Khrushchev. The Man and His Era

William Taubman, Khrushchev. The Man and His Era. New York: W.W. Norton & Company, 2003. 876 sider; kr. 369,00.

Foto: Wikimedia Commons

Nikita Khrusjtjov (1894-1971) var Sovjetunionens leder fra 1957 til 1964, hvor han blev afsat af sine kollegaer i partiledelsen under kuplignende former. Khrusjtjovs tidlige karriere i Sovjetunionens kommunistiske parti foregik i Ukraine. I 1930'erne var han først partileder i Moskva, og i 1938 blev han partileder i Ukraine. På disse poster havde han indgående kendskab til og medansvar for Stalintidens massedrab og undertrykkelse af den sovjetiske befolkning. Efter Stalins død i 1953 blev han ledende partisekretær, og den post gav ham vigtige fordele i opgøret mellem de forskellige grupperinger i partiet i slutningen af 1950'erne. I denne periode er Khrusjtjov især blevet kendt for sin hemmelige tale til den 20. partikongres i 1956. I Khrusjtjovs sidste år som sovjetleder blev hans navn både forbundet med en forsigtig intern liberalisering, de første afspændingsskridt i Øst-Vest forholdet og Cubakrisen 1962, hvor verden var nær en atomkrig efter Khrusjtjovs impulsive forsøg på at placere sovjetiske atomraketter på Cuba.

Kapitlerne om Khrusjtjov i 1930'erne bærer meget betegnende overskrifterne Stalins yndling ("Stalins Pet") og Stalins vicekonge. Både i Moskva og i Kiev var han aktiv i arrestationer og likvideringer af kollegaer, og hans medansvar for massearrestationer og massemord er uden for enhver tvivl. Under Moskvaprocesserne 1935-37 hørte han til de mest tungefærdige ledere af heppekorene, når chefanklageren Vyshinsky krævede, at de anklagede, som var tidligere medlemmer af kommunistpartiets ledelse, skulle skydes som "gale hunde". Vi må ikke ryste, når vi marcherer tværs over fjendens lig mod det gode for folket, som Khrusjtjov udtrykte det i 1937 (p. 99). Som andre sovjetledere, der var dybt involverede i udrensninger og henrettelser, måtte han antage, at han selv kunne blive den næste. En måde at beskytte sig på var at overgå kollegaer i udførelsen af Stalins ordrer og endnu bedre: gætte dem på forhånd. Men en enkelt gang var chefanklagerne dog ved at blive for ivrige, idet Stalin betroede Khrusjtjov: nu er de også ved at samle beviser mod mig! (p. 124).

Tre år efter Stalins død holdt Khrusjtjov i 1956 sin hemmelige tale til den 20. partikongres om Stalins magtmisbrug og udrensninger. I fire timer måtte partieliten i chok lytte til de voldsomme anklager mod en mand, de alle - inkl. taleren selv - gennem mere end 25 år havde tilbedt og hyldet som verdensproletariatets leder. Talen blev påhørt i fuldstændig tavshed og med stenansigter hos den øvrige partiledelse. Den var – som Taubman skriver - både modig og dumdristig, og hverken det kommunistiske regime eller Khrusjtjov selv formåede siden helt at komme til sig selv igen. Men der var grænser for Khrusjtjovs opgør: han kritiserede udrensningen af partimedlemmer, mens bl.a. drabene på millioner af bønder ikke blev nævnt. Han sluttede med at formane, at opgøret skulle holdes inden for partiet. Det lykkedes ikke: efter et par måneder blev talen via forskellige kanaler lækket til New York Times, og senere i 1956 blev rygterne om Khrusjtjovs opgør med Stalin en del af baggrunden for uroen i Polen og opstanden i Ungarn. Derimod blev diskussionen inden for Sovjetunionen hurtigt stoppet, og der gik godt 30 år, før debatten igen blev sluppet løs – hvor den efter få år endte med at koste sovjetstaten livet!

Andre spændende kapitler vedrører bl.a. udrensningen af Beria fire måneder efter Stalins død i 1953 og opgøret i 1957 hvor Khrusjtjov først kom i mindretal i den øverste partiledelse, men blev reddet ved et hurtigt sammenkaldt møde i centralkomiteen. Mødet blev indkaldt med hjælp fra krigshelten marskal Zhukov, som imidlertid senere samme år blev udrenset af Khrusjtjov. Også ’køkkendebatten’ med vicepræsident Nixon i Moskva i 1959 og Khrusjtjovs besøg i USA senere samme år er skildret på en måde, som har øje for både de personlige og politiske dimensioner af begivenhederne. Et andet fascinerende kapitel handler om Khrusjtjovs og partiledelsens overvejelser og beslutninger før, under og efter Cubakrisen i oktober 1962. Her kastes et værdifuldt lys over beslutningsprocessen i Moskva på grundlag af kilder, som både er nye og viser, at krisen på flere måder var endnu mere alvorlig, end antaget i samtiden. Efter Cubakrisen blev flere og flere af Khrusjtjovs nærmeste i politbureauet i stigende grad utilfreds med partilederens egenrådighed og impulsivitet – en impulsivitet der også gav sig udslag i hovedløse påfund og ændringer i de økonomiske strukturer. De mange nye kampagner og uovervejede initiativer rokkede ved sovjetsamfundets stabilitet uden at løse nogen af planøkonomiens grundlæggende problemer.

Slutresultatet var, at andre partiledere i 1964 i hemmelighed planlagde hans afsættelse. Taubmans gennemgang – i bogens første kapitel - af planlægningen og udførelsen af Khrusjtjovs fald er så spændende som nogen kriminalroman. Det var Sovjetunionens apparatsjikker, som afsatte en af de sidste virkeligt begejstret troende i sovjetstatens ledelse. Han fik syv år som pensionist efter sin afsættelse. Det var der ingen, der fik, da han blev oplært som Stalins yndling.

William Taubmans biografi vil stå som hovedværket om en af de centrale personer gennem sovjetstatens 74 år. Både kvantitativt (næsten 900 sider) og kvalitativt er værket en kraftpræstation. Man kan lære meget af den indgående skildring af, hvorledes sovjetpolitikeren og mennesket Khrusjtjov kombinerede sin bekendelse til marxismen-leninismen med dens videnskabeligt fuldendte forklaringer på og forudsigelser af historiens gang  med mange impulsive og ’subjektive’ handlinger for at påvirke den ’objektive’ historie.

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

militaert_tidsskrift_132.aargang_nr.4_2003.pdf

Del:

Emneord