Hvorfor frygter vi Islam?

 
 

Ser man på de islamiske landes konkrete militære, økonomiske, politiske og kulturelle styrke rummer de ikke trusler, som de vestlige lande ikke hidtil har formået at overvinde og må formodes at kunne overvinde fremover. De muslimske folk og stater som sådan er ikke magtfulde på den globale skala, tværtimod. Radikale, militante, muslimske grupper udgør dog en destabiliserende faktor i de muslimske lande selv, ligeså gør fattigdom, diktaturer og ineffektive statsadministrationer.

Terrorattentatet mod USA den 11. september har således en unik forhistorie, som man naturligvis ikke kan udelukke kan gentage sig med samme resultat, men som dog må siges at have meget små chancer for at gøre det.

Det unikke består i samtidigheden mellem et religiøst-politisk lederskab, som har adekvate, økonomiske ressourcer og et internationalt netværk med fanatismens effektivitet, og så en statsmagt, der er villigt til at stille sig og sine ressourcer til rådighed for dette lederskabs projekt. Det er historisk set første gang, at en statsmagt har lagt sine egne interesser fuldstændigt til side for helt at underlægge sig og støtte en udenlandsk privatpersons politiske og religiøse kamp, sådan som taleban-styret gjorde det i forhold til Osama Bin Laden.

Alene det at have et statsligt flyselskab til sin fulde rådighed har givet Osama Bin Laden og al-Qaeda en styrke, som det ellers ville have taget mange flere år at opnå. Piloter og besætningsmedlemmer fra det statslige afghanske flyselskab har berettet om, hvordan de hentede folk, der skulle ud i al-Qaedas træningslejre, fløj ”special guests” rundt i verden og bare fik besked på ikke at stille nogen spørgsmål.

Dertil kommer de fysiske rammer i form af baser og hulekomplekser samt hele logistikken i at forsyne adskillige tusinde mand med mad og våben. Det skal der netop mere end kameler til, sådan som den væbnede fløj af ægyptiske organisation ”De muslimske grupper” brugte det i 90’erne, når de skulle smugle våben ind fra Sudan.

Samtidig adskiller al-Qaeda sig fra mainstream islamismen (altså de strømninger der har skabt en politisk ideologi på grundlag af udvalgte dele af det islamiske tankegods) ved at tolke verdenshistorien som lakkende mod dommedag: Al-Qaeda ser sig som de sidste dages hellige, der er kaldet til at føre de godes kamp mod de onde til ende. Dette indebærer konkret at fordrive den amerikanske hær fra Saudi Arabien og den israelske hær fra Jerusalem samt at løsne FN-sanktionernes kvælertag om det irakiske folk, men disse jordnære foretagender indskrives i et forestillings-univers, der leder tankerne hen på Johannes Åbenbaring i Det Nye Testamente.

Når journalister, intellektuelle og politikere erklærer, at der sidder tusinder af små Bin Ladener på spring, er det således noget af en overdrivelse. En person, der både er intelligent og højtuddannet, et organisatorisk talent, karismatisk, stenrig og fuldstændigt dedikeret til Den sidste Kamp, og som formår at overleve mange år på flugt fra blandt andet den saudiarabiske efterretningstjeneste, er et absolut særsyn.

Mindre kan selvfølgelig også gøre det, og at der er tusinder, der drømmer om at være en Bin Laden, er til gengæld ganske realistisk. Det store spørgsmål er så, hvor stor en andel disse drømmere udgør af verdens over én milliard muslimer, og hvor store chancer de har for at virkeliggøre bare lidt af drømmen. Her kan den politiske islams historie og nuværende situation i Ægypten, Algeriet, Saudi Arabien og Iran give et fingerpeg, idet denne artikel vil begrænse sig til at analysere ”truslen” fra Mellemøstens godt 350 millioner arabisktalende muslimer, 67 millioner tyrkisktalende og 70 millioner iranske shia-muslimer samt Afghanistan og ikke komme nærmere ind på situationen i de central-asiatiske republikker, Pakistan, Indonesien, Philippinerne og Malaysia.

Nationale befrielses-bevægelser
Faktisk skal vi helt tilbage til forrige århundrede, til sidste halvdel af 1800-tallet, for at finde det tankegods frem, som islamismen i dag har med i kufferten. Dengang i den britiske koloni Indien (i dag Pakistan) fandt en række ledere af den muslimske befolkningsgruppe, at såvel religion som kultur var stærkt truet af kristne missionærer og britiske koloniherrer. Det førte til den såkaldte Deobandi-bevægelse, der henad vejen har opført tusindvis af religiøse skoler, hvor undervisningen i koranen og den islamiske tradition fik og stadigvæk den dag i dag har en fremtrædende plads.

Koran-skolerne har i de sidste årtier været en væsentlig del af de nyere, islamistiske bevægelsers arbejde i Pakistan. Det er dog frem for alt de fattige, der sender deres børn dér, især hvad angår afghanske flygtninge. I 80’erne blev en række af de senere ledere af den afghanske taleban-bevægelse uddannet på sådanne skoler, frem for alt i området omkring Peshawar, der huser størsteparten af de afghanske flygtninge. ”Taleb” er det arabiske ord for studerende. Den tolkning af islam, som taleban-bevægelsen siden stod for i Afghanistan var imidlertid stærkt præget af traditionerne for den etniske gruppe, som de fleste af dem tilhører, nemlig pasthunerne (på dansk egentligt patanerne).

I Ægypten havde Hassan al-Banna samme bevæggrunde, da han grundlagde Det muslimske Broderskab i 1928. Det muslimske Broderskab i Ægypten har frem til den dag i dag haft en stærk fløj, der mener, at det er Broderskabets fremmeste opgave at bevare og videreføre den islamiske civilisations værdier og utrætteligt at holde muslimerne på troens rette vej ved at oplyse og uddanne dem. Broderskabet kan således på mange måder sammenlignes med en blanding af national befrielsesbevægelse og Indre Mission.

Samtidig har Broderskabet også i perioder rummet mere militante grupper. I 1940 fandt den første kontakt sted mellem Hassan al-Banna og en officer ved navn Anwar Sadat med henblik på at befrie Ægypten fra de britiske koloniherrer. To år efter dannede Broderskabet sit ”hemmelige apparat”, der begyndte at skaffe sig våben og foretage aktioner. I 1948 deltog frivillige fra Broderskabet i Palæstina-krigen. Samme år opløste koloni-magten Broderskabet og året efter blev Hassan al-Banna myrdet af det hemmelige politi.

I 1952 støttede Broderskabet de frie officerers kup, dog havde den nye leder, Hassan al-Hudaybi sine betænkeligheder og afslog et tilbud om at levere ministre til den nye regering, som præsident Gamal Abdel Nasser stod i spidsen for. Kun to år senere forsøgte et medlem af Det muslimske Broderskab at myrde Nasser, fordi han var socialist. Følgelig blev flere hundrede medlemmer arresteret, seks ledere blev hængt efter summariske retssager og de øvrige sendt i koncentrationslejre.

Hellig krig mod gudsfornægterne
Det var i disse lejre, hvor de muslimske brødre levede under gruopvækkende forhold, at Sayed Qutb skrev bogen ”Tegn på vejen”, som siden er blevet en klassiker for de radikale, militante muslimer i organisationer som ”Jihad”. Heri erklærer Qutb det omgivende samfund – præget af Nassers arabiske socialisme - for at være ikke-muslimsk og beskylder Ægyptens befolkning for at have fornægtet islam. I en sådan situation er det enhver sand muslims pligt at føre ”jihad”, hellig krig, mod gudsfornægterne og at bekæmpe dette vældige angreb på islam, slå det tilbage og skabe en sand, islamisk stat.

Sayed Qutb blev hængt i 1966, men hans tolkning af tingenes tilstand har sidenhen fået sine tilhængere i blandt andet Algeriet, Yemen, Philippinerne og blandt palæstinenserne. Generelt har der været tale om små grupper, der kun i kortere perioder har kunnet tælle sine aktive medlemmer i tusinder. Årsagen er indlysende: De fleste muslimer mener, at de er udmærkede muslimer og kan ikke bifalde, at en håndfuld fanatikere fortæller dem, at de ikke er det, og at de derfor bør straffes med døden som gudsfornægtere og frafaldne.

Jihad-grupperne har imidlertid forvoldt umådelig skade, fordi de er overbeviste om, at målet helliger midlet og mener, at de har ret til at dræbe. Grupperne har således tiltrukket kriminelle elementer og stået bag mange myrderier. I Yemen gik det i begyndelsen af 90’erne ud over flere end 150 prominente medlemmer af Socialistpartiet, idet Jihad-gruppen fik støtte fra lokale klanledere, der fandt deres magtpositioner truet efter genforeningen af Nord- og Sydyemen.

Det er også ”jihad-tankegangen”, som ”De islamiske, bevæbnede Grupper” (GIA) i Algeriet legitimerer deres omfattende kriminelle virksomhed ved: Narkotikahandel, hold-ups, kidnapninger, opkrævning af beskyttelsespenge i landsbyerne, blokering af veje og efterfølgende plyndringer af biler og lastbiler samt overtagelse af huse, hvis beboere forinden bliver dræbt. At man snarere skal læse om sociale forhold i Algeriet og bande-væsen end islamisk teologi for at få et nærmere indblik i GIA er åbenbart.

Også på Philippinerne er det svært at se, hvornår kriminaliteten ender og islam begynder, for her har en Jihad-gruppe igennem årene ernæret sig ved kidnapping af turister og senest også et amerikansk missionærpar. Det vurderes at gruppen ved navn Abu Sayyef har ca. 2000 medlemmer, der er koncentreret på én af de mange øer. De vestlige medier har betegnet gruppen som ”en frygtindgydende fjende” for det amerikanske militær, der i begyndelsen af år 2002 har sendt ”undervisere” til Philippinerne for at hjælpe den lokale hær med at nedkæmpe disse væbnede grupper. Det turde være noget af en underkendelse af de veludstyrede, toptrænede amerikanske specialtroppers slagstyrke. Under krigen i Irak kunne 24 britiske SAS-soldater med lethed indtage og tilintetgøre en stilling bemandet af 400 irakiske soldater.

Sadats pro-islamistiske politik
I Ægypten har Jihad-gruppens største slag hidtil været mordet på præsident Anwar Sadat. I 1971 havde Sadat løsladt alle de militante muslimer, som præsident Nasser havde sendt i koncentrationslejre, og op gennem 70’erne støttede han dem økonomisk, politisk og moralsk, idet han lod dem om at nedkæmpe den socialistiske arv efter Nasser. I løbet af dette ti-år voksede der således en bred, islamistisk bevægelse frem. Den rummede udover Det muslimske Broderskab også De muslimske Grupper og efterhånden altså en række mindre, stærkt yderligtgående grupper à la Jihad, som ofte var udbrydergrupper fra De muslimske Grupper.

De muslimske Grupper rummede også folk, der var tilhængere af Jihad-tanke­gangen og væbnet kamp, faktisk indgik Jihad i De muslimske Grupper til at begynde med. De muslimske Grupper vandt i 70’erne og 80’erne frem på universiteterne, hvor de udførte et omfattende socialt arbejde blandt de studerende. Initiativer såsom selv at kopiere de obligatoriske kompendier og sælge dem til spotpris frem for lærernes ågerpriser og at arrangere transport af de kvindelige studerende, så de slap for at blive knebet bagi og generet på anden vis i de overfyldte offentlige busser, bidrog til at gøre De muslimske Grupper populære.

Samtidigt oprettede de studiegrupper, der læste Koranen og gjorde op med ”vane-islam” på samme måde som for eksempel Unge Kristne gjorde det i 70’ernes Danmark: Begge prædiker et personligt engagement i islam, en aktiv tro og et seriøst forsøg på at leve i overenstemmelse med islamiske påbud og forbud til forskel fra de mange ”vane-muslimer”, her især storbyernes middel- og overklasse, der lever i synd og skam.

De ”nyomvendte” anser også den traditionelle folketro for at være ”forkert islam”. Det gælder i Ægypten især de mange sufi-broderskaber, der i 90’erne talte seks millioner medlemmer (typisk familiers mandlige overhoveder, hvilket betyder at henved halvdelen at Ægyptens befolkning var mere eller mindre knyttet til sufi-islam). Folketroen har muslimske helgener og særligt karismatiske sheikher som omdrejningspunkt. På de store helgeners fødselsdage såsom Sayed Badawi i byen Tanta og al-Rifai i Cairo deltager mange hundred tusinder ægyptere i festlighederne. Der er gynger og skydetelte, maduddeling til de fattige og rituel dans, hvor musikken er ligeså monoton og inciterende som til et technoparti, og hvor de dansende danser til de segner – bogstaveligt talt gælder det om at danse sig til en ekstatisk oplevelse af guds kærlighed.

I årets løb mødes medlemmer af broderskaberne typisk én til to aftner om ugen til bønnemøde. Folketroen rummer også troen på onde ånder og følgelig en hel del ritualer til besværgelse eller ligefrem uddrivelse af onde ånder. Sufi-broderskaberne fungerer samtidigt som et vigtigt socialt netværk, hvor man forsøger at hjælpe hinanden efter bedste evne, idet velgørenhed er en pligt for muslimer, som de fleste muslimer tager dybt alvorligt.

Hele denne traditionelle, bondske folketro vendte de unge sig altså fra. De unge ”nyomvendte” kvinder, der i egen retorik ”har mødt Muhammad”, begyndte også at udskifte det traditionelle bondetørklæde med iransk inspirerede tørklæder som tegn på, at de var gode muslimer. Dette indebar også store fordele for de kvindeligt studerende, idet de dermed ”beviste”, at de var ærbare og følgelig kunne få større social frihed. Samtidig fik både mænd og kvinder mulighed for at skabe sig en identitet som ”rigtige”, altså som gode muslimer, og det var meget vigtigt for de mange unge, hvis forældre var indvandret fra land til by og altså ikke ejede storbyboernes selvfølgelige selvtillid men kort sagt var en flok ”bonderøve”.

Den bredere, ikke-voldelige, islamistiske studenterbevægelses primære grobund har uden tvivl været de mange problemer, der var forbundet med den omfattende indvandring fra land til by i de fleste mellemøstlige lande i sidste halvdel af 1900-tallet. I Cairo var islamistiske organisationer således stort set ene om at oprette sundhedsklinikker i et tilflytterområde som Imbaba (det nordvestlige Cairo), som i begyndelsen af 90’erne rummede 1,5 millioner indbyggere og var skudt op på den bare mark i løbet af 70’erne og 80’erne.

Staten var så godt som fraværende i området, hvor affaldet hobede sig op i et enormt bjerg, fordi der ingen renovation var. Kloakeret var der heller ikke, ligesom hele området talte nøjagtig én politistation. Først da islamisterne begyndte på deres væbnede oprør mod staten, gik den ind i området. Om end statsmagten dengang ankom i pansrede mandskabsvogne, ligger Imbaba i dag fredeligt hen: Her er blevet kloakeret, og dér hvor affaldsbjerget før lå, er blevet opført en skole, et bibliotek, et marked og en idrætsplads, hvor de unge træner taekwondo ved skumringstide. Islamister kan nu ses promenerende med en baby i en snooglie på maven og en tilsløret kone og et større barn ved hånden.

”Doktoren” og Den islamiske Internationale
Tilbage i 1981 var det Jihad-gruppen og De muslimske Gruppers inderkreds omkring sheikh Omar Abdel Rahman, der stod bag mordet på præsident Sadat (Sheikh Omar Abdel Rahman var siden involveret i det første angreb på World Trade Center i 1993). Den grandiose plan gik ud på – efter at bægeret var flydt over, da Sadat indgik fred med Israel - at gennemføre et regulært statskup, og mordet på præsidenten var således kun et led i denne plan. Andre skulle indtage den nationale tv- og radiostation og visse militære og politiske centre, hvilket alt sammen mislykkedes fuldstændigt.

Efterfølgende var der således dels de omkring 130, der blev dømt for at medvirke i mordet på Sadat, dels de omkring 300, der blev dømt for medvirken til statskup. Blandt disse var Ayman el-Zawahri, der siden skulle blive Osama Bin Ladens højre hånd og Talaat Fouad Qassem, der siden blev talsmand for De islamiske Grupper og skulle få asyl i Danmark for derpå at ”forsvinde” i Kroatien.

Ayman el-Zawahri, som gav et interview til det franske ugemagasin ”Marianne” så sent som i midten af december 2001 og altså indtil da havde overlevet den amerikanske militæraktion, grundlagde den første Jihad-gruppe i Ægypten i 1966, umiddelbart efter at han var blevet færdiguddannet som læge, heraf hans kælenavn, ”Doktoren”. Han er stærkt påvirket af Sayed Qutb, der jo blev hængt samme år, og lancerede selv ”hunden og loppen teorien”: Jihad er loppen, der selv om den er meget mindre end hunden (dvs. det ægyptiske regime) på lang sig kan suge blodet og energien ud af den.

Efter at have udstået sin straf på tre års fængsel rejste ”Doktoren” i 1985 til Saudi Arabien, hvor han arbejdede på et hospital. Det var i denne periode, han mødte Osama Bin Laden. Bin Laden havde dengang oprettet en base, der ganske enkelt gik under navnet ”Basen”, hvilket hedder al-Qaeda på arabisk, for de frivillige fra Ægypten, der var på vej til krigen mod russerne i Afghanistan. I alt 10.000 arabiske frivillige menes at have deltaget i denne krig, heraf var halvdelen saudiarabere. Zawahri rejste siden videre til Peshawar, sidste stoppested for alle frivillige inden indrejsen i Afghanistan. Her skrev Zawahri flere bøger, der er blevet ”bibler” for Jihads medlemmer, ligesom han var redaktør af et tidsskrift udover at han altså fungerede som leder af Jihad-gruppen.

I 80’ernes Peshawar fik radikale muslimer fra hele den musliske verden mulighed for at samles og her blev kimen lagt til det verdensomspændende netværk, al-Qaeda siden udviklede sig til, både i ideologisk, strategisk og praktisk henseende. I 1992, da russerne blev fordrevet fra Kabul, var de arabiske frivilliges mission slut, men mange af dem forblev i Pakistan og Afghanistan. De havde nu opnået erfaring både i kamp, logistik og organisation, nogle af dem menes at være blevet trænet af CIA, hvilket CIA dog har benægtet. At de fik økonomisk og militær støtte fra USA er imidlertid en kendsgerning, herunder de berømte Stinger-missiler. Allerede i slutningen af firserne var visse af de ægyptiske Afghanistan-frivillige, herunder Zawahri, følgelig begyndt at planlægge den næste kamp, nemlig kampen mod regimet i Cairo, og den blev indledt i august 1990 med mordet på den ægyptiske parlamentsformand Ahmad Mahgoub.

Også et par hundrede algiere, der i dag menes at udgøre kernen i GIA-grupperne, er blevet trænet i Afghanistan, dog for en dels vedkommende efter at Afghanistan-krigen var slut.

Ikke mindst den ægyptiske efterretningstjeneste havde efter alt at dømme været aktiv i både Pakstian og Afghanistan i 80’erne, og allerede i 1991 erklærede såvel det ægyptiske regime som det algierske, at Pakistan husede radikale islamistiske grupper, der arbejdede på at destabilisere hjemlandene og krævede navngivne ledere udleveret. Libyen og Tunesien beskyldte også Pakistan for at etablere træningslejre for de radikale islamister.

Den stribe terrorattentater, der fandt sted i Ægypten i perioden 1990-1998 og som i alt kostede 1100 mennesker livet, var således i vid udstrækning planlagt og styret fra Peshawar. Ayman al-Zawahri menes at være hjernen bag mordattentaterne på den ægyptiske premierminister og indenrigsminister. I 90’erne gennemførte Afghanistan-veteranerne, som de siden er blevet kaldt, også mindst tre mordattentater mod præsident Hosni Mubarak samt en række vellykkede mordattentater på højtstående officerer i det ægyptiske sikkerhedspoliti. Sidstnævnte havde også et element af blodhævn, for sikkerhedspolitiet for så voldsomt frem.

1300 af arabiske frivillige fik i slutningen af 80’erne og begyndelsen af 90’erne pakistansk statsborgerskab og kunne derfor ikke udleveres fra Pakistan. Andre rejste til Yemen, hvor de indgik en uhellig alliance med klanledere og stod under deres beskyttelse. Atter andre blev i Afghanistan, hvor de deltog i den efterfølgende borgerkrig og stod under diverse militsers beskyttelse. Det ægyptiske regime havde således ikke så meget held med at kræve sine væbnede angribere udleveret fra Pakistan, men nogle stykker blev det dog til.

I 1998 rejste Ayman al-Zawahri til Afghanistan med sine folk og sluttede Jihad sammen med Osama Bin Ladens al-Qaeda. Her har han siden fungeret som Bin Ladens højre hånd og strateg.

Som det fremgår af ovenstående har der hele tiden været tale om relativt små tal. Hvad angår taleban-bevægelsen, så talte den 800 aktive soldater, da den sammen med den pakistanske efterretningstjeneste ISI - med finansiel støtte fra Saudi Arabien og i hvert fald politiske støtte fra USA - indtog Afghanistan i 1995-96. Det gik lynende hurtigt, fordi den afghanske befolkning var så umådeligt krigstræt, at ingen ydede modstand. De mange militser, der var degenereret til de rene røverbander, som levede af hold ups ved de vejspærringer, de bemandede, fik penge for at overgive sig eller sluttede sig til taleban-bevægelsen. Faktisk var Mullah Omar jo en sådan militsleder, der efter sigende på et møde i Kandahar kom for skade at blære sig overfor chefen for ISI: Han kunne rydde vejen til Kabul for røverbander i løbet af nul komme fem. Det blev han så bedt om at gøre.

Alligevel har de kunnet skabe megen død og ødelæggelse, og det vil også fremover kræve en indsats fra især verdens efterretningstjenester at forhindre, at en gruppe vokser sig så stor, som det lykkedes for al-Qaeda. Der er også en reel risiko for, at en sådan gruppe tilegner sig kemiske eller biologiske våben. Målt på en historisk målestok har den muslimske, politiske kriminalitet dog hidtil været relativt begrænset. USA står og falder dog trods alt ikke med World Trade Center.

Det politiske nederlag
Det paradoksale er, at den politiske islam som sådan (altså den ikke-voldelige islamisme) har været på retræte i de arabiske lande såvel som i Iran siden slutningen af 90’erne. For det første har diverse arabiske regimer undertrykt islamisterne og henrettet og fængslet i tusindvis. I Syrien gjorde præsident Hafez al-Asad kort proces og gennemførte en ualmindelig brutal massakre på Det muslimske Broderskab i byen Hama allerede i 1986, hvor flere tusinde blev dræbt.

I Algeriet har præsident Bouteflika i løbet af de sidste to år fået nedbragt volden væsentligt, om end det stadig er ganske uhyrlige tal; fra 1000 dræbte om måneden til 300 i slutningen af 2001. I Tunesien har regimet også drevet islamisterne i defensiven. I Jordan og Marokko har der ikke været væbnede grupper.

I Ægypten har der i perioder siddet over 30.000 personer fængslet, hvoraf mange dog må anses for at være fuldstændigt uskyldige, idet det ægyptiske sikkerhedspoliti i visse tilfælde er gået såvidt som til at arrestere en hel landsby eller et helt boligkvarter på én.

I lyset af den statslige overmagt erklærede Det øverste Råd for De muslimske Grupper i Ægypten i januar 1998, at de ville opgive den væbnede kamp. For nogens vedkommende er der tale om, at de går i ”hi” og altså ikke har opgivet troen på det legitime i at føre væbnet kamp, men kun troen på, at det er til nogen nytte i en given periode. Det er dog værd at bemærke, at et af medlemmerne af Det øverste Råd, Mohammad Mustapha al-Muqra, der lever i eksil i London, samme år udgav et 500 sider langt dokument, som handler om, hvad islamisk lov siger om behandlingen af civile. Al-Muqra konkluderer, at islam ikke tillader drab på civile – i overensstemmelse med den gængse tolkning af islam i århundreder.

Nogle af de ægyptiske eksperter, der har fulgt islamismen tæt på i de sidste 35 år, mente således i 1998, at hovedstrømningen i den islamistiske opposition fremover vil være være imod væbnet kamp, mens mindre grupper sandsynligvis vil fortsætte med at følge Sayed Qutbs tankegang og altså se det som deres pligt at myrde de ”frafaldne”.

Samtidig med nedlæggelsen af våbnene stod det også klart, at ”projekt afsæt regimet og lad os, de sande muslimer, regere i en sand islamisk stat” aldrig havde opnået den brede befolknings tilslutning i noget arabisk land. I Ægypten mistede islamisterne allerede deres moralske legitimitet i begyndelsen af 90’erne, hvor de såkaldte islamiske investeringsselskaber krakkede. De var bygget op som en slags pyramidespil og lovede investorerne 25 pct. i profit (rente er jo forbudt). Millioner af gæstearbejdere i Golf-landene investerede deres livsopsparing, fordi de troede på disse mænd med fuldskæg og deres tale om ”sand islamisk økonomi”, som Gud ville belønne.

Flere af indehaverne af investeringsselskaberne viste sig imidlertid at være snydepelse, der i første omgang sendte penge på konti Schweitz.

Kun blandt palæstinenserne i de besatte områder (Gaza og Vestbredden) har islamisterne haft stort fremgang i de senere år, og HAMAS er i dag sandsynligvis mere populær end PLO. HAMAS udfører et omfattende socialt arbejde blandt de nødlidende palæstinensere, der lever i dyb fattigdom, bolignød og arbejdsløshed på grund af besættelsen. Samtidig rummer Hamas også en væbnet fløj, der i sin egen selvforståelse fører en befrielseskamp mod den israelske hær. Det store problem er, at Hamas benytter sig af terror mod civile i denne befrielseskamp.

Der synes imidlertid ikke at være nogen reel trussel om, at den rædsomme konflikt mellem Israel og palæstinenserne vil inddrage de arabiske nabolande. Historisk set har disse da heller aldrig nogensinde for alvor truet Israels militære, politiske og økonomiske overlegenhed i området.

Shia-muslimske organisationr
Omkring ti pct. af verdens muslimer er shia-muslimer. Som det også er tilfældet for forskellene mellem protestanter og katolikker, er det ikke så meget selve de teologiske forskelle, der er vigtige men de underliggende socio-kulturelle og politiske forhold (jævnfør konflikten i Irland). Shia-islam kan groft siges at være persernes måde at forholde sig til islamiseringen på: De blev aldrig arabiseret og de nægtede at anerkende arvefølgen blandt de første kaliffer efter profeten Muhammads død.

Det førte til krig og siden har shia-islam udviklet sig med Najaf og Kerbala i det sydlige Irak som lærdomscentre og perserne som det største, shia-muslimske folk (altså i dag Iran).

Den politiske shia-islam udviklede sig i Najaf i midten af 1900-tallet. Dengang havde Irak og Iran de største kommunist-partier i Mellemøsten. I Irak var kommunistpartiet i regeringen, efter at den irakiske konge, var blevet afsat (en saudi-araber af Faisal-slægten, som englænderne havde ”givet” en trone i Bagdad, hans bror fik tronen i Syrien),  og igennem en lang periode oplevede de shia-muslimske gejstlige, hvordan de mistede deres magt. I første omgang var det den økonomiske magt, idet de religiøse fondes jorder blev eksproprieret af staten. Sideløbende mistede lærdomscentrene indflydelse, fordi der blev oprettet ”verdslige” læreranstalter.

Ayatollah Khomeini var i eksil i Najaf i 13 år fra 1962 til 1975, hvor han måtte rejse til Paris. Det var imidlertid den arabiske iraker, Muhammad Baqer as-Sadr, en af de ganske, ganske få shia-muslimske gejstlige, der havde opnået graden af ”marja”, det vil sige en helt særligt lærd og retledt person, som nyder meget høj autoritet, der skrev den væsenligste teori om præstestyre.

 As-Sadr blev myrdet af Saddam Husseins regime i 1980, fordi han havde givet grønt lys for, at Iraks shia-muslimer indledte jihad mod styret i Bagdad, og en af forklaringerne på angrebet mod Iran året efter er, at Saddam Hussein ville imødegå truslen fra den politiske shia-islam. Lige siden har shia-muslimerne ført væbnet kamp, især i det sydlige Irak, men shia-muslimerne har som bekendt ikke haft held med at vippe den halvsocialistiske diktator i Bagdad af pinden. Tværtimod er de blevet udsat for en grusom forfølgelse og regulær nedslagtning. Der findes dog stadig en shia-muslimsk, politisk opposition i Irak, hvis ledere lever i eksil i London.

Efter over 40 års kamp for at oprette ”sande islamiske stater” i Mellemøsten er Den islamiske Republik Iran og Den islamiske Republik Sudan og taleban/al-Qaeda-styret i Afghanistan således de eneste ”succes’er” - alle tre meget betingede.

Taleban-styret varede kun fem år, og det kom til magten i kraft af den pakistanske efterretningstjeneste støtte (både strategisk og med soldater, tanks osv.), financieret af Saudi Arabien og sanktioneret af USA. Taleban var ikke en politisk organisation, det var en bjergbonde-milits, der kom til hovedstaden og tog sine sæder og skikke med dertil. At taleban-styret allierede sig med al-Qaeda blev den store streg i regningen.  Sudan spiller ikke nogen regional rolle, eftersom de farvede, arabisktalende sudanesere behandles ret chauvinistisk af de øvrige mellemøstlige lande. Sudans internationale rolle må endvidere siges at være ret begrænset, om end regimet har kunnet gøre en del skade ved at give husly til militante muslimer, herunder i en periode Osama Bin Laden, og altså fungere som et relativt lovløst ”friland”.

I Iran har den totalitære ideologi, som Khomenismen er, imidlertid mistet sin legitimitet fuldstændigt. Det eneste, der afholder iranerne fra at lave revolution er, at de har ualmindeligt dårlige erfaringer med en sådan og følgelig ikke tror på, at det kan nytte. Det er vigtigt at huske, at revolutionen i 1979 var en revolution, der gik ud på at afsætte shahen og smide de 50.000 amerikanske militærpersoner på porten samt indføre demokrati og social retfærdighed. I de første ti måneder arbejdede en samlingsregering på dette projekt, men så lykkedes det ayatollah Khomeini at tilrane sig den fulde magt. I det efterfølgende år var der væbnet modstand mod ayatollah Khomeinis regime, og meget tyder på at regimet primært blev reddet ved, at Irak angreb på Iran i 1981 og indledte den grufulde, otte år lange Golfkrig.

Der har således altid været udbredt modstand mod Den islamiske Republik, men det er første i de sidste fem år, at den iranske befolkning er begyndt at komme til orde. De er blevet budt reformer af præstestyret, men alt tyder på at langt det store flertal ønsker Den islamiske Republik hen, hvor pebret gror og oprettelsen af en verdslig stat i stedet. På det seneste er Shahens søn blev ganske populær, ikke mindst i kraft af den sattelitkanal, som monarkist-partiet bestyrer i Los Angeles.

Det tredje land med en væsentlig, shia-muslimsk befolkningsgruppe er Libanon. Hvor Hizbollah var en ganske ubetydelig sag i begyndelsen af 80’erne, voksede den sig ganske stor og betydningfuld i årene under den israelske besættelse af Sydlibanon (1984-2000). Tusinder af sydlibanesere måtte flygte til Beirut og det var i disse nye forstæder, at Hizbollah begyndte at udføre socialt arbejde. Den væbnede fløj tog sig af at bekæmpe den israelske stedfortræderhær, den kristne milits, i syd og udførte ind imellem også angreb ind i Israel. Samtidig udviklede Hizbollah sig også til et politisk parti, der blev valgt ind i parlamentet og opnåede stor respekt, fordi dets medlemmer altid var velforberedte (på mange måder parallelt til respekten for VS’eren Preben Wilhjelm i sin tid).

Hizbollah opfatter sig selv som en modstandsbevægelse, og denne opfattelse deles af flertallet af libaneserne. Hizbollah modtager diverse støtte fra Iran via Syrien, der er en tålt besættelsesmagt i Libanon. Siden Israel trak sig ud af Sydlibanon, har Hizbollahs militære aktiviteter været meget begrænsede.

Saudi Arabien
Den sorte hest i alt det her er Saudi Arabien. Det er simpelthen utroligt vanskeligt at få ordentlige informationer fra det land, og derfor må man stykke billedet sammen af stumper hist og pist. En stump er det faktum, at 5000 unge saudiarabere rejste til Afghanistan for at deltage i krigen mod russerne. Det er alt andet lige utroligt mange, når man betænker, at Saudi Arabien er et meget rigt land, hvor man hverken skal betale skat eller aftjene værnepligt og hvor staten jævnligt eftergiver el- og telefonregninger (det lovede Khomeini for øvrigt også iranerne, at han ville, det blev bare aldrig til noget).

Det er endvidere sandsynligt, at mange flere end de 5000 overvejede at rejse. Hvorfor mon det? Monstro ikke fordi der findes en reel opposition mod det kongehus, landet er opkaldt efter? Det tyder også andre ting på. Osama Bin Laden er således efter alt at dømme ikke den eneste saudiske rigmand, der har brugt penge på at fremme den radikale islam af den ene eller anden slags, de øvrige holder sig bare borte fra offentlighedens øjne.

Så man kan konkludere, at der findes en opposition til Kongehuset i Saudi Arabien, og at der er en rimelig stor chance for, at den vil slå til på et tidspunkt. I hvilket omfang er det imidlertid umuligt at sige noget om.

Samtidig gør der sig det forhold gældende, at den saudiske statsmagt i årevis har brugt milliarder af petrodollars på at udbrede den rette tro, nemlig den ualmindeligt puritanske og totalitære wahabisme. Pisketraf og afhugning af hænder, nul kørekort til kvinder osv. osv. indgår i denne tolkning af islam. Wahabismen har ikke alene påvirket flere millioner især ægyptiske og palæstinensiske gæstearbejdere i Saudi Arabien, den bliver også prædiket i moskéer verden over, som kongehuset har bekostet. Også bøger, kasetter og videoer spreder wahabismen budskab.

Og så er Saudi Arabien den nok vigtigste allierede i regionen for USA, der sammen med Storbritannien og Frankrig også har stået for opbygningen af landets militær. Derfor er det så penibelt med Saudi Arabien, for kan man forbyde sin bedste ven at sprede sit ”glade” budskab? Den nød er det nu efter 11. september Vestens opgave at knække, for Wahabismen og Jihad-tankegangen ligger ikke så langt fra hinanden, begge mener at man som muslim har pligt til at påtvinge andre muslimer den rette tro.

Identiterne på spil
Foreløbigt har islamismen som politisk projekt altså kun haft en yderst begrænset succes. Det man kunne kalde det ny-muslimske, socio-kulturelle projekt lever imidlertid videre. Man kunne formulere dette som værende et ret så nærliggende og naturligt, menneskeligt projekt, der i al sin enkelthed går ud på at slå fast, at muslimer er gode mennesker, at islam er en god religion og at den islamiske civilisation har krav på respekt og anerkendelse.

Det lyder præcist lige så defensivt, som det er: I mere end 150 år er muslimerne blevet udsat for et mentalt angreb fra Vesten, der i bedste missionærstil anser muslimer for mennesker, der retteligen burde konvertere til kristendommen, eftersom denne religion er islam moralsk overlegen, ligesom den kristne civilisation er den islamiske civilisation overlegen, både militært, teknologisk og økonomisk. Kristne er bare bedre og rigere mennesker.

”Nyomvendelse” til islam eller ”Indre Mission” er  ikke det eneste socio-kulturelle projekt i de arabiske lande, men det er det tydeligste. Det skyldes frem for alt, at de arabiske regimer har imødekommet kritikken fra islamisterne ved at ”bevise”, at de er sande muslimer: Aldrig har så mange arabiske politikere begivet sig på pilgrimsfærd til Mekka. Og i Ægypten er antallet af religiøse tv- og radio udsendelser vokset, ligesom curriculum i skolerne er blevet ”islamiseret”. Islamismen er således i dag vidt udbredt i en indskrænket, stats-sanktioneret, populistisk form, der er ligeså småtskåren, chauvinistisk og fordummende som enhver anden form for populisme.

Den israelske hærs ualmindeligt brutale undertrykkelse af palæstinenserne i de besatte områder er her en foreløbigt bundløs kilde til populistisk skælden ud af Israels vestlige støtter (og garanter) og i de senere år også en regulær anti-semitisme, idet mange er holdt op med at skelne mellem zionisme og jødedom. Israelernes misbrug af Holocaust til at legitime fordrivelse og forfølgelse af palæstinenserne tjener i dag som argument for, at Holocaust slet ikke har fundet sted, men er noget israelerne har fundet på. Hver dag kan befolkningerne i de arabiske lande følge, hvordan den israelske hær forhindrer vandvogne i at nå frem til de palæstinensiske landsbyer, som aldrig er blevet tilsluttet en rindende vandforsyning; forhindrer bønder i at nå ud til deres marker, forhindrer skolebørn i at komme i skole, studerende i at komme på Universitetet og syge i at komme på hospitalet. De kan se bulldozere ødelægge huse og olivenlunde osv. osv.

Det er en ydmygelse og grundlæggende frakendelse af retten til at være sig, som ikke er helt så fjern fra hverdagen for befolkningerne i de øvrige arabiske lande, både hvad angår deres regimers behandling af sine borgere og Vestens måde at møde dem på – om end naturligvis i en helt anden målestok.

De andre socio-kulturelle projekter er i dag at finde blandt grupper af intellektuelle, som kæmper for at finde en værdig måde, de muslimske lande kan indhente Europa og USA's økonomiske og teknologiske udvikling på og altså fører en venstreorienteret/socialdemokratisk tredjeverdens diskurs. Deres skæbne har været, at de siddende regimer ikke kun har bekæmpet den islamistiske opposition men enhver opposition. Det betyder, at der i Ægypten og Tunesien stort set ikke er noget politisk råderum for den demokratisk sindede opposition. I Ægypten har Mubarak-regimet ændret lovene, således at borgmestre, fagforeningsbestyrelser, studenterorganisations-bestyrelser og dekaner alle bliver udpeget, hvor de før blev mere eller mindre demokratisk valgt.

Geo-strategisk set har USA's militær hidtil været i stand til at sikre energiforsyningen til den vestlige verden, og på det seneste har USA også fået foden på afghansk jord og dermed en position til at sikre olie-forsyningerne fra de central-asiatiske republikker, som Kina kigger langt efter. Som en irakisk olie-minister engang lidt irriteret understregede, så kan araberne jo altså heller ikke spise olie: De er i dag lige så afhængige af at sælge olie, som Vesten er af at købe den.

Politisk-militært set har de nationale regimer i Mellemøsten og senest også USA været i stand til slå væbnede oprørsgrupper ned (Iran og Sudan undtaget), og som konkurrende ideologi har islamismen hidtil end ikke nået kommunismen til sokkeholderne, hvad angår indflydelse og magt. Vesten vandt den kolde krig, og den har også vundet den varme.

Det er således svært at få øje på andet end en konkurrerende identitet, der kan sætte sindene i kog her i vores post-moderne informationssamfund, hvor ”identitet” er noget man tilkæmper sig, ikke mere noget man arver, og derfor har antaget en helt anden samfundsmæssig betydning. Det er således meget basalt for vesterlændinge at tro, at de er bedre mennesker end andre. Sådan blev kolonialismen legitimeret, og denne selvopfattelse spøger i dag i form af en tro på vores videnskabelige og økonomiske overlegenhed – der jo også langt henad vejen er ganske reel. Problemet er, at muslimerne (og kineserne og alle andre, selvfølgelig) lider under det samme behov og har en tendens til at insisterere på det, men jo altså sværere ved at opfylde det. Muslimerne vil ikke konvertere men holder fast i deres religion. Eftersom langt de fleste muslimer er absolut fredelige, burde det ikke opfattes som en fare, men foreløbig har de få, militante islamister fået lov til at repræsentere islam i vid udstrækning i de vestlige medier. Og de er da skræmmende – især hvis man gerne vil skræmmes. Det vil den populistiske højrefløj gerne. Når man betænker proportionerne, forekommer det imidlertid én, at der nærmest drives rovdrift på den radikale islam.

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

militaert_tidsskrift_131.aargang_nr.1_2002.pdf

 
 

Litteraturliste

Del: