Ivans krig. Den røde Hær 1939 – 1945

Anmeldt af Niels Bo Poulsen

 Af Catherine Merridale ”Ivans krig. Den røde Hær 1939 – 1945”. Udgivet på dansk af People’s Press 2008. Forord af Erik Kulavig. Oversat fra engelsk af Peter Mollerup (”Ivan’s War”, 2005). Pris 349 kr.

 

Foto: Saxo.com

En af de p. t. allerbedste forvaltere af den angelsaksiske tradition for både begavet og velfortalt historieskrivning er historikeren Catherine Merridale. Merridale har tidligere gjort sig bemærket med bogen Night of Stone. Death and Memory in Twentieth-Century Russia (Viking, UK, 2001). Denne bog var en fremragende og meget tankevækkende undersøgelse af den almindelige russers forhold til døden i det 20. århundrede. Et århundrede, hvor pludselig, voldsom og statsligt forårsaget død blev en del af hverdagen for mange russere.

Kulminationen på et helt igennem dødeligt århundrede kom under Den Store Fædrelandskrig, hvor Sovjetunionen led et tab på omkring 27 millioner omkomne. Over en tredjedel af de døde var soldater i Den Røde Hær, og det er den jævne soldat og lavere officers historie, der er omdrejningspunktet i Ivans krig.

Bogen behandler inden for en overordnet kronologisk ordnet ramme en række temaer om livet i Den Røde Hær. Merridale kommer blandt andet omkring indkaldelsen og den første træning, levevilkårene ved fronten, forholdet mellem mænd og officerer, den politiske indoktrinering, soldaternes motiver til at kæmpe, desertioner og selvlemlæstelse, ”organiseringer” og tyverier, de flere hundredetusinde kvindelige soldater, fritid ved fronten (sex, humor og musik), relationerne til civilbefolkningen i de frontnære områder, de etniske spændinger i hæren, mødet med den kapitalistiske verden efter krydsningen af den sovjetiske vestgrænse, tyske og sovjetiske krigsforbrydelser, soldaternes forventninger til efterkrigstiden samt deres hjemkomst og genindslusning i det civile liv. Nogle af emnerne dukker op adskillige gange i bogen, men heldigvis på en måde, så der undervejs føjes nyt til.

De mest markante gennemgående temaer er styrets forsøg på politisk indoktrinering og adfærdsstyring af soldaterne, samt behandling af de faktorer, som fik soldaterne til at kæmpe og graden og karakteren af de sovjetiske krigsforbrydelser og den interne undertrykkelse. En grundlæggende men ikke ny pointe er, at styret gennem 20 års massiv meningspåvirkning fik succes med at tvinge den sovjetiske ungdoms tale og tanker ind i bestemte overordnede rammer. Mange soldater så at sige, tænkte, talte og handlede sovjetisk. Dog ikke altid med det resultat regimet kunne ønske sig og heller ikke altid ud fra et bevidst ønske om at gå magthavernes ærinde. Kampene på Østfronten var så tabsgivende for Den Røde Hær, at soldaterne i gennemsnit var ved fronten i tre måneder, før de blev såret eller dræbt. Og helt frem til krigens afslutning stod man over for en slagkraftig modstander, der proportionelt set tilføjede større tab, end han selv led. Det kan derfor undre, at kampmoralen ikke gik fløjten undervejs. Skønt mange deserterede, forblev enhederne (med store variationer) relativt kampstærke. Merridale peger, som mange før hende, på en kombination af flere forhold som udslagsgivende: Tvang og frygten for henrettelse eller andre hårde straffe, gruppesolidaritet og patriotisme samt de tyske krigsforbrydelsers sammensvejsende og motiverende virkning. Derudover peger hun på et forhold, jeg ikke har set beskrevet andetsteds, at soldaterne forblev i Den Røde Hærs rækker, fordi det var det bedste alternativ – eller rettere det mindst ringe. I en kaotisk verden, præget af nazisternes barbari på den ene side af frontlinjen og et bagland, hvor sult, sygdomme og nød florerede og hvor arbitrære straffe og forvisninger var lige så udbredte som ved fronten, var der en vis stabilitet og tryghed at finde i hærens relativt velordnede univers.

Endnu et lag i forklaringen på sammenhængskraften i Den Røde Hær som Merridale kunne have bragt ind – det går som en rød tråd gennem hendes ovenfor nævnte bog Night of Stone – er, at sovjetborgerne efter over 20 år med utallige samfundskatastrofer og gigantiske statslige mobiliseringsprojekter var blevet vænnet til, at de levede på andres nåde og med kun meget begrænset indflydelse på egen overlevelse og trivsel. ”Ivan” og ”Olga” havde opnået en imponerende evne til på den ene side at affinde sig med de ydre rammer, men samtidig udnytte, alt hvad der var af smuthuller. Det udmøntede sig i en fantastisk egenskab til at improvisere og skabe små nicher af relativ komfort og social tryghed, hvilket gjorde soldaterne i stand til med lynets hast at formere nye primærgrupper og skabe nye meningsfulde sociale universer, hver gang de gamle på grund af de massive tab ved fronten gik i opløsning.

Ivans krig er en nærmest udtømmende social- og hverdagshistorisk analyse af en hær i krig under de mest ekstreme forhold. Bogen er derimod ikke en undersøgelse af Den Røde Hærs doktriner, træning, kamperfaringer og udstyr eller dens evolution fra en dårligt ledet og svagt motiveret hær til en af samtidens mest slagkraftige militære styrker. Trods en jævn strøm af bøger om Den Røde Hær i indsats savnes disse spørgsmål stadig grundigt belyst. Selv om ingen bog kan rumme alt, er det lidt ærgerligt, at Merridale i meget stort omfang afkobler soldaten fra hans fag og ikke har brugt lidt mere tid på f.eks. mandskabsuddannelsen.

Merridale og hendes assistenter i Rusland har gjort et uhyre stort stykke arbejde i arkiverne og dertil læst bredt indenfor den engelsk- og russisksprogede forskningslitteratur. Der trækkes på et omfattende hidtil ikke publiceret kildemateriale. Ikke mindst brugen af de regionale arkiver i byerne Kursk, Orel og Smolensk bidrager til et hidtil uset præcist billede af den usle situation langs fronten og soldaternes interaktion med de civile i de frontnære områder. Derimod må man med beklagelse konstatere et næsten totalt fravær af tysksproget forskningslitteratur og en alt for begrænset udnyttelse af de tyske arkiver. Ikke blot har Merridale dermed snydt sig selv for at benytte en række indsigtsfulde tyske studier, hun fraskriver sig samtidig muligheden for at kontrastere de sovjetiske kilder. Det fører f.eks. til, at hun undervurderer antallet af sovjetiske soldater i tysk krigsfangenskab med omtrent en million. Andre steder fører den manglende konfrontation med den tyske forskning til, at meget svagt underbyggede for ikke at sige løgnagtige sovjetiske påstande ukritisk føres til protokols som den skinbarlige sandhed.

Bogen skæmmes desværre af en hel del mindre fejl og fejlformuleringer, f.eks. udnævnes Molotov-coktails til missiler (note 79, side 493), ligesom Maxim-maskingeværet bliver til en kanon (side 141) og Spasskaja-porten til Kreml ud for Den Røde Plads gøres til en indfaldsvej til byen. At småsjusk kan resultere i alvorligt meningsforstyrrende fejl illustreres af følgende påstand omkring slaget ved Kursk: ”Det åbne landskab i Kursk-provinsen genlød af i alt 70.000 skydevåben og morterer”. I betragtning af at der deltog over 1½ million sovjetsoldater i slaget ved Kursk, må soldaterne i sandhed have været let bevæbnede, hvis de sammen med deres tyske modstandere skulle deles om blot 70.000 våben. Fejlen skyldes naturligvis, at originaltekstens ”guns” her skulle have været oversat til ”kanoner” eller ”artilleripjecer” frem for det mere generiske ”skydevåben”. Sådanne småfejl optræder løbende igennem hele teksten og ser ud til ligeligt at skyldes sjusk hos Merridale og mangelfuldt oversættelsesarbejde.

Dette til trods kan Ivans krig næsten ikke anbefales nok. Ivans krig ikke blot en meget stor forskningsmæssig indsats, men også et stykke fremragende formidling. Den veksler på forbilledlig vis mellem forfatterens personlige observationer, samtidige situationsbeskrivelser og indsigtsfulde analyser, diskussioner og ekskurser. Sproget er klart, tydeligt og underholdende. Det vrimler med bon mot’er som: ”Det nye styres langstrakte paroler var nu lige så indarbejdede i hverdagen som bøndernes hvidløgsånde.”(side 72). Bogen bør især læses for sin evne til at formidle soldatens hverdagsliv og den politisk-ideologiske ramme han – eller hun – befandt sig i. Der er langt fra tale om et glansbillede, og Merridale punkterer undervejs en række myter, bl.a. om rødarmistens særlige robusthed i kamp. På baggrund af omkring 200 gennemførte interviews og omfattende kontakter i det russiske historikermiljø kunne man frygte, at Merridale i for høj grad ville ende som en tandløs insider, men det er ikke sket. Samlet set har Den Røde Hærs nu stærkt aldrende veteraner fået en afbalanceret beskrivelse, som yder dem og deres ufattelige lidelser retfærdighed, men som ikke lefler for dem og som bringer os langt i retning af at forstå sovjethærens mandskab i en hverdag midt i østkrigens helvede.

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

militaert_tidsskrift_137.aargang_nr.4_2008.pdf

Del: