Jamen man skyder da journalister?

Pressen, militæret og Irak
På et offentligt møde for nylig om forsvaret, beredskabet og det sårbare danske samfund faldt talen på Irak. Og da jeg var den eneste medierepræsentant på mødet fik jeg, stedfortrædende for hele branchen, en ordentlig næsestyver af den stedlige chef for hjemmeværnet. 

 

Problemet er, mente han, at vi – altså pressen – ikke bringer tilstrækkeligt mange positive historier om udviklingen i Irak efter krigen mod Saddam Hussein. Gjorde vi bare det ville alting se meget anderledes ud.

Det samme argument kan man høre i liberale kredse her i Danmark, og læse i regeringspartiet Venstres politiske materiale.

Det er ikke et dansk fænomen, dette at militær og regering er enig om, at det er pressens skyld når alting ser negativt ud i en krig eller lige efter en krig.

I en workshop som det amerikanske forsvar holdt i efteråret og hvor militæret, pressens folk, medieteoretikere og regeringsembedsmænd for­søgte at formulere læren af militærets nye mediestrategi under krigen mod Irak klagede netop den ”officielle” side over, at de positive historier fra det befriede? besatte? Irak er forsvundet.

De forsvandt, siger militæret, samtidig med de indkapslede (embedded) journalister, der fulgte med nøje udvalgte militære enheder ind i Irak.

Pressens folk, derimod, mener at militær og politik her retter budbringeren fordi budskabet mishager.

Og det er kernen i det klassiske forhold mellem journalister og presse på den ene og regeringer og militær på den anden side. Militæret, og regeringer, der er i situationer hvor de føler behov for at bruge militær magt, arbejder med informationer på et ”need-to-know”- grundlag: jo nærmere man kommer på handlingsniveauet – krigen og kamppladsen i dette tilfælde – jo mere udpræget bliver det kun at videregive de informationer som modtageren menes at have absolut brug for. Alt andet holder man for sig selv i bevidstheden om, at for mange unødvendige oplysninger distraherer den der skal udføre jobbet. (Et stort problem for den computerstøttede, integrerede infanterist, hvorfor en af de svære øvelser netop nu går ud på at udvikle effektiv informationsstyring til soldaten i kamp).

Pressen, derimod, ser informationsstyring som netop styring og følgelig noget uønsket. Pressen vil i sin natur kræve flest mulige oplysninger og vil selv være den instans, der sorterer og vurderer relevans og lødighed.

Konflikten er uløselig, så meget mere som begge sider ikke bare føler sig i sin gode ret til at stå på sin holdning til informationshåndteringen, men samtidig hver for sig har en selvopfattelse som gør. at de begge for sig selv kræver en moralsk førsteret:

Militæret vil sige, at det forsvarer samfundets frihed og dermed pressens ret til at arbejde frit, og at den pris, der midlertidigt må betales for det gode så er, at journalister lige her og nu og mens krigen/konflikten står på, ikke kan få hvad som helst at vide. Militæret vil sige at netop når friheden skal forsvares er det nødvendigt at den – midlertidigt – beskæres.

Pressen vi sige, at man ikke kan forsvare friheden ved at beskære den. At det er pressen, der forsvarer demokratiet ved at udføre sin kontrolfunktion over for regering og administration, og at den opgave er særlig vigtig over for lukkede, stramt hierarkiske systemer som militæret og i konflikt- og krigstider, hvor de normale spilleregler er sat ud af kraft, og mulighederne for politisk eller administrativ magtfordrejning er størst. Pressen vil sige at netop når der er argumenter for at pressen holder sig tilbage, er det nødvendigt at den er ekstra aggressivt kontrollerende.

Den konflikt er som sagt uløselig og den er størst når krigen er i gang og krigskorrespondenter er, hvor soldater slås, slår ihjel og bliver slået ihjel.

Sådan har det været fra den første gang en rigtig krigskorrespondent dukkede op på en krigsskueplads. Lige siden da har det grundlæggende dilemma, det grundlæggende spørgsmål været det samme, som militærhistorikerne Christopher Bellamy og Richard Holmes gør opmærksom på.

De fortæller at da The Times medarbejder William Howard Russel dukkede op på Krim-halvøen for at dække Krim krigen og fandt den britiske hær i en forfærdende elendig tilstand telegraferede han det nu klassiske spørgsmål hjem: ”Skriver jeg det her, eller holder jeg bøtte?” Hans redaktør John Delane sendte et nu lige så klassisk svar tilbage: ”Skriv hvad du ser, så afgør jeg, om det skal trykkes.”. Den tredje spiller var naturligt nok den britiske øverstkommanderende for Krim-udrykningsstyrken. Den 25. februar 1856 udstedte han verdens første militære pressecensur-ordre som forbød offentliggørelse af informationer som kunne være fjenden til nytte, og bemyndigede officererne til at fjerne krigskorrespondenter, der gjorde det alligevel, fra krigsteateret.1

Den grundlæggende interessekonflikt, og de grundlæggende spørgsmål i forholdet mellem pressens folk og militærets i krige er de samme i dag som under Krim-krigen.

Hvad der har ændret sig er tre andre fundamentale forudsætninger for samspillet militær-medier.

·         Det første er opfattelsen af den nationale presse som en del af nationens fælles kamp.

·         Den anden er opfattelsen af medierne som kampplads.

·         Den tredje er opfattelsen af pressen som fjenden.

Alle tre er grundlæggende ændret i de seneste 40 år – og ændringerne er i det store hele teknologidrevet, hvorfor forandringerne også har været accelererende i takt med at den teknologiske udvikling går hurtigere og hurtigere.

Pressen som del af den patriotiske kamp
Det er et klassisk syn på pressen som en af de nationale aktører i en krig. Altså dette at pressen folk helt fundamentalt er ”vore egne” og derfor med pen, kamera og mikrofon kæmper på ”vores” side: at pressen trækker med på den nationale hammel, når fædrelandet er i krig. Den opfattelse var en delt opfattelse: pressen var i det store hele enig, og arbejdede ”patriotisk” helt op til årene efter Anden Verdenskrig og endnu under Korea krigen. Men denne konsensus mellem offentlighed, regering, militær og presse blev brudt i Vietnam, og en ny tids krigskorrespondent – tv-korrespondenten, der arbejdede hurtigt og ramte et bredt hjemmepublikum med det stærkest mulige udtryk, tv-biledet - dukkede op og beskrev krigsskuepladsen og krigsteateret, som han oplevede dem, ikke som det var formålstjenligt ud fra en patriotisk synsvinkel at beskrive dem. Han kom på den måde til at beskrive en helt anden virkelighed end den, der blev tegnet af den politiske og militære ledelse hjemme i USA. Det var den virkelig store ændring i forholdet mellem presse og militær der skete med den krig, og førte i sidste ende til at den folkelige opbakning til krigen svandt så meget ind, at supermagten til sidst ikke længere var politisk i stand til at føre krigen videre, mener for eksempel lederen af afdelingen for krigsstudier på King’s College i London, Lawrence Freedmann. 2

Efter terrorangrebene den 11. september 2001 i New York og Washington vendte for en kort tid denne nationale enighed, at alle dele af det amerikanske samfund, inklusive pressen, var i krig, tilbage. Det var i den stemning, den amerikanske præsidents sikkerhedspolitiske rådgiver Condoleezza Rice mente, at pressen skulle pålægges at holde udtalelser og videobånd med Osama bin Laden for sig selv og højst bringe helt korte stumper ud til offentligheden. Hendes argument var at bin Laden kunne bruge de vestlige medier til at snige kodede ordrer igennem til skjulte terrorister om at gå i aktion. Enkelte medier, som CNN, gik et stykke vej med på den form for national selvcensur. Og hvad Rice forsøgte hos de elektroniske medier forsøgte pressetalsmanden i Det hvide Hus, Ari Flesicher hos de trykte medier ved at opfordre dem til at tie alle udskrifter af udtalelser fra Osama bin Laden ihjel og ikke offentliggøre dem.

”Det bedste alibi for en tilsløring, et cover-up, er at påstå at sandheden er farlig”, skrev E.J.Dionne i en kommentar i Washington Post. Her citeret efter Stuart Taylor Jr. som selv efter en gennemgang af argumenter for og imod ender med at konkludere at: ”Denne krig er virkelig – i modsætning til Vietnam – et opgør mellem det gode og det onde, civilisationen mod barbariet, liv og frihed mod nihilisme. Journalistisk neutralitet er ikke et holdbart standpunkt.”3

Så længe det handlede om krigen mod internationalt agerende terrorgrupper, og helt specielt så længe det handlede om at forfølge og uskadeliggøre Osama bin Ladens netværk, var mange, ikke kun amerikanske, journalister og mediefolk enige i at i det opgør er der ikke noget neutralt standpunkt. Men som krigen i Afghanistan skred frem blev mediestandpunktet for manges vedkommende modereret: nok var man ikke neutral i spørgsmålet om kampens nødvendighed, men man gik på kritisk distance efterhånden som debatten om krigens midler blev aktualiseret af det, der skete på kamppladsen.

Medierne som kampplads
Symptomatisk for det holdningsskifte var den britiske frokostavis The Mirror forside mandag den 29. oktober 2001, hvor den legendariske udenrigskorrespondent John Pilger med kæmpebogstaver konstaterede: ”Denne krig er et svindelnummer”. Mirror er en af de populære, for ikke at sige populistiske, kæmpeoplagsaviser, og det siger noget om den stemning, avisens redaktører vejrede i landet, at de lagde avisens linie lige dér. Amerikanske aviser var ikke langt bag efter.

Igen var det udviklingen i informationsteknologien, der drev den offentlige debat: I et forsøg på at vinde informationskrigen offentliggjorde den amerikanske militære ledelse videooptagelser af et angreb, som specialstyrken Delta Force gennemførte den 20. oktober efter 13 døgns intensivt bombeangreb på talibanstyrkerne i Afghanistan. Specialstyrkens angreb og videooptagelserne blev offentliggjort få timer efter kamphandlingerne, og underbyggede det amerikanske forsvarsministeriums påstand om at angrebet havde været en overvældende succes. Det var billeder af den slags, vi kom til at kende så godt. Billeder af lidt utydelige skygger der bevæger sig i lidt utydelige omgivelser, der ligger hen i et grønt eller blåt skær, optaget med specialkameraer der kan se i mørke, som transmitterer det sete tilbage til hovedkvarteret i realtid, altså øjeblikkeligt, og som derfor også kan offentliggøres øjeblikkeligt, eller næsten øjeblikkeligt, når det er politisk opportunt.

Beundringen for specialstyrkernes effektive indsats holdt et par uger. Tirsdag den 6. november 2001 lød forsiden af The Guardian, og det var bare et af de medier der tog fat på historien: ”Afsløret: Hvordan forkludret US angreb var tæt på katastrofe”. Historien var at netop det angreb var løbet direkte ind i voldsom og helt uventet talibanmodstand, at aktionen var ved at gå helt galt og at episoden havde ført til en gennemgribende analyse og ændring af den taktik, amerikanerne arbejdede med i Afghanistan. Dagen før havde den kendte amerikanske journalist Seymour Hersh i en artikel i magasinet The New Yorker opgjort de amerikanske tab til 12 sårede, heraf tre alvorligt, og citeret amerikanske kilder for oplysningen om at specialstyrken, der er en af USA's fremmeste, var blevet slået tilbage.

Angrebet fandt sted i Kandahar, og målet var et af talibanlederen mullah Omars tilholdssteder. Når episoden refereres i detaljer her så er det fordi den viser noget principielt om forholdet mellem presse og militær i krigstider. Det principielle forhold at medier, der forhindres i at forsikre sig ved selvsyn om hvad der sker på kamppladsen eller i krigsteateret naturligvis sultent tager imod de lunser, der så kastes til dem fra den militære eller politiske ledelse, i dette tilfælde altså Pentagon. Nyhedskonkurrencen er benhård, det gælder om at komme først, og lunserne befordres især på tv videre med sekunders eller minutters forsinkelse. Alt for kort tid til at journalist eller redaktør kan tage selvstændig stilling til det tilbudte materiales sandsynlighed, troværdighed og lødighed. Nyhedshunden må nøjes med at tage imod og logre med halen. Men netop derfor snurrer nyhedshunden rundt og bider den hånd, der fodrer den, hvis det viser sig at det er forgiftede godbidder, den er blevet tilbudt. Og det var hvad den følte der var sket i det her refererede tilfælde med succeshistorien om Delta Force angrebet i Kandahar. Den historie var ikke sandheden, og når den politiske og militære ledelse under den slags lukkede aktioner vælger at offentliggøre noget som helst, så er pressens krav til sandhedsværdien af det der offentliggøres naturligt nok ekstra høj.

Men mere end det. Episoder som denne gør at det bliver umuligt at opretholde opfattelsen af at regering, militær og presse er ude i det samme ærinde, at de trækker på samme patriotiske hammel.

Lige her skred det genfundne nationale fællesskab mellem den politiske og militære magt og pressen som magtens kontrolinstans.

Når magten svigter kontrakten – sig ikke alt, men tal sandt, når I taler - bliver kontrollen så meget mere aggressiv.

Hvad der sker når kontrakten svigtes fra den anden, fra pressens side, vender jeg tilbage til lidt senere.

I Vietnam var denne her proces langsom og pinefuld. I dagens krigsførelse er den ikke mindre pinefuld, men næsten øjeblikkelig. Så øjeblikkelig at den kan nå at få direkte indflydelse på den måde krigen føres på. Fordi det der sker på kamppladsen fodres tilbage til den hjemlige opinion, som driver politikere til at gribe ind i begivenheder på niveauer hvor krigens håndværkere tidligere var enerådende.

Den første krig mod Saddam Hussein, den om Kuwait, var i så henseende et forvarsel om den situation, vi er i nu. De tv-billeder som CNN hentede hjem fra Bagdad og udsendte live mens krigen var i gang fik ved flere lejligheder direkte indflydelse på den militære og politiske beslutningsproces.

Men det var Kosovo-krigen, der gjorde det tydeligt, at noget fundamentalt var forandret i måden at føre krig på. NATOs daværende øverstbefalende, general Wesley Clark beskriver hvordan krigsførelsens forskellige niveauer – det politiske, det strategiske og det taktiske – i moderne krigsførelse er presset så meget sammen, at der ikke længere er tale om klart definerede niveauer med hver sin klare opgave. Politikeren får nu i realtid så mange oplysninger fra det taktiske niveau, at han eller hun har en tendens til at detail-blande sig på alle niveauer. Det strategiske niveau må tænke både politisk og taktisk samtidig med at det forsøger at koncentrere sig om de strategiske problemer. Og soldaten på det taktiske niveau på kamppladsen må trænes i at tænke både strategisk og politisk. For hans handlinger på kamppladsen kan i dag – via pressens nye teknologiske muligheder - få direkte og øjeblikkelig indflydelse på den offentlige politiske stemning. Og den driver politikerne til at blande sig i krigsførelsen, hvad der betyder, at kravene til både den valgte strategi og til soldaten på kamppladsen ændres, endnu mens kampen er i gang. 4

Det fører direkte videre til den anden forudsætning for samspillet mellem militær og medier, der har ændret sig fundamentalt. Det er opfattelsen af medierne som kampplads. Også denne ændring er teknologidrevet både på den militære og på mediesiden. Det handler igen om øjeblikkelig informa­tionsindsamling og -spredning.

På den militære side har evnen til at indsamle, bearbejde og sprede informationer i realtid – hvad én ved, ved alle i samme øjeblik – været den afgørende forudsætning for udviklingen af det teoretiske grundlag for parallelkrig og hyperkrig, for en krig der føres på alle niveauer og på alle områder på én gang, samtidig eller næsten samtidigt (forskellen på hyperkrig og parallelkrig). Tidligere tiders nedslidningskrig – lag for lag indtil det endelig slag mod gravitationscenteret – er afløst af de nye krigsformer, som er under stadig udvikling mod fremtidens netværkskrige, krige i cyberspace, informationskrige og psyops krigsførelse. 

Hvad militæret kan, kan de største medieforetagender i dag også. Og måske endda bedre, hurtigere og billigere. Da de amerikanske styrker gik i land i Somalia blev de modtaget af et stort medieopbud som transmitterede landgangen direkte i tv og radio: medierne var nået frem med deres udstyr før militæret med alle dets ressourcer fik flyttet den hurtige udrykningsstyrke, der skulle ind i det borgerkrigshærgede land.

Og udviklingen på mediesiden går rasende hurtigt på mange forskellige planer. En ting er transmissionsteknologien, som gør, at der stort set ikke længere er noget steds på kloden som medierne ikke vil kunne rapportere direkte fra. En anden er udviklingen af multimedie-redskaber som dels kan arbejde sammen, dels er blevet så kompakte og lette, at en enkelt journalist kan betjene radio og tv, trykt presse og internetbaserede medier, ja, sågar mobiltelefon-netværk som sms-teknologien på én og samme gang, næsten i én arbejdsgang. Og kameraer med natsigte er for længst ikke forbeholdt militæret.

Medierne er som militæret ved at oprette hurtige udrykningsstyrker – såkaldte faldskærms- og rygsækreportere – der kan sendes af sted med få minutters varsel og dumpes i et eller andet konflikt(eller katastrofe)område og som i sin håndbagage, så at sige, kan have alt det tekniske udstyr, han har brug for. Det betyder også at han er blevet langt mere mobil end tidligere hvor det var forbeholds skrivende journalister at flytte sig med få øjeblikkes varsel fra sted til sted, fordi de kun skulle huske blok og blyant. Og så ved lejlighed finde en telefon eller telexforbindelse til hjemmeredaktionen.

Spørgsmålet er så i dag, om pressen og militæret naturnødvendigt modarbejder hinanden. Den fundamentale interessekonflikt vil, som nævnt i indledningen, aldrig kunne overvindes fordi den er en følge af de to institutioners opgave og natur. Men i militære kredse gøres der i dag mange tanker om hvordan man måske kan bruge medierne i stedet for at blokere eller bekæmpe dem. Det er ikke principielt nyt: politik og militær har altid set pressen som et egnet redskab til at bearbejde den hjemlige moral og egne styrkers kampmoral. Ofte har pressen også været set som et instrument til at skabe den rigtige stemning før beslutningen om en krig tages eller offentliggøres. Det er meget ofte i den forberedende fase, pressen diskret fodres med tilsyneladende løsrevne, interessante historier som man først bagefter kan se danner et mønster og er med til at lægge den offentlige stemning til rette for de politiske udspil, der så kommer. Pressen som uvillig propagandamaskine, kan man sige.

Det er som sagt ikke nyt.
Nyt er derimod, at militæret senest siden krigen om Kuwait har været optaget af spørgsmålet om pressen kan bruges mere offensivt, mere stra­tegisk, i krigsførelsesfasen.

Det er ikke så underligt, at man tænker sådan især i amerikanske kredse, for soldater er konstant optaget af at lære af det, der virker. Og erfaringen fra krigen om Kuwait var at det i slutfasen lykkedes den øverstbefalende, general Norman Schwarzkopf at bruge medierne til at fodre fjenden med en række forkerte indtryk af hvad det var amerikanerne havde gang i, hvilket satte ham i stand til at gennemføre den store knibtangsmanøvre i en stor bue fra vest mod nord og øst omring Kuwait og på den måde stille sig i vejen for den irakiske hærs tilbagetog fra den besatte lille oliestat ved Den persiske Golf. Og tage den til fange i stedet for at risikere at den slap igennem, foende sig med den irakiske hovedstyrke og omgrupperede til en ny offensiv. Schwarzkopf-manøvren går som et strålende eksempel på hvordan den slags skal gøres.

Siden da har militæret i USA, og det er forbillede for næsten alt hvad andre militære systemer gør, også det danske, været optaget af balancen mellem at bruge medierne og at udsætte sig for medierne. Militæret er ikke nået til noget entydigt svar på det spørgsmål, men er måske blevet mere afklaret om hvad spørgsmålet dybest set er. I hvert fald skrev oberstløjtnant, professor Margaret H. Belknap i 2002 en meget citeret artikel med titlen ”CNN-effekten: strategisk hjælper eller operationel risikofaktor?”. Det er dét, diskussionen lige nu kredser om.

Det var den før omtalte amerikanske aktion i Somalia i begyndelsen af halvfemserne, der skabte begrebet CNN-effekten. Dengang var det amerikanske Cable News Network (CNN) den eneste globale 24-timers nyheds tv-station i verden. Det var CNN der bragte billederne af nøden og elendigheden i Somalia, og det var de billeder der fik præsident George H. W. Bush til at beslutte at gribe militært ind. Det var CNN, der stod på stranden og modtog invasionsstyrken. Og det var CNN der bragte billederne af de amerikanske Black Hawk helikoptere der blev skudt ned i kampe i Mogadishu og af den dræbte amerikanske soldat, hvis lig blev slæbt gennem byens gader i triumf. Billeder som var en afgørende årsag til at præsident Clinton, der havde afløst Bush, trak den amerikanske styrke ud igen.

Siden da har amerikanerne debatteret Somalia-interventionen som et spørgsmål om, hvem og hvad der i grunden bestemte amerikansk udenrigspolitik: de folkevalgte, nationens grundliggende sikkerhedspolitiske interesser, eller den effekt, all-news tv-kanaler med enorme ressourcer som netop CNN har på den offentlige mening eller stemning?

Belknap gør opmærksom på at CNN’s indflydelse er dalet i de mellemliggende år fordi der er kommet andre all-news stationer til med sammenlignelige ressourcer, og de konkurrerer om seernes gunst. Det er naturligvis først og fremmest BBC World, hun tænker på, men der er også netværk som Sky News og Fox. Og så er der regionale aggressivt redigerede nyhedsstationer som Al Jazzeera som spiller en selvstændig rolle i den militære tænkning. Men det vender jeg tilbage til.

Spørgsmålet er med andre ord, hvor meget politikere og militær kan handle selvstændigt, og hvor meget de drives af CNN-effekten. Det er her spørgsmålets anden del – ”er CNN en operationel risikofaktor?” – kommer ind. Da amerikanerne gik ind i østaten Grenada i 1983 var spørgsmålet ikke aktuelt. Alligevel valgte den øverstbefalende for aktionen at holde presse helt væk fra øen, så længe kampene stod på. Han gik endog så vidt som til at true med at skyde mod journalister, der forsøgte at nå frem til øen på egen hånd. Det huede ikke den amerikanske Kongres, som tvang militæret til at yde pressen normal hjælp så journalisterne kunne gøre deres del af arbejdet i et demokrati i krig.

Da amerikanerne seks år senere gik ind i Panama for at hente diktator Noriega til USA og stille ham for retten for narkokriminalitet forsøgte militæret en ny pressestrategi: journalister blev inviteret indenfor, men holdt så langt fra begivenhederne, at de ikke havde ret mange chancer for at følge med i hvad der foregik. Det var de af pressen så forhadte pressepools, der var blevet indført efter Grenada-debatten: udvalgte journalister og fotografer får særlige arbejdsbetingelser, men skal til gengæld love at dele deres stof med alle andre. Den slags arrangementer gør ingen lykkelige, men giver militæret en stram kontrol med pressen.

Krigen om Kuwait var helt anderledes. For her gjorde CNN hvad amerikansk militær og politik ikke kunne kontrollere: de rapporterede fra fjendens lejr, fra Bagdad. Og synliggjorde dermed det standpunkt, at pressen ikke tager side i en konflikt, men loyalt forsøger at være offentlighedens øjne og ører. Det er ikke pressens frihed der er argumentet, men offentlighedens ret til at blive informeret.

Med de nye tider og erkendelsen af, at det ikke nytter ret meget i en globaliseret informationsverden at formene pressen adgang til krigsteateret og kamppladsen – risikoen er at pressen bare går ind ”fra den anden side”, og altså et helt udenfor kontrol og påvirkning – var militæret nødt til at tænke om. Spørgsmålet blev ikke hvordan man kan forhindre pressen, men hvordan man kan bruge den.

Den første del af spørgsmålet – ”kan CNN-effekten være en strategisk styrke?” – blev alvorligt aktualiseret med krigen om Kosovo i 1999. Krigen var fra den første dag noget nær en PR-katastrofe for NATO, og først undervejs og med hjælp fra blandt andet den britiske regering, fik alliancen nogenlunde hold på sin måde at tackle pressen på. Og talsmand Jamie Shea blev kendt af hver eneste husstand i Europa og Nordamerika.

Men den virkelige lektie af Kosovo krigen var, at serberne, at Slobodan Milosevic og de kræfter han kunne mobilisere, spillede langt bedre på medie-klaviaturet end NATO. General Wesley Clark forsøgte at holde oplysninger langt væk fra pressen meget længe i forløbet, hvad der gjorde NATO-landenes journalister enormt utålmodige og derfor også meget modtagelige for det, der blev tilbudt fra anden side – hvad enten det var fra Milosevic og hans folk, eller det var fra de kosovo-albanske militser i Kosovas Befrielses Hær KLA/UCK. Dertil kom, at det var serberne der kunne byde på de bedste tv-billeder, hvad enten det var ødelagte boligblokke, sprængte broer eller unge mennesker med hvide stofstykker på bryst og ryg med en påmalet skydeskive: se det er os der er målet for NATOs krig.. NATO derimod måtte slås med fejlbombninger af flygtningekoloner og angreb på Kinas ambassade i Beograd. Amerikanerne, der også i denne krig var ledende, så og forsøgte at lære.

Angrebene den 11. september 2001 skruede for et kort øjeblik tænkning og reaktion på begge sider, hos militær og medier, mange år tilbage. Til en tid hvor pressen var national og patriotisk og ikke gjorde noget som helst der kom i vejen for landets sikkerhedspolitik. Slet ikke i krigstid. Men den nygamle konsensus varede ikke ved. De teknologiske landvindinger, der har drevet udviklingen med sin egen indre logik lod sig ikke skrue tilbage. Den amerikanske regering gik på et område endog meget langt for at slippe for nysgerrige øjne under krigen i Afghanistan. USA købte samtlige rettigheder til alle private satellitoperatørers satellitbilleder af Afghanistan i den periode krigen stod på. Det var en ny dimension i krigen om informationerne.

Men spørgsmålet som Bellknap stiller, var og er ikke til at komme udenom for dagens militær. Den operationelle risiko ved at have mediernes tætte bevågenhed mens krigen forberedes, sættes i gang, udkæmpes og vindes, og i den vanskelige tid lige efter krigen, hvor freden skal vindes, er åbenlys. Men der er i demokratiske samfund ikke ret meget man kan gøre ved det. Efter den første krig i Irak om Kuwait forsøgte militær og presse at finde et fælles ståsted. Det kom der en principiel erklæring fra Forsvarsministeriet side ud af, som fastlægger ni principper for mediernes dækning af krigshandlinger. Det første princip er: ”Åben og uafhængig presserapportering skal være det vigtigste middel i dækning af amerikanske militære operationer.”. Derefter følger otte principper som regulerer samspillet mellem journalister og soldater i kampzonen. I princip fire finder vi så sporene tilbage til William Howard Russel og Krim krigen. Der står at journalister der ikke følger de udstukne regler og derved sætter soldaterne i fare, kan fjernes fra kampzonen. 5 Præcis som den censur-ordre den britiske øverstbefalende udstedte i 1856.

Men kan militæret i en demokrati ikke komme udenom den ofte besværlige presse, så kan den omvendt måske gøre brug af netop pressen til sine egne formål.

For at citere Margaret Belknap: ”…strategiske ledere og krigere må være proaktive og nytænkende i forhold til medierne. Satellit tv’s tidsalder tilbyder ledere og krigere enestående muligheder for at bruge medierne – til at bruge den fjerde statsmagts enorme ressourcer til deres egen fordel. Medierne kan blive en strategisk hjælper på en lang række områder: til at få spredt formålet og endemålet til en verdensomspændende offentlighed, til at gennemføre effektive psykologiske krigsoperationer (psyops), til at spille en væsentlig rolle i vildledning af fjenden, og som supplement til indsatsen med at samle informationer”6 Belknap sætter så fingeren lige på det ømme punkt: når medierne hører, at militære vil ”bruge” dem, så stejler de. Af princip.

Lad så gå med dette at få militærets formål og endemål med en aktion ud til et bredt publikum. Men senest når det gælder psykologisk krigsførelse, vildledning af fjenden eller indsamling af oplysninger står pressen af. Og med god grund.

Pressen som fjenden
For den tredje fundamentale forandring i forholdet mellem militær og medier er livsfarlig for begge parter. Bogstavelig talt. Og igen er det den teknologiske udvikling, der er den drivende kraft.

Hvor pressen tidligere er blevet opfattet af militæret som noget der var i vejen, noget der kunne undergrave kampmoralen eller ødelægge den folkelige opbakning til krigsindsatsen, så har de seneste krige fra Kosovo til Irak vist en ny og foruroligende tendens til, at militæret og deres politiske herrer ser pressen som en potentiel fjende og handler derefter.

Vi så det under krigen om Kosovo, hvor en krigsførende part for første gang officielt og med eftertryk udnævnte et medieforetagende – tv-stationen i Beograd – til at være en del af den serbiske krigsførelse i Kosovo, og som sådan en legitimt militært mål, Stationen blev angrebet og pressefolk såret og dræbt. Argumentet for at stationen var en del af den serbiske krigsførelse var tostrenget. Dels sagde NATO at stationen piskede en etnisk hadstemning op, dels at stationen blev brugt til at transmittere skjulte ordrer til militære chefer i felten på et tidspunkt hvor Milosevic ikke længere havde et brugbart militært kommunikationsnet.

Angrebet i Beograd var et angreb på en tv-station i fjendehånd. Verdenspressen fandt det endog meget betænkeligt at NATO med sit angreb og med sin begrundelse gjorde pressefolk og medieforetagender til legitime krigs mål og dermed åbnede op for at modstanderen med fuld ret kunne gøre det samme.

I Irak var situationen helt anderledes, og helt anderledes alvorlig. I Irak åbnede den vestlige styrke ild mod vestlige journalister og dræbte adskillige af dem.

Fra start var Irak-krigen en anderledes krig også i presseforstand. Amerikanerne forsøgte sig med et nyt koncept, som gjorde at vi alle kom til at lære begrebet ”embedded” at kende. For ”embedded” – nedfældet, eller som det mere præcist kan oversættes ”indkapslet” var, hvad næsten 600 journalister var. De udvalgte fik lov til at følge med en amerikansk enhed helt fremme ved fronten og fik lejlighed til at sende deres materiale hjem uden større hindringer.

Men der var et par ufravigelige spilleregler. De kunne ikke sige hvor de var. De kunne ikke sige hvor de var på vej hen. De kunne ikke sige hvor mange de var. De kunne ikke sige hvilken modstand de stod overfor. De kunne ikke sige hvilke våben, deres enhed havde med.

Sammenlagt kunne de ikke sige ret meget. Men de kunne sende gode dramatiske billeder hjem, de kunne lave gode menneskelige historier om de soldater, de rykkede frem sammen med.

Værdien af deres arbejde – vejet op imod ulemperne ved der begrænsninger, de blev pålagt – er stadig meget, og meget højrøstet, omstridt i pressekredse, ikke kun i USA.

Min personlige holdning er, at det var bedre at de var der, end det modsatte. For når alt kommer omkring, så de hvad de så også selvom de ikke kunne fortælle det på det aktuelle tidspunkt. Som vidner til ”vores” sides måde at føre krig på har de haft en selvstændig funktion udenfor deres daglige journalistiske virke. Det er altid at foretrække at krig føres med tilskuere end uden, og den rolle opfyldte disse indkapslede journalister, alt andet lige.

At der så kan argumenteres for at journalisterne efter den ikke helt bekvemme træningsperiode de fik sammen med ”deres” soldater før krigen gik i gang og i takt med at de delte besværligheder og farer med dem under fremrykningen i Irak har opbygget et særligt kammeratskab, særlige bånd med netop den enhed og derfor ikke længere har kunnet rapportere nøgternt og neutralt om dens gøren og laden på kamppladsen er en anden sag. De journalister det drejer sig om og de pressefolk, der var imod arrangementet og holdt sig væk, diskuterer stadig fordele og ulemper ved den nærhed, der ikke kan undgås i situationen mellem journalist og kilde.

Et andet lige så uafklaret spørgsmål er den rolle, journalisternes militære barnepiger (”minders”) har spillet, hvor meget de har styret journalisterne i ønsket og væk fra uønsket retning. Et tredje er den rolle, de indkapslede journalister kom til at spille som en slags informationsunderholdning som erstatning for rigtige, vigtige nyheder fra krigen.

En grundstrategi i militærets håndtering af medierne i krigstid er ideen om at besætte det offentlige rum, at fylde så meget i sendefladen, at den anden side ikke får en chance for at komme af med sit budskab – og kritisk journalistik med ubekvemme spørgsmål heller ikke får plads. Til det formål skal man enten bruge højprofil aktører: generalen, forsvarsministeren, udenrigsministeren, præsidenten, Eller den gode menneskelige historie: oversergent xx og hans oplevelser af at være skilt fra familien nu hvor konen venter det første barn, for eksempel. Eller de stærke men informationstynde billeder, dem, netop de indkapslede journalister kunne levere. Det handler om at dosere indspillet til pressen lige præcis i de rigtige mængder, så ingen tør lade være med at bringe netop dét materiale.

Det kan styres, ind til en vis grænse. I Irak-krigen forsøgte medierne sig med en modstrategi. Ved siden af de indkapslede reportere havde de fleste større medier også såkaldte ”unilaterale” eller frie reportere i krigsteateret. De sad i Qatar hvor det militære hovedkvarter for operationen lå, og de fik meget lidt at vide. De sad også i byer rundt om krigsteateret. I Amman i Jordan, for eksempel. Eller i Damaskus i Syrien. Eller i det sydlige Tyrkiet. På lur for det tilfælde at der skulle vise sige en chance for at komme over grænsen og ind i krigens Irak på andre betingelser end de snærende, der gjaldt for de indkapslede. De var ikke velsete af koalitionsstyrkerne. I bedste fald blev de advaret om at hvis de bevægede sig ind i Irak ville irakiske styrker sandsynligvis angribe dem. I værste fald fik de mere end antydet at koalitionsstyrkerne i givet fald ville gøre det samme.7

Var de unilaterale journalister – pressefolk som BBC’s John Simpson, der med sit hold tog sig frem på egen hånd i det nordlige Irak mens krigen stod på – en torn i øjet på koalitionen, så var de journalister, der havde valgt i være midt i fjendens lejr, i Bagdad, det endnu mere.

Tirsdag den 8. april 2003, krigen var i gang, forlangte Aidan White, generalsekretær for det internationale journalistforbund IFJ, en uvildig undersøgelse af det amerikanske angreb på Palestine hotellet i Bagdad, som var et slags hovedkvarter for det internationale pressekorps, der havde slået sig ned i den irakiske hovedstad. De amerikanske soldater sagde at de var blevet angrebet af snigskytter fra hotellet, journalisterne, der boede der sagde at det var umuligt. Havde der været snigskytter ville de havde vidst det, have set det, have hørt det. De så angrebet som et amerikansk forsøg på at skræmme de vestlige journalister væk. Og de så angrebet som et led i et større mønster fordi amerikanske styrker samtidig bombede tv-stationen Al Jazzeera, som længe havde været amerikanerne til besvær, fordi netop Al Jazzeera havde særligt gode kilder i den arabiske verden, i Irak, og i kredse med forbindelse til taliban og Al Qaeda. Det var – og er – Al Jazzeera, der gang på gang kan offentliggøre udtalelser og vise videooptagelser af Osama bin Laden eller hans nærmeste talsmænd og så videre. Al Jazzeera er en vigtig spiller fordi den betragtes som meget troværdig i den arabiske verden, hvor den er en af de mest sete stationer. Og så er den satellitbåret og derfor ikke sådan lige til at censurere selv i de mest udemokratiske og lukkede arabiske styrer. Amerikanerne bombede altså Al Jazzeeras kontor i Bagdad, men sagde derefter at det var en ”alvorlig fejltagelse”. Amerikanerne fik ved samme lejlighed ødelagt Abu Dhabi Televisions kontor. Al Jazzeera og organisationen Reporter uden Grænser afviste at der kunne være sket en fejl, for stationen havde på forhånd fortalt amerikanerne præcis hvor deres kontorer lå i Bagdad og havde med store bannere markeret bygningens facade. Hvad der er sandt og ikke sandt i den historie er stadig ikke afklaret.

Tilbage er at konstatere, at det fra krigen om Kosovo til krigen i Irak er blevet stadig tydeligere, at medier kan udnyttes af de krigsførende parter, ikke bare i gammeldags propagandaøjemed, men også til en ny tids krigsførelse. Først og fremmest til psykologisk krigsførelse. Det kom for eksempel amerikanerne meget på tværs at Saddam Hussein pludselig dukkede op midt i en menneskemængde i Bagdad på et tidspunkt hvor koalitionen mente at han ikke længere turde vise sig offentligt, og at de billeder blev vist på alle verdens tv-stationer i den bedste sendetid. Men også til vildledning af fjenden. Og måske som en slags skjult kommunikationsvej for modstanderen.

Konklusionen er ikke unaturligt at betragte medierne som både en mulighed og en fare.

Risikoen er, at de medier, man ikke selv kan bruge til eget formål bliver kategoriseret som noget fjenden potentielt kan bruge, og at den militærlogiske følgeslutning er, at nægte fjenden muligheden for at bruge disse medier. Ved at angribe dem og ødelægge dem. Man skyder da journalister?

Konklusioner for Danmark
Herhjemme var forholdet mellem pressen og militæret i hele forløbet af Irak-krigen relativt godt – dels var Danmark trods store ord kun med på krigens sidelinie, dels var Danmark gået i krig på et smalt parlamentarisk grundlag, hvilket gjorde det mere legitimt i alles øjne at diskutere krigsgrundlaget kritisk. Og det var især det, der skilte vandene: opfattelsen af om der var et ordentligt folkeretligt grundlag at gå i krig på.

Danske medier forsøgte så godt det gik at dække krigen med de begrænsede midler de danske medier nu en gang har, betinget af deres størrelse. De største af dem – med DR og TV2 i spidsen – forsøgte at dække op både i det militære hovedkvarter i Qatar, ligge på lur som uafhængige reportere for at snige sig ind i Irak når chancen bød sig, og forsøge at følge med en af de amerikanske enheder med ind i Irak under den militære fremrykning der.

Hvor dansk presse og dansk militær stødte sammen var langt senere og efter at hovedkampene var hørt op. Det var i sagen om den danske oversergent, der blev dræbt da danske soldater forsøgte at anholde en gruppe irakere efter at have standset deres pick-up-truck en sen aften. I de første udtalelser fra forsvarsministeren blev der brugt ord som kamp og ildkamp, og de samme ord gør igen i nogle af de dokumenter der blev forelagt ministeren. Hæres Operative Kommando udsendte en første noget vag melding om at en dansk soldat var blevet dræbt, uden at gå ind på omstændighederne, men sendte få timere senere en ny pressemeddelelse ud, og nu hed at det den danske soldat kunne være blevet ramt af et vådeskud fra et dansk gevær. Men det var først efter at danske medier på stedet, i Irak, havde oplyst at de irakere der var indblandet – og af hvem to blev dræbt – var ubevæbnede, at der for alvor kom gang i undersøgelserne. Og det var først nogle uger senere, at det officielt blev bekræftet, at der som det hed ”ikke var fundet nogen våben” i forbindelse med den voldsomme anholdelse.

Den sag skabte alvorlig mistillid mellem dele af den danske presse og forsvarsministeriet. Måske derfor besluttede forsvarsminister Svend Åge Jensby at offentliggøre det materiale, han fremlagde i Udenrigspolitisk Nævn som redegørelse for hændelsesforløbet.8

Men den danske debat har først og fremmest drejet sig om den politiske side af Irak-krigen.

Om krigsgrundlaget og regeringens argumenter. Om notater, der er blevet ændret eller ikke er blevet ændret, og så videre. Det er den del, der er blevet belønnet med pressens fineste udmærkelse, Cavling Prisen, i år.

Alligevel skal ingen være i tvivl om at både dansk presse og det danske forsvar forbereder sig på de nye krigsformer. Hver for sig, og i fællesskab. Som alle andre soldater i den vestlige verden trænes danske officerer og befalingsmænd nu også i at håndtere medierne, svare på nærgående spørgsmål, ”gøre sig” på tv og så videre. Og journalisterne er igen interesseret i sikkerhedspolitik og forsvarsspørgsmål og forbereder sig teoretisk på at løfte den opgave også i fremtiden. Hvor de to mødes er i det praktiske: forsvaret stille beredvilligt op når det gælder om at indføre vordende journalister i den militære virkelighed.

Det er også nødvendigt. For jo mere værnepligten udvandes, jo færre journalister kommer der til som har en egen erfaring fra militæret. Og for nu at citere en af de stor gamle blandt militærhistorikerne, John Keegan; hvis du vil vide noget om krig, så tal med veteraner. For kun de ved hvad det er.

Af journalist Tage Baumann

 

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

militaert_tidsskrift_133.aargang_nr.1_2004.pdf


Henvisninger

     1 Richard Holmes (ed) Military History (Oxford University Press, Oxford, 2001) p. 971 ff.

2 Lawrence Freedman. Forelæsning King’s College, London, Dept. of War Studies, Sept. 2001

3 Stuart Taylor Jr.: The Media, The Military, and Striking the Right Balance. I The National Journal, Washington D.C 23. oktober 2001.

4 Clark, Wesley K: Waging Modern War. Bosnia, Kosovo and the Future of Combat. Public Affairs, New York, 2001

5 DoD Directive 5122.5 Enclosure 3: Statements of  DoD Priciples for News Media. Sept 2000.

6 Margaret H. Belknap: The CNN Effect: Strategic Enabler or Operational Risk?  I Parameters, US Army War College, Autumn 2002, p 110

7 Oplyst af DR’s mellemøstkorrespondent Ole Sippel. Se også Paul Workman: Embedded journalists versus ”unilateral” reporters. CBS News Online.  7. april 2003 og Ciar Byrne: US soldiers were main danger to journalists, says Simpson, The Guardian 27. juni 2003.

8 Svend Åge Jensby: Redegørelse i Udenrigspolitisk Nævn 4. september 2003 med bilag. Forsvarsministeriet.

 

Litteraturliste

1 Richard Holmes (ed) Military History (Oxford University Press, Oxford, 2001) p. 971 ff.
2 Lawrence Freedman. Forelæsning King’s College, London, Dept. of War Studies, Sept. 2001
3 Stuart Taylor Jr.: The Media, The Military, and Striking the Right Balance. I The National Journal, Washington D.C 23. oktober 2001.
4 Clark, Wesley K: Waging Modern War. Bosnia, Kosovo and the Future of Combat. Public Affairs, New York, 2001
5 DoD Directive 5122.5 Enclosure 3: Statements of  DoD Priciples for News Media. Sept 2000.
6 Margaret H. Belknap: The CNN Effect: Strategic Enabler or Operational Risk?  I Parameters, US Army War College, Autumn 2002, p 110
7 Oplyst af DR’s mellemøstkorrespondent Ole Sippel. Se også Paul Workman: Embedded journalists versus ”unilateral” reporters. CBS News Online.  7. april 2003 og Ciar Byrne: US soldiers were main danger to journalists, says Simpson, The Guardian 27. juni 2003.
8 Svend Åge Jensby: Redegørelse i Udenrigspolitisk Nævn 4. september 2003 med bilag. Forsvarsministeriet.

 

 

Del:



Der er i øjeblikket ingen kommende arrangementer.

Næste arrangement er under udarbejdelse, og vil blive lagt op hurtigst muligt.