Invasionsforsvar i atomtiden

Delvis på baggrund af sine tidligere studier vedrørende fremtidens
angreb med luftbårne tropper og amfibieangreb, gengivet i
tidsskriftets januar- og juninumre dette år, skriver premierløjtnant
H. B. Konradsen ved Falsterske Fodregiment her om vort invasionsforsvar,
som det burde være indrettet. Bl. a. fremgår det tydeligt,
hvilken rolle rådigheden over taktiske atomvåben ville spille
for det.
 
Et angreb på Danmark kan udføres som et amfibieangreb i forbindelse
med et angreb af luftbårne tropper. Angriberen kan lægge vægten
på angrebet over søen eller på angrebet fra luften; men under alle omstændigheder
v il der blive tale om et forsvar mod et kombineret angreb,
og dette forsvar skal liave et sådant beredskab, at det kan virke selv i
tilfæ lde af et kupagtigt angreb.
 
Fremtidens amfibieangreb og angreb af luftbårne tropper er skildret
i artikler i henholdsvis M ilitæ rt Tidsskrift nr. 6/1961 og nr. 1/1961 (M T
6/1961 og M T 1/1961), hvorfor jeg i det følgende for visse problemers
vedkommende tillader mig at henvise t il disse artikler.
 
Hvis vi betragter de krigshistoriske eksempler, der omtales i de
nævnte artikler, v il vi i dag med lethed finde de samme forsvarsproblemer,
der rejste sig for englænderne i 1941 og for tyskerne i 1944; men de
erfaringer, der kan uddrages heraf, skal i 1961 ses i relation til atomvåbnets
indflydelse og de forbedrede transportmidler, der er til rådighed
for angriberen.
 
Krigens art.
 
En kommende krig kan udkæmpes som en total krig, hvor atomvåbnet
anvendes uden restriktioner, og angriberen vælger at nå sine mål
ved hjælp af de store atomvåben efterfulgt af en oprensning.
Der foreligger også den mulighed, at atomvåbnet kun vil finde anvendelse
i begrænset (taktisk) omfang, idet parterne indbyrdes bliver
enige om kun at anvende atomvåbnet mod de væbnede styrker.
En tredie mulighed er en krig, der bliver lige så omfattende som
2. verdenskrig; men hvor atomvåbnet ikke anvendes af frygt for gensidig
udslettelse.
 
Endvidere eksisterer faren for et konventionelt kupagtigt angreb
mod et begrænset område, hvor atomvåbnet ikke kommer til anvendelse
på grund af tidsfaktoren og de politiske forhold.
Der skal ikke her argumenteres for eller imod disse muligheder; men
de nævnes for indledningsvis at gøre opmærksom på problemet. Det er
im idlertid givet, at en invasion kan gennemføres, uanset hvilken form
krigen får, under den totale krig dog sandsynligvis kun som et led i de
begrænsede kamphandlinger i krigens sidste fase hvor de kæmpende
magter sætter de få resterende styrker ind.
Det følgende er derfor en gennemgang af enkelte af de synspunkter
emnet vedrørende, der er fremkommet de sidste år, ud fra den betragtning
at det ikke på noget tidspunkt vil være m uligt at se bort fra truslen
om atomvåbnets anvendelse.
 
Sovjets syn på forsvaret mod amfibieangreb.
 
I den russiske m ilitæ re faglitteratur diskuteres forsvar mod am fibieangreb,
hvilket er ganske naturligt. Alene den ca. 1600 km lange russiske
østersøkyst frembyder utallige muligheder for amfibieangreb, der kan
binde store russiske styrker og være medvirkende til at afbryde den røde
hærs meget lange og meget sårbare forbindelseslinier i Østeuropa, og
alene af den grund kan det have interesse at beskæftige sig med det russiske
syn på problemet.
 
Raymond L. Garthoff skriver i M arine Corps Gazette, maj 1958, bl. a.
følgende herom:
 
»Forsvaret mod amfibieangreb skal grupperes og ledes under
hensyn til de krav, som truslen om atomvåbnets anvendelse har medført,
og det tillægges stor betydning, at forsvaret disponerer over
atomvåben, fordi fjenden herved tvinges til at anvende stærke kræfter
for at kunne gennemføre operationen.
Forsvaret bør samordnes af en fælles chef, og såfremt hovedstyrken
udgøres af en front (armegruppe), er det norm alt armegruppechefen,
der har kommandoen over de samlede styrker; men
hvis de indsatte styrker af den røde hær er begrænsede i antal på
grund af de geografiske forhold eller på grund af deres operative
muligheder, kan de samlede styrker stilles under kommando af
chefen for de indsatte enheder af den røde flåde.
Forsvaret mod amfibieoperationer inddeles i fire faser:
 
1. Angreb på fjendens landgangsstyrker under sammendragningen
og indskibningen.
2. Angreb under overskibningen.
3. Afvisning af selve landgangen.
4. Tilintetgørelse af fjenden på stranden.
 
Flyvevåbnet betragtes som hovedvåbnet under fase 1 og ubådsvåbnet
under fase 2, hvor der dog også kan indsættes ovcrfladeskibe,
og hvor luftangrebene fortsættes. Efter de russiske synspunkter kan
landgangsflåden tilføjes betydelige og måske afgørende tab under
overskibningen; men man kan ikke i alle tilfæ lde betragte det som
givet. Man regner dog med, at de indsatte fjendtlige styrker v il blive
svækket i en sådan grad, at tilintetgørelsen af dem lettes i de fø lgende
faser af kampen.
 
Russerne tillægger ikke fase 1 og 2 afgørende betydning, fordi
de anser det for givet, at den angribende har lokalt luft- og søherredømme
i operationsområdet. De regner derfor ikke med at kunne
stoppe fjenden under fase 1 og 2, selvom en indsats af atomvåben
selvfølgelig kan vise sig yderst effektiv.
 
Den afgørende fase under invasionen er selve landgangen og de
um iddelbart følgende kampe på land, hvor den røde hær, der støttes
af a rtilleri fra såvel søen som landjorden, fly og atomvåben, bærer
den største byrde. Konventionelt eller raketbevæbnet kyst- og felta
rtilleri anses for at være særdeles effektivt overfor landgangsstyrken
på kort hold.
 
Efter russisk opfattelse er det altså under invasionens fase 3 og
4, at atomvåbnet v il kunne få afgørende betydning for såvel forsvareren
som angriberen, og hvor forsvareren så hurtigt som muligt må
lukke eventuelt opståede huller i indløbs- og strandforsvaret ved at
tilføre enheder fra ikke angrebne sektorer samt de reserver, der har
været grupperet i dybden, og med disse styrker angribe, indeslutte
og tilintetgøre landgangsstyrken.
Flyvevåbnet spiller en vigtig rolle under amfibieoperationer, og
russerne anser det for um uligt at gennemføre operationer af nævnte
art, såfremt angriberen ikke har lokalt luftherredømme over operationsområdet,
og det er derfor en vigtigere opgave for det røde lu ftvåben
at tilkæmpe sig luftherredømmet end at angribe landgangsstyrken.
Man tillægger det im idlertid stor betydning, at egne landbaserede
m arinefly indsættes til torpedo- og bombeangreb mod de
fjendtlige søstridskræfter under overskibningen.
 
Russerne tillægger det også stor betydning, at forsvaret er forberedt
i og om de mest sandsynlige landgangsområder, og de permanente
fly- og orlogsbaser placeres under hensyn hertil. Forsvarsstyrken
skal under alle omstændigheder være forberedt på at blive
angrebet med atomvåben, og der skal ved placeringen af den tages
hensyn hertil, hvilket dog ikke må hindre muligheden for en samlet
indsats mod landgangsstyrken i liovedangrebsområdet. Kystartilleriet
skal være let bevægeligt for at kunne tilgodese kravet om spredning
og for at muliggøre en koncentration af ild i de vigtigste sektorer.
Forsvarszonen skal have stor dybde, og reserverne skal have stor
taktisk bevægelighed og være placeret således, at de uden større
omgrupperinger kan indsættes i flankerne på den landsatte fjende.«
Så vidt de russiske synspunkter, der dog ikke um iddelbart kan anvendes
i forbindelse med danske forhold.
 
Angriberen har initiativet
 
Det er tidligere nævnt i M T 6/1961, at der ikke er nogen operation,
der kræver et så intim t og godt samarbejde mellem hær, søværn og flyvevåben
som et amfibieangreb, og det samme gør sig gældende for forsvaret
mod et sådant angreb.
 
Forsvareren har im idlertid ikke initiativet, det er angriberen, der
vælger tid, sted og fremgangsmåde, hvor vi kan skelne mellem et kupagtigt
overfald og et normalt angreb i forbindelse med andre sideløbende
operationer.
 
Lad os im idlertid forudsætte, at vi råder over atomvåben eller hurtigt
kan få disse våben t il rådighed, hvilket v il medføre, at angriberens forberedelser
til operationen bliver af et helt andet omfang, end hvis vi ikke
rådede over disse våben. Forberedelserne på den anden side havet må
selvfølgelig være proportionel med den modstand, som angriberen regner
med at møde på denne side af havet under hele operationen. I hvor høj
grad angriberens forberedelser i opmarchområdet — sammendragning af
angrebsstyrken, materiel og fartøjer til indskibningsstederne — vil være
lønnende mål for atomvåben beror på hans mulighed for at sprede styrken.
Opmarcliområdet er i dette tilfæ lde af stor udstrækning. Det strækker
sig fra Leningrad i nord, med denne bys store rustningsindustri og base
for den russiske østersøflåde, over de baltiske øer og den baltiske kyst,
der nu er en næsten sammenhængende kystbefæstning, over Østprøjsen,
der må betragtes som en af hjørnepillerne i den russiske opmarch mod
Østersøen, især hvad angår raketbaser, over de polske havnebyer Gdansk
og Gdynia t il de i Østtyskland beliggende havnebyer og baser i syd.
Næsten overalt i området er der mulighed for at etablere interim istiske
indskibningssteder, samtidig med at baglandets forsyningsnet er således
udbygget, f. eks. ved kanal- og flodtrafik, at området som helhed må
betragtes som et udmærket opmarchområde.
 
Fjernforsvaret.
 
Invasionsforberedelserne v il efter al sandsynlighed blive beskyttet af
et stærkt luftforsvar, der må gennembrydes inden atomvåbnet kan bringes
til anvendelse mod indskibningsstederne. E t angreb med langtrækkende
raketvåben v il sandsynligvis ikke kunne afværges; men det er et spørgsmål,
om tiden i det hele taget tillader det. A lle forberedelser t il angrebet
kan være truffet inden krigsudbruddet, således at der ikke bliver m ulighed
for at bringe de langtrækkende våben til anvendelse mod sammendragnings-
og indskibningsområderne, d. v. s. at der er tale om et kupagtigt
overfald.
 
De tekniske fremskridt, der er gjort på det våben- og transporttekniske
område siden 2. verdenskrig, bar ganske givet forbedret angriberens
muligheder for at hævde sig overfor forsvareren, såfremt landgangsstyrken
kan føres frem til angrebsområderne uden at blive opdaget
og angrebet.
 
Denne fordel opvejes im idlertid af, at beskyttelsen af landgangsstyrken
i høj grad vanskeliggøres ved, at overskibningen skal finde sted
såvel tids- som stedsmæssig adskilt over et stort område, således at flyvevåbnet
og søværnet får øgede muligheder for at angribe de spredte grupper
af fjendtlige fartøjer. Opdelingen af angrebsstyrken på mange små
enheder kræver endvidere en yderst kom pliceret organisation med store
krav til den taktiske føring.
 
Som følge heraf kan selv relativt små tab under overskibningen medføre,
at operationen som helhed vanskeligt lader sig gennemføre, og en
amfibieoperation er derfor i dag en mere risikobetonet og kompliceret
operation end tidligere. Angriberen må benytte sig af mørketimerne eller
af en periode med usigtbart vejr, hvor ban med en stor flåde af lette
fartøjer lander store styrker over en bred front på den fjendtlige kyst.
F. eks. vil den i M T 1/1961 omtalte amfibieoperation, der foretages som
en slags søværts in filtration over kysten på Lolland, Falster og Møn let
kunne gennemføres med in d til flere vendinger i løbet af en nat, idet
sejldistancerne varierer fra ca. 17— 50 km over en opmarchfront på ca.
200 km længde mod en angrebsfront på ca. 110 km længde.
Uanset om angrebet kommer, som en gennem længere tid forberedt
og kendt amfibieoperation eller som et kupagtigt overfald, hvor den angribende
part i større eller mindre grad kan se bort fra beskyttelsen af
angrebsstyrken, og hvor de moderne transportm idler kan udnyttes til det
yderste med liensyn til fart og præcision, gælder det, at mulighederne for
at sprede eller ødelægge den kampkraft, der skal anvendes under landgangen
og besættelsen af øgruppen, forbedres proportionalt med den
afstand, over hvilken forsvarets forskellige våben kan bringes til at virke
mod angriberen.
 
Operativet samarbejde.
 
Flyvevåbnet og søværnet skal gennemføre fjernforsvaret, hvor flyvevåbnet
i kraft af sin store taktiske bevægelighed kan indsættes med kort
varsel og således selv under et kupangreb på et tidligt tidspunkt opnå
kontakt med fjenden og på denne måde i bøj grad komplettere søværnets
kampmidler — motortorpedobåde, u-både og mineskibe — der først kan
gribe ind i kampen noget tættere på invasionskysten.
 
Lette overfladefartøjer, jagerbombere, u-både og de til rådighed
.værende raketvåben skal virke under enhedskommando, for at de enkelte
forsvarskomponenter kan danne et operativt system. Hver gang vi indskyder
en kommandostation, svækkes den dynamiske ledelse af operationerne.
 
I ryggen på dette letbevægelige fjernforsvarssystem kræves et system
af udbyggede stillinger om og i nærheden af de mest sandsynlige landgangssteder,
der kan tjene til beskyttelse af de på stedet værende dele af
regionsforsvaret, der skal garantere den mod kysten successivt stigende
sejghed i forsvaret, som kræves, for at de taktisk letbevægelige og stærkt
ildkraftige dele af felthæren kan nå at gribe ind i kampen, medens fjenden
endnu ikke har fast hold på kysten.
 
Nærforsvaret.
 
Den 2. verdenskrigs landgangsoperationer kendetegnedes ved en
tyngdedannelse med hensyn til såvel sted som tid. En sådan fremgangsmåde
er ikke m ulig i dag, hvor der kun kan hlive tale om en tyngdedannelse
til tiden, fordi angriberen tvinges til at sprede landgangsstyrkens
kampgrupper over et så stort område, at mellemrummene mellem de
enkelte er af en sådan størrelsesorden, at det ikke hiiver m uligt at tilin tetgøre
to af disse med samme atomvåben. Hvilken størrelse disse kampgrupper
får, om det bliver regimenter, batailloner eller kompagnier, skal
ikke diskuteres her; men det er givet, at angriberen, for at undgå de store
tab, må undgå tyngdedannelser til stedet og indledningsvis skabe sig et
brohoved af betydeligt større omfang end tidligere.
Herunder kan angriberen anvende atomvåbnet mod kommunikationsknudepunkter
og vore reserver inde i landet og med luftlandetropper søge
at afskærme det store brohoveds periferi, f. eks. som nævnt i M T 6/1961,
hvor de luftbårne tropper netop blev anvendt mod Storstrømsbroen og
Dr. Alexandrines bro for at beskytte amfibietropperne mod et angreb
af vore styrker på Sjælland og for at bevare broerne intakte, således at
de kunne anvendes under et fortsat angreb mod nord op gennem Sjælland.
Ved angrebets videreførelse mod de i dybden fastsatte mål — forsvaret
skal tilrettelægges således, at denne fase aldrig kommer t il udførelse
— er angrebsstyrken afhængig af de forsyninger, det er m uligt at
tilføre over brohovedet, og det v il ikke i atomtiden være m uligt at basere
denne strøm af forsyninger på en enkelt havn eller et enkelt egnet kystudskibningsområde.
Der må findes et antal udskibningssteder, der er
beliggende således, at et enkelt atomvåben ikke kan ødelægge to eller
flere samtidig.
 
Det er således givet, at såfremt forsvareren har atomvåben, øges
mulighederne for at afværge en am fibieoperation; men kun i forbindelse
med et stærkt regionsforsvar og en stærk felthær, der kan møde fjenden
under indløbs- og strandforsvaret.
 
indløbs- og strandforsvaret.
 
Forsvar mod amfibieangreb er til tider tænkt gennemført som en
udvigende kamp med den hensigt at tvinge fjenden til koncentration i
forsvarsrummets dybde bagved kysten for derefter at tilintetgøre ham
med atomvåben, idet man ser bort fra indløbs- og strandforsvaret, fordi
fjenden i de indledende faser opbygger en sådan overvægt i luften og i
ildkraft, at forsvareren ikke kan operere eller indtage stillinger i um iddelbar
nærlied af kysten.
 
Vi undgår im idlertid ikke den fjendtlige overvægt i luften og i ild kraft
ved at placere vore FBF inde i landet. Fjendens våbenvirkning
forringes ikke ved at lade terrain ligge ubenyttet hen, for i så fald skyder
han ikke på det. Kun ved spredning og udbygning af stillinger i liele
operationsområdet forringes fjendens våbenvirkning og specielt atomvåbnets
virkning.
 
Kysten eller måske 2 m dybdekurven må være den naturlige F B F.
Inden amfibiestyrkeme når denne lin ie, er de mest sårbare. De er sammentrængt
i forskellige former for am fibietransportm idler, som en enkelt
fuldtræ ffer måske kan sænke eller stoppe, og hvor man på denne måde
samtidigt kan tilintetgøre cn taktisk enhed — kompagni, deling eller
gruppe. I det øjeblik amfibietropperne når i land, ændrer billedet sig,
de våben, der har været tavse og passive under transporten til stranden,
kan nu anvendes, og forsvaret befinder sig i en helt anden situation. I
stedet for at udgøre et let beskydeligt mål, forvandler de enkelte amfibietransportenlieder
sig t il et utal af letbevægelige og ildafgivende elementer,
hvor de enkelte elementer, amfibiekampvogne, amfibiemandskabstransportvogne,
raketvåben monteret på amfibiecliassis m. v., må nedkæmpes
i terrainet, hvilket selvsagt er en mere besværlig og tabsbringende opgave
for forsvaret end at skyde »siddende ænder«.
 
Derfor må kysten, og det gælder også det marine forland og her
specielt faldkystcrne, hvor strandplanets liæ ldning er så ringe, at en
landgangsbåd af normal type v il tage bunden i ret lang afstand fra kysten,
udbygges med hindringer, der kan dækkes af ild fra tunge våben fra
spredte, veludbyggede og skjulte stillinger (betonbunkers) nær kysten —-
en liniæ r opstilling er iøvrigt lidet sårbar overfor et angreb med atomvåben.
Hindringerne, der skal være let udlæggclige og forberedte i fredstid,
skal endvidere kunne dækkes af ild fra langtrækkende a rtille ri og
raketter. Denne ild kan ledes fra observationsstader, der er anbragt på t ilsvarende
måde som ovennævnte ildstillin ger eller fra artillerifly (helikoptere).
 
Forsvarsrummet skal have meget stor dybde, og en mekanisering
af forsvarsstyrkerne er en forudsætning for at kunne vinde kapløbet til
kysten i det øjeblik, der slås huller i forsvaret af fjendens atomvåben.
Fjenden skal bringes til koncentration på det marine forland, kysten og
området um iddelbart bagved kysten ved lokale angreb, der sættes ind
 
um iddelbart efter den fjendtlige anvendelse af atomvåbnet, som her
tænkes anvendt um iddelbart før amfibiestyrkerne sættes an mod kysten.
Under eller forud for kapløbet til kysten skal eget atomvåben anvendes,
således at den tidligere omtalte sårbarhedsperiode, hvor amfibiestyrkerne
endnu for en stor dels vedkommende befinder sig på vej til kysten, udnyttes
maksimalt. Herefter kan der være tale om at sætte det egentlige
modangreb an med de mekaniserede reserver, der må placeres således
i forsvarsrummet, at de uden større omgrupperinger kan indsættes i flanken
(flankerne) på den landsatte styrke.
 
Storinfiltration.
 
I det foregående er i det væsentlige omtalt forsvaret mod det m odificerede
amfibieangreb — en art søværts in filtration over bred front; men
denne in filtration kan få et sådant omfang, at de fremførte synspunkter
ikke er fuldt dækkende.
 
Storinfiltrationen kan betragtes som den ekstreme, men dog mulige
tyngdedannelse til tiden, livor der indsættes et så stort antal små enheder,
bataillon eller kompagni, såvel over søen som gennem luften mod et så
stort område, at atomvåbnet mister noget af sin betydning for forsvareren.
Fjenden etablerer på denne måde et stort antal små brohoveder, der
succesivt udvides og forenes. Ved en sådan fremgangsmåde opnår han
den fordel, at civilbefolkningen ikke kan evakueres, hvilket eventuelt kan
være medvirkende til, at en indsats af atomvåben mod de i forvejen små
mål udsættes eller forhindres.
 
E t sådant angreb kan kun afvises såfremt regionsforsvaret er fuldt
udbygget og formår at imødegå den fjendtlige fremtrængen på en sådan
måde, at de fjendtlige styrker bindes, således at der skabes m ulighed for,
at felthæren kan indsætte et antal motoriserede og mekaniserede kommandoer,
der kan slå fjenden, medens denne endnu optræder i kampgrupper
på bataillons eller kompagnis størrelse, og inden disse kampgrupper
når at forene sig t il operativ indsats.
 
Sammenfatning.
 
Angriberen kan, da han lia r initiativet, koncentrere sine atomvåben
mod landgangsområdet og således øge sine muligheder for at nedkæmpe
invasionsforsvaret. Atomvåbnet er i sig selv en væsentlig faktor, fordi
angriberen um iddelbart har våben af denne art til rådighed; men invasionen
må alligevel gennemføres med konventionelle styrker, hvis størrelse
er afhængig af den modstand, angriberen regner med at blive stillet
overfor.
Såfremt forsvareren har atomvåben til rådighed, øges mulighederne
for at afværge invasionen. Ikke alene fordi det bliver m uligt at tilføje
angriberen katastrofale tab; men også fordi modpartens føring stilles
overfor øgede vanskeligheder af teknisk og taktisk art.
Atomvåben skal derfor være til rådighed; men det må ikke ske på
bekostning af de øvrige værns effektivitet.
 
Angriberen kan vælge en angrebsform — storinfiltration, vertikal
omfatning ved hjælp af luftlandetropper og 5. kolonnevirksomhed —- der
medfører, at forsvaret ikke kan udnytte atomvåbnet i fuld udstrækning.
En sådan invasion kan kun afvises af et såvel kvantitativt som kvalitativt
stærkt forsvar, der gennemføres som en perfekt kombination af områdeforsvar,
der gennemføres af regionsforsvaret, og angreb, der gennemføres
af felthærens mekaniserede og motoriserede slagkraftige kampgrupper.
Et beslutsomt og hårdnakket invasionsforsvar ved kyster og områder
af stor taktisk betydning, hvor alle muligheder for en offensiv og dynamisk
optræden udnyttes, vil skabe de bedste betingelser for hjælp udefra.
Først og fremmest i form af angreb fra luften med atomvåben mod fjendtlige
brohoveder af atomstørrelse, indskibnings- og overskibningsområder,
flyvepladser og permanente og mobile afskydningsramper for raketvåben
m. v.
 
Et invasionsforsvar ført på denne måde — af et fuldt udbygget
regionsforsvar og af normale hærstyrker, der bar atomvåben til rådighed
— vil ikke alene medvirke afgørende til at afvise den egentlige invasion;
men vil i lige så høj grad medvirke til at formindske virkningen af fjendens
luftkrigsførelse og langtrækkende raketvåben i operationsområdet.
 
H. B. Konradsen.
 
 
Kilder: W alther Melzer »Kampf um die Baltischen Inseln 1917— 1941—
1944.« Tidsskrift i Sjöväsendet 1949. Military Review 1957— 60.
M arine Corps Gazette 1958— 60. Ny Militär Tidsskrift 1954— 58.
Axel Schou »Det marine forland«.
 
PDF med originaludgaven hvor denne artikel er fra: PDF icon argang_1961_-_v4.pdf

Litteraturliste

Del: