Ildledelse

Oberstløjtnant E. Sverre Hansen, m ajor /. F. Olesen og m ajor G. Rose Hansen, Nørrejyske Artilleriregiment, gennemgår her bestemmelserne for ildledelse og peger på en række forhold, som bør ofres mere opmærksomhed i forbindelse med uddannelsen i denne disciplin

 

Generelt
1. Ildledelse er beskrevet i Artilleriets kampforhold, pkt. 385-392 (ref. c) - men uden en egentlig elementær definition. Her er det hensigten at anvende udtrykket med følgende indhold:
- Ildledelse er en styringsproces.
- Den foregår på alle niveauer fra DIV-UAFD.
- De komponenter, der skal styres, er: Direkte skydende våben (KVG, TOW, DYKN). Indirekte skydende våben (ART, TMT). Fly (Close air support).
- Rollerne i styringsprocessen er: Føreren (CH, OO). Artilleristen (DAO, BAO, BC, OBO). Flyveren (ALO, FAC).
I det efterfølgende afgrænses emnet imidlertid til artilleri ved at udelade TMT og fly, samt ved primært at focusere på problematikken på BTN-KMP niveau.

2. Ildstøtteplanen (OBEF) danner grundlaget for ildledelsen, derved at den for hvert niveau (BDE, BTN, KMP) fastsætter: Komponenterne (til rådighed). Beføjelserne (graden af rådighed). Ildstøtteplanen videreudvikles ved KMP og BTN, hvor den (i relation til hindreplanen) udmøntes i ildplaner.
3. Ildledelsen begynder, når kampen begynder. Det første moment i ildledelse er derfor: Styring af ildåbning. Heri ligger en særlig, afgrænset problematik, som det ikke er hensigten at komme ind på her. Efter ildåbning vil ildledelsen bestå i en kontinuerlig anvendelse af »Komponenter« og »Beføjelser« i overensstemmelse med og betinget af situationens udvikling. Dette udmøntes i:
- Gennemførelse af ildplaner (helt eller delvis).
- Improviserede skydninger (lejlighedsmål).
Herefter er ildledelsens elementer:
Komponenter (ild).
Beføjelser (støtteforhold).
Ildplansskydning. Improviseret skydning.
 
Kapacitet
4. Vedrørende ildplansskydninger og improviserede skydninger er det nødvendigt at konkretisere kapaciteten, d.v.s. antallet af skydninger, som kan forventes udført inden for en given tid (kampfase). Grundproblemet i udøvelse af ildledelse er nemlig: Ildens utilstrækkelighed eller manglende kapacitet. I denne fremstilling vælges artilleriets kapacitet illustreret ved antallet af skydninger, som kan være til rådighed for BDE - BTN - KMP inden for en given tid.
 
5. Som tidsenhed vælges Vi kamptime (intensiv kamp). Der forudsættes følgende optimale skydebetingelser:
- Virkningsskydning uden indskydning.
- Non-stop skydning.
- Kun 2 lag pr. skydning.
- Alle skydninger er AFD-mål.
Under disse omstændigheder forudsættes en AA i V2 kamptime at kunne præstere:
8 ildplansskydninger (målliste), eller
5 improviserede skydninger, eller
6 »blandede«, d.v.s. 3 skydninger af hver type.
I det efterfølgende ansættes kapaciteten (optimistisk) til 6 skydninger pr. AA i ¥ 1 kamptime.
 
6. Hvis en BDE nu har rådighed over ilden fra to AA, vil der være 12 afdelingsskydninger til rådighed for BDE i den omhandlede V2 kamptime. Ildledelsen ved BDE består da i at fordele disse 12 skydninger mellem BTN. Og afhængigt af denne fordeling består ildledelsen ved BTN i at fordele fra 0-12 skydninger mellem KMP. Og tilsvarende består ildledelsen ved KMP i at fordele et antal skydninger mellem DEL.
7. Kriteriet for denne fordeling (læs: prioritering) af skydninger til dispositionsenhederne er hensigten om tyngdedannelse med ilden. Det egentlige mål for ildledelsen skal være at realisere TYNGDEN i ildens anvendelse. Ildledelse er derved midlet til virkeliggørelse af det tredie af krigsføringens grundprincipper, jf. Feltreglement I, pkt. 104 c (ref. a) og De pansrede bataljoner, pkt. 306 og 351 B (ref. b).
 
8. I ildledelsen er der to elementer til rådighed for etablering af tyngden. Indtil indførelsen af datamater på artilleriets skydecentraler gælder der en grænse for antallet af forberedte skydninger, som en AA kan vedligeholde og administrere. I ildplanlægningen ved BTN og BDE udmøntes ildledelsen derfor bl.a. i en fordeling (prioritering) af det rådige antal forberedte skydninger imellem BTN og KMP - og derved fastlæggelse af en vis tyngde. Senere, under kampen, er det disponering af FORRET til ilden, der bliver ildledelsens vigtigste middel for tyngdedannelse. Forvaltningen af forret til ilden fremtræder som et middel i ildledelsen til at realisere artilleriets særlige evne til hurtigt at koncentrere ilden (skabe tyngde) og hurtigt at forlægge koncentrationen (tyngden) over store afstande i både bredde og dybde (jf. ref. a og ref. b samt ref. c, pkt. 108 og 121). Dette er den egentlige udfordring til ildledelsen. Tildeling af forret repræsenterer engros-salget af skydninger, hvorefter detail-salget forvaltes af forretsenheden.
 
Forret
9. Dette rejser et spørgsmål om, med hvilken frekvens det vil være realistisk at »jonglere« med forretten (flytte tyngden) imellem dispositionsenhederne. Så længe kampen ikke er mere intensiv, end at skudordrer stort set kan effektueres i samme takt, som de indløber, ses der ikke noget grundlag for beslutning om tyngde eller forret. Et efterslæb af skudordrer (kødannelse) er heller ikke i sig selv et kriterium for fastlæggelse af tyngde eller forret. Yderpunkterne i dette er, at efterslæbet enten fordeler sig ligeligt på dispositionsenhederne eller koncentrerer sig om en af dem (som så også vil få ild). Kriteriet for fastlæggelse af tyngde og forret synes bedst at kunne fremstå af en vurdering af TRUSLEN ved dispositionsenhederne. Denne trusselsvurdering vil primært bero på dispositionsenhedernes egne meldinger om og beskrivelse af den lokale trussel. En antydning vil imidlertid forlods afspejles allerede i planlægningsfasen (manøvreidé, ildstøtteplan og ildplaner).
 
10. Konklusionen er, at fastlæggelse af tyngde og forret vil bero på anmodning fra dispositionsenhederne. Heraf følger, at et centralt element i ildledelsen ved BTN og KMP vil være at opnå forret og dermed sikker rådighed over ild. Fastholdelse af forretten i tid vil derefter være det som betinger, om der også bliver reel tyngde i ilden. Rytmen i ændring af forret bestemmer således graden af tyngdedannelse. Dette synes at antyde, at frekvensen i princippet bør være lavest på BDE niveau og efter omstændighederne stigende via BTN til KMP. Heri ligger, at »kampen« om forret til ilden bliver en særligt livlig funktion ved DEL, KMP og BTN. Når det betænkes, at der fra én AA er cirka 6 skydninger til fordeling inden for Vi kamptime, fås derved yderligere et indtryk af tidsdimensionen, når tyngdedannelse skal udvirkes igennem tildeling af forretten til ild.
 
BTN niveauet
11. Det vil nu være relevant nærmere at analysere indholdet af ildledelsen ved en BTN inden for Vi kamptime, når BTN har forret til ilden. Udgangspunktet er, at 6-12 skydninger skal fordeles imellem 3 (4) KMP - som henholdsvis ildplansskydninger og improviserede skydninger. Disse 6-12 skydninger repræsenterer i gennemsnit 2-4 skydninger pr. KMP og derved max. 1-2 skydning pr. DEL. Da forudsætningen er intensiv kamp, må det antages, at behovet for ild vil overstige værdien af 1-2 skydninger pr. DEL inden for Vi time.
 
12. Der må derfor forudsættes en »kamp« om forret til ilden, ved KMP en kamp imellem DEL og ved BTN en kamp imellem KMP. Dommerne i denne kamp om forretten er KC (OBO) henholdsvis BTNCH (BC) Hvis der er signifikant forskel på truslen ved DEL/KMP, er afgørelsen simpel. Hvis der ikke er sådan klar forskel, er det sandsynligt, at forretten enten vil tilfalde ham (DEL/KMP), som mest malende beskriver sin trussel eller også ham, som forud har præsteret den »bedste« ildplan. En »god« ildplan er nemlig symptom på:
- Velbegrundet behov for ild.
- Evne til at udnytte rådig ild effektivt.
Kvalificerende for en ildplan kan være, at den indeholder højt prioriterende emner, som:
- Koordineret ildoverfald (som dyrket ved de JBDE).
- Skydninger i tilslutning til hindringer eller andre kanaliseringsforanstalt- ninger.
- Skydninger i tilslutning til terrænmæssige nøglepunkter.
 
Kommunikation
13. Da »kampen« om forretten til ilden og om tyngden i ilden udspilles på alle niveauer (DEL-KMP-BTN), og da tidsfaktoren er absolut kritisk, må det være et krav, at den nødvendige kommunikation kan foregå mest muligt direkte imellem parterne, d.v.s. uden retransmission eller uden netskifte. Dette er hos kamptropperne tilgodeset ved kommunikationsmønsteret D F- KC-BTNCH-BDECH.
 
14. Af hensyn til det nære samarbejde på alle trin imellem fører og artillerist og artilleristens rolle som formidler af ildledelsen (midlet til tyngdedannelse og flytning af tyngden) er det påkrævet, at der også findes en artillerikanal for kommunikationen om forret og tyngde i ilden. Dette er tilgodeset på BTN niveau, ved at OBO og BC er sammen på batterinet. Derimod halter det på BDE niveau, idet BC ikke er på net med BAO og heller ikke med OO på AILC. Dette indebærer så naturligvis også, at der ikke er nogen sammenhæng mellem BC i BDE.
 
15. Der ses ikke nogen logisk undskyldning for accept af dette særlige handicap. Konsekvensen af det er, at der ingen konstant sammenhæng er på artillerisiden imellem BAO og OO/AILC på den ene side og BC på den anden side. Følgevirkningene af dette er for BAO og OO/AILC: Manglende kontinuerlig føling med specielt de artilleristiske aspekter af situationen ved BTN og derfor ufuldstændigt rådgivningsgrundlag vedr. tildelingen af forret samt for tidsfasning af stillingsskifter.
Følgevirkningerne for BC er, at han ikke effektivt kan støtte sin BTNCH i at opnå eller fastholde forret til ilden. Den samlede virkning af dette er, at enten må det erkendes, at »kampen« om forretten til ilden faktisk må føres af KC og BTNCH alene (BTN og BDE net) eller også må der findes en løsning på artillerisiden. (Forslag til en sådan løsning på artillerisiden agtes fremsat i Dansk Artilleritidsskrift).
 
BDE niveauet
16. Der forudsættes rådighed over ilden fra to AA ved en BDE. Dette frembyder nogle alternative muligheder ved BDE, i skemaform således:
 
 
Skemaet afspejler en nuancering af tyngdedannelsen fra ingen tyngde (A) til max. tyngde (D). Inden for dette register kan BDE spille fortløbende under kampen. I samtlige tilfælde A-D skal alle tre BTN påkalde al ild samme sted, nemlig ved AA I, som er forudsat at være BDEAA. Således er den reglementariske procedure, men det kan ofte forekomme mindre rationelt med en sådan potentiel flaskehals. F. eks. kan tyngdedannelse C give anledning til overvejelse om regulering af ildpåkalds veje, således at I og II BTN påkalder ild direkte ved henholdsvis AA I og II. En sådan evne til at regulere ildpåkaldsveje vil være et middel til at reducere ekspeditionstiden på skudordrer samt til at fordele signaltrafikken over flere net. Dette vil resultere i et øget antal skydninger og altså øget ildvirkning. Endvidere vil en sådan evne understøtte, at en O-trop kan forblive fast ved samme kampenhed uanset ændringer i troppeinddelingen. (Forslag til fremme af dette vil være indeholdt i det i pkt. 15 omtalte indlæg i Dansk Artilleritidsskrift).
 
Stillingsskifter
17. Ildledelse må omfatte begge kampens hovedelementer: Ild og bevægelse. Manøvren med ildstøtteenhederne, stillingsskifterne, er derfor også et væsentligt element i ildledelsen. Stillingsskifter er tidsrøvende, og de blokerer for ildafgivelse. Dette er et problem for ildledelsen.
 
18. Stillingsskfiter gennemføres med to formål: - For at tilsikre, at virkeområdet for ilden kontinuerligt dækker de støttede enheders behov, både i bredde og dybde.
- For at unddrage ildstøtteenhederne fra fjendens modforanstaltninger (signalopklaring, artilleri, fly). Hyppige stillingsskifter er således et virksomt middel til både at øge virkeområdet for ilden og overlevelsesevnen for ildstøtteenhederne. Problemet for ildledelsen er, at denne manøvre med ildstøttemidlerne uundgåeligt resulterer i diskontinuitet eller afbrydelser i ildstøtten. Opgaven for ildledelsen i denne sammenhæng er:
- At minimere varigheden af den enkelte afbrydelse i ildstøtten, d.v.s. at udvirke hurtige stillingsskifter.
- At undgå stillingsskifter (afbrydelser) i de særligt kritiske faser af kampen.
 
19. Samlet stillingsskifte med en AA er den hurtigste form for stillingsskifte. Det er også den enkleste og sikreste form i henseende til kontinuitet i skyde- ledelse, signalbetjeneste og faglig tjeneste. Samlet stillingsskifte med en AA betyder imidlertid, at al ild fra AA neutraliseres. Derfor vil det normalt være en betingelse, at dens ild under stillingsskiftet kan substitueres af en anden ildstøtteenhed. Dette kan i nogle situationer udvirkes ved, at stillingsskifterne med alle artillerienhederne i DIV koordineres fra DIV efter en plan, som for både stillingsområder og stillingsskifter bygger på en sammenstilling af ildstøtteenhederne i afdelingspar, således at de parvis kan udføre stillingsskifter ved at »springe buk«.
Stillingsskifteproblematikken i DIV indskrænkes herved til f. eks. at omhandle tre komponenter (afdelingspar). Alternativet hertil er, at hver AA skal gennemføre delt stillingsskifte, altså danne batteripar, hvorved fremstår det dobbelt antal komponenter og en noget mere diffus situation.
 
20. Som retningsgivende parameter for stillingsskifte med et afdelingspar kan sættes to gange en time. Opgaven for ildledelsen vil da bestå i at indfase denne 2-timers manøvre således, at afbrydelsen (halveringen) i ildstøtten ikke indtræffer på særligt uheldige tidspunkter. Parterne i denne proces er de samme som i forvejen er involverede i ildledelsen, nemlig: DIV: DANK - (OO/DILC) BDE: BAO - (OO/AILC) BTN: BC. Tidsfasning af stillingsskifterne bliver et spørgsmål om koordination imellem disse tre parter. Deres dispositionsgrundlag skal primært være den taktiske situation på BTN niveau, specielt viden eller vurdering om udviklingen og hensigterne to til tre timer frem. Dette dispositionsgrundlag vil ifølge sagens natur være bedst ved det lavere niveau, og heraf følger, at kvaliteten og sikkerheden af situationsrapporteringen imellem de tre parter bør være bestemmende for, på hvilket af de tre niveauer ledelsen af stillingsskifterne placeres (jvf. pkt. 13-15). Men uanset på hvilket niveau denne ledelse er placeret, bør den udøves som en integreret del af ildledelsen.
 
Sammenfatning
21. Nøgleordene for en sammenfatning er nu:
Kapacitet.
Tyngde og forret.
Stillingsskiftesamordning.
Sammenfatningen kan tjene til at påpege nogle delemner, som i særlig grad bør vises opmærksomhed ved samvirkeuddannelsen, både for så vidt angår delmål for denne uddannelse og uddannelseskontrollen.
 
22. Artillerikapaciteten og dens udnyttelsesgrad bør konkretiseres under øvelser ved registrering af antal skydninger udført i en given kampfase. Midlet hertil er statistik over SO-virksomheden på AILC. I dertil egnede øvelsesfaser bør det ved udarbejdelsen af drejebog tilsikres, at artilleriet belastes med et realistisk antal skudordrer.
 
23. Tyngdedannelse med ild bør konkretiseres under øvelser ved kontrol med disponeringen af forret til ilden i afgørende kampfaser. Samtidig bør der føres statistik til belysning af, i hvilken grad ilden faktisk udnyttes ved forretsenheden, herunder i hvilken grad eventuel ledig ild kommer andre tilgode.
 
24. Samordning af stillingsskifter i DIV ramme bør tillægges særlig vægt ved kontrol af kontinuitet i ildstøtten og minimering af afbrydelserne i støtten i de afgørende kampfaser.
 
25. Ildledelse er en hovedfunktion for føreren og hans artillerist under kamp - og bør derfor også være det under øvelse.
 
Ref.:
a. HRN 010-1 Feltreglem ent I, pkt. 104 c.
b. HRN 023-30 De pansrede batailloner, pkt. 306 og 351 B.
c. HRN 043-1 Artilleriets kampforhold, pkt. 385-392.
 
 
 
PDF med originaludgaven af Militært Tidsskrift hvor denne artikel er fra:
PDF icon militaert_tidskrift_108_aargang_maj-jun.pdf
 
 
 
 
 
 
 

Litteraturliste

Del:



Der er i øjeblikket ingen kommende arrangementer.

Næste arrangement er under udarbejdelse, og vil blive lagt op hurtigst muligt.