I Hitler-Tysklands Skygge. Dramaet Om De Danske Jøder 1933-45

Hans Sode-Madsen (red.), I Hitler-Tysklands Skygge. Dramaet Om De Danske Jøder 1933-45. København: Aschehoug, 2003. 304 sider.

Bogen er en særdeles tankevækkende samling af indlæg fra danske forskere og en enkelt jødisk medborger. Der lægges fra forskerside ikke fingre imellem, når den danske holdning i perioden overfor jøderne behandles, og der gøres åbent rede for den række af heldige omstændigheder og tysk passivitet, der medvirkede til, at næsten alle jøder i Danmark blev reddet fra deportation, og at alle blev reddet fra udryddelseslejren Auschwitz. Alligevel fremstår Danmark trods alt i et bedre lys end alle andre besatte lande, når regnskabet til slut kan gøres op.

Det, der gør bogen så vigtig, er imidlertid ikke, at den dokumenterer, at vi danskere dog har én bedrift at sole os i, når talen falder på II. Verdenskrig. Det vigtigste er, at ”mord på millioner af civile og helt uskyldige mennesker kan finde sted i de fleste lande og nationer og helt uafhængigt af nazismens ideologi og depraverede menneskesyn”, som Hans Kirchhoff skriver efter at have nævnt bl.a. kommunisternes milliondrab og folkemordene på Balkan og i Afrika. Det vigtigste er med andre ord, at vi konstant skal beskæftige os med årsagerne til massemordet på jøderne for at kunne genkende selv de første, spæde tegn på, hvad der muliggjorde og førte til det, og kvæle ethvert tilløb til lignende optræden overfor medborgere af anden hudfarve, etnisk oprindelse og tro.

I Hans Kirchhoffs indledning understreges nødvendigheden af at beskæftige sig med dette emne. Han fremhæver, at ”det industrielle massemord” ikke blev udført af afstumpede kriminelle, men af ”ganske normale mennesker og gode familiefædre”, og at ”befolkningen ved sin passivitet og med sin accept af jødernes udstødelse havde forberedtog brolagt vejen til Auschwitz”. Indledningen alene gør bogen værd at læse.

Therkel Stræde beskriver i ”veje til Auschwitz” tolkningen og tendensen i den nyere Holocaust-forskning. Han påviser alle forvarslerne, bl.a. i Hitlers ”Mein Kampf”, og finder, at den hidtidige forskning i tilstrækkelig grad har afdækket det system og de strukturer, der gennemførte folkedrabet. Efter hans, og denne anmelders, mening, bør der derfor i dag lægges mere vægt på det personlige valg hos bøddel, den passive tilskuer og offer.

Sofie Bak behandler ”dansk antisemitisme i Tysklands skygge”. Hendes definition på antisemitisme er ”modvilje mod mennesker, fordi de er jøder, ikke mod mennesker, der tilfældigvis er det”. Hun beskriver de to former for angst, angsten for de fremmede og den racistiske angst, og i den forbindelse citeres meget aktuelt om Georg Brandes, at han med sit politiske ståsted og kulturradikale frisind ansås for fremmed og udansk. Skillepunktet for dansk antisemitisme i den behandlede periode ser hun som 9 APR 1949. Herefter var antisemitismen uantagelig for alle andre end nazister.

Lone Rünitz skriver om flygtningespørgsmålet i Danmark 1938-43. Det er ikke opløftende at læse om de vanskeligheder, jøder fra Tyskland og Østrig for slet ikke at tale om jøder fra Østeuropa havde med at finde asyl. Her i landet blev jøder f.eks. ikke betragtet som politiske, men som økonomiske flygtninge, og døren var derfor lukket for dem. Beskrivelserne af embedsmændenes i bedste fald emsige regelrytteri og politikernes fejghed rokker voldsomt ved dansk selvforståelse.

Hans Kirchhoff gennemgår i kapitlet ”Endlösung over Danmark” minutiøst begivenhedsforløbet og den tyske rigsbefuldmægtigede Dr. Werner Bests motiver såvel til at udløse aktionen 1 OKT 1943 mod de danske jøder som til at advare dem på forhånd. I dette kapitel mindes læseren om direktøren for Dansk Røde Kors lidet glorværdige forslag af 29 SEP 1943. Den dag foreslog han Dr. Best, at frigive de danske soldater og i stedet internere de danske jøder, der så kunne deporteres i grupper af 50 til 100, hver gang der forekom en sabotagehandling. Kirchhoff påpeger, at en del af forklaringen på den nazistiske mordmaskines succes overalt var, at hædersmænd manglede det psykiske og politiske beredskab til at træde aktivt op mod dem – en konstatering, der gælder den dag i dag.

Henrik Lundtofte behandler gestapo og jødeaktionen. Gestapos opbygning og organisation beskrives, det fremhæves, at bekæmpelsen af modstandsbevægelsen havde første prioritet, medens jødeaktionen ikke blev prioriteret ret højt. Der var til 1943 kun ca. 50 gestapofolk i Danmark, og forklaringen på gestapos prioritering synes at være, dels at organisationen primo OKT 1943 var i en opbygningsfase mod ca. 200 mand, dels ønsket om at bevare samarbejdslinjen.

Hans Detlefsen klarlægger i sit kapitel om redningen af jøderne, at ingen i Danmark vidste præcist, hvad der foregik i udryddelseslejrene. Man søgte at redde jøderne fra deportation, tvangsarbejde og sult, men var næppe klar over, at man reddede dem  fra den visse død, og nøgleordet for arbejdet var improvisation. Lægernes og studenternes, herunder Akademisk Skyttekorps, store indsats fremhæves, og det beskrives, hvordan deltagelse i redningen ofte gav den enkelte stødet til yderligere modstandsarbejde. Indtil 29 AUG 1943 havde næsten kun Dansk Samling og kommunister været imod samarbejdspolitikken, og modstandsbevægelsen havde derfor følt sig isoleret. Redningen blev imidlertid ”murbrækker i forhold til opinionen”.

Hans Sode Madsen har skrevet om Theresienstadt og de danske jøder. Skabelse og organisation af denne mønsterghetto, der modtog 481 danske jøder, gennemgås, og danskernes særstilling belyses. Departementschef H.H. Kochs store indsats drages frem. Han sikrede og kontrollerede, at det var den danske stat og ikke private organisationer, der ledede hjælpearbejdet for KZ-fanger her og i alle andre lejre. Ikke mindst takket være hans hjælp kunne de danske tab i Theresienstadt holdes nede på 53, og ingen af dødsfaldene kunne tilskrives overgreb fra SS eller medfanger. Dansk Røde Kors fremstår derimod heller ikke i dette kapitel i nogen flatterende belysning. Man mente kun at have forpligtelser overfor krigsfanger og lod sig øjensynligt vildlede af den tynde fernis over de forhold, som havde medført klar fordømmelse fra Tysk Røde Kors side.

Herbert Pundiks medrivende bidrag giver en levende beskrivelse af det jødiske samfunds reaktion på den tyske besættelse. Den var som næsten alle andre danskeres: Lad som om tyskerne ikke er der og hold lav profil. For jøderne kom dertil en frygt for, at deltagelse i modstandskampen kunne udgøre en risiko for alle andre jøder her i landet, hvilket fik mange til at undlade at tilslutte sig modstandsbevægelsen. I den 15-årige Pundiks tilfælde medførte en formamning fra højere sted om denne risiko, at han ophørte med sin spirende illegale virksomhed. At han ikke trak sig ud af frygt for egen sikkerhed, beviste Pundik ved som 17-årig at melde sig til Den Danske Brigade i Sverige og ved i 1948 at gøre frivillig krigstjeneste i Israel.

Bogen sidste kapitel er Thorsten Wagners lidt tørre gennemgang af ”Holocaust i erindring og på museum”. Her diskuteres de meget forskellige placeringer denne ”civilisationskatastrofe” har fået i debatten efter 2. Verdenskrig. Han afslutter med at stille spørgsmålet om, ”hvordan der kan skabes en Holocaust-erindringskultur, der ikke er reduceret til selvtilfredse eller tomme ritualer, der ville være ensbetydende med glemsel”.

Afsluttende skal det gentages, at dette er en meget væsentlig bog ikke mindst set i lyset generelt af dagens modvilje mod ”de fremmede” og specielt af den genspirende antisemitisme. I den forbindelse synes det nødvendigt at minde om, at det i bedste fald kan ”betragtes som en forsimplet tilnærmelse til menneskelig variation” at tale om racer hos mennesker (se Den Store Danske Encyklopædi). Raceteorierne kan vi derfor godt glemme, og det vil dertil være nyttigt for mange danskere at tage Sofie Baks definition på antisemitisme, ”modvilje mod mennesker fordi de er jøder …”, og så indsætte ”muslimer”, ”sorte”, osv. ved siden af ordet ”jøder”.

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

militaert_tidsskrift_133.aargang_nr.2_2004.pdf

Del: