"Insh'Allah - vil alting være godt i morgen” - om sprog og kommunikation i kulturmødet

Lise Paulsen Galal, lektor, ph.d., Institut for Kultur og Identitet, Roskilde Universitet, og Ehab Galal, adjunkt, ph.d., Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier, Københavns Universitet.

 

Hvad bruger mennesket sproget til? Når man stiller dette spørgsmål, er det  umiddelbare svar oftest: at kommunikere. Det lyder simpelt og ligetil, men er i  virkeligheden en temmelig kompleks affære. På den ene side betyder det  noget, hvad man kommunikerer om, med hvem og i hvilken sammenhæng. På den anden side bruger mennesket sproget til mere og andet end blot at  udveksle informationer, holdninger eller følelser. Det er gennem sproget, at  mennesket forstår og erkender verden. Samtidig bruger mennesket også  sproget til at skabe og forhandle identitet. Dét at kommunikere, at forstå og  erkende, samt at skabe identitet er forskellige men ofte samtidige fænomener,  hvilket gør sproget til et centralt men også komplekst redskab. Kompleksiteten bliver ikke mindre, hvis sproget anvendes i en samtale, hvor to eller flere parter taler forskellige sprog.   

Vi vil i denne artikel sætte fokus på nogle af de udfordringer, der knytter sig  til en samtale på tværs af forskellige sprog. En samtale på tværs af sprog  kræver, hvis parterne ikke selv er tosprogede, en tolk, der kan oversætte  mellem sprogene. Det føjer endnu et lag af kompleksitet til samtalen, fordi  samtalen er en igangværende begivenhed og derfor noget ganske andet end at  oversætte en bog eller anden skreven tekst, og fordi tolken dermed indgår som  en part i samtalen og medvirker til samtalens videre forløb.1 At skulle tolke en  helt almindelig hverdagssamtale kan være vanskelig nok. At tolke i forbindelse  med militære operationer i et andet land, gør det ikke mindre vanskeligt.   

I det følgende vil vi beskrive centrale elementer af denne skitserede kompleksitet for dermed at klarlægge aspekter af kultur‐ og sprogmødet, der  er væsentlige at være opmærksom på for den professionelle kommunikator.    

At oversætte hvad der bliver sagt
Det ville være nemt at oversætte, hvis et ord havde tilsvarende ord med  nøjagtig samme betydning på et hvilket som helst andet sprog, og hvis  sætninger på samme måde blot kunne oversættes mere eller mindre ord for  ord. Men som Google‐oversættelsesværktøjet viser, giver det sjældent mening  at oversætte på den måde. Selv om den enkelte sætning måske endda kunne  være heldig at indeholde nogenlunde de samme begreber på begge sprog, vil  den måske i virkeligheden rumme en helt anden betydning, hvis man så den i  sammenhæng med resten af samtalen. Det betyder ikke, at det ikke er vigtigt  at kende ordets betydninger på henholdsvis det ene og det andet sprog. Det er  tværtimod helt centralt at kende ordets mangfoldige betydninger på de  forskellige involverede sprog. Man kan sige, at det første element af  sprogforståelse handler om ordenes betydning. For at finde frem til, hvilken  betydning der så er den rigtige i den konkrete samtale, må man se på den  sproglige sammenhæng, hvori ordet indgår. Det er, hvad vi vil kalde det andet  element af sprogforståelsen, der handler om indsigt i de sociale og kulturelle  konventionelle måder at bruge begreber og ord på. Samtaleparter anvender  dog ikke altid ord og begreber på den konventionelle måde, men bruger dem  på deres egen måde knyttet til den kommunikative sammenhæng, altså den  konkrete samtale og målet med denne. Et tredje element af sprogforståelsen  er derfor evnen til at aflæse den kommunikative begivenhed. Denne tredeling  handler dermed om, at
• alle ord er på alle sprog flertydige 
• ord er knyttet til en social indlært forståelse og sprogbrug 
• ord gøres ”til vore egne”2       

Tredelingen kan illustreres med det arabiske begreb insh’Allah, som vi gør  det i bogen Goddag mand økseskaft.3 Begrebet anvendes i de fleste arabiske  lande som et hverdagsudtryk og betyder bogstaveligt oversat ’hvis Gud vil’  eller ’om Gud vil’. Men hvad bliver der egentlig sagt, når begrebet anvendes?  Tænker den, der taler, vitterlig på Gud og Guds almagt, hver gang hun eller han  bruger det? Ser vi på den socialt indlærte betydning, vil den mest udbredte  brug i mange arabiske lande snarere referere til betydningen ’forhåbentlig’ eller ’hvis alt går som planlagt’. ”Vi ses i morgen, insh’Allah” vil altså snarest betyde  ”Vi ses i morgen, forhåbentlig” eller ”Vi ses i morgen, hvis alt går som planlagt”.  Vil det så sige, at tolken blot kan vælge at oversætte begrebet med  ’forhåbentlig’? Man kan ikke være sikker på, at det vil være den mest nøjagtige  betydning. På den ene side kan man i mere religiøse kredse eller blandt  nyvakte muslimer opleve, at henvisningen til Gud faktisk er ment meget  bogstaveligt, og at de ønsker at understrege, at de lægger fremtiden i Guds  hænder. På den anden side kan man støde på mere kreativ og individuel brug.  Således har en arabisk‐dansk tolk fortalt, hvordan hans forældre brugte  begrebet over for sønnen, da han var barn, når de vidste, de ikke kunne opfylde  hans ønsker. ”Vi går i biografen i morgen, insh’Allah”, kunne de sige, vel  vidende at det næppe ville blive tilfældet. Med besværgelsen insh’Allah havde  de ligesom garderet sig. Resultatet for den voksne tolk var, at han ofte selv  brugte udtrykket bevidst ironisk, hvilket bl.a. kunne fremgå af tonefaldet. Disse  forskellige anvendelser giver altså begrebet ret forskellige og modsatrettede  betydninger. At kunne opfange disse nuancer i den praktiske sprogbrug  kræver, at tolken ikke kun besidder lingvistiske kompetencer, men også  pragmatiske og strategiske. 

Den lingvistiske kompetence refererer således til aspekter som betydning  (semantik), tekstsammenhæng, sætningsopbygning, orddannelse og  ordbøjning, lydopfattelse og udtale mv. Den pragmatiske kompetence  refererer til indsigt i sociokulturelle normer, sproghandlinger mv. Mens den  strategiske kompetence handler om af kunne anvende og gennemskue bl.a.  kommunikations‐ og indlæringsstrategier. Samlet set stiller dette meget store  krav til tolkens viden og indsigt i de sociale, kulturelle og politiske kontekster,  inden for hvilke der tolkes. Ligesom der stilles krav til tolkens evne til at  opfange og reflektere den individuelle pragmatiske og strategiske sprogbrug.     

At forstå verden
Som vi skrev indledningsvis, er sproget også menneskets redskab til at forstå  og erkende verden. Netop derfor har der været en tendens til at se på sproget  som kilde til særlige kulturelle erkendelser og forståelser af verden. I forhold til  det arabiske har der således tidligere været studier, der pegede på, at der var  aspekter ved sproget og sprogets struktur, der blev determinerende for den  arabiske tænkemåde og kultur. I en bog af Ralph Patai fra 1976, The Arab Mind,  karakteriseres araberens mentalitet ved hjælp af det arabiske sprogs  opbygning. I bogen argumenterer Patai for, at det arabiske sprogs retorik med  brug af ordsprog, fraser og metaforer, verbale udsagns fjernelse fra handlingen  og tidsbøjningens flertydighed er grundlaget for at karakterisere araberen som  én, der tænker i ekstremer, svinger mellem kontrolleret og ukontrolleret adfærd, skelner mellem tale og handling, samt foretrækker det ideelle frem for  det virkelige.4 Patais bog har, ikke overraskende, medvind i en tid, hvor den  arabiske muslim er blevet et udbredt politisk fjendebillede. I denne  sammenhæng er pointen, at måden at fremstille den arabiske mentalitet på  her udelukkende tager udgangspunkt i sproget som et ’lukket’ lingvistisk  system, der eksisterer isoleret fra sprogets konkrete anvendelse. Ud over at  sproget ikke fungerer isoleret fra praksis, er faren, at der ligger en indbygget  opfattelse af, at man ved at finde strukturer i sproget kan forklare og forudsige  handlinger. En konsekvens af at studere sproget som et sådant lukket system  er, at man sætter lighedstegn mellem sprog og kulturel mentalitet (se Karen  Risagers artikel). En anden konsekvens er, at man glemmer at interessere sig  for de pragmatiske og strategiske aspekter af samtalen.   

Pointen ved at inddrage Patai og kritikken af hans tilgang er at  understrege, at selv om sproget tilbyder menneskene specifikke begreber,  metaforer, synonymer, omskrivninger etc. til at erkende og forstå verden med,  skal disse ikke forstås som determinerende for menneskets erkendelse.  Sproget er for det første i konstant udvikling og for det andet ligger  betydningen af fx metaforen ikke alene i dens semantiske, men også i dens  pragmatiske og strategiske funktion.     

At forhandle identitet og magt
Parterne i en samtale tillægger ikke kun det talte betydning i forhold til  indholdet af de sagte ord. Og de praktiske funktioner af sproget kan ikke alene  reduceres til ’ren’ kommunikation eller udveksling af ord og informationer.5 Sprogets praktiske funktion er altid samtidig orienteret mod forholdet mellem  de talende parter og dermed mod sociale, politiske eller økonomiske  interesser.6 Et centralt element i enhver samtale er derfor de positioner, som  parterne gensidigt identificerer sig selv og modparten med. I en krigssituation  kan det være positioner som ’besætteren’, ’den besatte’, ’terroristen’,  ’befrieren’, ’civilist’, ’soldat’ etc. Men det kan også være positioner som  ’kvinde’, ’mand’, ’barn’. Sådanne positioner er ikke nødvendigvis objektivt givne, men kan forhandles, ændres og udfordres i løbet af en samtale.7 Måske  begynder samtalen eksempelvis som en samtale, hvor man gensidigt  anerkender hinandens position som soldat og civilist, men hvor positionerne  gradvist ændres til fx at handle om at være kristen og muslim, eller dansker og  iraker. Det vil sige, at der ud over indholdet er aspekter ved samtaleparterne,  som de selv tillægger betydning under samtalens forløb. På samme måde er  konteksten for samtalen af afgørende betydning. Der er således stor forskel på,  om den foregår under et formelt forhør eller under rekognoscering i en irakisk  landsby. 

Modpartens reaktioner og kommunikative strategier kan på den ene side  udspringe af faktorer, der er knyttet til den aktuelle konversation. Det kan være  relationen til den konkrete samtalepartner – eller ønsket om at skabe en  specifik relation – der bliver styrende for de kommunikative strategier. Man  kan tale om samtale‐interne faktorer, eller et mikroperspektiv på samtalen.8 På  den anden side kan modpartens kommunikative strategier være knyttet til  aspekter uden for selve konversationen. Med et sådant makroperspektiv på  samtalen, kan man pege på betydningen af magtrelationer mellem grupper,  der taler forskellige sprog, og de normative rammer, der bestemmer de  politiske, sociale, kulturelle og økonomiske forhold i det pågældende samfund.   

I det tilfælde hvor samtalen foregår mellem repræsentanter for  henholdsvis lokalbefolkningen og en fremmed militærmagt, vil det være svært  helt at se bort fra makroperspektivet. Ofte vil denne magtrelation være den  centrale kontekst for samtalen, fx i forbindelse med forhør eller  rekognoscering. Men selv hvor samtalen er privat og egentlig ikke udspiller sig i  kraft af positionerne som civilist og soldat, vil også denne samtale ofte risikere  konstant at blive evalueret af samtaleparterne på grundlag af magtrelationen i  et makroperspektiv. Der sker dermed ofte forskydninger mellem mikro‐ og  makroperspektiv, hvor kommunikationen kan ændre karakter afhængig af, om  parterne positionerer hinanden på baggrund af faktorer knyttet til selve  samtalen eller faktorer, der ligger uden for den konkrete konversation. 

Med denne opmærksomhed på identitet og magt kan vi inddrage brugen  af metaforer og ordsprog som pragmatiske og strategiske redskaber. I Egypten fortalte en egyptisk kristen mand, hvordan den lokale præst havde reageret, da  han blev konfronteret af sin sidemand i bussen, der forsøgte at få ham til at  tage entydig stilling til islam. Præsten havde svaret med en kort fabel‐lignende  historie, som ikke direkte besvarede sidemandens spørgsmål, men som betød,  at præsten beholdt sin integritet. At bruge anekdoter, metaforer, fortællinger  er en strategisk måde at undgå direkte konfrontation og kan derfor være et  redskab i relationer, der er defineret ved at være magtmæssigt ulige. Når folk  ikke svarer direkte på et spørgsmål, er det altså ikke nødvendigvis, fordi de ikke  har forstået spørgsmålet. Det kan være en strategisk måde at undgå konflikt  og/eller en måde at opretholde sin personlige integritet.   

På samme måde kan man fra den magtfulde parts side have forskellige  intentioner med samtalen, hvorved man må overveje, hvilke kommunikative  strategier, man anvender. Der er stor forskel på, om intentionen er at  opretholde sin magtposition og måske endda anvende den som grundlag for at  få informationer, eller om intentionen er at skabe en mere ligeværdig dialog. I  forbindelse med Mohammed‐karikatursagen havde det således været relevant  for det danske udenrigsministerium i sin henvendelse til arabiske lande og  befolkninger at medtænke intentionen. Det samme gælder, når danske  soldater befinder sig i andre lande. Her kan vi med fordel vende tilbage til de  kulturelle konventioner for betydning, hvor det samme ord kan have helt  forskellige konnotationer i en henholdsvis dansk og arabisk samfundsmæssig  kontekst.     

Kommunikationsstrategier
Brugen af metaforer, lignelser, anekdoter etc. kan, som antydet, ses som en  særlig argumentationsstrategi. I det hele taget kan der være mange afgørende  aspekter under kulturmødet, der ikke knytter sig til ordenes betydning, men til  selve måden at kommunikere på. Forskningen i interkulturel kommunikation  har bl.a. peget på forskellige måder at udtrykke enighed og uenighed,  forskellig forståelse af tonefald og intonation, forskellige måder at nærme sig  problemer på, forskellige måder at etablere sammenhæng i talen på,  forskellige høflighedskonventioner, forskellige opfattelser af det rigtige  tidspunkt at tage ordet på i løbet af samtalen og forskellige  argumentationsstrategier.9 Vi skelner i det følgende mellem tre  argumentationsstrategier, hvoraf den ene rummer brugen af lignelser ol.:
• Pseudo-logisk, som er en dagligdags udgave af formel logik. Metoden er at  argumentere rationelt overbevisende.
• Præsentationel, som bygger på modpartens inddragelse og engagement.  Metoden er at overbevise ved at bevæge modparten følelsesmæssigt. Det  er derfor en subjektiv og associerende argumentationsstrategi.   
• Ontologisk, som fremkalder traditionel eller normativ viden, fx i form af  historier eller analogier. Metoden er at overbevise ved at belære og minde  om gældende værdier, og ved at få modparten til at forbinde situationen  med tidligere begivenheder. Man kan kalde det en metafysisk, filosofisk  eller historisk argumentationsstrategi.10   

Som allerede antydet, må også valget af kommunikationsstrategi ses i  forhold til den konkrete samtale, og vurderes ud fra parternes indbyrdes  relation og intention med samtalen. Der eksisterer i Vesten en forståelse af  vestlige lande som eksponenter for en logisk tænkemåde og derfor også som  folk, der primært gør brug af rationelle argumenter i modsætning til andre dele  af verdens langt mere følelsesmæssige og traditionelle argumenter.   

Ser man nærmere på de tre argumentationsstrategier, er det for det første  muligt at konstatere, at alle tre argumentationsstrategier findes i alle lande.  Der kan derimod være uenighed om, hvilken argumentationsstrategi der er  passende i hvilken sammenhæng. Henvisninger til givne religiøse værdier vil fx  i Danmark være på sin plads i kirken, men ikke i klasseværelset. Der er således  lande (både vestlige og ikke‐vestlige), som i langt højere grad, end det er  tilfældet i Danmark, vil acceptere en argumentation med henvisning til religion  i det offentlige rum. Det gælder således diskussionen om abort i USA.   

For det andet kan man pege på, at forståelsen af, hvilke strategier der er  legitime at anvende hvor og hvornår, synes at forskydes over tid. Således synes  den præsentationelle argumentationsstrategi i perioder at blive opmuntret af  medierne, der ofte hellere vil høre om politikernes følelser end deres rationelle  argumentation for en løsning på et bestemt problem.  

For det tredje kan man pege på, at det ofte vil være grupper drevet af en  stærk ideologi, tro eller politisk overbevisning, der gør brug af den ontologiske  argumentationsstrategi.11 Det kan være religiøse fundamentalistiske grupper,  overbeviste partisoldater, terrorgrupper eller populistisk nationalisme, der alle  trækker på deres ’sandheder’ om, hvordan verden er og bør være. Mange krige  er blevet udkæmpet ved hjælp af ontologiske argumenter. I krige forbindes fjenden ofte med historiske begivenheder, der fremhæves i den aktuelle  situation og bruges til at retfærdiggøre fortsat konflikt. Ikke blot gøres jord og  territorium til en hellig størrelse, en overhistorisk sandhed, men også ideer om  universelle menneskerettigheder, frihed og retfærdighed kan ende som  ontologisk argumentation for og legitimation af konflikt. I sådanne situationer  bliver sandheden universel, enten fordi den fremstår stærkt ideologisk eller  som givet af Gud og derfor ikke noget, man kan diskutere rationelt eller  logisk.12     

Det er altså muligt at argumentere for, at de tre argumentationsstrategier  anvendes i de fleste samfund. Der er også forskellige konventioner for, hvornår  og i hvilke sammenhænge det er legitimt at anvende dem. Hovedpointen er  dog, at selv om en strategi ikke anvendes i overensstemmelse med  konventionen, kan man ikke være sikker på, at det er fordi den pågældende  ikke kender konventionen. Tværtimod kan der være en strategi i at anvende en  ’ikke‐passende’ argumentationsstrategi. Det kan være en måde at opnå den  magt over samtalen, som den ’passende’ argumentationsstrategi ikke ville give. Fx hvis man ud fra logiske og rationelle argumenter ved, at man har en  dårlig sag; men hvor man med den præsentationelle eller ontologiske  argumentationsform gør det svært for modparten at modargumentere.     

En samtale mellem tre parter
Vi tog udgangspunkt i en samtale på tværs af to sprog med en tolk som  formidler. Som vi har peget på, stiller det store krav til tolkens lingvistiske,  pragmatiske og strategiske kommunikative kompetencer og viden. Der indgår  dog endnu et aspekt i den tolkede interkulturelle samtale, som vi endnu ikke  har berørt. Det er spørgsmålet om tolkens rolle i samtalen.   

Når en samtale foregår gennem en tolk, er det en samtale, der som  minimum involverer tre personer eller parter i samtalen. Uanset potentielle  idealer om at tolken bør være et spejl, en neutral og upåvirkelig oversætter,  usynlig og distanceret, deltager tolken i samtalen. Det er derfor vigtigt i  evalueringen af tolkede samtaler at medtænke tolken som deltager før, under  og efter samtalen. Også hvis tolken rent faktisk ikke forventes at være neutral,  men tildeles rollen som den ene eller anden parts talsmand, advokat eller  forlængede arm, så påvirker tolken samtalen.13 Man skal derfor være varsom  med at sammenligne den tolkede samtale med en ’normal’ samtale mellem to  personer, der taler samme sprog. Tolkesamtalen er ikke en forvrænget udgave  af den ’normale’ samtale, men en samtale af en helt anden karakter. Og uanset idealerne påvirker tolkens tilstedeværelse samtalens forløb. Ligesom  samtaleparterne indbyrdes tillægger hinanden intentioner og identiteter,  således tillægges og tillægger tolken også de andre deltagere intentioner og  identiteter. Derfor indgår tolken med sin fortolkning og oversættelse af  samtalen også som direkte deltager, idet oversættelsen ikke blot er de to  parters forståelser omsat til et andet sprog. Oversættelsen er også et resultat  af tolkens sproglige socialisering, identitet og omverdensforståelse.   

At tolken på denne måde indgår, betyder ikke, at man ikke kan operere  med idealer om neutralitet. Pointen er snarere, at man for det første må gøre  det klart, hvad tolkens rolle i samtalen er. Hvis tolken har rollen som den ene  parts forlængede arm, er det væsentligt at være opmærksom på dette i forhold  til intentionen med samtalen. For det andet er det relevant at være klar over, at  uanset hvilken opfattelse tolken selv eller den institution, i hvis regi samtalen  finder sted, har af tolkens rolle, vil denne opfattelse ikke nødvendigvis falde  sammen med modpartens. Denne vil derfor kunne agere ud fra opfattelsen af,  at tolken ikke er neutral. Alt andet lige vil dette være tilfældet i forbindelse  med militære operationer, hvor tolken af de civile vil blive anset for en af ’dem’  (militæret, invasionsstyrken, besætterne), og hvor det at skelne mellem ’os’ og  ’dem’ vil være en styrende præmis for kommunikationen. At tolken påvirker  samtalen, betyder for det tredje, at det bliver ekstra vigtigt for tolken at være  bevidst om egne sproglige og kulturelle forståelser og fordomme. Denne  refleksionsevne er forudsætningen for, at tolken ikke tolker blindt ud fra egen  opfattelse af virkeligheden, men kommer så tæt som muligt på  samtaleparternes opfattelse og forståelse.     

Konklusion
Ud over de nævnte er det muligt at pege på en række andre aspekter, der  påvirker kommunikationen under kulturmødet. Det kunne være betydningen  af non‐verbal kommunikation, stereotyper og fordomme, ligesom også  sproglige konventioner i de institutionelle sammenhænge, hvor kulturmødet  finder sted, kan spille en central rolle for kommunikationen. Vi har imidlertid  valgt at fokusere på, hvordan kommunikationen ikke kan sættes på formel. Af  samme grund er det ikke muligt på forhånd at sige, hvad der sker i en samtale  mellem fx en araber og en dansker. Det er det ikke, fordi sprogets betydning  først bliver bragt i spil i praksis. Først i den konkrete situation er det muligt at  vide, om den enkelte bruger sproget på den konventionelle måde, som i øvrigt  også altid er under forandring, eller om han eller hun bruger det kreativt og  individuelt. Det er også først i den konkrete samtale – i samspillet mellem dens  deltagere, samtalens emne og sted – at man kan begynde at afkode  kommunikative strategier. Således bliver det evnen til at aflæse den enkelte kommunikationssituation, der gør tolken til en god tolk – foruden naturligvis  sprogbeherskelse på højt niveau.   

 

Noter
1Cecilia Wadensjö, Interpreting as Interaction. On dialogue‐interpreting in  immigration hearings and medical encounters. Communication Studies,  Linköping University, 1992.

2 Mikhail Bakhtin, Speech Genres and Other Late Essays. C. Emerson & M.  Holquist (eds.). Austin, Texas: University of Texas Press, 1986. Lise Paulsen  Galal og Ehab Galal, Goddag mand økseskaft. Samtale gennem tolk.  København: Mellemfolkeligt Samvirke, 1999, p. 104. 

3 Galal og Galal, ibid., p. 110‐111. 

4 Galal og Galal, ibid., p. 97. For kritik af Patai, se også Bodil Selmer, ”Fikseret i  tid – homogeniseret i rum” i TfMS, Tidskrift för Mellanösternstudier, nr. 1, 1995. 

5 Pierre Bourdieu, Distinction. A Social Critique of the Judgement of Taste.  London: Routledge, 1994 (1979). 

6 Galal og Galal, op.cit., p. 111‐112.

7 Rom Harré og Luk van Langenhove, “Introducing Positioning Theory” i Rom  Harré og Luk van Langenhove (eds.), Positioning Theory: Moral Contexts of  Intentional Action. Malden, Massachusetts: Blackwell Publishers, 1999, p. 14‐31. 

8 For mikro‐ og makroperspektiver på samtalen, se Jens Norman Jørgensen,  “Children’s acquisition of code‐switching for power wielding” i Peter Auer (ed.),  Code‐switching in conversation. Language, interaction and identity. London:  Routledge, 1998

9 Galal og Galal, op.cit., p. 117. John J. Gumperz, T.C. Jubb og Celia Roberts,  Crosstalk. The National Centre for Industrial Language Training, 1979. 

10 Galal og Galal, op.cit., p. 123. 

11 Helle Lykke Nielsen, ”Omgangsformer, samtale og magt i interkulturel  kommunikation” i Iben Jensen og Hanne Løngren (red.), Kultur og  kommunikation – interkulturel kommunikation i teori og praksis. København:  Samfundslitteratur, 1995.  

12 Galal og Galal, op.cit., p. 124.   

13 Wadensjö, op.cit.

 

Litteratur
Mikhail Bakhtin, Speech Genres and Other Late Essays. C. Emerson & M.  Holquist (eds.). Austin, Texas: University of Texas Press, 1986. 

Pierre Bourdieu, Distinction. A Social Critique of the Judgement of Taste.  London: Routledge, 1994 (1979). 

Lise Paulsen Galal og Ehab Galal, Goddag mand økseskaft. Samtale gennem  tolk. København: Mellemfolkeligt Samvirke, 1999. 

John J. Gumperz, T.C. Jubb og Celia Roberts, Crosstalk. The National Centre for  Industrial Language Training, 1979.   

Rom Harré & Luk van Langenhove, “Introducing Positioning Theory” i Rom  Harré & Luk van Langenhove (eds.), Positioning Theory: Moral Contexts of  Intentional Action. Malden, Massachusetts: Blackwell Publishers, 1999, p. 14‐31. 

Jens Norman Jørgensen, “Children’s acquisition of code‐switching for power  wielding” i Peter Auer (ed.), Code‐switching in conversation. Language,  interaction and identity. London: Routledge, 1998. 

Helle Lykke Nielsen, ”Omgangsformer, samtale og magt i interkulturel  kommunikation” i Iben Jensen og Hanne Løngren (red.), Kultur og  kommunikation – interkulturel kommunikation i teori og praksis. København:  Samfundslitteratur, 1995. 

Bodil Selmer, ”Fikseret i tid – homogeniseret i rum” i TfMS, Tidskrift för  Mellanösternstudier, nr. 1, 1995. 

Cecilia Wadensjö, Interpreting as Interaction. On dialogue‐interpreting in  immigration hearings and medical encounters. Communication Studies,  Linköping University, 1992.  

 

 

PDF med originalen af Militært Tidsskrift hvor denne artikel er fra:
PDF icon militaert_tidsskrift_138.aargang_nr.4_2010.pdf

Litteraturliste

Del:



Der er i øjeblikket ingen kommende arrangementer.

Næste arrangement er under udarbejdelse, og vil blive lagt op hurtigst muligt.