Kamæleonen Kina

Er Kina den truende drage eller den milde og hyggelige pandabjørn? Alt tegner til, at danskerne nok engang har svært ved at håndtere opfattelsen af, hvad verdens ældste kultur og civilisation er for en størrelse. En revision trænger sig på i en tid, hvor Kina er det eneste land, der ligner en ny supermagt og som kan udfordre det generøse, amerikanske hegemoni, der har præget Danmark og Europa siden 1945.

Prædikatet ’kommunistisk’ om Folkerepublikken Kina er i løbet af 30 års reformpolitik blevet stadig mindre relevant for et samfund, der har præsteret massiv vækst og velstandsfremgang ved stort set at acceptere de præmisser for global økonomi og politik, som USA og dets allierede definerede under den kolde krig. Der er rigeligt med paradokser at tage fat på i beskrivelsen af de placeringer i verden, som Kina har indtaget hen over de 60 år som Folkerepublik.

Danskernes opfattelse af Kina har svinget mellem to poler, der groft sagt kan karakteriseres som jordnær realisme og romantisk sværmeri. Det var realismen, der sejrede, da Danmark i 1950 var blandt de første vestlige lande til at anerkende det nyetablerede, kommunistiske styre i Beijing. Korea-krigen, hvor Danmark placerede sin sympati på det provestlige Sydkoreas side, og en amerikansk inddæmningspolitik af Kina i 1950’erne og 60’erne ændrede ikke på dette.

Som samfundsmodel var Kina groft sagt i mange år kun beundret af små grupper af svorne kommunister og kulturradikale, sværmeriske idealister, som for eksempel Elias Bredsdorff der lovpriste Kina og opfandt udtrykket kulturradikal. Fra 1966 vendte Mao Zedongs såkaldte kulturrevolution op og ned på det meste. Den ideologiske og udenrigspolitiske strid mellem Kina og Sovjetunionen, der skærpedes markant i samme periode, spaltede verdenskommunismen, åbnede op for en tilnærmelse mellem USA og Kina og skaffede Kina en diffus sympati også blandt ikke-socialister og traditionelle antikommunister. Formand Mao blev et ikon, som ikke kun blev dyrket af den yderste venstrefløj. Dermed blev Kina som kommunistisk magt i en vis forstand ’fredet’ i den danske debat.

Med præsident Richard Nixons åbning over for Kina i 1972 begyndte en tilnærmelse til Vesten, som siden skulle blive af langt mere vidtrækkende karakter, end nogen i deres vildeste fantasi havde kunnet forestille sig. Tænk, hvis man dengang havde profeteret, at Kina ville blive en prokapitalistisk verdensmagt og hjemland for nogle af klodens største virksomheder!

Glansbilledet krakelerer
Kort efter Mao Zedongs død i 1976 begyndte det kinesiske glansbillede at krakelere, mange socialister og kulturradikale mistede et forbillede, og kæmpelandet lignede snart et mere traditionelt udviklingsland, higende efter international kapital og vestlig teknologi i sin økonomiske modernisering. Kombinationen af etparti-stat og markedsreformer blev siden kendt som ’socialisme med særlige kinesiske karakteristika’. Kinas ledere tvang Karl Marx og Adam Smith til at leve sammen!  

Ved starten af det 21. århundrede ligner Kina en økonomisk tiger i overstørrelse – en autoritær, eksportorienteret udviklingsstat, der kopierer erfaringerne fra efterkrigstidens tre mest vellykkede udviklingsmodeller, Taiwan, Singapore og Sydkorea. Her i 2010 er det ingen overdrivelse at sige, at Kina nu er ’drømmelandet’ for danske erhvervsfolk og ’mareridtet’ for danske socialister, i hvert fald dem i Socialistisk Folkeparti eller Enhedslisten. Kina er fortsat erklæret socialistisk, men forfølger i praksis mange kapitalistiske målsætninger og bruger markedsøkonomisk tænkning overalt. Paradokserne er voldsomme.

Samtidig er det tydeligt, at dansk mediedebat stadig har det svært med Kina. Sædvanligvis velinformerede kommentatorer kan dårligt forlige sig med den realitet, at Kina forkaster repræsentativt demokrati som i Vesten og i stedet eksperimenterer med et konsultativt styre og det, som den amerikanske forfatter John Naisbitt kalder ’vertikalt demokrati’. Over en bred front er analytikere enige om, at den oprindelige Mao-kommunisme er blevet afløst af et kompleks af konfucianisme og ny-nationalisme – muligvis en cocktail, som kan vise sig farlig i forhold til uafklarede relationer til Taiwan, Tibet og Japan.

I 2009-10 har den danske debat om Tibets status vist, at vore politikere har store vanskeligheder ved at håndtere et Kina, der demonstrerer stadig større styrke på den globale arena, når vi samtidig skal bekende os til nogle menneskeretlige idealer som en del af udenrigspolitikken. En forespørgselsdebat i Folketinget 4. marts var et skoleeksempel på, hvorledes dobbeltheden i dansk Kina-opfattelse trækker skillelinjer mellem realister og romantikere. I 2003 og 2009 modtages Dalai Lama og hans eksilregering på Marienborg, og da Kina trækker en streg i sandet, må vi ud i en forklarende ’verbalnote’, der i realiteten undsiger Dalai Lama og hele det miljø af rettighedsaktivister, der følger ham.

Dobbelthed gennem årtier
Ser vi på tiden i midten af 1970’erne, kan vi finde nogle af årsagerne til denne dobbelthed.

Kina var dengang ikke af nævneværdig interesse for os som økonomisk partner, men havde indtaget en ny rolle i den kolde krig, idet Mao-styret i Beijing havde erklæret Sovjetunionen som sin hovedfjende og indledt en tilnærmelse til USA. Som et led i denne åbning over for Vesten var vor egen statsminister Poul Hartling (Venstre) blevet inviteret til Kina i oktober 1974.

Under opholdet arrangerede Poul Hartlings værter et uformelt møde med den utvivlsomt senile Mao Zedong i en provinsby. Efter dette korte møde kaldte Hartling sine møder med Folkerepublikkens grundlægger for ’samtaler på højt intellektuelt niveau’.

Dermed havde den borgerlige, liberale partileder sat scenen for endnu en romantisering af det Kina, som danskerne endnu kun vidste meget lidt om.

At Hartling malede et glansbillede, er der ingen tvivl om. Ved besøgets afslutning i Sydkina og Hongkong sagde Poul Hartling i et interview med dagbladet Aktuelt: "Vi fik indtryk af en kommunisme, der er anderledes end andre steder, først og fremmest fordi det er en bondebevægelse, der igen giver nogle forsonende træk ved systemet."[1] Til Politikens korrespondent sagde Hartling: "Folk er glade, har åbne ansigter. Er sunde, velklædte og de bestiller noget. Men jeg vil også gerne sige, at systemet ikke er noget for os, for vi kender friheden."[2]  Man fornemmer her, at Hartling meget forsigtigt trækker den kvalitative forskel mellem Mao-kommunismen og demokratiet. 

Til den udsendte fra Venstrepressens Bureau lød vurderingen: "Jeg har mødt forhold i deres system, som vi ud fra vore krav til frihed ikke kan acceptere, men vi har også konstateret, at kommunisme har bragt Kina betydelig fremgang."[3]

Et par uger senere offentliggjorde den norske avis Arbeiderbladet et interview med Hartling, hvor han udtalte: "Han havde faktisk lidt af det humør, som vi finder i Maos lille røde bog. En kinesisk kommunisme er en bondebevægelse til forskel fra, hvad den er i alle andre lande."[4] Og videre: "Det er imponerende hvad denne mand har gjort med et udarmet og udsultet folk. Der er ingen, der sulter længere – det er fantastisk. De har fri abort og det koster ingenting. De agiterer for prævention, og formand Mao siger, at der ikke bør være flere end to børn i hver familie. Der er fuld ligestilling."[5]

Forførelse og gæstfrihed
Kinaforskeren Søren Clausen var i 1974-76 en af de første udvekslingsstuderende på et længerevarende ophold i Maos Kina. Clausen traf Poul Hartling under dennes besøg i Beijing i oktober 1974 og var derfor en af de første, der fik et personligt referat af de legendariske samtaler: "Den borgerlige danske statsministers begejstring for Maos kommunisme kan forklares med flere faktorer. Fortællingen om et fattigt land, der rejser sig ved egen kraft, er noget, mange danskere kan spejle sig i. Kina efter 1949 har nogle overfladiske lighedspunkter med Danmark i anden halvdel af 1800-tallet, hvor vi havde tabt Sønderjylland og med en målrettet arbejdsindsats måtte skabe et levedygtigt samfund på et tidspunkt, hvor omverdenen havde sat os med ryggen mod en mur. Kina blev synonymt med den hårdt arbejdende, men lykkelige bonde på landet – den slags falder danskerne pladask for", pointerer Søren Clausen mere end tre årtier efter de berømte samtaler på højt intellektuelt niveau mellem den liberale teolog og den kommunistiske revolutionshelt.[6]

Kineserne er fremragende formidlere af den type fortællinger. Det gælder også kommunisternes lange march 1934-36, som er en fortælling om overlevelse under næsten umulige betingelser, mener Søren Clausen: ”Hartling er også blevet forført af kinesernes klassiske venlighed og gæstfrihed, og han har som så mange før ham projiceret sine forventninger op i stor skala. De fleste danskere har en iboende drøm om at se et udviklingsland klare sig godt. Det var nemt at se denne drøm som værende på vej til at blive realiseret i Kina. Der var selvfølgelig tale om en fabelagtig iscenesættelse. Kina var dengang et samfund, hvor alle officielle personligheder bar masker, som dækkede over en virkelighed, hvor de fleste af os kun kunne gætte om realiteterne bag maskerne.”[7]

Datidens ideologiske splittelse mellem Sovjetunionen og Kina får her en mere folkelig og jordnær dimension: "Maos Kina var en stor kontrast til Sovjetunionen. Den gamle østblok, som Kina var kommet på kant med af ideologiske grunde, var dybt deprimerende: apati, beton og druk. Når folk tog turen med den transsibiriske jernbane fra Moskva til Beijing, forlod de et rædselsfuldt og formørket samfund og blev efterfølgende mødt af smilende, tjenesteivrige kinesere, der serverede fantastisk mad og tog dem rundt til storslåede landskaber. Kineserne er mestre i den slags gæstfrihedsteknikker. At besøge en daginstitution i Shanghai og ved ankomsten blive taget ved hånden af et barn er der ingen, der kan stå for", pointerer Søren Clausen.[8]

To år efter audiensen hos Mao var Hartling blevet forhenværende statsminister, men var fortsat formand for partiet Venstre. Da meddelelsen om Maos død blev formidlet af Radioavisens morgenudgaver, skrev den tidligere statsminister følgende til pressen: "Det mest interessante besøg jeg nogensinde har oplevet, var besøget hos formand Mao i efteråret 1974. Vist var han da en gammel mand. Over de firs. Han bevægede sig tungt og hans tale var lidt besværet. Men den store personlighed fik en til at glemme den fysiske svaghed.

Hvad han sagde, blev fremført med stor autoritet. Ikke brysk eller højtideligt. Han havde tid til at spørge og lytte, han havde også et glimt i øjet, men frem for alt var der stor ro og myndighed over ham.

Når man talte med ham, kunne man mærke, at han i så mange år havde været i krig. Den lange march, de primitive og krævende livsvilkår, en tilværelse under krigens betingelser igennem mange år havde sat sit præg på hans tankesæt og hele indstilling.

Man kunne også mærke hans respekt for bondesamfundet. Det nøjsomme liv, sliddet for det daglige brød, alt det der kendetegner bondens tilværelse og livsform, har også påvirket det samfundssyn, som Mao stod for. For hundrede millioner af mennesker har formand Mao været og vil vedblive at være, det store forbillede, den store leder, en næsten forgudet politisk skikkelse.

Hans tanker om den fortsatte revolution, hans særlige udformning af kommunistiske tanker, vil præge også kommende tiders ideologiske debatter. Navnet Mao er allerede, mens han levede, blevet et begreb. Ingen som mødte Mao kunne undgå at fornemme, at her stod man over for en statsmand af stort format, men statsmanden var også et klogt og levende menneske."[9]

Det borgerlige Danmarks antikommunisme var ikke død og borte i 1970’erne, men en ledende liberal politiker var rede til at gøre en markant undtagelse, når det handlede om Kina.

B.T. hylder Mao
Hartlings respekt for Mao blev delt af andre borgerlige meningsdannere. I dagbladet B.T. hed det dagen derpå om den afdøde kinesiske leder (i en leder skrevet af Rolf Bagger, der siden blev kendt som en borgerligt orienteret debattør og forfatter): "Maos revolution bygger på en grænseløs respekt for mennesket nederst i et samfund og for det arbejde, som dette menneske udfører. Det arbejdende menneske er et værdigt væsen med en værdifuld livsform, som har krav på ægte, naturlig respekt. Denne grundlæggende respekt føler vi ikke længere i den vestlige verden. Vi respekterer helt omvendt dem, der når højest og videst, og vores livsform har følgelig langsomt berøvet de nederste mennesker deres livsform og deres værdighed. Ved at tage udgangspunkt i det nederste menneske og dets livsform har Mao fået genindført begrebet det nødvendige som målestok for, hvad et menneske og et samfund har brug for.

De fleste af tidens politiske ledere vil blive glemt, hvis ikke de allerede er glemt, uden for deres eget land. Og ikke så helt få af de resterende vil først og fremmest blive husket for den plads, som de kom til at indtage i verdenshistoriens store forbryderalbum. Anderledes med Mao Tse-tung. [...] Statsmænd vil blive husket for at have ført verden frelst igennem krige og ud af katastrofer. Kun Mao Tse-tung har foreløbig anvist sit land en brugbar udvej af den katastrofe, der truer i fredstid."[10]

Tre årtier senere er der i medielandskabet og i den danske politiske meningsdannelse bred enighed om, at Mao var en dæmon, en tyran, en totalitær despot, der bragte Kina på katastrofens rand, og man kan undre sig over, at mere nøgterne vurderinger havde så svære betingelser dengang. En forklaring kan være, som Søren Clausen er inde på, at Maos teoretiske vision var i samklang med nogle af de idealer, der havde båret det danske velfærdssamfund frem.

Klarsyn hos en embedsmand
I det embedsværk, der var involveret i Poul Hartlings og andre ministres besøg i 1970'erne, var synet på den almægtige kinesiske leder mere nøgternt, end det, der er kommet til udtryk i Hartlings erindringer.

Kina fyldte ganske meget i det danske udenrigsministeriums politiske afdeling i årene 1973-76. Det var en periode, hvor Kina stadig var internationalt isoleret, ikke mindst som følge af den første og mest dramatiske og voldelige fase af Kulturrevolutionen 1966-69. Både med datidens og nutidens briller er det derfor usædvanligt, at det lille og dengang nye medlem af datidens EF, Danmark, i 1973 kunne sende en udenrigsminister, K.B. Andersen (S) til Kina og året efter Poul Hartling (V). I marts 1976 fulgte udenrigsøkonomiminister Ivar Nørgaard (S).

I februar 1976, få måneder før Mao Zedongs død, satte Carsten Ove Hansen, en af Udenrigsministeriets embedsmænd sig for at skære igennem euforien og skrev et internt notat, der forsøgte at levere et realistisk og historisk velfunderet billede af samtidens Kina. De kaotiske opbrud, der havde kendetegnet Kina siden Kulturrevolutionens start i 1966, anså embedsmanden som en konsekvens af Kinas historiske og filosofiske arvegods, kongfuzianismen: "En bedømmelse af navnlig den interne udvikling i Kina, men også af landets udenrigspolitik, er dobbelt vanskelig som følge dels af kløften mellem Kinas og Vestens kultur og dels af, at der er tale om en totalitær stat, som er i stand til næsten fuldstændig at afsondre befolkningen fra omverdenen og at kontrollere omverdenens underretning om forholdene i Kina. [...]

Kulturrevolutionens tilblivelse og forløb er formentlig kun forståelig på baggrund af indgående kendskab til kinesisk historie og filosofi. Det er formentlig også vigtigt at erindre den overordentlige træghed og i mange henseender traditionelle indstilling, som stadig præger det kinesiske samfund, hvor 80 procent stadig er landbefolkning og den ældre befolkning præget af århundreders overtro og kongfuziansk etik. På denne baggrund er det tænkeligt, at større reformer såvel materielle som i henseende til befolkningens tankesæt og forestillinger kun lader sig gennemføre under ekstraordinære og dramatiske omstændigheder. [...]

Der synes dog at være tale om en vis utålmodighed hos den aldrende leder, Mao, med de yngre generationers fjernelse fra den oprindelige revolutionære ånd til fordel for mere materielle tilskyndelser og tendenser til dannelse af en elite af eksperter og bureaukrater. Hertil kom antagelig en regulær magtkamp inden for parti- og regeringsledelsen samt Maos nærmest utopiske stræben efter gennem en vedvarende revolution at virkeliggøre den rene kommunisme, som i realiteten indebar et gigantisk forsøg på at skabe et nyt menneske, hvis loyalitet hvilede ikke som før på familie eller ego, men på samfundet, nationen – kort sagt et forsøg på at ændre den menneskelige natur".[11]

I et efterfølgende notat leverede samme embedsmand en analyse af de teoretiske begreber, som maoismen indeholdte: "Mao har nedfældet kernen i sin lære i to skrifter om modsætninger fra 1937 og 57. Han ser modsætningerne som en grundlov bag alle processer, accepterer ikke revolutionens afslutning som proletariatets sejr, men ser heri en ny dialektisk udvikling, der fremkalder en ny modsætning og dermed nye spændinger, der fører til ny revolution.

I sin tillempning af marxisme-leninismen ser han det centrale i sit revolutionære budskab at omdanne mennesket, så det viser total loyalitet over for folket, dvs. staten og viser den ved arbejdsomhed og disciplin. [...]

Maoismen indeholder således et romantisk eller utopisk element, der med fanatisme nægter at acceptere menneskets naturlige tilbøjelighed til at sikre dets eget og familiens tryghed. Det er dette uforsonlige, utopiske element, der appellerer stærkt langt ud over Kinas grænser, især til Vestens ungdom, der står i opposition til den materialistiske, borgerlige samfundsorden. Det er samme naturstridige bestanddel af Maos ideologi, der dybest set gør den uigennemførlig, for så vidt som opfyldelsen af dens mål – som nogle har fundet bevist under kulturrevolutionen – kræver en offervilje, der forudsætter en ændring af den menneskelige natur. [...]

Den lange kontinuitet og den store modstandskraft over for udefra kommende impulser har foranlediget en vestlig iagttager til at beskrive Kina som 'et hav, der salter alle de floder, som løber ud deri'. Kontinuiteten har præget Kinas lange historie med visse gennemgående træk: kineserne betragter Kina som verdens centrum, hvorfra udstråler den sande lære, tidligere Kongfuzis etiske leveregler for individet såvel som staten, senere hen Maos udlægning af marxisme-leninismen, der stiller bondebefolkningen i fokus og understreger Kinas selvtilstrækkelighed såvel i forhold til Vesten som til de øvrige kommunistiske lande. Mens tidligere Kongfuzis lære blev indprentet den (i øvrigt demokratisk rekrutterede) intellektuelle elite og gennem de kejserlige eksaminer banede vej til statens højeste embeder, er på tilsvarende måde i dag et grundigt kendskab til Maos tanker en nødvendig forudsætning for at opnå en ledende position i Folkerepublikken.''[12]

Så vidt embedsmanden. Han havde næppe kunne forudse den genkomst for Kongfuzi, som præger Kina i disse år.

Fogh Rasmussen gør som Hartling
Har det borgerlige Danmark lært sig at vurdere udviklingen i Kina mere balanceret end da Hartling skrev om Mao?  Der lå ideologiske sympatier hos en del af venstrefløjen – Danmark havde et lille maoistisk parti, Kommunistisk Arbejderparti (KAP), grundlagt 1976, opløst 1994. Partiet havde aldrig indflydelse af betydning. Andre kommunistiske og socialistiske partier havde ikke nævneværdig interesse i Kina.

Men for det borgerlige Danmark er det romantiske syn på kæmpelandet i øst vendt tilbage.

30 år efter Poul Hartlings besøg hos Mao Zedong ankommer en anden dansk statsminister fra partiet Venstre til et Kina, der er radikalt forandret i forhold til det land, Hartling besøgte. Anders Fogh Rasmussen lægger vægt på andre indtryk end sin forgænger, men begejstringen og benovelsen over Kina deler de to liberale politikere.

Fogh Rasmussen opsummerer sine indtryk fra Kina over for de delegerede på Venstres landsmøde 21. november 2004: "Jeg tror, at I alle sammen fra jeres eget liv kender det, at der er forskellige ganske bestemte begivenheder, der sætter spor, som I tænker tilbage på. Begivenheder, som sætter nogle tanker i gang. En sådan skelsættende begivenhed var mit besøg i Kina.

Selvfølgelig havde jeg hørt meget om Kina inden. Jeg havde endda også tidligere mødt de forhenværende kinesiske ledere. Jeg havde hørt om de begyndende reformer i landet og om Kinas begyndende åbning mod omverdenen. Den rivende udvikling. De tusinder af arbejdspladser, der bliver placeret i Kina af europæiske og amerikanske virksomheder. Alligevel må jeg sige, at det jeg oplevede i Kina, langt overgik min fantasi.

Blandt andet var jeg i Shanghai. I dag en millionby i ufattelig vækst. For få årtier siden en forholdsvis fattig by med cykler som det dominerende transportmiddel. Nu var der by og industri så langt øjet rakte. Liv og dynamik. Voksende velstand. Et synligt tegn var de hundredtusinder af biler, der fyldte vejene. Og sådan ser vi det i øjeblikket i hele den østlige del af Kina. En ufattelig vækst. En årlig vækst, der er fem-seks gange så stærk, som den vi oplever i Europa. Det går så stærkt i Kina, at man allerede om et års tid regner med, at den kinesiske økonomi vil være større og stærkere end den franske. Om et par år sikkert større end den britiske økonomi. Og om fem-seks år kan man nok regne med, at den er større end den tyske. Det går stærkt. Hvert år flytter millioner af fattige kinesere fra de underudviklede egne i det vestlige Kina til vækstcentrene i øst. De får job. De får penge mellem hænderne. På den måde bliver millioner og atter millioner af kinesere løftet ud af fattigdom. Det er en positiv historie. En spændende historie. Og en lærerig historie.

Mange danske virksomheder har allerede placeret flere tusinde arbejdspladser i Kina. Det samme har europæiske og amerikanske virksomheder. Og der vil komme mange flere i de kommende år. Med egne øjne så jeg, hvor stærkt det går i Kina. Hvor langt kineserne er fremme. Hvor langt de vil komme.’’[13]

Kamæleonen
På kun 30 år har Kina gennemført et radikalt økonomisk kursskifte, der har fået vidtrækkende strategiske konsekvenser, har udfordret den vestligt dominerede verdensorden og sat overraskende anderledes rammer for verdens udvikling i det 21. århundrede.

I hver sin ende af dette forløb har to borgerlige danske partiledere og statsministre hyldet det samme land – man fristes til at sige ’kamæleonen Kina’, hvis kommunistparti stadig er ved magten og efter alt at dømme står stærkere end nogensinde.

Danmark traf i 1950 et strategisk valg ved at anerkende Folkerepublikken Kina. Til trods for det nære forhold til vor vigtigste alliancepartner USA fulgte vi ikke med Washington i en anerkendelse og opbakning til Republikken Kina (Taiwan). Dette gav i mange år efter høj status hos skiftende partiledere i Beijing.

Samtidig har der i den hjemlige debat har været plads til en vis dobbelthed: Vi har formået at lovprise Mao-kommunismen, da den var på sit højeste, og efterfølgende hylde det Kina, der i dag repræsenterer alt det modsatte af, hvad Mao stod for: entreprenørkraft, privat foretagsomhed, kapitalisme, dyrkelse af økonomiske eliter, global økonomisk ekspansion. Vi har med andre ord været både romantiske og pragmatiske i officielle vurderinger af den indrepolitiske udvikling i Kina.  

Kun få og efterhånden marginaliserede debattører kalder i dag Kina for ’totalitært’, og medierne har endnu ikke vænnet sig til at bruge prædikatet ’meritokrati’: at landets ledelse er overdraget de bedst egnede, sådan som Kongfuzi og hans elever prædikede for mere end et par årtusinder siden.

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift, hvor denne artikel er fra:

militaert_tidsskrift_139.argang_nr.2_2010.pdf


[1] Aktuelt, 28. oktober, 1974

[2] Politiken, 28. oktober, 1974

[3] Venstrepressens Bureau, 28. oktober, 1974

[4] Arbeiderbladet, 12. november, 1974

[5] Ibid

[6] Ytzens interview med Søren Clausen til bogen: Supermagten Kina – mirakel eller mareridt, 2008

[7] Ibid

[8] Ibid

[9] Radioavisen, 9. september, 1976

[10] B.T. 10. september, 1976

[11] Udenrigsministeriets dokumenter, 1976, Rigsarkivet

[12] Ibid

[13] Venstres hjemmeside, www.venstre.dk

 

Litteraturliste

Litteraturliste

  • - Aktuelt (28. oktober, 1974).
  • - Arbeiderbladet (12. november, 1974).
  • - B.T. (10. september, 1976).
  • - Forfatterens eget interview med Søren Clausen til bogen: Supermagten Kina – mirakel eller mareridt, 2008.
  • - Politiken (28. oktober, 2974).
  • - Radioavisen (9. september, 1976).
  • - Udenrigsministeriets dokumenter, 1976, Rigsarkivet.
  • - Venstrepressens Bureau (28. oktober, 2974).
  • - Venstres hjemmeside, www.venstre.dk.

Del: