Imperialism at Sea. Naval Strategic Thought, the Ideology of Sea Power and the Tirpitz Plan, 1875-1914

Anmeldt af Michael H. Clemmesen

Rolf Hobson: ‘Imperialism at Sea. Naval Strategic Thought, the Ideology of Sea Power and the Tirpitz Plan, 1875-1914’. Udgivet i serien ’Studies in Central European Histories’ af Brill Academic Publishers, Boston og Leiden 2002, 358 sider, 131,50 EUR fra Amazon.de.

Foto: tnz.org

Da andre har dækket de sidste godt ti år før krigen, lægger Hobson sin vægt i årene op til og omkring århundredeskiftet. Han beskriver kort den tyske flådes forvandling til og videre fra at være en moderne kystforsvarsstyrke. Værnet fik med det tyske imperiums industrialisering og økonomiske specialisering indledningsvis en stigende interesse for at opbygge en moderne styrke af krydsere. Som for andre lande betød den tyske industrialisering en stærkt voksende afhængighed af føde- og råvareimport. Krydserne kunne beskytte søhandlen og den hurtigt voksende tyske handelsflåde.

Flåden blev under ledelse af generalerne von Stosch og senere Caprivi udbygget som et integreret instrument i landets krigsforbedelser mod Frankrig og senere også Rusland.

Efter en årrække med ressortstrid mellem flådeministeriet og den operative chef og kejserens indblanding i alle detaljer blev værnet forvandlet under Alfred von Tirpitz ledelse til en massiv slagskibsflåde. Det var en styrke, der havde sin hovedrolle i fredstid. Her skulle den være et overbevisende synligt symbol på Tysklands uafviselige satsning på at blive en af fremtidens få dominerende verdensmagter, en udfordring af det vigende britiske imperium. Forvandlingen fra en ’prøjsisk maritim skoles’ operativt funderede logik og ramme til en sømagts-imperialistisk ’tysk maritim skole’ skete, da Tirpitz i 1894 havde læst Mahan og absorberet dele af amerikanerens ideer. 

                             Det er Hobsons hovedtese, som han med overbevisende grundighed og troværdighed dokumenterer, at ’Tirpitz-planens’ ’Risikoflåde’ af slagskibe blev opbygget til en størrelse, der ville være uden operativ logik i en krig mod England. Styrken var, hvad man kunde kalde en ren, tom ’macho-gestus’. Flådens størrelse skulle i ’City’s’ øjne gøre det nødvendigt at acceptere Tysklands ’Plads i Solen’, da en krig med denne styrke ville fremkalde massive økonomiske tab. Tirpitz gik ud fra, at den britiske regering handlede, som City befalede.  

                             Bogen er imidlertid samtidig en enestående klar gennemgang af udviklingen af sømilitær professionalisme og ideologi i perioden. Ud over den ’prøjsiske’ gennemgås også den franske ’Jeune École’ og udviklingen af ’Blue Water’ tænkningen i Storbritannien før og efter Mahans inspiration.

                             På overbevisende måde sammenholdes de på mange måder parallelle forløb i USA og Tyskland, hvor man i modsætning til i Frankrig og specielt Storbritannien basere flådeudviklingen på et teoretisk konceptgrundlag og formel videregående uddannelse af karriereofficerer. I Tyskland med udgangspunkt i Alfred Stenzels lektioner og skrifter på Marine-Akademie, der i meget stor udstrækning var baseret på samtidens tyske læsning af Clausewitz’ erfaringsekstrakt fra Napoleonskrigene. I USA med udgangspunkt i Alfred Thayer Mahans lektioner på det lidt senere etablerede U.S. Naval War College, lektioner, der blev inspireret af Henri Jominis tolkning af samme krige. 

Hobson inddrager til stadighed den internationale sædvane og ret vedrørende søhandel under krige i sin analyse. Han forklarer, hvorfor det syntes næsten umuligt for den tyske flåde at forstå og udnytte den fælles interesse, der i krige, som ikke afgørende udfordrede magtbalancen i Europa, var mellem neutrale magter og den maritimt svageste part i konflikten.

                             I sammenfatning og konklusion viser Hobson, at der ikke var en fundamental forskel mellem udviklingen i Tyskland og sammenlignelige fastlandsmagter som Rusland og Østrig-Ungarn. Alle tre magter anvendte uden noget grundlag af strategisk logik massive ressourcer på at bygge slagskibe i det sidste årti før krigsudbruddet, ressourcer der ikke mindst i Rusland undergravede mulighederne for at gennemføre helt afgørende nødvendige forbedringer af landstyrkerne efter nederlaget til Japan i 1905. Det eneste element, som gjorde situationen Tyskland anderledes, var Tirpitz. Den tyske kejser tillod, i lang tid uden modstand fra hærens side, at én meget viljestærk person fik den helt afgørende indflydelse i begge de to afgørende årtier før krigen.

Både i indledningen og afslutningen diskuterer Hobson de mulige kilder til rustningskapløb for måske at kunne uddrage generelle konklusioner af slagskibskapløbet op mod 1. Verdenskrig. Det var jo ikke den sidste gang, at den militære logik bag et kapløb var sekundært i forhold til symboleffekten. Kompleksiteten i det billede, som bogen tegner, undergraver dog muligheden for at drage simple konklusioner.

                             Som understreget i indledningen: Fremragende bog, der tilføjer så mange nye nuancer, at man som læser med sags- og periodekendskab til stadighed udfordres i sine forudfattede opfattelser.

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

militaert_tidsskrift_135.aargang_nr.1_2006_1.pdf

Del: