Kamptropperne i udvikling!

I kamptropperne er vi i disse år i rivende udvikling med henblik på, at vores enheder kan modsvare de krav, de møder i et moderne indsættelsesmiljø. I 2006 og 2007 gennemføres forsøg med en ny organisation af infanterikompagnierne, med finskytter og med en målrettet anvendelse af moderne teknologi hos den enkelte soldat også kaldet ”Fremtidens Soldat”.

 

Foto: Forsvaret.dk

 

Vi indfører samtidig nyt materiel herunder et større antal Piranhaer i forskellige konfigurationer, pansrede patruljekøretøjer og endelig infanterikampkøretøjer sidst i forligsperioden.

Jeg vil i det følgende beskrive mulige konsekvenser af de igangværende forsøg samtidig med, at jeg vil forsøge at sætte billeder på de tendenser jeg, som chef for Hærens Kampskole, ser i horisonten for vores kamptropper.

Mobiliseringshæren, og alt hvad der hørte til den, er forsvundet. Hæren og dermed kamptropperne består af det, vi kan se. Dette forhold skal have afgørende indflydelse på den måde, vi udvikler materiel, organisation og doktrin i kamptropperne.

Kamptropperne består fremover af fire professionelle bataljoner i 1. Brigade, en – to bataljoner i gang med reaktionsstyrkeuddannelse i 2. Brigade og endelig en – tre udsendte bataljoner, hvoraf en eller to kommer fra 1. Brigade.

De samlede kamptropper består således i fremtiden af fem - seks bataljonsværdier. De er alle bemandede, de er vidt forskelligt organiserede, og de er på vidt forskellige uddannelsesniveauer.

Udviklingen af organisation, doktrin, og teknologi i kamptropperne har i sandhed været kendetegnet ved evolution frem for revolution, og derfor har vores udvikling indenfor alle tre områder stået nærmest stille eller i alt fald bevæget sig i kun ganske små ryk.

Med de få, men slagkraftige bataljoner, der fremover er i kamptropperne, er der ikke længere nogen undskyldning for at være bagud. Vi er allerede langt med at skabe et dynamisk samarbejde mellem Kampskole og enheder, så vi råder over netop den organisation, det materiel og den doktrin, der er nødvendig for at vinde de næste kampe og træfninger.

 

Generelt

Vi ser allerede nu, at der er meget kort fra beslutningen om anskaffelse af nyt materiel og til at det reelt bliver udleveret til enhederne. Det er selvfølgelig mest de mindre udrustningsgenstande og uniformsdele, der på denne måde løbende udskiftes med det, der på et givet tidspunkt er bedst og billigst, men vi er også begyndt at se denne udvikling, når det gælder de større genstande og køretøjer.

Nu køber vi kun det, vi skal bruge til de igangværende enheder og ikke længere til ”hylderne” i mobiliseringshæren.

Vi vil også opleve en langt mere dynamisk organisationsudvikling. Hvor det hidtil har taget år at gennemføre små, men indlysende organisationsændringer i delinger, kompagnier og bataljoner, så ser vi allerede nu hurtigere og mere fleksible tilpasninger af organisationen. Dette høje tempo i organisationsudviklingen er nødvendigt og vil fortsætte, og vi vil indenfor dette område opleve en høj grad af samarbejde mellem enheder og Kampskole i de allerede planlagte troppeforsøg, som jeg vender tilbage til nedenfor.

Vi er fortsat ikke gode nok til fleksibelt at udvikle vores doktrin. Tidligere accepterede vi argumentet om, at den store mobiliseringshær nødvendiggjorde en langsom og grundig sagsbehandling i udviklingen af teknik og taktik på alle niveauer, med det resultat at reglementerne sjældent var tidssvarende.

Vi udsender nu konstant enheder i skarpe opgaver. I den udstrækning enhederne ikke føler teknikker og taktik er tidssvarende, er det naturligt, at der sker en decentral udvikling heraf.

Decentral udvikling af teknik og taktik er udtryk for en professionel indstilling og et højt uddannelsesniveau, og det har gennem krigshistorien ofte været forudsætningen for sejr! Decentral udvikling af teknik og taktik skal imidlertid forankres i vores organisation til fælles bedste, og dette er ikke sket i tilstrækkeligt omfang.

Vi skal tilsikre, at udviklingen af teknik og taktik gennemføres fleksibelt på rette tid og sted, og at udviklingen formidles hurtigt ud til enhederne. Vi skal tilsikre, at vi igen får et fælles doktringrundlag, som dækker de opgaver, vores enheder pålægges. Vi skal sikre, at vi atter får vores fagsprog defineret, således vi på alle niveauer ved, hvad vi taler om. Vi skal også sikre os, at reglementerne bliver fuldt dækkende for hele det spektrum af operationer vores enheder gennemfører, samt at de bliver formidlet hurtigere og langt mere smidigt, end vi ser i dag.

Også dette område vil blive baseret på et snævert samarbejde mellem enheder og Kampskole.

Jeg vil herefter beskrive eksempler på forsøgsarbejde mellem enhederne og Hærens Kampskole.

 

Forsøg

Allerede her i 2006 gennemføres i samarbejde mellem I panserinfanteribataljon ved Den Kongelige Livgarde og Hærens Kampskole forsøg med en ny organisation i vores infanterikompagnier. Ideen er, at kompagnierne fortsat skal bestå af tre infanteridelinger og en kommandodeling, men derudover skal de tilføres en manøvrestøttesektion. Manøvrestøttesektionen består af et antal specialinfanterister i to pansrede mandskabsvogne, som kan indsættes til støtte for delingernes bevægelse eller indsættelse. Specialinfanteristerne kan indsættes med lette morterer, dysekanoner, finskyttegeværer eller med lette maskingeværer. Til gengæld er infanterigruppen reduceret fra 10 til 9 infanterister, men som en konsekvens af indførelsen af ”Over Head Weaponstation” med tilførende ”skytte” (tre mands besætning) vil den afsiddede infanterigruppe, som hidtil har bestået af 8 infanterister, fremover være reduceret til 6.

Denne organisation skal først og fremmest give os et grundlag for at diskutere implementering og anvendelse af manøvrestøttesektionen og konsekvensen af at placere de forskellige støttevåben her, men den skal også give os et grundlag for at optimere organisation af infanterideling og –gruppe, samt analysere konsekvensen af de færre infanterister på jorden.

Efter forsøget skal erfaringerne så udmøntes i en detaljeret organisation af infanterikompagnierne afhængig af, om de er udstyret med infanterikamp­køretøjer, pansrede mandskabsvogne M 113 eller med Piranha. Man kan sagtens forestille sig, at vi ender med at anbefale de tre typer kompagnier forskelligt organiseret. Det kan for eksempel være, at infanterikompagnier udstyret med infanterikampkøretøj ikke behøver en manøvrestøttesektion, da de måske er tilstrækkeligt støttet af infanterikampkøretøjet. Man kan også forestille sig, at vi ønsker at skabe infanterikompagnier udstyret med Piranha med 8 afsiddede infanterister for også at råde over kompagnier med en stor afsiddekapacitet.

Selvom de gennemføres et forsøg ved Livgarden, så har vi ikke låst os i valget om den endelige måde at organisere infanteriet på, men organisationen skal naturligvis kunne rumme det nye materiel vi anskaffer.

På tilsvarende måde gennemfører vi i 2007 forsøg med ”Fremtidens Soldat”. De fleste af de lande, vi sammenligner os med, afprøver eller indfører i disse år højteknologi på den enkelte soldat (infanterist). I den mindre komplicerede ende af skalaen taler vi om indførelse af enkeltmandsradioer og enkeltmands GPS, og i den mere komplicerede ende af skalaen drejer det sig om reelle ”battle management systemer” til enkeltmand/gruppefører, samt en eventuel sammenkobling af ”battle management systemer” med soldatens sigtemidler m.v.

Der er meget at afprøve og analysere, før en endelig beslutning om anskaffelse af ”fremtidens soldat” skal træffes. Det forsøg, der sættes i gang i 2007, skal alene udbygge vores kendskab til de teknologiske muligheder med henblik på, at vi kan definere, hvor langt vi vil gå i anvendelsen af de teknologiske muligheder på den enkelte soldat og i enheden. Der er allerede amerikanske erfaringer, der siger, at for mange informationer for langt nede i systemet (ude ved den enkelte soldat) kan være vanskelige at kapere, når man er indsat i kamp. Kunsten er at få lige præcis de rette informationer i rette tid.

Der kan dog næppe være tvivl om, at fremtidens infanteri, der jo allerede er i gang med at få tilført et betragteligt teknologispring i form af GPS, personlige radioer og andre teknologiske løsninger, bliver noget helt andet, end det den danske hær hidtil har rådet over. Tilsvarende vil kravene til fremtidens infanterist ikke eller kun meget vanskeligt kunne opfyldes på baggrund af kun 12 måneders uddannelse.

Dette aspekt skal også analyseres i forsøget.

Jeg vil dernæst vende mig til de udviklingstendenser, der tegner sig i horisonten. Det er imidlertid således, at jo længere ud i fremtiden man vil spå, jo mere subjektivt bliver det. Resten af indlægget er således baseret på min helt personlige opfattelse.

 

Næste forlig

Hærstyrker, støttet at flåde- og flystyrker, danner tyngden i løsningen af verdens militære opgaver, og samtidig er hovedparten af de forudsigelige trusler rettet mod hærstyrkerne. I løbet af det næste tiår vil dette forhold få afgørende indflydelse på de europæiske landes prioritering mellem værnene.

Brigadier R.L. Kirkland, Director Land Warfare, British Army

Med andre ord, så bør de tider være forbi, hvor vi sender enheder ud i operationer, som de ikke er bevæbnet og beskyttet til. En nation, der ønsker at agere militært, vil investere i henhold til ovenstående og tilsikre, at hærstyrkerne råder over den teknologi, organisation og doktrin, der medfører en relevant ressourceanvendelse i operationerne.

De fleste europæiske hære gør sig i dag store anstrengelser for at udfylde hullet mellem tunge og lette hærstyrker. Udviklingen går i retning af enheder, der kan køre sikkert (pansret) frem til afsiddet indsættelse, og som kan støttes sikkert og pansret. Den lette infanterist, der marcherede tværs over Falklandsøerne i 1982 med hele sin udrustning på ryggen, er historie.

Tilsvarende er de tunge og store panserenheder på vej ud i takt med, at der udvikles lettere våbensystemer, der kan tage over. De fleste hære levetidsforlænger således deres nuværende kampvognsgeneration, vel med den forventning, at kampvognen glider ud til fordel for et effektivt kampkøretøj i stil med infanterikampkøretøjet.

De danske kamptropper kan allerede i stort karakteriseres som mellemtunge styrker, og de befinder sig således allerede midt i denne udvikling. På den måde ligger vi i ”mainstream” af, hvad Storbritannien, Tyskland, og Frankrig er i gang med lige nu.

Hvor vi tidligere opbyggede enheder i hæren til at passe som byggeklodser ind i en korps- og divisionsstruktur med stor specialisering til følge, så er det i dag en tydelig udvikling, at selv små enheder selvstændigt skal kunne kæmpe gennem længere tid og ofte i snæver koordination med elementer fra de øvrige værn.

Når vi derfor arbejder med fremtidig organisation, teknologi og doktrin for danske hærenheder, så skal de helt nede på kompagni- og bataljonsniveau kunne magte en del af de opgaver, som vi hidtil har defineret som hørende til brigade-, divisions- og korpsniveau. De skal dog samtidig også fleksibelt kunne indgå i større multinationale styrkestrukturer i form af brigader, divisioner og korps.

Det er modsætningsfyldt og derfor ikke nogen let opgave.

Kravene til fremtidens kamptropper er mindre enheder, mere fleksibilitet, stor kampkraft og stor udholdenhed. De store afstande i indsættelsesområderne, den ringe infrastruktur og den traditionelle mangel på styrker nok stiller fuldstændigt anderledes krav til vores enheder end tidligere.

Den geografiske opdeling af kasernerne i Danmark vil fortsat betyde en stor grad af specialisering af uddannelsen, og der vil derfor fortsat være tale om inddeling i opklarings-, panserinfanteri- og panserbataljoner.

Det operative behov er imidlertid at kunne sammensætte enheder til opgaven. Udviklingen vil derfor koncentrere sig om, at bataljonerne friktionsfrit kan sammensættes af forskellige enhedstyper, og at disse kan arbejde sammen. Dette betyder, at opklaringsbataljonen skal bestå af ens opklaringseskadroner således, at den fortsat kan udsendes i opklaringsopgaver, men samtidig og mere sandsynligt, at opklarings­eskadronerne kan udsendes alene eller sammen med andre bataljoner, og at de kan afløse hinanden. Opklaringsbataljonen skal derudover organiseres og uddannes til at kunne danne kernen i en kampbataljon.

Opklaringsenheder kan ikke alene være organiseret og udrustet til opklaring. De forudsigelige opgaver kræver, at de besidder evnen til mere end blot selvforsvar. Det er derfor naturligt, at opklaringsenheder tilføres kampmidler, der sætter dem i stand til at kæmpe over lange afstande så som TOW eller maskinkanoner.

I Sverige går udviklingen i retning af at have sammensatte kompagnier og delinger, hvor der, helt ned på delingsniveau, indgår både kampvogne og infanterikampkøretøjer eller pansrede mandskabsvogne. Som konsekvens heraf overvejes det så, om delingsføreren skal være kaptajn.

For os kan det blive normalt, at vi for eksempel forstærker en udsendt enhed af bataljons- eller kompagniværdi med en kampvognsdeling eller en TOW-deling.

Vi anvender mange ressourcer på det logistiske område, og på det der i daglig tale kaldes værkstedsniveau 1 bør vi rationalisere og forenkle. Konsekvensen af, at kompagniniveauet bliver en byggesten, kan være at styrke 1. echelonen, så enhederne kan klare sig længere, og dernæst smelte 2. og 3. echelon sammen således, at bataljonsniveauet under indsættelse får tildelt præcis den mængde og type logistik, som den skal bruge.

Jeg forestiller mig, at denne forenkling medfører en langt lettere opbygget bataljonstype, hvor stabskompagniet stort set forsvinder til fordel for et logistikkompagni eller logistikelement, der tilgår fra logistiktropperne.

Indførelsen af ”Fremtidens Soldat” i en eller anden form og infanterikampkøretøjer. Vil stille kamptropperne overfor nye udfordringer med hensyn til uddannelse og organisation. Rigtigt anvendt vil teknologien tilføre os en hidtil uset kampeffekt. Det bør naturligt medføre, at vi kan klare os med færre ”soldater på jorden” end hidtil. Samtidig kan denne effekt kun opnås, hvis vi er uddannet til det. I grove tal tror jeg, at den moderne infanterist skal have et uddannelsesniveau, der i dag modsvarer en sergent. På tilsvarende måde øges kravene til alle førerne.

Det er derfor min klare overbevisning, at indførelsen af avanceret teknologi overflødiggør diskussionen om værnepligt eller ej, og at det alvorligt udfordrer vores muligheder for at uddanne en soldat til udsendelse indenfor 12 måneder.

 

Fremtidens kampe/konflikter afgøres af afsiddet infanteri. Elementer og enheder i Forsvaret har kun en berettigelse, hvis de direkte eller indirekte bidrager til at bringe infanteristen frem, hvor han afsiddet kan afgøre kampen/konflikten.

William F. Owen, Military Science Editor, Defence Analysis

 
 
PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:
 

Litteraturliste

Del:



Der er i øjeblikket ingen kommende arrangementer.

Næste arrangement er under udarbejdelse, og vil blive lagt op hurtigst muligt.