var medlemmer af det danske kontingents officersmesse og havde ubegrænset adgang til samtlige oplysninger i såvel det danske kontingents hovedkvarter som i hovedkvarteret for hele Cypemstyrken. En stor del af dokumentanalysen foregik i et kontor, som i hovedkvarteret for hele styrken var stillet til vor disposition, og hvor vi gennem kontakt med opera- tionsofficeren uden nogen form for restriktioner fra dag til dag fik oplysninger om incidents og de aktioner, de gav anledning til. Hvad angår forholdet til de ledende politikere på græsk- og tyrkiskcypriotisk side blev vi introduceret gennem chefen for det danske FN-kontingent, hvorved de personlige samtaler blev muliggjort, efter at jeg havde stillet mine spørgsmål skriftligt til begge parter.

III. FN-styrkens organisation, mål og normer
Det bør indledningsvis oplyses, at Cypern, som blev en uafhængig republik 1960, i sin grundlov nærmere bestemmer de græske og tyrkiske cyprioters indbyrdes stilling og rettigheder. Cyperns befolkning, som er på omkring 600.000 indbyggere, består af en græsk majoritet, der udgør 57% af befolkningen, og en tyrkisk minoritet på 18%. Resten består af små grupper af forskellig oprindelse. I løbet af 1963 blev forholdet mellem de græske og de tyrkiske cyprioter kritisk, og et voksende antal gensidige drab og voldshandlinger fandt sted. Da hverken Grækenland, Tyrkiet eller Storbritannien var i stand til som interessenter at bilægge stridighederne, blev konflikten indbragt for De Forenede Nationers Sikkerhedsråd, som den 4. marts 1964 enstemmigt anbefalede, at en fredsbevarende styrke, hvis Cypern billigede det, skulle sendes til øen. FN’s generalsekretær gik straks i gang med at danne en sådan styrke, hvis første enheder ankom til Cypern marts-april 1964.4
 
Den internationalt rekrutterede styrke blev sammensat af militær- og politienheder fra Australien, Canada, Danmark, Finland, Irland, New Zealand, Storbritannien, Sverige og Østrig. Sammensætningen og strukturen af den samlede FN-styrke på Cypern (UNFICYP) ses af figuren.5
 

 

Figuren tegner et billede af FN-styrken, som den var sammensat og placeret på tidspunktet for undersøgelsen, d. v. s. i begyndelsen af 1969. Yderligere bør det nævnes, at østrigernes bidrag er et fuldt udrustet militærhospital, og at australierne har bidraget med medlemmer af de civile politistyrker. Det skal tilføjes, at det danske kontingent ikke længere har det vestlige Nicosia som distrikt, men er blevet flyttet til en anden region. Det fremgår af Sikkerhedsrådets resolution af 4. marts 1964,6 at FN- styrken skal anvende sine bedste anstrengelser for at opnå følgende mål:
 
a) at forhindre, at kampene bliver genoptaget,
b) at medvirke til opretholdelsen og genoprettelsen af lov og orden, og
c) at bidrage til, at normale samfundsforhold bliver genoprettet.
 
Det ligger klart i denne målsætning, at den primært går ud på at bevare fred og ikke på politisk at skabe fred på øen. I de »blivende bestemmelser for den fredsbevarende styrkes operationer« af 1964 hedder det, at styrken skal undgå enhver handling, »som er egnet til at påvirke den politiske situation i Cypern undtagen ved at bidrage til genoprettelse af roen på en sådan måde, at der kan skabes et bedre klima for politiske løsninger«. Såvel Sikkerhedsrådets resolution som de oven for citerede reglers ord viser, at FN-styrken på Cypern i første række har fået tildelt opgaver, som man inden for en nationalstat anser for at være politimæssige. Det hedder videre i de blivende bestemmelser, at de principper, på hvilke styrkens hverv skal baseres, er følgende:
 
»a) Forhandlinger er det vigtigste middel til at løse problemer.
b) FN-styrken kan kun rådgive, foreslå eller fordømme visse handlemåder; den er ikke gennem sit mandat bemyndiget til at beordre nogen af parterne til at foretage bestemte handlinger.
c) Anvendelse af våben er kun tilladt i selvforsvar eller som et sidste middel til at gennemføre det mandat, som er givet styrken.
d) Alle medlemmer af FN-styrken skal handle med tilbageholdenhed og fuldstændig upartiskhed i forhold til både græske og tyrkiske cyprioter.
e) Cyperns regering er øens lovlige regering og har i følge Sikkerhedsrådets resolution af 4. marts 1964 det fulde ansvar for genoprettelse og opretholdelse af lov og orden.«
 
Foruden disse regler fandtes der på undersøgelsestidspunktet ifølge oplysninger fra DANCON’s officerer en række mere specielle »regler« og instruktioner, som det dog kun i begrænset omfang lykkedes at få kendskab til, da de var bortkommet eller tilintetgjort. Som eksempel på en instruktion kan nævnes nogle regler vedrørende »den grønne linie« i Nicosia. Reglerne angår vagtmandskabets forpligtelser på en bestemt post, som var oprettet i et hus, hvis ene halvdel var besat af tyrkiske cyprioter, og hvis forside lå på græsk-cypriotisk besat område. Det hedder i instruksen, at vagtposten har følgende opgave:
 
»Melde om nye tyrkisk-cypriotiske eller græsk-cypriotiske stillinger eller udbygning af bestående. Melde om alt usædvanligt: forøget aktivitet, opløb og lignende. Hindre, at tyrkiske cyprioter kommer længere ind i huset med våben end til forhøjning og ikke længere end til gangkryds uden våben. Melde om skud: klokkesiet, antal enkeltskud eller automatisk ild, retning, afstand over 500 m eller kortere. Melde, hvis tyrkiske cyprioter færdes på den grønne linie med våben anlagt. Holde forbindelse med post 8 og 10 samt patruljen.«
 
Det har ikke været muligt at få et overblik over, hvor mange af den slags lokalt begrænsede regler der fandtes på undersøgelsestidspunktet. For mange af posternes vedkommende var der ingen skrevne instruktioner, hvorimod vagtmandskabet mundtligt var blevet instrueret om, hvorledes det skulle forholde sig i forskellige typer af situationer. Der eksisterede også en anden slags regler omhandlende forholdet mellem græske og tyrkiske cyprioter. Det drejede sig om ofte uformelle aftaler indgået mellem FN-styrken og parterne. Disse aftaler er som regel regionalt begrænsede. En af dem er begrænset til »den grønne linie«. En anden er gyldig for vejen imellem hovedstaden Nicosia og en nordkystby, Kyrenia.
 
Disse aftaler indeholder regler om, hvad de stridende parter må og ikke må inden for det pågældende geografiske område. Det har imidlertid kun i yderst begrænset omfang været muligt at få kendskab til deres indhold, da de på undersøgelsestidspunktet kun fandtes i mundtlig overlevering. Det var endda vanskeligt at skaffe en kopi af en aftale mellem FN-styrken og de stridende parter om forholdene på »den grønne linie«, som ellers betragtedes som et særligt farligt konfliktområde, ikke blot inden for DANCON’s »jurisdiktion«, men for hele øen.
 
Hvad angår DANCON’s indre struktur og de for personellet gældende regler, svarer de i alt væsentligt til, hvad der er almindeligt inden for dansk militær. Det gælder såvel arbejdsdeling som statusdifferentiering. Der er særlig grund til at nævne, at de militære grader og de dertil svarende uniformer og distinktioner er i overensstemmelse med, hvad der er gældende i militæret inden for NATO. Rangordning og distinktioner i de stridende parters militære styrker er ikke væsentlig forskellige fra forholdene inden for FN-styrken. Dette indebærer, at medlemmer af de stridende parters militære styrker og af FN-styrken altid hurtigt og uden tvivl kan konstatere en militærpersons rang og hans dermed forbundne kompetence. Der er særlig grund til at nævne de tegn, som bruges i FN-styrkens kommunikation både udadtil og indadtil. Da FN-styrken på Cypern ikke blot består af bataljoner fra lande, der er tilsluttet NATO, men også af uden for stående lande som Finland, Irland og Sverige, var der i begyndelsen visse vanskeligheder i kommunikationen. Der er imidlertid gennem årene blevet udviklet et fælles »sprog« for alle bataljonerne inden for FN-styrken. Der fandtes på undersøgelsestidspunktet ikke nogen samlet oversigt over dens militære terminologi. For overhovedet at kunne forstå de anvendte termer påtog Peter Sigsgaard sig at udarbejde en »ordbog« over forkortelser og kodeord, som benyttes af styrkens medlemmer, når de kommunikerer med hinanden eller med de stridende parters militær.
 
IV. FN-officerers forventninger og teori
For at få et meningsfuldt billede af DANCON’s operationer og de incidents, som udløser dem, er det af interesse at vide, hvilke forventninger og antagelser FN-officererne har i forbindelse med operationerne. Det er herunder af betydning at konstatere, hvorvidt FN-nøglepersoneme er indstillet på at handle i overensstemmelse med de fastlagte principper for FN-aktionen på Cypern, eller om de er orienteret i andre retninger. På basis af udtalelser fra chefen for hele FN-styrken 1969 og cheferne for DANCON 1966 og 1969 samt FN-styrkens politiske og juridiske chefrådgiver 1969 kan forventningerne og forestillingerne om FN-styrkens opgaver og handlemuligheder formuleres som følger:
1) Det er et væsentligt punkt i fredsbevarende operationer, at en opstået lokal konflikt standses så hurtigt som muligt.
 
2) Det er særdeles vigtigt, at alle episoder begrænses til det mindst mulige. Af den grund bør konfliktløsning så vidt muligt finde sted på det laveste militær-administrative niveau, ansigt til ansigt med de involverede parter. Den omstændighed, at FN-styrken er opbygget som et organisatorisk hierarki med militær disciplin i forhold til det underordnede personel, formindsker faren for, at enkelte medlemmer af styrken på egen hånd foretager politiske manipulationer. Organisationens militære natur begunstiger yderligere muligheden for at styre personellet i kritiske situationer, hvor det er nødvendigt at have overblik og at koordinere operationer.
 
3) Det er vigtigt, at FN-styrken ikke fungerer på traditionel militær vis med anvendelse af vold eller trussel om anvendelse af vold. Uformelt opfatter FN-styrkens officerer organisationen som en politimæssig enhed, selv om den formelt ikke er det. Ændringen fra militære til ikke-voldelige politimæssige funktioner må betragtes som en del af normaliseringen og fredsskabelses-processen.
 
4) Som et fjerde princip, som særlig blev fremhævet af operations- officeren i FN-styrkens hovedkvarter og af chefen for DANCON 1969, skal nævnes, at FN-personel, som forsøger at løse en konflikt, så vidt muligt i forholdet til de stridende parter bør undgå henvisninger til eksisterende regler og aftaler, idet en sådan formel fremgangsmåde antages at forøge risikoen for, at konflikter, der i sig selv er små, udvikler sig til større politiske og juridiske konflikter. En sådan »eskalering« formodes at kunne undgås, hvis FN-personellet i stedet appellerer til parternes »almindelige sunde fornuft«.
 
Det er vanskeligt at udrede, i hvilken grad de 4 nævnte principper er udtryk for opfattelser af, hvordan personellet 6ør forholde sig, eller forestillinger om, hvordan de faktisk forholder sig ved løsning af konflikter. Der er mest grund til at opfatte »principperne« som udtryk for officerernes forestillinger om, hvordan FN-personellet skal gå frem for at opnå den størst mulige effektivitet ved opgavernes løsning. Jeg vil i hvert fald i det følgende betragte »principperne« som en sammenhængende teori om, hvilke betingelser der skal være opfyldt for at bevare freden på øen. Det må fremhæves, at »principperne« blev opstillet under den hoved- forudsætning, at de stridende parters politiske ledere ikke beslutter at påbegynde større militære operationer påny. Hvis sådanne politiske beslutninger - som det ofte skete indtil efteråret 1967 - blev truffet, ville FN-styrken ikke have nogen mulighed for at bevare fred uden at blive part i egentlige krigeriske operationer.
 
V. DANCON i aktion
I dette afsnit vil de ovennævnte »principper« og den bagved liggende forudsætning blive sammenholdt med DANCON’s faktiske adfærd i perioden november 1967 - februar 1969. Jeg vil på denne måde forsøge at belyse, i hvilken grad FN-officeremes forventninger og forestillinger svarede til styrkens faktiske adfærd. Selv om der skulle blive konstateret en stor overensstemmelse imellem forventninger og forestillinger på den ene side og de faktiske handlingsforløb på den anden, er der ikke dermed ført noget bevis for, at de angivne principper udpeger de nødvendige betingelser for, at operationerne er effektive.7 En sådan effektivitetsbedømmelse eller evaluering forudsætter et effektivitetskriterium. Det er ganske vist indlysende, at optimal effektivitet må implicere, at der ingen konflikter forekommer i undersøgelsesperioden. Jo flere konflikter der optræder, jo mindre effektive skulle man herefter anse operationerne for at være. Så enkelt kan man imidlertid næppe med rimelighed foretage evalueringen. Der kan meget vel tænkes at forekomme et stort antal mindre konflikter, som takket være FN- styrkens operationer bliver forhindret i at udvikle sig til noget alvorligere.
 
Man kunne tænke sig, at vægten lægges på, i hvilken grad parterne dræber eller beskadiger hinandens borgere og ødelægger deres ejendom. Såfremt ingen personer eller ting er blevet tilintetgjort eller skadet, vil det således være rimeligt at sige, at operationerne har været 100% effektive. Et sådant bedømmelsesgrundlag må dog anses for at være ufuldstændigt, fordi ærekrænkende handlinger og adfærd, der udsætter personer og ting for farer, ikke tages i betragtning. Jeg har derfor i stedet som effektivitetskriterium valgt den bedømmelse, som parternes politiske ledere og FN-officerer og -personel har foretaget af operationernes virkninger. Denne evaluering af operationerne vil blive gennemgået i næste afsnit. Her vil jeg udelukkende koncentrere mig om de enkelte operationer eller typer af operationer og deres registrerede, umiddelbare virkninger. I det følgende vil operationerne blive gennemgået i sammenhæng med hvert af de opstillede principper og deres hovedforudsætning.
 
Det bør først nævnes, at 44% af samtlige registrerede 735 incidents bestod af handlinger, som udsætter personers liv eller helbred for fare, eller som er egnet til at skabe frygt for liv eller helbred. Som eksempel kan nævnes geværskydning, automatisk ild eller fremsættelse af trusler om anvendelse af vold, 23% af de registrerede incidents bestod i ændringer i militære stillinger eller befæstninger. 18% bestod i, at en græsk eller tyrkisk cypriot krævede erstatning eller anden civilretlig foranstaltning, fordi han anså sin retsstilling for krænket. Ser vi nu på den basale forudsætning og hvert af de opstillede principper om betingelserne for, at freden kan bevares, får vi følgende resultater: Hovedforudsætningen, at ingen af parternes politiske ledere besluttede at genoptage de militære operationer, var til stede i hele undersøgelsesperioden, som politisk prægedes af, at parterne optog forhandlinger med hinanden om, hvorledes der kunne etableres en varig fred på øen. I efteråret 1967 kort før undersøgelsesperiodens begyndelse foretog græsk-cypriotisk militær et organiseret angreb på nogle tyrkisk-cypriotiske stillinger på øens sydlige del. FN-styrken, som havde et kompagni placeret på stedet, og som gennem sine poster straks kunne underrette FN-hoved- kvarteret på Cypern om, hvad der skete, fik ordre til at forholde sig passiv. I selve undersøgelsesperioden forekom sådanne militære operationer ikke, hvilket indebærer, at hovedforudsætningen for, at DANCON’s enkelte operationer kunne blive effektive, var til stede.
 
1) Det første princip for, at konflikter holdes på et minimum, er som nævnt, at de imødegås øjeblikkeligt. For at konstatere, i hvilken grad dette princip svarer til DANCON’s faktiske adfærd, omfatter undersøgelsen varigheden af behandlingen af et incident, d. v. s. tidsrummet fra, at det finder sted, til den sidste skriftlige eller mundtlige melding vedrørende forholdet. Godt 17% af incidents blev færdigbehandlet, inden der var gået et kvarter, og 65% blev færdigbehandlet, inden der var gået et døgn. Kun 1% af sagsbehandlingerne varede længere end 1 måned. Målt med varigheden af behandlingen af sager inden for nationalstatens politi, anklagemyndighed og domstole, må det anses for forsvarligt at tale om en relativt stor reaktionshastighed. På denne baggrund må det også anses for rimeligt at sige, at princippet om hurtig sagsbehandling i meget høj grad blev gennemført i praksis.
 
2) Princippet, at FN-styrkeme behandler opståede konflikter på det laveste militær-administrative niveau, ansigt til ansigt med de involverede parter, syntes også i høj grad gennemført i praksis. Mere end 90% af incidents blev behandlet udelukkende på kompagniniveau. I langt de fleste tilfælde tog en sergent affære. Kun under 1% af incidents blev »indanket« for FN-hovedkvarteret i New York. Selv alvorlige incidents blev behandlet på dette lave niveau. Jeg havde således - inden undersøgelsesperioden, nærmere betegnet den 30. august 1966 - i hovedstaden Nicosia lejlighed til direkte at observere princippets anvendelse i praksis.
 
Jeg bevægede mig langs »den grønne linie«, og så da, at der efter alt at dømme fra tyrkisk-cypriotisk side var blevet kastet 4 mursten, af hvilke en havde ramt en civil græker, der - fuldt lovligt - gik på »linien«. Begivenheder fremkaldte et større postyr, idet flere græske cyprioter kom til stede og gav udtryk for stor ophidselse. DANCON’s militærpost reagerede omgående ved over militærtelefonen at tilkalde en vagtkommandør, som hurtigt kom til stede i jeep. Det viste sig ved nærmere undersøgelse på stedet, at den civilist, der var blevet ramt, ikke var blevet »skadet« udover den umiddelbare smerte, som var blevet fremkaldt, da han blev ramt i brystet. Den tilkaldte sergent beroligede ved gestus og mimik de ophidsede græske cyprioter, ligesom han forhandlede med en græsk-cypriotisk sergent, som var kommet til stede. DANCON-sergenten opsøgte straks en tyrkisk-cypriotisk sergent, der stod på en post 30 meter fra stedet. Da sergenten kom tilbage til sit kompagni, indberettede han straks det passerede, der blev videremeldt til DANCON’s og FN-styrkens hovedkvarter. Efter ca. 1 times forløb var der igen fuldstændig ro på gaden, og der skete ikke yderligere.
 
3) Princippet, at FN-soldater ikke anvender vold eller truer med anvendelse af vold, ses for DANCON’s vedkommende ikke krænket på noget tidspunkt inden for undersøgelsesperioden. I alle tilfælde var DANCON’s poster og patruljer bevæbnet, idet soldaterne bar geværer eller maskinpistoler og/eller håndgranater. Der er ikke i undersøgelsesperioden af nogen af parterne blevet klaget over, at danske FN-soldater har benyttet nogle af disse våben i truende øjemed. De har tværtimod i alle konstaterbare tilfælde selv i kritiske situationer forholdt sig fuldstændig passive i forhold til våbnene og alene klaret sig med ord, mimik og gester.
 
4) Princippet om, at FN-soldateme ikke ved løsning af konflikter henviser til eksisterende formelle regler eller aftaler, synes også i vid udstrækning gennemført i praksis. I mindre end 4% af de registrede incidents henviste officerer eller mandskab under DANCON til sådanne regler, når de stod over for løsningen af en konkret konflikt. I de fleste tilfælde nøjedes FN-personalet med at meddele en eller begge de stridende parter, at de ville indberette sagen, samtidig med, at de på stedet fik genoprettet roen. I tilfælde, hvor en af parterne havde foretaget ændringer af poster eller befæstningsanlæg f. eks. ved at placere yderligere en sandsæk eller flytte nogle cementblokke eller sten, anmodede FN-soldaten den pågældende part om straks at genoprette tilstanden. Det blev oplyst af operationsofficeren i FN-styrkens hovedkvarter, at han var bekendt med flere tilfælde, hvor DANCON’ soldater - og soldater i andre kontingenter - under diskussion med en græsk- eller tyrkisk-cypriotisk militærperson argumenterede for en genoprettelse af en krænket tilstand ved at henlede den pågældendes opmærksomhed på, hvilke militære og politiske konsekvenser hans handlemåde kunne få for landet.
 
Om sagerne vedrørende civilretlige forhold bør det nævnes, at navnlig de græske og tyrkisk-cypriotiske bønder, når modparten på grund af den militære situation var afskåret fra at anvende sine marker eller så sin høst udnyttet af andre, søgte hjælp hos den første den bedste FN-soldat, de mødte. I undersøgelsesperioden forekom mange sager, hvor bønder rejste erstatningskrav mod en bonde på den fjendtlige side, fordi han enten havde haft fordel af klagerens marker, f. eks. oliventræer, eller havde ødelagt dem. Denne type af konflikter fandt i almindelighed sted i det landdistrikt, som et detachment af DANCON havde opsyn med. Undersøgelsesholdet havde lejlighed til at iagttage, hvordan en FN-løjtnant behandlede sager af denne type.
 
Den 15.1.1969 klagede en græsk-cypriotisk bonde til en dansk FN- løjtnant i distriktet over, at en bonde inden for det tyrkiske militærområde havde ødelagt hans oliventræer. Der blev hurtigt foranstaltet et møde, hvori deltog en græsk-cypriotisk embedsmand. Efter således at have fået sagen forelagt, kørte løjtnanten til en tyrkisk landsby, hvor en repræsentant for det tyrkisk-cypriotiske militær modtog ham ganske uformelt over en kop kaffe i en lille kro. Mange tyrkiske bønder kom efterhånden til stede, og efter længere tids samtale om vind og vejr kom FN-løjtnanten ind på sagen. Repræsentanten for det tyrkisk-cypriotiske militær afviste høfligt sagen med den bemærkning, at »ingen tyrkiske cyprioter kan finde på at ødelægge oliventræer«. En tyrkisk bonde fremsatte derefter et større modkrav i anledning af tilsvarende ødelæggelser, som angiveligt skulle have fundet sted af hans træer på et område, som nu var besat af græsk-cypriotisk militær. Efter at man havde diskuteret sagen i endnu en tid, blev den udsat til den 17.1. Den pågældende dag kørte FN-løjtnanten ud for at bese de beskadigede oliventræer, hvorved det bekræftedes, at mange af træerne havde knækkede grene. Derefter kørte løjtnanten tilbage til det tyrkisk-cypriotiske område for at forelægge den tyrkisk-cypriotiske løjtnant, hvad han havde konstateret. Der kom ikke noget ud af forhandlingerne bortset fra, at løjtnanten registrerede de rejste krav og modkrav med den tilføjelse, at han havde konstateret beskadigelser af de pågældende oliventræer svarende til et nærmere angivet beløb. Løjtnanten udarbejdede efter at have underrettet sagens parter derom en kort rapport om sagen til brug ved et senere civilt søgsmål, som først vil kunne gennemføres, når det cypriotiske retsvæsen igen er i funktion. Klagerne affandt sig med det passerede i erkendelse af, at der i øjeblikket ikke kunne foretages videre.
 
VI. DANCON-operationernes effektivitet
FN’s fredsbevarende operationer er ofte blevet evalueret. De fleste af dem er betegnet som ineffektive.8 Dette gælder f. eks. Kongo- og Gaza- operationeme. Det er imidlertid en almindelig opfattelse, at FN-opera- tionerne på Cypern hidtil har været en succes, idet de fredsbevarende troppers indsats på Cypern antages at have reddet mange menneskeliv og beskyttet økonomiske værdier. U Thant betegnede allerede i juni 1966 Cypern-operationen som en succes.9
 
Det er imidlertid ikke tilfredsstillende at nøjes med den evaluering, som eksempelvis hidrører fra FN-hovedkvarteret i New York. Det skønnes mere hensigtsmæssigt at basere en bedømmelse af Cypern-operationen og specielt DANCON-operationemes effektivitet på en syntese af kontingentets selvvurdering, de stridende parters bedømmelse og den bedømmelse, som kan foretages på basis af faktiske oplysninger om, hvor mange mennesker der er blevet dræbt eller skadet, og hvor mange økonomiske værdier der er blevet skadet i en bestemt periode af operationerne. Hvad angår det sidstnævnte grundlag for en bedømmelse af operationernes effektivitet er det en alvorlig mangel, at man ikke kan vide, i hvilket omfang en eventuel gunstig periode med få fredskrænkelser ville være indtruffet under alle omstændigheder. Det er med andre ord på basis af de foreliggende undersøgelser ikke muligt at afgøre, hvorvidt en fredelig periode har nogen sammenhæng med Cypern-styrkens tilstedeværelse på øen.
 
Sammenholder man den i forrige afsnit skildrede teori om betingelserne for, at de fredsbevarende operationer er effektive, med DANCON’s faktiske adfærd, får man heller ikke oplysninger om en eventuel sammenhæng mellem opretholdelse af en fredelig tilstand og DANCON’s måde at løse konflikter på. Det gælder de fleste af de nævnte principper, at de stort set er blevet efterlevet, omend ikke 100%. På denne baggrund ville det være interessant at konstatere, hvorvidt de tilfælde, hvor principperne i praksis blev brudt, har haft alvorlige konsekvenser for freden. En sådan konstatering har ikke været mulig. Der synes ikke at være nogen som helst forskel mellem de mange tilfælde, hvor konflikter er løst på laveste militæradministrative niveau, og de få tilfælde, hvor behandlingen af incidents er sket på det højeste niveau. Der kan heller ikke konstateres nogen forskel imellem de tilfælde, hvor DANCON-personellet har henvist til formelle regler, og de mange tilfælde, hvor de ikke har. Der synes heller ikke at være nogen konstaterbar forskel imellem de sager, som er behandlet på få minutter, og dem, der har været under behandling over 1 måned. Medens der således ikke på basis af det indsamlede materiale kan foretages nogen bedømmelse af, hvorvidt Cypem-styrken i almindelighed og DANCON i særdeleshed gennem sine operationer har været i stand til at opretholde fred på øen, er det imidlertid muligt først at oplyse, hvorvidt der faktisk har været fredelige tilstande i undersøgelsesperioden. Endvidere er det muligt at oplyse, hvordan DANCON-personellet vurderer sin egen indsats, og hvordan de stridende parters politiske ledere bedømmer operationerne.
 
Ser vi på de registrerede sager, viser det sig, at det i godt 17% er oplyst, at de er endeligt afsluttet, 5% angives at være midlertidig afsluttet, og i resten af tilfældene er der ingen oplysninger herom. Da man imidlertid ikke kan drage slutninger af disse udtalelser i dokumenterne, forsøgte undersøgelsesholdet ved nærmere at analysere sagernes indhold at foretage en bedømmelse af, hvorvidt de var endeligt afsluttet eller ikke. Denne bedømmelse førte til, at vi antog, at godt 71% af sagerne var endeligt afsluttet, medens resten udgjordes af delvis sluttede og ikke- sluttede sager samt sager, hvor spørgsmålet ikke kunne besvares. Når der her tales om sluttede og ikke-sluttede sager, sigtes der til spørgsmålet, om sagerne har haft registrerede konsekvenser på længere sigt. Det kan således vel tænkes, at der kun går eksempelvis et kvarter fra det øjeblik, et incident er indtruffet, indtil DANCON sætter ind med en reaktion. Den korte sagsbehandling udelukker ikke, at sagen senere får konsekvenser f. eks. i form af, at den trækkes ind i en anden konflikt og påberåbes af den ene, den anden eller begge parter. I over 71% af samtlige tilfælde i undersøgelsesperioden skete dette som nævnt ikke, hvilket undersøgelsesholdet betragtede som et indicium for, at de pågældende konflikter var løst effektivt.
 
Der er imidlertid så mange usikkerhedsmomenter forbundet med denne evaluering, at den må suppleres med andres bedømmelse. Chefen for FN-st yrkerne udtalte i 1969 på en forespørgsel om, hvordan han bedømte indsatsen, at han i det store og hele fandt, at den var en succes, selv om der var begået forskellige mindre fejl. Han nævnte i denne sammenhæng de græske cyprioters alvorlige militære angreb på tyrkiskcypriotiske stillinger i 1967 og tilføjede, at han dengang gav FN-styrkerne ordre til at trække sig tilbage uden våbenanvendelse for at undgå blodsudgydelse, selv om de kunne have interveneret.
 
Chefen for DANCON udtalte sig i 1969 på linie hermed. Efter hans opfattelse skyldtes den relative ro på øen FN-styrkemes tilstedeværelse. Han påpegede for DANCON’s eget område, at det ikke var muligt for nogen af de stridende parter at foretage nogen fredsforstyrrende handling, uden at DANCON ville opdage det. Alene inden for hovedstadens vestlige distrikt blev der opretholdt 12 bemandede og 17 ubemandede poster, gennemført 144 fodpatruljer, 3 lang-distance- og 7 kort-distance-patruljer pr. døgn. Desuden blev der foretaget talrige mindre patruljer mellem kompagnierne og de forskellige poster. Han tilføjede, at DANCON-soldateme som regel patruljerede alene uden at blive angrebet eller truet. Det var hans opfattelse, at situationen ville blive kritisk, hvis FN- styrkerne pludselig blev trukket tilbage fra Cypern. Han nævnte i den forbindelse, at allerede den omstændighed, at selv den mindste forandring i de stridende parters militære positioner blev registreret og meldt såvel til parterne som til FN-styrkens hovedkvarter, havde en præventiv betydning og efter hans opfattelse skyldtes, at ingen af parterne, så længe der ikke lå en politisk beslutning bag, ønskede over for verdensopinionen at stå som ansvarlig for en ny opblussen af de krigeriske handlinger.
 
Hvad angår DANCON’s vagtofficerer og øvrige vagtpersonel, blev de i en enquete forespurgt, hvad de personlig mente der ville ske, »hvis FN- styrken forlod Cypern nu«. Næsten 27% svarede, at situationen i så fald ville udvikle sig til en åben konflikt. 8% mente, at situationen ville blive forværret, dog uden at der ville opstå en åben konflikt. Ca. 30% var af den opfattelse, at en tilbagetrækning kun ville fremkalde uro og godt 18% at der ikke ville indtræffe nogen mærkbar forandring, medens resten enten ikke tog stilling til spørgsmålet eller undlod at besvare det. Det personel, som havde at gøre med konflikterne på nærmeste hold, var med andre ord knap så positive i deres bedømmelse af DANCON- operationemes effektivitet som deres chef og chefen for hele FN-styrken, selv om mere end 1/3 af dem var af den opfattelse, at en fjernelse af FN- styrken ville betyde en alvorlig forværring af situationen på Cypern. Som supplement til undersøgelsesholdets bedømmelse af de konkrete sager og FN-styrkens officerers og meniges bedømmelse blev de stridende parters politiske ledere spurgt om det samme i 1969.
 
Præsident Makarios oplyste, at han fandt FN-operationen tilfredsstillende. Han henviste både til den måde, hvorpå lokale konflikter blev løst, og til den kendsgerning, at en normalisering af forholdene var i gang. Efter hans opfattelse havde styrkerne været i stand til at forhindre, at incidents eskalerede. Han karakteriserede operationerne som politimæssige og understregede, at de alene havde kunnet løse lokale småkonflikter. FN-styrken ville aldrig kunne have og havde heller ikke som formål at beskæftige sig med egentlige militære operationer. Det var efter hans mening fuldstændig uacceptabelt, at FN-styrken skulle kunne blive part i en egentlig krig. Det var hans opfattelse, at hvis FN-styrken forlod Cypern, inden parterne havde nået en politisk løsning og på denne måde skabt egentlig fred, ville situationen blive uoverskuelig. Ingen af parterne havde tillid til hinanden, og deres militære styrker stod stadig direkte over for hinanden. Under disse forhold ville det efter hans mening ikke være muligt at behandle lokale konflikter, med mindre FN-styrken var til stede på øen. Makarios betegnede FN-styrkens, deriblandt DANCON’s, operationer som effektive.
 
De politiske ledere på tyrkisk-cypriotisk side var knap så positive i deres bedømmelse. Vicepræsident dr. Kutchuk og den politiske topforhandler Denktash kritiserede, at FN-styrken ikke havde været i stand til, dengang græsk-cypriotisk militær overfaldt de tyrkiske cyprioter, at beskytte deres minoritet. Denktash kritiserede, at FN-styrkerne, hver gang der opstod en virkelig alvorlig militær konflikt, blot trak sig tilbage med beklagelse. Han tilføjede, at FN-styrken, derunder DANCON, hyppigere reagerede imod tyrkiske end mod græske cyprioter, også i tilfælde, hvor de sidstnævnte var »skyldige« eller parterne var »lige ansvarlige«. Det var hans bestemte overbevisning, at FN-styrken aldrig ville være i stand til at handle effektivt, når politiske beslutninger førte til lokale konflikter. Trods disse forhold og på trods af, at FN-styrken »ikke var upartisk«, fandt han dog, at den var nyttig ved løsningen af konflikter, som startede »på det lokale niveau.« Denktash fandt, at FN-styrkens største værdi var, at den virkede som »et vågent øje«. Han roste FN-styrkens observationsnet, som »ser og hører alt«. Førend FN-styrken kom til Cypern, kunne der ske meget alvorlige overfald på en tyrkisk-cypriotisk landsby, uden at de politiske ledere anede noget om det. Efter at FN-styrken er kommet til landet, bliver sådanne begivenheder omgående meldt til den tyrkisk-cypriotiske vicepræsident. Denktash betegnede FN-observationsnettet som meget følsomt og effektivt. Efter hans mening måtte FN-styrken ikke forlade Cypern, før de politiske forhandlinger mellem ham og den græsk-cypriotiske topforhandler Clerides var blevet løst på en positiv måde. Når man ser bort fra Denktash’s bemærkninger om de konflikter, som udspringer af parternes politiske beslutninger, var de politiske lederes bedømmelse af FN-styrkens indsats på linie med de militære chefers inden for FN-styrken.
 
Fra tyrkisk-cypriotisk side blev det ganske vist understreget, at FN- styrken ikke var upartisk. På basis af de indsamlede dokumentdata og gennem spørgsmål til vagtofficerer og vagtmandskab inden for DANCON forsøgte vi at prøve dette postulat nærmere. Ifølge dokumenterne reagerede DANCON næsten 10% hyppigere mod tyrkiske end mod græske cyprioter, tilsyneladende fordi incidents tilsvarende hyppigere fandt sted fra tyrkisk- end fra græsk-eypriotisk side. På spørgsmålet om, hvilken af de stridende parter der hyppigst krænkede freden, svarede 56% af DANCON’s vagtofficerer og vagtmandskab, at tyrkiske cyprioter hyppigst krænkede freden, medens 10% mente, at græske cyprioter var ansvarlige. Næsten 12% fandt, at parterne stort set var lige ansvarlige, og resten havde enten ikke nogen mening om det eller ville ikke tage stilling til spørgsmålet. Det er ikke muligt på det foreliggende grundlag at bedømme, hvorvidt de hyppigere reaktioner mod de tyrkiske cyprioter skyldtes deres egen adfærd eller manglende upartiskhed i DANCON.
 
Foretager man på grundlag af holdets bedømmelser af konkrete sager, FN-styrkens selvvurdering og de stridende parters bedømmelser en samlet kvalitativ vurdering af effektivitetsspørgsmålet, må man nærmest skønne, at FN-operationen i hvert fald i undersøgelsesperioden har været en succes. Denne vurdering må forstås således, at der inden for DANCON’s område i de undersøgte 14 måneder ikke har været drab, legemsskade eller tings- beskadigelse, og at konflikter er blevet løst til begge parters tilfredshed. Effektiviteten synes ikke at være blevet påvirket af den omstændighed, at den ene part anser FN-styrken for partisk, samt at det indsamlede materiale viser, at DANCON’s vagtpersonel hyppigere anså de tyrkiske cyprioter for ansvarlige end de græske og derfor også hyppigere reagerede over for dem.
 
Det er sandsynligt om end ikke bevisligt, at der består en sammenhæng mellem den måde, FN-styrken i almindelighed og DANCON i særdeleshed løser konflikter på, og konfliktløsningens relativt store effektivitet. Den kendsgerning, at de politiske ledere ikke besluttede genoptagelse af de militære operationer, at lokale konflikter i almindelighed blev imødegået hurtigt, at DANCON-soldaterne løste konflikter ansigt til ansigt med parterne på et lavt administrativt niveau uden anvendelse af magt eller trusler om magtanvendelse og uden henvisning til formelle regler, kan være en forklaring på effektiviteten. Det må tilføjes, at den klare arbejds- og rollefordeling inden for militærstyrkerne lettede kommunikationen mellem FN-styrken og de stridende militære styrker. I samme retning virkede utvivlsomt det fælles tegnsprog såvel inden for FN-styrken som i forholdet til de stridende parter, hvis »moderlande«, Grækenland og Tyrkiet, som medlemmer af NATO stort set anvender samme sprog.10
 
Selv om FN-officerernes »teori« om sammenhæng mellem visse opera- tionsmåder og operationernes effektivitet ikke har kunnet prøves empirisk gennem den foretagne undersøgelse, er den dog udtryk for en begrundet helhedsopfattelse af en sammenhæng mellem FN-styrkens faktiske adfærd og forholdet mellem de stridende parter i en given periode. Det er lykkedes gennem officerernes karakterisering af adfærdsmønstret og gennem studiet af den faktiske adfærd og dens umiddelbare følger sammenholdt med de forskellige evalueringer at tegne i hvert fald hovedtrækkene af nogle vellykkede FN-operationer. Spørgsmålet er imidlertid, hvorvidt den foretagne analyse har praktiske og teoretiske implikationer, eller om dens genstand blot er en principielt uinteressant unik situation. Disse spørgsmål vil blive præciseret i det afsluttende afsnit. De vil derimod kun blive delvis besvaret i nærværende foreløbige rapport.
 
VII. Nogle afsluttende bemærkninger
Det er vanskeligt at drage praktiske slutninger af resultatet af nærværende som af andre undersøgelser af Cypern-operationen. Fra en militær synsvinkel er det af betydning for, at en FN-styrke kan fungere effektivt, at dens ressourcer kan fordeles på en sådan måde, at styrken virker som en helhed. Det er yderligere en fundamental betingelse, at der er en vis stærkere samhørighed mellem de kontingenter og andre enheder, hvoraf styrken består, og at styrkens medlemmer føler sig identiske med styrken uanset deres nationalitet.11 Under Kongo-operationen var disse betingelser ikke til stede, idet det først og fremmest ikke lykkedes at få de forskellige enheder til at hænge sammen. Der var store vanskeligheder med fordelingen af ressourcer. Der var også vanskeligheder med kommunikationen, og det lykkedes i det hele taget ikke at danne en sammenhængende organisation, hvis medlemmer identificerede sig med det pågældende sociale system. Dertil kommer, at FN-styrken var i konstant bevægelse og stadig kom til nye steder, hvor styrkemedlemmerne ikke havde kendskab til de lokale befolkningsgrupper.
 
I Gaza var situationen en anden, idet FN-styrken vel havde faste positioner, men var uden muligheder for ansigt til ansigt-kontakt med personer på den israelske side af demarkationslinien. På Cypern er situationen forskellig fra såvel situationerne i Kongo som i Caza. På Cypern er styrken stationær som i Gaza, men mulighederne for kommunikation med begge konfliktens parter er langt større end i de andre operationer. Dertil kommer, at medlemmerne af de enkelte kontingenter inden for deres virkeområde har muligheder for personligt at lære de stridende parters militære personel at kende.
 
Den praktiske betydning af »politimandens« muligheder for ansigt til ansigt-kontakt med befolkningen i almindelighed og lovovertræderne i særdeleshed inden for distriktet er ofte blevet nævnt som en effektivitets- forøgende faktor i den umiddelbare retshåndhævelse.12 De fleste af de træk, som i de foregående afsnit blev nævnt som karakteristika for Cypern- operationen, savnedes ved operationerne i Kongo og Gaza. Det gælder både hovedforudsætningen, at der ikke bliver truffet politisk beslutning om militære handlinger, og principperne om hurtig reaktion ansigt til ansigt på laveste niveau. Hvad dette sidste princip angår, er der ganske vist en voksende tendens til i hvert fald inden for de vestlige landes militære systemer at decentralisere beslutninger. Denne tendens har altid været stærkt voksende under direkte militære konfrontationer, hvor hastigt opståede uoverskuelige situationer ofte nødvendiggør en decentralisering af beslutninger.13 I Kongo blev decentraliseringsprincippet også realiseret i mange konkrete situationer, men hverken dér eller i Gaza kunne det praktiseres på samme systematiske måde som på Cypern.
 
Situationerne, hvori FN-styrker hidtil har været benyttet, er så få og så forskellige, at der ikke er basis for at drage generelle slutninger fra dem. Man kan således heller ikke på grundlag af undersøgelser af Cypern- operationen drage andre praktiske slutninger, end at det på forhånd skønnes fordelagtigt at anvende Cypern-operationens principper i fremtidige operationer af »samme type«. Der må her i første række lægges vægt på, at man har en fast stationeret FN-styrke i et klart afgrænset samfund bestående af kontingenter, der kan kommunikere med hinanden, og som har mulighed for at være i kontinuerlig direkte kontakt med 2 stridende parter, som befinder sig på hver side af faste linier. Det må yderligere for Cyperns vedkommende nævnes, at der er tale om et højt udviklet samfund med et retsvæsen, som midlertidigt er sat ud af funktion på grund af konflikten, men som befolkningen ellers er vant til at kunne søge bistand hos.
 
Det er meget begrænset, hvilke praktiske slutninger man kan drage fra Cypern-operationen til fremtidige FN-operationer. Det er mere sandsynligt, at de nationale staters politi og FN-styrken på Cypern gensidigt kan lære af hinanden med henblik på en effektivisering af den umiddelbare retshåndhævelse, således som den udøves af politiet på vej og gade. Hvad angår de teoretiske implikationer af resultaterne af undersøgelsen af DANCON’s konfliktløsende adfærd, er hovedudbyttet måske, at man ved analysen af dette materiale vedrørende konfliktløsning i en meget speciel situation får et case, der føjet til de kendte beskrivelser af konfliktløsning inden for nationale retssystemer gør det muligt at prøve rækkevidden af visse retssociologiske generaliseringer. Inden for retssociologien har der i voksende grad været teoretisk interesse for beslutningsprocesser i konfliktsituationer. Eckhoff14 skelner med Aubert15 imellem 2 konflikttyper, konkurrencekonflikter (»competition«) og uoverensstemmelseskonflikter (»dissensus«). Den førstnævnte konflikt karakteriseres af parternes modsatte interesser og den anden af deres uoverensstemmelser ofte i forhold til samme interesser. Eckhoff fremhæver, at parterne i begge typer af konflikter kan have en fælles interesse i, at konflikten løses ad fredelig vej. Han fremhæver, at konflikter mellem to parter somme tider løses ved tilstedeværelsen af en tredje part, som hjælper konfliktparterne ved at forlige dem eller ved at træffe en beslutning, som de adlyder. Som eksempel nævner han De Forenede Nationer, som løser en international konflikt.
 
Eckhoff skelner imellem 3 forskellige typer af tredjeparter, som karakteriseres ved de måder, som hver af dem anvender ved løsning af konflikter. Han beskriver dem som »idealtyper« i Max Webers forstand. Det drejer sig om »mægleren«, »dommeren« og »administratoren«. Ved mægling forstår han en aktivitet, der går ud på at påvirke de stridende parter til at komme til en overensstemmelse ved at appellere til deres egne interesser. Han nævner i denne forbindelse, at mægleren i højere grad henviser til, hvad de stridende parter selv er tjent med, end til eksisterende normer, og tilføjer, at der ikke er noget til hinder for, at mægleren kan anvende både løfter og trusler. Med Aubert understreger han, at det kan forøge mæglerens prestige hos de stridende parter, at han når hurtige løsninger, og at parterne betragter ham som upartisk. Eckhoff bemærker, at »normative faktorer« i visse tilfælde øger chancerne for mægling. Ved at henvise til en norm kan mægleren i visse tilfælde få de stridende parter til at frafalde urimelige krav, selv om parterne ikke føler sig bundet af normerne.
 
Dommeren er ifølge Eckhoff forskellig fra mægleren, først og fremmest fordi han sætter sine beslutninger i relation til normer frem for at henvise til de stridende parters interesser. Hvad endelig angår administratoren, træffer han ligesom dommeren beslutninger om, hvorledes konflikter skal løses. Han adskiller sig imidlertid fra dommeren ved i vid udstrækning at interessere sig for fremtidige forhold, hvor dommeren i særlig grad koncentrerer sig om det passerede. Med anvendelsen af Eckhoff’s klassifikation er det mest hensigtsmæssigt at betragte DANCON som en mæglende part i striden mellem græske og tyrkiske cyprioter inden for DANCON-regionen. Alan James16 opdeler de fredsbevarende operationer i 3 grundkategorier. Han skelner imellem uformel bilæggelse (patching-up), forebyggelse (profylaxe) og fredsskabelse gennem påvirkning af parternes ideologi og grundholdninger (proselytisme). I den foreliggende sammenhæng knytter den største interesse sig til bilæggelse, hvor tredieparten ifølge James forsøger at bringe de stridende parter til en overensstemmelse eller hjælper dem til at overholde en overenskomst, som de allerede har indgået. Under begrebet bilæggelse henfører James »politimæssige« undersøgelser, mægling, overvågen og administration.17
 
På baggrund af James’s klassifikation er det rimeligt ikke blot med Eckhoff at karakterisere DANCON-operationerne som mægling, men snarere at betegne dem som uformel bilæggelse af konflikter, ikke blot gennem mægling, men også gennem observation, overvågen og forskellige administrative forholdsregler. Det er værd at fremhæve, at den bilæggelse, hvorom der er tale, foregår gennem fleksibel ansigt til ansigt-kontakt mellem tredieparten DANCON og de to stridende parter. Dette er i særlig grad interessant på baggrund af, at DANCON udgør en del af FN, som er en enorm formel organisation, og uanset at DANCON i alt væsentligt er bygget op som det danske militær, der også er præget af formelle regler og en formel struktur.
 
Undersøgelser foretaget af politimandens forhold til samfundet og af retshåndhævelsen i småsamfund f. eks. i Grønland har påvist, hvorledes den organiserede sociale kontrol og specielt anvendelsen af negative sanktioner foregår ansigt til ansigt og med en lav grad af formalitet.18 Undersøgelsen på Cypern synes at vise, at fredsbevarelsen finder sted efter lignende principper, og at der tilsyneladende er flere fællestræk mellem DANCON-operationerne og sanktionsanvendelsen i små samfund end mellem DANCON-operationerne og politiets, anklagemyndighedens og domstolenes retshåndhævelse i den industrialiserede nationalstat. Personellet i DANCON handlede tilsyneladende langt mere under indflydelse af lokale og konkrete forhold end under indflydelse af retsprincipper og ideologier. Der var i langt højere grad tale om problem- og konsekvensorienterede end om normorienterede reaktioner.
 
Den politimæssige adfærd, sådan som den er skildret i engelske og amerikanske byer og landsamfund, har de samme træk. Også for så vidt angår DANCON-operationerne er der i mindre grad tale om en juridisk professionalisme ved løsningen af konflikter, selv om FN-styrken på Cypern råder over en vis juridisk ekspertise (The Political and Legal Adviser). Fra en retssociologisk synsvinkel kan man rejse det spørgsmål, om der er en tendens til i kritiske situationer og situationer præget af en meget hurtig social og kulturel udvikling at løse konflikter decentraliseret og uden anvendelse af juridisk professionalisme. I sådanne situationer vil der ofte være stor uoverensstemmelse mellem tidligere skabte formelle normer og den akutte konfliktsituation, som tilmed som regel vil kræve hurtigere løsninger, end det er muligt at opnå gennem anvendelsen af et veletableret retssystem med juridiske dommere, flere retsinstanser og strenge og tidskrævende procesregler. Måske er der en fælles forklaring på, at kriminalretten med erkendelsen af lovovertrædersituationens kompleksitet er blevet stedse mere problem- og konsekvensorienteret, og at samme træk findes ved konfliktløsning i komplekse, foranderlige og uoverskuelige sociale situationer.
 
 
 
 
PDF med originaludgaven af Militært Tidsskrift hvor denne artikel er fra:
PDF iconmilitaert_tidskrift_100_aargang_nov.pdf
 
 
 
 

 

 

Noter
2. Undersøgelsen er financieret af Statens Almindelige Yidenskabsfond, hvortil kommer at forsvarsministeriet gav fri transport til og fra Cypern.
3. Begrebet synes først anvendt af A. R. Radcliffe-Brown: Social Sanction i E.R.A. Seligman (udg.) Encyclopedia of the Social Sciences. London 1934, vol. XIII, p. 531. Ved negativ, organiseret sanktion forstås her: »- a reaction backed by the physical force of a constitutional political authority to a mode of behaviour which is thereby disapproved«.
4. Om Cypem-krisens forløb se f.eks. James A. Stegenga: The United Nations Force in Cyprus. Ohio. 1968, p. 15 ff.
5. A. Purhonen: The United Nations Peace-Keeping Force in Cyprus i International Information Center on Peace-Keeping Operations, (mimo.) Paris 1967, nr. 9 p. 18.
6. FN-dok. S/5575 stk. 5. - Se iøvrigt Ole Espersen: FN-styrker i retlig belysning (1965) p. 128 ff.
7. Jacques van Doom and Jan H. Mans: United Nations Forces i Jacques van Doorn (udg.): Armed Forces and Society. Haag 1968, p. 367.
8. van Doom op.cit. p. 360 ff.
9. James A. Stegenga op.cit. p. 149 ff.
10. van Doom op.cit. p. 368.
11. van Doorn op.cit. p. 360 ff.
12. Verner Goldschmidt: Primary Sanction Behaviour i Acta Sociologica 1966, vol. 10 p. 173 ff. og den der citerede litteratur.
13. van Doom: Forces and Field. Towards a Theory of the Military System. (First Draft) Rotterdam 1970 (stencil).
14. Torstein Eckhoff: The Mediator, the Judge and the Administrator in Conflict Resolution i Acta Sociologica 1966, vol. 10, p. 148 ff.
15. Vilhelm Aubert: Competition and Dissensus: Two Types of Conflict and of Conflict Resolution. The Journal of Conflict Resolution, vol. 7, 1963 p. 26 ff.
16. Alan James: The Politics of Peace-Keeping. The Institute for Strategic Studies. London 1969.
17. James op.cit. p. 15-177.
18. Goldschmidt op.cit. p. 181 ff.

Litteraturliste

Del: