Klimaudvalget om befalingsmandsuddannelsen

En anmeldelse

I Fingren stikke må i Jorden, lugte til, hvad Tid I lever i !

Holberg (Peder Paars)

 

Med sin 6. del-betænkning, Uddannelsen af forsvarets befalingsmænd (betænkning nr. 516, 1969), har Udvalget til undersøgelse af befalingsmandsuddannelsen og de med arbejdsklimaet i forsvaret forbundne problemer (Klimaudvalget) nu ytret sig om det emne, der - henset til både udvalgets kommissorium, dets navn og den umiddelbare foranledning til dets nedsættelse - må være en hovedsag, om ikke hovedsagen, i dets arbejde. 1. del-betænkning blev i anmeldelsen i dette tidsskrift*) karakteriseret som den almindelige del af det samlede betænkningskompleks, d. v. s. den del, hvori de principielle synspunkter gøres gældende, der bærer de øvrige del-betænkninger. 6. del-betænkning knytter da også tråden til 1. delbetænkning ved i begyndelsen af det centrale 3. kapitel at citere dennes formulering af forsvarets generelle pædagogiske målsætning:

»Forsvarets uddannelse bør søges formet således, at den kan komme til at foregå i et sådant klima og under anvendelse af sådanne undervisningsmetoder og andre uddannelsesmidler, at den er egnet til at fremme og støtte elevernes aktivitet, engagement, selvstændighed og oplevelse af personligt medansvar. «,

og anfører i umiddelbar fortsættelse heraf, at dette mål ifølge 1. delbetænkning først og fremmest realiseres ved, at

»forsvarets ledere, lærere og instruktører besidder en holdning til deres elever, der giver sig til kende, dels ved åbenhed over for veje og m idler til realisering af de generelle pædagogiske mål og dels ved en åbenhed over for elevernes synspunkter og problemer.«

Den potentielle læser af 6. del-betænkning, der ønsker at have ramme og baggrund for teksten præsent, kan med fordel indlede læsningen med  en repetition af 1. del-betænknings kapitler 2 og 3. Det drejer sig om kun 10 sider.

*) Årgang 1967, side 153-164.

Almindelig vurdering

Betænkningen er god læsning. Den indeholder for det første god og klar inform ation om de almindelige befalingsmandsuddannelser i alle tre værn. Den er i så henseende en udmærket håndbogsagtig oversigt over emnet. Dernæst indeholder den gode og klare overvejelser, vurderinger og forslag, som utvivlsomt vil give anledning til frugtbar debat. Disse dele af betænkningen udgør til en vis, og ret høj, grad en håndbog i befalingsmandsuddannelsens problematik.

Det fremgår klart af teksten, at det med den udvikling, der foregår i disse år, ikke er muligt - hverken i beskrivelsen eller i vurderingen - at anskue situationen statisk. Man tager i forordet det generelle forbehold, at det på grund af »det energiske reformarbejde, der er i gang på befalingsmandsskolerne, og som ved mange lokale initiativer . . . har skabt en lovende udvikling«, er vanskeligt at vurdere skolebilledet generelt og sammenfattende. Man nævner videre, at der »også i den periode, hvor udvalget har arbejdet, (er) gennemført betydelige ændringer og nydannelser fra centralt hold.« Som eksempler herpå nævnes, at samtlige officers- og specialofficersuddannelser er i støbeskeen, at Forsvarsministeriet har truffet beslutning om oprettelse af en særlig pædagogisk uddannelse for officerer og specialofficerer, og at Forsvarets pædagogiske Råd er oprettet fra 1. januar 1967. Man vurderer, at denne udvikling, både lokalt og centralt, i alt væsentligt foregår »i overensstemmelse med de synspunkter om pædagogik i forsvaret, som udvalget har frem ført i sin 1. delbetænkning.« De forslag, man stiller, »skal derfor ikke ses som udtryk for et ønske om at bryde med den igangværende udvikling, men tværtimod som en tilskyndelse til at videreføre den i øget omfang og med forstærket intensitet.« - Det er mit indtryk, at udvalget hermed har villet give udtryk for en samarbejds-indstilling og positiv holdning til de personer og myndigheder, som i praksis må stride med problemerne. Hvis denne intention i det foreliggende tilfælde har medført en vurdering, der måske ligger i overkanten af det fortjente, kan hertil vel siges, at det for det første er udtryk for en god klima-taktik, og at det for det andet kan kompensere for det eksempel på skæv vurdering, som var at finde i 1. delbetænkning*).

*) Jf. anmeldelsen årgang 1967, side 160.

 

Betænkningens indhold og opdeling

Betænkningen er opdelt i 3 kapitler (54 sider). 1. kapitel, Udvalgets iagttagelser og kommentarer, indeholder dels en skildring af uddannelsens struktur og de enkelte uddannelser, dels kritiske kommentarer. Medens 1. kapitel er underinddelt efter de forskellige almene uddannelser korporal, sergent, oversergent, reserveofficer, specialofficer, officer) er kapitel 2, Udvalgets overvejelser og forslag, opdelt tværgående efter emner som f. eks. Uddannelsesmålene, Udvælgelsen af befalingsmandselever, Uddannelsens indhold, Undervisningsformer, Samarbejde i skolelivet, Eksamen og prøver, Efter- og videreuddannelse. Kapitel 3 omhandler specielt og som betænkningens hovedkonklusion Uddannelsen i pædagogik og psykologi ved forsvarets skoler.

Til de 3 kapitler knytter sig et tillæg (13 sider) indeholdende udvalgets indstilling om og forslag til en Pædagogisk specialuddannelse for officerer og specialofficerer, samt 5 bilag (16 sider) indeholdende udvalgets skrivelser til Forsvarsministeriet vedrørende nye undervisningsplaner for officers- og specialofficersskolerne.

I forordet understreges, at udvalget har pålagt sig følgende begrænsninger:

1) Specialskolerne er ikke gjort til genstand for selvstændig behandling. Under behandlingen af emnet Efter- og videreuddannelse vurderes imidlertid den del af denne, der foregår ved specialskoler m. v. som »både hensigtsmæssig og effektiv. Der er med disse specialskoler og kursusinstitutioner skabt et særdeles veludbygget uddannelsesapparat, som er i stand til at imødekomme det militære personels behov for og ønsker om såvel at specialisere sig inden for de administrative, tekniske og taktiske områder som at ajourføre uddannelsen fortløbende.«

2) Man har begrænset sig til at studere de forhold, der har særlig betydning for arbejdsklimaet i forsvaret. Udvalgets interesse har således især samlet sig om befalingsmandsfunktionerne leder/fører og instruktør/lærer som bestemmende for mandskabsbehandlingen og lederskabsformen og dermed for arbejdsklimaet. Derfor har man særlig hæftet sig ved det pædagogiske indhold i uddannelserne og fremsat forslag om en ændret udformning heraf, medens man ikke har ment at burde foretage en vurdering af indholdet i de tekniske og specifikt militære fag, som især har bæring på specialistfunktionen.

3) Man har ikke foretaget en tilbundsgående vurdering af målene for de forskellige befalingsmandsuddannelser, men har henholdt sig til, at målene for en stor del er givet med selve personelstrukturen i forsvaret, og at opgavefordelingen inden for værnenes faste befalingsmandskorps iøvrigt er taget op til undersøgelse og revision andetsteds: 14. januarudvalget.

Det er for den rette vurdering af betænkningen væsentligt at fastholde disse begrænsende forudsætninger. I og med disse er nemlig givet det benægtende svar på det spørgsmål, som en del vel i disse år stiller sig selv og andre: Skal det nu være pædagogik altsammen? I det følgende vil nogle af de efter mit skøn væsentlige og/eller interessante problemer, læsningen af betænkningen kan rejse, blive omtalt.

Vækstfaktor for uddannelsesbudget

I den meget læseværdige indledning til 1. kapitel om de grundlæggende principper for befalingsmandsuddannelsens struktur peges der bl. a. på, at uddannelsesudgifterne i det civile samfund i disse år vokser hurtigere end priser og lønninger, hvorfor reguleringen af forsvarsbudgettet fra år til år under hensyn til den foregående pris- og lønudvikling vil gøre det vanskeligt for forsvarets uddannelser at følge med i samfundets almindelige uddannelsesekspansion. »Udvalget vil derfor finde det ønskeligt, om der kunne opstilles en særlig vækstfaktor for den del af forsvarsbudgettet, der vedrører uddannelsen af befalingsmænd, således at denne virksomhed vil kunne moderniseres og effektiviseres i takt med den udvikling, der finder sted i de civile uddannelsessystemer.«

Denne interessante og logiske tanke er fremdraget som et eksempel på udvalgets evne og vilje til også at tage økonomiske realiteter i betragtning. Fra politisk hold vil tanken nok få en blandet modtagelse.

Virkningen af mangelen på faste befalingsmænd

Udvalget peger på det meget væsentlige, at man ved genopbygningen af landets forsvar efter besættelsestiden stod i en situation »med en nærmest katastrofal mangel på faste befalingsmænd«, og at »forholdet blev yderligere forværret ved, at forsvarsstyrkerne forøgedes væsentligt, samtidig med at tjenestetiden forlængedes.« Hertil kom NATO-forpligtelserne (dækningsstyrken og afgivelser til internationale stabe) og FN-opgaverne. Man har derfor måttet anvende »de til reservestyrkerne uddannede befalingsmænd både som lærere i mandskabsuddannelsen og som førere for de stående styrkers enheder og meget ofte på et højere trin , end de pågældende befalingsmænds uddannelse oprindelig har taget sigte på.« Målsætningen for uddannelsen af »såvel ’de værnepligtige befalingsmænd’ som reserveofficererne« bar ikke kunnet undgå at få »en dobbelthed, som det har været vanskeligt for uddannelserne at imødekomme.« Det er en fortjenstfuld fairness af udvalget at have peget på disse væsentlige årsager til, at alt ikke kan være, som det burde være. Forholdet fremdrages sjældent i den offentlige debat. Hvis uddannelses-miserens prima causa er at finde i denne sammenhæng, er den logiske konsekvens vel, at der må lægges tyngde i bestræbelserne på dels at afhjælpe mangelen på faste befalingsmænd, dels at gøre disses uddannelse hensigtsmæssigt tidssvarende.

Uddannelse af specialofficerer (Y-officerer/E-officerer)

Både hæren og søværnet har fremsat forslag til uddannelse af de officerer, der efter 14. januar-udvalgets betænkning almindeligvis er kaldt Y-officerer. Klimaudvalget har - da ingen nye undervisningsplaner på dette område endnu er sat i kraft - måttet henholde sig til de igangværende specialofficersskoler og deres virksomhed. De kritiske bemærkninger, udvalget har til disse skolers virksomhed, kan i det væsentlige tiltrædes. En nøjere behandling her skønnes dog ikke formålstjenlig, idet disse skoler vel - trods alt - er stærkt på vej til at blive rent historiske foreteelser.

Udvalget har haft lejlighed til at tage stilling til bl. a. Hærkommandoens forslag til undervisningsplan for Y-officersuddannelsen og mener, at den »betegner et vigtigt skridt til virkeliggørelse af den personelstruktur for hæren, som er angivet ved »14. januar-udvalget«s forslag. Man kan principielt tilslutte sig skitsens pædagogiske hovedsynspunkter«, men finder, at den »på vigtige punkter (uddannelsens omfang, praktikanttjenesten) udviser en tilbageholdenhed, som vanskeligt kan forenes med virkeliggørelsen af det mål, man har sat sig: at opbygge en officersuddannelse, som primært sigter på varetagelsen af mandskabets praktiske uddannelse«. Klimaudvalget »må derfor anbefale, at uddannelsen forlænges til en samlet varighed, der skønnes at burde være omkring 3 år.« De 3 år skal sammenlignes med de ca. 28 måneder, Hærkommandoen foreslår. Ministeren har imidlertid i det fremlagte forslag til personellov ikke fulgt nogen af disse anbefalinger, men har - på det nærmeste uargumenteret - foreslået en varighed af 2 år.

Uddannelse af linieofficerer (X-officerer, A-officerer)

Der er endnu mindre grund til her at behandle udvalgets stillingtagen til de hidtidige officersuddannelser, idet officersskolerne i endnu højere grad end specialofficersskolerne befinder sig i en overgangssituation. Udvalget har haft lejlighed til at tage stilling til de tre værnskommandoers betænkninger om en ny officersuddannelse og har i det væsentlige kunnet anbefale forslagene, både om uddannelsesperiodernes forlængelse og om indhold og arbejdsmetoder. Hærens betænkning, der i anmeldelsen her i tidsskriftet*) af professor, dr. Mogens Pihl blev karakteriseret som bl. a. »denne interessante og moderne betænkning«, anser klimaudvalget for »et betydningsfuldt arbejde, hvis virkeliggørelse vil betyde et stort frem skridt for hærens officersuddannelse.« Udvalget vil derfor »som helhed anbefale, at uddannelsen omlægges efter de i betænkningen angivne retningslinier.« I bemærkningerne tiltræder udvalget specielt udvidelsen af uddannelsestiden til 54 måneder.

Denne anbefaling fulgte Forsvarsministeriet, idet man tiltrådte, at uddannelsen på Hærens Officersskole fra og med den klasse, der oprettedes i september 1967, blev gennemført efter synspunkterne i den nye uddannelsesplan. Imidlertid slog ministeriet i juni 1968 bak ved at anmode Hærkommandoen om at foranledige den nye undervisningsplan for Hærens Officersskole taget op til revision med henblik på, at kadetterne kan udnævnes til premierløjtnanter efter 3 års uddannelse på skolen. Efter denne »hen til kommoden og tebaws igen«-manøvre er situationen med klimaudvalgets ord, »at søværnets og flyvevåbnets officersskoler ind til videre fortsætter uddannelsen efter det hidtidige mønster, medens Hærens Officersskole reviderer den allerede igangsatte nye uddannelsesplan med henblik på at tilpasse den til den hid til gældende uddannelsesperiode på 36 måneder.« Klimaudvalget bar med følgende utvetydige passus sikret sig mod at blive gjort til garant for den vaklende ministerielle kurs: »I denne situation skal udvalget stærkt anbefale, at man søger de nye planer og deres forslag om forlængede uddannelser gennemført snarest muligt. Der indgår i forslagene en væsentlig udvidelse af de pædagogiske fag og samfundsfagene; praktikanttjenesten bliver udvidet og tilrettelagt efter pædagogiske synspunkter; der sigtes mod en overgang fra et kraftigt skolepræg til en mere studiemæssig uddannelse. Udvalget finder, at disse ændringer vil være af meget væsentlig betydning for opnåelsen af de mål, der er opstillet i udvalgets 1. del-betænkning, og man skønner det ikke muligt at indpasse de foreslåede ændringer i de hid til gældende tidsrammer.« Som bekendt har ministeren imidlertid - på det nærmeste uargumenteret - i sit forslag til personellov foreslået en varighed af 3J/2 år. Ene, men måske stærk!

*) Årgang 1967, side 101-114.

Sergentuddannelsen

Udvalget anfører, at man i de undervisningssituationer, hvor »værnepligtige befalingsmænd« underviser jævnaldrende, værnepligtige menige, stiller »overordentligt store - og i visse henseender urimeligt store - krav til de unge« befalingsmænd, men fremhæver, at de »har arbejdet med særdeles stor flid og loyalitet og på det givne grundlag som helhed har løst deres opgaver bedre, end man turde vente.«

Imidlertid, kravene til sergenten er store. »De stærkt stigende krav til en udvidet uddannelse på tekniske og pædagogiske felter er registreret i målsætningen for de forskellige sergentuddannelser, uden at man i uddannelsens tilrettelægning i tilstrækkelig grad har kunnet imødekomme disse krav - enten ved en udvidelse af uddannelsestiden, ved en effektivisering af uddannelsesmetoderne eller ved en løbende vurdering af de enkelte fags betydning, med udskillelse af stof, der forekommer mindre nødvendigt.« Man har »i nogen grad måttet forsømme den væsentlige uddannelsesopgave: at fremme den modning, selvstændighed og sikkerhed hos sergenteleven, som er betingelsen for, at han kan vejlede og forstå de menige.« Disse formuleringer rummer formentlig i kort form problematikken i forbindelse med sergentuddannelsen.

Specielt om målsætningsproblemer siger man, at sergentuddannelsen »har vanskeligheder på to felter: skoletiden er for kort til det stof, der skal tilegnes, og mange uddannede sergenter stilles over for selvstændige instruktøropgaver, som ikke er forudset i uddannelsesprogrammet. Man møder altså her et tilfælde af svigtende overensstemmelse mellem uddannesesmålene og den faktiske anvendelse af sergenterne.« Udvalget anbefaler i denne forbindelse »som en langsigtet målsætning, at sergenter i almindelighed fritages for selvstændig instruktørvirksomhed,« og understreger, »at dette sikkert vil være en af de vigtigste klimaforbedrende foranstaltninger.« Endvidere finder man det værd at undersøge, »om der på nogle områder kan gennemføres en liniedeling på sergentskolerne, således at nogle sergenter uddannes med hovedvægten lagt på lederskab og instruktionsvirksomhed, andre med særligt henblik på tekniske specialer og arbejdsledelse.«

Med hensyn til udtagelsen af sergenteleverne mener udvalget, »at civil uddannelse sammenholdt med intelligenskvotient i for høj grad har fået prioritet på bekostning af andre lige så væsentlige kriterier«, f. eks. tid ­ ligere civ il ledervirksomhed. Udvalget anbefaler iøvrigt med henblik på en mere effektiv og ensartet udvælgelse: mere indgående sessionsbehandling, bedre iagttagelsesskemaer og systematiske vejledninger til iagttagelsesskemaerne.

De pædagogiske fag, herunder instruktionsteknik og undervisningsmetodik, har efter udvalgets opfattelse for ringe omfang på skolerne, og de »friere metoder, der kalder på elevernes egen aktivitet, f. eks. gruppearbejde og opgavemetode«, ses sjældent anvendt. Vi vil vende tilbage til emnet længere fremme.

Den efteruddannelse, der skal finde sted ved de enkelte tjenestesteder, må - som det siges - »tillægges en meget afgørende vægt i det samlede uddannelsesbillede.« Der må »udarbejdes faste, detaljerede planer«, og der må for at sikre gennemførelsen af disse foretages personelmæssige justeringer, »således at efteruddannelsen kommer til at påhvile befalingsmænd, som er specielt udpeget til at løse denne særlige opgave.« Udvalget har efter min opfattelse her peget på et væsentligt problem og ydet et konstruktivt bidrag til dets løsning.

Efter den foregående omtale af betænkningens behandling af bl. a. de væsentligste/interessanteste af de »almene« uddannelser, vil vi i det følgende se på nogle af de tværgående emner, betænkningen behandler.

Uddannelsesmålene og uddannelsens indhold

Udvalget anstiller nogle klare principielle betragtninger over sammenhængen mellem befalingsmandsfunktioner, uddannelsesmål og uddannelsesplaner. Grundlaget må være »indgående og realistiske stillingsbeskrivelser, der bygger på detaljerede analyser af de opgaver, de enkelte grupper af befalingsmænd skal løse.« På dette grundlag må befalingsmandsuddannelsernes mål defineres, hvorefter uddannelsesplanerne til enhver tid bør være »udarbejdet i overensstemmelse med den til stadighed ajourførte målsætning«. Tankegangen er så enkel og skudsikkert logisk, at den naturligvis angiver den i princippet eneste rigtige metode for en rationel uddannelsesplanlægning. At der, når man i praksis skal følge metoden, rejser sig en række hurdler, der skal overvindes, gør ikke princippet forkert. Klimaudvalget har sikkert ikke forestillinger om, at det skulle være op finder af dette arbejdsprincip, men jeg finder det rigtigt, at man i sammenhængen har givet det eksplicit udtryk, selv om det af nogle læsere formentlig vil blive bedømt som en banalitet.

Udvalget kritiserer med rette, at »en række af de for tiden foreliggende målbeskrivelser .. . falder i to afdelinger: dels henvises til de funktioner, den uddannede befalingsmand skal kunne udøve, dels forekommer et mere »ideologisk« afsnit, hvor der gerne lægges vægt på det karakterdannende, herunder udvikling af personlighed, initiativ, ansvarsfølelse og loyalitetsfølelse.« Udvalget anbefaler, at man viderefører den i betænkningerne om nyordningen af officers- og specialofficersuddannelserne begyndte udvikling, således at »en klarere formulering af lederskabsfunktionerne træder i stedet for løsere formulerede henvisninger til karakterdannelse o. s. v.« Mogens Pihl bar i sine ovenfor omtalte bemærkninger til Hærkommandoens betænkning om denne sag skrevet* I : »I den forebyggende betænkning findes, i overensstemmelse med moderne pædagogik, i formålsparagraffen intet explicit om karakterdannelsen. Man har åbenbart erkendt, at denne mere bør være et implicit og varieret resultat af den saglige uddannelse, der ønskes meddelt, end noget der direkte og ensidigt doceres.« Jeg er - som formentlig også Klimaudvalget - ikke sikker på, at karakterdannelsens hellige ko hermed er aflivet.

Med hensyn til uddannelsens indhold giver udvalget et konstruktivt bidrag til specielt sergentuddannelserne, idet man anbefaler,

- at der gennem en forbedret koordination af rekrutuddannelserne søges skabt et mere fyldestgørende og ensartet grundlag for korporals- og sergentuddannelserne,

- at disse i videst mulig udstrækning omformes til grundlæggende fællesuddannelser, mest m uligt befriet for specialfag, og

- at påkrævet specialuddannelse af korporaler og sergenter gennemføres i form af kursus ved tjenestestederne, ved specialskolerne eller ved værnenes kursusinstitutioner som led i efter- og videreuddannelsen.

En »tyngdedannelse« skabt efter de her angivne principper forekommer fornuftig og realisabel. Det pædagogiske indhold, som især har interesseret udvalget, vender vi tilbage til senere.

*) Militært tidsskrift 1967, side 110.

Uddannelsens længde

Udvalget nævner, at det obligatoriske skematimetal ofte andrager over 40 timer ugentlig, og at der generelt »levnes eleverne utilstrækkelig tid,dels til forberedende arbejde med fagene, dels til nødvendige supplerende selvstudier.«

For sergenter og løjtnanter finder man, at uddannelsestiden bør udvides »til en mere forsvarlig længde set i relation, dels til den foreliggende stofmængde, dels til den faktiske anvendelse af de unge befalingsmænd.« Synspunkterne på officersuddannelsernes længde er omtalt tidligere.

Undervisningsformer

Udvalget advarer mod i væsentlig grad at basere sig på de traditionelle »lærerstyrede undervisningsmetoder (foredrag, demonstrationer, eksercermetode, klasseundervisning),« men i stedet søge fremmet anvendelsen af »de elev- og gruppestyrede undervisningsformer (selvøvelse, selvstudium, gruppearbejder af forskellig art)«, idet »eleverne gennem disse arbejdsmetoder lærer at forstå betydningen af et arbejdsklima, karakteriseret ved engagement, selvstændiglied, kommunikation, aktivitet og medansvarlighed, hvorved de bibringes en pædagogisk holdning, som kan gøre dem egnede til som befalingsmænd at realisere de pædagogiske grundtanker, udvalget går ind for i sin 1. del-betænkning.«

Til fremme af anvendelsen af aktiviserende undervisningsformer anbefaler man en række foranstaltninger, som ikke her skal kommenteres.

Den læser, der til bunds skal vurdere, hvad betænkningen siger om undervisningsformer, kan ikke klare sig med betænkningen alene. Denne, der indeholder rudimenter af en yderliggående missionsiver, kan vist få det til at se ud, som om det blot drejer sig om en modsætning mellem lærerstyrede og elevstyrede metoder, og en så unuanceret terminologi kan let få dem, der ikke har den »rette« holdning til at reagere. Betænkningen burde efter min opfattelse have været lid t blidere i sin pædagogiske metode på dette punkt. Det kan her anbefales læseren at konsultere Rasborg*), hvis terminologi er både koncis og nuanceret og samtidig giver hensigtsmæssigt udtryk for den grundlæggende holdning. Han betegner undervisning som et samarbejde mellem eleverne indbyrdes og mellem læreren (som altså er arbejdsleder) og eleverne. Samarbejdet sigter mod at udvikle holdning, viden og adfærd hos deltagerne i overensstemmelse med et givet mål. I stedet for udtrykket undervisningsmetoder, som let skaber associationer til rent lærerstyrede fremgangsmåder, anvendes - i overensstemmelse med samarbejdskoncepten — hellere udtrykket arbejdsmønstre. Arbejdsmønstrene kan anskues dels under aspektet »organisationsform« (holdarbejde, individuelt arbejde, gruppearbejde), dels under indsatsfordelings-aspektet: hvor meget tid får deltagerne til at deltage aktivt, hvor megen tid beslaglægger læreren? (lederstyring - deltagerstyring/holdstyring) Betænkningen blander i nogen grad disse aspekter sammen.

*) Finn Rasborg: Undervisningsmetoder og arbejdsmønstre. Anmeldt i årgang 1968, side 486-87.

Lærere og ledere ved skolerne

Udvalget anbefaler, at der »ved hver skole opbygges en fast stab af ledere og lærere, som har kvalificeret sig gennem særlig uddannelse til at stå for skolens pædagogiske udviklingsarbejde.« (Lederne og lærerne i de pædagogiske og psykologiske fag: 3-semesters kursus i voksenpædagogik ved Forsvarsakademiet. Øvrige faste lærere: ca. 6 måneders kursus.) Man anbefaler, at antallet af deltidsbeskæftigede lærere reduceres. Disse må som et minimum med jævne mellemrum gennem kortere kursus gøres bekendt med udviklingen inden for voksenpædagogikken.

Uddannelsesfaciliteter og undervisningsmidler

Udvalget anbefaler, at befalingsmandsskolerne i henseende til undervisningslokaler og pædagogiske hjælpemidler »til stadighed er fuldt på højde med den udvikling, som tekniske frem skridt og pædagogisk nyorientering måtte medføre.« Desuden anbefaler man, »at de skoler, der normalt har eleverne boende .... efterhånden udformes som de bedst indrettede kostskoler (højskoler) for anden voksenuddannelse. Eleverne må have velindrettede værelser, egnede både til ophold og selvstudium, og der må være tilknyttet fritidsområder.« De øvrige krav og ønsker, udvalget opstiller, gør det klart, at traditionel militær spartanskhed på disse felter efter udvalgets opfattelse ikke vil kunne sikre nødvendig eller ønskelig uddannelsesstandard.

Eksamen og prøver

Udvalget mener, at »uddannelserne ved forsvarets skoler i for høj grad er belastet med prøver og eksaminer.« Apparatet er tidskrævende, eksaminer har tilbøjelighed til at virke uheldigt tilbage på undervisningsformen, og de traditionelle hukommelsesprøver har ikke nogen synderlig pædagogisk, faglig eller praktisk værdi. Man går derfor ind for at reducere eksamensfagenes antal og omlægge prøverne.

I denne konklusion er jeg enig, men hvorfor har udvalget ikke ræsonneret sig mere rationelt til resultatet? Sagen er vel: I forsvaret har prøver og eksaminer en dobbelt funktion: 1) som led i resultatkontrollen (er målet nået?) skal man sikre sig, at alle har nået det minimum , der karakteriserer det acceptable, 2) de beståede skal indrangeres i aldersorden. Slutstenen i ræsonnementet er vel, at man efter princippet om økonomi med kræfterne ikke skal ofre sagen mere indsats, end disse form ål kræver. Udvalget anbefaler, at »karaktererne for anlæg, flid og forhold (egnetheds- og personlighedskarakterer) afskaffes, idet det efter udvalgets opfattelse ikke er m uligt at opstille eksakte kriterier for en vurdering af menneskelige egenskaber og adfærdsformer.« Udvalget har her fulgt - men gør ikke opmærksom på det - Hærkommandoens X-officersbetænkning, der fandt det bedre, »om skolens mere skønsmæssige vurdering af de sider af kadettens evner og anlæg, som ikke får deres objektive bedømmelse på grundlag af kadettens eksamenspræstationer, bliver givet gennem den udtalelse, som skolen alligevel skal udfærdige.« Også på dette felt har udvalget trukket nogle hellige køer i halen.

Efter- og videreuddannelse

To af de gode tanker, udvalget har gjort sig i forbindelse med dette emne, skal fremdrages her. »Etableringen af skoler for uddannelse af korporaler, sergenter og oversergenter kan betragtes som en rationaliseringsforanstaltning med det formål at aflaste tjenestestederne for den del af befalingsmandsuddannelsen, som vil være fælles for alle befalingsmandselever på et givet trin, og som derfor mest rationelt vil kunne bibringes de pågældende under ét.« Denne tankegang svarer til, hvad Hærkommandoen i sine overvejelser om uddannelses- og skolestruktur er kommet til: uddannelsen bør i princippet bestrides af enhederne, og der skal positive begrundelser til at lægge dele af den andetsteds hen (f. eks. til skoler) ; disse begrundelser angiver skolernes raison d'être.

Efter- og videreuddannelsen af befalingsmænd af alle grader må man efter udvalgets opfattelse give en meget høj prioritet, hvorfor antallet af befalingsmænd af de forskellige kategorier bør »normeres til en sådan størrelsesorden, at der til enhver tid vil kunne frigøres et passende antal befalingsmænd fra den daglige tjeneste til gennemgang af skoler, kursus eller anden form for videreuddannelse.« Dette er efter min opfattelse et klar og ræsonabelt udtryk for, at uddannelsessamfundet ikke bliver skabt blot ved at sige ordet i højtidsstunder. Der skal mere kontante kendsgerninger til.

Skolernes organisation

Med henblik på de undersøgelser vedrørende skolestrukturen, der for tiden foregår i værnene, anfører udvalget tre hovedsynspunkter:

1. Der kan være både økonomiske og pædagogiske fordele ved at sammenlægge skoler til større enheder.

2. Et differentieret skolemiljø vil i høj grad kunne forøge udbyttet af undervisningen.

3. Centralisering af uddannelserne er dog ikke et ubetinget gode, hvorfor man finder det værdifuldt, at der består flere adskilte skoler.

De principper, man i hæren har lagt til grund for sine overvejelser om skolestruktur, nemlig tjenestegrensprincippet, synes at forenes godt med Klimaudvalgets hovedsynspunkter og med de konsekvenser, betænkningen drager af disse.

Med hensyn til X-og Y-officersskolerne advarer udvalget mod en fortsat sammenkobling og »finder det mere hensigtsmæssigt at adskille dem klart for at markere, at der er tale om to principielt forskellige uddannelser, der sigter mod forskellige funktioner inden for forsvaret.« Gennemfører man en sådan adskillelse, »rejser sig spørgsmålet om et eventuelt samvirke mellem de tre værn inden for hvert enkelt af de to uddannelsesniveauer.« Efter udvalgets opfattelse »taler mange grunde stærkt for et tæt samarbejde, eventuelt en sammensmeltning af skolerne,« og henstiller, at spørgsmålet tages op til nærmere overvejelse. Denne henstilling bør efter min opfattelse følges.

Uddannelsen i pædagogik og psykologi ved forsvarets skoler

Dette er titlen på 3. kapitel, hvori som betænkningens hovedkonklusion fremlægges en udførlig skitse til en forbedret pædagogisk uddannelse på alle de almene skoler. Kapitlet, der har karakter af en studie, kan læses for sig. De to indledende afsnit rummer en fortrinlig beskrivelse af baggrunden for og en lige så udmærket analyse af forudsætningerne for udfærdigelse af en ny undervisningsplan. Som grundlag opstiller man følgende »generelle præmis:

Undervisningen skal, hvad angår indhold som form, tilpasses de behov i henseende til pædagogisk-psykologisk viden, indsigt og holdning, der må forventes at Være til stede hos forsvarets befalingsmænd i et system, hvor de i udvalgets 1. del-betænkning foreslåede reformer er ført ud i livet, alt under hensyntagen til, hvad der er praktisk realisabelt.«

Denne præmis uddybes derefter i en analyse, der fører til opstilling af »en række ideale og reale krav og betingelser for undervisningen.« De ideale krav siger, at undervisningen skal være 1) effektiv*), 2) rationel og 3) engagerende og motiverende. Er to undervisningsmetoder »lige effektive og rationelle, vil man vælge den af dem, som fremtræder som mest engagerende og motiverende for såvel elever som lærere.« Over for de ideale krav står en række reale vilkår, bl. a.: 1) Elevgruppens forudsætninger, 2) undervisningstid, 3) lærerkræfter og 4) midler og materialer.

Den her råt skitserede analyse bruger betænkningen derpå »som grundlag for en betragtning af hver enkelt befalingsmandsniveaus forudsætninger og behov,« og stiller for hver skole forslag om emner og metoder. For ikke at sløre de store lin ie r af for mange detaljer har man måttet »udforme planen som en model. Til grundlag for denne model er valgt den almindelige uddannelse i hæren.* Forslaget omfatter derefter følgende skoler: sergent-, oversergent-, løjtnants-, specialofficers- og officersskoler.

Uddannelsesforløbet er bygget på det velbegrundede synspunkt, »at der på de lavere uddannelsesniveauer er lagt vægt på, at undervisningen skal være så nært knyttet til og have så stor en umiddelbart anvendelighed i det praktiske arbejde i forsvaret som muligt. Med stigende uddannelsestrin indføres i stigende grad alment eller teoretisk pædagogisk-psykologisk baggrundsstof, idet hovedvægten dog stadig ligger på den i forsvaret anvendte psykologi — selv for officersniveauet. Først i den militærpædagogiske specialuddannelse kan der blive tale om, at det almene og det specifikke ækvivalerer.« Det skulle kunne tjene selv de ængsteligste til beroligelse, at udvalget med disse ord synes at give udtryk for sin hensigt om at ville holde sig til jorden. Dette indtryk bekræftes gennem læsningen af de konkrete forslag, som jeg iøvrigt ikke skal gå nøjere ind på. Det er med lidt malice man ser, at det ikke alt for eksamensglade udvalg opfører lidt af en æggedans, når det gælder spørgsmålet om eksamen i de pædagogiske fag. Man fastholder, at idealet måtte være, at man »overalt afstod fra at holde eksamen i faget,« men erkender, at »dette er dog næppe realistisk holdbart.« Princippet kan fastholdes for sergent- og oversergentskolemes vedkommende, men for specialofficers- og officersskolernes vedkommende »må eksamen anses for ønskelig«, for at skabe respekt om faget og for at anspore eleverne til at søge teoretisk orientering!

*) Betænkningen siger, at man herved tænker »på den snævrere brug af ordet svarende til ’målrettet’.« Hvorfor man så ikke har anvendt dette ord, står mig ikke helt klart.

I fortsættelse heraf formulerer udvalget følgende synspunkt, som jeg ikke uden meget store forbehold kan dele: »Som ved den pædagogiske specialuddannelse for officerer og specialofficerer tilrådes det, at man afstår fra en vurdering af elevernes daglige arbejde med henblik på at give »årskarakter« o. lign., idet en sådan vurdering kan kompromittere relationen mellem lærer og elev.« Dog mener man, det kan være praktisk med vejledende prøver (for at vænne eleverne til eksamensform og -krav), men disse bør »afholdes som en hjælp for eleverne og ikke med henblik på en bedømmelse af dem.« For mig at se indgår kontrolfunktionen som et nødvendigt - og derfor legitimt — led i enhver målrettet virksomhed, og en vis vurdering hen ad vejen for at sikre, at elever og lærer er på rette spor, må derfor være nødvendig. Det forekommer mig at være udtryk for en lidt aparte holdning, at udvalget ligesom vil gøre udøvelse af kontrol til noget suspekt. Lad os ikke for at komme op af eksamenshysteriets grøft køre over i den modsatte!

6. del-betænkning bør efter min mening komme til at præge den kommende udvikling. Der er i den givet en række råd, som bør overvejes alvorligt, og formuleret en række synspunkter som kan virke som inspiration i en debat, som formentlig vil blive - og bør være - fortløbende. Denne anmeldelse - hvor lang den end er - kan kun give et indtryk af betænkningens indhold. Den, der v il deltage i debatten om uddannelsen i almindelighed og befalingsmandsuddannelsen i særdeleshed, må naturligvis selv læse den. Dens velskrevethed gør det let.

Betænkningen gør som nævnt selv opmærksom på, at noget af det, den anbefaler, allerede er realiseret, andet er ved at blive virkeliggjort, og at forslagene skal ses som en tilskyndelse til at videreføre den igangværende udvikling. Nogle af forslagene kan umiddelbart gennemføres, andre er mere langsigtede.

Som afslutning vil jeg pege på et par betingelser, der er afgørende for, at udviklingen på uddannelsesområdet ikke sinkes eller sættes i stå. De kan kort karakteriseres med ordene ro og beslutsomhed. Enhver forandring i top- og anden organisation kræver for sin realisation en indsats, som tager kræfter fra anden aktivitet, herunder uddannelsesplanlægningen. Omlægningsprocessen tager sin tid, og i den tid må man retardere eller standse andre aktiviteter, herunder iværksættelse af uddannelsesreformer. Ændringer i tjenesteomgange medfører en omlægning af alle uddannelsesplaner, som i sig selv er gold. Forsvaret har siden 2. verdenskrig levet under sådanne vilkår, at den af den enkelte tjenesteomgang affødte uddannelsesplanlægning ikke har kunnet afprøves fuldt ud, før en ny tjenesteomgang gjorde den forældet. Naturligvis kan man overleve under sådanne vilkår, men effekten bliver derefter. Derfor må hensynet til ro også indgå i den politiske overvejelse.

6. del-betænkning er i sig selv kun ord. Skal ordet blive til dåd, kræver det beslutninger. Nogle skal træffes af værnenes egne myndigheder. Andre, nemlig dem, der skal fastlægge de overordnede mål, skal træffes administrativt af Forsvarsministeriet eller politisk af Folketinget. Uden disse beslutninger bliver en målrettet virksomhed på lavere plan ikke mulig. Der er i denne anmeldelse — som i betænkningen — peget på, at Forsvarsministeriet på officersuddannelsens væsentlige område har optrådt i den vægelsindedes rolle. Der er vel ikke herved - endnu - sket ubodelig skade, men en efter min opfattelse god udvikling er sat i stampe. Vi må håbe, at Folketinget viser beslutsomhed ved at vælge en løsning, der tilgodeser både den saglige og politiske nødvendighed.

Nils Berg

PDF med originaludgaven af Militært Tidsskrift hvor denne artikel er fra: PDF icon klimaudvalget_om_befalingsmandsuddannelse1969.pdf

Litteraturliste

Del: