Kampen om Strategien i Kosovo: Clausewitz og Sun Tzu

Forfatteren er cand. scient, p o l og phd-studerende ved Institutfor Statskundskab,
Københavns Universitet.

Foto: Forsvaret.dk

Efter NATO's kampagne i Kosovo har den offentlige debat - herhjemme og i udlandet -
været fokuseret på, om NATO vitterlig vandt krigen om Kosovo. Debattens deltagere
har ment, at svaret på det spørgsmål var vigtigt, fordi det afgjorde, hvorvidt militær
magt var et anvendeligt og ønskværdigt middel til at opnå en ny verdensorden efter
afslutningen af den Kolde Krig. Debattens deltagere har da derfor også positioneret sig
temmeligt forudsigeligt i et mønster, der nærmest genoplivede 1980’emes sikkerhedspolitske
debat. I Kosovo-debatten er det faktum, at NATO vandt krigen blevet
overskygget af en diskussion om kampagnens legitimitet. Og derfor er det virkeligt
interessante spørgsmål ikke blevet stillet. Spørgsmålet om hvordan NATO vandt
krigen.
Svaret på dette spørgsmål skal - selvfølgelig - findes på det strategiske niveau.
Men hvilken strategisk forståelse skal anvendes for at forstå karakteren af krigen om
Kosovo og dermed betingelserne for NATO's sejr? Denne artikel søger en forklaring
af dette spørgsmål ved at se på de regler, som strategi består af og søger at klargøre,
hvordan disse regler blev anvendt og omstridt under Kosovo-kampagnen.

Strategi
Svaret på spørgsmålet om, hvordan NATO vandt krigen om Kosovo må findes på det
strategiske niveau. Strategi har en teknisk eller praktisk betydning som modsætningen
til taktik. I dette tilfælde er taktik og strategi to elementer, som man skal tænke over
i planlægningen af militære aktioner. Men strategi er også en måde at tænke på. Og det
er en måde at tænke på, som kun kendes fra den vestlige, europæiske verden og som
først for alvor fik fat i begyndelsen af 1800-tallet.
Ordet strategi kommer af det græske stratos. Men ingen græsk feltherre ville kunne
genkende den måde det anvendes i dag. På old-græsk betød stratos egentlig vært, men
blev også brugt til at beskrive en hær, der jo var vært for mange mænd. Lederen af en
stratos var strategos, en feltherre eller general. Generalens arbejde og stedet hvorfra
han arbejdede (staben) blev benævnt strategeia.
Det var det ord man overtog i begyndelsen af 1800-tallet. Men for grækerne var
strategi ikke det, vi kender i dag. Generalens strategeia var en række tricks, som man
kunne bruge i kamp. Da ordet blev reintroduceret i 1800-tallet tog man et græsk ord,
fordi det lød lært, men man gav det et moderne indhold. Hvor strategi var tricks for
grækerne, var det en videnskab for de moderne europæere. Videnskabeligheden nåede
næsten absurde højder med f.eks. Bülow og Jomini, der tænkte strategi som geometri.(
l) Carl von Clausewitz havde samme videnskabelige ambition, men han kendte
også teoriens begrænsninger: For ham var strategi et praktisk gøremål, som man ikke
kunne måle op på forhånd. Det afhang til syvende og sidst af feltherrens kreativitet.
Der var ingen regler for hvordan strategi skulle udføres. (2)
Hvad skulle officeren, der stod over for fjenden, så gøre? Clausewitz’ simple, og
geniale, svar var, at han skulle tænke på, hvorfor han var der. Hvad var det for nogle
mål, som kampen skulle realisere og hvordan kunne man realisere dem? Clausewitz
opstillede altså principper eller regler for, hvordan man som officer skulle handle, men
fortalte ikke, hvordan man skulle handle i den konkrete situation.
Clausewitz siger således, at man skal slå til mod fj endens tyngdepunkt. Hvad
tyngdepunktet er, kan man afgøre i den konkrete situation. Men hvorfor skal man gå
efter tyngdepunktet? Fordi krigen er styret af politikken og tyngdepunktet er det sted,
som den politiske vilje afhænger af. Det kan være regeringen i hovedstaden, hvis
krigen vil blive kæmpet af politiske grunde uanset omkostningerne, eller hæren selv,
hvis indsatsen er mere begrænset og afhænger af muligheden for at føre krig.
Efter Clausewitz tænker vi således brugen af militær magt ud fra den politiske
vilje. Vold, der ikke er “en fortsættelse af det politiske samkvem med andre midler”,
er simpelthen ikke krig. Strategi er, at tænke krig ud fra politik. Strategi er reglen for
krig og politik er det, der udstikker reglen. Undtagelsen for den regel er al ikke-politisk
voldsudøvelse.
 

Strategien for Sejr
Clausewitz ville mene, at definitionen på en god officer, en god feltherre, var, at de
politiske regler for krig var nogle han fulgte rent intuitivt. Det er ligesom at køre bil:
lige når man har lært at køre bil tænker man ikke over brugen af spejle, gearskift osv.
Og derfor kører man dårligt. Man begynder først at køre godt, når man glemmer, at
man skifter gear, checker spejle osv. Når man handler intuitivt. Det er den samme
kreative intuition, Clausewitz hylder. Men reglerne er der stadig, præcis ligesom
gearskiftet stadig er der. Man har ikke faet automatgear, men gør selv tingene automatisk.
Reglerne er blevet en del af en selv.
Hvordan vinder man da? Clausewitz ville mene, at den, der kender reglerne bedst
og derfor bedst kan være intuitiv kreativ - genial i Clausewitz' sprogbrug - i sin
udnyttelse af reglerne, vinder. For Clausewitz mente jo, at reglerne var videnskabelige
og derfor kunne han lige så lidt forestille sig andre regler, som en fysiker kunne
forestille sig en anden tyngdelov. Men i modsætning til fysiske love kan sociale love
forandres, hvis man vil. Så hvad nu hvis man står overfor en modstander, der harreglerne på sin side? Så må man ændre reglerne for at vinde.
 

Serbiens Strategi
DaNATO indledte bombardementerne af Serbien den 24. marts kl. 18:50 troede ingen,
at aktionen ville vare ret længe. Det var fordi, at man regnede med, at Milosevic ville
spille efter de clausewitzske regler. Og oplæget var da også “klassisk Clausewitz”:
serberne havde nægtet at indgå en politisk aftale i Rambouillet og NATO ville nu
tvinge dem til at acceptere den med militær magt.
Ideen med at spille efter reglerne er, at man ikke behøver at blive ved til den bitre
ende. Strategi betyder i sin yderste konsekvens, at al den nødvendige voldsmagt skal
sættes ind for at knuse fjenden som Clausewitz fortæller os. Men Clausewitz fortæller
os også, at krig er som en fægtekamp, hvor det gælder om at udmanøvrere modstanden.
Til sidst skal man stå med klingen på hans strube. Og så kan man jo støde til og dræbe
ham, men hvorfor? Han ved, at man kan og vil gøre, hvad man siger, fordi han ved det.
I krigens praksis betyder det, at en udmanøvreret hær som regel vil overgive sig.
Spiller man efter reglerne er krig derfor meget symbolsk. NATO's bombardementer
skulle symbolisere, at verdenens mægtigste militære alliance nogensinde var sure på
Milos^ic og at de kunne gøre, hvad som helst ved Serbien, hvis de ville, så derfor
måtte Milosevic hellere skrive under.
Det ville Milosevic bare ikke. Milosevic nægtede at følge reglerne. Han er som en
pokerspiller, der ikke vil anerkende, at modstanderens flush slår hans ene par. Og hvad
gør man, hvis modstanderen i et kortspil ikke vil spille efter reglerne? Man må tvinge
ham til at aflevere gevinsten. Og det var her Milosevic udfordrede Vesten. Han troede
ikke, at Vesten ville eller kunne sætte den magt ind, der skulle til for at tvinge ham.
Præcis som Vesten havde udfordret hans politiske vilje til at underskrive Rambouilletaftalen,
udfordrede Milosevic Vestens politiske vilje til at føre krig.
Hermed overtog Milosevic en strategi som også Saddam Hussien har anvendt. Ude
af stand til at vinde over de vestlige styrker i kamp, har Saddam lige siden krigen om
Kuwait sluttede i 1991 ladet være med at kæmpe. Amerikanske og britiske bombefly
har berøvet ham kontrollen over størstedelen af det irakiske luftrum, bombet Iraks
våbenproduktion, regimets sikkerhedstjenester og militære installationer uden, at dette
har fremtvunget reelle indrømmelser fra det irakiske styre. Irak anerkender simpelthen
ikke, at de militære aktioner afgør noget.
Milosevic prøvede det samme. Før offensiven blev indledt havde NATO belavet
offentligheden på, at det jugoslaviske luftforsvarssystem formentlig ville give NATO
en del tab i første fase af operationen. To NATO-fly blev skudt ned, men ingen piloter
omkom. Det skyldtes ikke kun NATO's militære talent, men i høj grad, at
luftforsvarssystemet ikke blev aktiveret. Raketter og andre forsvarsinstallationer blev
gemt til senere brug, mens det jugoslaviske luftvåben kun gav de angribende fly
symbolsk modstand.
Mens NATO førte en krig, der ikke mødte noget forsvar, så førte serberne i
Kosovo en krig, som NATO ikke kunne forsvare Kosovo-albaneme imod. De etniske
udrensninger var terroroperationer, der ikke kræver avanceret teknologi eller store
enheder - noget NATO-flyene kunne ramme. De etniske udrensninger blev foretaget
decentralt af mindre enheder bevæbnet med håndvåben og var kun i begrænset omfang
støttet af tanks, artilleri og fly.
Ved at undvige direkte kamp med NATO og ikke anerkende de politiske
konsekvenser af NATO's handlinger søgte Milosevic at berøve Vesten dets militære
midlers effektivitet. Ved at iværksætte folkemordet mod kosovo-albaneme, den
såkaldte Operation Hestesko, søgte Milosevic at berøve Vestens dets politiske mål.
Det har været diskuteret om NATO-aktionen satte folkemordet i gang. På sin egen
bagvendte måde gjorde den. Folkemordet var en del af Milosevic's forsøg på at nedbryde
Vestens strategi. Bedre forhold for Kosovo-albaneme, og dermed respekt for
civilisationens værdier var Vestens politiske mål. Ved at optrappe forfølgelsen af
Kosovo-albaneme søgte Milosevic at berøve dem muligheden for at nå dette mål.
Milosevic tog en hel nation som gidsel—som serberne i Bosnien havde taget FNobservatører
som gidsler i 1994 og Saddam Huessin havde taget gidsler i 1990.
Milosevic prøvede at fa det til at se ud som om NATO's angreb stod i vejen for
NATO's politiske mål.
 

Sun Tzu
Milosevic kæmpede ved at søge at vende reglerne mod Vesten. Den kinesiske general
og vismand Sun Tzu ville have været stolt af Milosevic og Saddam Hussein. Hvor
Clausewitz har formet reglerne for, hvordan vi fører krig i Vesten, er det Sun Tzu som
har formet kinesisk militær tænkning. Man mener, at han nedfældede sine tanker i
Krigskunsten mellem år 400 og 320 fVt. Siden har den kinesiske debat om krig været
skrevet som kommentarer til Sun Tzu. Kommentarer der med tiden har arbejdet sig ind
i teksten. (3)
Sun Tzu skriver i Krigskunsten: “at betvinge fjenden uden kamp er topmålet af
talent”. Hvor Clausewitz' strategi er at sætte hårdt mod hårdt og afgøre den politiske
uenighed i kamp, mener Sun Tzu, at man skal undgå kamp. Resultatet af kamp er
uforudsigeligt. Indlader man sig i kamp skal man derfor være sikker på at vinde. Og
sikker bliver man kun, hvis man kan blande politikken ind i krigen. Strategi for
Clausewitz er den militære udførsel af politiske mål. For Sun Tzu er politiske og
militære midler blandet for at nå et politisk mål. Sun Tzu opstiller tre prioriteter for
krig: 1. prioritet: angribe fjendens strategi, 2. prioritet: sprænge fjendens alliancer og
3. prioritet: angribe fjendens hær.
Serbien prioriterede som Sun Tzu. Man angreb ikke NATO's styrker. I stedet
angreb man NATO' strategi ved at nægte at kæmpe efter reglerne. Ved at berøve
Vesten dets militære midler, ved at undgå kamp, ved at søge at nedbryde det politiske
mål ved ljeme muligheden for dets realisering og ved at etnisk udrense Kosovoalbaneme
angreb Serbien Vestens strategi. Serbien søgte desuden at sprænge NATOalliancen ved,
som nævnt, at tage Kosovo-albaneme som gidsler. NATO's angreb blev
fremstillet som årsagen til uhyrlighederne i Kosovo - ikke som en reaktion på dem.
Serbien forsøgt også at sprænge alliancen ved at spille på Vestens aversion mod civile
tab.
Men Serbien satte først og fremmest sin lid til at angribe Vestens strategi. Præcis
som Sun Tzu ville have rådet Milosevic til. Serbien søgte således at øge operationens
mulige politiske omkostninger for NATO. Serbiens forsøg på at spille det russiske kort
ved at søge optagelse i toldunionen mellem Rusland og Hvide-Rusland og i det hele
taget søge at mobilisere Rusland bag Serbiens sag skulle fa andre politiske mål, end
dem i relation til Kosovo-albaneme, til at mindske Vestens ambitioner overfor Kosovo.
Det vigtigste mål for Vesten var at opbygge en ny sikkerhedsarktiektur i Europa uden
at blive uvenner med Rusland. Hvis hele den sikkerhedsarkitektur, som møjsommeligt
er blevet opbygget efter den Kolde Krig, blev prisen, NATO skulle betale for at tvinge
de serbiske styrker ud af Kosovo, ville NATO så betale den? Milosevic vurderede
tydeligvist, at det ville NATO ikke.
Her tog Milosevic fejl. For den nye europæiske sikkerhedsorden er netop baseret
på de demokratiske værdier, han trådte under fode. I Vesten kom man derfor til at
forstå indsatsen i Kosovo som intet mindre end en kamp for civilisationen. Som den
engelske premierminister Tony Blair udtalte: “krig er aldrig civiliseret... men krig
være nødvendig for at sikre civilisationen”. (4) Ved at udfordre NATO's politiske vilje,
havde Milosevic spillet højt spil - og tabt. Hans forsøg på at nedbryde Vestens mål
havde styrket Vestens målrettethed.
 

Vestens Strategi
Vesten besluttede sig for betale prisen for at vinde i Kosovo, men hvilken strategi ville
give sejr? Milosevic ville ikke spille efter reglerne, så hvordan skulle man vinde
krigen?
I NATO ønskede man at spille efter reglerne. Spørgsmålet var, hvordan man tvang
Milosevic til at følge dem. Fordelingen af synspunkter var ikke overraskende. Chefen
for luftstyrkeme Michael Short ønskede at satse på strategisk bombning af mål i
Serbien, mens SACEUR Wesley Clark ønskede at fokusere på de serbiske styrker i
Bosnien - først med luftangreb og siden med indsættelse af 100.000 mand. Diskussionen
drejede sig med andre ord om hvor tyngdepunktet var. Short mente, at det var
hos regeringen i Beograd. Clark mente, at tyngdepunktet var i Kosovo. Hverken Clark
eller Short havde fuld politisk opbakning til deres clausewitzianske løsninger.
Resultatet var, at en sun tzusk strategi udviklede sig. (5) En strategi der fulgte Sun
Tzu's prioriteter.

1. Strategi. Man angreb Serbiens strategi ved at optrappe den strategiske bombning.
Derved gjorde man den pris, Milosevic måtte betale for ikke at ville spille efter
NATO's regler stadig højere. Da Serbiens strategi netop gik på ikke at forsvare sig
overfor NATO og angribe Kosovo-albaneme NATO ikke kunne forsvare, var den
bedste måde NATO kunne forpurre Milosevic's planer at søge at bringe krigen til
Kosovo. Dette blev opnået ved at give UCK efterretninger om de serbiske styrker
i Kosovo og give UCK lejlighedsvis luftstøtte. Men vigtigst var den fortsatte
diskussion om at indsætte landstyrker. Den bidragede til at ryste Milosevic's
planer. Fordi diskussionen stødt gik i retning af at indsætte landstyrker, blev
Serbien stadig mere presset.
2. Alliancer. Serbiens stærkeste kort var, som nævnt, at gøre omkostningerne ved slå
Serbien for store for Vesten. Det gjorde Serbien ved at søge at binde sin skæbne
sammen med Ruslands holdning til NATO. Ad diplomatisk vej fik Vesten
forpurret det og i begyndelsen af juni var Rusland med på en FN-resolution, der
ville retfærdiggøre indsættelsen af en fredsstyrke i Kosovo. Serbien var blevet
isoleret fra Rusland og måtte nu modsætte sig hele det internationale samfund, hvis
Serbien fortsatte krigen.
3. Fjendens hær. Invasionen spøgte altså hele tiden i baggrunden. At angribe
fjendens hær var ifølge Sun Tzu det, der skulle prioriteres lavest. Det blev det også
af NATO, men truslen var vigtig, fordi Milosevic's regler var baseret på, at NATO
førte en luftkrig. En landkrig ville sætte ham ud af spillet.

Milosevic gav således endelig op, da Vesten havde berøvet ham muligheden for
en alliance med Rusland, da den strategiske bombning var blevet intensiveret og da det
så ud som om NATO ville sætte landstyrker ind.
Det er siden kommet frem, at Clinton mødtes med generalstaben for at diskutere
indsættelsen af kamptropper i Kosovo den dag Serbien accepterede Ahtisaari og
Chernomyrdins fredsudspil, d. 3. juni. De var bange for, at Serbien blot forsøgte at
vinde tid. Det så også sådan ud, da serberne nægtede at acceptere NATO's betingelser
for indsættelsen af KFOR, men samme dag angreb 2 amerikanske B-52 bombefly
serbiske styrker som UCK havde lokket i kamp omkring Pastrik bjerget, som var
centralt placeret på vejen ind til Kosovo fra Albanien - den vej en vestlig invasionsstyrke
ville tage. NATO mente at have ramt mellem 800-1200 mand. Efter krigen har
man ikke kunne få dette bekræftet. Men for Milsosevic må dette under alle omstændigheder
have været forsmagen på en invasion. Han havde ikke flere kort at spille og
Serbien accepterede deployeringen af KFOR.
 

Konklusioner
Kosovo er et eksempel på, at Clausewitz har ret i at krig er “en fortsættelse af det
politiske samkvem med andre midler”. Imidlertid har politikken forandret sig og det
skaber, hvad Mary Kaldor har kaldt “nye krige”. (6) Målene er ikke længere at
realisere politiske gevinster mellem stater. I Kosovo søgte Vesten ikke blot at forfølge
sine interesser, men at opretholde sine værdier. Præcis som Serbien og UCK gjorde
det. Denne nye politik følges af nye militære midler. Vestens teknologiske overlegen
•hed tillod det at føre en ren luftkrig. I Kosovo fik ældgamle krigspraksiser en ny
drejning, når de blev anvendt til folkemord. En forbrydelse, der netop handlede om at
kæmpe for en bestemt identitet ved at ødelægge en anden. I mødet mellem disse nye
politiske mål og militære midler opstår en ny strategi, der er anderledes end den
Clausewitz beskrev. Clausewitz' regler gjaldt for en tid, hvor krig var defineret af
sammenstødet mellem suveræne stater. I dag er alle regler i spil. Krig vindes ved at
bryde de andres regler og fa defineret kampen ved hjælp af ens egne regler.

 

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

militaert_tidskrift_128_aargang_nov.pdf

 

Noter
1. Denne beskrivelse er baseret på Martin van Creveld: On Future War. Brassey’s.
London, 1991.
2. Carl von Clausewitz: Om Krig, Rhodos, København, 1991 [1832-34]
3. Sun Tzu: The Art a f War, oversættelse og introduktion ved Samuel B. Griffith,
Oxford University Press, Oxford, 1971
4. Tony Blair: Speech on a New Beginning for Kosovo, 10 June 1999, Prime
Minister’s Office, London, http://www.number-10.uk/public/info/index.html.
5. Den amerikanske journalist Dana Priest har i en række artikler i Washington Post
beskrevet NATO’s beslutningsprocess under Kosovo krigen. Indtil videre er de
vores bedste kilder til, hvordan NATO’s strategi blev fastlagt. Dana Priest: “A
Decisive Battle That Never Was”, Washington Post, Sunday, September 19,1999,
p. A01, “Bombing by Committee”, Washington Post, Monday, September 20,
1999, p. A01, “Target Selection Was Long Process”, Washington Post, September
20, 1999, p. Al l , samt “United NATO Front Was Divided Within”, Tuesday,
September 21, 1999, p. Al.
6. Mary Kaldor: New and Old Wars. Organized Violence in a Global Era, Polity
Press, Cambridge, 1999.

 

Litteraturliste

Del:



Der er i øjeblikket ingen kommende arrangementer.

Næste arrangement er under udarbejdelse, og vil blive lagt op hurtigst muligt.