I orkanens øje. Det danske Finlandskorps 1939-40.

Anmeldt af Michael Clemmesen

Jan Ahtola Nielsen: ‘I orkanens øje. Det danske Finlandskorps 1939-40.’ Gyldendal, København 2006, 224 sider, Vejledende pris 169,- kr.

Foto: Litteraturnu.dk

Ganske vist hindrede unge socialdemokraters sympati med deres socialistiske brødre i Øst, at det danske styrkebidrag blev så stort som planlagt, og som tyve år senere forbød den danske regering linieofficerers deltagelse. Men de reserveofficerer, som dannede kadren i 1919, var robust rutinerede efter tjenesten i Sikringsstyrken, og korpsets uddannelse, klargøring og disciplin lå i sikre hænder. Korpsets rigelige bevæbning med tidens bedste lette maskingevær, Madsen-rekylgeværet, gjorde sammen med den kompetente føring, at det på trods af sin ringe størrelse - et forstærket kompagni - opnåede en betydelig taktisk effekt og godt renommé. Det var dog ikke Danmarks største bidrag under de estiske og lettiske frihedskrige. Den afgørende indsats blev ydet af og via Royal Navy’s eskadre i Østersøen. Denne blev støttet og kontrolleret via den fremskudte flydende base og relæstation på Københavns Red – der blev diskret accepteret af udenrigsminister Scavenius og forsvarsminister Munch og siden glemt.

Under Vinterkrigen kunne den udbredte offentlige støtte til det kæmpende Finland kun gradvis gøre sig gældende. Denne gang var der ikke som i 1919 en effektiv og dominerende, sejrrig, sympatisk stormagtssponsor, som gjorde det muligt at ignorere dansk neutral forsigtighed. Tyskland og Sovjetunionen måtte i 1939 anses som allierede som følge af Molotov-Ribbentrop-pagten, og Danmark lå håbløst indenfor tysk magtsfære. Desværre ville Finlands modstand nok hurtigt blive brudt.

Det tog nogle uger, før det blev klart, at Finland ville overleve den første offensiv, og at Tyskland var så positivt neutral, at Danmark havde et spillerum. Det tog tid, før de yngre, mere forsvarspositive, antitotalitære socialdemokrater, som Stauning havde sympatiseret med siden 1933, kunne sætte sig igennem over for regeringen. Forfatteren beskriver overbevisende, hvordan de konservative i begyndelsen fik held til at kombinere støtten til Finland med indsatsen for at fremme støtten til den hjemlige forsvarsvilje. Han skaber en helt ny og troværdig ramme for forståelsen af Staunings forsvarspolitiske udtalelser i begyndelsen af 1940. Der var reelt tale om anden fase i det skift i socialdemokratiets forsvarspolitiske holdning, der førte til samarbejdet mellem hærledelse og partiet i besættelsens sidste par år, og som slog fuldt igennem i 1950erne. Som i 1934-35 havde generalløjtnant Erik With også en nøglerolle i 1940.

Derefter kunne opbygningen af Finlandskorpset tage fart. Rekrutteringen var blevet legitim, kontrakt- og forsikringsrammen kunne klarlægges, udrustningen finansieres, styrken afsendes.

Dermed var problemerne ikke løst. Styrken skulle bevæbnes, gerne – som i 1919 - med Dansk Industrisyndikats kvalitetsprodukter. Svensk selvfølelse skulle afløses af et ønske om samarbejde. Finnerne skulle erkende, at de havde nytte af de frivillige, de skulle forstå de mærkelige fjerne danskeres motiver og endeligt etablere en effektiv ramme for dette og andre udenlandske bidrag. 

Endvidere skulle danskerne uddannes til kamp i de mildest talt fremmede og ekstremt krævende, finske terrænmæssige og klimatiske vilkår. Det var vanskeligt, for i modsætning til i 1919 var en stor del af de frivillige ikke soldateruddannet, dvs. at korpset i sit udgangspunkt var og forblev en entusiastisk hob rekrutter. De, som havde været soldater, havde kun datidens korte sommer- og efterårsuddannelse, ikke sikringsstyrkens rutine fra lang tids tjeneste. Styrken manglede næsten helt rutinerede førings- og uddannelseskadrer, indtil den danske regering endelig til sidst accepterede, at en lille håndfuld faste befalingsmænd med oberst Tretow-Loof i spidsen kunne slutte sig til korpset.  Obersten blev derefter voldsomt kritiseret for at have forsinket afrejsen til fronten, og for derfor at være skyldig i, at man ikke nåede at komme i kamp. Man kan kun være enig med forfatteren i, at det var Tretow-Loof, der handlede korrekt. Det har ikke været vanskeligt for ham at overbevise Mannerheim om behovet for at vente lidt. Kritikerne demonstrerede kun deres engagement, ikke professionel indsigt. 

17. februar 1940 indstillede den danske Hærens Overkommando om oprettelse af et ’Hjemmeværn’ til at dække nøglepunkter i baglandet, som med det meget lille værnepligtsindtag under 1932- og 1937-ordningerne ikke var muligt for hæren at bevogte. Bogen sandsynliggør, at denne idé kan være hentet i det da aktive nordiske samarbejde. Indtil 1940 havde hæren anvendt begrebet ’Landstorm’ for de enheder med begrænset kapacitet, man ønskede etableret i baglandet.

Der er mange årsager til, at man som fagmilitær læser denne lille bog med udelt fornøjelse. Den fylder kompetent en væsentligt hul i vor militærhistorie. Den dækker på en troværdig måde det fulde relevante spektrum fra den udenrigspolitiske ramme over den indenrigspolitiske udvikling til de militære forberedelser i Finland. Den er skrevet af en dansk civil historiker. 

Nu mangler vi blot, at andre sådanne, der ikke har en finsk mor, følger i Jan Ahtola Nielsens fodspor. Der er nok anden nysne at trampe stier i.

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

militaert_tidsskrift_135.aargang_nr.3_2006.pdf

 

Del: