Jagdwaffes endeligt

Hvis flyene over os er sølvfarvede, er de amerikanske. Hvis der er camouflerede, er de britiske. Hvis de ikke er der, er de vores.
- Tyske soldater om Luftwaffes indsats i slutningen af krigen

Foto: Messerschmitt Me 262, the world's first jet fighter. (U.S. Air Force photo)

Baggrunden
I de første krigsår fejrede Det tredje Riges Luftwaffes jagerstyrker – Jagdwaffe – store triumfer. Succeserne i felttogene mod Polen, Norge og Danmark samt Vesteuropa kunne let tolkes som om Luftwaffe var uovervindeligt, og nederlaget over Storbritannien kunne fejes til side da man på ny fik medgang på Balkan og over Sovjetunionen i 1941. Tysklands industri kom, sammenlignet med eksempelvis Storbritanniens, først sent i gang med at hellige sig krigens krav, og flere gange blev udviklingen af nye typer materiel samt en forøgelse af produktionen af allerede eksisterende typer standset.

Ved landgangen i Normandiet i juni 1944 var den allierede luftoverlegenhed så udtalt, at Luftwaffe stort set ikke viste sig, og i løbet af kort tid var det umuligt for tyskerne at gennemføre operationer over Frankrig.

Planer for offensiv
I løbet af efteråret 1944, som i Vesteuropa var særdeles regnfuldt og hæmmede operationerne, lykkedes det den tyske hær at genopbygge store dele af sin styrke på vestfronten. Tyskerne håbede stadig at stoppe den allierede fremmarch, og Oberkommando der Wehrmacht planlagde at indsætte omkring 200.000 mand i fjorten divisioner, heraf syv Panzerdivi­sionen, i en sidste offensiv mod de alliere­de, kaldet Wacht am Rhein.

Offensiven skule findes sted i Ardennerne, der var tyndt besat med den amerikanske 1st Army, og drive en kile ind mellem de amerikanske og britiske styrker ved at nå frem til Antwerpen. Offensi­ven skulle bringe de allieredes fremgang til standsning og vinde tid til at udvikle de tyske "vid­undervåben", som Hitler havde stor tillid til. I forbindelse med hærens offensiv tillagdes Luftwaffe fire opgaver:

·         At angribe de allieredes flyvepladser så disse blev sat mid­lertidigt ud af operation. 

·         At nedkaste en mindre faldskærmsstyrke nær Malmédy, hvor den skulle hindre amerikanske forstærkninger i at rykke frem.

·         At skabe luftdækning over den tyske hær, så de over­levende allierede taktiske fly ikke kunne støtte deres hære.

·         At yde nærstøtte til den tyske hærs fremmarch.

Luftwaffes jagerstyrker under Luftflotte Reich var på dette tidspunkt under opbygning til Generalleutnant Adolf Gallands Grosse Schlag, som dermed blev standset[1] – luftforsvarsflyene skulle anvendes som taktiske fly i stedet. I alt 2.460 tyske fly blev samlet til offensiven, hvoraf de 1.770 var enmotorede jagere. Også brændstofsituationen lykkedes det tyskerne at forbedre, idet der var samlet lagre til hele offensiven.

Bodenplatte
Den første fase af Luftwaffes indsats – angrebene mod de allierede flyvepladser – fik kodenavnet Unternehmen Bodenplatte. I midten af december var alle de involverede enheder flyttet frem til deres pladser og 14. december blev samtlige Gruppenkommodeu­erene for jager- og jagerbom­berenhederne kaldt til en konference under ledelse af Generalmajor Dietrich Peltz i Jagdkorps II, hvor planen blev fremlagt.

Planen var, at de tyske fly skulle flyve frem til de allieredes flyvepladser i lav højde og under total radiotavshed for at opnå den størst mulige overraskelse, idet alle mål skulle endvidere så vidt muligt angribes samtidigt. Hver formation skulle dirigeres frem mod deres mål af natjagere (kaldet Lotsen), og markerings­bomber ville visse steder blive anvendt for yderligere at lette navigationen. Operationen var formidabel efter tysk målestok så sent i krigen idet tolv Jagd- og Schlachtgeschwadern med i alt 33 Gruppen – en styrke på omkring 900 fly – skulle deltage i angrebet.

Offensiven starter
16. december angreb Feldmarschall Models Heeresgruppe B amerika­ner­ne i de hidtil meget rolige Ardennere. Offensiven startede under dække af sne og lavthængende skyer, men det ventede kodeord, der skulle iværksætte Bodenplatte var udeblevet. De tyske meteorologer havde forudset flere dage med dårligt vejr, og offensiven startede derfor uden angrebet på de allieredes flyvepladser.

En natlige nedkastning af faldskærmstropper skulle dog alligevel have været gennemført, men på grund af en fejl i den tyske kommandovej, skete det med en dags forsinkelse. Om aftenen 16. december startede 68 Junkers Ju 52/3m fra deres baser i Tyskland med 870 soldater og deres udstyr. Mange af besætningerne havde imidlertid for lidt træning i instrument­flyvning, hvilket medførte at et fly styrtede ned og ti andre fløj vild. Ved nedkastnings­zonen var vinden dobbelt så stærk som den højest tilladte, men nedkast­ningen blev alligevel gennemført, og tropperne blev derfor spredt over et stort område og mange blev endvidere kvæstet. Da styrken dermed ikke længere var i stand til at kæmpe effektivt, blev operatio­nen ikke gennemført efter planen, og den tyske styrke udførte kun mindre angreb i amerikanernes bagland.

Opklaring
I de følgende dage fortsatte det dårlige vejr, hvilket gjorde det stort set umuligt at flyve operationer i lav højde over de kæmpende hære, men det lykkedes alligevel amerikanerne og briterne at sætte de første angreb ind mod de tyske flyvepladser. For at imødegå den tyske offensiv blev alle de allierede tropper i området sat under britisk kommando, og Air Marshal Coningham blev dermed chef for flystyrkerne.

Natten til 23. december klarede vejret op og allierede Douglas C-47 Dakota var i stand til at nedkaste forsyninger til Brigadier General McAuliffe's 101st Airborne Division, der var indesluttet af tyskerne i Bastogne[2]. Også de allieredes kampfly tog del i operationerne som støtte til den amerikanske hær og tyskerne mistede 63 jagerfly i løbet af dagen.

24. december satte Luftwaffe sine jetfly ind i kampene, mens hæren nærmede sig Meuse. Messersch­mitt Me 262 fra Kampfgeschwader 51 og Arado Ar 234[3] fra Kampf­gesch­wader 76 gennemførte angreb mod de amerikan­ske styrker og forbindelseslinier, men i et for lille antal til at gøre sig gældende. Samme dag sendte 8th Air Force mere end 1.400 bombefly eskorteret af 700 jagere af sted mod elleve tyske flyvepladser, mens andre allierede fly fra 2nd Tactical Air Force og 9th Air Force angreb tyskernes tropper og for­syningslinier. De tyske jagerfly forsøgte at forsvare deres baser og deres hær, men mistede mindst 106 piloter – mere end 12 % af de deltagende – mens de selv kun nedskød 44 bombefly. Også allierede jagerbombere blev nu for alvor indsat, og især i området omkring St. Vith, hvor de tyske forsynings­linier var samlet, havde jagerbomberne stor succes.

Offensiven standses
25. december var den tyske offensiv ved at gå i stå og enkelte steder var amerikanerne endda ved at gå til modangreb. De allierede fly var nu så succesfulde i deres forsøg på at afskære de tyske forsyninger, at kun en meget lille del af det nødvendige brændstof og ammunition kom frem til fronten. Hver gang tyske fly forsøgte at nå frem til fronten på nærstøttemissioner, blev de mødt af allierede jagere og enten skudt ned eller tvunget til at vende om, og endnu en gang mistede tyskerne mere end 60 jagerfly på én dag.

26. december brød den tyske offensiv endeligt sammen foran Dinant og den tyske ring omkring Bastogne blev brudt. De allieredes taktiske flystyrker kunne nu operere næsten uhindret over slagmarken, mens Luftwaffe atter var tvunget i defensiven af endnu et stort angreb fra 8th Air Force. I de følgende dage fortsatte den allierede dominans i luften over Belgien, Luxem­bourg og Tyskland, mens den tyske hær begyndte at blive presset tilbage mod sine udgangsstillinger. 

Planen
Da Luftwaffes jageroperationer var overstået 31. december var 37 jagerpiloter blevet dræbt eller meldt savnet. De over­levende piloter så sandsynligvis frem til en nytårsaften, hvor der ville være mulighed for at prise sig lykkelig over at være i live, med over­raskende for alle udstedtes et totalt forbud mod al spiritus. Nytårsdag var af Luftwaffes ledelse blevet valgt til gennemførelsen af den udskudte Bodenplatte – det store angreb mod de allierede flyvepladser i Holland, Belgien og Frankrig. Formålet var at rette et afgørende og ødelæggende slag mod de allierede jagerfly for derved at få mere frie hænder til at tage sig af bombeflyene på disses togter mod mål i Tyskland.

Angrebet
Tidligt om morgenen blev de tyske piloter vækket og klokken 9 var de første af omkring 900 deltagende fly på vingerne. De tyske formationer nåede frem til de allierede flyvepladser tidligt om formiddagen og opnåede næsten total overraskelse overalt. Værst gik det ud over 2nd Tactical Air Force bag den britiske del af fronten. Desværre for tyskerne havde plan­lægningen ikke været helt så grundig som ønskeligt og flere steder var pladserne helt tomme. Andre steder forekom navigationsfejl og forkerte flyvepladser kom under ild.

Jagdgeschwader 1 startede fra Twenthe, Drone og Rheine fly­vepladserne i Holland og Tyskland og angreb med omkring 80 Focke-Wulff Fw 190 og Messerschmitt Bf 109 Maldegem, Ursel og St. Denis-Westrem flyvepladserne.

Mere end 90 Messerschmitt Bf 109 og Focke-Wulff Fw 190 fra Jagdgeschwader 2 startede fra Merzhausen, Ettingshausen, Nidda og Altenstadt nord for Frankfurt mod deres mål, som var St. Trond, hvor to Fighter Groups med P-47 Thunderbolt fra 9th Air Force var baseret. Nogle af de amerikanske piloter var allerede i luften da tyskerne angreb og i det efter­følgende slag mistede Richthofen Gesch­waderen 33 piloter.

Den store flyveplads ved Eindhoven, hvor der var baseret otte squadrons Typhoon og tre squadrons Spitfire, blev angrebet af både Jagdgeschwader 3 med omkring 90 fly og Schlachtgeschwader 4 med omkring 60 fly fra baser henholdsvis syd for Köln og nord for Frankfurt. Pladsen var totalt uforberedt på angrebet fra tyskerne, der havde omkring 50 fly i den første bølge. Angrebet på Eindhoven var sandsynligvis Bodenplattes mest effektive og kostede blandt andet de allierede en komplet canadisk squadron Typhoon og 25 piloter[4].

Jagdgeschwader 4 startede fra fire pladser syd for Frank­furt med Le Culot, Melsbroek, St. Trond og Ophoven flyve­pladser­ne som deres mål. De 50-55 Messerschmitt Bf 109 og Focke-Wulff Fw 190 havde dog problemer med navigationen og angreb for det meste forkerte flyvepladser, der uheldigvis enten var næsten tomme eller stærkt forsvarede af luftværnsild.

Fra Bissel, Vechta, Delmenhorst og Quackenbruck i Nordtysk­land lettede omkring 70 jagerfly fra Jagdgeschwader 6 mod Volkel i Holland. Kursen nordfra blev lagt for langt mod vest og det meste af Gesch­waderen kom slet ikke i nærheden af deres mål men angreb enten Heesch eller Eindhoven. Geschwaderen betalte dyrt for sin mission og blandt andet seks chefer blev skudt ned. 

Asch flyvepladsen i Belgien, som var base for enheder fra både 2nd Tactical Air Force, 8th Air Force og 9th Air Force, var målet for Jagdgeschwader 11. Geschwaderen lettede fra sine pladser syd for Frankfurt og nåede uopdaget af allierede fly frem til basen, men led store tab fra både luftværnsild og jagerfly.

Den berømte Jagdgeschwader 26 var forstærket med en gruppe fra Jagdgeschwader 54 og angreb fra sine fem pladser i Nordtysk­land Evère og Grimbergen flyvepladserne ved Bruxelles. Grimbergen viste sig at være næsten tom, så her satte tyskerne ild til hangarer og andre bygninger, mens angrebet på Evère var en væsentlig større succes, der betød ødelæggelsen af mange allierede fly.

En anden af Bruxelles' flyvepladser – Melsbroek – blev særdeles effektivt angrebet af Jagdgeschwader 27 støttet af en gruppe fra Jagdgeschwader 54.

Metz-Frescaty blev angrebet af omkring 50 jagerfly fra Jagdgesch­wader 53, der var startet fra baser lige øst for Rhinen og led moderat skade.

Jagdgeschwader 77 havde fået tildelt Antwerpen-Deurne flyvepladsen som mål og for at komme uset frem, måtte de mere end 100 jagerfly foretage en stor bue nordpå over Rotterdam før de kunne foretage anflyvningen. Geschwaderen var ude af stand til at finde sit mål og enkelte fly angreb andre pladser inden for­mationen vendte om.

Alle disse angreb blev stort set gennemført stort set samtidigt og varede typisk i op til 45 minutter. Omkring 500 allierede fly blev ødelagt, heraf omkring 80 i luften, mens Luftwaffe selv mistede omkring 300 fly og 253 piloter[5]. Operation Bodenplatte indebar stort set enden for Luftwaffes operative jagerstyrke. Kun to større enheder - Jagdgeschwader 300 og Jagdgesch­wader 301 var blevet holdt udenfor operationen og var således de to eneste intakte enheder tilbage i forsvaret af det tyske luftrum. De to geschwadern skulle dog komme ud for store tab 14. januar, hvor 107 tyske piloter blev dræbt, heraf næsten halvdelen fra disse to enheder.

Oprøret
Kritikken af Luftwaffes ledelse blev stadig stærkere, og udviklede sig ofte til direkte personlige angreb på Herman Göring. Adolf Galland var en af hovedmændene i disse angreb, hvilket medførte, at han blev afskediget som General der Jagd­flieger i januar og afløst af Oberst Gordon Gollob. Afskedigelsen af Galland skabte røre i Luftwaffe og en deputation af højtståen­de officerer, anført af Oberst Lützow og med obersterne Graf, Rödel, Steinhoff og Trautloft[6] fik foretræde for Göring.

Deputa­tionen foreslog en række ændringer i Luftwaffes ledelse, der blandt andet ville medføre, at Galland ville blive genindsat og at et stort antal af Görings personlige støtter ville blive fjernet. Göring indså, at forslagene var rettet mod ham selv, blev rasende og truede med at skyde deputationens medlemmer. Helt så galt gik det ikke, men Lützow blev sendt til Italien og Trautloft fik kommandoen over en trænings­enhed, mens de resterende officerer beholdt deres poster.

Jetfly
Et af punkterne i opgøret med Göring havde været jetflyenes indsats. Disse blev nu i stort tal overført til fra bomber- til jagerrollen, men uenighed opstod om, hvem der skulle flyve dem: Deres hidtidige piloter, som inden da skulle gives lektioner i jagertaktik eller jagerpiloter, der så først skulle omskoles[7]. Løsningen blev, at lade bomberpiloterne blive ved flyene, hvilket gav store tab ved mødet med de erfarne allierede jagerpiloter. I/­Kampfgeschwader (Jagd) 54 mistede således seks af ti indsatte Messerschmitt Me 262 9. februar, da 1.500 eskorterede amerikanske bombefly blev angrebet. Også 25. februar var en katastrofal dag for Geschwaderen, idet tolv jetfly gik tabt af forskellige grunde.

13. februar om natten angreb Royal Air Force Bomber Command Dresden og næste dag ankom 311 amerikanske bombemaskiner for at fortsætte ødelæggelsen af byen samtidig med at Chemnitz og Magdeburg blev angrebet. Mod denne styrke kunne Luftwaffe kun sende 145 jagerfly i luften.

Efter sin afskedigelse som General der Jagdflieger, blev Generalmajor Adolf Galland beordret til at oprette Jagdverband 44[8]. Da størstedelen af Luftwaffes jagere var bundet til jorden på grund af brændstofmangel, kunne Galland selv vælge sine folk, og skabte derfor en eliteenhed med omkring 50 piloter (mange af dem dekoreret med Jernkorsets Ridderkors[9]) og 25 Messerschmitt Me 262. 

18. marts blev 37 jetfly sendt i luften for at angribe mere end 1.200 bombefly og 632 eskorterende jagere. For første gang benyttede tyskerne denne dag Messerschmitt Me 262 udrustet med de ustyrede R4M raketter, der dog ikke var effektive på grund af manglende præcision. 21. marts angreb amerikanerne jet­flyenes baser ved Rheine, Ahlhorn, Achmer, Handorf, Hopsten, Hesepe, Essen/Mülheim og Vorden. Et sådant angreb måtte besvares med fuld kraft, men kun omkring 30 jetfly kunne sendes i luften mod de mere end 1.000 bombefly.

31. marts skulle blive den mest succesrige dag for Messersch­mitt Me 262, da det menes, at Jagdgeschwader 7 med typen denne dag nedskød fjorten bombefly og to jagere på 38 sorties[10].

De allieredes luftoverlegenhed var nu så udtalt at de næsten konstant havde patruljer i luften nær de tyske jetjagerpladser for at fange disse hurtige fly under start eller landing. De allierede havde en så stor numerisk overlegenhed at de tyske fly, der blev sendt på vingerne mod bombeflyene, næsten aldrig nåede frem til deres mål før de blev angrebet af P-51 Mustang, P-47 Thunderbolt eller Tempest jagerfly. I disse dage var det derfor ikke ualmindeligt, at Luftwaffe mistede omkring 30 % af sine indsatte fly og piloter og selv kun påførte deres fjender minimale tab

Enkelte gange lykkedes det dog Luftwaffe at tilføjede de allierede store tab. Da 2nd Tactical Air Force's 2 Group 22. februar indsatte 143 de Haviland Mosquito i Operation Clarion med et formål at udslette tyskernes forsyningsmuligheder, blev 21 skudt ned og andre 40 beskadiget.

Rhinen krydses
I begyndelsen af marts var de allierede hære genforsynet og klar til at gå over Rhinen. 5. marts var ingen tyske tropper tilbage på flodens vestlige bred mellem Neuss og Homberg, og 7. marts lykkedes det overraskende for enheder fra 1st US Army at erobre Ludendorff jernbanebroen ved Remagen i næsten uskadt tilstand. Et brohoved blev hurtigt etableret på den højre bred og de første tyske modangreb blev slået tilbage.

Luftwaffe satte nu alle sine kræfter ind på at ødelægge broerne over Rhinen, men blev gang på gang slået tilbage med store tab. Også de helt nye Arado Ar 234 fra Kampfgeschwader 76 blev sendt ind mod den genstridige bro, men lavt skydække tvang disse til at bombe fra lav højde, hvor de ikke kunne udnytte deres overlegne præstationer nær så effektivt som fra stor højde. Først 17. marts kollapsede broen [11].

Natten mellem 23. og 24 marts krydsede britiske Commandosoldater Rhinen og blev hurtigt fulgt op af to divisio­ner. Ved daggry indsattes lette bombere og jagerbombere, hvorefter 1.572 transportfly og 1.326 svævefly bragte den britiske 6th Airborne Division og den amerikanske 17th Airborne Division frem, eskorteret af 2.145 jagere fra 8th og 9th Air Force samt Royal Air Force Fighter

Command[12] mens 900 jagere og jagerbombere fra 2nd Tactical Air Force angreb mål i nedkast­ningsområdet. I modsæt­ningen til under Operation Market-Garden havde tropperne på jorden nu fuld støtte af de allieredes taktiske fly og således befandt der sig i gennem­snit konstant 36 Hawker Typhoon over kampzonen.

I løbet af de næste fem dage udbyggedes brohovedet og Luftwaffe foretog kun planløse angreb for at hindre dette. 1. april var Rhinen overskredet i hele sin længde og de britiske og amerikanske styrker rykkede frem fra to sider mod Paderborn hvorved Ruhr-distriktet blev omringet.

Under den videre fremrykning var erobringen af intakte flyvepladser af stor vigtighed for de allierede, da dette skabte grundlag for anvendelsen af jagerbombere til støtte for hærenes operationer.

Totaleinsatz
I 1945's første måneder fremkom Oberst Hajo Hermann, chefen for 1. Jagddivision, med en desperat plan mod de amerikanske bombefly. Specielle enheder skulle udrustes med de højtflyvende Messerschmitt Bf 109G eller Bf 109K versioner, der skulle have det meste af bevæbningen og ekstraudstyret demonteret for at opnå størst mulig fart. Flyene ville dermed være i stand til at flyve fra de amerikanske jagere og nå op i stor høje over de amerikan­ske bomberfor­mationer. Fra denne position skulle hver pilot udvælge sig et bombefly, som han i et lodret dyk skulle vædre på det svageste punkt lige foran halen.

Hermann mente, at hvis bare halvdelen af eksempelvis 800 jagerfly havde succes, ville amerikanerne miste 400 bombefly på en gang, og dette tab ville det tage flere uger at udbedre. Omkring halvdelen af de tyske piloter ville sandsynligvis gå tabt, men sammenlignet med tidligere tab, ville dette ikke være katastrofalt. Hitler gav tilladelse til operationen, der fik kodenavnet Wehrwolf. Frivillige blev fundet i Luftwaffes enheder – heraf mange i træningsenhederne – og den første enhed til operationen blev oprettet under navnet Sonderkommando Elbe på Stendal flyve­pladsen.

7. april blev denne styrke sendt i luften med 183 Messersch­mitt Bf 109 og Focke Wulf Fw 190 jagerfly mod de indtrængende amerikanske bombefly under eskorte af Messerschmitt Me 262[13]. Målet var mere end 1.300 amerikanske bombefly. Angrebet på de amerikanske formationer blev sat ind med voldsom kraft og mindst en bombemaskine blev bragt til at styrte ved en frontal kollision med en tysk jager. Størstedelen af de tyske fly nåede dog ikke frem til deres mål, og tyskerne indrømmede selv at have mistet 133 fly og 70 piloter dræbt i løbet af dagen.

Luftwaffe ødelægges
10. april angreb amerikanske jagerfly i stort antal de tyske baser for jetfly i det nordlige Tyskland. Flyvepladserne Briest, Burg, Lärz, Parchim og Oranienburg blev alle svært beskadiget og Messerschmitt Me 262 enhederne blev flyttet til pladser i Tjekkoslovakiet. 13. april angreb amerika­neren atter i Nordtyskland og ødelagde 95 tyske jagerfly på jorden, mens det 16. april gik ud over de sydtyske og tjekkiske pladser, hvor i alt 335 fly blev ødelagt. Da amerika­nerne vendte tilbage næste dag, blev yderligere 200 fly ødelagt og Luftwaffe jagerstyrke kunne nu reelt intet stille op mod de allierede.

De sidste Luftwaffe enheder søgte nu at flygte så langt væk fra de allierede som muligt og mange fly fløj til flyvepladserne i Danmark. 15. april befriede canadiske tropper Arnhem og rykkede nordpå mod Zuider Zee, hvor fremmarchen stoppedes 18. april for ikke at tilskynde tyskerne til at åbne sluserne og forårsage store oversvømmelser. Samme dag kapitulerede Generalfeldmarschall Models styrker i Ruhrlommen, hvorved de allierede på en gang tog 21 tyske divisioner med i alt 325.000 soldater til fange.  

Kapitulationen ved Ruhr havde fremkaldt et stort tomrum i den tyske front og 9th US Army nåede nu hurtigt frem til Magdeburg, mens 3rd US Army rykkede ind i Tjekkoslovakiet. 25. april mødtes amerikanske og sovjetiske tropper nær Torgau ved Elben og Tyskland var skåret over i to dele. Mod nord rykkede britiske styrker ind i Bremen 26. april og over Elben 29. april. Luftwaffe forsøgte at angribe brohovedet, men blev slået tilbage af briterne, som for første gang indsatte Gloster Meteor jetfly på kontinentet, men uden at disse kom i kamp med tyske fly.

Görings sortie
25. april mødtes amerikanske og sovjetiske hærstyrker ved Torgau. De resterende tyske styrker var nu splittet i 2 dele, og Luftwaffe gennemgik derfor sin sidste reorganisation. Flystyrkerne i nord[14] blev underlagt Generaloberst Stumpffs Luftflotte Reich, mens styrkerne i syd[15] blev samlet under Generaloberst Robert von Greims Luftflotte 6.

I sit hovedkvarter under Berlin kommanderede Hitler rundt med ikke-eksisterende enheder, mens de sovjetiske styrker rykkede tættere og tættere ind mod Det Tredje Riges hovedstad. I midten af april foregik kampene i selve Berlin, og Herman Göring, der befandt sig i Berchtesgar­ten i Bayern, mente nu, at Hitler var afskåret fra at handle effektivt. I henhold til en tidligere ordre fra Hitler om overdragelsen af magten i Tyskland, sendte han derfor et telegram til Hitler, hvori han mere eller mindre overtog ledelsen af Tyskland. Opildnet af Görings fjender ved "hoffet" afskedigede Hitler i raseri Göring og satte ham under arrest. Derpå truede Hitler Göring med dødsstraf, og meddelte ham, at hvis han ikke frivilligt trak sig tilbage fra samtlige poster, ville han blive straffet hårdt. Göring trak sig straks tilbage og afløstes 24. april af Generaloberst Robert von Greim, der blev kaldt til Berlin og udnævnt til Generalfeldmarschall. Det Luftwaffe, von Greim, overtog, var dog ophørt med at være i stand til at kæmpe effektivt mod de langt overtallige allierede flystyrker, og desuden havde Luftwaffes ledelse særdeles svært ved at skaffe sig et overblik over situationen og komme i kontakt med enhederne.

Antallet af mål for de tunge allierede bombefly svandt stadig ind, men jagerne og jagerbomberne oplevede nu en opgang. I de første tre dage af maj forsøgte talrige af Luftwaffes fly at flygte til Norge og Danmark eller blev sat ind i de sidste desperate forsøg på modangreb. Briterne rykkede imens længere frem og nåede Lübeck 2. maj, mens den første britiske kontakt med sovjetiske tropper skete ved Wismar.

Et stort antal tyske skibe stod nu ud fra de nordtyske havne i et forsøg på at nå frem til Danmark og Norge og 2nd Tactical Air Force blev sat ind mod disse. Da tyskerne tillige flygtede på jorden, var der tillige en stor koncentrationen af køretøjer, og i løbet af majs første fem dage sænkedes eller beskadigedes 150 skibe, 116 fly blev nedskudt og 4.500 køretøjer blev ødelagt.

Selv i denne allersidste fase af fortsatte Tyskland med at producere kampfly, og således blev de første Heinkel He 162 Volksjäger leveret til I. Einsatzgruppe/JG 1 på Lechfeld og i slutningen af april gav General der Jagdflieger Gordon Gollob sin tilladelse til at bruge typen i kamp. Om dette virkelig skete hersker der delte meninger om, men det tyder på, at et lykkedes at nedskyde en enkelt Hawker Typhoon 4. maj[16].

Afslutningen
De teorier, der i mellemkrigstiden var blevet udviklet om flystyrkerne, skulle vise sig at være for optimistiske. Bombeflyene kom ikke altid frem til sine mål, og de kunne ikke gennemføre sine operationer uden støtte af eskorterende jagerfly. Ligeledes var det ikke lykkedes at vinde krigen alene ved luftmagt. At luftmagten var en afgørende faktor for krigens udfald er dog uomtvisteligt.

Da ledelsen i Luftwaffe ikke allerede i 1940 indså nødvendigheden i, at øge produktionen og samtidig fremskynde udviklingen af nye flytyper, var det en skæbnesvanger beslutning (eller rettere mangel på samme), og da det endelig skete i 1941 var det for sent. Allerede under de succesfulde felttog i 1940 og 1941 var tabstallene alarmerende og på intet tidspunkt lykkedes det at fylde hullerne i enhederne. Et endnu mere alvorligt problem for tyskerne var uddannelsen af nye piloter og besætningsmedlemmer. I modsætning til deres modstandere, kunne tyske piloter forblive i frontenheder i lange perioder, uden at man gjorde brug af deres erfaringer til at uddanne friske kræfter[17]. Nyuddannede piloter tilgik derfor enhederne med langt færre flyvetimer end deres modstandere, hvilket fik tabstallene til at stige, hvilket satte uddannelsessystemet under yderligere pres. Da USA og Storbritanniens bombeoffensiv gik tog fart i 1943 var initiativet tabt for tyskerne. Især de amerikanske angreb blev direkte eller indirekte rettet mod de industrimål, der var livsnødvendige for Jagdwaffe: Flyproduktionen og olieproduktionen. Tyskerne var nødt til at forsvare disse mål og kampen blev på mange måder en udmattelseskrig, og i sidste ende var de amerikanske ressourcer afgørende.

Af kaptajn Klaus Erik Steffensen, Flyvestation Aalborg

 

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

militaert_tidsskrift_133.aargang_nr.4_2004.pdf

 

Litteratur

2nd Tactical Air Force af Christopher F. Shores

Angriffshöhe 400 af Cajus Bekker

Bombenkrieg gegen Deutschland af Olaf Groehler

Bomber Command af Max Hastings

Eight Air Force Story af Kenn C. Rust

Strategy for Defeat, the Luftwaffe 1933-1945 af Williamson Murray

The 9th Air Force in World War II af Kenn C. Rust

The Last Year of the Luftwaffe af Alfred Price

The Mighty Eight af Roger A. Freeman

 


[1] Galland ønskede at indsætte én meget stor jagerstyrke samlet mod de amerikan­ske bombefly for at tilføje disse så store tab, at operationerne måtte afbrydes.

 [2] Dagen før havde McAuliffe, som svar på et tysk tilbud om overgivelse, givet sit berømte svar: "Nuts".

 [3] Flyet fik dermed fik sin debut som bombefly.

 [4] 438 og 439 squadrons, Royal Canadian Air Force, var netop ved at køre ud til start da tyskernes første angrebsbølge ankom.

 [5] De allierede tab har vist sig svære at gøre op. En tysk efterretningsrapport, ud­arbejdet på grundlag af fotorekognoscering af otte flyvepladser, hævder at 279 fly var blevet ødelagt mens visuel rekognoscering af andre pladser skulle lægge 123 andre til. Andre 65-79 skulle være blevet skudt ned og yderligere 114 beskadiget. Blandt de tyske tab var tre Geschwaderchefer, seks Gruppenchefer og ti Staffelchefer.

[6] Henholdsvis chef for Jagdgeschwader 52, chef for Jagddivision 2, chef for Jagdgeschwader 7 og Inspektor der Jagdflieger på østfronten.

[7] En meget stor del af Luftwaffes jagerpiloter var ikke uddannet i instrumentflyvning, hvilket gav problemer i de hurtige jetfly.

[8] I lighed med de fleste andre hastigt formerede enheder, skulle Jag­dverband 44 dog ikke komme til at spille den store rolle.

[9] Blandt disse var blandt andet Gerhard Barkhorn, Heinz Bär, Walther Dahl, Heinz Sachsenberg, Erich Hohagen, Günther Lützow, Klaus Neumann, Johan­nes Steinhoff, Karl-Heinz Schnell, Willi Herget, Hans Grünberg og Walter Krupinski.

[10] En del af de nedskudte bombefly var britiske natbombefly, der nu benyttedes til dagangreb.

[11] Broens tårne på begge sider af Rhinen kan stadig ses.

[12] Air Defence Great Britain havde fået sit oprindelig, mere mundrette, navn igen 14. oktober.

[13] I løbet af dagen fløj Messerschmitt Me 262 59 sorties, det højeste antal i hele krigen.

[14] Norge, Danmark, Nordtyskland, Kurland-lommen (i Baltikum) samt Øst­prøjsen.

[15] Sydtyskland, dele af Tjekkoslovakiet og Ungarn samt Norditalien.

[16] For at fejre sejren blev den britiske pilot – i bedste Første Verden­skrigsstil – efter sin tilfangetagelse ført til officersmessen på Lech­feld og bevær­tet.

[17] Hvilket til dels forklarer det meget store antal nedskydninger, som nogle tyske piloter opnåede.

 

Litteraturliste

Del: