Knut Hamsun - rejsen til Hitler

Forfatter: Tore Rem, Forlag: Vild Maskine, Oversat af Arko Højholt; 399 sider; illustreret; 250,- kr.

Anmeldt af Simon Papousek

Da jeg besøgte årets Bogforum i 2015, stiftede jeg bekendtskab med det nye danske forlag Vild Maskine. Udvalget af bøger på standen var ikke så overvældende hvad angår litteratur der appellerer til Det Krigsvidenskabelige Selskabs læsende medlemmer. Jeg faldt dog over den norske ”Rejsen til Hitler” – alene titlen havde en sær dragende virkning på mig – og efter en snak med forlagets chef sikrede jeg mig et anmeldereksemplar. Udover at møde et nyt forlag har jeg nu også stiftet bekendtskab med en forfatter der har skrevet en fremragende bog, som tidligt i denne anmeldelse skal anbefales på det varmeste.

”Rejsen til Hitler” handler om den norske forfatter, nobelprisvinder i litteratur og fædrelandskærlige Knut Hamsuns besøg hos Adolf Hitler i 1943. Hamsun blev på baggrund af sine anti-jødiske ytringer, sine pro-Quisling holdninger og besøget hos Hitler dømt som landssviger efter krigen. Den danske forfatter Thorkild Hansen har i tre bind beskrevet ”Processen mod Hamsun”, og nærværende titel gør op med Hansens trilogi og dermed hele sagen om Hamsuns besøg hos Hitler.

Bogen er inddelt i to dele og afslutter med en epilog.

Første del giver en gennemgang af Hamsuns forfatterskab og hvilke temaer der præger dette. Men det er ligeså meget mennesket Hamsun som bliver præsenteret her. Billedet er ikke entydigt positivt. Iflg. Rem betragtede Hamsun sig selv som udvalgt og som et geni. Et af de professionelle højdepunkter som kunstner bliver naturligvis da han vinder nobelprisen i litteratur i 1920, og den efterfølgende anerkendelse fra andre forfattere. Med fascismens opdukken i Europa, vækkes Hamsuns politiske overbevisning. Efterhånden som tiden nærmer sig 1939 bliver hans betragtninger mere og mere skingre i forhold til sin omtale af jøder og kommunister og hans beundring for Nazityskland. Beundringen er gensidig, og Goebbels kan citeres blandt andet for at ”elske nordmænd” og fremhæver Hamsuns forfatterskabs indflydelse på og betydning for den nazistiske ideologi. Iblandet familiære opgør, tegner denne del ikke noget videre positivt portræt. Tværtimod. Ved tyskernes besættelse af Norge, er Knut Hamsun en sur gammel nazist.

Med nazisternes beundring for Hamsun, har Goebbels et påskud til at invitere ham til et møde med selveste Hitler. Hamsun er taknemmelig, og anden del af bogen drejer sig om dette møde. For Goebbels er det et propaganda-scoop. For Hamsun er det en mulighed for at præge Hitler til en mere lempelig politik overfor Norge. Han ønsker ikke at Josef Terboven skal fortsætte som Reichskommisar for Norge, men give nordmændene større selvstændighed. Det der var lagt op til at være en passiar i et ellers festligt lag, udvikler sig til at blive et møde med udenrigspolitiske undertoner. Men Hamsun er ingen udenrigspolitiker, og Hitler virker ikke synderlig opsat på at drøfte politik på nordfronten, og mødet ender mere eller mindre uforløst.

Epilogen går tæt på efterspillet og retsopgøret, samt hvordan Hamsun – og hans familie – oplevede tiden efter krigen. Retsopgøret påvirker naturligvis Knut Hamsun, men han lader ikke til at ændre mening omkring sin politiske holdning.

Det er en meget velskrevet bog om Hamsun, om norsk og europæisk kulturliv i de urolige 1920’ere og 30’ere, Norge under krigen samt nazismens fascination af det nordiske. Der er tale om en særdeles overlegen bog, godt disponeret, informativ og spændende. Dertil skal nævnes den fornemme oversættelse og bogens udstyr, som tilsammen gør udgivelsen indbydende. Forfatteren Tore Rem formår at håndtere et komplekst emne, med overblik og brug af relativt få personer til at drive historien frem. Og med dette in mente, vil jeg ikke tøve med at give denne norske lækkerbisken 5 bånd.

Tore Rem er norsk forfatter, litteraturkritiker og professor i engelsk litteratur fra Universitetet i Oslo. ”Rejsen til Hitler” vandt prisen for årets sakprosabok i Norge i 2014, og er hans første bog på dansk.

Det unge forlag Vild Maskine startede sin virksomhed i februar 2015, og er bredt repræsenteret med bøger til både børn og voksne.

Del: