The Interrogators: Inside the Secret War Against Al-Qaeda.

Anmeldt af Erik C.  Gjersted

Chris Mackey and Greg Miller: The InterrogatorsInside the Secret War Against Al-Qaeda.

Little, Brown and Company, 2004. 484 sider; US $25,95.

Foto: goodreads.com

Bogen er skrevet af Chris Mackey (et pseudonym), der er seniorsergent (sergeant first class) af reserven i den amerikanske hær og afhører, og Greg Miller, der er journalist ved Los Angeles Times.  Chris Mackey beskriver sin uddannelse til afhører i den amerikanske hær i begyndelsen af 1990erne, giver en kort indføring i afhøringstjenestens opgaver og virkemidler og beretter om sin tjeneste i Afghanistan som afhøringsleder fra efteråret 2001 til sommeren 2002. Sager i ind- og udland om behandling og afhøring af fanger i forbindelsen med krigen mod terror gør bogen aktuel.

I første del af bogen beskriver Chris Mackey sin uddannelse i den amerikanske hær. Han kom ind i hærens efterretningskorps ved et tilfælde. I 1989, da han var sytten år, besøgte han den lokale reserveenhed, der viste sig at være et efterretningskompagni. I kompagniet indgik der blandt andet afhøringspersonel, og han fandt deres arbejde interessant. Efterfølgende lod han sig hverve som reservist i hærens efterretningskorps og gennemgik den obligatoriske 12 ugers grunduddannelse. Efter "rekrutuddannelsen" blev han uddannet i tysk ved det amerikanske forsvars sprogskole i Monterey Californien under relativt behagelige forhold tæt på strand og med et passende antal kvindelige medstuderende. Den efterfølgende afhøringsuddannelse foregik ved hærens efterretningsskole i Fort Huachuca, som ligger i ørkenen i den sydlige del af Arizona. Første del af uddannelsen var et kursus i Genèvekonventionen. Det blev indskærpet over for eleverne, at overtrædelse af konventionens bestemmelser kunne medføre "et længerevarende ophold i Leavenworth", som er et militærfængsel. De forskellige afhøringsmetoder, der nævnes i alt 16, blev gennemgået og øvet. Uddannelsen i afhøringsmetodik og –teknik var rettet mod koldkrigsscenariet. Alle øvelser havde et lille område i Tyskland som baggrund, og instruktørerne spillede sovjetiske krigsfanger. Uddannelsen afsluttedes med en eksamen, hvor Mackey skulle "trykke på den rigtige knap" for at få figuranten til at "synge".

I de efterfølgende ti år forrettede Mackey rådighedstjeneste som afhører i reserven. Han tog eksamen fra Fordham University og arbejdede for et stort revisionsfirma på Manhattan. I 1996 tog han orlov for at lære arabisk på forsvarets sprogskole.

Den 11. september 2001 befandt han sig i London, hvor han var udsendt for sit firma. Måneden efter blev han indkaldt til tjeneste som afhører ved de amerikanske styrker i Afghanistan. Den første tid var han i Kandahar, hvor hans afhøringsenhed arbejdede under primitive forhold. Senere blev han flyttet til afhøringscentret på Bagram-flyvepladsen.

Han og hans kolleger opdagede hurtigt, at de metoder, som de havde lært på efterretningsskolen og øvet på utallige øvelser, havde begrænset effekt på tilfangetagne Taleban-krigere og Al-Qaeda-medlemmer. En erobret Al-Qaeda håndbog gav en mulig forklaring. I håndbogen var der en vejledning i modstand mod afhøring. Bl.a. stod der, at der ikke var grund til at frygte amerikanske afhørere, da de ikke måtte anvende tortur. 

Det var nødvendigt at udvikle andre metoder, der ikke direkte var i strid med Genèvekonventionen, hvis der skulle indhentes oplysninger af efterretningsmæssig værdi fra fangerne. Det havde en vis effekt at berøve fangerne deres søvn før en afhøring. Men det blev vurderet, at denne fremgangsmåde var i strid med konventionens principper. På den anden side sætter konventionen ingen grænse for længden af en afhøring. Ud fra princippet om, at en krigsfange ikke må stilles dårligere end egne soldater i samme område og situation, besluttede man, at en afhøring kunne fortsætte så længe, afhøreren kunne holde sig vågen. Denne "udmattelsestaktik" (som blev kaldt "monstering") gav resultater. Efterhånden blev de amerikanske afhørere også dygtigere til at anvende psykologiske kneb og til at narre fangerne til at give oplysninger.  (En britisk statsborger af pakistansk oprindelse åbnede sig over for afhørerne, da han blev præsenteret for en forfalsket artikel om den britiske regerings planer om at udvise Al-Qaeda medlemmers familier.) Indirekte trusler (om f.eks. repatriering til hjemlandet, hvor der formentligt ventede fangen en noget ubehagelig modtagelse) og løfter om en mere fordelagtig behandling (endda om asyl i USA) blev også anvendt med en vis effekt. Mange afhøringer havde karakter af raffinerede psykologiske dyster. 

Chris Mackey beskriver også presset på afhørerne for at få oplysninger fra fangerne.  Dette pres kunne have ført til overtrædelser af Genèvekonventionen. Samarbejdet med de civile amerikanske efterretningstjenester (benævnt "other government agencies") var anstrengt, og deres medarbejderes indblanding ødelagde ofte mulighederne for at få yderligere oplysninger fra en ellers samarbejdsvillig fange. Til gengæld var der et godt samarbejde med den britiske efterretningstjeneste. Briterne bliver beskrevet som mestre inden for afhøringstjeneste. 

I slutning af bogen søger Chris Mackey at tilbagevise anklagerne fra Amnesty International om mishandling af fanger i Kandahar og Bagram i den periode, hvor han var tjenstgørende. Tidligere fanger klagede bl.a. over at blive konstant udsat for skarpt lys og over med jævne mellemrum at blive klædt nøgen for derefter at blive overhældt med vand.  Dette forklares med, at kraftige projektører var tændt døgnet rundt for at belyse fangegårdene og ikke som forberedelse til afhøringerne. Fangerne blev klædt af og skyllet med vand, da der ikke var badefaciliteter.

Til sidst kommenterer Chris Mackey anvendelsen af tortur og mishandlingen af irakiske fanger i amerikansk varetægt. Selv om han hævder, at tortur kan være effektiv, tager han afstand fra tortur i almindelighed og mishandlingen af de irakiske fanger i Abu Ghraib-fængslet  i særdeleshed. De moralske og politiske omkostninger ved anvendelsen af tortur er langt højere end værdien af oplysninger indhentet ved brug af tortur. Nogle af de fanger, der blev afhørt i Afghanistan, kunne have haft oplysninger om terrorhandlinger, som kunne være blevet afsløret ved anvendelsen af hårdere afhøringsmetoder. Men som reaktionerne på mishandlingen af fangerne i Irak har vist, har Amerikas omdømme lidt stor skade og den fjendtlige indstilling til Amerika, som er fremherskende i store dele af den muslimske verden, er blevet forstærket, når konventionen ikke overholdes.  

Bogen er faktisk ret spændende og anbefales som ”a good read”. Den giver et indblik i et af efterretningstjenestens mere okkulte specialer og beskriver på en levende måde de vilkår, som afhørere skal arbejde under til støtte for operationerne i Afghanistan og Irak, som Danmark også deltager i. Endvidere er bogen faglig relevant for militærjurister og andre, der beskæftiger sig med krigens love, da den behandler en række juridiske og etiske spørgsmål i lyset af de seneste års operative erfaringer. Den vil også kunne give et bedre grundlag for at bedømme de verserende sager mod dansk militært personel for overtrædelse af Genèvekonventionerne. Bogen vil også kunne bidrage til de overvejelser, der er nødvendige for at udforme en politik vedrørende behandling og afhøring af forskellige kategorier af kombattanter.

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

militaert_tidsskrift_135.aargang_nr.1_2006_1.pdf

 

 

Del: