Kamp om vinteren

Det er forholdsvis let at skaffe sig viden om, hvordan man skal
begå sig under extreme forhold i en vinterkrig. Det synes ulige
vanskeligere at uddrage erfaringer, der kan anvendes på danske
forhold (let sne, barfrost, svingende temperaturer, sjap, mudder og
specielt fugt). — Kaptajnløjtnant O. Ingerslev ved Prinsens Livregiment
vil i den kommende tid hjælpe os hermed gennem en
række artikler, hvoraf vi her bringer den første, omhandlende
»Mundering« og »Bivouakering«.
 
»Pligten til v illig t og nøjagtigt at efterkomme den givne befaling«
v il være kendt af alle som soldatens første pligt.
Som soldatens »næste pligt« kunne måske anføres: »Pligten til stadig
at bolde sig selv, sit våben, sin udrustning etc. i kam pduclig stand«.
Således som taktikken bar udviklet sig, er det blevet stedse mere
nødvendigt, at den enkelte form år at klare sig. Grundlaget for at kunne
klare sig under voldsomme fysiske og psykiske påvirkninger udgøres i
hovedsagen af faktorerne:
 
Uddannelse og vilje samt passende udrustning og materiel m. v.
Om vinteren v il vejrliget udgøre cn væsentlig del af den fysiske
påvirkning, soldaten bliver udsat for.
 
Fo r blot en generation siden var det mandskab, der indkaldtes til
aftjening af værnepligten, langt mere vintervant end den unge mand af
idag. Livet i bymæssige samfund, civilisationens goder (måske specielt
centralvarme og oliefyr) og de gode muligheder for en relativt behagelig
transport mellem hjem og arbejdsplads har gjort menneskene lidet egnede
til at leve feltmæssigt.
 
De fremgangsmåder, som Cæsar så Allobrogem e bruge for at hindre
blødsødenheden i at brede sig blandt tropperne, kan næppe tages i anvendelse.
Men en hensigtsmæssig uddannelse er det m uligt at gennemføre.
E t reglement for kamp og overlevelse under vinterforhold findes ikke
på dansk. Den vejledning, der kan hentes i existerende instruktioner og
reglementer, er meget sparsom; dette gælder specielt emnet feltkundskab.
Det hævdes lejlighedsvis, at der ikke er grund til at udfærdige særlige
anvisninger for, hvorledes kampen skal tilpasses forholdene i den kolde
årstid. En væsentlig grund hertil er sikkert, at hærens feltøvelser ofte er
for korte til på afgørende vis at stille den enkeltes fysik på prøver.
Under øvelser forekommer det ikke, at større eller mindre enheder
tvinges til at klare sig selv under barske forhold igennem længere tid —
 

'

f. ex. fordi den taktiske situation, epidemiske sygdomme eller Fall-O ut
holder dem borte fra beboede områder — og heller ikke at store områder
totalødelægges ved brand eller på anden vis.
Tallene i fig. 1, der er m iddeltal for hele landet gennem en årrække,
viser, at det danske klim a på ingen måde begunstiger livet i felten.
Den stadige og ubehagelige skiften i vejrliget f. ex. fra frost til tø —
er en meget væsentlig faktor, som det ikke har været m uligt at registrere
i et simpelt skema.
Oprindelig med henblik på at skaffe et passende grundlag for undervisning
i feltkundskab er gennemgået et større antal udenlandske og
danske kilder. De anvisninger, der har kunnet findes, er parret med kollegers
og egne erfaringer og samlet til nogle artikler, der hver behandler
et eller flere emner med tilknytning til kamp om vinteren.
Oplysninger, der kan findes i danske, m ilitæ re kilder er i enkelte
tilfæ lde medtaget, for at uddybe sådanne oplysninger nærmere eller for
at give frem stillingerne en vis afrundet karakter.
Nedenfor er behandlet emnerne »Mundering« og »Bivouakering«.
 
Mundering
 
Kulde, vind og fugtighed.
Skal man opnå den bedst mulige varmebeskyttelse af klædedragten,
er det nødvendigt stadig at holde sig nogle enkelte simple forhold for øje.
Tøj er ikke varmt i sig selv. Uldne stoffer og andre »porøse« stoffer
indeholder megen luft, og da lu ft er en dårlig varmeleder, vil luften i
sådanne stoffers porer ikke lede varmen bort fra kroppen. Men vinden vil
kunne drive luften ud af porerne i en varm inderklædning, hvis der ikke
yderst bæres en form for overtræk af fast, tæt og glat stof — f. ex. bomuld
eller et kunststof.
Gennem laboratorieforsøg er svenskerne nået frem til, at det er m uligt
— i absolut stille vejr — at arbejde med nøgen overkrop i så lav en
temperatur som % 40° C. Udsætter man im idlertid ved denne temperatur
forsøgspersonen for blot den svageste vindpåvirkning, v il der meget hurtigt
opstå alvorlige skader.
Amerikanerne betegner den samlede påvirkning af legemet ved kulde
og blæst som »the Wind-Chill Factor«.
Fugt kan have endnu større betydning for et legemes muligheder for
at undgå at komme til at fryse — end både vind og temperatur, idet vand
(fugtig damp og luft) er en særdeles god varmeleder. Følgelig er også
fugtige klæder gode varmeledere, der hurtigt kan føre legemets varme
bort — og specielt da i forbindelse med blæst.
Våde klæder må derfor skiftes, såsnart det er muligt. Men der må
ikke skiftes så tidligt, at man ikke har noget at skifte med, når der skal
hviles; dette gælder f. ex. i en stilling, hvor der først skal graves og siden
hviles. E r man blevet gennemblødt, v il det norm alt ikke få følger, så
længe man holder sig i bevægelse — undtagen i streng frost. Det v il
im idlertid være afgørende vigtigt at holde ryg og underliv varme; skiftetøj,
en avis eller andet, der er vindtæt, kan evt. stikkes ind under det
yderste lag tøj for at holde blæsten ude.
 
Norm alt vil det være fordelagtigere at være ifø rt mange, tynde lag tøj
end få og tykke lag, da luften mellem de enkelte klædningsstykker er et
vigtigt element i isoleringen.
Bruges regnslaget rigtigt, enten som regnslag eller sammenfoldet til
en pjækkert, v il det som oftest være m uligt at undgå gennemblødning
(»at blive våd«) udefra. Gennemblødning indefra er i realiteten en betydeligt
vanskeligere foreteelse at bekæmpe.
Legemets nyttevirkning som maskine betragtet er kun omkring 25%.
Ca. 75% af den producerede energi bliver til varme — som kun kan
skaffes bort gennem huden. Under hårdt arbejde kan legemets energiproduktion
øges in d til 15 gange i forhold til hviletilstanden. K un når
huden stadig er passende varm, kan den virke som en tilstræ kkelig varmeregulator.
Det v il beskrive den voldsomme karakter af åndingen gennem huden
at nævne, at et hvilende legeme udskiller ca. 50 g vand i timen.
Klæ der skal sidde så tilpas løst, at legemet stadig kan ånde. En
hovedregel må det være, aldrig at iføre sig mere tøj — end absolut nødvendigt.
En amerikansk kilde form ulerer reglen således: »The amount of
arctic clothing tliat should be wora and the manner in which it is worn
should leave the body slightly cool rather than hot«.
Det v il lejlighedsvis være nødvendigt at føre tilsyn med, at mandskabet
ikke pakker sig for voldsomt ind før en anstrengende operation —
f. ex. et angreb. Under længere pauser (reorganiseringen) i kampen v il
det så være nødvendigt at kontrollere, at mandskabet ikke — under påvirkning
af træthed — lader hånt om faren for en alt for voldsom afkøling,
 
men lukker tøjet, tager tørklæde m. v. på — og ligger eller sidder på
ting, der er dårlige varmeledere, f. ex. grene, brædder, kvas, hegn o.s.v.
Under anstrengende arbejde bør klæderne løsnes så meget som m uligt
og åbnes ved hals og håndled, hvor de store årer ligger så yderligt, at
blodet let v il kunne afkøles. Med mellemrum er det dog nødvendigt at
skabe yderligere cirkulation om kroppen ved at sænke og hæve arme og
skuldre nogle gange samt løfte tøjet ud fra kroppen med hurtige »pumpebevægelser
« ; dette gælder specielt, hvis der bæres regnslag eller anden
lufttæt yderbeklædning.
 
Vanter
 
Den bedste beskyttelse af hænder og håndled fås ved en kombination
af en tyk uldvante (ikke fingervante) og et vind og evt. vandtæt overtræk
af lærred, skind eller kunststof.
Vanter må ikke snære — heller ikke om håndleddene. De skal være
så rummelige, at man kan gøre gymnastik med fingrene og helst også
knytte og strække hånden.
Ved at bytte uldvanterne om i overtrækslufferne en gang om dagen
opnår man, at de slides jævnt.
Vanter bør ikke anvendes under hårdt arbejde, idet hænderne, som
det tidligere er nævnt, er gode varmeregulatorer. Man bør dog heller ikke
lægge vanterne fra sig, men gemme dem f. ex. under blusen; under kamp
i stærk kulde kan det være en alvorlig sag at miste sine vanter.
Søg altid at holde vanterne tørre; tør dem evt. en ad gangen på
kroppen. I mange situationer v il man kunne klare sig med den ene hånd
stukket i lommen.
 
Sokker
 
Brug to par kraftige sokker og en tyk indlægssål. Den yderste sok
skal helst være y2— % nr. »for stor«. Ellers v il sokkerne let komme til
at klemme — og dermed hindre blodcirkulationen i fødderne. Fo r små
ydersokker kan også bevirke, at det inderste par sokker slår folder; resultatet
vil så blive vabler. Disse forhold bør erindres både ved indkøb og
ved udlevering fra depot.
 
Fødderne er meget udsatte for kuldepåvirkninger. Dels fordi selv de
bedste såler kun isolerer delvis mod jordkulden (gode varmeledere) og
dels fordi fødderne altid har en relativt lav hudtemperatur (ca. 30° C)
i forhold t il resten af kroppen.
 
I meget fugtige perioder kan det betale sig til stadighed at have et
par sokker stukket ind mellem bluse og pullover — enten et par tørre
sokker eller et par, der er til tørre. I tørt vejr kan sokker og vanter også -—
uden at være til géne — hænges til tørre på paksækken.
Skift sokker, når der er mulighed for at gøre det. Men gem altid et
par tørre sokker, t il der skal hviles — ellers v il der ikke blive nogen hvile.
Ved stadig at skifte sokker, er det m uligt at holde fødderne i orden,
selv om støvlerne er våde i mange dage.
 
»Trench-Foot« er en så alvorlig lidelse, at det kan være nødvendigt
at gøre sokke-skiftning t il en kommandosag. I Korea oprettedes der i
perioder »sokkatorier«; d.v.s. skyttehuller indrettet som feltmæssige tørrerum
med et lille bål eller lignende i bunden. Med nogle timers mellemrum
transporteredes der tørre sokker ud i stillingerne, og efter sokkeskifte
i hele enheden blev de våde sokker samlet ind og bragt til fornyet tørring.
 
Støvler
 
Omhyggelig tilpasning af støvler er en nødvendighed. Støvlerne skal
være så store, at der er plads t il to par sokker og en tyk sål, og plads
til at man kan »spille med tæerne«.
 
Sidder støvlerne så løst på fødderne, at de slubrer, v il der nemt
komme folder på sokkerne og resultatet bliver vabler.
Læderstøvler kan ikke gøres 100% vandtætte. Silicone eller fedtsværte
har dog ret god virkning. Fedtsværte skal påsmøres, d.v.s. masseres ind i
læderet, medens støvlerne er fugtige; derefter skal de helst tørre fu ld stændigt,
inden de tages i anvendelse. Er vejr og terræn meget fugtigt,
kan fedtlaget gøres ret kraftigt.
 
I stærk kulde må der ikke anvendes fedtsværte; støvlerne v il blive
hårde og læderet kan revne eller knække. Brug i stedet alm indelig skosværte
— eller undlad pudsning (blankning).
 
Læder er et animalsk produkt. Læderstøvler tørrer bedst ved ca.
25— 30° C — omtrent legemstemperatur. I Sverige siger et gammelt ord:
»Där smørret smalter brinnar lädret«. Under tørring hænges eller lægges
støvlerne mindst 1 m fra bål, ovn, varmerør eller komfur. Husk i denne
forbindelse, at der altid v il være varmest »oppe under taget« — idet varm
lu ft stiger til vejrs. Indlægssåler skal tages ud og tørres for sig. Det er i
øvrigt praktisk også at råde over et sæt skiftesåler, der da behandles ligesom
skiftesokker (tørring på kroppen).
Støvler af gummi beskytter kun i ringe grad mod kulde og bør ikke
benyttes i frostvejr (dette gælder også gummisåler) — da gummi er en
relativt god varmeleder. Støvler af gummi tillader ikke naturlig fordampning
fra fødderne; for de flestes vedkommende v il dette resultere i
fugtige sokker og dermed kolde fødder. Støvler af gummi må hyppigt
vaskes indvendig med vand og sæbe.
Am erikanerne har flere gange — men med dårlige resultater — forsøgt
at udlevere en let overtræksstøvle af »plastic«. Kæmpes der i meget
fugtige områder, og er det ikke m uligt at klare sig ved at dræne eller
bygge riste, kan man frem stille sig et par klodsede — men effektive -—-
»galocher« ved at binde passende stumper af plastic, automobilslanger,
voksdug eller imprægneret (malet) lærred uden om støvlerne. Beredskabet
må dog tages i betragtning.
 
Vask og tørring af tøj
 
Snavset (gennemsvedt) tøj beskytter lige så dårligt som vådt tøj;
snavset fylder tøjets porer ud, hvorved varmeledningsevnen stiger. Enhver
chance for at vaske tøj må derfor benyttes.
Efter vask med sæbe skal tøjet skylles grundigt ud — dette gælder
specielt ydertøj, idet sæberester v il nedsætte tøjets evne til at sky vand.
Tøj af uld ødelægges, hvis det koges. Uldtøj skal trækkes nogenlunde
i facon, efter at det er vasket — og før det tørres.
Råder man ikke over sæbe, kan alm indeligt kogsalt (en stor spiseskefuld
pr. lite r lunkent vand) udmærket anvendes til vask eller opskylning
af sokker og undertøj.
 
Selv om der gennem nogen tid ikke er lejlighed t il at vaske tøj, bør
man dog daglig skifte mellem de sæt undertøj og de par sokker, man
råder over.
E r man blevet våd eller gennemblødt — og er tørremulighederne
dårlige, må man overveje, om ikke de bedste resultater v il opnås, hvis
man forsøger på at tørre tøjet på kroppen. Det v il være uklogt at søge at
tørre tøj, der er meget vådt, på kroppen under hvile; hvilen bliver ødelagt
og tøjet ikke tørt.
 
Der er tidligere peget på, at det er m uligt at tørre sokker, vanter og
indlægssåler mellem skjorte og pullover. Vil man benytte denne metode,
medens man hviler, bør de våde genstande stikkes ind mellem klæderne
på den side af kroppen, som man normalt vender opad under søvnen, og
ikke lukkes så stærkt inde, at dampen ikke kan slippe bort.
Tøjtørring kan udmærket finde sted i frostvejr; luftens »tørreevne«
er i langt højere grad afhængig af luftens fugtighedsgrad og vindens
styrke end af temperaturen.
En hylt vådt tøj i en paksæk eller hagagetaske er i det hele taget en
meget ubehagelig — og nytteløs hagage.
 
Ophold i opvarmet rum (eller bivuak)
 
Is, sne og mudder skal fjernes fra uniform og støvler før man går ind
i et opvarmet rum (husk partiet omkring snørebånd og pløs). Prøv aldrig
på at gnide sne og is af, men ryst tøjet — ellers presses væden blot ind
mellem stoffets fibre. Sidder iskrystallerne fast i stoffets luv, må operationen
gentages efter nogle minutters ophold i varmen. E r man ikke
omhyggelig, vil klæderne blive våde og senere fryse eller ise, når man
igen kommer ud i kulden.
Nogle »lag« bør tages af, medens man opholder sig i varme — ellers
vil man fryse, når man atter kommer uden døre. Også støvlerne bør tages
af, ellers vil de kunne ise indvendigt; dette kan ret nemt føre til forfrysninger.
Hvis brilleglas indsmøres og poleres i en smule alm indelig håndsæbe,
undgås det, at de dugger, når man går ind i et opvarmet rum — eller når
man bærer gasmaske.
Er vejret meget koldt bør kortvarige ophold i varme (»for at få
varmen«) undgås. Hver gang kroppen skal indstille sig på en stærkt afvigende
temperatur, forbruges der energi, og ofte v il man ende med at
komme t il at fryse.
 
Hærens nye kampuniform
 
Den nye kampuniform m. v. opfylder så mange af de krav, der kan
stilles til vintermundering, at den i bogstavelig forstand v il øge hærens
kam pkraft under vinter forhold.
 
Biovouakering
 
Valg af bivouakplads
 
Hovedreglen for al bivouakering er: L ig i læ! Lig i ly! L ig tørt!
Den taktiske situation v il stedse være bestemmende for hvor og hvorledes,
der kan bivouakeres. E r vejret meget hårdt, må hensynet til at
skaffe personellet fornøden hvile dog gives en høj prioritet blandt de
faktorer, der tages i betragtning f. ex. ved valg af en stilling.
Der v il være varmere i en skov end på åben mark. Nåleskov frem
byder norm alt bedre betingelser for bivouakering end løvskov; dette
gælder iøvrigt også om sommeren.
V il man anvende bål i en bivouak, bør den placeres i et område, hvor
der er let adgang til egnet brændsel.
»Sne-bare« (nøgne) områder i et snedækket landskab v il som oftest
være kolde og blæsende.
 
Undgå at placere en bivouak i en dal eller større sænkning, ved en
sø eller et vandløb; sådanne steder v il der tit være koldere end i højereliggende
terrain på grund af fugtighed — bl. a. jordtåge.
En rekognoscering bør finde sted, før styrken, der skal bivouakere,
når frem. Straks ved ankomsten skal personellet have en kort instruktion
om, hvor der må graves og om en evt. sporplan. Herved undgås
(foruden spild af tid) ventetider, der resulterer i, at personellet kommer
til at fryse. Det undgås også, at arbejder, efter at være blevet påbegyndt,
må flyttes til mere egnede pladser.
 
Indretning og organisering af bivouakpladsen
 
Så snart det er gørligt, bør der udgives detaillerede ordrer for pladsens
indretning. Skal opholdet i en vinterbivouak give personellet den
fornødne hvile, må alle tjenester organiseres rationelt.
En forsvarsplan skal fastlægges på et tid lig t tidspunkt — og gennemprøves.
Den enkelte mand skal vide nøjagtigt, hvor hans afløser eller
hjælper sover, da det ofte kan være vanskeligt i mørke at finde rundt på
en bivouakplads mellem jordhuler, granhytter, regnslagstelte o.s.v.
E r det ikke m uligt at nedgrave de enkelte »beboelser«, må der i
um iddelbar nærhed af disse udpeges eller tilvejebringes dækning for alt
personel.
 
Det skal angives, hvor der må samles grene og kviste. I reglen kan
de nederste grene af træer og buske anvendes, idet selv en ret kraftig
udtynding på denne måde ikke v il være til at observere fra luften.
Samtidig må man dog passe på ikke at ødelægge underskovens evne til
at beskytte mod jordobservation.
Indsamling af brændsel er også et arbejde, der bør iværksættes på et
tid lig t tidspunkt. Indsamlingen kan bedst ske centralt, således at enkelte
folk samler, medens resten graver og bygger. Vides det på forhånd, at
bivouaken f. ex. skal benyttes i to døgn, kan det betale sig at indsamle
brændsel t il hele denne periode på én gang. Der skal i alle tilfæ lde være
indsamlet brændsel til hele den forestående nat, før det bliver mørkt.
 
Brandvagter må udtages med omhu; hvis der anvendes bål i bivouaken,
er der behov for én mand pr. 1— 3 rum. Husk, at i vinterskov
kan en enkelt gnist i løbet af meget kort tid gøre en enhed hjemløs.
A t et terrain er snelagt — giver ingen sikkerhed mod ildebrand.
Der bør ikke indflyttcs i en bivouak, før der også er gennemført de
nødvendige mørklægningsforanstaltninger, — selv om bivouaken bliver
gjort færdig i klart dagslys. Ellers v il der opstå unødig uro og bevægelse
i bivouaken omkring mørkefald.
 
I det svenske reglement »Soldaten i fait« (en mellemting mellem
»Lærebog for Hærens menige« og »Feltinstruktion for enkeltmand«)
gøres soldaterne opmærksomme på, at også befalingsmænd har behov for
hvile — med ordene: »Ordna för chefen! Stridsledning og omsorg om
förbanden ger honom en dryg arbetsbörda föruten de strapatser han
deler med dig«.
 
Hule, hytte, telt, skærm etc.
 
Forholdene v il være bestemmende for, hvilken slags bivouak, der bør
benyttes i den enkelte situation. En lang række typer er beskrevet i
danske, m ilitæ re kilder (dette gælder f. ex. de »telte«, der kan fremstilles
ved hjælp af regnslag); nedenfor er bl. a. beskrevet enkelte andre typer.
Det v il i reglen betale sig at anvende betydelig ombu på bygningen
af en bivouak. E r der f. ex. en hvileperiode på 8 timer til rådighed, er
det slet økonomi at færdigbygge en bivouak i løbet af én time, hvis denne
så ikke er så god, at det er m uligt at sove i den uden afbrydelse i hovedparten
af den resterende del af perioden; halvanden times arbejde ville
form entlig have givet et ganske andet udbytte.
 
Norm alt bør huller, buler og hytter ikke bygges større end højst
nødvendigt. Jo større rumfanget, jo vanskeligere opvarmningen. De sovendes
legemsvarme udnyttes også bedst, når de ligger ret tæt sammen.
%— 1 m v il norm alt være en passende højde. Det kan i denne forbindelse
nævnes, at soldater ofte — 2 eller 3 sammen — foretrækker at indrette
sig i, hvad der betegnes som en »brudeseng«; d.v.s. to udbredte og sammenknappede
regnslag.
 
Er overfladen fugtig, hvor der skal bygges, efter snefald eller regnskyl,
kan det betale sig at skrælle det våde lag bort, før byggearbejdet begyndes.
I nåleskov kan en bytte for én eller to mand hurtigt fremstilles
(fig. 2).

E t nåletræ af 5— 8 m højde brækkes ca. 1 m over jordoverfladen
(nåletræer brækker meget let om vinteren). Herefter vrides de grene, der
stritter op, ned til siderne. Hyttens sider bør iflettes enkelte grene og
fastholdes for neden med en række græstørv eller med sne.
En lignende bytte kan bygges op om en stor, lavt nedhængende gren
eller en rafte, der bindes til et passende træ (fig. 3). Metoden er dog mere
langvarig — end den ovenfor beskrevne.
Skal der bivouakeres i et område, der er rigt på buske eller småtræer
(ungskov, plantage, haver), kan der hurtigt bygges en hytte ved sammensnøring af toppene fra to rækker vækster. Skelettet gøres stabilt, ved at
grene flettes ind i eller fastbindes til buerne og dækkes til slut med regnslag,
måtter eller granris. Metoden har bl. a. den fordel også at kunne
anvendes, når jorden er frosset i en sådan dybde, at det er vanskeligt at
ramme pæle eller stokke ned (fig. 4).
I Danmark v il man yderst sjældent møde så tykt et snelag, at der
kan være tale om at bygge egentlige snehytter (Igloos). Derimod v il man
ofte, selv når der kun er faldet relativt lid t sne, bl. a. i grøfter og bag diger
kunne finde sne, der er blæst sammen i tilstræ kkelig mængde og dybde
til, at et par mand kan grave sig en hule.
 
Man skal på ingen måde vige tilbage for at bivouakere i sne. E t
passende lag sne er vindtæt og da sne er porøs, er den en dårlig varmeleder.
En kilde, der beskriver forhold på østfronten, nævner, at sne er
en tre gange så dårlig varmeleder som træ. Im idlertid må man stadig
sørge for ikke at smelte sneen ved kropsvarmc eller ved varmen fra bål
og madlavning.

Isolering

Den bedste bivouak v il norm alt være den, der er bedst isoleret. I
denne forbindelse må man bolde sig klart, at kulde, der kommer nedefra,
er den farligste.
Ved tilvejebringelse af halm v il der kunne regnes med, at 3— 4 kg
er tilstræ kkeligt pr. mand, hvis der f. ex. skal overnattes i uopvarmede
telte eller lign.
 
Når halm transporteres, skal det ske med forsigtighed, ellers vil
spredte strå kunne røbe stillinger m. v.
Mange materialer kan udmærket erstatte halm. Granris, kviste og
lyng skal først rystes fri for sne eller væde. Materialerne lægges sammen
som skællene på en fisk. Store grene v il gøre lejet umageligt.
 
Rådes der kun over få materialer eller er jordbunden meget fugtig,
v il det betale sig at lægge et lag kvas eller grene nederst og oven på dette
nogle lag isolationsmateriale; lejet bygges løst op, således at der dannes
mange lufth uller (fig. 5).
 
E t underlag, der benyttes gennem nogen tid, v il blive presset sammen
og miste evnen til at isolere (grankviste v il meget hurtigt tabe nålene);
underlaget må derfor fra tid til anden »rystes op«.
E r det ikke m uligt at skaffe materialer t il isolering, må man klare
sig med at bygge et leje af paksæk, udrustning, bagagetaske, ammunitionskasser,
sløringsnet o.s.v.
 
I skyttebuller og udgravninger må også væggene beklædes med
måtter eller dækkes til med ris, halm eller rør for at beskytte effektivt
mod jordkulden.
 
E t tilstræ kkeligt underlag er af så stor betydning, at man må anvende
al sin fantasi for at fremskaffe materialerne. En kilde, der bl. a. beskriver
bivouakering i snehuler i en øde egn på østfronten, siger et sted: »Das
Strolidach einer M ulde lieferte die einzige Unterlage«.
En styrke, der skal bivouakere i samme område gennem nogen tid,
bør, hvis situationen tillader det, anvende en del af tiden til at frem stille
måtter ved hjælp af en »lejrvæv«. Måtter kan anvendes på mangfoldige
måder. Materialerne er seglgarn (kan evt. erstattes af hegnstråd, espaliertråd,
stumper af feltkabel o.s.v.) samt et fyldstof i form af halm, hø, rør,
lyng eller kvas.
 
En lejrvæv kan frem stilles således (fig. 6): To kraftige stokke slås
ned i jorden i så stor afstand fra hinanden — som måtten skal være bred.
T il stokkene, der skal rage 15— 20 cm op over jorden, hindes en rafte, A.
E t par meter fra A slås en række stokke, B i jorden med 15— 20 cm
mellemrum. Fra B trækkes parallelle snore (trenden) ned t il A; evt. må
trenden forankres med pløkke, C. På A fastbindes endnu et sæt snore,
der i forvejen er bundet til en rafte, vævestangen D.
 
Tre mand udfører vævningen. En mand betjener vævestangen, en
anden fylder materialerne i og den tredie sørger for at fordele materialerne
jævnt. Vævestangen hæves og sænkes således, at trenden skiftevis
kommer til højre og til venstre for stokkene, B. Arbejdet afsluttes
med at trenden sammenbindes; frynser i siderne afhugges med en økse
eller spade.
 
Hvile m.v.
 
Før man tørner ind i en bivouak, skal al udrustning efterses og om
fornødent repareres; det v il kun sjældent være m uligt at afgøre, om der
v il være tid t il disse arbejder, når man vågner. H old sagerne samlet;
har en genstand været benyttet, så læg den »helt« på plads — selv om der
m uligt v il blive brug for den en halv time senere. Småting forsvinder
uhyre let i en bivouak — i sne, mudder eller blade. Inden man lægger
sig til hvile, pakkes udrustning og bagage med henblik på hurtigt opbrud;
kun tæppe, regnslag og evt. feltflaske — samt beklædningsgenstande, der
skal tørres, bør være taget frem.
 
Før man går til ro i en uopvarmet bivouak, er det vigtigt at sørge for
at få varme i kroppen ved gymnastik eller ved en løbetur; men man må
undgå, at komme i sved. Det er også klogt at spise lidt; det giver varme
og øger velbefindendet.
 
Regnslaget udnyttes i reglen bedst, hvis det knappes (på den »lange
led«) og anvendes som sovepose. Snør hætten godt sammen og vend
posen således, at regn ikke kan trænge ind. Råder man over et tæppe,
anvendes det som foer i regnslagposen; tæppet v il varme og desuden
opsuge den fugt, der fortættes på regnslagets inderside. Tæppet må så
søges tørret snarest efter hvilen. Tæppet skal lægges således i regnslagposen,
at dets lukkede fold vender mod regnslagets knappeside. En regnslag-
sovepose kan gøres omtrent tæt forneden ved hjælp af to tynde, stive
stokke eller raftestumper (fig. 7).
 
Den, der vækkes af tung søvn, v il kun ret langsomt kunne komme
fri af en regnslag-sovepose; dette må tages i betragtning, hvis beredskabet
er højt. Evt. må man undlade at knappe regnslaget og nøjes med at
holde dette og tæppe m. v. sammen med en rem el. lign.
Tøjet løsnes, intet må snære og derved hindre blodcirkulationen.
Tørt skiftetøj og sokker tages på. Snørebåndene løsnes, evt. tages støvlerne
af. E r der meget koldt i en bivouak, må man beholde støvlerne på
eller tage dem med ned i soveposen. Ellers v il støvlerne fryse og være
umulige eller meget vanskelige at tage på igen efter hvilen — og frosne
støvler kan gnave slemt. Benklæderne trækkes uden på støvlerne; fødderne
stikkes ned i bagagetasken. Også hovedet skal pakkes godt ind;
felthuens klapper slås ned og evt. vikles hovedet ind i håndklædet eller
lignende.
 
Træk ikke hovedet ned i en sovepose, selv om det er meget koldt.
Ånden v il fortættes og gøre soveposen fugtig — dette gælder alle slags
soveposer; pak i stedet hovedet godt ind som beskrevet ovenfor.
H ar man kun en kappe til rådighed og intet tæppe eller regnslag,
kan det ofte betale sig at lægge kappen over sig (slidsen knappet) i stedet
for at tage den på; det er dog en forudsætning, at man har et godt
underlag.
 
Næste artikel
 
I en følgende artikel i »Militært Tidsskrift« vil bl. a. emnet »Varme og belysning« blive behandlet.
 
O. Ingerslev

PDF med originaludgaven hvor denne artikel er fra: PDF icon argang_1961_-_v4.pdf

Litteraturliste

Del: