Kampen om de værnepligtige

Værnepligten som middel for staten til national påvirkning i perioden 1867 - 1920.
Dette indlæg handler om, hvordan staten søgte at påvirke de værnepligtige nationalt både i den tid, de i indkaldelsesperioden var i tjeneste, men også i deres fritid. At blive indkaldt og tjene i en hær virker i sig selv nationalt integrerende, men derudover gjorde man i denne periode også brug af muligheden for at benytte de værnepligtiges fritid til direkte, national ideologisk påvirkning.

I artiklen bringes mange citater for at give et indtryk af den nationale retorik på det pågældende tidspunkt. I dag kan denne sprogbrug virke lidt højttravende og latterlig, men det skyldes, at den nationale retorik og de nationale idiomer (karakteristika) ændrer sig over tid. 

Foto: Forsvaret.dk

Var værnepligtens formål national integration?
Historikeren Uffe Østergaard skriver i artiklen ”Værnepligt og nationalstat”[1], som er et debatoplæg om værnepligt, at siden midten af 1850’erne har de danske farvande reelt været internationale farvande og kun formelt beskyttet af småstaten Danmark. De blev sikret af den for tiden stærkeste stormagtsflåde. Årsagen til, at Danmark alligevel opretholdt en værnepligt, skulle i følge forfatteren være, at værnepligten var nødvendig som “leverandør af national integration helt på linie med udviklingen i de større europæiske lande, samtidig med at hæren fik en folkelig forankring i modsætning til før 1848” og et par linier længere nede i artiklen “Hæren kunne levere den fælles nationale opdragelse - og opdragelse i det hele taget - som var nødvendig for sammenholdet mellem forskellige klasser og landsdele selv i det lille Danmark”.

Denne påstand er nok set i bagklogskabens lys, for jeg tror ikke, at det mål stod klart for datidens mennesker. Det fremgår af mange udsagn fra den tid, at man har haft ønske om at kunne forsvare sig for at bevare Danmark som stat, fx: “Men det er haardt bestandig at vige for Overmagten, og vi ere Landets sidste værn; har vi ingen Armee mere, saa kan Danmark ikke hævde sig mere som Stat” [2]. At have et forsvar var nødvendigt for den nationale selvrespekt, og der var hos mange en tro på, at evnen til at forsvare sin neutralitet ville nytte noget i forhold til stormagterne, selv om man var en lille stat. Man må forstå Østergaards udsagn om hæren som leverandør af den nationale integration i lyset af den tyske filosof, Friedrich Hegels begreb “fornuftens list”[3], hvor midlet bag om ryggen på det formålsrettede menneske har taget over og derfor for en nutidig historiker fremstår som det bevidste formål for datidens mennesker.

Staten vil påvirke sine borgere. Men hvem er staten?
Ud fra Thomas Højrups teori[4] er al kulturel aktivitet i en stat styret af hensynet til forsvarsevnen. Via det politiske, økonomiske og ideologiske niveau, som principielt er sideordnede, søger staten at interpellere (påkalde) sine borgere, så den kan bevare sin plads i statssystemet og hævde sin suverænitet over for de øvrige stater. Men på grund af kravet om en statslig vilje er det politiske niveau det dominerende i de fleste statsformer, hvor forsvaret hviler på krig som middel.

“Efter junigrundloven i 1849 skete en ændring i den måde, hvorpå den politiske struktur frembragte statssubjektets vilje” [5]

Den statstype, som benævnes nationalstaten, opstod midt i 1800-tallets Europa, hvor to bevægelser smeltede sammen: 1) Den politiske liberalisme med kravet om en fri forfatning, som var en arv fra Den Franske Revolution, og 2) den tyske nationalromantik, hvor man inspireret af den tyske filosof Gottfried Herder mente, at hvert folk i kraft af sin egen “folkeånd” og sit sprog var noget særligt og derfor havde ret til sin egen stat. I diskursen på dette tidspunkt var begrebet “folk” meget centralt.

Denne artikel er i teoretisk sammenhæng nogle eksempler på, hvordan staten ideologisk ønskede at påvirke sine værnepligtige[6], så de blev loyale over for staten og derfor ville kæmpe med større iver. Det kunne man gøre ved at få soldaten til at føle, at han tilhørte et land og et folk, der var noget særligt, således at nationalfølelsen blev en del af hans personlige identitet.

I anden halvdel af 1800-tallet var der forskellige meninger om, hvordan den værnepligtige skulle påvirkes. I et land med en fri forfatning brydes statens vilje mellem forskellige overbevisninger, som tilsammen udøver en påvirkning. Højre og en stor del af officerskorpset ville især opdrage ungdommen til militær disciplin og militære færdigheder, mens Venstre og den grundtvigianske højskolebevægelse ønskede at lægge vægt på en folkelig opdragelse med vægt på national begejstring. Mange højskolefolk ønskede i øvrigt en folkevæbning[7].

Hærloven af 1867 havde været et kompromis mellem en bevæbning af alle og en mindre hær af høj militær kvalitet. Hærloven af 1867 bestemte, at alle unge, der kunne bruges, blev uddannet i en kortere periode.

Hvad er national integration?
National integration drejede sig i Danmark (som i mange andre europæiske lande) fra midt i 1800-tallet om at slå bro over regionale og standsmæssige forskelle, så man følte, at man var ligeværdige medlemmer af et folkeligt fællesskab med den samme afstamning, samme historie, samme fælles fjender og samme sprog. Man skulle være naturligt bundet til sit folk - det var ikke noget, man selv havde valgt - det var noget uafvendeligt - noget man skulle føle kærlighed og solidaritet overfor - et fællesskabets skønhed uden egeninteresse. Et andet formål var også at få statens indbyggere til at mene, at de som udgangspunkt havde lige muligheder for at få status inden for dette nationale fællesskab.

For at opnå denne integration og dette fællesskab blev der brugt forskellige virkemidler, som var mere eller mindre bevidste. Jeg tager som udgangspunkt, at det bevidste mål for den militære aktivitet på dette tidspunkt var at skabe en stærk hær, som kunne forsvare landet mod ydre fjender.

Alligevel giver jeg i det følgende afsnit eksempler på, hvorledes hæren tjente som formidler af national integration og national ideologi.

Hæren som formidler af national integration
Hvor kan staten få mulighed for at påvirke alle sine borgere? Først og fremmest i skolen og for den mandlige befolknings vedkommende gennem værnepligten. I skolen var man sammen med andre børn fra samme egn, mens man i hæren kunne integrere mænd fra hele nationen.

Hæren bragte folk sammen fra forskellige dele af landet, hvor de garnisoneredes på steder væk fra hjemegnen. At alt var organiseret og tilrettelagt gav en følelse af, at staten havde brug for hver enkelt, og selve institutionen var noget naturgivent. Ved at blive “påkaldt” af en sådan institution på linie med andre unge mænd, ville man få følelsen af, at det havde betydning og var selvfølgeligt, at man tilhørte et folk, hvor man gjorde sin pligt for landet.

Soldatens identitet som en bestemt person med tilhørsforhold til en bestemt landsby eller by og med et bestemt erhverv blev pillet fra hinanden, og den nye identitet som soldat som forsvarer af fædrelandet blev bygget op. Med bestemte regler for opførsel, samme klædedragt, fælles faglig indlæring, osv. understøttedes den nye identitet, hvor man blev en lille, men nødvendig brik i noget større med et formål, der rakte ud over en selv og ens egen familie, nemlig at opretholde nationens kontinuitet.

For at en national gruppe kan føle fællesskab er det meget vigtigt, at der er kontinuitet, og man er en del af noget “næsten evigt”. Her kan historien bidrage. De værnepligtige fik oplysning om bataljonens krigshistorie, som ofte kunne føres langt tilbage og fortælle om enhedens indsats for fædrelandets frelse. Der blev i begyndelsen af 1890’erne udgivet små hefter, som havde titlen “Soldater-Læsning”, og mange af disse hefter handlede om bataljonernes historie. At vide at mange andre gennem tiden i samme bataljon havde kæmpet for fædrelandets sag skulle give den værnepligtige lyst til at gøre ligeså. Soldaterlæsningshefterne indholdt også andre nationalt opbyggelige emner som fx: “Christian IV som konge og soldat”, “En dragons erindringer fra 1864”, “Krigsminder fra Dannevirke og Dybbøl”, “Daniel Rantzau” (helten fra Den Nordiske Syvårskrig) osv.

Selve det at man blev uddannet til at forsvare sig mod ydre fjender var med til at opretholde et fjendebillede og styrke det folkelige sammenhold, fordi man sammen forsvarede det gode og var mod nogle andre, som ville nedbryde nationen.

Historien og især krigshistorien blev formidlet både som historieundervisning på bataljons- og kompagniniveau, men også på de militære skoler.

Men krigshistorien og det at være sammen i kongens klæder kunne også udtrykkes i sang. Fællessang virker integrerende. At synge soldatersange blev ligefrem institutionaliseret som aftenaktivitet ved bataljonerne.

Ud over undervisning i almene fag som fx skrivning og læsning blev hovedparten af tiden naturligvis brugt på at opnå militære færdigheder. Herved blev gruppen af værnepligtige sammen udsat for fysiske strabadser, som bidrog til følelsen af fællesskab. At komme igennem “hårde” oplevelser giver fælles erfaringer, som man kun kan tale om sammen med kammerater, der har været udsat for det samme. Derved skabtes et fællesskab på tværs af erhverv, regionale tilhørsforhold og øvrige forskelle.

I det følgende citat giver en premierløjtnant sin opfattelse af værnepligtens formål, som dels er at forsvare fædrelandet og dels at udjævne standsforskelle i tjenestetiden til gavn for fædrelandet. Vi skal huske, at standsforskelle på dette tidspunkt var langt mere nærværende, end de er i dag, hvad citatet bærer præg af. Her udtrykkes klart, at der var andre formål med værnepligten end de militære. Citatet er fra et lille hefte med titlen “Den værnepligtige. Haandbog og vejleder”[8] :

Men for at Hæren kan blive saa stor som mulig, udkræves, at enhver Mand, der er i stand til at føre Vaaben, ogsaa virkelig er rede dertil i Farens Stund; derfor maa hver vaabenfør mand være Soldat, og hvad enten han er rig eller fattig, fornem eller ringe, er han lige overfor Fædrelandet pligtig til at lade sig uddanne til Brug for dets Krigsmagt. Det er det, man forstaar ved den almindelige Værnepligt, der nu er indført i sågodt som alle Evropas Stater, og som mægtigt har bidraget til at højne Nationernes Fædrelandskærlighed, moralske Kraft og Æresfølelse. Da alle Soldater ere Ligemænd, udslettes Forskellen i Levevilkaarene saalænge Tjenesten varer, og Mænd af alle Samfundsklasser lære at kende og agte hverandre som kammerater; Mennesker, hvem Livet maaske ellers ville have stillet fremmede, ja uvillige overfor hverandre, de erkende derved, at i ét ere de brødre[9], og det er i deres Forhold overfor Fædrelandet, thi den enes blod er her lige så dyrebart som den andens. Den almindelige Værnepligt virker opdragende på hele Nationen….osv”

Ugebladet “Dannebrog”
“Dannebrog” var et ugeblad for hær og flåde, som bestod fra 1880 til 1884. For at få de værnepligtige til at holde bladet sendte man et prøvenummer ud til bataljonerne, så det kunne uddeles til rekrutterne. Bataljonen sørgede for at indsamle abonnementsbeløbet hver måned. Udgiverne var to premierløjtnanter: C. H. Rørdam fra ingeniørkorpset og Ø. Lütken fra marinen.

Bladet bragte skildringer fra krigshistorien først og fremmest fra De Slesvigske Krige. Ca. en tredjedel af bladets plads fra hver årgang indeholdt beretninger fra disse krige. Ofte var det breve, som soldater og befalingsmænd havde skrevet hjem, og som man nu sendte ind til bladet, så de kunne trykkes og på den måde, som udgiverne skrev,“vedligeholde Mindet om, hvorledes vore Fædre have lidt og stridt for det Land, vi nu ere kaldede til at værne om” [10]. Bladet indeholdt desuden meddelelser fra hær og flåde, fra skytte-gymnastik- og lystsejladsforeninger, som “udvikler en kraftig og mandig Slægt” [11]. Bladets formål var også at understøtte formål, som kunne hjælpe soldaterne - det gjaldt både oprettelse af soldaterhjem, hvor man bragte lister over de private bidragydere og invalideforeninger, som ydede bidrag til soldater, der var blevet såret i De Slesvigske Krige.

De indsendte beretninger fra De Slesvigske Krige giver et glimrende billede af, hvordan man her i 1880’erne ønskede at fremstille krigene og det at være soldat og officer, samt hvilken folkelig opbakning man havde haft hos civilbefolkning og kvarterværter. Der lægges ikke skjul på, hvordan de lange marcher og feltlivet havde været strabadserende.

Man fremhæver bestemte menneskelige egenskaber. De, der kæmper og dør for Danmark, er ædle og gode mennesker, som er afholdt af deres kammerater. De viger ikke tilbage for selv at udsætte sig for farer, mens prøjserne[12] som regel er utiltalende og insurgenterne (oprørerne) troløse. De omtalte soldater skal tjene som identifikationsmodeller for nutidens soldater her i 1880’erne. Det er især officererne, som har skrevet beretningerne, og de nævner deres faldne kolleger og disses gode egenskaber. På den måde gives der et billede af den professionelle officer som fædrelandskærlig og opofrende - et billede, som man nok havde efter Treårskrigen, men som her i 80’erne havde fået ridser i lakken hos den almindelige befolkning i striden mellem Venstre og Højre om forsvarsspørgsmålet.

Den militære lejr
Efter hærloven af 1867 var rekruttiden 6 måneder ved fodfolket. Der blev tildelt hver bataljon 4-600 mand til uddannelse hvert andet år og for de bataljoner, der havde haft rekrutter, skulle 140 af disse ligge inde i yderligere tre måneder. Derudover var der efter hjemsendelsen yderligere to efterårsindkaldelser á 45 dage (ved hærlovsrevisionen 1880 blev det nedsat til 30 dage). I 1868-80 fandt disse efterårsindkaldelser sted i lejren ved Hald i Jylland. Lejren kunne rumme 10 bataljoner, 2 rytterregimenter og 2 batterier. En militær lejr er en enestående chance for i en periode at give soldater fra hele landet en fælles oplevelse. I juli 1868 samledes 10.000 mand i lejren ved Hald. Dette var ca. en tredjedel af hærens mandskab.

I en artikel i “Dannebrog” fra 1882 skildres lejren ved Hald af kaptajn Bernhard Petersen.

Jeg vil nu søge at vise, hvorledes en sådan lejr kan virke nationalt integrerende. I analysen er der to dimensioner: Lejren, der blev afholdt i 1868, havde en virkning på de deltagende soldater, men den pågældende artikel skal også påvirke de nuværende soldater fra 1882, som er ugebladets læsere.

Kaptajn Petersen begynder sin artikel med at fremhæve stedets betydning for fædrelandets historie. Det har optrådt i Ingemanns romaner som det sted, hvor Erik Klipping i 1286 blev myrdet i den nærliggende Finderup Lade. På herregården Hald havde den “djærve” Niels Bugge færdedes - han ville ikke bøje sig for den “kullede” greve.

Den smukke natur danner baggrund for lejren og bliver i artiklen symbol på Danmark og det danske folk “Den klare Sø med sine grønne Odder med den lyse, frodige Bøgeskov danner en skarp Modsætning til de stejle, nøgne Lyngbakker på den modsatte Bred. Det er som om Egnen sørgede over Fortidens svundne Herlighed og paa samme Tid smiler til det genvakte, unge Danmark, hvis Kraft og Manddom den skal tjene til at udvikle”[13].

Efterhånden som hver bataljon ankommer til lejren, får de læst divisionsbefalingen op, og efter oplæsningen råber de et “rungende hurra” for konge og fædreland.

De fælles fysiske øvelser afvikles med godt humør. De fysiske strabadser virker integrerende og skaber fællesskab. De militære øvelser bliver også efter forfatterens mening til en leg ved hjælp af kammeratskab og fædrelandsfølelse.

Det kunne som læser have været interessant at høre lidt om de militære strabadser og soldaternes arbejde, men der er mere væsentlige begivenheder på forfatterens program, nemlig Gud og konge, hvor omtalen af det kongelige besøg absolut får mest spalteplads. Men vi hører dog først, at “Den danske soldat er gudfrygtig[14], så kirken besøges ofte på dens smukke beliggenhed inde i skoven. Som så ofte ved beretninger om nationale begivenheder understreges, at netop vor nation er i samklang med de guddommelige kræfter.

Men hvad vil en sådan lejr være uden besøg af nationens fornemste repræsentant? Det “rygtedes”, at man ville få kongeligt besøg i lejren. Ingeniørerne rejste en flot teltbygning med veranda, og kongen (Christian IX) ankom d. 16. juli kl. 6 og blev modtaget med “hjertelige hurraråb”. Om aftenen spillede brigadens forenede musikkorps tappenstregen. Ved midnatstid inspicerede hans Majestæt samtlige afdelinger, og Majestætens beklagelse over at have forstyrret natteroen besvaredes atter med “rungende hurraer” fra soldaterne. Den 20. juli besøgte kongefamilien divisionsgeneralen, som havde indbudt samtlige officerer. Ved denne lejlighed “behagede” det hans Majestæt at meddele en kongelig familiebegivenhed, nemlig kronprinsens (den senere kong Frederik VIII’s) forlovelse med prinsesse Lovisa af Sverige, hvilket blev modtaget med “stormende begejstring”. En kongelig forlovelse symboliserer kontinuitet. En forlovelse er indledning til slægtens fortsættelse. Da kongen er symbol på staten, bliver det også tegn på, at staten vil fortsætte med at eksistere.

Næste dag afholdtes kongerevuen, hvor samtlige afdelinger deltog, men til sidst måtte man dog tage afsked med monarken og “afskeden med Kongefamiljen var, om muligt, endnu mere begejstret end Modtagelsen; Kongefamiljen havde vundet alles Hjerter”[15]. Også dengang brugtes kongehuset som et nationalt integrerende element af tidens massemedier.

Senere hører vi om forplejning og sundhedsforhold i lejren. Forfatteren mener, at lejren er meget nyttig for soldaten, fordi han på sådan en lejr helt anderledes lærer at være soldat, når han bestandig er “under opsigt og fjernet fra Garnisonlivets Fristelser, Uddannelsen bliver fyldigere, Samarbejdet mellem de forskellige Vaaben har her Lejlighed til at udvikles, og, hvad vi sætte stor Pris paa, Kammeratskabet trives ganske anderledes i Lejrtiden end under hele Aarets øvrige Uddannelse”[16].

Det er rigtigt, at soldaten her er under opsigt. Denne iagttagelse af militærlejren som et ideelt sted for overvågning fremhæves af den banebrydende franske kulturteoretiker Michel Foucault (1926-1984). Han ser ikke denne overvågning som noget positivt. Han nævner den militære lejr som et eksempel på et magtapparat, der er konstrueret for at kunne se uden selv at blive set - en rumlig integration af et hierarkisk bevogtningssystem. Selve lejrens konstruktion karakteriserer han som “en hastigt bygget og kunstig by, som lages og omdannes nesten som man vil. Den er hovedsetet for en øvrighet som må være desto mer intens, diskret, effektiv og forebyggende ettersom undersåttene jo er væpnede menn. I den fullkomne militærleir utøves all myndighed ene og alene ved nøyagtig bevoktning, og hvert blikk skal være en del av øvrighetens globale funksjonsmåte. Det tradisjonelle kvadratet ble omformet på tusen måter. Man tegner opp nøyaktig gangenes geometri, fastsetter nøyagtigteltenes antall og plassering, den retning teltinngangen skal ha og hvordan rekkene skal opstilles. Man tegner et nett av blikk som gjensidig kontrollerer hverandre”[17]. Foucaults hovedtese er, at magthaverne i vort moderne samfund bliver mere og mere usynlige, men magtmekanismerne integreres i bl.a. de rumlige dimensioner og i den enkelte som “indre disciplinering”, således at man gør det, der forventes af én for ikke at være afvigende. Derved fører man magtstrukturerne videre.

Beretningen i ugebladet “Dannebrog”afsluttes med Bernhard Petersens overbevisning om, at tropperne er udholdende og vil kunne klare en situation, hvor det gælder “Vor Tilværelse og med Guds Hjælp ville Danmarks unge Mænd om den Tid skal komme, vise, at de ej staa tilbage for Fædrene, som kæmpede ved Slesvig, Frederits (Fredericia) og Isted og forsvarede Dybbøls Grushobe i ca. 10 Uger mod to af Evropas Stormagter”[18].

Artiklens afslutning er typisk for den tids nationale retorik. De fælles konkrete begivenheder “løftes op” og får en højere mening ved at være til fædrelandets bedste. Dette gøres her ved at henføre til tidligere generationers kampvilje og indsats for nationen, selv i 1864, hvor man led nederlag, var det et ærefuldt nederlag, fordi man havde en stor overmagt imod sig og forsvarede sig bag skanser, der kun var “grushobe”.

Soldaterhjemmet
Grundtvigianerne gik allerede i 1870’erne ind i et arbejde, hvor man søgte at tilbyde soldaterne beskæftigelse i fritiden i den tid, de var indkaldt. I 1882 oprettedes det første københavnske soldaterhjem på Christianshavn på initiativ af den forhenværende grundtvigianske højskoleforstander, Johannes Schrøder. Han forestod hjemmet indtil 1920. Ugebladet “Dannebrog” opfordrede til at yde bidrag - både penge og ting til hjemmets indretning. Navnene på bidragyderne blev offentliggjort i bladet. Dengang var der langt større tradition for privat velgørenhed, end der er i dag. Soldaterhjemmene modtog både private, men også offentlige tilskud. I 1883 forhøjede Rigsdagen bevillingen til soldaterhjem fra 1000 til 2000 kr. til fordeling i byerne Nyborg, Fredericia, Viborg og København. At Rigsdagen gik ind og støttede soldaterhjemmene viser den positive, officielle holdning til disse institutioner.

Soldaterhjemmet var et sted, hvor de indkaldte kunne gå hen i fritiden, når de gjorde tjeneste langt fra hjemegn og familie. På den måde kunne de have et sted at være, så de tilbragte tiden med sunde interesser og undgik storbyens fristelser. Det var i hvert fald den officielle begrundelse for at oprette soldaterhjem.

Det københavnske soldaterhjem skulle være med til at opbygge de nationale følelser. Kongen som faderen indviede hjemmet på Christianshavn for sine børn, der var soldaterne.

Ved indvielsen af det københavnske soldaterhjem var også hær og kirke repræsenteret. Først talte oberstløjtnant le Maire, der var formand for hjemmets forretningsudvalg. Bagefter pastor Schousboe, som gav soldaterhjemmet mange gode ønsker med “… det er denne gode Aand, Sandhedens, Kjærlighedens og Troskabens Aand, som vi alle ville ønske, må hvile over dette Hjem og over al den Gjerning, der øves herinde - at Kjærligheden til alt, hvad der er sandt og godt - Kjærligheden til Gud, Kjærligheden til Mennesker, Kjærligheden til Konge og Kjærligheden til Fædrelandet maa blive styrket for dem, der færdes her”[19].

Soldaterhjemmets fysiske indretning
Soldaterhjemmet var et helt konkret hjem, som nationen stillede til rådighed for sine børn, som på den måde kunne opleve, at fædrelandet tog hånd om dem og sørgede for dem, når de gjorde tjeneste.

Det var vigtigt, at soldaterne skulle huske Danmarks berømte mænd og dem, der gav deres liv for Danmark. På den måde ville soldaten selv blive forsvarsivrig ved at blive konfronteret med de smukke eksempler fra tidligere generationer. Rent fysisk mødte man disse tanker ved at se udsmykningen af soldaterhjemmets vægge. Soldaterhjemmet blev en enestående formidler af den nationalstatslige ideologi.

Soldaterhjemmet var indretter med spisestue, hvor man kunne få mad til en rimelig pris, forsamlingsstue/foredragssal og bibliotek/læsestue med Oehlenschläger, Heiberg, Ingemann og Grundtvigs værker, men også blade, aviser og tidsskrifter. I forsamlingsstuen var der spil: skak dam og dominospil. På væggene hang billeder af Thorvaldsen og H.C.Andersen “ …der begge bar Danmarks navn vide om…”[20] og Simonsens “Episode af træfningen ved Sankelmark”….”minder om hvad vi skylde Mændene, ikke alene fra hin 6te Februar 1864 men fra Dagene ved Dannevirke og Dybbøl”[21] .

Mest iøjnefaldende i Foredragssalen var dog kongens buste omgivet af våben og Dannebrogsflag - “mest drages Øjet dog til den paa Vinduspillen anbragte smagfulde Dekoration bestaaende af Kongens Buste, omgivet af smukt grupperede Vaaben - Geværer, Sabler, Pistoler -, der paa hver side hegnes af Dannebrogsflag og foroven af Valgsproget “med Gud for Ære og Ret” i gyldne Træk paa blaa Grund”[22].

Foredrag på soldaterhjemmet
I slutningen af 1800-tallet, inden radioen havde vundet indpas i danske hjem, var mundtlige foredrag meget hyppige som belærende underholdning. Det var i den grundtvigianske folkeoplysnings ånd blevet almindeligt, at man fx i landdistrikterne oprettede foredragsforeninger. Initiativet blev ofte taget af folk, der kom hjem fra højskole. Disse foreninger bestod langt op i 1900-tallet.

I de små foredragsforeninger på landet blev foredragene holdt af højskoleforstandere, præster, forfattere, folketingsmænd og lærere - til oplæsning kunne også indkaldes skuespillere. Det var klart, at foredragene styrkede den ideologiske bevidsthed i den pågældende historiske periode. Fx blev der holdt en del foredrag, der skulle styrke den folkelige bevidsthed over for “statsmagten”. Vi befinder os i en periode, hvor Venstre og Højre stod skarpt over for hinanden, inden parlamentarismen blev indført i 1901.

På det københavnske soldaterhjem blev der holdt foredrag og/eller oplæsning ca. en gang om ugen. Også her blev foredragene brugt til at styrke soldaternes ideologiske bevidsthed, men i en mere krigshistorisk retning. I denne periode indtog De Slesvigske Krige og tabet af Sønderjylland en central plads på samme måde, som det gjorde i ugebladet Dannebrog og i andet materiale, som blev formidlet med henblik på national påvirkning.

På soldaterhjemmet på Christianshavn blev der holdt foredrag med eksempelvis disse titler:

·         ”Småtræk om oberst Læssøe.”

·         ”Om Dybbøl-kampen.”

·         ”Om sprogkampen i Sønderjylland og oplæsning af Hostrups digt “Fred eller krig”.

·         Oplæsning af Hostrups foredrag: ”Kæmp for alt, hvad du har kært.” osv. osv.

Foreningen “Dannevirke”
Kampen om påvirkningen af de værnepligtiges ”sjæle” blev i denne periode, ud over officererne, ført af grundtvigianere og Indre Mission.

I 1870’erne startede det grundtvigianske soldaterarbejde bl.a. med oprettelsen af soldaterhjem (se ovenfor), men omkring århundredeskiftet havde KFUM (Indre Mission) næsten helt overtaget det omfattende soldaterarbejde med soldaterhjem.

I årene omkring 1900 fandtes et soldaterhjem på næsten alle københavnske kaserner og ligeledes i mange provinsgarnisoner. Men et så vigtigt arbejde kunne ikke overlades til religiøse foreninger alene. Her måtte staten forstået som det regeringsbærende flertal gå ind. Foreningen “Dannevirke” blev oprettet i 1906. Den var ganske vist organiseret som en forening, men havde I.C. Christensen, der var landets stats- og forsvarsminister, som formand, og foreningen fik statsmidler tildelt. Nu bestemte denne forening, hvordan sessionspengene[23] skulle fordeles til de forskellige soldaterhjem.

“Dannevirke” gjorde sig til talsmand for “folket” (Venstre), der nu var kommet til magten. Hæren og den nuværende regering var kommet for langt fra hinanden, og officererne blev i høj grad identificeret med Estrups politik. Man måtte selv gå ind og søge at påvirke mandskabet ideologisk. Nu skulle soldaterne være regeringsloyale. Det kunne “Dannevirke” sørge for. Det samme var tilfældet under 2. verdenskrig, hvor Folk og Værn blev oprettet for at hæren kunne komme i bedre samklang med folket, som nu var Socialdemokratiet.

Begge gange havde nogle fremsynede officerer set, at der var brug for forandring og var gået i spidsen. Selv om man i et demokrati skal forstå staten som en vilje, der udgøres af forskellige gruppers påvirkninger, viser disse to eksempler dog, at staten først og fremmest i et parlamentarisk land er det politiske flertal. Men for at få sin ideologi og politik igennem kan den som i dette tilfælde benytte sig af fremsynede officerer, som absolut ikke bevidst forestiller sig, de er statens redskaber, men formentlig selv mener, de handler efter egen overbevisning.

Premierløjtnant i artilleriet S. J. Bang var foregangsmand med hensyn til at formidle de grundtvigske tanker. Bang var 1898-1904 lærer på befalingsmandsskolen Trekroner, hvor han implementerede så mange af Grundtvigs tanker, så skolen blev kaldt “Højskolen på Trekroner”. Han så det som sin pligt “ikke alene at tage sig af sine elevers rent militære uddannelse, men også at vække og styrke deres fædrelandskærlighed og forståelse af Værnepligtens og Forsvarsviljens værdier for vort folk.

Ved åndelig påvirkning særlig gennem sangen og ved at give dem noget at fylde deres fritid med, især med idræt, ville han styrke deres moralske holdning og deres nationale følelse” [24].

I lighed med ”Dannevirke” var der i Sverige i 1904 dannet: “Gustav Adolfsforbundet”.

I “Dannevirke”s skrift anføres inspirationen fra Sverige og skolen på Trekroner som grund til, at I. C. Christensen stiftede foreningen i 1906. “Dannevirke” var en landsforening af civile og militære. De civile var højskolefolk, præster og ledere af det allerede igangværende soldaterhjemsarbejde. ”Gennem Dannevirkes arbejde skulle efter hans (I.C. Christensens) mening soldaterne føle, at de under indkaldelsen under fanerne ikke er uden forbindelse med det folk, de tilhører, men at samfundet slutter kreds om dem – men samtidig krævede han, at ungdommen ubetinget skulle være brave soldater”[25].Foreningens officielle formål var at ”at bidrage til det indkaldte Mandskabs aandelige og legemlige Udvikling, at fremme dets Kendskab og Kærlighed til Land og Folk og at beskæftige det paa god og nyttig Maade i Fritiden” [26].

Der blev udsendt et opråb til det danske folk, underskrevet af 150 kendte mænd og kvinder, som nu bad om befolkningens støtte til foreningen, - “og så begyndte civile og militære i Tillid til hinanden selve arbejdet”. [27]

“Dannevirke”s aktiviteter
Ud over oprettelse og pasning af soldaterhjem var der forskellige former for aktiviteter, som ofte var stærkt nationalt holdningsbearbejdende. Det kunne være mindre sammenkomster for soldaterne, større møderækker eller helt store arrangementer. Fx arrangerede “Dannevirke” tilbagevendende militærkoncerter i Christiansborgs Slots Ridehus, Rådhushallen, Paladsteateret eller Kongens Have, hvor et orkester på 130 musikere spillede for tusinder af mennesker. I 1909 holdt man en kæmpe mindefest for 250 års-dagen for Stormen på København. De nationale højtidsdage (fx Valdemarsdagen, Fredericiadagen osv.) var en fin anledning til større sammenkomster og fester, hvor danske Mænds tale, Sang, Musik og Skuespil løftede Sindet” [28].

Man lavede sangkor og arrangerede udstillinger om hærens historie. Man arrangerede besøg på museer og andre seværdigheder. Også i “Dannevirke”s regi blev der arrangeret et utal af opbyggelige foredrag.

Men der var også andre nyttige aktiviteter, som ikke i sig selv var specielt nationale, selv om “indpakningen” nok har været det. De var et udtryk for, at foreningen i al almindelighed ønskede, at statens soldater havde en sund sjæl i et sundt legeme. Man havde kurser i førstehjælp og sundhedspleje, og man ansatte idrætsinstruktører. Allerede i 1907 blev gennemført et stort militært idrætsstævne i Århus.

Fra 1912 sørgede man for, at der kom biblioteker rundt i lejre og på forter. Man havde ca. 20 bogsamlinger á 1000 bind rundt omkring, og da sikringsstyrken under 1.verdenskrig gik i vinterkvarter, indsamlede man endnu flere bøger.

Da hærloven af 1909 forøgede antallet af værnepligtige, og der derfor blev oprettet nye garnisoner og øvelseslejre, satte “Dannevirke” faciliteter for soldaterne i system. Der blev bygget samlingsstue-barakker med udstyr som samlesæt. Senere, da de faste lejre blev bygget, fik man den ordning, at militæret selv byggede soldaterhjem i lejrene, men “Dannevirke” leverede udstyret samtidig med, de forestod vedligeholdelse og drift. Det betød, at “Dannevirke” stod for aktiviteterne på soldaterhjemmene og dermed kunne tilrettelægge det ideologiske indhold.

“Dannevirke” fik også sat besøg i lejre og forter i system. Man holdt lysbilledforedrag om krigsbegivenheder, og flere gange om ugen rullede vogntog med kunstnere, sangere, musikere og oplæsere ud til soldaterne.

Konklusion
I denne artikel ses, hvorledes det at blive indkaldt og tjene i en hær i sig selv er nationalt integrerende, men her er også eksempler på, hvorledes den direkte nationale ideologiske påvirkning bl.a. i soldaternes fritid har fundet sted i den pågældende periode. Hovedparten af denne påvirkning af de værnepligtige baserede sig på historier om danskeres glorværdige indsats i krig.

At høre om den nationale gruppes heltemodige indsats mod fædrelandets fjender er et af de væsentligste virkemidler, når man opbygger national identitet.

“Samfundskulturer smedes og selekteres i kamp” [29] skriver Thomas Højrup - og, kunne man tilføje, erindringer om disse begivenheder er med til at opretholde den nuværende statsform (her nationalstaten) ved ideologisk glorificering af krigsbegivenhederne. På dette tidspunkt blev der især lagt vægt på at formidle De Slesvigske Krige med Tyskland som fjenden. Nationalfølelse baserer sig i høj grad på forestillingen om dem imod os. Efter De Slesvigske Krige var tyskerne en stærk og nærværende fjende, og historier om danskernes tapperhed under disse krige blev holdt i live på forskellig måde, for at soldaten skulle se det som noget heroisk at gå i krig for sit land. Historien tjener derved statens formål. Fortællingerne bliver et vigtigt middel i mobiliseringen af de ideologiske ressourcer, som staten skal aktivere for at kunne skærpe forsvarsevnen og dermed forsvare sin plads som subjekt i statssystemet i konkurrence med andre stater. 1800-tallets anden halvdel og begyndelsen af 1900-tallet var den almindeligt værnepligts tid med nationale massehære. Det var vigtigt at stille med en hær, hvor soldaterne havde den rette ideologi, så de kunne kæmpe med større lidenskab. De skulle kæmpe for deres nationale følelser, men disse skulle først opbygges, selv om man gav det udseende af, at de havde været der til alle tider i forskellige historiske perioder.

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

militaert_tidsskrift_132.aargang_nr.3_2003.pdf

 

Litteratur

Benedict Anderson: “Imagined Communities. Reflections on the Origin and Spread of Nationalism”. London, New York 1991.

“Dannebrog”. Årgang 1880-1884 (Garnisonsbiblioteket)

Edward C. Dirckinck-Holmfeld: “Den almindelige Værnepligt”. København år 1900

Vibeke Enevoldsen: “Slagslunde Foredragsforening”. Institut for Europæisk Etnologi 1991.

Vibeke Enevoldsen: “Svenskekrigene som middel til styrkelse af nationalfølelse belyst ved beretninger i læsebøger fra perioden 1837-1924”. Forskningsrapport. Tøjhusmuseet 2001.

“Foreningen Dannevirke 40 år, 1906-46”. Hefte udgivet af foreningen. (Rigsarkivet)

Michel Foucault: “Overvågning og straf”. Oslo 1994.

G.W.F. Hegel: ”Grundlinien der Philosophie des Rechts. Werke 7. Suhrkamp Taschenbuch Wissenschaft. 5. Aufl. 1996.

Kristian Hvidt: Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie bind 11”. København 1990.

Thomas Højrup: “Stats og livsformer I. Omkring livsformsanalysens udvikling”. Museum Tusculanums Forlag 1996.

J. Kröier og J. Hinge: “Den danske Underofficer”. København 1916.

“Landkadetakademiet og Hærens Officersskole 1713 - 1988” redigeret af Søren Haslund-Christensen. Trykt 1988.

“Politikens Filosofileksikon”. Redigeret af Poul Lübcke. Politiken 1991.

Rigsarkivet: Foreningen “Dannevirke” arkivnummer 1035.10.

Rigsarkivet. Forsvarets arkiver, forskellige pakker.

Rigsarkivets Bibliotek: Lærebøger til vejledning for hærens menige i perioden 1867-1920

“Se lige ud. Værnepligten til debat” af Hans Christian Bjerg, Uffe Østergaard og Hans Engell. Folk og Forsvar 1999.

“Soldaterlæsning” . Udgivet paa Krigsministeriets Foranstaltning. Kjøbenhavn 1891. (18 titler i serien) (Garnisonsbiblioteket).

Soldatersangbøger fra perioden. (Garnisonsbiblioteket).

Charles Taylor: ”Hegel and Modern Society”. Cambridge University Press 1996.

Th. Thaulov: “Den danske Soldat gennem Tiderne”. København 1946.

Rudi Thomsen: “Den almindelige værnepligts gennembrud i Danmark”. Gyldendal 1949.

 


[1] s. 58 i “Se lige ud. Værnepligten til debat” af Hans Christian Bjerg, Uffe Østergaard og Hans Engell. Folk og Forsvar 1999.

[2] s. 295 i ugebladet “Dannebrog” d. 10/2-1883. Citatet er fra et brev af oberst Lunding fra Vejle d. 23/7-1848.

[3] Hegel ser kulturhistorien som en proces, der bygger på sine egne midler og ikke som en teleologisk proces.

[4] Thomas Højrup: “Stats og livsformer I. Omkring livsformsanalysens udvikling”. Museum Tusculanums Forlag 1996.

[5] Ibid. s. 187

[6] Den almindelige værnepligt var blevet indført i 1849. I perioden 1803 til 1849 hvilede værnepligten udelukkende på bondestanden. Før 1803 bestod hæren af en kombination af hvervede soldater, ofte udlændinge, og udskrevne danske bønder.

[7] Kristian Hvidt: “Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie, bind 11” 1990 s. 217.

[8] “Almindelige oplysninger” i Edward C. Dirckinck-Holmfeld: “Den almindelige Værnepligt” år 1900 s. 10

[9] Den kendte nationalstatsteoretiker Benedict Anderson mener, man skal betragte nationalfølelse som et kulturelt fænomen på linie med slægtsskab og religion, idet der i forbindelse med den nationale historie er en forestilling om fælles afstamning. De metaforer, der bruges i den nationale retorik om fædrelandet og dets indbyggere bliver da ofte taget fra familielivet. Fædrelandet er mor/far, indbyggerne deres børn, og landet er ens hjem. Kongen som personifikation af nationen optræder i rollen som far for børnene.

[10] Ugebladet “Dannevirke” 2/10-1880 s. 3

[11] Ibid. 10/2-1883 s.304

[12] I officersberetningerne kan man ind imellem skimte, at officerskulturen er en “international kultur”, således at de prøjsiske officerer omtales med respekt.

[13] “Dannebrog” nr. 8, 1882 s. 116

[14] Ibid. s. 116

[15] Ibid. s. 117

[16] Ibid. s. 118

[17] Michel Foucault: “Overvågning og straf” Oslo 1994 s. 156

[18] “Dannebrog” nr. 8, 1882 s. 118.

[19] “Dannebrog” nr. 7, 1882 s. 102

[20] Ibid. s. 103

[21] Ibid. s. 103

[22] Ibid. s. 104

[23] Ved sessionerne blev samlet omfattende beløb ind fra dem, der ikke kom til at forrette soldatertjeneste

[24]Forfatter ikke angivet: “Foreningen “Dannevirke” 40 år” s. 12 i heftet “Foreningen “Dannevirke” 40 år 1906-1946”

[25] Ibid. s. 8

[26] Foreningen ”Dannevirke”s Hovedbestyrelse: ”Et Ord til Landsmænd paa ”Dannevirke”s 40-Aars Dag ” i heftet ”Foreningen ”Dannevirke” 40 år 1906-1946 s.6

[27] Forfatter ikke angivet: “Foreningen “Dannevirke” 40 år” s. 14 i heftet “Foreningen “Dannevirke” 40 år 1906-1946”

[28] Forfatter ikke angivet: “Foreningen “Dannevirke” 40 år” s. 16 i heftet “Foreningen “Dannevirke” 40 år 1906-1946”

[29] Thomas Højrup: “Omkring livsformsanalysens udvikling” s. 149

 

Litteraturliste

Del: