Individet og systemet - anmeldelse

Eggert Petersen : Individet og systemet. Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck, København 1968. 203 sider.

Mentalhygiejnikeren Eggert Petersen har samlet kron ikker og artikler skrevet i årene 1955-68 i den foreliggende bog, der bærer vidne om forfatterens dybe personlige engagement i trivselsproblemet. Med trivsel mener forfatteren »den grad i hvilken totaliteten af individets behov eller forventninger - bliver tilfredsstillet af omverdenen«, og han hævder, at man bør anskue samspillet mellem individet og systemet ved en trivselsbetragtning, d. v. s. ud fra individets synsvinkel, og ikke ved en tilpasningsbe tragtning, d. v. s. ud fra systemets synsvinkel. Vi kan ikke afskaffe systemerne - samfundet er nu engang blevet et systemsamfund - men vi kan »sætte individet i centrum og kræve tilpasning af systemerne, så individerne kan trives i dem«. »Masseoprøret uden for systemet« kan til en vis grad råbe systemerne op, men forfatteren mener, at effekten vil være langt større og måske mere holdbar, »hvis masseoprøret uden for systemet blev fulgt op af individets konstruktive oprør inden for systemet«. Med det konstruktive oprør mener forfatteren noget så fredeligt som »fremføring af kritik imod systemer, som man selv tilhører«.

Ud fra disse synspunkter behandler forfatteren »kultursystemet, retssystemet og samfundssystemet, som vi jo alle tilhører eller er underkastet«, samt to særlige systemer, som han »personligt har haft med at gøre: det militære system og »mit« politiske system«. (Det er Socialdemokratiet). Endelig er der et afsnit om NATO-systemet.

Ganske enkelte af bogens artikler er værd at læse, men størsteparten er i deres døgnpolemiske, overfladiske og demagogiske form ikke af karat t il at retfærdiggøre genoptryk i bogform. De sikkerhedspolitiske betragtninger i NATO-afsnittet er for størstepartens vedkommende direkte dilettantiske. Forfatteren burde med udgangspunkt i artiklernes grundtanker og med udfoldelse af al sin selvkritik og åndelige disciplin have kondenseret, hvad han har på hjerte. Der kunne, vil jeg tro, være kommet ca. 25 sider god læsning ud af det.

Lad mig knytte nogle mere principielle betragtninger til forfatterens grundideer. Forfatteren er ny-utilitarist og kalder lykken for trivsel. Trivsel er efter hans opfattelse ikke blot et middel til at opnå f. eks. øget produktivitet eller effektivitet, men »må tillægges en værdi for sin egen skyld«.  At være trivsels-profet er en etisk holdning, man har lov t il at have. Men det er ikke en videnskabelig holdning. Det ved forfatteren godt, men for at undgå misforståelser hos godtfolk, burde han nok sige det tydeligere.

Konflikterne med rod i på den ene side mennesket som individ, på den anden side mennesket i samspil med andre, d. v. s. som samfundsvæsen, er en ældgammel problemstilling. »At sætte individet i centrum« er renæssancens vurderende nyformulering af problemets løsning, som forfatteren kombinerer med sit ny-utilitaristiske evangelium. Han skylder nok en begrundelse i form af en vurdering af de idémæssige og filosofiske strømninger fra renæssancen til nu. At vurderingen skal foretages på grundlag af vor tids sociale virkelighed og med inddragelse af den erkendelse, vor tids videnskab kan præstere, siger sig selv. Forfatterens og min holdning t il de af ham behandlede problemer differerer i nogle henseender vistnok ikke meget. Men hvis han med sin missionerende virksomhed vil opnå at omvende de vantro og ikke blot bekræfte de troende i troen, må han aflægge sin vælgermøde- og missionshusfacon til fordel for en videnskabelig og filosofisk argumenterende metode.

Nils Berg

PDF med original udgave af Militært Tidsskrift, hvor denne artikel er fra: PDF icon boeger_-_anmeldelser_41969.pdf

Del: