Irak-krigen og det transatlantiske forhold

Rejsen blev af den brede presse i det store hele den udråbt til at være et vigtigt skridt i retning af forsoning hen over Atlanten, efter at Irak-krigen brød ud for snart to år siden. Det er dog vanskeligt at pege på en forbedring af det transatlantiske forhold, så længe krigen befinder sig i et dødvande, og at hverken Tyskland, Frankrig eller Rusland for den sags skyld ønsker at bidrage nævneværdigt til den politiske proces i Irak.

Denne artikel vil fokusere på baggrunden for den nuværende amerikanske tilstedeværelse i Irak som en del af den overordnede krig mod jihadismen. Modsat krigen i Irak hersker der bred enighed på tværs af Atlanten om krigen mod jihadismen. Udfaldet af krigen i Irak vil dog i sidste ende være af afgørende betydning for krigen mod jihadismen og dermed det transatlantiske forhold.

Krigen mod jihadisme

Baggrunden for Irak-krigen bygger på følgende antagelse: Efter al Qaedas angreb på USA 11. september 2001 stod det klart, at USA måtte forholde sig anderledes til truslen fra al Qaeda end hidtil. I tiden efter krigen i Afghanistan stod det ligeledes klart, at USA ikke kunne udslette al Qaeda på egen hånd ved at gå efter hver enkel celle og individ i netværket. En vanskelig, men langsigtet strategi måtte derfor forsøge at presse først og fremmest stater som Saudi-Arabien til at ændre politik over for al Qaeda og derigennem fjerne det økonomiske og logistiske grundlag for netværket. Et tilsvarende pres skulle ligeledes lægges på Syrien og Iran. Iran blev kun i mindre grad kædet sammen med al Qaeda, men præstestyrets forbindelser til jihadister i Libanon og Syrien blev anset for at udgøre en trussel mod amerikanske interesser i Mellemøsten.

Problemet var imidlertid, at USA’s troværdighed i regionen havde lidt et alvorligt knæk siden tilbagetrækningen fra Libanon, den manglende vilje til at afsætte Saddam Hussein i 1991, tilbagetrækningen fra Somalia, samt i det hele taget den relativt passive holdning over for al Qaeda gennem 1990’erne. USA stod ikke kun over for at skulle at genoprette sin troværdighed. Det var også nødvendigt for USA at følge op på sine operationer i et øget tempo for derigennem at øge presset på de stater, som manglede evnerne og/eller den fornødne vilje til at marginalisere al Qaeda. Dette skulle ske ved, at amerikanske styrker fik en mere permanent og styrket tilstedeværelse i regionen.

Irak havde gennem mere end et årti demonstreret, at det allerede var uden for pædagogisk rækkevidde. Landets geografiske placering gjorde området ideelt for opfølgende operationer, hvor fx Iran derefter ville være omringet af amerikanske styrker. Det amerikanske militær ville kunne nedkæmpe det irakiske militær i løbet af kort tid, og dermed ville USA have demonstreret sin militære overlegenhed og politiske vilje til at gennemtvinge et regimeskifte i en mellemøstlig stat. Vejen til at øge presset på andre genstridige stater ville dermed være banet.

Den irakiske olie, indflydelsen fra den amerikanske militærindustri, intern amerikansk politik, formodningen om irakiske masseødelæggelsesvåben, ideer om at udbrede demokrati til hele Mellemøsten og en lang række andre forhold kom derudover til påvirke den endelige beslutning om at invadere Irak i marts 2003 – men uden at disse hver især var altafgørende eller et mål i sig selv.

Irak-krigen begynder
Det irakiske regimes uklare meldinger om masseødelæggelsesvåben blev brugt til at legitimere invasionen. Det blev dog svært for Washington at forklare gabet mellem forventninger og realiteter, da det senere viste sig, at den irakiske masseødelæggelseskapabilitet var kraftigt overvurderet.

I første omgang blev dette element af gode grunde druknet i det faktum, at Saddam Husseins rædselsregime langt om længe var blevet fjernet. Efter at præsident George W. Bush havde erklæret krigen for vundet, blev der i maj 2003 taget initiativ til at få løst den israelsk-palæstinensiske konflikt. Dermed så det ud til, at USA’s magtposition var blevet styrket med Irak-krigen, og lande som Syrien og Iran, som tidligere ikke kun havde optrådt sig afvisende, men decideret fjendtlige over for den amerikanske Mellemøst-politik, så ud til at ændre kurs i forhold til USA. Libyen havde allerede inden krigen læst skriften på væggen og givet efter for presset. Saudi-Arabien var oplevede uroligheder i landet som en reaktion på det saudiske styres skærpede kurs over for al Qaeda.

Første fase af krigen i Irak var blevet vundet i løbet af kort tid med relativt få tab blandt koalitionens styrker. Store dele af Irak var blevet skånet for voldsomme ødelæggelser og til trods for en række modstandslommer, som forsvarsminister Donald Rumsfeld betragtede som ’dead-enders’, gik det for så vidt godt for koalitionen i første halvdel af 2003.

Bush-administrationen blev inden krigen kritiseret for ikke have en tilstrækkelig plan for et fremtidigt Irak - den anden fase. Hvorledes skulle genopbygningen foregå, hvem skulle bære den økonomiske byrde, og hvorledes skulle en borgerkrig forhindres i at bryde ud mellem landets befolkningsgrupper, når magten skulle fordeles? Demokratisering og opbygning af politiske institutioner havde ikke  fået en central placering på dagsordenen for Irak. Dette blev fejlagtigt tolket (også af undertegnede) i retning af, at stabiliseringen af Irak var altafgørende, og at ønsket om en demokratisering ville blive udskudt i første omgang. Irak blev opfattet som en yderst kompleks stat, hvis historie var præget af undertrykkelse, korruption, og etniske og religiøse stridigheder i en sådan grad, at USA burde satse på landets traditionelle magthavere for at undgå, at landet gik i opløsning.

De sunnitiske stammer havde siddet solidt på forvaltnings- og sikkerhedsapparatet, som var afgørende for Iraks stabilitet. Derfor blev det antaget, at USA med enkelte udrensninger i toppen ville bevare den sunnitiske magtstruktur, om end dette næppe vil byde på nævneværdige forandringer for den ellers hårdtprøvede befolkning.

        Sådan gik det imidlertid ikke. Af uransagelige årsager veg USA bort fra sine strategiske mål om at følge op på krigen mod al Qaeda. I stedet overtog det amerikanske militær de administrative og sikkerhedsmæssige opgaver i Irak. En såkaldt af-baathificering af statsapparatet begyndte at tage form med opløsningen af et førhen stolt og for landet vigtigt militær på mere 300.000 irakere. Politiopgaver blev ligeledes overladt til koalitionen, som stod med en næsten uoverkommelig opgave, da plyndringerne efter befrielsen brød ud i først og fremmest Bagdad.

Demokratisering
Fra november 2003 begyndte Bush at argumentere for, at den virkelige plan var et demokratisk Irak, som skulle være et forbillede for resten af Mellemøsten; en demokratiseringsproces, der som ringe i vandet skulle brede sig til resten af regionen. Forsøg på at opbygge demokratiske institutioner i en stat på randen af borgerkrig, har historisk set vist sig vanskeligt. Det skal dog erkendes, at der på nuværende tidspunkt har været en række gode initiativer, og at disse indtil videre ser ud til at have båret nogen frugt. Demokratiske institutioner, som ikke er fastforankrede i samfundet og kulturen, er dog yderst skrøbelige. Disse kan derfor bryde sammen, hurtigere end de er kommet op at stå.

Men et er at være på randen af borgerkrig, noget andet er at være lige midt i den, samtidig med at en udefrakommende styrke forsøger at bekæmpe en lokal guerillastyrke. I så fald bliver det direkte umuligt at demokratisere et land. I løbet af sommeren 2003 var det gennemsnitlige antal angreb på amerikanske styrker vokset fra fem til 10 om dagen i september. Det blev oplyst, at ”tidligere regimeelementer” stod bag angrebene. Disse groft anslåede 5.000 personer var hovedsagligt sunnitter med en fortid inden for Baath-partiet  eller som havde tjent inden for militær, politi, sikkerheds- eller efterretningstjenesten. Foruden resterne af regimet kom det ligeledes frem, at ”udenlandske krigere”, eller rettere jihadister, deltog i modstanden mod koalitionens tilstedeværelse. Blandt disse jihadister blev det skønnet, at adskillige folk fra al Qaeda var iblandt. Antallet af jihadister kunne svinge fra nogle få hundrede op til nogle få tusinde. I det hele taget var billedet af modstanden temmelig mudret, og i november 2003 måtte den amerikanske administrator Paul Bremer indrømme, at der fortsat var store problemer med at indsamle og bearbejde efterretninger om modstanden. Et eller andet gik ikke helt efter planen.

Foto: Irak, Bagdad. Forsvaret.dk 

I oktober blev der gennemført 30-35 angreb om dagen. Og i slutningen af november var tallet vokset til 40. Denne kraftige stigning er siden blevet betegnet som ’Ramadan-offensiven’, som blev den voldsomste periode i 2003. Herefter virkede det som om, antallet af angreb faldt, hvilket blev kædet sammen med tilfangetagelsen af Saddam Hussein i december 2003. Men denne ”operationelle pause” brugte oprørerne blot til at samle kræfter oven på Ramadan-offensiven. Herefter begyndte angrebene at stige igen og eskalerede til et hidtil uset niveau. Ingen af modstandsgrupperne refererede direkte til Saddam Hussein eller forsøgte at kræve ham løsladt, hvorfor hans status som leder allerede var historie .

I april udbrød der tilmed et oprør blandt yderligtgående shiitter under ledelse af præsten Moqtada al Sadr. Dette pressede for alvor koalitionen, som havde det militære overtag i forhold til de sunnitiske og de jihadistiske grupper, men som ville være ude af stand til samtidig at håndtere et oprør blandt shiitterne. Kræfter, som var blevet indsat for at storme den uroprægede by Falluja, måtte således omdirigeres. Et forlig blev indgået med shiitterne, men de vedblev med at være en trussel. Derimod udviklede Falluja sig til et fristed for oprørerne uden for amerikansk kontrol. Herfra kunne oprørerne operere næsten frit i adskillige måneder efter.

I august udbrød der nye kampe mellem shiitterne og de amerikanske styrker hovedsagligt omkring den hellige by Najaf. Og samtidig kom det til voldsomme kampe i al Sadr-bydelen i Bagdad. Efter nye forhandlinger begyndte uroen så småt at stilne af i løbet af oktober.

Fra november indledte de amerikanske styrker en ny offensiv mod oprørerne i Falluja, hvor det efter heftige kampe lykkedes at få fravristet oprørerne kontrollen med byen. Oprørerne havde mere end et halvt år til at forberede sig på et angreb. Det formodes, at oprørerne derfor brugte ventetiden til langsomt at forsvinde ud af byen, da det stod klart, at koalitionen ville storme byen. Efter Falluja faldt antallet af angreb på koalitionen for en kort stund for derefter at stige igen i løbet af december og januar op til valget den 30. januar i år.

Ifølge amerikanerne er mere end 15.000 oprørere enten blevet taget til fange eller dræbt inden for det seneste år. Alligevel er hverken omfanget af eller tempoet for oprørernes angreb blevet mindsket. 60 nøglepersoner fra Al Zaqawis netværk er blevet uskadeliggjort, uden at netværkets aktiviteter har lidt synderlig skade derved.

Valget den 30. januar er i de fleste medier blevet udråbt som en succes ikke mindst på grund af den høje valgdeltagelse. Medierne har som udgangspunkt betragtet hele Irak som værende én stor krigszone med daglige angreb, hvor oprørerne med vold og magt gjorde alt for at forhindre irakerne i at stemme. I det lys må gennemførelsen af et valg med en relativt høj valgdeltagelse uden tvivl anses for at være en succes, fordi forventningerne inden valget var dystre. Problemet er imidlertid, at selv om lov og orden i størstedelen af landet kan forekomme fraværende, så er selve oprøret begrænset til nogle få provinser med enkelte afstikkere til en række større byer, og da situationen er uændret i de oprørske provinser, er det vanskeligt at pege på en decideret forbedring. Valgresultatet kan derfor ikke bruges som pejlemærke for situationen i Irak.

I skrivende stund er antallet af angreb og tab blandt koalitionens soldater faldet. Dette fald skal dog næppe tilskrives valgets formildende virkninger på oprørerne. Derimod bør nedgangen i højere grad anskues som en operationel pause inden forårets forventede offensiv.

Et skrøbeligt fundament
Hvorfor er det så ikke lykkedes at stabilisere et Irak, som efter årtier blev befriet for en frygtelig despot?

Med bagklogskabens letkøbte styrke kan der peges på en række fundamentale fejl, som har præget udviklingen i Irak og dermed forhindret koalitionen i at bekæmpe oprørerne.

For det første var ikke mindst Pentagon ude af stand til at forudse, at et amerikansk militær ville være så overvældende, at Saddam Husseins regimes eneste udvej ville være at gå over til guerillakrig. Dette har krævet forberedelser fra regimets side, som burde have været opsnappet af efterretningstjenesterne. Hvis dette har været tilfældet, burde Pentagon i så fald have reageret herpå.

For det andet burde Pentagon have været hurtigere til at erkende tempoet og omfanget, hvormed oprøret bredte sig efter regimets fald, for dernæst at overgå til anti-guerillataktik. Operation Peninsula Strike og den efterfølende Operation Desert Scorpion formåede ikke at ramme oprørsgrupperne. Derimod skubbede man blot befolkningen længere væk.

For det tredje var den amerikanske styrke, der invaderede Irak, ude af stand til at besætte et land og samtidig udkæmpe en guerillakrig. Pentagon havde valgt en relativt lille, men hurtig og yderst slagkraftig styrke. Dertil kommer, at siden Pentagon ikke var forberedt på at skulle udkæmpe en langvarig guerillakrig, var der ikke blevet opbygget en tilstrækkelig rotationsstyrke i USA, som kunne overtage arbejdet med at stabilisere Irak. 

For det fjerde valgte Pentagon at satse på det forkerte alternativ til Saddam Hussein – lederen af den Irakiske National Kongres Ahmed Chalabi. Da Chalabi med sine 500 støtter blev fløjet ind for at vælte statuer i Bagdad, var deres forbindelser til præstestyret i Teheran stærkere end til den irakiske befolkning.

For det femte blev de shiitiske gruppers organisering med hensyn til sammenhængskraft og bevæbning fuldstændigt undervurderet inden krigens begyndelse. De irakiske shiitter under ledelse af den iranske storayatollah Ali al Sistani har optrådt som en meget homogen gruppe med en særdeles tydelig dagsorden for Iraks fremtid. Shiitterne har lige siden været en hæmsko for den militære udfoldelse, fordi de ikke forholder sig passive eller lader sig styre på amerikanske betingelser. Hvilket har været tydeligt, hver gang den shiitiske præst al Sadr har raslet med sablen. Det skønnes desuden, at  det iranskstøttede SCIRI (Det øverste råd for islamisk revolution i Irak) med sine Badr Brigader kan mønstre 25.000-40.000 'kombattanter'. Et andet parti med tætte forbindelser til det iranske præstestyre al Dawah skønnes at have 10.000-12.000 bevæbnede og trænede tilhængere. Al Sadr har selv hævdet, at han uden problemer kan tilkalde 50.000 personer. I denne opgørelse er der naturligvis mange ubekendte faktorer, hvad angår træning, bevæbning, forsyninger, sammenhængskraft, taktik etc. Men problemet opstår i det øjeblik shiitterne finder fællesfodslag med det overvejende sunnitiske oprører, hvilket leder videre til det næste problem.

For det sjette har USA sat sig i en position, hvor det løbende har forsøgt at lægge pres på Iran, hvad angår iranske masseødelæggelsesvåben og støtten til de jihadister, som ligger i krig med Israel. Forbindelserne mellem de shiitiske ledere i Irak og præstestyret i Teheran er langt fra harmoniske, men de eksisterer. I et skrækscenario kan Iran ramme amerikanske styrker gennem de arabiske shiitter. At pres avler modpres, er der for så vidt ikke noget nyt i. Men i og med at amerikanerne ikke kan udkæmpe en krig mod både shiitiske og sunnitiske oprører på samme tid, som de forsøger at lægge pres på en stat, der udgør en trussel mod strategiske interesser, risikerer USA at blive overbelastet.

For det syvende manglede der en konkret strategi for genopbygningen af Irak. Udenrigsministeriet havde udarbejdet Future of Iraq Project på baggrund af råd fra et bredt udsnit af størstedelen af den irakiske opposition. Den plan blev imidlertid forkastet af den første amerikanske administrator i Irak – Jay Garner – på ordre fra Pentagon. Otte uger inden krigen startede gik et fire mand stort hold fra Office of Reconstruction and Humanitarian Assistance i gang med at udarbejde planerne for genopbygningen af Irak. Resultatet blev derefter, og Garner blev erstattet af Paul Bremer, som få dage efter sin ankomst afviklede det irakiske militær og forbød ca. 50.000 Baath-medlemmer i at bestride offentlige stillinger. Det stod dog hurtigt klart, at disse personer ikke kunne erstattes. Dernæst skete der en fuldstændig privatisering af de 200 største statsejede virksomheder. Igen var der ingen irakiske eller udenlandske aktører, som var i stand til at udfylde tomrummet.

For det ottende burde Pentagon have vurderet, at de irakiske oprørere ikke var nedkæmpet eller blot svækket, blot fordi antallet af angreb dalede efter den såkaldte ’Ramadan-offensiv’ i efteråret 2003. Derimod gik oprørerne i vinterhi for at forberede en forårsoffensiv, rekruttere og træne nye medlemmer, samt udbygge våbenlagre og kommandostrukturer. Dette burde være opsnappet af efterretningstjenesterne, som burde have anbefalet, at flere styrker blev overført til Irak.

For det niende kom et projekt med at overdrage sikkerhedsbyrden til en irakisk styrke for sent i gang. I teorien vil en besættelsesstyrke, som er ude af stand til tale det lokale sprog eller forstå kulturen i det besatte land, handle i blinde, medmindre den samarbejder med en lokal sikkerhedsstyrke. Over for koalitionens styrker står resterne af det tidligere irakiske berygtede, men effektive, efterretnings- og sikkerhedsapparat. De irakiske enheder, som ikke er blevet skræmt fra at deltage i bekæmpelsen af oprørerne, bliver højst tænkeligt infiltreret af oprørerne.

For det tiende burde Bush-administrationen og navnlig Pentagon på et tidligere tidspunkt have erkendt, at der var blevet begået fejl i en sådan grad, at der var brug for alvorlige revurderinger af den anvendte taktik i Irak. Det skal naturligvis tilføjes, at for at taktikker ikke bør diskuteres i det offentlige rum. Men ekstrabevillinger, øgede indkaldelser af reserven, ligposer, udskydelser af hjemsendelser etc. vil unægteligt blive en del af en politisk diskussion på et eller andet tidspunkt. Hvad enten man er enig med den politiske håndtering eller ej, risikerer fejl på det taktiske niveau hurtigt at påvirke det politiske niveau. Derefter er der fare for at det strategiske niveau - den overordnede krig mod jihadisterne - bliver påvirket af kortsigtede politiske hensyn.

Disse fundamentale fejl, som flere kommentatorer og tænketanke gentagne gange har påpeget, er så alvorlige, at det er vanskeligt at forestille sig, at USA kan nedkæmpe oprørerne og dermed stabilisere Irak. Bush råder ikke over ubegrænsede midler til at rette op på de indledende militære og efterretningsmæssige fejl og mangler, hvorfor der er hårdt brug for, at Europa bidrager med styrker, finansielle midler, udstyr og træning af de irakiske styrker.

Mulige konsekvenser
USA befinder sig midt i en global krig mod jihadismen, hvor al Qaeda hidtil har udgjort hovedmodstanderen. Der har længe været ventet, at al Qaeda vil forsøge endnu et større angreb af samme karakter som 11. september, for at bevare sin frontløberposition i krigen mod vestlig indblanding i Mellemøsten og for oprettelsen af et kalifat fra Marokko til Afghanistan. Et sådant angreb er imidlertid udeblevet. Angrebet 11. september 2001 resulterede ikke i folkelige oprør mod regimerne i Mellemøsten. Og de regimer, som enten tidligere har hjulpet eller blot set gennem fingre med al Qaeda, har skiftet position til fordel for USA og Vesten.

Al Qaeda har ikke demonstreret de fornødne evner til at genvinde initiativet i sin kamp. Tværtimod står netværket svagere end nogensinde. Det bidrager til oprøret i Irak, men dets kidnapninger, henrettelser og selvmordsangreb udgør en næsten ubetydelig del af den samlede modstandskamp. Bin Laden er skubbet i baggrunden af al Zarqawi, som på nuværende tidspunkt ser ud til at blive tålt af de overvejende nationalistiske oprørere, fordi samtlige oprører er imod en magtfordeling støttet af amerikanerne. Spørgsmålet er dog, hvad der vil ske i tilfælde af, at de nationalistiske oprører bliver en del af magtstrukturen i Irak. I så fald er det vanskeligt at pege på et fælles fodslag for jihadisterne på den ene side og de sekulære nationalister på den anden side.

Som regel har genvalgte præsidenter mere handlefrihed end førstegangspræsidenter. De kan i langt højere grad tage flere chancer i deres anden periode. Det forventes, at Bush vil bruge sin anden periode til at genoptage krigen mod jihadismen. I de europæiske lande var der en formodning om, at Bush ikke ville blive genvalgt, fordi håndteringen af Irak-krigen viste sig langt sværere for Bush-administrationen at håndtere end forventet.

I lyset af Vietnam-krigen antog først og fremmest europæiske kommentatorer, at når først ligposerne begyndte at fylde op i mediebilledet, ville folkestemningen vende. For det første glemte man dog, at USA var involveret i adskillige år i Vietnam inden folkestemningen blot var i nærheden af at kræve en tilbagetrækning. Nixon blev genvalgt på et tidspunkt, hvor det stod klart, at USA ikke kunne vinde krigen i Vietnam. For det andet var præsidentvalget i 2004 præget af, at John Kerry ikke gik til valg for trække USA ud af Irak, men blot at trække Bush ud af det Hvide Hus. Hvad der var åbenlyst i USA kom som et chok for europæerne, da Bush blev genvalgt.

Bushs hjemlige kritikere kan meget groft deles op i to grupper. Den første gruppe er imod krigen i Irak, men blev bragt til tavshed da Bush blev genvalgt. Den anden gruppe har hidtil støttet krigen, men er af den overbevisning, at krigen er ved at køre af sporet på grund af et oprør i fire irakiske provinser, og at USA har vigtigere strategiske interesser end at demokratisere Irak. Denne gruppe af kritikere frygter, at USA binder for mange ressourcer i en krig, som fjerner fokus fra det oprindelige mål: At demonstrere amerikansk magtanvendelse og sikre strategiske interesser gennem militær tilstedeværelse i regionen.

Al Qaeda har forsøgt at gennemføre en række mindre angreb i navnlig Kuwait og Saudi-Arabien i december og januar. Al Qaedas aktiviteter har grundlæggende haft meget trange kår. Kuwaitiske og saudiske sikkerhedsstyrker har med hjælp fra USA forhindret større angreb i at finde sted. I Saudi-Arabien har op mod fem ledere uden held forsøgt at lede det lokale netværk. Spørgsmålet er om netværket ikke har udspillet sin rolle som samlingspunkt for jihadisternes krig mod Vesten. Indtil al Qaeda lader ”høre” fra sig igen, er det sandsynligt, at Bush-administrationen vil ændre fokus og i højere grad fokusere på de tilbageværende regimer i Mellemøsten, som på sigt kan true amerikanske interesser.

Dette forudsætter imidlertid, at det amerikanske militær bliver løst fra sin opgave i Irak. På nuværende tidspunkt ser det ud til, at USA er fastlåst i Irak uden mulighed for nedkæmpe oprørerne eller fortsætte sin kampagne mod jihadisterne eller de regimer, der står bag.

Flere tænketanke har ligefrem peget på, at USA bør trække sine styrker i Irak tilbage til fjerntliggende egne i Irak uden for oprørernes rækkevidde. Et sådant tiltag vil utvivlsomt resultere i en borgerkrig, hvor forskellige grupper vil kæmpe om magten uden koalitionen som hæmsko. Et scenario som kan virke uansvarligt og samtidig svække USA's lederrolle på kort sigt, men som i højere grad kan genoptage fokus på de strategiske mål.

Dagsordenen for det transatlantiske forhold vil fortsat blive sat af USA i Bushs anden periode. Forholdet blev i høj grad splittet inden Irak-krigen. Havde krigen været et enkeltstående tilfælde og ikke en del af større krig i Nordafrika og Mellemøsten, havde de negative konsekvenser været til at overse. Og var krigen i det mindste forløbet efter hensigten i uden at udstille USA’s militære og politiske begrænsninger, havde Tyskland og Frankrig været nemmere at sætte på plads i forhold til det videre krig mod jihadismen.

På det strategiske niveau går krigen mod al Qaeda og jihadismen i den rigtige retning for det transatlantiske forhold. Men på grund af en række fundamentale problemer, som fortsat hæmmer de amerikanske styrker, er kampagnen i Irak ved at udvikle sig til en taktisk katastrofe, som truer med at underminere den strategiske sejr, som blev opnået i kølvandet på 11. september 2001. Konsekvenserne for det transatlantiske forhold vil derfor fortsat afhænge af Bushs håndtering af Irak-krigen.

 

Referencer

Burbach, Roger & Jim Tarbell (2004) ”Imperial Overstretch: George W. Bush & The Hubris of Empire”. London & New York: Zed Books.

Clarke, Richard A. (2004) ”Mod Alle Fjender – En insiderberetning fra Amerikas krig mod terror”. København: Gyldendal

Iraq Coalition Casualty Report: (2005) http://icasualties.org/oif/

Hoffman, Bruce (2004): “Insurgency and Counterinsurgency in Iraq”, RAND Corporation, www.rand.org/pubs/occasional_papers/2005/RAND_OP127.pdf

Friedman, George (2004): “Facing Realities in Iraq”, STRATFOR,

www.conservationcafe.com/cgi-bin/ultimatebb.cgi?ubb=get_topic;f=30;t=001710;p=0

Anthony Cordesman (2005): “An Effective US Strategy for Iraq”, Testimony before the Committee on Foreign Relations United States Senate, 1. februar 2005, Center for Strategic & International Studies,http://www.csis.org/hill/ts050201cordesman.pdf

“The Edge of the Razor” (2004), The STRATFOR Weekly, www.pipeline.com/~rougeforum/edgerazor.html

 ”Iraq Index – Tracking Reconstruction and Security in Post-Saddam Iraq”, (2005), www.brookings.edu/iraqindex

 

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

Litteraturliste

Del: