Internationale Operationer og vidensopbygning i Forsvaret

Foto: Forsvaret.dk

Med det seneste forsvarsforlig og statsminister Anders Fogh Rasmussens ambitiøse udmelding om Forsvarets fremtidige rolle og et forøget antal udsendte soldater, i sin tale på Forsvarsakademiet i 2003[1], fik Forsvaret en ny rolle, som har resulteret i tidens mange omstillinger. Forsvaret har bl.a. arbejdet hårdt for at komme over i den ”60/40 struktur”, hvor 60 procent af enhederne skal være operative enheder, og de resterende 40 procent skal være støttestruktur. Det er ikke artiklens formål at diskutere, hvornår Forsvaret når de 60 procent, men at diskutere nogle af de forudsætningsskabende effekter, der skal til for at understøtte Danmarks evne til at levere operative enheder af høj kvalitet til expeditionary operations[2]; NATO’s betegnelse for den type internationale operationer som en del NATO medlemmer har beskæftiget sig med de sidste fem-syv år (Operation Enduring Freedom (i Afghanistan og Røde Havet), ISAF i Afghanistan, Operation Iraqi Freedom/Telic i Irak og f,eks, Operation Palliser i Sierra Leone, som var en Non-Combatant Evacuation Operation).

Evnen til at flytte militære magtmidler over lange afstande og effektivt indsætte dem er målet for den omfattende transformation, som NATO har igangsat. NATO Response Force (NRF) er den operative løftestang for de europæiske landes opbygning af evnen til at gennemføre multinationale expeditionary operations. Danmark har som led i vores egen transformation allerede deltaget med enheder i NRF. Fra 2008 stiller Danmark med en bataljon til NRF 10, og fra 2010 formodentlig et Land Component Headquarters til NRF 14.

Forsvarets operative enheder får gennem NRF tilmeldingerne et fagligt løft, der er med til at forstærke opbygningen af den tankegang, der er en forudsætning for reelt at være klar til at deltage i expeditionary operations.

Det er dog ikke nok at være god til at sende operativt veluddannede enheder i kamp overalt i Verden. Skal kampen vindes, er det også nødvendigt at enhederne – også med relativt kort varsel – kan blive ordentligt orienteret om de militære forhold og andre forhold som hersker i indsættelsesområdet.

Derfor er det heller ikke nok, at de involverede ministeriet, styrelser og Forsvaret gør sig klart, hvor i Verden soldater mest sandsynligt vil blive indsat i expeditionary operations.[3] For planlægning og udførelse af operationer er det afgørende, at viden om alle forhold i det enkelte konfliktområde findes og er tilgængelig. For at opretholde det politisk bestemte høje beredskab er det derfor nødvendigt, at der også kontinuerligt sker en vidensopbygning om de potentielle indsættelsesområder. Det sker allerede i Forsvarets Efterretningstjeneste (FE), på kurserne i taktisk efterretningstjeneste som Hæren gennemfører og andre steder i Forsvaret.

Efterfølgende diskuteres først hvad vidensbehovet er. Dernæst diskuteres ganske kort, hvorfor FE og kurser i taktisk efterretningstjeneste ikke kan dække vidensbehovet alene. Sidst peges på mulige løsninger andre steder i Forsvaret, sådan at den nødvendige viden er på plads før udsendelserne.

Det er dog et åbent spørgsmål om den alment kendte efterretningstjeneste er tilstrækkelig til at klæde danske soldater godt nok på til med kort varsel at tage ud i fremtidens konfliktspektre. Erfaringerne fra Balkan, Irak og Afghanistan giver allerede nu et billede af, at efterretningstjeneste er blevet langt mere end de udvidede panser- og flykendingskurser, der kørte indtil for ti år siden. Efterretningsofficerskurset har da også gennemgået en større udvikling de sidste ti år. Kravene til viden om det samlede operationsmiljø i et område er steget betydeligt. For at få et nogenlunde klart billede af, hvad der venter i et missionsområde, uanset om der er tale om en humanitær, fredsskabende eller anden type operation, vil det sædvanligvis være en fordel at anlægge en systemteoretisk betragtning. Her gælder det om for enhederne at få det bedst mulige billede af alle de systemer[4], der findes i operationsområdet med særlig vægt på deres interne sammenhæng og interaktion. Formålet hermed er at blive bevidst om, hvordan den militære enhed optræder mest hensigtsmæssigt i et område; eksempelvis i form af viden om kulturelle forhold, der kan virke begrænsende eller fremmende for egne operationer. Ligeledes er det væsentligt at have et nøje kendskab til reelle og potentielle udefrakommende aktører – eksempelvis nabolande, transnationale terror og kriminelle netværk samt NGO’er.

Kun gennem kendskabet til hvordan de forskellige systemer interagerer, kan en enhed vurdere med hvilke effekter i et operationsområde, den kan nå sine mål samtidig med, at den kan vurdere hvilke 2. og 3. ordenseffekter operationerne kan have.

Ovennævnte kan være en overordentlig vanskelig opgave for både den taktiske efterretningssektion, der indgår i enheden, såvel som den strategiske efterretningstjeneste, der skal støtte op om enheden hjemmefra.

For at kunne opbygge en viden om de respektive systemer i et operationsområde skal der tilvejebringes en stor mængde grundlæggende oplysninger, som typisk vil klassificeres som Open Source Intelligence (OSINT), der skal give alle et grundlæggende billede af det område man er på vej til at rykke ind i. Hvis Forsvarets Efterretningstjeneste skulle løse alle disse opgaver og kunne opretholde sit nuværende dækningsområde, må man frygte for kvaliteten af produkterne eller evnen til at levere til tiden. Men FE ikke behøver løse alle opgaver selv, for Forsvaret kan ved nogle gennemtænkte tiltag, der bør forankres i støttestrukturen, levere en masse af den nødvendige viden, og lade FE fokusere mere snævert.

Først og fremmest bør Forsvaret få dannet sig et overblik over medarbejdernes viden og erfaringer fra forskellige lande. F.eks. er der langt flere fra Forsvaret, der har været i forskellige afrikanske lande i tjenstlig regi end man lige tror, og det gælder såmænd også for lande i andre af de kommende konfliktzoner. Derfor bør der opbygges en stadigt ajourført database med hvilke, af forsvarets medarbejdere, der har været i hvilke lande, idet selv rejser af kortere varighed giver et bedre indtryk end blot at læse sig til viden i en bog. Det gælder om at give alle forsvarets medarbejdere bynavne, for nu at anvende en gammelkendt husarmåde at finde vej og indhente oplysninger på.[5]. Det gælder om at finde de medarbejdere, der har viden om et kommende operationsområde, og så få dem til personligt at fortælle den/de operative enheder om egne indtryk. Dette skal naturligvis suppleres med efterretningsmæssige vurderinger og generel information som f.eks. landestudier/fakta. For eksempel har Forsvaret via sin bemanding i NATO faktisk mere eller mindre permanent stabsofficerer i Afrika for at løse opgaver for NATO. Disses medarbejderes viden skal Forsvaret formå at udnytte også, når de indgår i den danske struktur igen. Den opsamlede viden kan så anvendes i både den operative såvel som støttestrukturen.

Forsvaret ligger inde med en stor ustruktureret viden om en lang række af de områder, Forsvaret kan forvente at skulle arbejde i de næste mange år. Men kun opbygningen af en database, der er bredere tilgængelig end blot ved de funktionelle tjenester kan afdække dette. Hvorvidt DeMars kan løse denne opgave, skal være usagt, men det ville være smart, hvis funktionen er/kan indbygges heri.

Dernæst vil f.eks. skolerne og visse funktionelle stabe med fordel kunne lade medarbejdere følge nogle geografiske områder mhp. at kunne forholde sig til disse ift. eget arbejdsområde. I Institut for Strategi[6] på Forsvarsakademiet er der eksempelvis valgt tre strategiske områder, som der er mindst en C300 og en M331, der følger på næsten daglig basis og tillige bedriver forskning eller ad hoc støtte til andre myndigheder inden for det område. Der er i dag en række skoler og institutioner i Forsvaret, der alle har civile akademikere og bogligt velfunderede officerer siddende i stillinger, hvor de arbejder med formidling og vidensopbygning. Det er dog ofte op til de enkelte myndigheder at fastlægge deres interesseområder og skabe forbindelser til civile institutioner. Centralisering er ikke altid af det gode, og denne forfatter plæderer ikke nødvendigvis for en samling af skoler eller en central placeret tænketank, men derimod for nogle direktiver for, hvad der ønskes fokus på af områder, og etablering af tværgående fora til udveksling af viden. Disse fora behøver ikke være kolokeret eller have en høj mødeaktivitet. Derimod kan moderne teknologi udnyttes til informationsudveksling. Hvorvidt den igangværende opbygning af kompetencecentre er midlet til at løse dette er p.t. uafklaret. Ideen er altså, at der kortlægges, hvor i støttestrukturen, der sidder personel med viden om f.eks. Libanon, som kan holde sig opdateret på udviklingen og kan udveksle viden og ideer. Personellet skal ikke nødvendigvis have samme interessefelter blot de genererer viden om området. Det kræver naturligvis nogle investeringer, hvis Forsvaret vil forsøge at strukturere den vidensopbygning der foregår. De investeringer skal primært ske ved, at ”nogen” skal indsamle de fornødne oplysninger, taste dem, og gøre oplysningerne tilgængelige. Dernæst skal der etableres de tværgående fora, som skal gives mulighed for nogle startmøder, som koster penge og arbejdstid.

Kritikere kan så anføre, at der i dag i støttestrukturen ikke er den fornødne tid til at lave tværgående vidensudveksling, og at man lige så godt kan få den viden fra vores store allierede. Der er ingen tvivl om, at Forsvaret kan få meget fra vore allierede, og det bør man blive ved med, men etableringen af en struktureret vidensopbygning vil være med til at fokusere støttestrukturen mere på at støtte de operative enheder. Endvidere kan den indsamlede viden også bruges i den akkrediteringsproces, der pågår mellem Forsvaret og Undervisningsministeriet, idet den samlede mængde viden, som f.eks. Forsvarets skoler kan genere om specifikke områder, vil udgøre en væsentlig empiri, som kan bruges til at udgive egne akademiske materialer (som understøtter det generelle vidensbehov i Forsvaret). Nedsættelse af disse fora og opbygning af en struktureret viden vil givet også styrke det civile akademiske miljøs interesse for Forsvaret, og det vil på lidt længere sigt kunne skabe en positiv spiral, hvor også det civile forskningsmiljø vil kunne medvirke til den generelle vidensopbygning i Forsvaret. Derfor er den tid og de penge som skal afsættes til at komme i gang med ovennævnte processer i virkeligheden at betragte som en investering i Forsvarets egen viden som et alternativt til en ”Farum-model”, hvor alt er outsourcet og Forsvaret skal leve af, hvad man kan købe sig til i tillæg til, hvad FE kan levere.

Et andet område, der kan støtte Forsvarets vidensopbygning er en udvidelse og fokuseret brug af militærrådgivere og attacheer. Her kan det overvejes om det fortsat er hensigtsmæssigt at have størsteparten af Forsvarets attacheer og militærrådgivere placeret i europæiske hovedstæder. En attache eller militærrådgiver som har tilbragt en udstationeringsperiode i et af de forventet kommende konfliktområder, f.eks. som rådgiver for en subregional organisations reaktionsstyrker, vil være en god vidensbank at råde over forud for en dansk indsættelse eller dansk støtte til uddannelse af militærenheder i pågældende område. Det kan så anføres, at hver udsendt stabsofficer med familie koster, hvad der svarer til ca. to soldater i INTOPS. Den økonomiske belastning ved at stationere flere rådgivere og attacheer i udlandet er svær at anfægte, men her bør Forsvaret måske se lidt bredere, for er det kun i Forsvarets interesse at have flere militærrådgivere og attacheer i f.eks. Afrika, Asien og Mellemøsten? I lyset af den seneste udvikling med tættere samarbejde mellem Forsvaret og Udenrigsministeriet og andre støttende ministerier er det oplagt at se på om andre ministerier skal ”spytte i kassen”, hvis Forsvaret vil øge antallet af attacheer og rådgivere. Udover den viden som attacheer og rådgivere bringer hjem om andre kulturer og regioner, så kommer de også til at udfylde en vigtig rolle i fremtidens sikkerhedssamarbejde som en form for strategisk varsling ved ændringer, som er på vej i den pågældende region, hvor vedkommende attache eller rådgiver arbejder. En del af denne varsling varetages i dag af Danmarks ambassader, men produktet bliver næppe ringere af, at der gives mulighed for at lægge en militærfaglig side med ind rapporteringen.

 

Slutteligt vil det være en fordel, hvis støttestrukturen vænnes til at uddanne og udveksle viden med myndigheder og institutioner uden for Forsvarets ressort. Særligt på de højere officersuddannelser ses det at være et tiltag, der kan øge den generelle viden og være med til at vænne beslutningstageren og stabsofficeren til at søge information ved og arbejde sammen f.eks. Udenrigs- og Udviklingsministeriets rådgivere i et givent operationsområde. Herved vil den enkelte officers viden højnes, og en del af de kulturelle fordomme om militæret vil gradvis udviskes uden at Forsvaret af den grund mister sit særkende, retten til magtanvendelse.

Den operative struktur i Danmark er godt på vej til at opbygge et ”mindset”, der tilgodeser de nye krav til Forsvaret. Denne positive bevægelse bør man, her på tærsklen til at tænke tanker om et nyt forlig, understøtte ved at give støttestrukturen pålæg om og muligheder for at strukturere den eksisterende viden og opbygge og udvikle nye viden om den forventede områder for dansk militær indsats i fremtiden.


[2] APP-6 (2005):” The projection of military power over extended lines of communications into a distant operational area to accomplish a specific objective.”

[3] Se f.eks. FE trusselsvurdering 2006. Forsvarskommandoen laver også interne studier, som afdækker operative muligheder på de forskellige kontinenter. Endvidere kan nævnes ” Regeringens handlingsplan for terrorbekæmpelse”, ”Nye Mål, Regeringsgrundlag.”, ”EN VERDEN I FORANDRING - NYE TRUSLER, NYE SVAR”

[4] Med systemer menes alle typer ”enheder” som f.eks. etniske grupper, politiske partier, irregulære styrker, regulære miiltære styrker, civilsamfundsgrupper, embedsapparat, NGO’er, GO’er, IO’er, partnere, religiøse grupper, nabolande m.v. Generelt kan siges, at systemer består af: Objekter der vekselvirker og som har stærkere intern vekselvirkning end med omgivelserne.

[5] Lette kavaleri enheder (især opklaringsenheder) har traditionelt brugt anvendt det menige personels oprindelsessted som navn i stedet for efternavnet for at gøre førernes bevidste om, hvem der har lokalkendskab i de områder, enheden passerer.

[6] Afghanistan og Centralasien, Mellemøsten og Nordafrika samt Afrika syd for Sahara (primært Øst- og Vestafrika)

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra: militaert_tidsskrift_136.aargang_nr.2_2007_copy.pdf

 

Litteraturliste

Del: