Karriere og korpsånd - en nutidig undersøgelse blandt kadetter på Hærens Officersskole i København

Resumé
Denne artikel handler om officerselever. Ud fra livsformsbegrebet gøres der rede
for, hvordan de unge mennesker søger at realisere deres holdning til arbejde inden
for forsvarets rammer. Der beskrives desuden fælles træk ved den opdragelse, de
har faet i deres barndomshjem.
Officersskolen søger at påvirke kadetterne til at præstere så meget som muligt
i konkurrence med hinanden samtidig med, at auraen omkring officeren som tidligere
tiders prestigefyldte statstjenerfigur søges videregivet til de unge.

Foto: Forsvaret.dk

På Frederiksberg Slot
Når man går ind ad porten til Hærens Officersskole på Frederiksberg slot, møder
blikket et smukt, gult slot, hvis bygninger omgiver en gård med mange parkerede
biler. Over den brostensbelagte gård ses af og til yngre uniformsklædte mænd gå
fra den ene fløj af slottet til den anden. De sniger sig ikke langs husmurene, men de
veltrænede kroppe bevæger sig fremad med jordvindende skridt, energiske bevægelser
og en rank holdning.
Det kongelige slot signalerer eksklusivitet og god smag. Disse historiske bygninger
benyttes af mennesker med gode manerer. Indenfor i klasseværelserne med
de flotte malerier på vægge og lofter ses eleverne rejse sig op, når læreren kommer
ind, noget som er uhørt på andre uddannelsesinstitutioner i Danmark.
Som ny på dette sted mødes jeg af en lille smule undren, men får venligt og
præcist forklaret den rette sammenhæng, når jeg stiller spørgsmål. Jeg er ikke i tvivl
om, hvem jeg taler med, for på uniformen er der placeret et navneskilt. Jeg er heller
ikke i tvivl om, hvilken placering i systemet vedkommende har, for hvis koden
kendes, kan graden aflæses på skulderen og det lokale tjenstlige tilhørsforhold på
regimentsbæltet, så man på denne måde ikke udsættes for overraskelser. I det hele
taget er det trygt at være sammen med militære ledere - her sker ikke noget uventet.
Hvis man har en aftale, kan man være sikker på, den overholdes. Man kommer til
de aftalte tidspunkter, og der er ikke langt fra beslutning til handling. Man taler højt
og tydeligt, udtrykker sig klart og direkte, formulerer sig præcist, er høflig og har
god øjenkontakt. Fremfærden er præget af åbenhed og tillid. Her er man vant til at
tage hurtige beslutninger, føre beslutningerne ud i livet og tage ansvaret for dem.
Der tales sammen i en kammeratlig tone, som ind imellem krydres med ironiske og
vittige bemærkninger.
Man bryder sig ikke om slendrian, sjusket påklædning og nøl. Fordybelse, "føleri",
mystik og poesi hører ikke hjemme i denne verden. Der tales med foragt om
de kolleger, som hellere vil passe deres "marsvin og køkkenhave" end flytte rundt,
så de kan "komme videre" i systemet.
Det er denne verden omkring Hærens Officersskole og dens kadetter, som denne
artikel handler om. Som det ses, drejer det sig ikke om en subkultur af unge, som
ønsker at omstyrte samfundet og gøre oprør mod det bestående. Dette er unge, fortrinsvis
mænd, som i yderste konsekvens er villige til at sætte deres liv ind for Danmark.
Mænd, hvis kropsholdning signalerer "vindere"!
Hvem er disse unge, hvor kommer de fra, og hvorfor er de gået ind i hæren?
 

Undersøgelsens formål
Artiklen er skrevet på baggrund af en undersøgelse, som blev gennemført i 1996/97
som et led i Tøjhusmuseets forskning. Formålet var at afdække sammenhænge
mellem forsvar og samfund i forbindelse med rekruttering af linieofficerer til
hæren.
I en militærsociologisk afhandling fra 1983 (1) nævnes, at der for danske officerers
vedkommende var tre hovedmotiver til at vælge officersgerningen:
- Interesse for forsvaret,
- ønsket om at lede mennesker,
- at have en ansvarsfuld beskæftigelse.
Jeg ønskede bl.a. at undersøge, hvad der gemte sig bag disse meget generelle
udsagn fra den kvantitative undersøgelse.
I en tidligere analyse af turistvognmænd (2) var jeg kommet frem til, at turistvognmændene
i deres voksne liv førte den livsform videre, som de var vokset op
i. Jeg ønskede i denne undersøgelse at fa belyst, om officeren ligeledes søgte at føre
sin "barndoms" livsform videre inden for forsvarets rammer, om det var muligt, og
hvilke holdninger og forventninger det gav til arbejdet.
I forbindelse med de personlige interview, som foregik på officersskolen,
fremgik det klart, at skolen ønskede at præge kadetterne på en bestemt måde.
Artiklen fortæller således også om den påvirkning, som eleverne fik på skolen.
 

Livsformsanalysen
Livsformsanalysen, som den er formuleret af Thomas Højrup(3), fandt jeg velegnet
som teoretisk udgangspunkt.
Thomas Højrup opererer med 3 livsformer:
- Livsform 1 er den lille, selvstændige erhvervsdrivendes livsform,
- livsform 2 er det rutineprægede lønarbejdes livsform og
- livsform 3 den karrierebestemte livsform.
Livsformernes juridiske, økonomiske, politiske og ideologiske eksistensbetingelser
findes i samfundsformationen. Livsformerne er analyseredskaber, således at
et enkelt menneske godt kan have træk fra flere forskellige analyseredskaber.
I livsform 1 fordeles arbejdsydelsen mellem arbejdsproducenter, som er bundet
sammen af en fælles ideologi, som fx kan være ønsket om at bevare virksomheden
på familiens hænder. Man skal ikke have aflønnet sit arbejde til overenskomstpris,
idet det vigtigste er at fa virksomheden til at overleve. Arbejdet i livsform 1
kontrasteres til arbejdet i livsform 2, som er det rutinemæssige lønarbejdes livsform.
Her er tilværelsen delt op i 1) arbejde for andre og 2) fritiden. Fritiden er den tid,
man selv kan råde over. Derfor er arbejdet et middel til at opnå et mål, mens mål og
middel falder sammen i livsform 1. Folk fra livsform 2 er fagforeningsbevidste, og
deres solidaritet rettes mod den fælles "kamp" i fagforeningsregi.
I den karrierebundne livsform er ledelsesfunktioner overladt til eksperter, som
far løn. Det gælder om at avancere, så man får dispositionsfrihed over det, man før
administrerede. Livet som officer er en variant af karrierelivsformen.
 

Metode
Som metode blev valgt det kvalitative interview. Denne metode er meget tids
krævende og giver normalt ikke mulighed for statistisk generalisering, da antallet
af interviewede personer ikke er så stort.
Til gengæld er der bedre mulighed for at tolke respondentens forståelse af sin
tilværelse, fordi man kan sætte begivenhederne ind i et forløb, som giver sammenhæng
og forståelse for den enkeltes handlemåde og valg.
I undersøgelsen deltog 18 kadetter, som hver blev interviewet ca. to timer efter
en tematiseret interviewguide. Interviewene blev optaget på bånd og senere skrevet
ud og analyseret.
Vi søgte at udvælge 6 kadetter fra hver livsform. Årgangen bestod af ca. 100
kadetter. Det var imidlertid ikke muligt at finde nogen på denne årgang, hvis
forældre havde haft rutinemæssigt lønarbejde. En del af kadetternes forældre havde
været ansat, men med meget varieret og ofte ansvarsfuldt arbejde. Det betød, at der
ikke var nogen, som overvejende havde træk fra livsform 2.

Fordomme over for andre livsformer
Kadetternes fordomme og holdniger over for livsform 2 viste sig ved, at samtlige
tog afstand fra og dikotomiserede sig over for et rutinemæssigt 9-16 job, hvor man
ikke var særlig engageret.
Man vidste godt, at man som officer i hæren kunne komme til at fa et "kedeligt"
job som "sagsbehandler" på et kontor, men hvis man endte sådan, ville man forlade
forsvaret.
Arbejdet som officer indebar, at det forventedes, at man arbejdede ud over de
normerede 7-8 timer, men det var man indstillet på, hvis bare arbejdet var
interessant og afvekslende.
Den negative holdning til lønarbejderlivsformen afslørede sig også i opfattelsen
af fagforeninger. Når jeg spurgte, om man var medlem af HOD (Hovedorganisationen
af officerer i Danmark) var svaret som regel "ja-ah", men det blev samtidig
understreget, at HOD egentlig ikke var en fagforening i "almindelig" forstand, men
en "interesseorganisation". Mange fortalte mig derefter ganske uopfordret, at de var
modstandere af fagforeninger, som for dem var eksponent for pamperi og magtmisbrug.
Der var også eksempler på, at kadetter, der var opvokset i livsform 1 tog afstand
fra karrierelivsformen (livsform 3). Man mente, at folk fra denne livsform var
utroværdige, da de "sprang" fra det ene sted til det andet for at få størst mulig
personlig fordel: "Her i forsvaret springer man ikke lige fra den ene virksomhed til
den anden. Forsvaret er jo een stor virksomhed. I det private sidder det mere løst,
og loyaliteten er jo ikke så udtalt, som den er i forsvaret. Som civil leder er man
mest loyal overfor sig selv. Kan man få det bedre et andet sted, så springer man..."

For kadetter fra livsform 1 var forsvaret et billede på et ikke-egoistisk sted,
hvor der var sammenhold. Livsform 1 's sammenhold i familien og den ansvarlighed,
man følte over for virksomhedens overlevelse, blev projiceret over på statsinstitu
tionen.
 

Fra den mindre virksomhed til forsvaret
Den kadet, som jeg nu vil fortælle om, er opvokset i et hjem med mange træk fra
livsform 1. Faderen havde haft en lille, selvstændig vognmandsforretning med een
til to lastbiler. Moderen og børnene havde hjulpet til i virksomheden. For faderen
havde der været meget rutinearbejde og arbejde om aftenen og i week-ender,
somme tider også for begge forældres vedkommende med supplerende lønarbejde
udenfor for at fa forretningen til at overleve. Kadetten kunne godt lide friheden til
selv at tilrettelægge sit arbejde på samme måde, som faderen havde gjort i sin virksomhed.
Men han brød sig ikke om, at hans fars arbejde havde været rutinearbejde,
som desuden var fysisk nedslidende (lastbilkørsel). Den økonomiske usikkerhed i
hjemmet havde også pint ham. Sønnen havde søgt over i et håndværksfag, men
denne lønarbejderlivsform med dens holdninger tiltalte ham ikke. Han ville have
mere ansvar, men ikke rutinearbejde og fysisk nedslidning. I forsvaret mente han
at kunne finde den frihed og selvstændighed, som havde ligget i faderens job.
Samtidig var opgaverne i forsvaret meget mere spændende end faderens havde
været - at være leder for unge mennesker var mere attraktivt end at køre lastbil dag
og nat.
I forsvaret havde han undgået det, der var mindre tiltrækkende. Han havde fået
ansvar og opgaver, han selv kunne tilrettelægge, som faderen havde haft det, men
han havde unddraget sig det ubehagelige ved livsform 1, nemlig økonomisk usikkerhed
og rutinearbejde. Hans holdning til arbejdet var blevet videreført. Han
ønskede at blive brigadechef, fordi det var den mindste, selvstændige enhed, man
opererer med i den danske hær. Det er en type enhed, der har alting i sig og kan
klare sig selv. Han kunne godt lide brigadechefens arbejde, fordi han inden for sit
eget område kunne være enerådende. For ham lod det sig åbenbart bedre gøre at
gå fra livsform 1 til livsform 3 end fra livsform 1 til livsform 2.
 

Karrierelivsform inden og uden for forsvaret
Men hvordan var det for en, der var opvokset i en karrierelivsform, at gå ind i
hæren? Den kadet, som jeg nu vil omtale, havde en far, der var direktør for en større
privat virksomhed. Sønnen var gået ind i forsvaret, fordi der var mange spændende
opgaver, hvor han skulle improvisere løsninger her og nu. En officer lavede ikke
andet end en hvilken som helst chef i en privat virksomhed, mente han. At officeren
kunne komme til at operere i en krigssituation, hvor det drejede sig om liv og død,
gjorde opgaven endnu vigtigere og mere interessant. For denne respondent var det
ikke den formelle grad, der betød noget, men hvor interessante opgaverne var.
For en, der ønskede dispositionsfrihed i opgaverne, kunne forsvaret dog somme
tider som system føles usmidigt - "det er jo en offentlig institution med kasser" som
det blev udtrykt. Rammerne kunne være for snævre, og tilsyneladende kunne sammenhold
og korpsånd efter hans mening ikke kompensere for dette.
Det så ud til, at folk fra livsform 1 havde nemmere ved at indrette sig på organisationen
end folk, der kom fra et karrieremiljø uden for forsvaret.
Hvis vi ser, hvordan det var at tilpasse sig forsvaret, hvis man kom fra en
karrierelivsform inden for organisationen, så det anderledes ud. En af kadetterne var
i særlig grad opvokset med forsvaret, idet han som følge af forældrenes skilsmisse
havde tilbragt en stor del af sin barndom på en kaserne, hvor hans far havde været
officer. Han var en af dem, der havde den største grad af korpsånd, og han kunne
som den eneste af de interviewede ikke drømme om at forlade hæren, hvad der end
skete.
 

Kadetternes opdragelse
Som det ses, var der forskelligheder, der relaterede sig til kadetternes livsform. Men
på spørgsmålet om, hvorfor man havde valgt officersgerningen, var det bemærkelsesværdigt,
at de allerfleste (16) nævnte "mandskabsbehandlingen" - det at være
LEDER for en udvalgt gruppe unge mennesker som det afgørende - at fa nogle unge
mennesker i sin varetægt, som man kunne "forme". Det havde man prøvet som
sergent, og dette tidlige ledelsesmæssige ansvar havde været meget attraktivt. Det
var tydeligt, at det var virkelig det, man glædede sig til, når man var færdig her på
officersskolen.
Der var også andet, der blev fremhævet som attraktivt: Friluftslivet, at kunne
holde sig fysisk i form i arbejdstiden, at få uniform på og "være noget", at have et
arbejde, der var en kombination af at tænke og bruge muskler, tage beslutninger, der
udførtes her og nu, kammeratskabet, sammenholdet og korpsånden.
Man kunne godt lide udfordringer, men så sandelig også "faste rammer". Her
i forsvaret følte man, der var frihed til at agere inden for disse rammer: "Jeg kan
godt lide den disciplin, der er - den orden der er i systemet. Selvfølgelig kan der
være nogle brist i systemet, men det er meget ordnede forhold. Klare linier altid.
Det er sjældent, der er noget, der er vævende."

Ved interviewene opdagede jeg til min forbavselse, at den opdragelse i familien,
som kadetterne havde fået som børn, på mange måder lignede hinanden, selv
om de kom fra forskellige livsformer.
Kadetterne var mellem 22 og 29 år, d.v.s. de var født i slutningen af tresserne
og begyndelsen af halvfjerdserne. På dette tidspunkt var en stor del af danske kvinder
ude på arbejdsmarkedet, og det var almindeligt at få sine børn passet på
institution: Vuggestue, børnehave og fritidshjem. De 16 kadetter, som prioriterede
det at være ledere som det absolut afgørende, var som børn IKKE blevet passet i
institution i så vid udstrækning, det havde været muligt. Det så ud til, forældrene
selv havde villet præge deres børn, og det helst ikke blev overladt til folk uden for
familiens kreds at passe dem.
Man havde generelt dyrket meget sport sammen i familierne, og forældrene
havde også på andre måder taget aktivt del i deres børns fritidsinteresser. Børnene
var også blevet inddraget i forældrenes arbejde og i deres interesser. I det hele taget
havde de fleste haft forældre, der havde taget sig usædvanlig meget af deres børn,
og forældrene havde i al almindelighed været uhyre aktive mennesker. Der var i de
allerfleste tilfælde et meget positivt fader- og moderbillede. Ved interviewene kom
flere uopfordret ind på, hvor meget forsvaret lignede deres hjem. Det drejede sig
især om frihed inden for rammer, disciplin, faste retningslinier, og hvordan man var
blevet vejledt: "Da je g kom ind i forsvaret, var je g som en fisk i vandet - det var
lige mig. Der var nogle faste retningslinier at gå efter. Trådte man uden for de
retningslinier, fik man det at vide stille og roligt. Når det skulle siges 3. og 4. gang,
blev de irriterede. Man kunne mærke, der var en vis konsekvens, hvis man ikke
lavede sine ting. Det lignede mit barndomshjem. "

Det tydede på, at disse unge som børn havde sat pris på de klare grænser, og de
følte, at deres forældre havde været gode (vej)ledere for dem. Det havde været trygt
og godt med faste rammer. Det så ud til, at de havde gjort deres forældres positive
vejlederrolle til deres egen og ønskede at føre denne rolle videre ved at være ledere
for andre. Jeg tror ikke, dette var bevidst for mange af kadetterne selv.
To af kadetterne var blevet passet på institution som børn - de samme to havde
ikke som de andre valgt forsvaret for at blive ledere, men på grund af de mange
spændende opgaver, hvor det at være leder var een blandt flere interessante
udfordringer. Disse to kom fra karrierelivsformer uden for forsvaret.
 

Skolen som opbygger af fælles normer
Forsvaret har en vertikal, pyramideformet karrierestruktur med jobrotation og intern
rekruttering afledere. Selve graden giver meget prestige, men samtidig er forsvaret
også et korps med en dertil knyttet følelse af holdningsfællesskab og gruppeloyalitet.
Officersskolen har stor mulighed for at opbygge den fælles samhørighedsfølelse
og de fælles normer, da samtlige officerer af linien, der kommer til at virke i hæren,
tilbringer flere år herinde i forbindelse med forskellige uddannelsesforløb. Skolen
søgte tilsyneladende at fremme og vedligeholde forskellige typer traditioner.
 

Traditioner og korpsånd
Jeg vil først gøre rede for nogle af de faktorer, der ud over selve undervisningen på
skolen og de øvrige fælles holdninger, som skolens officerer stod for, var med til
at skabe den fælles referenceramme og derved understøtte den fælles korpsånd:
- Fælles oplevelser i forbindelse med fysiske strabadser fx fælles faldskærmskurser.
- Fælles regler for god opførsel i de enkelte klasser. Eleverne havde selv
formuleret regler, hvor bl.a. ukorrekt påklædning gav bøde.
- Fælles hilsen og fælles påklædning (uniformen).
- Fælles sprog, her menes fælles udtryk og udtryksmåde: Korrekte sætninger
uden brug af udtryk, der henfører til konteksten, høj og tydelig udtale o.s.v.
fagudtryk og slang.
- Fælles beliggenhed af bolig. Studerende, som kom fra provinsen, fik
mulighed for at blive indlogeret i forsvarets ejendomme.
- Fælles krigshelte, som blev inddraget i forskellige sammenhænge.
- Fælles hægen om nationale symboler: Flag og monark.
- Fælles historiske traditioner især omkring skolens bygninger og kendte
tidligere officerers kommen og gåen her.
- Fælles traditionsrige fester og ceremonier med bevidst arkaiserende træk.

At uddannelsen foregik på Frederiksberg slot, betød ikke noget særligt, når de
unge mennesker påbegyndte uddannelsen, fortalte holdets "klasselærer” mig, men
efter kort tid betød det meget - hvor meget forbavsede mig i første omgang, da det
tilsyneladende var i modsætning til den handlingsorienterede og på mange måder
rationelle, realistiske og uhyre jordbundne livsindstilling, der blev lagt for dagen
hos disse unge mænd, der i fritiden især interesserede sig for sport og computere:
"Jeg var ikke klar over, da je g søgte, at uddannelsen foregik her. Nu betyder det
noget. Her ved afdansningsballet ville je g lige ryge en cigar og drikke en cognac
i respektfor alle de andre officerer, der har siddet i nøjagtig de her sale for 200 år
siden og gjort det samme i lange blanke ridestøvler. Der er noget heroisk over det.
Også når man går p å gangene og læser om de tidligere officerer, fx om én, der
døde i duel. Det er fedt. Det er det samme med slottet. De har altid danset lancier.
De har altid drukket cognac og røget cigar. Det var grunden til, at je g valgte
officer i stedet fo r et tilfældigt jo b i det civile. Det er noget med stolte traditioner.
Der er altid blevet set op til folk, der er officerer. Hvis man var officer, så VAR man
noget."

Her er tilsyneladende sket en efterrationalisering. Da jeg i begyndelsen af
interviewet spurgte respondenten, hvorfor han havde valgt at blive officer, svarede
han, at det var fordi han ville arbejde med unge mennesker, som han kunne give
"nogle holdninger". Det er et eksempel på, at den korpsånd, man søgte at indgive
på skolen, følte de unge hele tiden, at de havde haft kendskab til. For nogle kadetter
var korpsånden så indkorporeret, at de ind imellem mente, at det var derfor, de
havde valgt at blive officerer.
I den sociologiske undersøgelse (Sørensen, 1988) blev nævnt "interesse for
forsvaret" som motiv til at blive officer. Det jeg netop har beskrevet er et eksempel
på, at denne "interesse" kunne være en efterrationalisering som et resultat af
forsvarets påvirkning.
Fester: Man havde en årscyklus med hensyn til festlige arrangementer. Hvert
år i januar, februar og marts måned blev der givet lancierundervisning, med et
afdansningsbal midt i marts, hvor kadetterne iført selskabsuniformer og damerne
i lange kjoler afholdt bal i slottets riddersal efter en fælles middag.
I slutningen af maj var der nordisk kadetstævne, hvor man afsluttete idrætsudfoldelseme
med middag på Frederiksberg Rådhus. Bagefter gik de festklædte deltagere
med fakler igennem Frederiksberg Have til bal på Frederiksberg Slot.
Herudover havde man "vikingefest", idrætsdag, sommer- og efterårsbal, julekoncert
m.v. Hvert arrangement havde nøje fastlagte regler med hensyn til ceremoniel,
opførsel, påklædning m.v. Inden afdansningsballet fik kadetterne udleveret
et lille hæfte, hvor de vigtigste regler for korrekt "ridderlig" opførsel var angivet.
Der var ingen tvivl om, at traditionernes arkaiserende og eksklusive træk havde stor
betydning: "Man har dannelse og folk få r det bekræftet, når man fortæller, man
går til fægtning og vinsmagning og kan danse lancier. Jeg elsker det. Det er noget
a f det bedste - i fægtebukser og de fester, hvor vi har kæresterne med og sidder og
ryger cigar. Når vi får taget klassebillede i selskabsuniformer og med knækflip. Vi
er med til ballerne - je g elsker traditionerne."

 

Traditioner og merit
Men der var andre traditioner, som søgte at fremme formål, der tilsyneladende var
helt modsattrettede.
Når kadetterne havde afsluttet deres eksamen, skulle der tages et billede af dem
stående på trappen foran slottet. De blev herefter lykønsket af dronning Margrethe
i den opstillede rækkefølge. Det særlige var, at deres position på billedet var afhængig
af eksamensgennemsnit. Den, der stod nederst til venstre, havde fået de højeste
karakterer og var således den første, der blev lykønsket af dronningen. Den, der
stod i øverste række yderst til højre, havde holdets dårligste gennemsnit og blev
lykønsket sidst. Billedet var ikke kun en kadet-hitliste, men angav også regimenternes
popularitet, da man på regimentsmærkeme på uniformen kunne aflæse, hvor de
forskellige officerselever havde søgt hen.
Regimentsvalg: Man valgte regiment efter karaktergennemsnit. De bedste kunne
vælge først og de dårligste sidst. Det var ret afgørende, hvilket regiment man
kom til efter opholdet på officersskolen. Dels drejede det sig om geografien, hvor
det kunne være af stor betydning for kone og evt. børn, hvor man blev udstationeret,
og dels var der forskellige arbejdsopgaver ved de forskellige regimenter, som var
mere eller mindre interessante og/eller karrierefremmende. Det kommende regimentsvalg
var derfor genstand for mange overvejelser og strategier. Ønsket om
fremtidige forfremmelser og spændende arbejdsopgaver skulle gerne kunne gå op
i en højere enhed med andre præferencer for færrest mulige flytninger i forbindelse
med jobrotation og videreuddannelse. De forskellige prioriteringer var vævet ind
i hinanden på den mest indviklede og udspekulerede måde. Man kunne fornemme
ved interviewene, at her talte professionelle taktikere.
På det tidspunkt, jeg interviewede kadetterne, havde man endnu ikke fået sine
endelige karakterer, men man vidste, hvor det bar hen.
Hvis man forventede dårlige karakterer, gjorde man "en dyd af nødvendigheden"
og indrettede sit regiments valg og sin karrierestrategi efter denne viden. Man
ville vælge de lidt mere "ydmyge steder" i landets yderkantområder og regimenter,
som ikke havde så høj prestige, men hvor der kunne gøres karriere alligevel, da der
ikke var så mange med gode karakterer, der søgte derhen. Men man vidste godt, at
hvis man ikke fik så høje karakterer på skolen, kunne man ikke forvente at blive
general. De, der havde de bedste karakterer, angav over for mig, at de gerne ville
være oberster eller mere, mens de andre tilsyneladende var tilfredse med at blive
majorer.
 

To typer traditioner
Der er her beskrevet to typer traditioner, som hver har sit tilsyneladende modsatrettede
formål. Den første type skulle indgive kadetterne korpsånd og den dermed
forbundne samhørighedsfølelse, og den anden skulle få dem til at præstere så meget
som muligt i konkurrence med hinanden. Hele systemet understøttede holdningen
om, at det var attraktivt at gøre karriere og få en så høj grad som muligt. Ønsket om
at blive officer var for de flestes vedkommende en drøm om at fa et spændende og
afvekslende arbejde som leder. Men der var en konflikt mellem ønsket om at blive
leder for unge mennesker og de karriereønsker, man åbenbarede ved regimentsvalget.
Hvis man virkelig gjorde karriere, kom man ikke til at "forme" unge mennesker,
men fik kontorarbejde i forskellige stabe rundt omkring i landet. Det var netop det,
mange havde taget afstand fra i begyndelsen af interviewet. Det virkede modsætningsfyldt,
at de, der gerne ville være ledere for unge mennesker, samtidig tillagde
karrieren så stor betydning. Jeg tror, dette skal forklares med den påvirkning, de
havde fået i den tid, de havde været på skolen, hvor karrierestrukturen gennemsyrede
selve skikken omkring fx regiments valget og "fotografiet på trappen".
Men i stedet for at nedtone den store vægt, der blev lagt på den gradsmæssige
placering, så folk kunne fa den type arbejde, de egentlig ønskede, valgte man tilsyneladende
andre midler for at fastholde folk i forsvaret, nemlig at få kadetterne til
at føle, de var noget særligt i kraft af de traditioner, de blev en del af.
I en organisation, der baserer sig så meget på et fast pyramideformet rangssystem,
kan en stærk korpsånd være nyttig at have hos de officerer, der ikke avancerer
så meget, som de kunne ønske sig. På denne måde bliver traditionerne medvirkende
til at bevare systemet og dets hierarkiske karrieresystem. Det var ikke alle, der
kunne nå de højeste poster, og de andre skulle helst også forblive loyale. Det drejede
sig tilsyneladende om, at få officererne til at ACCEPTERE ULIGHED I
GRUPPEN, og her havde de traditioner, der indgav korpsånd og statusgruppebevidsthed
åbenbart stor følelsesmæssig betydning.

Tradition og identitet
Det er ikke kun i forsvaret, at præstationer, der bl.a. udmønter sig i høje karaktergennemsnit,
har stor betydning. Også det øvrige samfund baserer sig i højere og
højere grad på eksamensbeviser i stedet for tidligere tiders fødselsbestemte status.
Officersskolen fremelskede både traditioner, som fik kadetterne til at acceptere
betydningen af præstationen, men også traditioner, der havde det formål at få kadetterne
til at føle sig styrket af sammenholdet i gruppen. Det samme gør sig gældende
i det øvrige samfund.
Vi ser i disse år i Danmark flere og flere forskellige faggruppers ønsker om at
skabe museer for netop dem: Arbejdernes museum, politibetjentenes museum,
skolelærernes museum o.s.v. Det er vigtigt med traditioner, der giver indtryk af, at
gruppen har prestige og kontinuitet. At være en del af en større og betydningsfuld
helhed med sin egen historie styrker den enkeltes identitet - også hos dem, som ikke
når samfundets højeste poster. Selve nationalstatens og de etniske gruppers "glorværdige"
historie bygger på samme princip - her kædes myten om den fælles afstamning
sammen med den heroiske historie.
Historie og traditioner brugt på den her beskrevne måde kan bruges til at
acceptere ulighed og dermed virke bevarende for de gældende normer.
 

Drømmen om "det gode liv" i hæren
Ved interviewene svarede samtlige kadetter på interviewguidens afsluttende
spørgsmål om hvad "det gode liv" for dem bestod i, at "det gode liv” var at have et
godt arbejde. De fleste føjede til, at "det da også var vigtigt", at man havde gode
familiemæssige relationer - her mentes til kone og børn. Men det var mit absolutte
indtryk, at et godt arbejdsliv, hvor man kunne realisere sig selv, var af allerstørste
betydning og blev prioriteret meget højt.
Selv om kadetterne kom fra forskellige livsformer og i nogen grad havde forskellige
holdninger til arbejde og karriere, så havde de fået en opdragelse, der på
mange måder lignede hinandens, så der var udviklet nogle præferencer og et handlingsberedskab,
der gjorde det attraktivt for dem at arbejde i forsvaret. Det så ud til,
at skolen ønskede at præge de unge mennesker, så de både ville præstere så meget
som muligt, men samtidig syntes, det var attraktivt og eksklusivt at tilhøre korpset.
Hvor vidt denne prægning lykkedes, vil den procentvise afgang af antallet af linieofficerer
de kommende år vise. I hvert fald kom 15 af kadetterne under interviewet
selv ind på, at de ville forlade forsvaret, hvis de ikke fik opgaver, der var spændende
og/eller karrierefremmende nok.
Der var hos kadetterne et ønske og en forventning om at realisere sig selv
gennem jobbet. Ønsket om at tilhøre en gruppe, hvor man blev en del af en større
enhed med fælles historiske traditioner trivedes tilsyneladende side om side med
ønsket om selvrealisering og personlig succes gennem arbejdet. Glæden ved tradi
tioneme var måske for disse unge mennesker i 1996 snarere glæden over et prestigegivende
gruppetilhørsforhold end et udtryk for gruppesolidaritet. Udsagnet om,
at man ville forlade forsvaret, hvis man ikke fik opfyldt sine karriereforventninger
og/eller ønsket om et spændende arbejde kunne tyde på dette. Ideen om at genoplive
tidligere tiders loyale statstjenerfigur syntes ikke helt at være lykkedes, selv om
auraen omkring den fordums prestigefyldte officersskikkelse var tillokkende.
 

 

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

militaert_tidskrift_127_aargang_maj.pdf

 

Noter
1. Sørensen, Henning: Den danske officer. København 1988.
2. Enevoldsen, Vibeke: Den mindre, selvstændige turistvognmand. Institut for
etnologi 1995.
3. Højrup, Thomas: Det glemte folk. København 1989.
 

Litteraturliste

Del: