Kejserhøgen

Anmeldt af Claus Bundgård Christensen

Kåre Johannesen. Udgivet af Borgens Forlag den 7. oktober 2009. 353 sider. Pris kr. 299.

Foto: Saxo.com

Bogens forfatter er kommet på den glimrende idé at lade en ung dansktalende nordslesviger blive medlem af Mandfred von Richthofens - den Røde Barons - berømte Jagdgeschwader 1, som i seksten måneder i 1917-1918 gjorde livet farligt for britiske og franske piloter. At forfatteren har valgt flyveresserne som tema, er forståeligt. Den Første Verdenskrigs industrialiserede krigsførelse har opnået et fortjent dårligt rygte symboliseret ved den anonyme død i skyttegravene. På et punkt afviges imidlertid fra den negative opfattelse, da de piloter, der kæmpede over hovederne på infanteristerne, hyppigt betragtes gennem en romantisk optik, hvor der lægges vægt på ridderlighed, pionerånd, farverige fly og individualitet. At piloterne var noget særligt, er ikke en konstruktion, der hører efterkrigstiden til. Allerede i samtiden blev flyveresserne ikoner, der høstede enorm opmærksomhed fra offentligheden i de krigsførende lande. Efter krigen gik de ikke i glemmebogen, og i dag udgives der fortsat en strøm af bøger om piloterne og deres fly.

"Kejserhøgens" første del handler om den umiddelbare periode efter krigsudbruddet og hovedpersonen Albert Jantzens oplevelser som almindelig infanterist i skyttegravene. Den efterhånden meget kamptrætte Jantzen bliver ved en officers foranledning overført til luftvåbnet. Her udviser han store evner og bliver som en af få udvalgt som pilot til jagerflyene. Herefter vendes blikket mod livet og døden blandt de tyske jagerpiloter, hvor der er lejlighed til at møde de berømte tyske flyveresser fra Oswald Boelcke til Max Immelmann. Opmærksomheden samler sig dog især omkring Albert Jantzens venskab med Mandfred von Richthofen indtil dennes død i april 1918. I 1933 vender Jantzen tilbage til Tyskland for at aflægge et besøg på et museum oprettet til vennens minde. Her lytter de fremmødte til en tale af en anden flyverveteran, Hermann Göring, mens en desillusioneret Jantzen konstaterer, at mørke skyer atter samler sig over Tyskland.

"Kejserhøgens" litterære kvaliteter skal ikke vurderes her, men derimod hvorvidt bogen har interesse for den historieinteresserede læser. Bogens første del forekommer for karikeret i skildringen af tysk krigsbegejstring i sommeren 1914. Der var jubel i 1914, men ny forskning har demonstreret, at reaktionerne var langt mere tvetydige end hidtil antaget. Glæden over den kommende krig blev mange steder blandet med uro, bekymring og frygt. Johannessens skildring af kampene i skyttegravene er noget ensidig og præget af myter. Nok var der mudder i mange skyttegrave, nogle steder flød det med lig, men ikke hele tiden og ikke alle steder.

Bogens anden del om Jantzens tid som jagerpilot er klart den mest interessante. "Kejserhøgen" giver mulighed for, i skønlitterær form, at danne sig et indtryk af luftkampene i krigens sidste to år. Bogen tegner flere steder et realistisk og fint billede af samspillet mellem jagerpiloternes selvforståelse og den offentlige opmærksomhed og dyrkelse af deres meritter. Dermed kan læseren med interesse for den første store luftkrig også få glæde af bogen.

Det er en god service over for den interesserede læser, når forfatteren lister en del af de faglitterære bøger, han har anvendt. Her burde Kåre Johannessen dog have medtaget de to historievidenskabelige hovedværker om luftkrigen under Første Verdenskrig: Lee Kennetts "The First Air War" og John H. Morrows "The Great War in the Air".

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:
militaert_tidsskrift_139.aargang_nr.2_2010.pdf

Del: