Israels sikkerhedsproblemer

Major K. G. H. Hillingsø, Hærstaben, sammenfatter i denne artikel Israels sikkerhedspolitiske problemer og vurderer de mulige løsninger, der kan tænkes for en afspænding i Det mellemste Østen.
Artiklen er afsluttet ultimo juli og behandler således ikke forløbet af forhandlingerne efter etableringen af en ny våbenstilstand langs Suez-kanalen.
 

Indledning.

På trods af momsforhøjelse, verdensmesterskaber i fodbold, topløs badning og andre problemer af afgørende interesse for befolkningen har begivenhederne i og om Israel formået at holde sig meget højt på massemediernes emneliste i denne sommer. Det er formålet med denne artikel, på baggrund af de senest tilgængelige oplysninger taget i hovedsagen fra aviser og tidsskrifter, at fremdrage en række problemer, der har direkte indflydelse på Israels sikkerhedspolitik og - uden at foretage nogen dybtgående analyse - at pege på en mulig løsning af dem.

Problemerne.

Disse kan groft opdeles i:

  • Geografiske og økonomiske,
  • demografiske og sociologiske,
  • militære,
  • de af stormagtsinteresserne affødte samt
  • psykologiske.

Geografiske og økonomiske problemer

En af de faktorer, der vakte størst bekymring før »Seksdagskrigen« i juni 1967, var landets militært set meget ufordelagtige landegrænser. Ikke alene lå terrænet næsten overalt lavere på israelsk side end hos naboerne, men yderligere skød den vestlige del af Jordan sig ind i Israel mod den vigtige by Tel Aviv og gav derved landet en meget lang hvepsetalje med kun 18-40 km dybde. Med det terræn, der blev besat under »Seksdageskrigen«, har man ikke alene opnået at presse fjenderne tilbage fra det israelske hjerteland, men også formået at lægge grænserne i de militært set fordelagtigste terrænområder. Kun mod Libanon er grænsen stadig dårligt placeret og ville med fordel såvel af militære grunde som for at beskytte den israelske civilbefolkning kunne skydes fra 5 til 15 km mod nord. Grunden til at dette ikke skete i 1967 må formodes at være det indtil da relativt fredelige naboskab, der iøv- rigt holdt sig helt frem til 1969. Siden har raketangreb og morterbeskydning i stigende grad vanskeliggjort livet for den israelske grænsebefolkning, der på grund af den hidtidige fred her lever i moderne etagebebyggelse og ikke i de mindre sårbare kibutzer, som var almindelige langs de øvrige grænser. (Obs 17. maj 1970).
Udvidelsen af det israelske territorium har naturligvis lagt øgede byrder på forsvaret. De er imidlertid af mindre omfang, end man kunne antage, da landegrænsen i realiteten er blevet forkortet med »Seksdageskrigens« erobringer, medens derimod kystlinien blev firdoblet - fra 220 til 900 km.

Sejladsen gennem Tiranstrædet fra det Røde Hav til Aqaba Bugten er nu sikret, og de baser, hvorfra ægyptiske flådeenheder kan operere mod israelske havne, er presset over 150 km mod vest. De militære problemer, de nye grænser medfører, er i hovedsagen at skabe en effektiv overvågning, at muliggøre forskydning af reserver over de stærkt øgede afstande samt at afgøre om den fornødne beherskelse af søterritoriet kan gennemføres som hidtil i hovedsagen med fly, eller om de maritime styrker bør udvides. Vanskelighederne synes meget små i forhold til tidligere, hvilket må veje tungt for politikerne, når landets sikkerhedspolitiske kurs skal afstikkes.
De nye grænser er ikke kun fordelagtige set med militære øjne. De har som nævnt givet landet større dybde og dermed givet handel og industri ro til at skabe de økonomiske og teknologiske forudsætninger for landets eksistens.

Industrien er i meget stærk udvikling og synes snart foruden at kunne tilfredsstille de stigende krav om moderne forbrugsgoder at kunne gøre landet selvforsynende med våben. På 22-årsdagen for Israels oprettelse sås således israelitisk producerede »Gabriel«-raketter, der angives at være Ægyptens russiskleverede »Styx«-missiler overlegne både med hensyn til rækkevidde og sprængladning (B 12. maj 1970), og der går rygter om, at et »Super- mirage«-fly med en maksimalhastighed på 2.000 km/t (Ba 10. april 1970) er under udvikling. I en tale til officerskorpset sidst i april 1970 har forsvarsminister Moshe Dayan understreget nødvendigheden af selv at kunne producere militært materiel, og han oplyste, at landet om tre år vil kunne producere alle former for mindre komplicerede våben og om fem år avancerede jetfly (B 30. april 1970).

I denne tale berørtes også evnen til at producere atomvåben. Dayan udtalte, at sådanne kunne fremstilles på seks måneder, hvilket er i overensstemmelse med ikke-israel- ske kilders vurdering (Survival okt. 1969 og maj 1970). Af disse fremgår det, at alene reaktoren i Dimona producerer 5-7 kg plutonium om året, dvs. nok til en bombe. Andre større reaktorer, der forudses taget i brug i forskningen, vil kunne omstilles, så dette kvantum hæves betydeligt, og påbegyndes et afsaltningsprojekt for havvand baseret på atomkraft, hvilket er meget aktuelt for at frigøre landet for dets afhængighed af Jordanflodens vand, vil der være så store mængder plutonium til stadig rådighed, at en forberedt bombeproduktion vil kunne gennemføres på få uger.

Industrien skal også medvirke til, at landets betalingsbalance forbedres. I 1969 var underskuddet på betalingsbalancen 6l/2 mia. kr. og trods kapitalimport fra jødiske kredse i udlandet — hovedsageligt USA - gennem gaver, investeringer og langfristede lån samt overførslen af Vesttysklands krigsskadeserstatninger, der for øjeblikket er ca. 980 mio. om året, gik valutareserverne i 1969 ned til 2,8 mia. kr. (Ba 7-8 feb. 1970).
Den ikke helt tilfredsstillende økonomi skyldes naturligvis i hovedsagen det store forbrug på forsvaret, der officielt beslaglægger % (uofficielt 1/3) af nationalproduktet. Men også andre faktorer spiller ind. Dels kræver det offentlige udgifter til faciliteter til immigranter, til forskning og til undervisning, dels tvinger et højt privatforbrug importen i vejret. Dette har været søgt imødegået med en 6% reduktion på den offentlige sektor i 1969 og med lønstop i 1968 og 69, men nu stilles der krav om lønstigninger på 6-8%. En devaluering diskuteres, men som modargument førtes i foråret, at en sådan ville forstyrre forhandlingerne om den associering til fællesmarkedet (Ba 7.-8. feb. 1970), der blev gennemført den 30. juni 1970 (B 30. juni 1970).

Industrielt synes Israel således at kunne blive selvforsynende, men der vil gå endnu nogle år, hvor landet vil være afhængig af import. Landets afhængighed af kapitaltilførsel udefra skønnes derimod ikke at ville forsvinde helt, og den valgte sikkerhedspolitiks virkninger på udlandets villighed til at exportere og yde økonomisk støtte er en faktor af stor betydning.

Demografiske og sociologiske problemer.

Den kendsgerning, at Israel med 2,494 mio isralske indbyggere står overfor 100 mio. arabere, hvoraf de 51 mio. bor i nabolandene, må have indflydelse på udformningen af den israelske strategi. Ikke alene giver det lave indbyggertal problemer med at opstille de nødvendige styrker til at holde de erobrede om råder besat og skabe et tilstrækkeligt kraftigt forsvar, men det må sammenholdt med den lave fødsels- og indvandringsprocent direkte få indflydelse på den væbnede konflikts karakter. Krigen må føres på den måde, der giver mindst mulige tab, for at staten ikke skal få sit menneskepotentiel slidt op. Den nuværende situation er derfor ikke tilfredsstillende, idet tabene stadigt stiger. Siden 1967 er antallet af sårede, faldne, fangne og savnede steget fra omkring 50 til 160 om måneden (Fa jan. 1970), i maj 1970 mistede således 61 soldater og civile livet, og det samlede antal døde er nået op til 112 civile og 558 soldater siden »Seksdageskrigen«, hvor landet havde 26 civile og 777 militære døde (Time 22. juni 1970). Et gennemsnitligt krigstab på 225 døde om året med stærkt stigende tendens er ikke gunstigt, og Israel må derfor finde en sikkerhedspolitisk løsning, der i højere grad end den nuværende beskytter indbyggernes liv, selvom antallet af dødsofre i trafikken endnu overstiger de af konflikten fremkaldte tabstal (Ba 21./22. feb. 1970).

Også befolkningens sammensætning giver problemer. I den jødiske del af befolkningen har der været visse vanskeligheder mellem de europæisk/amerikanske og de afrikansk/asiatiske indvandrere, idet den første gruppe bl. a. gennem sin bedre uddannelse har domineret kraftigt. Dette søges imødegået ved med økonomisk og undervisningsmæssig støtte at give alle det samme begyndelsesgrundlag, og de værste vanskeligheder synes efterhånden overvundet. Langt alvorligere er konflikten mellem den arabiske og den jødiske befolkningsgruppe. Før »Seksdageskrigen« blev det arabiske mindretal - ca. 400.000 mennesker - holdt i skak med et ret udstrakt selvstyre og en status som ligeberettigede borgere i landet. Dette relativt gode forhold blev imidlertid ødelagt med det arabiske nederlag, der ganske vist gav respekt for Israel, men øgede den arabiske selvfølelse og hadet mod magthaverne (Fa jan. 1970). Yderligere er der med erobringerne kommet ca. en million nye arabere indenfor Israels grænser, længe afbrudte handels- og familiemæssige bånd er igen blevet knyttet, og samkvemmet med de nytilgåede har fået i hvert fald en del af den tidligere passive arabiske ungdom til at identificere sig med den arabiske sag. Denne identifikation har givet sig udtryk i støtte til og deltagelse i guerillaoperationer, men om dette er isolerede fænomener i en overgangssituation eller indledningen til en ny epoke kan ikke siges med sikkerhed. Den ringe tilslutning til den af araberne på 3 års dagen for »Seksdageskrigen« proklamerede generalstrejke (B 6. juni 1970) kunne tyde på, at det fortsat vil være muligt for israelerne at pacificere det arabiske befolkningselement trods de nyindlemmedes indflydelse.

Et er imidlertid at pacificere de indenfor landets grænser værende palæstinensere, noget ganske andet er at få den del af dem, der opholder sig som flygtninge i de arabiske nabostater til at afstå fra politisk og militær aktivitet rettet mod Israel. Før 1. verdenskrig eksisterede der ikke noget særligt palæstinensisk folk, og den arabiske befolkning i området udgjorde ingen politisk enhed. Men de mange år i flygtningelejre har bragt de 700.000 statsløse palæstinensere sammen, og gennem isolationen og undervisningen er de opståede nationalistiske følelser blevet uddybet (Fa jan. 1970). Det problem, disse mennesker udgør, er for så vidt kunstigt skabt, som de arabiske regeringer har været meget tilbageholdende med at tilbyde palæstinenserne andre livsbetingelser end flygtningelejrenes. Kun Jordan har konsekvent givet statsborgerskab til alle flygtninge, og Libanon har givet det til den kristne part, medens der i de øvrige lande snarere er blevet skabt et skel mellem dem og værtslandets beboere (ibid). Det gav tidligere de berørte regeringer den fordel, at de politisk kunne udnytte flygtningenes utilfredshed, men i dag, hvor »palæstinenser« ikke mere står for »flygtning« men for »kommandosoldat« blandt den arabiske befolkning, synes denne behandling at blive et tveægget sværd.

For Israel synes problemet med palæstinenserne teoretisk at kunne løses ved at lade dem vende tilbage eller ved at give dem en økonomisk erstatning for at have mistet deres land (Young). Da det sikkerhedsmæssigt vil være vanskeligt for israelerne at acceptere et så stort fremmedelement, og da palæstinenserne ikke synes at ville nøjes med mindre end det totale herredømme over området endsige lade sig spise af med penge, vil det i praksis dog nok vise sig uigennemførligt. For nabostaterne synes problemerne med flygtningene om muligt større, hvilket jeg vil vende tilbage til.
Udover de nationale følelser, der er knyttet til området, udgør de religiøse en afgørende faktor. For jøderne rummer de under »Seks- dageskrigen« erobrede områder, specielt Jerusalem, den mosaiske tros helligste steder, og at selv stater som Kuwait og Saudi-Arabien erklærede jihad - hellig krig - mod Israel som reaktion på Al Aqsa moskeens brand i efteråret 1969 viser muhammedanernes følelser for disse områder. Et realistisk forslag til løsning af krisen i området må derfor også tilgodese begge parters frie adgang til Jerusalem.

Militære problemer.

Da de med geografien forbundne militære problemer har været behandlet, skal der i dette afsnit kun peges på de aspekter, der ligger i det personel- og materielmæssige styrkeforhold (fra Mb 69-70, ajourført i muligt omfang) samt i den særlige form, krigen har i området.
Israels militære styrker udgør efter mobilisering 268.000 mand i hæren, der har ca. 1.020 kampvogne - heraf nogle ret forældede -, 7.000 mand i flåden, der har 29 små enheder med de fem kanonbåde, der blev smuglet ud af Frankrig i december 1969, samt 15.000 i flyvevåbnet, der råder over ca. 270 kampfly efter de seneste tab.

Heroverfor står de arabiske nabostaters ialt ca. 308.000 mand i hæren med 1.650 kampvogne, 13.500 mand i flåden med ialt 130 i langt overvejende grad små enheder og 26.000 mand og 565 kampfly i flyvevåbnet. I disse tal er medregnet Libanons styrker (Obs 17. maj 1970 og TIME 22. juni 1970) men ikke de irakiske styrker i Jordan, der iflg. Strategic Survey 1968 udgjorde 17.000 mand, det pakistanske infanteriregiment sammested eller de 5-10.000 sovjettiske »instruktører og teknikere« hovedsageligst stationeret i Ægypten (B 13. juli 1970 og TIME 22. juni 1970).
Sammenlignes disse tal direkte ses det, at Israel på trods af sit meget lille folketal kun hvad angår maritime enheder er underlegen i afgørende grad. På alle felter er underlegenheden imidlertid såvel under »Seksdageskrigen« som under de senere kamphandlinger blevet langt opvejet af israelernes bedre føring, taktiske og tekniske forståelse og kunnen samt af deres højere moral.
I realiteten har Israel været så overlegen, at ikke alene landet selv synes at anse denne situation for den naturlige i området. Dette ses f. eks. af, at opstillingen af de russiske SAM-3 missiler i Ægypten betegnes som en forrykkelse af magtbalancen, hvor der vel ret beset kun er tale om en forringelse af Israels luftoverlegenhed over ægyptisk territorium.
At Israel anser en total overlegenhed for den ønskeligste situation er ganske forståeligt. Dels har landet lært, at det må stole helt på sin egen fors var sevne, dels giver en sådan tilstand mulighed for at føre krigen med de lavest mulige personeltab. Kampen mod nabostaternes regulære styrker har fundet sted i form af flyangreb eller patruljeforetagender mod militære installationer eller som forsvar mod fjendtlige angreb. De offensive operationer har, så vidt det kan skønnes, haft til formål bl. a.:

  • At bevise, at udmattelseskrigen skader fjenden mere end Israel,
  • at vise, at Israel ikke lader sig påtvinge politiske løsninger mod egne interesser,
  • at lægge pres på nabostaterne for at underminere den politiske ledelses prestige eller knække folkets moral,
  • at straffe nabostaterne for offensive handlinger udført af regulære eller guerillastyrker, og
  • at styrke egne troppers moral.

I reglen er angrebene blevet gennemført overraskende og mod svage områder i det fjendtlige forsvar. Angreb mod stærkt befæstede områder har dog også fundet sted, øjensynligt for at vise landets evne til at angribe over alt og for at sprede fjendens forsvar, og i sådanne tilfælde har man accepteret relativt store tab (f. eks. Ba 15. marts 1970, angreb over Suez). Fra juli måneds begyndelse har det imidlertid vist sig vanskeligt at gennemføre selv flyoperationer over Suezkanalen uden tab. Dette tilskrives en øget sovjettisk deltagelse i forsvaret af Ægypten, idet russerne øjensynligt ikke længere indskrænker sig til at opføre og bemande SAM-3 raket- baserne, som nu ikke kun ligger omkring Cairo, Alexandria og Assuan, men er skudt frem indtil ca. 50 km fra kanalen (Pol 30. juni 1970). Ca. 100 sovjettiske fly - MIG 21 - angives at være indsat i pa- truljeflyvning indtil 30 km fra Suezkanalen (TIME 22. juni 1970), og hele luftforsvaret synes organiseret og ledet af russisk personel (Horisont 22. juli 1970).

Denne situation er mindre gunstig for Israel, idet den giver formindsket spillerum for den hidtidige strategi og desuden giver ægypterne fred til at opbygge deres styrker muligvis med en offensiv for øje - det forlyder, at Ægypten har modtaget russisk amfibiemateriel (Ba 13. juli 1970) - og den har styrket deres moral.
Hertil kommer, at det på det arabiske topmøde i Tripoli den 22. juni blev bestemt at øge presset mod Israel på den østlige front for at aflaste Ægypten (Ba 23. juni 1970). Syrerne har allerede honoreret aftalen med et større angreb mod Golan højderne sidst i juni, og lykkes det at koordinere de konventionelle anstrengelser på alle fronter, vil Israel få svært ved at være tilstrækkeligt overlegen overalt til at kunne afvise angrebene og svare igen med afkølende straffeekspeditioner. I den konventionelle del af den væbnede konflikt synes udviklingen således at gå imod en fortsættelse af den hidtidige strategi.
Derimod synes den ukonventionelle del af krigen stadig at være under israelsk kontrol. I dette afsnit skal kun vurderes den militære trussel, som den palæstinensiske guerillabevægelse - Fedayeen - udgør mod Israels sikkerhed, og om guerillasoldaterne kan kort siges, at de at dømme efter de seneste israelske udtalelser (f. eks. Horisont 22. juli 1970) ikke er blevet meget bedre, siden Peter Young i 1967 skrev: »At kalde dem kommandosoldater er en fornærmelse mod de sidstnævnte«. Guerillaaktiviteten består dels af angreb over grænserne - oftest kun ildoverfald fra naboterritoriet - dels af terror og provokationer i hovedsagen i de besatte områder med det formål at fremtvinge repressalier og derved vinde befolkningen. Men aktiviteten ledes og udgår fra asyl i nabostaterne, og kun en forsvindende lille del af den arabiske befolkning støtter kampen - der er indtil juli 1970 dømt 100 arabere for samarbejde med Fedayeen siden »Seksdageskrigen« (Pundik) - og det er ikke lykkedes at danne baser hverken i Israel eller de besatte områder. Dette skyldes først og fremmest den israelske guerillabekæmpelse, der er meget effektiv, da mange israelere taler flydende arabisk, forstår arabernes mentalitet og let kan blande sig med dem. Yderligere påtager de sig på grund af truslen mod den israelske civilbefolkning og den inspiration, de iøv- rigt har til at føre krigen, langt større byrder end soldater og politi normalt gør under guerillabekæmpelse (Young), og endelig tager de konsekvente og hårdhændene midler i brug overfor deltagere og sympatisører uden dog at begå handlinger, der strider mod arabernes retsbevidsthed.

Der er ikke meget, der tyder på, at guerillabevægelsen vil få større militær betydning i den nærmeste fremtid - jeg er således uenig med kommentatoren i Strategic Survey 1969 (s. 48) - selvom den 6. juni oprettede guerillafælleskommando (B 7. juni 1970) og den overvejede fælles ledelse af guerillaer og jordanske styrker (Ba 10. juni 1970) vil kunne øge angrebenes effektivitet ved at koordinere dem indbyrdes og med konventionelle operationer. Så længe Israel kan undgå at skabe et gunstigt klima for en guerillabevægelse baseret i den i selve landet og de besatte områder boende arabiske befolkning, vil Fedayeens betydning være af politisk karakter og som sådan kun indirekte udgøre en trusel mod Israels sikkerhed.

De af stormagtsinteresserne affødte problemer.

Når der tales om stormagtsinter- esser i Mellemøsten, peges der for de vestlige interessers vedkommende altid med megen selvfølgelighed på olieforekomsterne, medens de sovjettiske interessers dybere årsag synes langt sværere at finde - for de som er interesseret heri. Det er klart, at olien må spille en rolle alene på grund af de store investeringer, der er foretaget i produktionen, men det er urigtigt at tillægge den hele skylden.
For USA’s vedkommende er hovedårsagen til tilstedeværelsen vel den strategiske betydning, området må tillægges i forhold til NATO’s sydlige flanke og beherskelsen af Middelhavet, og et pres fra den jødiske del af USA’s befolkning har nok understreget interessen for Israel.
Med hensyn til olien viser en analyse (Berreby) af landets investeringer i udlandet, at af de totale investeringer repræsenterer olieinteresserne i de arabiske lande (og Libyen) kun Sy2% og kun 12% af den udelukkende i olie investerede kapital. Det påpeges direkte i samme analyse, at USA ikke har brug for den arabiske olie, ja nærmest vil have fordel af at blive afskåret fra den. Der er da også kun få træk i USA’s mellemøstpolitik, der angiver en tendens til at favorisere araberne, og de har aldrig været fremkaldt af trusler om at likvidere den amerikanske adgang til olien. De synes i hovedsagen at udspringe af et naturligt ønske om ikke helt at afskrive sig arabisk sympati og har medført en vis tilbageholdenhed med såvel verbal som materiel støtte til Israel.

England og Frankrig synes i højere grad at være inddraget i konflikten af økonomiske årsager, idet hovedparten af deres - som det øvrige
Vesteuropas - olieforbrug er baseret på den arabiske olie (AWA). Hertil kommer andre investeringer i området og en traditionel tilknytning hertil og sympati for araberne. England har i sin holdning fulgt USA’s eksempel, dog med en tendens til en lidt køligere holdning overfor Israel, og der er ikke noget, der tyder på, at regeringsskiftet vil ændre denne indstilling. Frankrig derimod er direkte afhængig af arabisk velvilje på grund af de nordafrikanske interesser, der senest er blevet udvidet til at omfatte olieindvinding i Libyen og libysk støtte til den franske guerillabekæmpelse i Chad (Ba 22. jan. 1970), og landet har da også efter »Seksdages- krigen« taget næsten ligeså klar stilling for araberne som Sovjetunionen. Dette har hidtil givet sig udtryk i en våbenembargo mod Israel, som har ramt meget hårdt på grund af det israelske flyvevåbens afhængighed af Mirage-jagerne - både piloter og teknisk personale kræver en længere periode for at omstille sig til en ny flytype - og fordi den også afbrød et videnskabeligt og industrielt samarbejde (AP nr. 52). Den franske befolkning har dog ikke været tilfreds med denne holdning, og det forlyder rygtevis, at embargoen er blevet lettet, når der ses bort fra flyleveringer (B 6. juni 1970).

Baggrunden for Sovjetunionens tilstedeværelse i Mellemøsten er som anført vanskeligere at se. Man stiller spørgsmålet, om russerne har involveret sig her af ideologiske årsager eller for at opfylde en ambition om at blive en verdensmagt i amerikansk målestok (AP nr. 59), og der peges også på sammenhængen mellem interesserne for den arabisk-israelske konflikt og landets politik i den Persiske Golf, hvor olien interesserer på grund af besvær med udvinding i Sibirien (AP nr. 60). Hvad end grunden kan være, så er kendsgerningerne i dag, at Sovjetunionen direkte er dybt involveret i konflikten på arabisk side gennem sine våbenleverancer og tekniske og taktiske assistance.
Hvor langt Sovjetunionen vil gå med denne støtte, der som anført er blevet optrappet indenfor de sidste måneder, og den 23. juli 1970 har fået præsident Nasser til at erklære, at Ægypten på grund af den, nu er rede til kamp igen (TV-avisen 23. juli 1970), kan ikke forudsiges. Man kan, udover at det ville give lejlighed til at afprøve våben og piloter (TIME 22. juni 1970), ikke se, at en direkte konfrontation med Israel ville bringe Sovjet nogen fordele, og sovjettiske politikere har tilmed ofte understreget Israels ret til at bestå som nation (f. eks. B 4. juni 1970). På den anden side må dens engagement føre til en løsning - militær eller ved forhandlingsbordet - inden alt for længe, hvis ikke Sovjetunionen vil miste prestige og indflydelse hos araberne (Obs. 2. maj 1970). Sovjetunionen synes som så ofte før fanget i sin egen politiks centrale modsætning, ønsket om at bevare status quo og det ideologisk umulige i at undgå en konfrontation (Michaelis). Til ugunst for Israel synes de ideologiske aspekter for øjeblikket at få tillagt størst vægt, muligvis på grund af en stigende kinesisk aktivitet i Mellemøsten til fordel for guerillabevægelserne (bl. a. Ba 6. feb. 1970), men muligvis øges det militære pres kun for at give araberne den bedst mulige udgangsposition i en eventuel forhandling som led i de seneste fredsplaner.

Disse, der ikke nærmere skal gennemgås her, understreger igen fra såvel russisk som amerikansk side Israels ret til at bestå som stat, men har en naturlig tendens til at indeholde flere foranstaltninger til umiddelbar fordel for de besejrede arabere end troværdige garantier for opfyldelsen af Israels sikkerhedskrav. Israel står således stadig med den psykologiske byrde, det er ikke at modtage ubetinget støtte fra nogen side i en konfliktsituation, og det ubehagelige i denne situation accentueres af, at fjenden af én af de mæglende stormagter hjælpes helt på fode økonomisk og materiel- mæssigt og støttes - og måske endda opmuntres - til offensive operationer, samtidigt med at hans territorium ved denne stormagts direkte indsats unddrages israelsk gengældelse.

Psykologiske problemer.

Den politiske reaktion på et problem i forholdet stater imellem må meget ofte snarere tilskrives følelsesmæssige årsager end nøgterne overvejelser, der har ført frem til tanker om den mest rationelle fremgangsmåde. Denne betragtning gælder naturligvis i særlig grad i en konfliktsituation og synes karakteristisk ikke alene for de i mellemøstkon- flikten direkte indblandede parter, men også for udenforstående nationer og grupper.

Der er således en psykologisk begrundelse for, at mange af de i de tidligere afsnit nævnte problemer er så vanskelige at løse, og for at Israel har vægret sig ved at løse dem ved andres hjælp f. eks. ved at acceptere de fremsatte fredsforslag. Den grundlæggende faktor i Israels holdning overfor problemerne er følelsen af, at nationen ikke kan overleve et militært nederlag, men vil blive helt udslettet efter et sådant. Denne trussel om udslettelse er det vanskeligt at affærdige, da den meget længe har været en del af jødernes liv, idet alene de spanske, østeuropæiske og tyske forfølgelser indenfor de sidste par hundrede år, har stillet jøder overfor en lignende trussel (Pundik).

Hertil kommer en skepsis overfor mæglere og naboer, som heller ikke kan siges at være ubegrundet. Israels skepsis overfor De Forenede Nationer stammer fra den kendsgerning, at FN ikke har formået at hindre nogen af de tre krige, der har domineret nationens hidtidige historie. Udover at den sidste stadigvæk de facto foregår og kræver tab, mærkes også virkningerne fra krigen i 1948-49, der kostede én procent af befolkningen, ved at den generation, der i dag skulle være 40 år, næsten mangler helt. Israelerne mindes således dagligt om FN’s magtesløshed, der dog snarere anses for at være manglende vilje, idet det er den almindelige antagelse, at krigen ikke var brudt ud i 1967, hvis FN-troppeme ikke var blevet trukket bort (Pundik). Endelig står FN’s moralske autoritet i konflikten meget lavt i israelske øjne, fordi Sovjetunionens trussel om at anvende sin vetoret har hindret en fordømmelse af den arabiske terror (Strat. S. 1968), og fordi f. eks. de angrebne israelske områder ved den syriske grænse aldrig er blevet besøgt af repræsentanter for FNs sikkerhedsråd (B 14. mai 1970).
Israels skepsis overfor Sovjetunionen er meget forståelig på grund af dette lands konsekvente støtte til den arabiske sag og den antizionistiske indstilling, der har hersket i landet siden revolutionen (AP nr. 59). Overfor de øvrige stormagter kan den israelske mistro føres tilbage til 1967, hvor det kun var muligt for USA at opnå støtte fra Australien, Holland og Den vesttyske Forbundsrepublik til en aktion, der skulle genåbne det af ægypterne lukkede Tiranstræde. På trods af de givne garantier om, at Elat altid skulle kunne besejles, afstod USA fra at sejle gennem de ægyptiske spærringer med manglende tilslutning som begrundelse (Pundik).

Den mistro, som Israel nærer til sine nabostater, synes ligeså velbegrundet som den mod Sovjetunionen rettede. Med de hidtil gjorte erfaringer, især med Ægypten og Syrien, kan landet ikke forventes at betragte truslerne om at udslette den israelske stat o.s.v. som rent deklamatoriske, men må fristes til at fæste mere lid til dem end til de udtrykte ønsker om fred. Som prøve på arabernes fredsvilje sættes deres villighed til at deltage i åbne forhandlinger, og det udlægges som bevis på manglende vilje, at araberne afviser dette og insistere på fuldstændig israelsk tilbagetrækning, og på at palæstinenserne skal gives valget mellem økonomiske kompensationer og tilbagevenden, før der kan forhandles.
Disse arabiske krav er som tidligere påpeget af sikkerhedsmæssige
grunde vanskeligt antagelige for Israel og kan da heller ikke med rimelighed forventes efterkommet, før der gives landet overbevisende garantier for dets sikkerhed. Men det synes mindre velbegrundet at insistere på åbne og direkte forhandlinger, idet det må være ret indlysende, at det ville være politisk selvmord for en arabisk leder at deltage i sådanne, specielt hvis grundlaget skal være, at ikke alle besatte områder skal rømmes, hvilket er den israelske tolkning af sikkerhedsrådets 1967 resolution (Obs 4 jan. 1970 og Mahmoud Fawzi’s udtalelser til udenrigsminister Hartling, jf. B 10. maj 1970). I det hele taget må man sige, at Israels valg af udenrigspolitiske midler overfor nabostaterne ikke altid har været psykologisk rigtige. Bombardementerne af det fjendtlige territorium fik således snarere folket til at slutte tættere op om deres ledere og om løsningen af krigens opgaver, end de knækkede arabernes moral og underminerede ledernes prestige. Det synes iøvrigt ikke at ville være klart til fordel for Israel om præsident Nasser, som mange israelere tillægger hovedparten af skylden for spændingen i Mellemøsten (Ba 9. jan. 1970), blev tvunget til at gå af. En ny ægyptisk regering ville snarere være endnu mere opfydt af hævntørst, og yderligere har kun en leder af præsident Nassers format nogen mulighed for at gøre indrømmelser under eventuelle forhandlinger. (Anders Georg, Ba 7.-8. feb. 1970).

Den negative indstilling til præsident Nasser - og de øvrige arabiske ledere - kan dog også skyldes en følelse af, at de ikke mere har tilstrækkelig kontrol over tilstandene i deres lande til, at de kan give troværdige garantier i en forhandlingssituation. Allerede først på året forlød det, at de palæstinensiske guerillaorganisationer havde været i stand til at lægge et vist pres på præsident Nasser, og begivenhederne i Jordan og Libanon i dette forår har understreget deres voksende betydning som politisk faktor i Israels nabolande. Palæstinenserne er således ikke mere redskaber i hænderne på de arabiske regeringer, men har snarere opnået kontrol med disse. På grund af den popularitet de nyder i befolkningen, bl. a. fordi de indtil de allerseneste måneder har været alene om at fortsætte den væbnede kamp mod Israel, får de stadigt flere tilhængere, og tiden synes fortsat at arbejde for dem. Da deres primære mål er generobringen af Israel, kan denne udvikling få ubehagelige følger, og israelske politikere har da også ved flere lejligheder - specielt om Jordan og Libanon - erklæret, at Israel ikke ville forblive passiv, hvis palæstinenserne overtog magten i disse lande (Ba 18. feb. 1970, B 13. juni 1970). Endnu er det lykkedes den libanesiske regering og Kong Hussein at bevare kontrollen, men da guerillabevægelsernes sekundære mål er at overtage magten i hvert fald i de lande, der ikke går tilstrækkeligt aktivt ind i kampen mod Israel - for nogle bevægelser er det total revolution i alle arabiske lande uanset politisk indstilling og militær aktivitet (Fa jan. 1970) - må et forsøg på magtovertagelse anses for at være en mulighed. Da udvidelsen af guerillabevægelsen har givet den et bredere politisk spektrum, vil der dog, hvis den fra at optræde som nation uden formel statsstruktur overgår til at være ansvarlig for et territorium og en befolkning, kunne næres forhåbning om, at mere moderate kræfter vil overtage ledelsen. I en sådan situation vil palæstinenserne ikke udgøre den fare, som de udgør nu, hvor de som uansvarlige ekstremister presser værtslandene ind i væbnet konfrontation med Israel, ja israelerne vil måske endda hos dem kunne finde troværdige forhandlere.

Afslutning

Som det har været anført, synes den for øjeblikket anvendte gengældelses« og udmattelsesstrategi ikke at løse de israelske sikkerhedsproblemer på en tilfredsstillende måde.
Skal der anvises andre veje synes tre at tegne sig:

  • Angreb med alle midler for endnu engang at ødelægge fjendernes kampkraft og erobre mere territorium, der eventuelt vil kunne gives tilbage senere for at demonstrere en fredsvilje.
  • Stabilisering af landets forsvar indenfor de nu nåede grænser, der sikres kunstigt som zonegrænsen mellem Øst- og Vesttyskland hvilket at dømme efter Horisont den 22. juli 1970 er sket overfor Jordan. Den militære indsats indskrænkes til bevogtning og forsvar, der kun skal kaste indtrængende fjender ud af landet.
  • Tilbagetrækning til grænserne fra før »Seksdageskrigen« måske med terrænmæssigt ubetydelige ændringer specielt om Jerusalem - der gives international status - og i Gaza. FN og stormagterne garanterer landets beståen, dets frie adgang til Jordans vand, dets besejlingsret gennem Tiranstræ- det og Suezkanalen m. v.

Da de to første muligheder forudsætter, at landet beholder de erobrede områder og dermed fortsætter krigen, vil de i meget lang tid belemre det med tre problemer.
Det første er palæstinensernes ønske om at vende tilbage til de tabte områder, hvilket i realiteten kun kan løses ved at give dem adgang dertil, idet de ellers i en uoverskuelig periode vil fortsætte med terror og krigshandlinger mod Israel.

Det andet er, at Israels krigsførelse og guerillabekæmpelse eller alene landets fastholden af de erobrede områder vil kunne skabe en sådan animositet mod det, at de vigtige muligheder for import af materiel og kapital bliver forringet eller helt standset.
Det tredie er den psykologiske og politiske belastning, det vil være for nationen at leve »toujours en vedette«. Det vil kræve ganske særlige foranstaltninger at opretholde kampånd og moral i befolkningen, og det er tvivlsomt, om det vil kunne lade sig gøre uden at rokke ved landets demokratiske styreform.
Den fornuftigste udvej for det israelske garnisonsdemokrati synes derfor at være at vælge den sidste løsning. Sikkerheden bør dog ikke udelukkende baseres på stormagts og FN garantier, men også på et forsvar, der er tilstrækkeligt stærkt til at afskrække naboerne fra at anfægte landets rettigheder. At basere afskrækkelsen på atomvåben synes ikke nødvendigt, idet landets konventionelle styrker i hvert fald foreløbig er tilstrækkeligt overlegne til at virke dæmpende på naboerne, og en anskaffelse af atomvåben vil bringe verdensopinionen og USA imod Israel og gennem ikke-spred- ningsaftalen næsten tvinge Sovjet- rusland til at støtte araberne med sådanne våben. Men det må klart defineres for naboerne, hvilke handlinger der vil udløse en gengældelse, og den form denne vil få skal beskrives for dem og være troværdig - et krav, der også taler mod at basere den på A-våben.

Herudover må flygtningeproblemet løses i samarbejde med naboerne, og Israel må indadtil skabe de bedst mulige forhold til den arabiske minoritet gennem velordnede økonomiske og sociale tilstande, størst mulige politisk frihed med udstrakt selvstyre og gennemførelse af et udviklingsprogram. Israelerne bør endelig til stadighed studere og indleve sig i såvel den omkringboende som landets egen arabiske befolknings situation og tanker for at kunne forstå og i tide gribe ind overfor evt. kilder til konflikt.

Med den optøning i situationen, der indikeres af USA og Sovjetrus- lands positive udtalelser om den anden parts juli-fredsforslag og af præsident Nassers imødekommenhed over for USA’s plan - en holdning der, hvis man følger hans udtalelser tilbage til 1. maj-talen 1970, ikke helt kan affærdiges som taktisk manøvre - synes der at være håb om, at forhandlinger kan komme i stand. Ganske vist har både Syrien, Irak og partisanorganisationerne forkastet planen, men den syrisk-irakiske holdning, der hænger sammen med, at der i planen ikke nævnes noget om tilbagegivelse af land til Syrien, må kunne ændres. Når Syrien ikke tilgodeses i planen, er det fordi landet ikke har godkendt sikkerhedsrådets 1967- resolution. Sker dette, vil dets forhold sandsynligvis også blive berørt. Partisanernes afvisning kunne forventes, men accepterer alle Israels naboer en våbenstilstand, vil guerillaaktiviteten ved fælles anstrengelse kunne holdes nede på et ubetydeligt plan, og den vil sandsynligvis hovedsageligt blive rettet mod de arabiske stater med de muligheder, dette indebærer, som tidligere behandlet.
Da udtalelser af premierminister Golda Meir (Ba 27. maj og 10. juni 1970), forsvarsminister Day an (B 6. maj 1970) og udenrigsminister Abba Eban (Ba 14. juli 1970) dertil kan tydes som tegn på, at Israel synes rede til at fravige nogle af sine hidtidige krav om bl. a. åbne forhandlinger og ubetinget våbenhvile, er der trods Israels tøvende holdning overfor USA’s fredsforslag håb om, at en løsning kan nås.

En sådan må i denne situation næsten nødvendigvis blive baseret på stormagtsgarantier, og for at den kan få varig virkning, må det være et krav, at stormagterne til stadighed fremover er rede til at indfri disses garantier.

K. G. H. Hillingsø

Citerede kilder:
Dagblade:

Berlingske Aftenavis (Ba)
Berlingske Tidende (B)
The Observer (Obs)
Politiken (Pol)

Tidsskrifter:

TIME Foreign Affairs (Fa)

Publikationer fra The Institute for Strategic Studies, London:

Adelphi Papers no. (AP nr.)

52, Arms & Security: The Egypt-Israel Case
53, Fedayeen Action and Arab Strategy
59, The Soviet Dilemma in the Middle East Part I: Problems of Commitment
60, The Soviet Dilemma in the Middle East Part II: Oil and the Persian Gulf

The Military Balance 1969-1970 (Mb)
Strategic Survey 1968 og 1969 (Strat. S.)
Survival, oktober 1969, Israel and the NPT
november 1969 (Michaelis), Meir M. anmeldelse s. 365
maj 1970, Limits on the Nuclear Club
juni 1970 (Berreby), Does America need Arab Oil

Andre:

Boyd, Andrew, An Atlas of World Affairs (AWA), Methuen, London 1964
Pundik, Herbert, foredrag i Udenrigspolitisk Selskab 27. jan. 1969 og samtale
Young, Peter, The Israeli Campaign 1967, W. Kimber, London 1967
 

PDF med originaludgave af Militært Tidsskrift, hvor denne artikel er fra: PDF icon militaert_tidskrift_99_aargang_sep.pdf

Litteraturliste

Del: