Invasionsforsvarskampgrupper

Kaptajn S. Lyngaae Jørgensen, Fynske Livregiment, uddyber og videreudvikler her sine synspunkter vdr. invasionsforsvar i fortsættelse af artiklen »En invasionsforsvarsbataljon« i decembernummeret 1973.

Ved årsskiftet 1973-74 påpegede formanden for Det krigsvidenskabelige Selskab, oberst M. Rosenløv, at den forsvarsordning, der var blevet vedtaget i foråret 1973, var blevet gennemført uden at den nødvendige strategidebat var blevet ført.1) En sådan udeladelse må nødvendigvis medføre fejldispositioner. Det er min hensigt i denne artikel dels at vise, at den nuværende forsvarsordning ikke er i overensstemmelse med den aktuelle trussel, dels at fremkomme med forslag til afhjælpning af dette forhold.
 
Analyse af truslen
I »Kommentarer til et halvt århundredes forsvarspolitik« skriver general Erik Kragh følgende i kapitel 7 »Betragtninger over Danmarks sikkerhedspolitiske problemer«:
 
»Den trussel, der kan tænkes mod Danmark, kan analyseres under tre forudsætninger, nemlig 1. angreb på Danmark som et led i et almindeligt angreb på Vestueropa, 2. angreb over den dansk-tyske grænse mod Jylland-Fyn, 3. angreb ved fremføring af tropper ad sø- og luftvejen mod dansk territorium. Medens de militære myndigheder i deres planlægning må tage alle muligheder i betragtning, kan det vist siges, at bedømmelsen af sandsynligheden af et almindelig angreb på Vesteuropa må være en politisk bedømmelse. På baggrund af den herskende Vest-Øst balance ville et angreb på Vesteuropa som helhed medføre en sådan risiko for ødelæggelse af angriberens eget land, at en politisk vurdering må føre til, at Sovjet ikke med overlæg ville indlade sig på et sådant angreb (så længe NATO eksisterer). Tilsvarende må bedømmelsen af sandsynligheden af et angreb over den dansk-tyske grænse være politisk. I betragtning af at et sådant angreb ville forudsætte et angreb på vesttysk territorium, må angriberen i sine overvejelser tage hensyn til risikoen for, hvad dette kunne udvikle sig til. Vesttysk territorium er et så »ømfindtligt« område, at man fra en angribers side næppe kan tænkes at ville »lege med ilden« her. Sandsyn. ligheden for et angreb ad denne vej må derfor anses for at være af samme størrelsesorden som for det almindelige storangrebs vedkommende2)
 
En yderligere grund for Sovjetunionen til ikke at engagere sig i en storkrig i Europa er Kina. Det tæt befolkede Kina udgør med sine ca. 800 mio. indbyggere en alvorlig trussel mod Den mongolske Folkerepublik og de tyndt befolkede områder i den østlige del af Sovjetunionen. Sovjetunionen befinder sig derfor strategisk i en situation, der i visse henseender kan sammenlignes med Tysklands op til 1. Verdenskrig. Kommer det til en storkrig i Europa, kan det næsten betragtes som givet, at Kina vil stille krav om drastiske grænserevisioner (»Lebensraum«). Selv om Sovjetunonen accepterede de kinesiske krav, er det ikke givet, at Kina ville holde sig i ro - thi såfremt Sovjetunionen gik sejrrig ud af kampen om Vesteuropa, ville Sovjetunionen givetvis sørge for en »Endlosung« af »Det kinesiske Problem« bagefter.« Med den nye transsibiriske jernbane har Sovjetunionen bragt sine kommunikationslinier iorden til et kommende opgør med Kina. Vi må derfor enkende, at Vesteuropa og Kommunist Kina uanset vore ideologiske forskelle har et betydeligt interessefællesskab. Her finder vi årsagen til den imødekommende kinesiske holdning over for »det imperialistiske Vesteuropa« og »det storkapitalistiske Fællesmarked«. Den store betydning, kineserne tillagde statsminister Hartlings besøg i Kina, skal ses på denne baggrund. En storkrig i Europa kan dog ikke udelukkes. Den kan opstå som følge af en misfortolkning af modpartens intensioner. Et eksempel herpå fik vi under den 4. Mellemøstkrig, hvor USA hævede beredskabet for sine strategiske styrker.3) Vi kan imidlertid gå ud fra som givet, at begge parter vil udfolde de hæderligste anstrengelser for at undgå en sådan konflikt.
General Kragh fortsætter:
 
»For den tredie forudsætnings vedkommende er forholdet anderledes. Et angreb mod dansk territorium ved transport af tropper ad sø- og luftvejen kan tænkes enten mod Jylland og den sjællandske ø-guppe eller mod kun den ene landsdel. Det må i høj grad være også en militær vurdering, hvad man vil anse for den farligste mulighed. Sjælland er et af havet afgrænset område af forholdsvis ringe udstrækning og derfor et ideelt mål for et lokalt begrænset angreb. Besiddelsen af Sjælland ville give muligheder for kontrol med Øresund og Store Bælt. Der er ingen allierede styrker på Sjælland, medens der på den jyske halvø er direkte forbindelse med NATO’s styrker i Vesttyskland. Betingelserne for hurtig allieret hjælp er større i Jylland end på Sjælland, hvilket kan tænkes at indgå i en angribers overvejelser med hensyn til risikoen for en hurtig optrapning af situationen ved et sådant lokalt angreb.«2)
 
Såfremt Warszawapagten kun ønsker at blokere indsejlingen til »Fredens Hav« (Østersøen), er besiddelsen af den sjællandske øgruppe (og Bomholm) både nødvendig og tilstrækkelig. Ønsker Warszawapagten derimod at benytte de danske stræder som passageområde, er besiddelsen af den sjællandske ø-gruppe (og Bornholm) nødvendig, men ikke tilstrækkelig. Da dybden i Øresund syd for Saltholm kun tillader skibe med et dybgående på indtil 7 m at passere, er større skibe tvunget til at benytte Store Bælt (min. dybde i sejlrenderne 20 m. En krydser af Sverd- lovsk-klassen stikker f.ex. 7,5 m). I dette tilfælde er det derfor nødvendigt også at være i besiddelse af den fynske ø-gruppe, samt øerne i Kattegat. Det ville være ønskeligt også at være i besiddelse af den jyske halvø, især Mols og Vendsyssel.
 
Selv om man forestiller sig en besættelse af Jylland gennemført uden krænkelse af vesttysk territorium, ville en sådan besættelse være strategisk uacceptabel for Vesttyskland, Sverige, Norge, England og USA. En Warszawapagt-besættelse af den jyske halvø ville umuliggøre forsvaret af Holsten, Slesvig og Hamburg og vanskeliggøre forsvaret af resten af Vesttyskland - Sverige ville føle sig omklamret - Hele Sydnorge, som hidtil havde været dækket af Danmark, ville nu være truet - England ville se en overlegen sømagt i besiddelse af Nordsøen. En Warszawapagt- besættelse af Jylland er derfor ensbetydende med en storkrig i Europa. I forbindelse med operationer mod andre dele af Danmark vil der sandsynligvis forekomme femtekolonnevirksomhed, indsats af jægerenheder og luftbombardementer, men en besættelse vil ikke finde sted. Den jyske halvø er en del af det europæiske kontinent, en besættelse af Jylland er derfor ensbetydende med en storkrig i det tyske område, hvilket næsten uundgåeligt vil føre til anvendelse af atomvåben. Som det fremgår af det foregående, er Sovjetunionen ikke interesseret i en sådan krig. En besættelse af Jylland er derfor »tabu«.
 
Ganske anderledes forholder det sig med et isoleret angreb på de danske øer. Bortset fra Sverige ville ingen af de ovennævnte stater være direkte truet. Og svenskerne ville ikke kunne gøre noget alene. I denne forbindelse er det værd at notere sig, hvad Forsvarskommandoen skriver om Sovjetunionens strategi i »Warszawapagtens aggressionsmuligheder mod dansk område«:
 
»De danske stræders betydning på lavere konfliktniveauer end det strategisk/ nukleare er øget som følge af Sovjetunionens voksende interesse for det globale aspekt, specielt på det maritime område.
og
Der lægges større vægt på konventionelt militært potentiel. Som følge af terrorbalancen har Sovjetunionen tiltro til, at eskalationsrisikoen er blevet mindre, hvorved mulighederne for at gennemføre visse former for aggression blot med konventionelle midler er blevet større.«4)
 
Vore potentielle modstandere kan derfor tænkes at ræsonnere som følger: Hvis et angreb mod øerne eller nogle af øerne
- bliver gennemført på et tidspunkt, hvor sammenholdet i den vestlige verden er svækket,
- bliver gennemført som et stedfortræderangreb, d.v.s. af Polen og Østtyskland, uden at Sovjetunionen er direkte impliceret,
- bliver gennemført uden anvendelse af ABC-våben,
- bliver gennemført overraskende, og målene nåes indenfor et døgn, således at vore allierede bliver stillet overfor et fait accompli, er det ikke givet, at vore allierede vil risikere en storkrig for vor skyld. De vil med rette kunne undskylde sig med, at vi har forsømt vort forsvar, at vi ikke har skaffet dem tid og rum til at hjælpe, og at vi derfor selv er skyld i vor ulykke.
 
Er f.ex. hele den sjællandske ø-gruppe først blevet besat, vil det være overordentlig vanskeligt, ja, nærmest umuligt for vore allierede at befri området igen. Vi må derfor koncentrere os om forsvaret af øerne. Og da en besættelse af Jylland er tabu, kan vi tillade os at anvende hovedparten af vore ressourcer til dette formål. Ved gennemlæsning af »'Warszawapagtens aggressionsmuligheder mod dansk område« får man det indtryk, at panserangrebet gennem Holsten og Slesvig mod Jylland stadigvæk anses for at være lige så sandsynligt som et amfibieangreb mod øerne.5)
 
Denne opfattelse afspejler sig da også i vor nuværende forsvarsordning, hvor vi i Jylland har tre panserinfanteribrigader, på Sjælland to + en opklaringsbataljon og på Bornholm en kampgruppe. Denne vurdering af truslen, der var korrekt i 50eme, og som lå til grund for Forsvarsordningen af 1960, er ikke længere gyldig. I denne forbindelse henviser jeg til orlogskaptajn P. Garde’s artikel i Militært tidsskrift, oktober 1972: »Sikkerhedspolitisk og strategisk vurdering som grundlag for modernisering og reform af dansk forsvar«. I artiklen stiller Garde spørgsmålet, om den danske forsvarskoncept er en funktion af NATO- strategien og den aktuelle trusselsvurdering. Han når frem til, at det er den ikke. Den sandsynligste trussel mod Danmark, siger han - og her er han i overensstemmelse med tilgængelige hel- og halvofficielle kilder - er en aggrssion i den lave ende af spektret, i form af politisk pression med militær magtdemonstration, væbnet intervention mod danske interesser (»harassment at sea«), og endelig væbnet angreb med påfølgende besættelse, primært af den sjællandske ø-gruppe, med det formål at overtage kontrollen over adgangsvejene til Østersøen. Vurderingen bygger først og fremmest på Sovjetunionens formodede hensigter om, som led i en global tilstedeværelse på havene, at sikre, dels egen fri passage af de danske stræder, dels hindre ikke-bred-stater adgang til Østersøen.«6 Denne opfattelse tilslutter major J. F. Skjødsholm sig i en artikel: »Krisestyring. Udvikling og status i NATO og i Danmark«. Militært tidsskrift, april 1974.7)
 
Når man gennemfører en forsvarsordning, uden at den nødvendige strategidebat har været ført, bliver resultatet derefter.1) For eksempel kan der nævnes mange gode taktiske, logistiske og andre grunde til at anvende de 120 nye Leopard-kampvogne i Jylland; strategisk er det imidlertid er det imidlertid forkert, da en besættelse af Jylland er tabu. De nye kampvogne skal naturligvis anvendes dér, hvor sandsynligheden for konflikt er størst, d.v.s. på øerne - primært den sjællandske ø-gruppe.
 
Det er ligeledes forkert, når de nuværende brigader i Jylland og på Sjælland er ens organiserede. Kommer brigaderne i Jylland nogensinde i kamp (en storkrig i Europa), bliver det overfor en modstander, der angriber med pansrede køretøjer gennem terrainet. Ved forsvaret af den sjællandske ø-gruppe drejer det sig primært om at imødegå fjendtlige sø- og luftlandsætninger. Garde skriver: »Historien har vist, at har en angriber først etableret brohoved, og bevarer han sø- og luftserredømmet i området, kan en invasions videre gennemførelse ikke afvises«8). Vore bestræbelser må derfor gå ud på at ramme fjenden, inden han får dannet brohoved, ellers er den sjællandske ø-gruppe fortabt. Det er derfor nødvendigt, at vore hærstyrker møder ham på stranden og kæmpe afgørende dér. Dette må også siges at være i overensstemmelse med NATO-konceptet om »forward defence«. Hertil kræves imidlertid andre våbensystemer udover dem, vi allerede råder over.
 
Invasionsforsvarskampgrupper
1. Råder vi ikke over våben, der rækker lige så langt eller længere end de våben, angriberen råder over til bombardement af kysten, vil vore invasionsforsvarsenheder enten være tvunget til at opholde sig bag første dækkende krete, hvis de vil bevare deres bevægelighed, hvorved de mister muligheden for med direkte skydende våben at gribe ind i et amfibie- angrebs vanskeligste fase - landsætningsfasen, eller også må de være gravet ned på stranden. Herved udsættes de imidlertid dels for virkningerne af direkte skydende skibsartilleri, dels mister de deres bevægelighed.
 
2. Til ildforberedelse mod et landsætningesområde råder vore potentielle modstander ifølge »Jane’s Weapon Systems 1973-74« bortset fra fly over 9 stk. 180 mm kanoner i hver af de to gamle krydsere Kirov og Slava (ex Molotov). Disse kanoner, som er de sværeste han råder over, har en max. rækkevidde på ca. 35 km. Desuden findes 12 stk. 152 mm kanoner i nogle af krydserne af Sverdlovsk- og Tchapaev-klassen. Max. rækkevidde ca. 27 km. Resten er 130 mm. og derunder. Raketkastere benyttes kun i meget ringe omfang af den russiske flåde, hvorimod hæren anvender dem i udstrakt grad. Det sværeste kaliber flåden råder over er 140 mm. De findes i amfibiefartøjerne af »Polnocny«-klassen i en launcher med plads til 18 raketter. Rækkevidden opgives til ca. 9 km.
 
3. Syntesen af 1 og 2 må være, at invasionsforsvarsenhedeme skal råde over våben til anvendelse mod skibsmål, der rækker længere end 35 km. Her er to muligheder - enten kanoner eller missiler. Herom skriver Søværnet i Forsvarschefens »Notat vedrørende Forsvarets styrke- og våben- mæssige sammensætning«: »Sammenlignes kystmissiler med de nuværende forters kanonbevæbning, vil missilernes rækkevidde, træffenøjag- tighed og sprængvirkning være væsentlig bedre ... De mobile (kystmissil) batteriers sårbarhed over for lufttruslen vurderes generelt at være mindre end forternes på grund af muligheden for stillingsskifte, skjult opstilling i ventepositioner samt spredning.«9) Indfører vi sådanne kystmissilbatterier, vil vore invasionsforsvarsenheder kunne bringes i stilling på stranden, uden at deres bevægelighed går tabt. Udover at kunne beskyde angriberens »bombardment ships« vil vi med vore kystmissiler kunne sænke hans amfibiefartøj er og tilintetgøre hans marineinfanteri kompagni og/eller bataljonsvis.
 
4. Der findes allerede en række kystmissiler (»shore-to-ship« missiler) på markedet - f.ex. Exocet (fransk), Otomat (fransk-italiensk), Gabriel (israelsk), Sea Killer (italiensk), Penguin (norsk), RB 08A (svensk) og Harpoon (amerikansk). For at give indtryk af hvilke muligheder sådanne kystmissiler giver invasionsforsvaret vil jeg gennemgå et enkelt af dem. Jeg har valgt det franske Exocet missil, idet jeg finder det særlig egnet til danske forhold. Exocet, der på dansk betyder flyvefisk, er et 5,2 m langt missil med en rækkevidde på ca. 40 km. Exocet medfører en sprængladning på 180 kg, hvilket er tilstrækkeligt til at forvolde alvorlig skade på, eventuelt sænke ethvert eksisterende krigsskib. Selve missilet vejer 700 kg, med container 800 kg, hvilket betyder at Exocet kan transporteres på og afskydes fra en pansret mandska bs v ogn. Missilet affyres mod målets position i skudøjeblikket - altså mod målets nuværende og ikke dets fremtidige position. På vej ud mod målet flyver Exocet i en højde af 2 til 3 m over bølgetoppene, hvilket betyder at missilet ikke kan erkendes på målets radar. Hastigheden er Mach 1. I en afstand af ca. 10 km fra målet starter en radar i missilets »homing head«, der finder målets nuværende position og låser sig fast på målet. Målet vil eventuelt kunne erkende denne radar, der startes op, men der er på dette tidspunkt kun ca. 30 sek. til missilet rammer. Det er derfor overordentlig begrænset, hvad målet kan nå at foretage af modforanstaltninger. Træffeprocenten er da også nær 100. Exocet anvendes bl.a. af den engelske, vesttyske, græske og franske flåde.10)
 
5. Invasionsforsvaret er imidlertid ikke klaret med kystmissiler alene. Missilerne må beskyttes mod flyangreb, jægerenheder, luftbårne operationer og angreb af marineinfanterienheder, som det trods alt lykkes at komme i land. Det ville derfor være praktisk at opstille nogle »Invasionsforsvarskampgrupper«, der kunne imødegå alle disse trusler, og som kunne kæmpe selvstændigt i nogen tid. I denne forbindelse vil jeg gerne henlede opmærksomheden på en artikel med titlen »Forsvar mot kustinvasion« af major Gert Nilsson m. fl. i Armé Nytt 5/1973.1 artiklen står bl.a.:
»Narmare vår kust ingriper aven kustartilleriforband, grupperade på oer eller langs kusten, med kanoner, robotar och minor. Samverkan mellan forsvarsgrenama ar i dette skede av avgorande betydelse. Gemensam underrattelsetjånst och et samordnat forsvar ar nodvandigt. Armé forband och kustartilleriforband strider således i regel tilsammans i integrerade stridsgrupper. 11)
 
6. Den nøjagtige organisation af en sådan »Invasionsforsvarskampgrup- pe« bør naturligvis gøres til genstand for en nøjere analyse. Der er imidlertid visse elementer, man umiddelbart kan se bør indgå udover kyst- missilbatteriet. Der skal være en luftværnsenhed, ellers vil angriberen kunne uskadeliggøre kystmissilbatteriet, inden det kommer i anvendelse. Vi kan her henholde os til erfaringerne fra den sidste krig i Mellemøsten. Herom skriver Kenneth Hunt i Survival: »The concept of providing a local air umbrella for land forces with ground systems has been shown to be practical.« Sammesteds står endvidere: »When flying very low to avoid the SA-6, fighters were hit by the SA-7 or by the very effective radar-directed four-barrel 23 mm guns.«12) SA-7 svarer til vor egen Redeye. Vi bør derfor have et luftværnsbatteri, hvori der indgår tilsvarende vestlige våbensystemer. »Luftværnsparaplyen« kan ikke skabes med maskinkanoner alene, idet det nu er muligt fra meget stor højde med styrede bomber at tilintetgøre punktmål på jorden. Luftvæmsmaskinkanoner rækker ikke højt nok.13)
 
7. Det vil dog være muligt for angriberen ved en hensynsløs masse- indsættelse af fly lejlighedsvis at gennemtrænge »luftværnsparaplyen«. Angriberen kan indsætte flere fly på én gang, end vi kan nå at engagere. Der bør derfor lægges stor vægt på spredning, skjul og dækning, samt anvendelse af lurestillinger. Som en yderligere foranstaltning, mod at angriberen med fly kan sætte vitale dele af »Invasionsforsvarskampgrup- pen» ud af spillet, kan udstilles dummies i terrainet, således at fly, der måtte bryde igennem »luftværnsparaplyen«, spilder deres ammunition på disse falske mål. Til dette formål kunne man opstille en »vildledningsdeling«.
 
8. Vor nuværende panserinfanteribataljon vil sandsynligvis være et velegnet instrument til imødegåelse af de øvrige trusler - jægerenheder, enheder, der landsættes fra luften, og marineinfanteri, det lykkes at komme iland. Panserinfanterikompagnierne bør dog udrustes med langdistan- cepanservæmsraketter, således at de kan sænke amfibiekøretøjer, der svømmer ind mod kysten. Man kan diskutere, om kampvognseskadronen skal have middeltunge kampvogne eller en lettere køretøjstype - til fordel for den middeltunge kampvogn taler bl.a. dens evne til at overleve endog meget voldsom artilleribeskydning - anvendelse af lettere køretøjstyper, der må køre på vejene i fredstid, indebærer imidlertid betydelige fordele. Vi vil kunne holde øvelser med vore kampkøretøjer (ikke attrapper) i de områder, hvor vi i givet fald vil skulle kæmpe. I tilfælde af beredskabsforøgelser vil vi kunne anvende vejnettet til forskydninger uden at skulle tage større hensyn til eventuelle skader på dette. Kører vi med middeltunge kampvogne på vejene, vil der opstå betydelige skader. Ved hyppige beredskabsforøgelser vil disse skader andrage betragtelige beløb - og med den vedvarende opbygning af Warszawapagtens flåde og marineinfanteri kan hyppige beredskabsforøgelser blive nødvendige.
 
De køretøjer, vor potentielle modstander vil indsætte i første omgang, vil være af typerne PT 76, BRDM 2, BMP 76, BTR 60P-serien, ASU 57 og ASU 85 (Forsvarets Brevskole: Warszawapagtens Hærstyrker, lek. 6.). Anvender vi en let kampvogn, en panserj ager eller en »super pansret- mandskabsvogn« (f.ex. Marder med 20 mm. maskinkanon og panservæms- raketter) vil vi være jævnbyrdige. Mod enheder, der landsættes fra luften, vil maskinkanoner være særdeles effektive. Et lettere køretøj vil desuden være billigere både i anskaffelse og drift. Der er således meget, der taler for anskaffelse af et lettere køretøj end en middeltung kampvogn.
 
9. Det vil være praktisk at råde over et fladevåben, f.ex. raketkastere, til indsættelse mod dropzoner for luftbårne enheder, landezoner for helikopterenheder og landsætningssteder for marineinfanteri. Netop mod sådanne mål kan et fladevåben indsættes med god virkning. Vi bør naturligvis også råde over almindeligt nærstøtteartilleri. Man kunne derfor forestille sig, at »Invasionsforsvarskampgruppeme« hver blev støttet af et artillerielement bestående af et selvkørende middeltungt kanonbatteri og en raketkasterafdeling. For at få max. udbytte af ildstøtteelementet bør nogle af observatørerne virke fra fly.
 
10. »Invasionsforsvarskampgruppen« bør endvidere have et ingeniørelement til sin rådighed. I dette ingeniørelement bør indgå mekaniserede mineudlæggere. Disse skal bl.a. anvendes til hastig minering af stranden - om muligt nogle meter ude i vandet, hvor minerne er vanskeligere at erkende. Der bør desuden indgå gravemaskiner. 
 
11. Vi kan naturligvis ikke klare forsvaret af Sjælland med »Invasionsforsvarskampgrupper« alene. Der bør være en centralt opstillet, pansret reserve. Denne pansrede reserve skal anvendes i den situation, hvor en »Invasionsfo rsvarskampgruppe« er trængt, d.v.s., at fjenden er kommet i land og er i færd med at danne et brohoved. Et sådant brohoved skal angribes og tilintetgøres uanset omkostningerne. Reserven skal derfor råde over middeltunge kampvogne.
 
12. Da intet af de tre værn råder over den nødvendige ekspertise på alle de her nævnte områder, bør der indgå officerer af alle værn i »Invasions- forvarskampgrupperne«. Der bør f.ex. være en søofficer, der udvælger de mest lønnende mål for kystmissilbatteriet, officererne i luftværnsbatte- riet bør være en blanding af officerer af Flyvevåbnet og luftværnsartille- rister, panserinfanterielementet bør føres af hærofficerer. Herved opnås den optimale effekt, og samarbejdet med øvrige enheder af alle værn lettes betydeligt.
 
13. Søværnet har endnu ikke truffet endelig afgørelse om, hvilket »ship- to-ship« missil det vil anskaffe. Det ville indebære store fordele — økonomiske, uddannelses-, forsynings- og vedligeholdelsesmæssige - om Søværnet anskaffede et missil, der også kunne anvendes i »shore-to-ship« (kystmissil) rollen. Dette kræver imidlertid, at missilet, som Søværnet anskaffer, har en rækkevidde på over 35 km, jfr. pkt. 1, 2 og 3.
 
14. Lægger man Exocets rækkevidde på 40 km ind på et kort, ser man, at vi f.ex. fra den sydlige ende af Langeland kan række den vesttyske østersøkyst og spærre Fehmarn Bælt, Kiel Bugt og Langelands Bælt. Fra Gedser kan vi række dele af den østtyske østersøkyst omkring Der Darss, næsten til Warnemiinde og beherske Mecklenburg Bugt. Fra Stevns kan vi række Skånes kyst og beherske den sydlige del af Øresund.
 
15. »Invasionsforsvarskampgrupperne« kan bringes i stilling ved kysterne som en almindelig beredskabsforanstaltning. Spærring af de danske stræder med miner kræver derimod en politisk beslutning. Fra politisk hold vil der muligvis være et ønske om at udskyde beslutningen om udlægning af miner så længe som muligt for at undgå en escalation. Hvis Søværnet derfor placerer sine minelæggere indenfor »Invationsforsvars- kampgruppernes« luftværnsparaply, vil minelæggerne opnå nogen beskyttelse mod flyangreb, og dér kunne afvente iværksættelsesordre. Kystmis- silbatterieme vil kunne beherske de udlagte minefelter og hindre minestrygning.
 
Konklusion
»Invasionsforsvarskampgrupper« er et smidigt militært magtmiddel (minevåbnet er usmidigt), der kan anvendes i overensstemmelse med NATO koncepterne om »flexible response« og »forward defence«. De er velegnede til demonstration af politisk vilje og militær evne til forsvar. Herigennem opfylder de Forsvarets primære målsætning - at virke krigs- forebyggende. I tilfælde af angreb på Danmark vil »Invasionsforsvarskampgrupperne« i høj grad kunne medvirke til at tilføje angriberen betragtelige tab, standse eller sinke hans fremtrængen og herved give NATO tid og rum til indsættelse af forstærkninger.
 
Afslutning
Når forsvarsbevillingerne i % af statsbudgettet siden finansåret 1964-65 har været faldende14), kunne en af årsagerne være, at vi har forsømt at konfrontere politikerne med en trusselsvurdering, de finder realistisk. Mig bekendt er der ingen af politikerne uanset partifa rve, der længere tror, at Sovjetunionen virkelig ønsker at starte det stora ngreb på Vesteuropa, der vil efterlade Europa, både vest og øst for Jerntæppet, som en radioaktiv ørken. Det ville ikke være en rationel handling. Og vore potentielle modstandere handler særdeles rationelt. Ikke desto mindre er det altid den trussel, der behandles først - senest i den af Forsvarskommandoen i januar 1974 udgivne beskrivelse af »Warszawapagtens aggerssions- muligheder mod dansk område«. På det tidspunkt, hvor vi kommer til den langt mere realistiske trussel mod øerne, er politikerne holdt op med at lytte. Vi får ikke politikerne til at bevilge penge til imødegåelse af en trussel, de ikke selv tror er realistisk. På den anden side har vi historisk bevis for, at selv radikale politikere, i erkendelse af situationens alvor, har anvendt endog meget betydelige beløb på Forsvaret (Den radikale regering Zahle under 1. Verdenskrig). Netop »Terrorbalancen« gør det muligt at gennemføre lokalt begrænsede angreb mod svagt forsvarede områder, der ikke er af vital interesse for den anden supermagt (øerne).
 
Vender man kartet således, at man fra øst betragtes dansk territorium, ser man, at Jylland »ligger i læ« bag Vesttyskland og øerne. Et angreb på Vesttyskland er usandsynligt, da det medfører en storkrig i Europa. Sålænge vi derfor holder øerne, er Jylland beskyttet. Jeg har desuden bevist, at flere af vore allierede af rent egoistiske grunde er nødt til at gå så langt som til at risikere en atomkrig for at hindre en besættelse af Jylland. Dette gør sig ikke gældende, hvad øerne angår. Det er derfor på tide, vi erkender, at det er forsvaret af øerne, det drejer sig om - og fortæller det til politikerne. 
 
 
Noter:
1) Oberst M. Rosenløv: Ved årsskiftet. Militært tidsskrift, januar 1974, p. 1.
2) Erik Kragh: Kommentarer til et halvt århundredes forsvarspolitik. Nyt Nordisk Forlag. København 1974, pp. 99-100.
3) Insight on the Middle East War by the Insight Team of The Sunday Times. André Deutsch. London 1974, pp. 202-213.
4) Forsvarskommandoen: Warszawapagtens aggressionsmuligheder mod dansk område. Vedbæk 1974, uklassificeret, p. 9.
5) Ibid., pp. 11, 14-15.
6) Orlogskaptajn P. Garde: Sikkerhedspolitisk og strategisk vurdering som grundlag for modernisering og reform af dansk forsvar. Militært tidsskrft, oktober 1972, pp. 385-405. Citatet er fra 7).
7) Major J. F. Skjødsholm: Krisestyring. Udvikling og status i NATO og i Danmark. Militært tidsskrift, april 1974, p. 182.
8) Garde op. cit., p. 396. 9) Forsvarsministeriet: Beretning fra Forsvarskommissionen af 1969. København 1972, p. 146.
10) Jane’s Weapon Systemt 1973-74. Sampson Low. London, pp. 41-43.
11) Major Gert Nilsson m il.: Forsvar mot kustinvasion. Armé Nytt, 5/1973, p. 20.
12) IISS: Survival, January/February 1974, pp. 6-7.
13) Col. Richard D. Hilton: What Every Ground Commander Should Know About Guided Bombs. Army, June 1973, pp. 28-33.
14) Major T. Buchholtz-Nielsen: Dansk forsvarspolitik 1960-1973. Militært tidsskrift, september 1974, p. 331.
 
 
 
PDF med originaludgaven af Militært Tidsskrift hvor denne artikel er fra:
 
 

Litteraturliste

Del: