Irans trusselsperception og kernevåbenambitioner i historisk perspektiv

Ordene tillægges den iranske konge Fath-Ali Shah (r. 1797-1834), og citeres ofte for at illustrere de iranske kongers uvidenhed og den generelle nedgangsperiode som Iran gennemlevede under Qajar-dynastiet (1781-1925).[1]

 Imidlertid viser udtalelserne den iranske statsadministrations kløgt snarere end uvidenhed, idet kongen, efter et fransk intermezzo med Napoleons uindfriede løfter om at sikre Irans sikkerhed[2], derved forsøger at alliere sig med en geografisk fjernliggende magt for at balancere truslen fra nære stormagter: Rusland og det britiske kolonistyre i Indien.[3]

Indtil det nittende århundrede formåede den iranske stat at tackle sine traditionelle fjender. Turkmenske landevejsrøvere, osmanniske musketerer og den portugisiske flåde svækkede centralmagtens autoritet, men udgjorde ingen eksistentiel trussel mod den iranske stat. Stammeoprørerne var dårligt udrustede, osmannerne var optaget af en overlevelseskamp i deres europæiske besiddelser og portugiserne nøjedes med at sikre handelsruterne gennem Den Persiske Bugt fjernt fra magtcentrene i det iranske fastland. Imperialismens tidsalder ændrede Irans traditionelle sikkerhedsperspektiver, og efterhånden som iranerne led militære nederlag i hænderne på de ekspanderende europæiske stormagter ændredes Irans trusselsperception. Således måtte Iran overlade Azerbaijan, Armenien og Georgien til Rusland ved Golestan- og Turkmanchai-traktaterne (hhv. 1813 og 1828)[4], og opgav ligeledes sit krav på Afghanistan i 1857 efter britisk pres.[5] Netop disse traktater lægger til grund for moderne Irans grænser. Grænser som er defineret af Irans militære nederlag i hænderne på europæiske stormagter.

 

Kampskueplads under verdenskrigene

Hvis det nittende århundrede blotlagde Centralasien og Den Nære Orient for de europæiske stormagters infiltration, forvandlede det tyvende århundrede Iran til skueplads for stormagtrivaliseringen. Under Første Verdenskrig invaderede Storbritannien og Rusland Iran trods landets erklærede neutralitet. Et brud som danske Georg Brandes fordømte i en række artikler i Politiken. Dem oversatte iranske intellektuelle i Berlin til persisk og udgav som tysk krigspropaganda i det iranske eksiltidsskrift Kâveh[6]. Alt imens førte den tyske agent Wilhelm Wassmuss (1880-1931) side om side med svenske gendarmeriofficerer[7], osmanniske troppeenheder og iranske nationalister, en partisankrig mod de allierede styrker i Iran. Endnu et kuldsejlet forsøg på at inddrage en fjerntliggende europæisk stormagt, Tyskland, for at balancere truslen fra nære trusler som Rusland og Storbritannien. Historien skrives dog af sejrherrerne: Mens europæerne kender T.E. Lawrence’ bedrifter er iranernes partisankrig for længst glemt.[8] Iranerne derimod husker ikke kun de iranske nationalisters kamp mod de allierede, men også dannelsen af sovjetisk inspirerede socialistiske republikker på iransk territorium i krigens sidste fase og faren for Irans opløsning.[9]

Også under Den Anden Verdenskrig invaderede de allierede styrker Iran, afsatte tilmed den germanofile moderniserende autokrat, Reza Shah Pahlavi (r. 1925-1941) og indsatte kronprinsen, Mohammad-Reza på påfugletronen[10]. Endnu engang måtte iranerne sande at selv deres moderniserede hær var et let bytte for de europæiske militærapparater. Værre fra et iransk perspektiv, måtte iranerne konstatere, at Sovjetunionen tilskyndede dannelsen af flere autonome socialistiske republikker på iransk territorium[11]. Gennem et forløb som minder om den modvillige sovjetiske tilbagetrækning fra Bornholm, skulle der amerikanske trusler om anvendelse af kernevåben før de sovjetiske styrker forlod Iran i 1946, hvorefter republikkerne hurtigt kollapsede.[12]

Militære nederlag og de europæiske stormagters indblanding var ikke kun med til at forme moderne Irans grænser, men formede også iranernes verdensanskuelse. Det var netop i denne periode at forestillingen om Iran som offer for en international sammensværgelse ophøjedes til den nationale forklaring på fædrelandets gradvise forfald, og en paranoid xenofobisk angst bredte sig blandt iranere af enhver stand, inklusive den politiske elite[13]. Det er også denne sindstilstand som den iranske forfatter, Iraj Pezeshkzad (f.1928) skildrer i sit mesterværk som i amerikansk oversættelse har fået titlen My Uncle Napoleon (Pezeshkzad 1996[1973]). Romanen, som også blev filmatiseret som tv-serie, handler om en teheransk øvre middelstandsfamilies skæbne under Den Anden Verdenskrig. Romanens Don Quixote og Sancho Panza-figurer, familiens aldrende patriark og dennes loyale tjener kæmper en forgæves kamp for at frelse fædrelandet fra den britiske og sovjetiske besættelsesmagts konspirationer, og værner om traditionelle familieværdier i en tid sociale forandringers tid. Men efterhånden som patriarken, som af familien har fået øgenavnet ”Onkel Napoleon”, nærmer sig sit Waterloo mister han gradvis forstanden og lider samme tragiske endeligt som Cervantes’ helt.

Mens romanens patriark led martyrdøden, benyttede den iranske stat sig af alle midler i perioden for at sikre sin overlevelse under det som fremtidige historikere nok vil betegne som Den Tredje Verdenskrig: Den Kolde Krig. Iran skulle ikke længere være et brik i stormagternes spil, men skulle genskabe fordums storhed. Derfor købte Shahen af Iran en forskningsreaktor fra USA til Det Tekniske Institut i Teheran tilbage i 1967, grundlagde Den Iranske Atomenergiorganisation i 1974 og projekterede byggeri af 23 atomkraftværker[14]. I samme periode undertegnede Iran ikke-spredningsaftalen af kernevåben[15]. Men parallelt med sit atomenergiprogram menes Iran også at have haft et hemmeligt våbenprogram, som først og fremmest skulle afskrække Sovjetunionen fra at angribe Iran og balancere det irakiske atomprogram som tog for alvor fart ved Iraks anskaffelse af Osirak-forskningsreaktoren fra Frankrig i 1976. Kernevåben kunne på ny forvandle Iran til en regional stormagt[16].

Den Islamiske Republik

Revolutionen i Iran i 1979 gjorde en ende på det iranske monarki, men det revolutionære styre i Iran arvede såvel Shahens nukleare programmer som hans kernevåbensambitioner. Imidlertid overgik de iranske nukleare ambitioner det revolutionære Irans stærkt svækkede økonomiske formåen, og Iran måtte aflyse de fleste aftaler med udlandet, som havde at gøre med våbenleverancer og opførelse af atomkraftværker. Herudover kan det tænkes at udlandet under alle omstændigheder ville have standset eksporten af nukleare komponenter til det revolutionære styre i Teheran. Imidlertid blev denne politik ændret i 1983, hvor den iranske regering annoncerede den første af sine femårsplaner, som blandt andet indebar anmodning om assistance fra Indien til færdiggørelse af kraftværket i Bushehr ved Den Persiske Bugt[17].

Der er grund til at tro, at det mest presserende behov for denne anmodning ikke var Irans behov for atomenergi, men ønsket om at udvikle kernevåben. Efter revolutionen i 1979 og i slutfasen af Den Kolde Krig havde Iran hverken USA’s eller Sovjetunionens opbakning, og styret i Teheran frygtede, at den ene eller den anden supermagt ville invadere Iran for at bemægtige sig de iranske olieressourcer, ganske som Sovjetunionen havde invaderet Afghanistan. Mere håndgribeligt var imidlertid ønsket om at balancere den nukleare trussel fra Irak, som illustreres af et af de første mål, som det iranske luftvåben angreb ved begyndelsen af Iran/Irak-krigen: Bombningen af Osirak-reaktoren i september 1980. Irak gjorde gengæld ved at bombe Bushehr-reaktoren flere gange i perioden 1984-1988.

Ved afslutningen af den otte år lange krig med Irak og den iranske revolutionsleder, storayatollah Rouhollah Mousavi Khomeinis undertegning af Sikkerhedsrådets Resolution Nr. 598 den 20. juli 1988, befandt Iran sig, militært set, i en betydelig mere svækket tilstand end ved krigsudbruddet i 1980. Olieindustrien, som udgør rygraden i landets økonomi havde taget skade af krigens ødelæggelser, og de generelt lave oliepriser på verdensmarkedet taget i betragtning måtte de iranske sikkerhedspolitiske beslutningstagere konstatere, at en genopbygning af det konventionelle iranske forsvar ville sluge de sparsomme midler, som skulle anvendes til genopbygning af landet efter krigens ødelæggelser. Derfor var det naturligt, at masseødelæggelsesvåben, herunder kernevåben skulle kompensere for svækkelsen af Irans konventionelle militærstyrke efter krigen mod Irak, samt for manglen på en stormagtsallieret.

Således skulle kernevåben ikke øge Irans internationale prestige, men var nødvendig for at sikre landets territoriale integritet. Denne erkendelse nåede den iranske ledelse frem til da det internationale samfund ikke kom Iran til undsætning ved den irakiske invasion af Iran i 1980, ganske som verdenssamfundet ignorerede Iraks brug af kemiske våben mod Iran i 1980’erne. Den iranske ledelses konklusion fra perioden var klar: FN kan ikke afværge krige, og krigens love gælder ikke Iran. Derfor må Iran sikre sin egen overlevelse. Endvidere erfarede den iranske ledelse at afskrækkelse virker: Irak standsede brug af kemiske våben da Iran gengældte angrebene[18].  Alternativt erkendte nøglefigurer i det iranske politiske establishment, i særdeleshed præsident Akbar Hashemi Rafsanjani og Mohammad Khatami, at Irans aktive forsøg på at ”eksportere” sin revolution til sine naboer – et træk som revolutionære regimer har til fælles[19] - samt aktive destabiliseringsindsats i 1980’erne efterlod Iran i diplomatisk isolation, hvorfor ingen kom den iranske stat til undsætning da Irak invaderede Iran i 1980 og under Iraks kemiske bombardementer. Derfor førte Den Islamiske Republik en afspændingspolitik over for udlandet under præsidenterne Rafsanjani og Khatami.

 

Irans trusselsperception siden 11. september 2001

Terrorangrebene mod New York og Washington D.C. den 11. september 2001 og den efterfølgende amerikanske ”krig mod terror” har bragt Iran i en vanskelig position. På den ene side kan de amerikansk-ledede invasioner af Afghanistan og Irak med ét tilintetgjort de største eksterne trusler mod Irans sikkerhed: Talebanstyret[20] i Afghanistan og Ba’th-styret i Irak. Imidlertid synes det iranske politiske establishment, og i særdeleshed kredsen omkring det iranske statsoverhoved og revolutionsleder, ayatollah Ali Khamenei at Irans sikkerhed er blevet forværret på grund af landets omslutning af amerikanske styrkers tilstedeværelse i Afghanistan, Irak og regionen omkring Den Persiske Bugt. Således udtalte Khamenei i april 2003: ”Den iranske stat står over for formidable trusler, og regimeændringer i Irans nabolag har destabiliseret regionen”.

Udover den militære omringning kan Khameneis udtalelser forstås i lyset af de efterhånden teoretiske udsigter til et demokratisk Irak: Et demokratisk Irak kunne forvandle de hellige shi’itiske byer Najaf og Karbala til centrum for shi’itisk politisk reform, hvorfra shi’itiske lærde, herunder iranske ayatollah’er, med immunitet kunne kritisere deres trosfæller i Iran. Ganske som Khomeini kunne fra sit irakiske eksil dominere den shi’itiske politiske diskurs i 1960’erne er der pludseligt udsigt til at iranske gejstlige dissidenter kunne føre propagandakrig mod deres gejstlige brødre som har svigtet troen til fordel for magten[21].

Den iranske ledelses angste udmeldinger har deres udgangspunkt i den amerikanske præsident George W. Bush’ State of the Union-tale den 29. januar 2002, som også inkluderede Iran i den såkaldte ”Ondskabens Akse”. Efter talebanernes og Saddam Husseins fald vurderer den iranske ledelse, at Iran er blevet omsluttet af amerikanske styrker. Derfor mener disse kredse i iransk politik, at Iran kunne risikere at blive det næste mål for amerikansk invasion i regionen.

Denne opfattelse kan på sin side have styrket den iranske ledelses præference for en ”nordkoreansk” strategi, som reaktion på Irans ændrede sikkerhedsperspektiver. Er det måske ikke rigtigt at USA tilbyder Nordkorea, som åbent udstiller sit atomvåben en forhandlingsløsning, mens Irak som ikke havde atomvåben blev invaderet? Denne strategi indebærer i første omgang en række forvirrende og modstridende svar på IAEA’s beskyldninger mod det iranske atomenergiprogram. Den næste fase bliver iranske krav om international, herunder amerikansk, assistance til opførelse af atomkraftværker i Iran som en forudsætning for international overvågning af iranske kernevåbeninstallationer. Som gengæld for yderligere assistance vil det iranske parlament muligvis også indvilge i at ratificere tillægsprotokoller til Ikke-spredningstraktaten, som giver IAEA’s våbeninspektører lov til at foretage uvarslede inspektioner af landets atomanlæg, alt i mens Iran fortsætter sit hemmelige våbenprogram. Når Iran har opført sine atomkraftværker med international assistance, og når landet har tilstrækkelige mængder beriget uran til sine våben, vil Iran true med at træde ud af FN’s ikke-spred­ningsaftale og vil sandsynligvis også forlange en ikke-angrebspagt fra USA for ikke at teste sine våben. Med andre ord vil den iranske ledelse vælge at accelerere det militære iranske atomprogram for at afskrække en amerikansk invasion og derved sikre regimets fortsatte overlevelse.

 

Litteraturhenvisninger

Abrahamian, Ervand (1993): Khomeinism. Essays on the Islamic Republic. London and New York: I.B. Tauris & Co. Ltd. Publishers.

Afkhami, Gholam R. (ed.)(1997): Barnameh-ye Enerzhi-ye Atomi-ye Iran: Talash-ha va Tanesh-ha. Bethesda: Foundation for Iranian Studies (http://fis-iran.org/index.php/publicationsseries/386).

Alfoneh, Ali & Thomas Gyldal Petersen (2003): Alliancer i regionen omkring Den Persiske Bugt. Et Neorealistisk studie af alliancer i perioden 1954-2002. Specialeserien. København: Institut for Statskundskab.

Alfoneh, Ali (2003): ”Iransk Nuklearpolitik”. Mellemøstinformation. Nr. 7.

Alfoneh, Ali & Kenneth Pedersen (2006): “Bag spillet om den iranske atombombe”. Forsvaret. Nr.4, Juni (http://forsvaret.dk/NR/rdonlyres/CA861664-4206-4D23-A74A-1F7EA5224A79/0/Forsvaret_2006_nr_4_web.pdf).

Amanat, Abbas (1997): Pivot of the universe: Nasir al-Din Shah Qajar and the Iranian Monarcy, 1831-1896. Berkeley: University of California Press.

Amini, Iradj (1999): Napoleon and Persia. Franco-Persian relations under the first empire: Within the context of rivalries between France, Britain and Russia. Richmond, Surrey: Curzon Press.

Arfa, Hassan (1965): Under Five Shahs. New York: William Morrow and Company.

Ashraf, Ahmad (1993): “Conspiracy Theories in Pesia” i Ehsan Yarshater (ed.): Encylopædia Iranica Vol. 6. Costa Mesa, California: Mazda.

Avery, Peter, Gavin Hambly and Charles Melville (eds.)(1991): The Cambridge History of Iran, Volume 7: From Nadir Shah to the Islamic Republic. Cambridge: Cambridge University Press.

Chaqueri, Cosroe (1995): The Soviet Socialist Republic of Iran, 1920-1921. Pittsburgh: University of Pittsburgh Press.

Christensen, Arthur (1918): Hinsides det Kaspiske Hav. Fra en Orientrejse ved Verdenskrigens Udbrud. København & Kristiania: Gyldendal.

Chubin, Shahram (1994): Iran’s National Security Policy. Capabilities, Intentions & Impact. Washington D.C.: The Carnegie Endowment for International Peace.

Clawson, Patrick & Michael Rubin (2005): Eternal Iran. Continuity and Chaos. New York: Palgrave Macmillan.

Cottrell, Alvin J. & James ¤. Dougherty (1977): Iran’s Quest for Security: U.S. Arms Transfers and the Nuclear Option. Cambridge, Massachusetts: Institute for Foreign Policy Analysis Inc.

Cronin, Stephanie (2001): “Gendarmerie” i Ehsan Yarshater (ed.): Encylopædia Iranica Vol. 10. Costa Mesa, California: Mazda.

Fatemi, Nasrollah Safipour (1952): Diplomatic History of Persia, 1917-1923: Anglo-Russian Power Politics in Iran. New York: Russel F. Moore Company.

Fawcett, Louise (1992): Iran and the Cold War: The Azerbaijan Crisis of 1946. Cambridge: Cambridge University Press.

Ghani, Cyrus (2000): Iran and the Rise of Reza Shah. New York: I.B. Tauris.

Kelly, Laurence (2002): Diplomacy and Murder in Tehran. London: I.B. Tauris Publishers.

Koohi-Kamali, Farideh (2003): Political Development of the Kurds. New York: Palgrave-Macmillan.

Mikusch, Dagobert von (1937): Wassmuss, der Deutsche Lawrence. Leipzig: P. List.

Moin, Baqer (2000): Khomeini: Life of the Ayatollah. New York: Thomas Dunne Books.

Nyström, Per (1925): Fem År i Persien som Gendarmofficer. Stockholm: Albert Bonniers Förlag.

Pezeshkzad, Iraj (1996 [1973]): My Uncle Napoleon. Translated from the Persian by Dick Davis. Washington D.C.: Mage Publishers.

Rumer, Eugene (1999): Dangerous Drift: Russia’s Middle East Policy. Washington D.C.: The Washington Institute for Near East Policy.

Sadri, Houman A. (1997): Revolutionary States, Leaders, and Foreign Relations. A Comparative Study of China, Cuba, and Iran. Westport, Connecticut & London: Praeger.

Schirazi, Asghar (2001): “Persian Community in Germany” i Ehsan Yarshater (ed.): Encylopædia Iranica Vol. 10. Costa Mesa, California: Mazda.

Shaffer, Brenda (2002): Borders and Brethren: Iran and the Challenge of Azerbaijani Identity. Cambridge, Mass.: The MIT Press.

Sykes, Christopher (1939): Wassmuss, “the German Lawrence”. London, New York: Longmans, Green and Co.

“The Presiden’ts State of the Union Address”. Washington D.C.: The White House. 2002b (http://www.whitehouse.gov/news/releases/2002/01/20020129-11.html).

Walt, Stephen (1987): The Origins of Alliances. Ithaca and London: Cornell University Press.

Walt, Stephen M. (1996): Revolution and War. Ithaca, NY: Cornell University Press.

Waltz, Kenneth (1981): “The Spread of Nuclear Weapons: More May Be Better”, Adelphi Paper no. 171. London: International Institute of Strategic Studies.

Waltz, Kenneth (1979): Theory of International Politics. New York: Random House.

Wilber, Donald (1975): Riza Shah Pahlavi: The Resurrection and Reconstruction of Iran. Hicksville, NY: Exposition Press.

Zak, Chen (2002): “Iran’s Nuclear Policy and the IAEA. An Evaluation of Program 93+2”. Military Research Papers Nr. 3. Washington D.C.: The Washington Institute for Near East Policy.

 

 


* Ali Alfoneh, Ph.d.-stipendiat ved Institut for Statskundskab, Københavns Universitet samt forskningsmedarbejder ved Institut for Strategi ved Forsvarsakademiet (FAK). Nærværende artikel er en bearbejdet udgave af forfatterens præsentation ved FAK, Den Franske Ambassade og Dansk Institut for Militære Studier’ (DIMS) fælles seminar om spredning af atomvåben afholdt på FAK den 24. november 2006. Fragmenter af artiklen er tidligere bragt i Mellemøstinformation, Nr. 7 2003 samt Dagbladet Politiken den 5. december 2006. Forfatteren takker sine historielærere Hr. Hakim fra Martyr Fayazbakhsh Secondary School i Teheran, samt Lavst Riemann Hansen og Lars Færch Knudsen, Herlev Amtsgymnasium.

[1] For et oversigtsværk over Qajar-perioden se Avery et al. 1991.

[2] For en gennemgang af fransk/iranske relationer i perioden se Amini 1999.

[3] For en teoretisk diskussion af trusselsperception se Stephen Walts The Origin of Alliances (Walt 1987:32), dansk gengivelse fordelt på følgende analytiske hypoteser: 1) Stater indgår i alliancer for at balancere eksterne trusler; 2) Jo større den truende stats aggregerede magt er, desto større motivationen til at indgå i modalliancer; 3) Jo geografisk tættere den magtfulde stat er, desto større er nabostaternes motivation til at indgå i modalliancer; 4) Jo større en stats offensive kapacitet er, desto stærkere er tendensen til at der indgås alliancer mod den truende stat; 5) Jo mere aggressivt en stats intentioner opfattes, desto større er sandsynligheden for at der dannes alliancer imod den; og endeligt 6) Alliancer vil tendere mod opløsning, når den trussel, der oprindelig motiverede alliancens opståen, ikke længere eksisterer (Alfoneh & Gyldal Petersen 2003:44).

[4] For en gennemgang af russisk/iranske relationer i perioden se Kelly 2002.

[5] For en gennemgang af britisk/iranske relationer i perioden se Amanat 1997.

[6] For en gennemgang af de iranske intellektuelles aktiviteter i Berlin under Første Verdenskrig se Schirazi 2001.

[7] For en gennemgang af organiseringen af det iranske gendarmeri under svensk ledelse (1910-1921) se Cronin 2001, for en førstehåndsberetning om svenske gendarmeriofficerer i Iran se Nyström 1925.

[8] For en samtidig detaljeret dansk beretning fra Iran se Christensen 1918. For en oversigt over Irans relationer med stormagterne i perioden se Fatemi 1952. For en gennemgang af den tyske partisankrig i Iran se Mikusch  1937 og Sykes 1939.

[9] For en gennemgang af de separatistiske bevægelser og de autonome republikker i perioden se Chaqueri 1995 og Koohi-Kamali 2003.

[10] For en gennemgang af Reza Shahs magtovertagelse se Ghani 2000; for en gennemgang af hans autoritære reformer se Wilber 1975; og for en førstehåndsberetning af hans pacificering af stammeoprørerne se General Hassan Arfa’s memoirer (Arfa 1965).

[11] For dokumentation for den sovjetiske orkestrering af de separatistiske bevægelser og republikker i det nordlige Iran se oversættelse af det sovjetiske politbureaus dekret til Mir Bagirov i det azerbaijanske kommunistparti: ”Measures to Organize a Separatist Movement in southern Azerbaijan and Other Provinces of Northern Iran,” (http://wwics.si.edu­/index.cfm?­fuseaction=topics­.home&topic_id=1409), citeret i Clawson & Rubin 2005:172.

[12] For en gennemgang af Azerbaijan-krisen se Fawcett 1992. For en gennemgang af Mahabad-republikken og dennes endeligt i iransk Kurdistan se Koohi-Kamali 2003.

[13] For en gennemgang af konspirationsteorier blandt iranerne se Ashraf 1993 og Abrahamian 1993:111-131.

[14] For en førstehåndsberetning om udbygningen af det iranske atomenergi­program se længere interview med den første chef for det iranske atomenergiprograms, Akbar E’temad (Afkhami 1997).

[15] For en gennemgang af den juridiske ramme for Irans atomare aktiviteter se Zak 2002.

[16] For en teoretisk diskussion af hvorfor nogle stater ønsker at udvikle atomvåben se Waltz 1981, dansk gengivelse fordelt på følgende hypoteser: 1) Supermagter forsøger altid at imødegå andre supermagter, blandt andet ved at imitere hinandens våbensystemer; 2) Middelstore magter kan ikke blindt stole på, at deres supermagtsallierede kommer dem til undsætning hvis de bliver angrebet. Derfor må de udvikle deres egne atomvåben for at afskrække potentielle fjender. 3) Hvis en stat ikke har atommagt som allieret, og i særdeleshed hvis statens potentielle fjender er i besiddelse af atomvåben, vælger staten at udvikle atomvåben; 4) Hvis en stat frygter sine potentielle fjenders nuværende eller fremtidige konventionelle styrke, har staten tilskyndelse til at udvikle atomvåben; 5) Atomvåben er et billigt alternativ til store konventionelle styrker. Derfor vælger nogle stater at udvikle atomvåben frem for at lade sig engagere i bekostelige våbenkapløb; 6) Stater kan også udvikle atomvåben til offensive formål, men dette er en usandsynlig motivation; og endeligt 7) Atomvåben giver atommagerne prestige i international politik (Alfoneh & Pedersen 2006). For en empirisk diskussion af Det Kejserlige Irans incitamenter til at udvikle kernevåben se Cottrell & Dougherty 1977. For teorien om at Det Kejserlige Iran ønskede at udvikle atomenergi snarere end kernevåben se Clawson & Rubin 2005:79-80.

[17] Irans hovedleverandør af viden og teknologi i perioden menes at have været Det Russiske Ministerium for Atomenergi (MINATOM), som betragter know how- og teknologieksporten til Iran udelukkende som en kommerciel mulighed. MINATOM har blandt andet indgået kontrakter om fuldførelse af det iranske Bushehr-kraftværk, og i januar 2001 annoncerede Moskva, at Rusland var i gang med konstruktionen af et andet iransk atomkraftværk. MINATOM afviser beskyldninger om russisk-iransk samarbejde om det iranske kernevåbenprogram med henvisning til Irans samarbejde med Det Internationale Atomenergiagentur. For to modsatrettede analyser af baggrunden for Ruslands atomsamarbejde med Iran se Rumer 1999, som forklarer Ruslands atomsamarbejde med Iran som et udtryk for den russiske stats manglende styring med ministeriernes autonome udenrigspolitik og Shaffer 2002, som forklarer samme som et strategisk samarbejde mellem Iran og Rusland i lyset af NATO-udvidelsen mod Øst og amerikansk infiltration af Ruslands ”nære udland”. Stadig flere kilder har ligeledes påpeget Pakistans aktiveproliferation af teknologi og hardware til Iran.

[18] For en gennemgang af den iranske ledelses erfaringer under revolutionen og krigen se Chubin 1994:25-27.

[19] For en teoretisk gennemgang af forholdet mellem revolution og krig se Walt 1996 og Sadri 1997.

[20] Den trussel som Taleban-styret udgjorde mod Den Islamiske Irans sikkerhed kan ikke overvurderes, og forstås bedst når læseren erindrer sig at de eneste regimer – for uden Pakistan, som anerkendte Taleban var Irans regionale rival i Regionen omkring Den Persiske Bugt, Saudi-Arabien og De Forenede Arabiske Emirater, med hvilken Iran er engageret i en diplomatisk strid om tre øer i Den Persiske Bugt. Ved at bringe Taleban til magten havde netop Saudi-Arabien og De Forenede Arabiske Emirater formået at åbne en ny flanke mod Iran som på grund af B’ath-styrets svækkelse under sanktionsregimet, havde udviklet sig til regionen centrale aktør.

[21] For en gennemgang af Khomeinis politiske aktiviteter i sit irakiske eksil i 1960’erne og 70’erne se Moin 2000.

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

militaert_tidsskrift_135.aargang_nr.4_2006.pdf

Litteraturliste

Del: