The Insurgent Archipelago. From Mao to Bin Laden

Anmeldt af Michael Clemmesen

John Mackinlay. Udgivet af Hurst, London 2009. 292 sider. Paperback £16,99 fra Amazon.co.uk.

Mackinlays bog er velskrevet, dens centrale indsigt er logisk, velunderbygget og virker lige så nødvendig og befriende som den lille drengs umiddelbare konstatering af det indlysende, da han så den nøgne kejser: Hvad vores udsendte hærenheder i Afghanistan oplever og tidligere kom ud for i Irak er forbundet til problemerne med de uintegrerede 2.- og 3.-generationsimmigranter i vore europæiske hjemlande. Det er kun godt, ikke bestemt af logik eller højere magter, at vore Vesterbro-somaliere vælger at tage hjem til Mogadishu snarere end Kandahar for at hjælpe middelalderen tilbage på jorden.

Det forhold, at frustrerede indvandrerunge og yngre militante vender sig mod deres nye hjemlande og deres udenrigspolitik, har ført til, hvad forfatteren overbevisende beskriver som et globalt oprør, næret af medierne og konstant koordineret mellem fans og aktivister via internettet og sms-kæder. Selv de nyeste amerikanske og britiske doktriner for oprørsbekæmpelse er anakronistiske og kun begrænset anvendelige, fordi de ignorerer denne realitet ved helt at fokusere på det oversøiske indsatslands territorium. Virkeligheden må efter Mackinlays opfattelse nu forstås og accepteres uanset hvor politisk uhensigtsmæssigt det er at se virkeligheden i øjnene.

Forfatteren har samlevet med sit emne, siden han i 1964 startede som officer i 6. Gurkharegiment, det vil sige i en af den britiske hærs dedikerede lette COIN-enheder. Tyve år senere forlod han hæren og blev en akademiker, der støttede FN’s sikkerhedsråd med forskning i fredsbevarende operationer. Nu arbejder Dr. Mackinlay i War Studies Department ved King’s College, London med undervisning relateret til oprørskrig. Denne bog er resultatet af et forskningsprojekt støttet af British Academy. Den kan i øvrigt kun forstås som et indædt intellektuelt opgør med både spinformen og substansen af Blairs udenrigspolitik.

Efter sin indledning starter han med at beskrive Maos oprørsteori og den klassiske britiske doktrin for oprørsbekæmpelse, der med rødder i mellemkrigstiden blev udviklet i 1950-60’erne, og som med input fra franske erfaringer, amerikanske oplevelser i Vietnam og britisk læring i Nordirland stadig blev justeret efter de lokale omstændigheder. Forfatteren dækker det folkebaserede oprør og den modsvarende oprørsbekæmpelse inden for ét lands grænser med betegnelsen ”Maoisme”. Han beskriver de tidlige tegn på udviklingen af oprørs karakter i den primært irske og palæstinensiske anvendelse af spektakulære terrorhandlinger – Dådens Propaganda - og hvorledes denne udvikling blev ignoreret af næsten alle militære analytikere.

Derefter følger han udviklingen igennem de internationale fredsstøtteoperationer i 1990’erne, herunder på Balkan, hvor den centrale COIN-ekspertise forfaldt under presset fra kombinationen af svigtende klar tanke, manglende politisk vilje og militære organisationers kortsigtede og overfladiske opportunisme. Alle internationale og centrale nationale myndigheder overså, at den fredsskabende indsats grundlæggende var en kombination af oprørsbekæmpelse og retablering af statsstrukturer, en indsats der dog blev kompliceret af mængden af idealistiske og lidet klarttænkende aktører. Kun enhederne på stedet anvendte rutinemæssigt hensigtsmæssige rutiner fra den ignorerede doktrin. Mackinlay, der tidligere netop har skrevet om fredsstøtteoperationer, er også her befriende klar og overbevisende.

I bogens anden del analyserer forfatteren i tre fokuserede kapitler omhandlende ”Multiple Populations and Mass Communications”, ”The Migration Factor” og ”The Virtual Battlefield”, hvad han benævner ”Post-Maoisme”. Der er den nye type globale oprør, der herefter udnytter og overlejrer de traditionelle oprør, der til stadighed opstår rundt om i verden. Som forfatteren allerede beskrev det i sit 2005 Adelphi Paper ”Globalisation and Insurgency” fra The International Institute for Strategic Studies, betyder et stort antal staters hele eller delvise sammenbrud sammen med verdens økonomiske globalisering, at oprørsgrupper har let adgang til at udnytte deres landes resurser uden om regeringen. De kan kontrollere diamantminer og etablere narkotikaproduktion, bestikke det svage statsapparat og via verdens nye transportinfrastruktur drive selvstændig international handel med de illegale varer.

I diasporaen af muslimske immigranter i specielt de europæiske lande vokser grupperne af frustrerede utilpassede unge, primært mænd, der både har afvist deres forældres traditioner og religionsforståelse og værtslandets samfundsnormer. De har skabt en ny identitet på basis af en radikal islam-opfattelse og reagerede i Storbritannien i lokale uroligheder mod værtslandets myndigheder, allerede før den internationale udvikling efter den 11. september 2001 skabte en fascinerende ny ramme. Forfatteren medtager raceurolighederne i 1995 i Bradford til denne kategori. De motiveres efter angrebene på New York og Washington ikke af lokalt opnåelige mål, men af et utopisk håb om et fælles, anakronistisk, muslimsk samfund. De reagerer mod alt, hvad de kan se som angreb på muslimer og muslimsk land. Som andre oprørske unge af deres generation, herunder de rabiate globaliseringsmodstandere, inspireres, lever, opererer og koordinerer de på internettet. Som fodboldfans nyder et smukt mål, nyder de fremmedgjorte unge i nettets fællesskab videooptagelsen af et amerikansk, britisk eller dansk køretøjs udslettelse i en vejsidebombeeksplosion. De dramatiske billeder af succesrig vold eller fjendens magtanvendelse mod uskyldige udnyttes i ”Dådens Propaganda”. En del af de mest engagerede lader sig eventuelt rekruttere til aktiv uddannelse og virke som modstandsmand/terrorist eller martyr/selvmordsbomber for selv at kunne bidrage til sagen.

Kombinationen af deres utopiske mål, som man jo ikke kan forhandle sig tilrette med, og deres hurtige og flade organiseringsform og derigennem fleksible reaktionsevne gør det meget vanskeligt for regeringer med deres store, hierarkiske organisationer at tilpasse sig og reagere effektivt. Det var en observation, som oberst (USMC, ret.) Thomas X. Hammes allerede understregede i 2006 i ”The Sling and the Stone: On War in the 21st Century”, hvor han uden at placere formen som et nyt element i oprørskrigen karakteriserede den udstrakte anvendelse af medierne og nettets muligheder som et element ved ”fjerde generations krigsførelse”.

I Bogens tredje del beskriver Mackinlay, hvad hans erkendelse naturligt må betyde for USA’s henholdsvis europæiske landes prioriteringer i indsatsen mod det globale oprør. USA kan på grund af sin bedre integrerede immigrantbefolkning lettere gennemføre den oversøiske støtteindsats til stabiliseringen af oprørstruede regeringer i strategiske nøgleområder. Det er dog noget, som forfatteren reelt ikke ser som meningsfuldt. Han opfatter en kombination af militært disengagement fra verden, langmodig tolerance of appeasement som den logiske og hensigtsmæssige vej. Europæerne er efter forfatterens mening derimod tvunget til en hurtig tilbagetrækning fra, hvad han ser som en håbløs og oprørsprovokerende optræden for derefter at kunne bekæmpe og fjerne kilderne til den hjemlige del af det globale oprør. Uanset at Mackinlay bygger videre på de to foregående deles analyse af problemerne bliver det bogens klart svageste del, fordi han drevet af sin rene logik derefter kun ser det hjemlige oprør som et problem og bliver idealistisk isolationist, der kun ser verdens problemer gennem sit specialiserede, finslebne prisme. Han ser bl.a. ikke, at machokulturer med utopiske mål ikke nødvendigvis påvirkes til tilbageholdenhed af appeasement.

Det teoretisk-idealistiske prisme gør, at han ikke opfatter væsentlige forhold, der ikke passer ind i hans model, således også i behandlingen af det aktuelle oprør i Afghanistan, som derfor bliver overfladisk beskrevet. Han overser, at der ikke kun er tale om en blanding af lokale oprør med begrænsede mål og lokale og fremmede deltagere med ubegrænsede globale mål. Der er derudover også tale om en regional støttet radikal islamistisk oprørsindsats fra Pakistan, der naturligt bidrog og bidrager til de globale oprørselementers effektivitet og overlevelsesevne. Der findes her en radikal oprørsindsats med både lokale, regionale og globale mål, som i det sidste par år også er blevet vendt mod Pakistan selv og truer med at svække denne kernevåbenmagts sammenhængskraft yderligere.

Bogens analyse i den afgørende anden del ville kunne stå endnu stærkere, hvis forfatteren havde erkendt, at vi har oplevet et tidligere sådant utopisk motiveret globalt oprør, der havde diffuse ”øer” overalt i verden. Det var i perioden 1918-25, hvor venstresocialisternes mål i både Vesten og Sovjetunionen var hurtigt at fremkalde verdensrevolutionen. Datidens oprør udgjorde på grund af tidens sociale nød og virkningerne af den lige afsluttede verdenskrig en nok endnu mere alvorlig udfordring for samfundsstrukturerne i de europæiske lande. En analyse af årsagen, at man på trods af fortsatte dybe sociale skel og nød hurtigt fik stabiliseret udviklingen i de ledende vesteuropæiske lande, men så et andet forløb i Central-, Syd- og Østeuropa, ville måske have givet en bedre forståelse for rammerne for den fremtidige udvikling. Han kunne dog også i Storbritanniens disengagement fra interventionerne i Rusland efter 1920 have fundet et fortilfælde til den politik, han anbefaler i bogens tredje del.

Han kunne også i fairness over for amerikanerne have konstateret, at de i den faktiske indsats i 2007 i Irak erkendte den nye situation og bevidst etablerede et samarbejde med de lokale Sunni-oprørere mod repræsentanterne for det globale oprør.

En mindre indvending er, at forfatteren fortsat synes at tro, at Mao’s beskrivelse af sin oprørsindsats er andet end en myteskabende løgn. Det er dog kun et meget lille problem uden indflydelse på bogens argumentation, fordi det jo var Maos løgn, der virkede som inspiration og vejledning for både oprør og oprørsbekæmpelsen i den sidste halvdel af 20. århundrede.

Men til slut. Anmelderen er enig med den britiske hærs COIN-folk: Bogen er nødvendig læsning, selv den tredje del, da den tvinger den uenige læser til at søge kvalificerede alternativer.

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor artiklen kommer fra:

militaert_tidsskrift_139.aargang_nr.4_2011.pdf

Del: