Hvorfor Krig?

Men selvom ingen vel nogensinde har troet på eskapismen som et brugbart remedie, kunne det for en overfladisk betragtning godt se ud, som om fortrængning af og berøringsangst overfor emnet har været fremherskende på de danske universiteter næsten frem til idag.

Foto: Ny udstilling om 1864, Tøjhuset. Forsvaret.dk

Krigsteori, militær- og krigsstudier har i Danmark, som i så mange andre lande, traditionelt ligget den akademiske verden fjernt og primært været dyrket af de militære professionelle som fordybelse i krigens blodigste og mest militære detaljer. Men krig er jo langt mere omfattende end som så, og den er for alvorlig en sag til en så begrænset en behandling.

Man kan hos Clausewitz se en advarsel mod ’velmenende typer, der forsøger at udkæmpe krige uden blodsudgydelse’: “Nun könnten menschenfreundliche Seelen sich leicht denken, es gebe ein künstliches Entwaffnen oder Niederwerfung des Gegners, ohne zu viele Wunden zu verursachen, und das sei die wahre Tendenz der Kriegskunst. Wie gut sich das auch ausnimmt, so muß man doch diesen Irrtum zerstören, den in so gefährliche Dingen, wie der Krieg einst ist, sind die Irrtümer, welche aus Gutmütigkeit entstehen, gerade die schlimmsten. (fremhævning i originalen)[1] Mange krigshistorikere og -teoretikere har derfor i århundreder ladet sig nøje med at filosofere over de faser af krigen, som vedrørte de militære slag, teknikken og organisationen med andre ord den aktive væbnede kamp og blodsudgydelsen. Men begrebet krig rækker udover denne snævre horisont. Rækkevidden manifesterer sig i kinesisk krigsfilosofi, som den kommer til udtryk hos bl.a. Sun Tzu. Krigen omfatter et spektrum spændende i intensitet fra mindre uoverensstemmelser til eksistenskamp og i virkemidler fra diplomati over trusler, blokade og handelskrig til militær konfrontation.[2] Allerede disse omstændigheder forbyder en for snæver definition af krigsstudierne, og det må være i alles interesse at skabe solidt kvalificerede og alsidige forskningsmiljøer på krigsstudiets og militærhistoriens områder, for de gælder menneskets eksistensvilkår og overlevelse – moralsk såvel som praktisk – i lige så høj grad som stamcelleforskning og computerteknologi gør det.

Det er vigtigt for et samfund i det enogtyvende århundrede at etablere og opretholde en videnskabelig tilgang til de krigsteoretiske, militære og sikkerhedspolitiske spørgsmål, som med god grund optager politikere og videnskabsfolk såvel som borgere i al almindelighed. Krigsførelsesbegrebets indhold har i de senere år – og da navnlig siden ”9/11” – gennemgået en markant fornyelse. Fænomenet ’krig’ har efterhånden fået en central plads i historieskrivningen, men i modsætning til tidligere forsknings næsten ensidige interesse for slag, teknik og militære styrker, er opmærksomheden nu rettet mod krigen som en væsentlig samfundsaktivitet.

Forsvarets angivelige nedprioritering af området netop nu vil ikke medvirke konstruktivt til denne ellers positive udvikling. Militært Tidsskrift bragte i decemberudgaven i 2004 en artikel af generalløjtnant Kjeld Hillingsø: ”Hvorfor militærhistorie?” Artiklen beskæftigede sig med militærhistoriens relevans for samfundets væbnede styrker og beskrev gennem en række eksempler dens nytte for det militære, professionelle miljø. De synspunkter, artiklen lagde for dagen, er det svært at være uenig i. Blandt disse sprang særligt den omstændigheder i øjenene, at der i Danmark tilsyneladende gennemføres en bevidst forringelse, i en tid hvor lande, vi ofte og gerne sammenligner os med, mobiliserer en øget forståelse for nødvendigheden af seriøs akademisk forskning på området. Hillingsø beklagede, at ”man synes at have opgivet tanken om at udvikle Militærhistorisk Institut ved Forsvarsakademiet . . . ”[3] Hvis udviklingen på længere sigt viser sig at give ham ret, vil det unægtelig være særdeles beklageligt. For selvom det i dag i nok så høj grad er universiteterne, der har behov for at sætte skub i denne forskningsgren, må det vist forekomme de fleste med interesse for krigsstudier naturligt, at netop et forsvarsakademi afsætter ressourcer til militærhistorien. Den amerikanske forfatter, tidligere Lieutenant Colonel, Ralph Peters er bekymret over udviklingen, som han iagttager den, og anslår i Beyond Terror en pessimistisk tone vedrørende amerikanske officerers intellektuelle formåen: ”We cannot expect today’s military to think, because the thinking men have left the military. Neither rigorous reflection nor self-criticism are common virtues among senior officers.”[4] Det burde være oplagt, at den militære professionelle har interesse i at dygtiggøre sig inden for krigsstudier – dygtiggøre sig som led i sin almene militære udvikling med dens i øvrigt brede vifte af fag og berøringsflader. Men sådan – ifølge artiklen – tegner fremtiden åbenbart ikke; og heller ikke når man vender blikket bagud, ser man militærhistorien i nogen central rolle inden for dansk forsvar. Som allerede antydet er det dog vigtigt at  lægge mærke til, at det ikke kun er i forsvaret, at dette felt har været forsømt. Heller ikke danske universiteter har hidtil dyrket militærhistorien og beslægtede emner i særskilte studier, der kunne have givet mulighed for fordybelse og specialisering inden for alle aspekter af fænomenet krig. Der er igennem årene skrevet specialer og disputatser med forsvars- og militærpolitiske elementer, men et studium som det War Studies, der dyrkes ved britiske, amerikanske og Commonwealth-universiteter er endnu ikke oprettet ved nogen dansk højere læreanstalt.

Det enogtyvende århundrede er en tid, hvor netop forståelsen og evnen til stringent analyse af militære forhold er blever mere snarere end mindre nødvendig. Med afsæt i Hillingsøs artikel tages i det følgende et skridt ud af den militære verdens begrænsning og ind i samfundets fælles behov for militærteoretisk forskning. Dette skridt må tages for at gøre det muligt at belyse den sørgeligt aktuelle nødvendighed af seriøst at kunne beskæftige sig med militærhistorie og krigsteori – War Studies – på akademisk niveau – også inden for landets grænser. Som nærliggende eksempler på mangfoldigheden i den vellykkede militær-akademiske symbiose kan nævnes den canadiske tidligere Lieutenant Colonel John A. English, nu Ph.D. i War Studies, der i bogen Marching through Chaos: The Descend of Armies in Theory and Practice behandler samfundets behov for at forstå uvishedens rolle i krig eller den amerikanske, ligeledes tidligere Lieutenant Colonel, nu Ph.D. i psykologi,  Dave Grossman, der i sin monografi On Killing overbevisende behandler den samfundsskabte voldseskalation, som han ser den i socialiseringsprocessens konditionering til drab, uden hvilken krig i hans optik ville være utænkelig.[5]

Som allerede beskrevet er krigen i dag ikke et eksklusiv militært studieobjekt, men genstand for hele samfundets opmærksomhed og derfor også et naturligt interessefelt for forskere med baggrunde i historie, politologi, psykologi m.v. Krig er en aktivitet, der afspejler og påvirker den aktuelle politiske ramme, den sociale struktur, de moralske normer og de overleverede værdiersæt. Og krige er medvirkende årsager til revolutionære samfundsmæssige ændringer inden for disse områder. Krigsstudier (War Studies) bør derfor omfatte flere akademiske forskningfelter og sammensættes på tværs af eksisterende fakulteter og institutter, således som det sker i lande, hvor War Studies er en veletableret studieretning. En sådan forskningsmæssig nyorientering byder på flere erkendelsesmæssige og metodiske udfordringer. Fordybelsen i emnet ’krig’ må gå udover de clausewitzke abstraktioner vedrørende voldens potentialer for eskalation og blandt andet omfatte forsøg på at forstå krigens væsen i lyset af forhold som etnisk identitet, økonomiske processer, imperierbygning og statsdannelsesprocesser. Først herigennem kommer man nærmere på et svar på spørgsmålet: hvorfor krig? En tilnærmelse til disse problemstillinger kræver et hensigtsmæssigt begrebsapparat og en teoretisk overbygning, der kan afsløre sammenhænge mellem kildernes oplysninger. Her er det, at vigtigheden af at etablere War Studies som et studium i egen ret manifesterer sig.

        Et sådant studium er endnu ikke en kendsgerning, men der spores en stigende interesse blandt de studerende, og måske denne inden for en kortere eller længere årrække vil kunne skabe grobund for et frugtbart forskningsmiljø, hvor Forsvarsakademiet, universiteter og ’tænketanke’ samarbejder i gensidig inspiration. Og for nu ikke at hensynke i den rene letargi ved tanken om vor nationale uformåen er det værd at erindre, at også lande, som idag har en forbilledlig akademisk militærhistorisk organisation ikke altid har været så velforsynede. Således skriver Yvon Garlan, at “so long as military history remained a battle-field for professionals who were defending their careers at the same time as their ideas, it was impossible to study warfare other than in a narrowly utilitarian and pragmatic spirit, hardly compatible with the impartiality of the true critical mind . . . a historian of ancient armies was still expected to be an experienced and well-tried practitioner.”[6] Det, der var galt, var i følge Garlan at studiet af de militære aspekter derved havde tilbøjelighed ”to reduce the history of war to that of military operations . . . .”[7] og, kunne man tilføje,  således ikke indbød til en dybere kritisk analyse af politiske, psykologiske og sociale sammenhænge, som jo var og er fuldt så essentielle som de operative detaljer, når det gælder forståelsen for og beherskelsen af krigen som fænomen og som  instrument. Og, slutter Garlan lidt nedladende: ”we can no longer justify treating the military history . . . as an isolated chapter of . . . history for the satisfaction of the intellectual foibles of some retired colonel.”[8] Denne opfattelse gælder ikke blot Garlan’s hjemlige horisont (som professor i antikkens historie ved universitetet i Rennes må han formodes primært at kunne udtale sig om franske forhold). Også briterne har en militærhistorisk tradition, der ikke er ældre end, at Sir Michael Howard, har været én af grundlæggerne. Som the Oxford Companion to Military History beskriver det: ”Howard has done more than any other scholar of his generation to make military history and war studies respectable subjects for academic study in Britain . . . .”[9] Og netop den udvikling kan vi forhåbentlig fortsat glæde os til i Danmark.

        Den førnævnte interesse for slag, teknik og militære styrker er ikke hermed blevet uaktuel, den står blot ikke længere alene. Det er f.eks. gennem årtiers dedikeret militærteknisk videnskabelig forskning, at nutidens bedst udrustede styrker har fået mulighed for at råde over bl.a. satellitter, sensorer, og ubemandede fly, der i forbindelse med et verdensomspændende computernetværk kan levere yderst detaljerede oplysninger om en modstanders gøren og laden stort set med det samme. Det er derimod humanistisk forskning med krigen som sit fokus, der i stigende grad muliggør, at de stedse bedre og talrigere oplysninger kan udnyttes til at afsløre modstanderens politiske, økonomiske og geostrategiske ambitioner, og give et fingerpeg om tankegang og hensigter.

Da krig tilsyneladende endnu ikke helt er noget overstået kapitel i menneskehedens historie, må det være af interesse for alle, der er eller kunne risikere at blive berørt, at være så præcist som muligt underrettet om konfliktpotentialer, risici, og forligsmuligheder; så omkostningerne – både i menneskeliv, materielle ressourcer og politisk troværdighed – bliver de mindst mulige. Den indsigt opnår det danske såvel som andre samfund ikke ved stedmoderlig behandling af krigsstudierne på underbemandede militære uddannelsessteder, men ved seriøs og målrettet forskning på universiteter og i tænketanke.


[1] Carl von Clausewitz, vom Kriege (Hamburg: Rohwolt rororo, 1984), p. 13.

[2] Se endvidere: Yvon Garlan, War in the Ancient World: a Social History (London: Chatto & Windus, 1975) p. 181.

[3] K.G.H. Hillingsø, ”Hvorfor Militærhistorie?” Militært Tidsskrift, Årgang 133, Nr. 4, p. 659.

[4] Ralph Peters, Beyond Terror (Mechanicsburg: Stackpole Books, 2002), p. 318.

[5] John A. English, Marching through Chaos: The Descend of Armies in Theory and Practice (Westport: Praeger, 1996), p. 5.

  Dave Grossman, On Killing (Boston: Little, Brown & Co, 1995).

[6] Yvon Garlan, War in the Ancient World: a Social History (London: Chatto & Windos, 1975) p. 19.

[7] Ibid.: p. 20.

[8] Ibid.: p. 21.

[9] Richard Holmes, Ed, The Oxford Companion to Military History (Oxford: Oxford University Press, 2001), p. 419.

 

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

 

Litteraturliste

Del: