Kapacitetsspecialisering

Kapacitetsspecialisering kan defineres som specialisering i helstøbte kapaciteter til at udføre en bestemt type operationer. Kapacitetsspecialisering er blevet et centralt begreb i debatten om det danske forsvar op til forhandlingerne om forsvarsforliget i 2004; men hvad indebærer begrebet og hvilke konsekvenser vil kapacitetsspecialisering have for arbejdet i forsvaret?

Foto: Forsvaret.dk

Kapacitetsspecialisering blev for alvor sat på dagsorden i den såkaldte Bruun-rapport og i forsvarschefens oplæg om forsvarets fremtid. Bruun-rapporten konkluderer, at ’det danske forsvar skal være specialiseret i at levere række nærmere definerede indsatsklare og deployerbare militære kapaciteter af høj kvalitet til deltagelse i det fulde opgavespektrum’.[1] I power-pointversionen af sit oplæg til fremtidens forsvar viser røde streger over henholdsvis rolle- og puljespecialisering, ifølge Jesper Helsø er det kapacitetsspecialisering, der skal være dimensionerende for det danske forsvar.[2]

Oppositionen er enig i behovet for specialisering, om end de ikke afviser rolle- og puljespecialisering helt så håndfast som forsvarschefen. Socialdemokratiet mener, at ’det ganske enkelt ikke er rationelt at holde fast i udgangspunktet om, at alle stater tilstræber at have alle kapaciteter. Derfor må den enkelte stat fremover i højere grad udvælge og satse på de felter, hvor man har særlige gunstige forudsætning til løsningen af fælles opgaver’.[3] I deres forsvarspolitiske oplæg fra januar 2004 skriver de radikale om specialisering med den tilfredshed man har, når hvad der før var ens kæphest er blevet alles dagsorden: ’Der er ingen grund til at alle lande besidder samme kapaciteter. Der er derimod fornuft i at satse på områder, hvor der er behov for en udbygning af den samlede kapacitet, og hvor det enkelte land har særlige kompetencer at tilbyde (nicher)’.[4]

I denne artikel vil jeg først gennemgå de gængse former for specialisering: værns-, rolle- og puljespecialisering. Værnsspecialisering nævnes ikke så ofte i debatten, måske mest fordi den betragtes som en ekstrem udgave af rollespecialisering, men netop derfor bliver debatten om rollespecialisering ofte forplumret, så jeg har valgt at dele værns- og rollespecialiering op. I min gennemgang af disse tre specialiseringsformer påpeger jeg en række svagheder. I artiklens anden del er det mit argument, at kapacitetsspecialisering kan rette op på disse svagheder, mens man samtidig udnytter fordelene ved specialisering.

Specialisering
Specialiseringsideen tager sit udgangspunkt i, at væbnende styrker traditionelt er funktionelt ens. De består af flåde, hær og luftvåben, som hver for sig løser opgaver som er direkte sammenlignelige med andre landes flåder, hærer og luftstyrker. Denne organisatoriske lighed betyder, at interstatslig krig er symmetrisk. Imidlertid er ligheden mellem væbnede styrker netop funktionel. Alle landes væbnede styrker er ikke ens, men gør dog mange ting på samme måde. Der vil imidlertid altid være funktioner som et givet lands væbnede styrker ikke kan eller ikke vil løse.

Geografi har betydning her. Et land uden kyst har sjældent en flåde, selvom kendere af Sound of Music vil vide, at Østrig opretholdt en efter, at sammenbruddet af det Østrig-Ungarnske dobbeltmonarki havde berøvet landet en kystline. På samme måde som traditioner og organisatorisk træghed fik Østrig til at opretholde en flåde, kan traditioner betyde, at der er visse funktioner som væbnede styrker ikke udfører eller organiserer anderledes end andre landes væbnede styrker. Men i sidste er ende er det som oftest ressourcer, der sætter grænser for, hvilke funktioner et lands væbnede styrker kan udfylde. Et hangarskib ville således næppe være praktisk i den danske flåde. Om ikke andet fordi et hangarskib som USS Ronald Reagan har en besætning på 6.000, mens der kun arbejder 5.300 i Søværnet.

Disse geografiske, organisatoriske og økonomiske forhold skaber, hvad man kunne kalde en negativ specialisering, der følger med alle væbnede styrker. Op gennem 1990’erne er europæiske forsvarsanalytikere og politikere imidlertid begyndt at se på muligheden for en positiv specialisering, hvor specialisering ikke blot var et resultat af geografi, organisation eller økonomiske forhold, men selve målet for hvordan de væbnede styrker skulle specialiseres.[5] Argumentet har været, at de europæiske lande ikke havde den økonomiske formåen – eller måske rettere sagt: ikke den politiske vilje til at betale regningen – til at udvikle væbnede styrker, der fulgte med teknologiske udvikling og som havde den logistiske kapacitet til at deltage i operationer uden for Europa. Men den økonomiske formåen, som et land manglede, kunne flere lande få, hvis de slog sig sammen. Siden de europæiske lande efter al sandsynlighed skulle foretage deres operationer i fællesskab inden for rammen af NATO eller EU, hvorfor så ikke lad dem dele regningen for en ny tids forsvarsudgifter ved at lade dem specialisere sig?

Specialisering skulle således ikke længere blot være et produkt af forsvarsplanlægningen, men dimensionerende for forsvarsplanlægningen. Groft sagt operer man, som nævnt indledningsvist, med tre modeller for specialisering:

§  Værnsspecialisering

§  Rollespecialisering

§  Puljespecialisering

Værnsspecialisering er den mest dramatiske form for specialisering. Her fokuserer man simpelthen på de funktioner, som et værn kan udføre, og sparer de andre væk. Belgien er måske det land som er gået længst ad denne vej ved at afskaffe sit luftvåben og integrere de tilbageværende funktioner i forhold til luftstøtte af landstyrker i hæren. En anden variant af værnsspecialisering kan være en værnsfælles organisering af hele forsvaret, som den man overvejer i Canada. Denne type specialisering er radikal nok til at betyde store besparelser og give muligheden for at nytænke de væbnede styrker. Hvis man f.eks. kun besidder et flyvevåben eller en hær, skal man imidlertid være ganske sikker på, at man ikke vil få brug for et territorialforsvar inden for en overskuelig årrække. Desuden må man forlig sig med, at de væbnede styrker bliver meget lidt funktionelle, hvis de ikke integreres gennemgribende med allierede.

Rollespecialisering betyder også en fokusering af materielinvesteringerne, men uden at de værn eller enheder, der ikke specialiseres i, nødvendigvis nedlægges. Man må skelne mellem enkeltrollespecialisering og multirollespecialisering. Specialiserer man sig i en enkelt rolle, vil de væbnede styrker dybest set kun have en funktion. Det kan lede til værnspecialisering, men behøver det ikke, da man kan forestille sig specialisering i en værnsfælles rolle. Multirollespecialisering er mere almindelig. Her specialiserere et land sig på en række områder.

Rollespecialisering har i en moderat form været anvendt af EU og NATO, hvor et eller flere lande har meldt sig som ’lead-nation’ på en række kapabilitetsudviklingsopgaver, som de så lover at gå i spidsen for materielinvesteringer i. Rollespecialisering er først og fremmest en mulighed for at prioritere materielinvesteringer på områder, hvor et lands væbnede styrker har en komparativ fordel, der kan bygges videre på.

Puljespecialisering består i at en række lande opnår stordriftsfordele ved at indkøbe og drive materiel sammen. Fordi forsvarsmateriel er så dyrt, er det fristende at søge at få mere effekt for de samme penge ved at udnytte stordriftsfordelene af at have en pulje af en given kapacitet. Men puljespecialisering forudsætter høj kompatibilitet mellem de samarbejdende lande. Da en sådan især findes blandt de europæiske luftstyrker, er det på dette område, at tankerne om puljespecialisering er nået længst. Transportfly og lufttankningskapacitet er således de områder, der oftest nævnes som egnede for puljespecialisering.[6]

Værns-, rolle- og puljespecialisering er fokuseret på materiel snarere end mission. De giver en ide om, hvad man skal købe, og hvordan man skal købe det, men de fortæller ikke hvorfor. Sådanne overvejelser bør selvsagt ligge bag specialiseringsovervejelser, men de behøver ikke at gøre det. På egen hånd kan specialisering således hurtigt udvikle til en strategi for at spare penge, snarere end en strategi for at udvikle forsvaret. Et enøjet fokus på disse materielorienterede former for specialisering kan betyde, at man går efter investeringer på de områder, hvor man kan oprette puljer med andre lande eller hvor fortidens tilfældigheder gør, at man har en komparativ fordel. Hvis man gennemfører denne form for specialisering systematisk, vil man ende med et kludetæppeforsvar, hvor de enkelte dele måske nok er integreret med omverdenen, men ikke med hinanden.

Disse tre former for specialisering gør det desuden svært at udnytte de fordele ved værnsfælles- og netværksbaserede operationer, som den militærteknologiske udvikling giver. Revolutionen i militære forhold går netop i vidt omfang ud på at udnytte de nye kommunikationsteknologier til at integrere de enkelte platforme bedre.[7] Den amerikanske erfaring viser ikke alene, at det er krævende, men også at det udfordrer den tendens som de enkelte værn i enhver militær organisation har til at tænke sig som autonome enheder. Hvis man gennemfører en omfattende værns-, rolle- eller puljespecialisering, så fremmer man netop denne autonome selvopfattelse. På grund af disse specialiseringsmetoders fokus på materiel, så handler de om at skabe enheder (f.eks. en pulje af fly), men ikke om, hvordan disse enheder passer sammen i en samlet militær indsats. Hvis ens kampfly er i pulje med andre lande samtidig med, at man er rollespecialiseret i sanitetstjeneste, hvor man samarbejder med et andet sæt lande, hvad er så incitamentet for f.eks. de danske styrker i at integrere deres indsats og hvilke muligheder er der for at koordinere en sådan samtænkning fra centralt hold?

Problemet med at udnytte mulighederne for netværksbaseret krigsførelse på tværs af værnsgrænser bliver forstærket af, at de tre former for specialisering nedbringer materieludgifterne på bekostning af de væbnede styrkers evne til at opstille helstøbte styrker til en given operation. Når det er materielinvesteringerne, som driver værket, så handler det om at få alliancens samlede kapaciteter til at hænge sammen; det handler ikke om, hvorvidt f.eks. Danmark har sammenhængende væbnede styrker.

Hele specialiseringsideen hviler på, at man kan samarbejde inden for EU eller NATO. Derfor var uenigheden i NATO om Irak-krigen i 2003 en udfordring for selve specialiseringstanken: hvis det danske forsvar havde været fuldt værns-, rolle- eller puljespecialiseret, ville vi så havde kunne deltage i krigen? Set fra andres synspunkt, kunne spørgsmålet lige så vel være, om specialisering betød, at de så og sige blev funktionelt forpligtede sig til at deltage i operationer, som de ikke havde nogen interesse for. På den ene side viser Danmarks deltagelse i Irak-operationen, at specialiserede kapaciteter kan indsættes også i en anden sammenhæng end den vante. På den anden side ville et større dansk troppebidrag næppe have været muligt i et tilfælde, hvor disse styrkers transport var afhængig af f.eks. en fransk-tysk transportkapacitet.

Værns-, rolle- eller puljespecialisering betyder, at et lands styrkebidrag bliver afhængigt af andre regeringers beslutning om, hvorvidt man vil deltage i en given operation. I sig selv er der ikke noget galt i en sådan afhængighed. Hvis man stoler nok på andre lande til at være nære allierede med dem, så kan man vel også dele sine militære styrker med dem, og så tage det politiske slagsmål, om hvordan de kan anvendes ved den givne lejlighed. Man kunne måske endda argumentere for at specialisering ikke alene betød sårbarhed, men også kunne bruges til at kræve ansvarlighed. I tilfælde af specialisering vil et lands manglende deltagelse i en operation ikke blot være at stå på sidelinen, men aktivt forhindre operationen finder sted. En sådan aktiv modvirkning, vil være langt mere politisk omkostningsfyldt. Det egentlige problem er således ikke så meget, om specialiserede styrker kan anvendes autonomt eller om man vil kunne blive enige om deres anvendelse; for selvom der er store problemer, så er det største problem, at de enkelte lande vil have meget lidt lyst til at specialisere sig på baggrund af erfaringer, som dem der ledte op til Irak-krigen. Integration på det forsvarspolitiske område er ekstremt følsomt; alt for følsomt til at klare et offentligt skænderi af den størrelse som der var om Irak-krigen.

Det er blevet anført, at Irak-krigen og den transatlantiske uenighed herom er undtagelsen snarere end reglen, og at man derfor ikke kan pege på de store konsekvenser i forhold til specialisering.[8] Selvom det givet er rigtigt, at de fleste operationer i den nærmeste fremtid stadig vil foregå i multinationale koalitioner, så fjerner det ikke den lære, som regeringerne har draget af krigen og skænderiet om den. Budgetmæssige hensyn kan selvfølgelig dulme denne erfaring med tiden, men spørgsmålet er, om der vil være tid til det. Mange af fremtidens operationer vil være mindst lige så kontroversielle som Irak-krigen var, både fordi modstanden i Europa mod den krig i vidt omfang var en modstand mod USA’s magt snarere end modstand mod den konkrete aktion, og fordi den nye tids trusler fra terrorisme og masseødelæggelsesvåben stiller de krav om hurtig og offensiv handling, som Irak-diskussionen viste, at USA og Europa har svært ved at håndtere i fællesskab.

Endelig så indebærer værns-, rolle- og puljespecialisering risikoen for, at det bliver vanskeligere at omstille forsvaret til et nyt trusselsbillede. Specialisering er en måde at rette op på manglerne i de europæiske landes kapacitet til at udnytte den nye militærteknologi og deployere deres styrker langt væk. Men de færreste tænker på, hvad der vil ske, hvis specialisering var et effektivt middel til at løse europæernes nuværende problemer. Hvad kommer efter specialisering? Hvad vil der ske, når nye trusler melder sig med behov for nye kapaciteter? Et puljesamarbejde vil næppe kunne møde nye krav mere dynamisk end enkeltlande kan i dag. Man behøver blot at tænke på problemerne med at få ordre til det nye Airbus transportfly, for at se hvor svært det vil være for et antal regeringer i et puljesamarbejde, at få deres politiske prioriteter til at mødes, så de er i stand til at opgradere deres fælles kapaciteter. Men på det tidspunkt vil de deltagende lande hænge på den fælleskapacitet, de kan ikke blot trække deres kapacitet ud og udvikle noget nyt og bedre, for så vil de – i hvert fald i en periode – slet ikke have en kapacitet. I tilfælde af rollespecialisering, vil man risikere at have specialiseret sig i noget, som udviklingen gør mindre vigtigt. Det kan der rettes op på, men det vil kræve en koordineret multinational indsats, at blande de europæiske kort rigtigt, så de kan imødegå en ny trussel eller tage højde for en ny teknologi. Hvor de europæiske styrker i dag dog har en vis kapabilitet, selvom de ikke som hovedregel er tidssvarende, så ville specialiserede styrker i fremtiden meget nemt være utilstrækkelige, hvis ikke en ny specialiseringsrunde blev foretaget meget hurtigt. Og det kan være vanskeligt at sikre den politiske opbakning til det.

De færreste vil se problemet i rolle og puljespecialisering på enkelte områder, men det synes tvivlsomt om værns-, rolle- og puljespecialisering kan være dimensionerne for hele forsvaret. Imidlertid fjerner disse tre specialiseringsformers upraktiske konsekvenser ikke behovet for specialisering. En løsning kan være at specialisere sig i kapaciteter.

Kapacitetsspecialisering
Kapacitetsspecialisering er specialisering i helstøbte kapaciteter til at udføre en bestemt type operationer. Denne form for specialisering er således drevet af et fokus på missionen snarere end materiellet. Ved kapacitetsspecialisering starter de væbnede styrker med at definere den type operationer, som man gerne vil udføre, og først derefter ser man på hvilke materielbehov, det giver. Materiellet kan godt i et vist omfang fremskaffes via puljer el.lign., men i det store hele skal den kapacitet, man specialiserer sig i, kunne tilvejebringes af forsvaret selv. Dermed kan kapacitetsspecialisering udnytte ’revolutionen i militære forhold’ til at udføre netværksbaserede operationer.

Kapacitetsspecialisering skal foretages med helstøbte bidrag. Man skal have kapaciteten ikke alene til at udføre en operation, men også have den logistiske kapacitet til at transportere og forsyne sine styrker. Kræver den type operation, som man vil specialisere sig i, bidrag fra både luft-, sø- og landsstridskræfter, ja så er det det, man skal have. Men de tre værn skal ikke nødvendigvis kunne varetage alle de funktioner, som de traditionelt har haft til opgave at varetage. Specialiseringen består netop i at værnenes funktion vurderes i forhold til den fælles operation.

Fordi der er tale om et helstøbt bidrag, så kan kapacitetsspecialisering bruges som en et ’nødvendighedstjek’ på alle forsvarets funktioner. ’Er X relevant i forhold til den kapacitet vi vil specialisere os i?’, lyder spørgsmålet. Hvis svaret er nej, kan denne funktion reduceres kraftigt eller måske helt spares væk. På den måde bliver specialisering et dynamisk redskab for forsvarsplanlægningen, snarere end den mere bogholderagtige prioritering, som ligger i de andre specialiseringsformer.

Kapacitetsspecialisering muliggør således en ’formåensbaseret forsvarsplanlægning’, der fokuserer på, ’hvordan en modstander kan tænkes at ville kæmpe snarere end hvem denne modstander måtte være og hvor en krig måtte finde sted’.[9] Den amerikanske regering har gjort sig til talsmand for en sådan tilgang både til sin egen og NATO’s forsvarsplanlægning ud fra den opfattelse, at en globaliseret verdens dynamiske trusler kræver en dynamisk forsvarsplanlægning. Formåensbaseret forsvarsplanlægning er således en strategi for at sikre, at man har de rigtige redskaber i den sikkerhedspolitiske værktøjskasse. Ved at fokusere på hvilken militær formåen en given modstander måtte have, så forbinder man forsvarsplanlægningen til revolutionen i militære forhold. Modstanderes militære formåen vil forandres og dermed må ens egen militære formåen kontinuerlig forandres, så den følger med.

En formåensbaseret forsvarsplanlægning stiller store krav til en stats efterretningskapacitet og til at udvikle ledelsesredskaber, som er gearet til et dynamisk snarere end et statisk miljø. Formåensbaseret forsvarsplanlægning stiller ligeledes store budgetmæssige krav, fordi ingen materielanskaffelse kan være definitiv, når den grundlæggende antagelse er, at modstandere hele tiden vil anskaffe sige nye våbensystemer, som man skal kunne formå at imødegå. Kapacitetsspecialisering kan være en måde at styre de budgetmæssige krav på, fordi denne form for specialisering betyder et klart valg af, hvilke typer af ’formåen’, man ønsker at kunne stille med.

Kapacitetsspecialisering kan bruges til definere forsvarets formåen, fordi det – som al anden specialisering – tager for givet, at allierede vil fylde andre funktioner. Den kapacitet, man specialisering sig i, kan således meget vel give størst effekt som led i en større operation. En specialisering i kystnære maritime operationer kunne være et eksempel herpå. En prioritering af specialoperationer, som stadig oftest anvendes i forbindelse med konventionelle operation, vil være et andet eksempel. Besluttede man at specialisere sig i mere fredelige ting som f.eks. sygepleje, så ville det være endnu mere åbenbart, at en sådan kapacitet er der ikke behov for, hvis der ikke er nogle andre som går i felten. Men uanset om man specialiserer sig i kystnære operationer, specialoperationer eller sygepleje (og derfor beslutter at indkøbe henholdsvis ubåde, udstyr til specialstyrker og hospitaler) eller noget helt fjerde, så er ideen med kapacitetsspecialisering, at ingen kapacitet er komplet, hvis den nation, som stiller den, ikke selv kan transportere og forsyne styrkerne.

Fordi man stiller med helstøbte bidrag, vil et kapacitetsspecialiseret forsvar være mindre sårbar over for politisk uenighed mellem de allierede. På den anden side vil det være vigtigt, at den kapacitet, man udvikler, kan indgå i netværk med allierede.

Risikoen ved kapacitetsspecialisering er, at den kræver mange forandringer på en gang. Rolle- og puljespecialisering kan gennemføres hen ad vejen, når behov for materiel og muligheder for samarbejde møder hinanden. Kapacitetsspecialisering betyder at sætte grundlæggende spørgsmålstegn ved hele forsvarets indretning, og de spørgsmål, som det fører til, må besvares på en gang for at få kabalen til at gå op. I lande som Danmark, hvor forsvarets budget stort set besluttes på en gang hvert femte år i brede politiske forlig, ligger der et enormt pres på at tage de rigtige beslutninger på en gang.

Desuden er kapacitetsspecialisering dyr, fordi man med denne tilgang bevidst afviser, at dele udgifter til materielanskaffelse med andre. Selvom man sagtens kan købe ind i fællesskab med andre lande og have puljer på nogle områder, så afskriver man sig stordriftsfordelene, som puljespecialisering eller rollespecialisering lægger op til. Til gengæld giver kapacitetsspecialisering mulighed for at fokusere forsvarets funktioner på en måde, som rolle- og puljespecialisering ikke gør. Derfor er det muligt, at nogle af de ekstra udgifter kan hentes ind på besparelser. Og heri ligger endnu en fare. Kapacitetsspecialisering kan bruges til at definere forsvarets funktion så snævert, at man kan spare rigtig meget. Denne tilgang kan blive en undskyldning for at spare på forsvarsbudgettet af alle mulige andre årsager end de militærfaglige.

Specialisering i kapaciteter rummer desuden den samme grundlæggende fare som andre former for specialisering: hvad hvis man specialiserer sig i det forkerte? I en tid hvor den militærteknologiske udvikling grundlæggende forandrer strukturer, doktriner og strategier og hvor nye fjender hurtigt kan få nye våben, så er det en risiko, man må tage alvorligt. Netop fordi kapacitetsspecialisering er så fundamental for forsvarets organisering, så rummer den muligheden for at specialisere sig i den forkerte niche.

Konklusioner
Specialisering er nødvendig, hvis europæiske lande ønsker at følge med den militærteknologiske udvikling og være rede til at kunne sætte militær magt ind mod de nye trusler, en globaliseret tidsalder rummer. Hvis vi ønskede at betale regningen for et ’balanceret’ forsvar, hvor alle funktioner blev opgraderet, så var kravet om specialisering ikke så presserende. Imidlertid ville Danmark med sine begrænsede ressourcer altid skulle specialisere sig i et eller andet omfang. Der har altid været militære funktioner, som vi ikke udfyldte. Efterhånden som den teknologiske udvikling gør militære funktioner mere og mere specialiserede, vil der være stadig flere funktioner, som det danske forsvar skal melde fra. Fordi selv de europæiske stormagter ikke vil betale regningen for et balanceret forsvar, så står Danmark i den unikke situation, at vores europæiske naboer også skal specialisere sig og derfor kan vi indrette vores specialisering med deres. Det gør, at fravalgene ikke bliver så tunge, som nogle af dem vi foretog i løbet af den Kolde Krig. Imidlertid er det afgørende, at vi ikke blot gør vores forsvar til en underleverandør til NATO eller EU. Hvis de kapaciteter, vi specialiserer os i, ikke er helstøbte, så vil vi ikke realisere de mål, som gør specialisering nødvendig. Vi vil ikke kunne udnytte den militærteknologiske udvikling og vi vil ikke have en selvstændig kapacitet til at yde vores bidrag til den vestlige verdens sikkerhed. Den teknologiske udvikling og de nye trusler stiller spørgsmålstegn ved effektiviteten af vestlige væbnede styrker, kapacitetsspecialisering er en måde at finde et svar på.

Af Mikkel Vedby Rasmussen

 

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

militaert_tidsskrift_133.aargang_nr.1_2004.pdf


Henvisninger

     [1] Udenrigsministeriet, De sikkerhedspolitiske vilkår for dansk forsvarspolitik, august 2003, [http://www.um.dk] (10. februar 2004), s. 34.

[2] Briefing om forsvarets udvikling, [http://www.fko.dk] (10. februar 2004), slide 17.

[3] Socialdemokraterne, Nye trusler – nyt forsvar, 2003, s. 15.

[4] Det Radikale Venstre, Styrk forsvaret – til internationale opgaver, Christiansborg, januar 2004, [http://www.drv.dk] (10. februar 2004), s. 9.

[5] For en beskrivelse af specialiseringsdebatten, se Rachel Lutz-Ellehuus, Multinational Solutions vs. Intra-Alliance Specialization, Report 2002/5, (Copenhagen: DUPI, 2002).

[6] Se f.eks., Michael Alexander and Timothy Garden, ’The Arithemetic of Defence Policy’, International Affairs 77:3, 2001, ss. 522-523.

[7] Martin Libicki, The Mesh and the Net: Speculations on Armed Conflict In an Age of Free Silicon, MacNair Paper 28, (Washington, DC: National Defense University, 1994); Steven Metz, Armed Conflict in the 21st Century: The Information Revolution and Post-Modern Warfare (Carlisle, Pa.: Strategic Studies Institute, U.S. Army War College, 2000).

[8] Det Radikale Venstre, Styrk forsvaret, s. 10.

[9] På engelsk: ’a capabilities-based approach’. Quadrennial Defense Review Report, September 30, 2001, United States Department of Defense,. Washington DC.,  s. 14.

 

Litteraturliste

Del:



Der er i øjeblikket ingen kommende arrangementer.

Næste arrangement er under udarbejdelse, og vil blive lagt op hurtigst muligt.