Kannibaløen

Anmeldt af Rasmus Wichmann

Nichlas Werth. Udgivet på Gads forlag den 10. maj 2010. 256 sider, inkl. forord ved Samuel Rachlin. Pris kr. 249 (vejledende).

Foto: Gad.dk

Det er som sådan glimrende tænkt, at der ikke er blevet taget et grundigt nok opgør med Stalin i Rusland, men denne bog er oprindeligt udgivet på fransk, så det er svært at se, hvordan den kan påvirke historiesynet i Rusland andet end indirekte. Faktisk er det efter min erfaring, at ”østfronts-historiekulturen” peger meget på tyskernes frem for russernes lidelser, og at Sovjetstyrets grusomhed mod egne borgere endog er meget kendte i vor del af verden.

Derfor er det lidt svært at se, hvordan Samuel Rachlins skyhøje ambitioner på bogens vegne, om for alvor at bryde Stalin-tidens propaganda ned, skal kunne indfris.

Bogens titel og beskrivelsen bagpå giver indtrykket af, at hovedemnet er øen Nazino, og endda at kannibalisme snart florerede. Der er en snart gammel fransk tradition for at dramatisere noget, der i grunden er sagligt nok, jævnfør andre ”klassikere” inden for at afsløre kommunistiske forbrydelser, såsom ”L’Utopie Meurtrière” (den morderiske utopi) fra 1980. Formodentligt har ”Sovjetiske deportationer til Sibirien 1933-1937” lydt forfærdeligt tørt, men det er, hvad bogen handler om. Selve Nazino beskrives kun i bogens indledning og sidste kapitel. I dette sidste kapitel gøres der endog opmærksom på, at det kun var nogle bestemte fanger, endog tidligere mistænkte for noget lignende, der blev drevet til kannibalisme.

De gængse, mindre sensationalistiske forbrydelser var nogle helt andre og meget mere grundlæggende, nemlig lemfældighed, sjusk, fravær af forberedelse, og at der kun alt for ofte blev foretaget undersøgelser af forholdene, ja endog fundet beviser for, at der var tale om fejl-deporteringer, men ingen beslutninger blev taget. Åbenbart evnede ingen at følge konklusionerne fra deres rapporter til dørs, undtagen en vis Velitjko, der således bliver beviset for, at Stalin kendte til forholdene, men intet foretog sig.

Chefer der ikke kunne forstå, at byboer ikke havde hverken værktøj eller evner til at bygge huse fra grunden, var også et almindeligt problem.

Konklusionen er skræmmende i kraft af sin banalitet: Grov forsømmelighed fra de involverede OGPU-folks ledelse, fra top til bund – bestemt Stalin inklusive. 

Der er en hel række små detaljer, der er særligt bemærkelsesværdige:

·         Hvor underbemandet og underforsynet ordensmagten var.

·         Lange og velvalgte citater (til hvilket man dog må spørge, om en kildesamling med indledning ikke havde været på sin plads, i stedet)

·         At de mange regler og forordninger og den strenge kontrol på det nederste niveau, traditionelt har skygget for, at det var fraværet af kontrol, der kendetegnede deportationerne, uden at dette selvfølgelig betyder, at Sovjetstyrets kontrol-mani ikke også var et vedvarende problem.

Der er dog en række ting, der kunne og burde have været taget højde for: Navneliste og en meget længere ordliste. Som den er nu, kræver bogen allerede en vis viden om Sovjet i forvejen. Der savnes billeder, især fordi der er så mange konkrete personer beskrevet, som der endda eksisterede fotos af. Dette kan godt skabe en uheldig afstand til begivenhederne. Navnlig i saglige bøger som denne, bør og kan billeder kunne bringes af andet end morbid interesse for folks lidelser.  

                             Ser man altså bort fra den måde, hvorpå bogen er blevet solgt, træder den frem som en saglig og omfattende undersøgelse af grundlaget for og udførelsen af de sovjetiske deportationer til Sibirien. Hvad der er mest interessant for dette tidsskrift, er en grundig beskrivelse af en borgerkrigstilstand, der varede lige op til 2. verdenskrig, selv om den ikke rigtigt kan kaldes for en militær konflikt.

Kildehenvisningerne er mange og udførlige nok til at interessere seriøse forskere (og her er vitterligt tale om solid primær litteratur), og bogen er velskrevet nok til at kunne have en bred appel – for læsere af Montefiores Stalin-biografier, vil den være et skridt væk fra Kremls indspiste kredse og ud til de almindelige mennesker, som deres lederes inkompetence kostede alt.

Bogens største force er, at vi nok får nogle rå data på bordet, for at vi kan få anskueliggjort omfanget af forbrydelserne, men at der også følges en række personers skæbne, så de virkelige lidelser ikke blot drukner i en mængde, der let kan virke talløs. Således er bogen alt i alt at betragte som vellykket, både faghistorisk, populært, kvantitativt og kvalitativt.

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:
militaert_tidsskrift_139.aargang_nr.3_2010.pdf

 

Del: