Isolatioment

Hvis man vil forudsige de langsigtede konsekvenser for verdenspolitikken af terror-angrebene på New York og Washington den 11. september 2001, er den vigtigste mellemregning, hvilke effekter angrebet får på amerikansk udenrigspolitik.

Foto: Forsvaret.dk

USA står selvfølgelig centralt i disse udregninger, fordi angrebet var på USA og derfor må formodes at give den dybeste og mest vedvarende reaktion der, og fordi USA er verdens førende magt, og dets reaktion kommer derfor til at forme verden stærkere end andres.
Straks efter angrebet kom iagttagere med mange forskellige bud på den fremtidige amerikanske udenrigspolitik rækkende fra isolationisme til en ny vilje til at samarbejde bl.a. med en deraf følgende opgradering af FN. De fleste af den slags kommentarer var af typen ”det her må få dem til at forstå at …” – forstå at, de nu skal prioritere ulandsbistand mere, at islam er ondets rod, at … Og meget af det var ganske urealistisk, for det tog ikke udgangspunkt i, hvordan amerikanerne faktisk tænker. Man er nødt til først at forstå: hvad er de amerikanske tænkemønstre, hvad er de amerikanske positioner omkring verdenspolitikken, før man kan sige ”hvad er der så skiftet i dem?”. Det er nødvendigt at se de relevante muligheder for USA's fremtidige politik ud fra debatten forud for 11. september. Man må forstå de amerikanske tankebaner for at danne sig et billede af det relevante spektrum.
Det vil denne artikel forsøge at gøre primært ud fra debatterne i amerikanske policy-tidsskrifter. Dvs der er ikke tale om debatten blandt teoretikere i hyper-akademiske tidsskrifter, ej heller politikernes argumenter. Policy-tidsskrifter (og to-neangivende kommentatorer i dagspressen) er på samme tid principielle og policy-nære, og derfor fanger disse debatter ofte de store linier og de vigtige kursvalg.

Isolationime, unilateralisme, multilateralisme

Der er uendeligt mange opstillinger af de afgørende dimensioner af amerikansk udenrigspolitik, mange forskellige delvist overlappende typologier. En af de mest basale er følgende tredeling:

 / Isolationisme
/
\                                             /  Internationalisme
  \ Unilateral internationalisme               
                                             \   Multilateral internationalisme

”Isolationisme” er et af de ord, man oftest slynger ud omkring amerikansk uden-rigspolitik. I virkeligheden er det ikke sandsynligt, at USA bliver isolationistisk – USA er alt for afhængigt af resten af verden, og om ikke andet vil stærke økonomiske pressionsgrupper gå i aktion, hvis man for alvor skulle glide i den retning. ”Iso-lationisme” er på mange måder et skræmmeord, der bruges overfor (os) andre for at sige; se hvordan det kan gå, hvis I gør eller ikke gør dette eller hint. De to vigtigste positioner i amerikansk udenrigspolitik er en internationalisme, der er unilateral, og en internationalisme, der er multilateral. Altså et verdensengagement, hvor USA gør, som man selv vil, eller man agerer igennem institutioner og i samarbejde. Ud fra den præference for multilaterale amerikanere, som de fleste europæere deler, er de virkeligt farlige perioder i amerikansk udenrigspolitik når isolationisterne og unilateralisterne indgår en uhellig alliance, som de gjorde i mellemkrigstiden og derved forhindrede USA i at indtræde i Folkeforbundet. Det var ikke isolationisterne alene, der ”udrettede” det (som den almindelige historieskrivning hævder); de fik flertal i Kongressen, fordi unilateralisterne trak på samme hammel (Ruggie 1996, 1997).
    Allerede under præsident Clinton bevægede amerikansk udenrigspolitik sig fra et punkt ganske langt ude i den multilaterale ende til det stadig mere unilaterale (Posen and Ross 1996/1997). Det skete i høj grad som resultat af pres fra den republikansk dominerede Kongres, der blev tegnet af kræfter, der især var uendeligt kritiske overfor FN. Ikke overraskende blev denne bevægelsesretning bevaret efter valget af George W. Bush, og i tiden frem til 11. september tegnede sig en meget unilateralistisk form for internationalisme. Administrationen vil stort set altid afvise ”anklager” for unilateralisme, for det er jo ikke noget godt udgangspunkt for de forhandlinger, man trods alt jævnligt befinder sig i, men uafhængige (højre)in¬tellek¬tuelle har eksplicit forsvaret unilateralisme (se mest tydeligt Krauthammer 2001) . Selvom administrationen afviser at være unilateralistisk, er det dog tankevækkende, at den mest multilateralistiske røst, udenrigsminister Colin Powell, har givet følgende forklaringer på USA's politik og vel at mærke ikke til et hjemligt ”vælgermøde” men først i en NATO kontekst, hvor han skulle forklare, hvordan USA samarbejder med sine allierede, og dernæst forud for møder med allierede og andre i en FN-sammenhæng:
     “We believe in multilateralism," Powell said then. "But when it is a matter of principle and when the multilateral community does not agree with us, we do not shrink from doing that which we think is right, which is in our interest, even if some of our friends disagree with us." [sagt i juni 2002 : http://www.spacedaily¬.com¬/news-/020701215730.n1bnenum.html]
    I et interview med ABCs Nightline udtalte han ”When we talk to our friends, that's being multilateral. It doesn't necessarily mean we will get them all to agree with us or that we are at the mercy of their agreement and their consensus" (citeret i Dahler 2002 og tilgængelig på http://www.state.gov/secretary¬/rm/2002¬/11866.htm).

Engagement eller tilbagetrækning?

En anden måde at strukturere dagens debatter er, at sætte unipolaritet i centrum. Umiddelbart efter den kolde krigs afslutning diskuterede man unipolaritet versus multipolaritet. Er verden unipolær eller multipolær?  Den debat er slut i USA; der har man vedtaget, at verden er unipolær. Vi andre kan være i tvivl, men de er ikke. Debatterne i de amerikanske intellektuelle miljøer roterer nu omkring unipolariteten, ikke for eller imod den. To unipolaritetsdebatter pågår i disse år.
    Den første - der knytter tættest an til isolationisme/internationalisme-temaet - står mellem to varianter af unipolaritet, engageret unipol versus ”off-shore balancer”. Hvis USA er så dominerende som det er, og man kan præge verden, hvordan skal man så bruge den position? Skal man gå ind og forme verden, prøve at skabe den verden, man gerne vil have? Det var i høj grad det, Al Gore stod for i valgkampen i 2000. Det er den aktive linje, der siger, at USA er dominerende, og derfor skal verden formes efter amerikanske ideer. Det ville have været rarere for os på nogle områder, fordi de så havde været med i Kyoto aftalen, Krigsforbryderdomstolen, og så videre; på den anden side kunne vi også være blevet vældigt trætte af deres selvgodhed, fordi det er en mission, som går ud på, at verden kan ”gå op”: her er formlen, en liberalistisk universalistisk formel, som verden skal indrettes efter. Mod dette talte Bush i sin valgkamp om ”ydmyghed” i udenrigspolitikken (hvad der måske i dag kan være lidt svært at huske). Det var netop fordi han er realpolitiker nok til at mene, at verden ikke er et problem, der kan løses. Vi kan ikke få hele verden til at falde på plads; der vil altid være problemer (Pedersen 2000). Selvom vi har gjort alt det rigtige, så vil der stadig og vedvarende opstå trusler – vi kan ikke løse verdens problemer ved roden så at sige. (Og i denne sammenhæng var det meget logisk at lægge stor vægt på missilforsvar – selv den mest verdensformende politik kan ikke forhindre, at der vil være onde kræfter, og USA skal derfor have et eget forsvar til at opfatte disse ”resttrusler”.) Vi kan ikke være alle steder og gøre alle ting.
    Begrebet ”off-shore balancer” (et udtryk, som Bush & Co. ikke har brugt, men igen: et der har været brugt i den videnskabelige debat [Layne 1997], om end i en lidt anden betydning, end jeg her giver det) signalerer: vi trækker os lidt tilbage, forsøger at lade mest muligt af verden blive kørt af de lokale parter selv, og kun hvor det udvikler sig helt ud af kontrol og bliver truende for os selv, skal vi gribe ind. Det er ikke isolationisme, for der ligger ikke i det, at man skal spare på forsvaret, at man skal af-koble USA's skæbne fra verdens. Man skal blot outsource mere og være langt mere afventende i sin politik. USA skal stadig være så uendeligt stærkt, at det altid kan gå ind og afgøre tingene, hvis det vil. Men det vil det ikke hele tiden; helst kun nogen få gange. 11. september gjorde indtryk på denne debat. I kraft af 11. september blev det en udbredt tolkning, at det var alt for farligt at være så afventende. Det tydeligste eksempel i Bush-administrationens første tid på, hvad den ændrede politik betød, var ganske tankevækkende Mellemøstpolitikken, hvor man ikke ville fortsætte Clintons ambitiøse linje mht. at opnå fred mellem israelere og palæstinensere, og netop det fremstod pludselig mindre overbevisende i lyset af 11. september. Den dominerende opfattelse er igen, at USA må være engageret i verden og det på en mere løbende og proaktiv måde end det havde tegnet til i George W. Bush’s første tid.
    Er fokus på denne dimension kan man lidt polemisk sige, at den store, angiveligt epokegørende effekt af 11. september er, at efter at Bush havde trukket sig halvanden skridt tilbage fra verden, har USA nu trådt ca. det samme frem igen, og amerikansk udenrigspolitik står (på denne dimension, der længe så ud til at markere den en største forandring) præcis der, hvor Clintonadministrationen stod! Der er (som vi vil komme tilbage til) sket forskydninger mellem unilateralisme og multilaterlisme, men i afvejningen mellem engagement og tilbagetrækning, er der nærmest status quo.

Hvorfor flyver humlebien?

Det andet væsentlige skel indenfor unipolaritetsopfattelsen af verden går på, hvordan det egentligt kan være, at unipolaritet kan lade sig gøre? Ud fra en traditionel, magtpolitisk baggrund (som de fleste intellektuelle i USA deler i disse år) burde vi egentligt mene, at unipolaritet var umulig. Hvis magtbalance er hovedloven i ver-denspolitiken, burde alle jo balancere mod denne dominerende stat. Alle disse magtpolitiske teoretikere burde slet ikke kunne sige ”unipolaritet”. Alle går de imod deres børnelærdom. Hvordan kan vi så forklare, at det alligevel kan lade sig gøre at have et system, der er så ubalanceret? Der er to skoler, som ikke træder tydeligt frem som skoler, men det kan godt betale sig at stille dem lidt håndfast op til lejligheden, for den debat er utroligt vigtig i forhold til at forstå amerikansk udenrigspolitik, og ikke mindst hvad vi kan forvente af Bush-administrationen.
    Den mere liberale fløj er bedst repræsenteret af prof. John G. Ikenberry, der har skrevet en spændende bog, som hedder ”After Victory” (Ikenberry 2001a ). Han argumenterer, at hvis man er meget dominerende - og det er man typisk, efter man har vundet en krig, derfor hedder bogen ”After Victory” - står man med alt for meget magt, som potentielt vil skræmme alle andre til modtræk. Da gælder det om at binde sig selv gennem institutioner, at have et åbent politisk system, hvor andre kan få indflydelse på denne magtfulde politik, at indgå i multilaterale sammenhænge og så videre. Det har USA lært, for hver fredsslutning bedre, og derfor var USA's magt acceptabel under den kolde krig. Kort sagt: vi indgik alle sammen i det amerikanske imperium, men det var OK, for imperiets hovedstad Washington var et åbent politisk system, hvor vi kunne lobbye på lige fod med amerikanske politiske kræfter. Det var så at sige hovedstad for alle i imperiet, ikke kun for det land, der formelt blev regeret fra Washington. Det åbne system gjorde sammen med selvbindingen og den generelle forudsigelighed og gennemsigtighed, der fulgte af USA som en retsstat, at det var muligt for USA at være så dominerende, som det var.
    Over for det står en anden skole, anført af prof. William C. Wohlforth, som siger nej, grunden til, at USA kan være så dominerende, er, at det ikke bare er meget dominerende, det er uendeligt meget dominerende. USA er så stærkt, at der ikke er nogen, der kan så meget som drømme om at bare overveje at udfordre dem (Wohl-forth 1999). Det giver et usædvanligt fredeligt system, for det fjerner de farligste dy-namikker, der har ført til krig i andre polaritetsformer: rivalisering mellem potentielle hegemoner og intens magtbalancering i jagt på marginale gevinster, der kan påvirke en hårfin balancekalkyle.  Et supplerende argument for unipolaritetens stabilitet er, at med en geografi, hvor USA har et kontinent for sig, og alle de oplagte konkurrenter er placeret på den euro-asiatiske landmasse, vil USA altid have en ekstra sikkerhedsmar-gin, hvorimod de andre naturligt vil opfatte hinanden som større trusler og søge USA's beskyttelse snarere end at frygte USA. ”The chief threat is U.S. failure to do enough.” Den amerikanske overlegenhed betyder en stor handlefrihed, hvor man kan vælge mange forskellige linjer - inklusiv at man kan blive fristet til at vælge den letteste og billigste vej. Den rigtige politik vil være at bevare og gerne udbygge USA's utrolige militære overlegenhed. Det er jo forbløffende, at USA's militærbudget nærmer sig halvdelen af verdens militærudgifter, og det svarer til de syv eller otte næste på listen, hvilket indbefatter flere af USA's nærmeste allierede, så en reel militær modvægt er langt væk. Traditionelle realister som Kenneth Waltz ryster på hovedet over det spild – som derfor ikke er klog magtpolitik – at ofre så meget på et forsvar mod ikke-eksisterende trusler (Waltz 2002). Men ræsonnementet i denne doktrin er, at det reelt er det billigste, fordi våbenkapløb og magtkampe forebygges ved, at USA er så overle-gen.
    Præsident George W. Bush har udtrykt samme tankegang: ”America has, and intends to keep, military strengths beyond challenge, thereby making the destabilizing arms races of other eras pointless” (Bush 2002, bl.a. citeret i Lobe 2002).
    På mange måder er det den logik, der styrer amerikansk militærteknologisk ud-vikling. Amerikanerne er gået væk fra at bruge scenarier til at forklare, hvorfor de skal have et givent forsvar, for de kan ikke lave troværdige scenarier om, at nogen vil true dem indenfor nogen som helst rimelig horisont. Planlægningen er gået fra at være ”scnarios based” (hvad kan de gøre os) til ”capabilities based” (hvad kan vi gøre) (Conetta & Knight 1998). USA er i gang med et kapløb med sig selv om at gøre de ting, som teknologien tillader, og logikken i det er, at så er der ingen, der bare drømmer om at anskaffe noget. Hvis vi har et missilskjold, gider de ikke have lang-trækkende missiler; hvis vi har den ene eller den anden teknologi, og vi er flere ge-nerationer foran de andre, så kan de lige så godt lade være. Det er samtidig et argument for, at man skal demonstrere sin magt så meget som muligt.
    Problemet ved de to forklaringer på unipolaritetens stabilitet er, at de er stik modsatrettede. Hvis den ene har ret, og man følger den anden, så er det det værste, man kunne gøre – og vice-versa. Det vil sige, at Ikenberry, som, jeg vurderer, har et godt bud på, hvorfor USA har kunnet være så dominerende, nu må sige, at Bush er i gang med at afmontere det amerikanske imperium. At vride sig løs af alle internationale aftaler, fremstille sin frie magt til at gøre hvad man vil uden at være bundet af nogen, det er det værste, man kan gøre i forhold til at bevare den amerikanske magt. Og om-vendt: hvis kernen i verdens stabilitet er frygten for USA, vil en Ikenberry-strategy gøre verden til et farligere sted at leve. Så her ligger en meget væsentlig diskussion, hvor meget tyder på, at Bush-administrationen og især dens toneangivende høge i den grad er bundet til tolkning to. Hvad vi end ser dem gøre her efter 11 september, så lægger de ikke ting ind i multilaterale sammenhænge, de styrker ikke institutioner. De stiller sig i spidsen for en uformel koalition, og det er helt i tråd med denne tradition. Men om det er måden at skabe orden i verden på, det afhænger af nogen meget problematiske teoretiske antagelser, som de gør sig angående den just refererede diskussion.

Det amerikanske imperium

Officielle repræsentanter og urbane forskere forklarer således, hvorfor det er en klog strategi – relativt uafhængigt af konkrete trusler – at maksimere USA's magt og ubundenhed. Visse mere hårdtslående kommentatorer i pressen giver den en tak til og taler om, hvorfor USA bør tænke som et ”imperium” (Krauthammer 1999, 2001a, 2001b; Boot 2001). Hvis man ikke kan trække sig fra verden, for det er den for farlig til, og man er så stærk, som USA er, så skal man selvfølgelig styre og organisere verden, så den bliver et sikkert sted at være.
    I denne sammenhæng er det let at forstå den officielle politik om ”preemptive action” (Bush 2002) og at forstå, hvorfor man på bestsellerlisterne kan finde en appel om relevansen af antikkens krigerkulturer for amerikansk udenrigspolitik (Kaplan 2002).
    At tale eksplicit om USA som et ”imperium” er alligevel overraskende, for i den amerikanske politiske tradition er der stærke følelser forbundet med ordet. Traditionelt er USAs demokrati og frihed forbundet med en ide om republikken som modpol til imperiet – f.eks. udtrykt i en bogtitel som ”Empire or Republic?: American Global Power and Domestic Decay” (James & Morley 1994). Og provokationen er naturligvis også tilsigtet, men terminologien skyldes også, at der vitterlig er tale om en meget imperial tankegang (i denne amerikanske betydning): nøglen til succes er kumuleringen af militær magt.
    En af de klareste kritikere af denne unilateralistiske og militærmaksimerende tankegang er Joseph S. Nye (2001/02, 2002). Hans kritik er ikke baseret på idealistiske hensyn til andre stater, for han argumenterer for, at USA vil miste magt med den imperiale og unilateralistiske strategi. Den fokuserer alt for snævert på opbygningen af militær magt hos USA og frygt for USA hos de andre. Det er for snæver en magtopfattelse. Nye peger på USA's behov for at have magt i en bredere forstand – og på at USA har gode muligheder for det i kraft af sin kulturelle og politiske til-trækningskraft. Men hårdhændet ”imperial” politik vil forvitre denne bredere magtressource. Det begreb om ”soft power”, som Joseph Nye har fremført i en år-række, kommer virkeligt til sin ret her, for det fanger med stor præcision, hvorfor den aktuelle strategi sandsynligvis er urealistisk og selv-undergravende.
    Imperieargumentet er interessant, både fordi det er en ekstrem og rendyrket udgave af en logik, der reelt også forefindes i regeringskredse, men det er også vigtigt, fordi ”imperieudgaven” tydeligere end de andre giver en forklaring på, hvorfor dette er i alle gode kræfters interesse. Og en sådan rationale er nødvendig i amerikansk politik. USA skal agere for store principper og almene værdier – som Kissinger har mindet om igen og igen, siden han selv lærte det ”the hard way”: hvis man laver en nok så klog politik for USA's interesse, bliver den sårbar, hvis ikke den tager hensyn til, at amerikansk politisk identitet tilsiger, at man er på en større mission. Samtidig skal man i disse år forsvare amerikanske interesser 100% uden at vige herfra for nogen eller noget andets skyld. Det kan lyde som et umuligt dilemma, men Bush-admininistrationen, har fundet cirklens kvadratur: Amerikansk magt og dermed amerikansk ubundenhed er i hele verdens interesse, for det er amerikansk magt, der er basis for orden og sikkerhed. Så jo mere USA demonstrerer sin selvstændighed og uovervindelighed, jo bedre for alle, for det er, hvad der afskrækker skurkene.
    Længe fik man indtryk af, at Bush administrationen ”blot” agerede ud fra devisen ”America First”. Ved begrundelsen for at afvise Kyoto-aftalen, gjorde man sig knapt ulejligheden at give en miljøpolitisk begrundelse (selvom man kunne få den gratis hos Bjørn Lomborg) eller på anden måde forklare det i termer, der overhovedet kunne fo-regive at være almene – man sagde blot lige ud, at man gjorde, hvad der var i amerikansk økonomisk interesse! Dette billede af Bush er ikke holdbart, især ikke efter 11. September.
    Med teorien om at USA's magt og ubundenhed i sidste ende er kilden til fred og sikkerhed i verden, kan man på en og samme tid agere meget amerikansk og samtidig se det som alles interesse. International orden ville ikke vinde, ved at USA var mere bundet at folkeret, FN og våbenkontrolaftaler – tværtimod, for det er USA's handlefrihed, der garanterer international orden. Man opnår på denne måde både en absolut opfyldelse af amerikansk egeninteresse og absolut ”idealisme”, man gør det, der er bedst for verden. I sandhed en fantastisk syntese.
Og der er en til.

Isolatioment

Den anden syntese er mere implicit men ikke mindre væsentlig for at forstå amerikansk udenrigspolitik i disse år. Den britiske forsker Julian Lindley-French har skrevet “unilateralism is in many ways the result of a complex deal between an élite who rec-ognises the need for some engagement and an American people, many of whom would prefer to have little to do with the world beyond. In effect, unilateralism rep-resents the terms on which the American people permit the American élite to engage the wider world – ‘OK, if you must but only on our terms’” (2002: 19). Prisen for internationalisme er simpelthen, at der ingen indrømmelser gives, at det aldrig har indre konsekvenser for USA (derfor afvisning af alle internationale aftaler, der vil kunne omfatte amerikanere og USA hjemme), og at man dybest set fører en politik, der føles ligesom isolationisme (derfor f.eks. kravet om ingen tab i militære operationer). Resultatet bliver en særligt ekstrem form for unilateral internationalisme, som næsten begynder at flytte rundt på begreberne og opfinde en ”isolationistisk internationalis-me”.
    Lindley-French taler om ”conditional engagement”, at USA reelt er engageret i verden på meget ufuldstændige og hæmmede måder. Amerikanerne ynder at fremstille det som om, de er de eneste, der kan det virkeligt hårde militære, mens europæere og den slags tager sig af bløde ting som fredsbevarelse. Det argument vender Lindley-French på hovedet og siger, at det virkeligt farlige og vanskelige er faktisk fredsbe-vægelse on the ground, ”nation building”, og alt det europæerne foretager sig, og det vil blive mere og mere frustrerende, at amerikanernes internationale engagement reelt foregår med den ene hånd på ryggen, fordi det styres af en formel, der er baseret på et nødvendigt kompromis med isolationistiske kræfter. Man kunne tilføje spørgsmålet, om USA's internationale engagement reelt er isolatioment?
    Dette mønster og særligt de to synteser giver noget nær garanti for bøvl fremover.
    På den ene side har vi et policymæssigt ”lock-in” hos USA, hvor man bliver bundet til en bestemt politik, fordi den næsten som en formel ophæver politiske modsætninger (mellem egeninteresse og universel interesse samt mellem isolationisme og engagement). På den anden side har netop denne doktrin den interessante egenskab, at USA bliver mere end almindeligt immun over for kritik eller krav om hensyntagen til allierede. Al kritik preller af, for det vil pr. definition være forkert at bøje af. Både fordi USA bør gøre det rigtige, ikke lade et udvandet kompromis føre sig til noget mindre rigtigt, og fordi det i sig selv er vædifuldt, at alle ser, hvor stærk og uafhængig USA er, for det er kilden til almen afskrækkelse og stabilitet.
    Der er stigende kritik af USA fra både langvarige og nyere allierede. Det er ikke em-net for denne artikel, og da eksemplerne efterhånden er mange, skal jeg undlade at forsøge at dække dette stadigt større område (men kan f.eks. henvise til Huntington 1999; Heisbourg 2000; Waltz 2002; Wallerstein 2002). Men ud fra denne artikel kan vi se, hvorfor det med stor sandsynlighed kun vil blive værre. USA har fundet en ”grand strategy”, der fungerer usædvanligt godt på hjemmefronten, fordi den ophæver centrale modsætninger. Kombineres den med ”kampen mod terrorisme” som doktrin til international organisering har USA fået de længe savnede principper, der kan erstatte (hvad der i dag huskes som) klarheden under ”containment”.
    USA vil derfor forsøge at lede verden under banneret ”kampen mod terrorisme”, men man vil hverken binde sig selv (multilateralt, aftalemæssigt, retsligt) eller give indrømmelser til allierede – de to principper, der i høj grad bar den amerikanske ordenskonstruktion efter anden verdenskrig. Det vil derfor blive stadig sværere for USA at vedligeholde alliancer , og selvom det stadig er usandsynligt, at USA vil søge i retning af isolationisme, er det stadig mindre usandsynligt, at resultatet bliver isolation for USA.

Et verdenspolitisk mønster
Jeg startede med at sige, at USA's udenrigspolitik er den vigtigste mellemregning, hvis man skal nå frem til et facit mht. det storpolitiske mønster i verden. Det er igen i høj grad et emne for sig selv, men det kan kort antydes, hvordan den analyse vil se ud. Ser man på andre landes reaktioner på den amerikanske politik, på russisk udenrigspolitik, indiske debat om verden, brasiliansk opfattelse om sikkerhedstrusler og så videre, ja så opviser de ikke bare en præference for multipolaritet over unipolaritet, de ser faktisk unipolaritet som et sikkerhedsproblem i sig selv. Truslen er i nogen landes tilfælde, som Rusland, nærmest mod deres identitet og deres mulighed for at være sig selv: en unipolær verden rummer ikke mulighed for at andre kan være en stormagt, og nogle lande er nødt til at være en magt for at være sig (se Christensen 2001 og Buzan og Wæver 2003). Denne situation, hvor USA demonstrerer sin unipolaritet, er efter min mening dømt til at skabe modsætninger og konflikter i fremtiden. Når analysen i denne artikel samtidig viser, at det er ikke en politik, USA kommer til at fravige let, så begynder der at tegne sig en væsentlig dynamik, vi kommer til at leve med i en årrække fremover. Det væsentligste mønster efter 11 September bliver ikke Huntingtons ”clash of civilizations” (om end der ikke kan udelukkes noget i den retning på længere sigt; Wæver 2002), det bliver ikke et multilateralt samarbejde i FN, det bliver heller ikke en uantastet unipolaritet (som amerikanerne forestiller sig), det bliver heller ikke ”business as usual”, og nu er vi tilbage hvor vi var før. Nej mønsteret bliver, at vi har et systematisk forsøg på at forme verden ud fra en meget klar formel, men at det vil løbe ind i stadigt større problemer (og alligevel bliver forsøget fastholdt, for enhver anden politik vil være mere sårbar indenrigspolitisk i USA). Det er ikke en stabil orden, men det var den kolde krig jo også kun i en paradoksal forstand, for den var en uønsket resultant af parternes helt anderledes ønsker; det er ikke en realiseret model. Men et mønster er det immervæk: et amerikansk verdensordensprojekt, der langsomt vil falde fra hinanden over de næste mange år.
 

i  Ole Wæver, professor i international politik, Institut for Statskundskab, Københavns Universitet

ii  Hvor stærkt unilateralismen står, kan aflæses i, at en af dens mest fremtrædende kritikere, Joseph S. Nye, ikke eksplicit opstiller et valg mellem unilaterlisme og mul-tilateralisme men i stedet “syv tests”, der anviser, hvornår man skal benytte hhv. det ene og det andet (se Nye 2001/02 og 2002).

iii  Se en række indlæg i tidsskrifter International Security i perioden 1990-1995 samt f.eks. Hansen & Heurlin 2000.

iv  For relaterede argumenter, se Deudney & Ikenberry 1999, Kupchan 1998; Ikenberry & Kupchan 1990; Ikenberry 2001b. Et lidt mere udførligt referat af Ikenberrys argumentation på dansk findes i Wæver 2001. Neo-realisten Stephen M. Walt har i et meget systematisk og velafbalanceret paper (2001) opsummeret begge sider i denne debat, og om end han også anerkender og systematiserer”modpartens” argumenter meget overbevisende, kommer en stor del af tyngden i hans argumentation til at ligge på et Ikenberry-agtigt argument. Se Walt 2002 for en opdatering af denne analyse i lyset af 11. september.

v  For supplerende argumenter, see Walt 2001 samt flere af bidragene til Kapstein & Mastanduno 1999.

vi  Det er slående, hvordan relativt realpolitiske forfattere som Stephen M. Walt (2001/02) og Barry R. Posen (2001/02) kort efter terrorangrebene på USA skrev ar-tikler, som de givetvis mente var realistiske bud på en amerikansk politik, men hvis man læser dem nu knap et år senere, er det tydeligt, at Bush-administrationen langt fra har levet op til deres forventninger mht at skifte snæver egeninteresse ud med mere bastante indrømmelser til allierede for koalitionens skyld.

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:
 

Litteraturliste

Boot, Max (2001): "The Case for American Empire. The most realistic response to terrorism is for America to embrace its imperial role", The Weekly Standard 007(5): http://www.weeklystandard.com/Content/Public/Articles/000-000/000/318qpv...

Bush, George W (2002) Speech at West Point 1. Juni: http://www.west-point.org/academy/malo-wa/inspirations/Bush-Grad-2002.html (Talen findes også på hjemmesiden for “Iraqi National Congress”: http://209.50.252.70/p_en/articles/archives/00000068.htm)

Buzan, Barry og Ole Wæver (2003) Regions and Powers: The Structure of International Security, Cambridge: Cambridge University Press.

Christensen, Thomas J. (2002): Russian security policy according to a Hegelianised Copenhagen School, København: Speciale ved Institut for Statskundskab, Københavns Universitet.

Conetta, Carl and Charles Knight (1998): "Inventing Threats", The Bulletin of the Atomic Scientists 54(2): 32-39

Dahler, Don (2002) ”Going It Alone: Bush Foreign Decisions Leave Allies Puzzled”, absnews.com, July 17, http://abcnews.go.com/sections/nightline­/DailyNews/unilateralism020717...

Deudney, Daniel and John Ikenberry (1999): "The Nature and Source of Liberal International Order", Review of International Studies 25(2): 179-196

Hansen, Birthe & Bertel Heurlin (red.) (2000) The New World Order. Contrasting Theories, Houndsmills, Basingstoke & London: MacMillan Press ltd.

Heisbourg, Francois (2000): "American Hegemony? Perceptions of the U.S. Abroad," Survival 4(4): 5-19

Huntington, Samuel P. (1999): "The Lonely Superpower", Foreign Affairs 78(2): 35-49

Ikenberry, G. John (2001a): After Victory. Institutions, Strategic Restraint, and the Rebuilding of order after the major wars, Princeton, New Jersey: Princeton University Press

Ikenberry, G. John (2001b) “Getting Hegemony Right”, The National Interest, No. 63, Spring 2001, pp. 17-24.

Ikenberry, J. and Charles Kupchan (1990): "Socialization and Hegemonic Power", International Organization 44: 3 (Summer), pp. 283-315.

Kaplan, Robert D. (2002): Warrior Politics: Why Leadership Demands a Pagan Ethos, New York: Random House

Kapstein, Ethan B. and Michael Mastanduno (1999) (eds.): Unipolar Politics: Realism and State Strategies After the Cold War, New York: Columbia University Press

Kupchan, Charles A. (1998): "After Pax Americana: Benign Power, Regional Integration, and the Sources of Stable Multipolarity", International Security 23(2): 40-79

Layne, Christopher (1997): "From Preponderance to Offshore Balancing: America's Future Grand Strategy," International Security 22(1): 86-124

Lindley-French, Julian (2002): "Terms of Engagement. The paradox of American power and the transatlantic dilemma post-11 September", Chaillot Paper 52 May: http://www.iss-eu.org/chaillot/chai52e.html

Lobe, Jim (2002) ”Unilateralist Path Scored as Self-Defeating”, Foreign Policy in Focus kommenat, www.fpif.org.

James, Petras & Morris Morley (1994) Empire or Republic?: American Global Power and Domestic Decay, Routledge.

Krauthammer, Charles (1999): "A Second American Century", Time Magazine December(27): http://www.time.com/time/searchresults?summaries=yes&search_type=simple&query=a+second+american+century&venue=time&x2.x=9&x2.y=8

Krauthammer, Charles (2001a) “The New Unilateralism”, Washington Post, Friday, June 8, 2001; Page A29 http://www.washingtonpost.com/ac2/wp-dyn/A38839-2001Jun7?language=printer

Krauthammer, Charles (2001b) “Unilateral? Yes, Indeed” Washington Post, Friday, December 14, 2001; Page A45 http://www.washingtonpost.com/ac2/wp-dyn?pagename=article&node=opinion/c...

Layne, Christopher (1997): "From Preponderance to Offshore Balancing: America's Future Grand Strategy," International Security 22(1): 86-124

Nye, Joseph S. (2001/02) “Seven Tests: Between Concert and Unilateralism”, The National Interest, vol. 66, Winter 2001/02, pp. 5-13.

Nye, Joseph S. (2002) The Paradoxes of American Power: Why the World’s Only Superpower Can’t Go it Alone, Oxford: oxford University Press.

Pedersen, Vibeke Schou (2000) In search of Monsters to Destroy: the American quest for (in)security, Speciale ved Institut for Statskundskab, Københavsn Universitet.

Posen, Barry R. (2001/02) “The Struggle against Terrorism: Grand Strategy, Strategy and Tactics”, International Security, vol. 26:3, Winter 2001/02, pp. 39-55.

Posen, Barry R. and Ross, Andrew L. (1996-1997): "Competing Visions for U.S. Grand Strategy," International Security 21(3): 5-53

Ruggie, John Gerard (1996) Winning the Peace: America and World Order in the New Era, New York: Columbia University Press.

Ruggie, John Gerard (1997) "The Past as Prologue: Interests, Identity, and
American Foreign Policy," International Security, vol. 21:4 (Spring 1997), pp.
89-125.

Wallerstein, Immanuel (2002) “The Eagle Has Crash Landed”, Foreign Policy, vol. 131 (July-Aug 2002), pp. 60-68.

Walt, Stephen M. (2000b): Keeping the World 'Off-Balance': Self-Restraint and U.S. Foreign Policy, John F. Kennedy School of Government: Harvard University, Working Paper Number: RWP00-013

Walt, Stephen S. (2001/02) “Beyond bin Laden: Reshaping U.S. Foreign Policy”, International Security, vol. 26:3, Winter 2001/02, pp. 56-78.

Waltz, Kenneth N. (2002): "The Continuity of International Politics", in Ken Booth and Tim Dunne (eds.) Worlds in Collision, New York: Palgrave Macmillan, 348-54

Wohlforth, William C. (1999): "The Stability of a unipolar world", International Security 24(1): 5-41

Wæver, Ole (2001) “Kejseren der glemte sit imperium”, Weekendavisen, 23 maj.

Wæver Ole (2002) “Clash of what?”, Politologiske Studier, vol. 5:3, s. 5-14.

Del: