Kan et etisk dilemma formidles? Om krig, tvivl og mindesmærker

Af Vibeke Schou Tjalve, Ph.D, Seniorforsker ved Dansk Institut for Militære Studier.

 

If we fully understand the precarious as well as the precious character of even imperfect systems of justice, we will know that they must be defended, even if their defense involves us in tragic conflict. On the other hand, it is wrong […] to be completely engulfed in battle. To be in a battle means to defend a cause against its peril, to protect a nation against its enemies, to strive for truth against error, to defend justice against injustice. To be above the battle means that we understand how imperfect the cause is we defend, that we contritely acknowledge the sins of our own nations, that we recognize the common humanity which binds us to even the most terrible foes, and that we know of our common need of grace and forgiveness
- Reinhold Niebuhr, 1942  

 
Valgets tyngde1 Enhver krig rummer etiske dilemmaer. Både i relation til hvorvidt krigen bør føres, og i relation til hvordan. Medmindre man indtager en absolut pacifistisk position, og afviser alle former for tvang og vold som legitime midler til at opnå selv et retfærdigt mål, eller en absolut pragmatisk position, og accepterer alle midler, der bidrager til opnåelse af målet, er man henvist til det, den etiske praksis i sidste ende involverer: En vanskelig afvejning af hensyn og et deraf følgende subjektivt valg.2 Man er henvist til at fastlægge, fra sag til sag, hvad der i den klassiske realismes terminologi går under navnet ’det mindre ondes politik’.3 I det liberale samfund forestiller vi os som regel, at den afvejning kan deles – at valgets tyngde kan løftes kollektivt, hvorved valget udsættes for en så systematisk refleksion, at det arbitrære eller excessive afværges. Demokratiet, har Vesten siden Kants ’Zum Ewigen Frieden’ (1795) fortalt sig selv, er en metode til kollektiv eftertænksomhed, der måske ikke vaccinerer mod unødig brug af voldelige midler, men så i hvert fald sikrer at nationer kontinuerligt minder sig selv om undtagelsestilstandens mange omkostninger og farer.4 Eller som den amerikanske historiker, Arthur Jr. Schlesinger, i sin berømte bog om udenrigspolitik og magtens tredeling så elegant formulerer det: ’Power restrained by accountability is more likely than arbitrary and unrestrained power to produce wise policies’.5 
 
Alligevel har netop krigens valg traditionelt stået uden for demokratiets spilleregler, fritaget den almindelige politiks normer. Krig er undtagelse, og i undtagelsen er det i højere grad statsmanden der råder. I vores eksisterende sikkerhedspolitiske praksis er det således alment accepteret, at de vanskelige valg der knytter sig til rigets sikkerhed for så vidt er regeringens prærogativ.6 Eller hvad? Ser man på de seneste års internationale såvel som danske debat bliver det tydeligt, at den mytiske forestilling om statsmandens absolutte prærogativ er i kraftig modvind. De demokratiske offentligheder accepterer for så vidt stadig at de endelige beslutninger om krigens begyndelse, udførelse og afslutning må ligge hos regeringsmagten. Men de stiller stadigt større krav til formidling af beslutningernes legitimitet og baggrund - tag blot den voldsomme bevågenhed omkring tolkesagen som et sigende dansk eksempel.
 
Det krav kan den aktivistiske sikkerhedspolitik ikke tåle at sidde overhørigt. Hvis en Churchill eller en Truman kunne slippe af sted med at lade de vanskelige moralske dilemmaer, der lå bag bombningen af det civile Dresden eller det atomare angreb på Nagasaki og Hiroshima undslippe større offentlig debat, var det fordi de førte krig i en tid, hvor det at henvise til ’nødvendigheden’ var et alment accepteret fænomen: Fordi den krig man udkæmpede, ikke forekom offentligheden at være et politisk valg, men i vid udstrækning blev forstået som en eksistentiel uundgåelighed. Sådan er det ikke i dag. For det første har Oplysningstidens forestillinger om den fornuftige samtale som en mulig erstatning for konfrontation og vold gjort varianter af pacifismens ræsonnement til en stadig mere udbredt diskurs.8 Og for det andet er nødvendigheds-logikken som argument og tankegang blevet stadig vanskeligere at fastholde. I en tid hvor krige føres med henvisning til globaliserede sammenhænge og komplekse forbindelser, bliver presset på den politiske argumentations mellemregninger naturligt større. Det 21. århundredes krige opleves måske nok i det store billede som nødvendige – men de opleves også som krige vi i nogen grad ’vælger’ og hvis relevans derfor til stadighed skal forklares og forsvares.9 
 
I sidste ende betyder det, at skønt krigens dilemmaer altid har været omgærdet af politiske valg, skal disse valg i højere grad end tidligere lægges offentligt frem og begrundes. Krigen og dens dilemmaer må i det 21. århundrede nødvendigvis være et offentligt anliggende. Det kræver et sprog vi ikke har. Hvis krig er undtagelse, hvordan udvikler man da et offentligt undtagelses-sprog – hvordan taler man om det, der overskrider normaliteten: Død, skyld, tvivl, angst, håb, eller sorg? Spørgsmålet bliver ikke mindre påtrængende i en nation der, som Danmark, ikke har en veludviklet identitet som krigsførende nation, eller endsige det man kunne kalde en tradition for ‘affektiv politisk dialog’.10 
 
I denne artikel vil der blive argumenteret for, at skal Danmark udvikle fælles rum til forhandling af krigens dilemmaer, må også ikke-sproglige kommunikationsmidler tages i brug. Således vil artiklens første del begrunde hvorfor etableringen af en række danske krigsmindesmærker – eller bredere: af en dansk monumentkultur – potentielt kunne bidrage positivt til at skabe et kollektivt rum for både konflikt og forsoning. Artiklens anden del undersøger kort, hvordan en sådan monumentkultur har udgjort et vigtigt forum for demokratisk dialog og national heling i USA. I den tredje og sidste del konkluderer artiklen, at dansk sikkerhedspolitik mere end nogensinde før har behov for ærlig og åben offentlig formidling af krigens etiske dilemmaer.  
 
Mindesmærket som redskab til demokratisk debat
Al arkitektur er konstitutiv: Den gør noget ved os. Stor, monumental og triumfalistisk arkitektur gør os små. Mådeholden, egalitær og åben arkitektur bringer os i øjenhøjde og gør os ligeværdige. Paris opførte sin triumfbue for at skabe undersåtter: for at indgyde ydmyghed og ærefrygt i sine tilskuere. Og den nye verdens demokrater byggede deres Manhatten, med dens lige gader og lave huse, for at skabe medborgere. Arkitektur er med andre ord politisk. Det gælder ikke mindst i den højaktuelle danske debat om at opføre et nationalt mindesmærke over de danske soldaters indsats. Godt nok har forslagets talsmænd – navnlig den radikale Morten Helveg og den konservative Allan Niebuhr – insisteret på et såkaldt apolitisk og neutralt monument over krigens helte og ikke over krigen selv. Men for så vidt mindesmærker, som den tyske historiker Reinhart Koselleck udtrykker det, er til for at minde os om ikke blot død, men om død for noget, kan ofret og sagen næppe skilles ad. 11 
 
Set på den baggrund er det næppe overraskende, at ideen om et monument over de danske Irak-soldaters indsats har lidt skibbrud i den stærkt polariserede Irak-debat. Staten kan, som forsvarsudvalget bemærkede om Niebuhr og Helvegs idé, hverken finansiere eller sanktionere, at én bestemt udlægning - ét bestemt og i sagens natur politisk monument - rejses over en begivenhed der ikke nyder fælles folkelig eller parlamentarisk opbakning. Måske fortjener selve tanken om at bearbejde krigen gennem arkitektur dog nærmere eftertanke. At krigsmonumenter er partsindlæg, og derfor ikke bør bygges af staten selv, er en ting. Men at det danske civilsamfund skulle overveje at engagere sig i opbygningen af en monument-kultur noget andet. Monumenter fortæller altid en historie, men det behøver ikke i sig selv være negativt – langtfra. Tværtimod kan man argumentere, at det netop er arkitekturens – eller i bredere forstand kunstens – fortrin, at den til tider kan udtrykke det, vi ikke kan udtrykke med ord. At den kan indeholde en nuancerigdom, en åbenhed, og en tvetydighed, der gør det muligt for en offentlighed at mindes og bearbejde en krig eller en begivenhed uden nødvendigvis at enes om dens ophav, udgang, eller skyldnere. Ideelt set er krigsmonumenter genstande, der både fysisk skaber kollektive rum for refleksion, og metaforisk sætter billeder og udtryk på dens følelser.  
 
Monument-kultur på amerikansk
Det rejser imidlertid spørgsmålet: Hvad er det, vi ønsker vores monumenter skal gøre ved os? Netop spørgsmålet om hvordan forskellige typer arkitektur skaber forskellige typer refleksion, beskæftiger den amerikanske kunsthistoriker og kultur-sociolog Erika Doss sig med i sin nye bog ’Memorial Mania’ (2008). Doss har i en årrække arbejdet med, hvordan mindesmærker (’memorials’) i en amerikansk sammenhæng er blevet til hyppigt anvendte ’rum’ for offentlig forhandling af både indenrigs- og udenrigspolitiske begivenheder: Holocaust, apartheid, Vietnam, og naturligvis senest 11. september. Mindesmærker er, som hun udtrykker det, nærmest blevet en ’mani’ i USA, og hun forklarer deres popularitet som instrument i den offentlige debat med, at et mindesmærke kan forholde sig mere åbent end eksempelvis en tale til en begivenhed. Et stykke arkitektur har mulighed for at forholde sig tvetydigt til begivenheders årsag eller konsekvenser, og kan dermed stille spørgsmål til tilskuerens egen refleksion. Dermed behøver mindesmærker hverken entydigt at bifalde eller kritisere en krig, men kan mere åbent inspirere deres betragtere til at reflektere over krigens universelle temaer, heriblandt ikke mindst de mest grundlæggende: Angsten for selv at tabe livet og skylden ved at tage en andens. I kraft af den egenskab kan mindesmærker hjælpe et politisk fællesskab med at rumme – eller ligefrem overkomme – det ubærlige, og til tider også med at sone stærke politiske konflikter. 
 
Som det til dato bedste eksempel på det sidste fremhæver Doss Maya Lin’s mindesmærke til Vietnam-krigens veteraner, der ligger i Washington D.C.s store monumentpark. Vietnam-monumentet, der er et af de mest besøgte amerikanske monumenter overhovedet, og med sit minimalistiske og kontemplative udtryk formået at fastholde både et publikum og en opmærksomhed der langt overskygger parkens øvrige mindesmærker. Skønt monumentet er ganske ydmygt i sin form – det består af en lang sort stenflade med navnene på samtlige de amerikanske soldater, der døde i Vietnam indgraveret - er dets effekt kolossal. Med sin minimalistiske spejlflade, der reflekterer tilskueren, så denne ser sig selv i silhuet blandt fladens uendelige liste af navne, undlader skulpturen af placere sig entydigt politisk i forhold til Vietnam-krigens metoder og legitimitet. I stedet tvinges betragteren til at forholde sig til helt grundlæggende spørgsmål om krig, mål, og midler: Hvad døde disse mennesker for, var det en rimelig død, er nogen død i krigens tjeneste acceptabel, og hvis ja, hvilke krige er da at betragte som nødvendige eller legitime? Således udfordrede finder Vietnam mindesmærkets tilskuere sammen om den etiske fordring – selvom de måske ikke går derfra med samme svar. 
 
I skarp kontrast hertil står det nyopførte mindesmærke over den amerikanske indsats i 2. verdenskrig. Det impossante monument blev indviet i 2004 ved en festlighed, der dels bar præg af den retorik de nyligt overståede terrorangreb den 11. september 2001 havde affødt, og dels af de seneste års populærkulturelle genopdagelse af mellem– og efterkrigstidens mere enkle moralske univers i film som ’Saving Private Ryan’, ’Peal Harbor’, eller bøger som Tom Brokaws populære ’The Greatest Generation’. Således talte Tom Hanks, hovedrolleindehaveren i ’Saving Private Ryan’, ved monumentets indvielse – et forhold der måske understreger, i hvor høj grad monumentet er del af en politisk konstruktion af, eller fiktion om, historien. For Doss er det vigtigste træk ved Anden  Verdenskrig-mindesmærket netop dets udtalte forsøg på gennem monumental og klassisk imperial arkitektur – det ekstremt store monument består af et utal af stensøjler, plazaer, og nationale samt militære symboler - at ’udlægge’ historien og dømme dens vindere og skyldnere. Modsat Vietnam-monumentet, evner det stærkt triumfalistiske billedsprog ikke at inddrage og rejse spørgsmål, men tværtimod at postulere færdige svar. 
 
Monumentet er da også blevet usædvanligt kritisk modtaget i den amerikanske offentlighed. Først og fremmest anklages det for utvetydigt at gøre sig til part i krigen mod terrors tjeneste. Ved at koble Anden Verdenskrig til den amerikanske konstitution og borgerkrig gennem inskriptioner som ’here in the presence of Washington and Lincoln…we honor those twentieth century Americans who took up the struggle during the Second World War and the sacrifices to perpetuate  the gift our forefathers entrusted to us: a nation conceived in liberty and justice’, understøtter monumentet den exceptionalistiske fortælling om USA som frihedens skæbnebestemte forkæmper, og indskriver dermed ’krigen mod terror’ (herunder ikke mindst missionen i Irak) i historien om det gode mod det onde. Det forsøg på at bruge fortiden til fremtidens formål er monumentets bagmænd selv opmærksomme på – som eksempelvis Friedrich St. Florian udtrykker det: ’The essence of the memorial is for future generations….When they stand in front of that Field of Stars we want them to shiver and say, “if that happens again, I will do the same thing”’ – men mange kritikere finder den entydige sammenskrivning af Amerika og ’det gode’ stærkt demagogisk og manipulerende.12 
 
Derudover peger kritikerne på, at selve krigens natur i monumentets entydigt triumfalistiske budskab fortrænges. Nok var Anden Verdenskrig en moralsk værdig sejr over nazismen, lyder indvendingen, men krig er krig og da også de allierede bar et ansvar tabet af civile liv, bør krigen erindres i erkendelse af den tragedie den trods alt var – og af den skyld som også USA, med sine atombomber over Nagasaki og Hiroshima, må påtage sig. Hvis ikke vesten husker krigen i dens fuldstændighed og kompleksitet – en kamp der blev kæmpet for humane idealer, men som al krig også rummede både fejl, tab, og tragedier også fra vestens hånd – så får erindringen ikke den funktion, den gerne skulle have: At udvikle både den kollektive og den personlige evne til at rumme hvor uhyre vanskelige valg vores internationale sameksistens i både krig og fred indebærer. I den sammenhæng peger Doss på interessante sociologiske studier, der har vist at gæster ved Anden Verdenskrig monumentet kun har tilbragt ganske få minutter, der før de er gået videre i parken, mens Vietnam-monumentet får sine besøgende til længe at dvæle ved skulpturen. For Doss er konklusionen, at monumenter der virkelig tilstræber at sætte gang i overvejelse og refleksion hos tilskueren, må modstå fristelsen til ensidige nationalistiske eller politiske fortællinger om godt og ondt, og i stedet levne plads til begivenhedens ofte mangesidige og komplicerede aspekter.  
 
Krig, tvivl og legitimitet
Hvorfor er den historie interessant for den aktuelle danske debat om krig, demokrati, og offentlighed? Først og fremmest fortæller den amerikanske erfaring noget om alternative måder at kommunikere vanskelige politiske og etiske valg på. Når Vietnam-mindesmærket er så meget bedre end det nyopførte monument over Anden Verdenskrig til at fastholde og ’gøre noget ved’ sit publikum, fortæller det os blandt andet, at folkelig forståelse for valg, der beklageligt men nødvendigt koster liv – og måske indimellem også for valg, der kom til at koste unødvendige liv – ikke opnås uden ærlig inddragelse i valgets bagvedliggende paradokser. Vietnam-mindesmærket blotlægger åbent og nuanceret krigens pris og inddrager dermed sin tilskuer i de vanskelige afvejninger, der knytter sig til at bruge volden som politisk instrument. Anden Verdenskrig-monumentet postulerer entydig moralsk overlegenhed og poleret national perfektion. Offentligheden synes afgjort at reagere med mest interesse på det første. 
 
Efter godt et årti med den såkaldt ’militariserede udenrigspolitik’ – på Balkan, i Irak og i Afghanistan – er behovet i Danmark for sådan ærlighed af både idealistiske og realistiske grunde presserende.13 Af idealistiske grunde er der brug for en ærlig politisk formidling af krigens etiske dilemmaer, så demokratiets principielle legitimitet som krigsførende part kan opretholdes. Når vi fremfører demokratiets krigsførelse som mere legitim end dets modstanderes, sker det med reference til, at demokratiets beslutninger om hvor, hvornår og hvordan der legitimt kan anvendes vold altid mødes med et ’offentlighedskrav’: Et krav om debat, argumentation, og i sidste ende offentlig overbevisning. For at sikre grundlaget for, at demokratiet både reelt og retorisk kan fastholde sin overlegne legitimitet, er det derfor aldeles afgørende, at det etiske grundlag kampen kæmpes på er blevet lagt åbent frem og demokratisk forhandlet. Eller som Michael Ignatieff formulerer det: ‘When democrats disagree on substance, they need to agree on process, to keep democracy safe from our enemies and from our own zeal’.14 Den proces forudsætter, at krigens dilemmaer reelt og åbent er lagt frem – man kan kun debattere det, man som offentlighed kender til. 
 
Det fører os imidlertid frem til det andet og mere realistiske eller pragmatiske argument for offentlig inddragelse: Det stadigt større behov for offentlig accept. Problematikken her har mindst to aspekter. Dels er udfordringerne til vores sikkerhed i det 21. århundrede af en sådan beskaffenhed, at ingen krig eller konflikt blot giver sig selv: Bag valget af netop Darfur som vigtigste humanitære katastrofe, Irak som vigtigste militære trussel, eller Afghanistan som væsentligste base for terror, gemmer der sig mere indviklede mellemregninger, end der gjorde bag eksempelvis den britiske beslutning om at dæmme op for Hitlers ekspansion mod syd og øst. Sikkerhedspolitik i globaliseringens tidsalder handler om at vælge mellem flere mulige indsatsområder, om forebyggelse, og om sandsynligheder snarere end absolutte nødvendigheder. Krig har i yderste instans altid været et valg, men nye krige er det i særlig grad.15 Skal en demokratisk offentlighed lægge navn, ressourcer, og i sidste ende måske også liv til de valg, er der brug for omfattende og vedvarende politisk argumentation. Den argumentation udfordres imidlertid betydeligt af, at nye krige ikke blot er krige, Vesten i høj grad ’vælger’, men samtidig krige, hvor Vesten allerede i udgangspunktet er ’den store’. Som blandt andet Gil Merom har behandlet det i sin bog om ’How Democracies Loose Small Wars’, er de fleste af de krige Vesten i dag og med al sandsynlighed også i fremtiden udkæmper såkaldt ’små’ eller ’asymmetriske’ krige.16 I den slags krige ligger tyngdepunktet, som både den klassiske og nyere oprørslitteratur beskriver det, i høj grad i den hjemlige offentlighed, der kun vanskeligt kan forlige sig med billederne af en overlegen Vestlig magt på den ene side og en ressourcefattig, teknologisk tilbagestående og på mange måder afmægtig lokalbefolkning på den anden.17 Problemerne forværres af, at ny teknologi giver for at sætte direkte billeder på uligheden. Nye krige er kort sagt krige, hvor det etiske dilemma dagligt bringes i nyhederne, på bloggen, eller på YouTube. Bliver det dilemma ikke forklaret, forsvaret, eller på anden måde delt, ligger det lige for at befolkningerne ganske enkelt trækker stikket ud. 
 
Uanset hvordan man stiller sig til det normative ideal om åbenhed og inddragelse, synes et stigende pres på formidling med andre ord indlysende. Her er det vigtigt at forstå den lidt paradoksale sammenhæng, at befolkningens tillid til regeringens og forsvarets dispositioner ironisk nok øges, hvis den indvies i deres fejldispositioner og tvivl. Som Anders Bordum og Søren Barlebo Wennerberg formulerer det i deres studie af risikosamfund og tillidsmekanismer, forholder det sig sådan, at ”selvom demokrati historisk opstår på mistillidens grundlag, så fordrer dets udbygning og funktion mere og mere tillid”.18 At opnå den tillid er en øvelse, der udfordrer mange traditionelle antagelser om god statsmandskunst. Nogen vil utvivlsomt betragte det som rendyrket politisk idioti, hvis man selvbestaltet opfører monumenter, der udstiller krigens skyggesider og al politiks fejlbarlighed. Set fra et traditionelt perspektiv, er det netop den liberale stats evige behov for kompromis, forhandling, og debat der gør den så svag i mødet med mere totalitære modstandere. Historien, og den bemærkelsesværdige levedygtighed som demokratiet har udvist i denne, synes dog at antyde noget andet. Det er, som den amerikanske historiker Paul Starr argumenterer, ‘a fundamental mis-apprehension that liberalism is a source of state weakness because it is centrally concerned with individual liberty. The core principles of liberalism…serve to protect the state itself from capricious, impulsive, or overreaching decisions’.19 At den liberale styreform, med dens evige diskussion og forhandling af værdier og politikker, ikke svækker men på lang sigt snarere styrker staten synes at have meget for sig. Under alle omstændigheder er mere inddragelse – og den mere ærlige formidling af de dilemmaer, som inddragelse fører med sig - formentlig en forudsætning for fortsat folkelig opbakning.
 
Betyder det, at krigen kun må mindes med sorg eller skyld? Nej. Medmindre man indtager et absolut pacifistisk standpunkt, er krigen en ulykkelig men i yderste instans nødvendig risiko, og dermed knytter den sig også til mere positive følelser: Håb, ære, stolthed. Håb om at kamp til tider kan bedre livet for flere end den skader. Ære for dem der træffer kampens sværeste valg. Og stolthed over dem der ofrer liv, så andres liv kan reddes. Fra disse følelser og til triumfalismens sprog er der imidlertid langt. At beslutte sig politisk for krig, er som den klassiske realisme formulerer det, at beslutte sig for skyld.20 Den ærligste og mest oprigtige gestus, der kan gives til dem som tager skylden på sig, er derfor næppe hyldest, men medansvar: At dele den skyld som både beslutningstagere og fodfolk alternativt må bære alene. Eller, som Niebuhrs indledende citat udtrykte det: Ansvarlig patriotisme er ikke entydig og ukritisk selvdyrkelse. Snarere er det at tage del i den politiske kamp – at vælge side for et sæt principper og turde sætte magt bag dem - men samtidig, gennem selvkritisk demokratisk refleksion, at minde nationen om også dens begrænsninger og fejlbarlighed.
 
Konklusion
Er danske krigsmonumenter så en god ide? Måske. Vælger Danmark også fremover at engagere sig militært i krige af sikkerhedsmæssig eller humanitær karakter, har vi som politisk fællesskab afgjort brug for at udvikle offentlige rum, hvor krigens etiske dilemmaer kan fordøjes og forhandles. I så fald er det imidlertid afgørende, at vi modstår fristelsen til det nationalistiske eller entydigt moralistiske. Hvis en sikkerhedspolitisk offentlighed er noget, man skaber, så er det i høj grad også noget, man skaber forventninger hos. Triumfalistiske mindesmærker skaber forventning om triumf. Nuancerede mindesmærker skaber erkendelse af kompleksitet og måske dermed også en større forventning om fejl og forståelse for dilemmaer. Her kunne vi måske lade os inspirere af de bedste sider af den amerikanske monument-kultur, der formår at tale om det, som vi ellers må tie om. Ifølge historiker Jan Balterzen har Danmark i dag tre mindesmærker, der knytter sig til krig i nyere tid: Mindelunden i Ryvang, der er dedikeret til modstandsbevægelsen under Anden Verdenskrig, mindeparken i Århus, der er dedikeret til de faldne danskere under Første Verdenskrig, og mindesmærket ved Dybbøl, der mindes de faldne i Slesvigkrigene. Det er vel næppe for meget at påstå, at en moderne monumentkultur derfor er noget, vi i Danmark skal etablere fra bunden. Ideelt set er det både en civil, en politisk og en militær opgave – et pluralistisk og i sagens natur politisk projekt, hvor både kunstnere, borgere, politikere, og soldater blander sig, mens staten blander sig helt og aldeles udenom. Mere end noget andet kræver en reel offentlig samtale om krigens dilemmaer dog politiske ledere, der kan og vil tage valgets tyngde på sig. I kølvandet på Danmarks tilbagetrækning fra Irak efterlyste forsvarsminister Søren Gade rimeligt og forståeligt større folkelig forståelse for krigens uundgåelige tab og fejlmarginer. Ligeså rimeligt kunne man dog vende efterlysningen den anden vej: Gør det klart for befolkningen hvad krig involverer, stå ved etikkens paradokser og læg åbent usikkerheden frem. Vil man en offentlighed med evne til tolerance – og med den forståelse og tålmodighed der er nødvendig for at kunne støtte langtrukne militære operationer - er der brug for ledere der har styrke til at vedstå, at krigens måske vigtigste etiske fordring er tvivl. 
 
 
Noter
1 Tak til Anna Christina Riisager for research og input. 
2 Michael Ignatieff (2004): Political Ethics in an Age of Terror: The Lesser Evil. Princeton & Oxford: Princeton University Press. s. 
3 Hans J. Morgenthau  (1945): ‘The Evil of Politics and the Ethics of Evil’ in Ethics, 56: 1. 
4 Michael W. Doyle (1983): ‘Kant, Liberal Legacies, and Foreign Affairs’ i Philosophy and Public Affairs, 12:3.
5 Arthur Jr. Schlesinger (2004 [1976]): The Imperial Presidency. s. 941.
6 Dog skal beslutninger vedtages i folketinget, jf. Grundlovens §19.
7 Se f.eks. Andreas Lindqvist (2007): ’SF vil hasteindkalde Udenrigspolitisk Nævn’ i Politiken, 19. Juni.
8 Nicolas J. Rengger (2002): ‘On the Just War Tradition in the Twenty-First Century' i International Affairs 78:2. 
9 Mikkel Vedby Rasmussen (2006): The Risk Society at War. Cambridge: Cambridge University Press. 
10 Danmarks underudviklede identitet som krigsførende nation blev for nyligt bemærket af Ina Kjøgx Pedersen i en interessant artikel i Weekendavisen. Ina Kjøgx Pedersen (2007): ’Pacifismen skudt i sænk’ i Weekendavisen, 30. marts. For en akademisk behandling af dansk småstats-identitet se Lene Hansen (2005): ‘Sustaining Sovereignty: The Danish Approach to the EU’, i Lene Hansen & Ole Wæver (eds.), European Integration and National Identity: The Challenge of the Nordic States, London: Routledge
11 Reinhart Koselleck (2002): ‘War Memorials: Identity Formations of the Survivors’ i The Practice of Conceptual History: Timing History, Spacing Concepts. California: Stanford University Press. s. 288, min kursivering. 
12 Citeret fra Erika Doss (2008): Memorial Mania: Self, Nation, and the Culture of Commemoration in Contemporary America. Under udgivelse. 
13 Bertel Heurlin (1997): ‘Dansk forsvarspolitik. En ny verden – en forsvarspolitik’ i Fokus nr. 5, København: DUPI. 
14  Ignatieff 2004: viii. 
15 For en behandling af krigen som se Carl Schmitts overvejelser om politik og decisionalisme. Carl Schmitt (1988[1922]) Political Theology: Four Chapters on the Concept of Sovereignty. Cambridge: MIT Press. 
16 Gil Merom (2003): How Democracies Loose Small Wars: state, society, and the Failures of France in Algeria, Israel in Lebanon, and the United States in Vietnam. Cambridge: Cambridge University Press. 
17 Jens Ringsmose (2007): ’Oprørskampens indre dynamik - fokus på Irak’, DIIS-report 2007:5. 
18 Anders Bordum & Søren Barlebo Wennerberg (2001): Det handler om tillid. Roskilde: Samfundslitteratur. s. 7.
19 Paul Starr (2007): ‘War and Liberalism: Why Power is Not the Enemy of Freedom’ in The New Republic, March 5-12, s. 21.
20 Igen er Morgenthaus berømte essay om det mindre ondes politik en meget klar formulering af sammenhængen mellem valg og skyld, ansvar og etik. Morgenthau 1945. For en tankevækkende behandling af emnet indenfor en kristen realistisk optik se Reinhold Niebuhr (1942): ‘In the Battle and Above It.’ Reprinted in Charles C. Brown (1992): A Niebuhr Reader: Selected Essays, Articles, and Book Reviews. Philadelphia: Trinity Press International. 
 
 
Litteratur
Bordum, Anders & Søren Barlebo Wennerberg (2001): Det handler om tillid. Roskilde: Samfundslitteratur. 
 
Doyle, Michael W. (1983): ‘Kant, Liberal Legacies, and Foreign Affairs’. Philosophy and Public Affairs, 12:3.
 
Doss, Erika (2008): Memorial Mania: Self, Nation, and the Culture of Commemoration in Contemporary America. Under udgivelse.
 
Heurlin, Bertel (1997): ‘Dansk forsvarspolitik. En ny verden – en forsvarspolitik’ i Fokus nr. 5, København: DUPI.
 
Ignatieff, Michael (2004): Political Ethics in an Age of Terror: The Lesser Evil. Oxford: Princeton University Press.
 
Koselleck, Reinhart (2002): ‘War Memorials: Identity Formations of the Survivors’ i The Practice of Conceptual History: Timing History, Spacing Concepts. California: Stanford University Press. Pedersen, Ina Kjøgx (2007): ’Pacifismen skudt i sænk’ i Weekendavisen, 30. marts.
 
Hansen, Lene (2005): 'Sustaining Sovereignty: The Danish Approach to the EU', i Lene Hansen & Ole Wæver (eds.), European Integration and National Identity: The Challenge of the Nordic States, London: Routledge.
 
Merom, Gil (2003): How Democracies Loose Small Wars: state, society, and the Failures of France in Algeria, Israel in Lebanon, and the United States in Vietnam. Cambridge: Cambridge University Press.
 
Morgenthau, H. J. (1945): ‘The Evil of Politics and the Ethics of Evil’ in Ethics, 56: 1, pp.   
 
Niebuhr, Reinhold (1942): ‘In the Battle and Above It.’ Reprinted in Charles C. Brown (1992): A Niebuhr Reader: Selected Essays, Articles, and Book Reviews. Philadelphia: Trinity Press International. Rasmussen, Mikkel Vedby (2006): The Risk Society at War. Cambridge: Cambridge University Press.
 
Rengger, Nicholas J. (2002): ‘On the Just War Tradition in the Twenty-First Century' i International Affairs 78:2, pp. 353-363.  Ringsmose, Jens (2007): ’Oprørskampens indre dynamik - fokus på Irak’, DIIS-report 2007:5.
 
Schlesinger, Arthur Jr. (2004 [1976]): The Imperial Presidency. Lindqvist, Andreas (2007): ’SF vil hasteindkalde Udenrigspolitisk Nævn’ i Politiken 19. Juni.
 
Carl Schmitt (1988[1922]) Political Theology: Four Chapters on the Concept of Sovereignty. Cambridge: MIT Press.
 
Starr, Paul (2007): ‘War and Liberalism: Why Power is Not the Enemy of Freedom’ in The New Republic, March 5-12, pp. 21-4.  
 
 
 
 
PDF med originaludgaven af Militært Tidsskrift hvor denne artikel er fra:
PDF iconmilitaert_tidsskrift_136.aargang_nr.3_2007.pdf
 

 

Litteraturliste

Del: