Hvordan kan vi stå, når vi skal forstå doktrin? - En videnskabsteoretisk terrænorientering i studiet af doktrin

Kadetter måludpeger i terræn. Foto: Hærens Officersskole.

 

De fleste sergentelever er i forlængelse af en af deres befalinger blevet spurgt: hvorfor står vi her? Svaret bør være, at vi står det sted i terrænet, hvor vi bedst kan få overblik over, og dermed forstå netop den manøvre, som skal udføres. At stå et sted i terrænet er et valg: Fra en position er der noget, som vi kan se, men samtidig er der noget, som forbliver skjult. Pointen er, at vi altid står et sted, når vi forsøger at se noget. Hvis vi flytter os, ser vi måske noget andet, mens noget af det vi før kunne se bliver skjult. Det samme gør sig gældende, når vi forsøger at forstå noget teoretisk.

Denne artikel udpeger, hvordan man kan stille sig i det videnskabsteoretiske terræn, når man forsøger at forstå doktrin. Det er et litteraturstudie af ståsteder eller grundantagelser om, hvad doktrin er og om hvordan man kan opnå viden om doktrin. Artiklens formål er at skabe interesse for en refleksiv tilgang til spørgsmål om doktrin. Det skal ske ved, at læseren bliver bedre til at stille spørgsmål til, hvorvidt den valgte tilgang til at forstå doktrin eller den valgte definition af doktrin er passende i forhold til netop den virkelighed, som undersøges. Det kræver en diskussion af bud på hvad doktrin er, hvad doktrinens funktion er, om værdien af praktisk erfaring, samt om grænser for hvad der er muligt at erkende teoretisk i det fagmilitære felt; om videnskab og ikke-videnskab.

Artiklen optegner indledningsvis konturerne af et teoretisk underbelyst felt. Dernæst analyseres distinktionen mellem militær teori og doktrin. I to separate afsnit analyseres efterfølgende forskellige grundantagelser om, hvad doktrin er, og hvordan vi kan opnå viden om doktrin. Artiklens teoretiske diskussioner operationaliseres i to eksempler, som kadetter, elever eller øvrige selv kan prøve at sætte doktrinen i relation til med henblik på at foreslå steder, hvorfra en undersøgelse af disse kunne tilrettelægges fra. Slutteligt diskuteres hvilke implikationer denne pluralitet af positioner og mangel på enighed om grundantagelser har for henholdsvis forskeren, opgaveskribenten og doktrinudvikleren.

Artiklen konkluderer, at der ikke synes at være noget entydig godt sted at stå, når vi skal forstå doktrin. Den, der vil arbejdede akademisk med doktrin, må selv reflektere over hvordan ens grundantagelser kan retfærdiggøres. Man må selv finde et egnet sted i terrænet, hvor man kan stille sig for at udpege sin manøvre og selv bevidst tage stilling til, om det nu er et godt sted at stå i forhold til at forstå det udsnit af virkeligheden, som man undersøger.

Artiklens anvendelse af -ologier og -ismer er videnskabsteoriens fagbegreber. I sig selv er begreberne ikke forudsætning for at diskutere hverken doktrin eller grundantagelser, det er mere interessant at forstå de praktiske implikationer. Det er værd at huske på, at -ologierne og -ismerne hver i sær er bud på svar på de to grundlæggende spørgsmål: væren og viden eller helt lav-praktisk: hvad er doktrin? og hvordan kan vi opnå viden om doktrin?

 

Et teoretisk underbelyst felt
Modne videnskaber er kendetegnet ved at have et eller flere fastdefinerede genstandsfelter og tilhørende metoder til at stille videnskabelige spørgsmål; gode og velafprøvede steder til at udpege sin manøvre, om man vil. For den som ønsker at arbejde akademisk med doktrin, er problemet imidlertid, at feltet er teoretisk og metodisk underbelyst. Den norske filosof og oberstløjtnant Harald Høiback har sammenfattet feltet som værende i en præ-paradigme fase:1 Vi diskuterer ikke, hvad svaret på de videnskabelige spørgsmål er. Vi diskuterer, hvordan vi grundlæggende kan eller skal stille videnskabelige spørgsmål og hvad grænserne for den videnskabelige erkendelse er. Den, som ønsker at studere doktrin akademisk, er derfor nødsaget til at rammesætte sit studie, hvilket indebærer at man positionerer sig selv, sine teorier, sine modeller og sin opfattelse af doktrin. Det betyder imidlertid ikke, at alt er lige gyldigt. Ligesom til befalingsudgivelsen skal valg af ståsted tilpasses situationen. Der er ikke noget entydigt rigtigt sted at stå, men nogle steder egner sig bedre til at udpege eller forstå en given manøvre end andre.

Praktikeren kan spørge: Hvad skal den teoretiske diskussion nytte? Svaret er, at en øget bevidsthed om vores grundlæggende antagelser skaber grundlag for bedre at koble den militære virkelighed med videnskab og forskning. Det skal føre til, at praktikeren kan genkende sin egen virkelighed i forskningen, og ikke mindst at forskeren producerer viden til gavn for praksis.2 Hvis vi alene arbejder pragmatisk og slutter fra egne eller organisatoriske erfaringer uden kritisk og konstant at evaluere vores grundantagelser, risikerer vi fejlslutninger; at vi arbejder ud fra årsagssammenhænge eller hjemmebryggede teorier, der ikke eksisterer i virkeligheden eller holder dogmatisk fast i bestemte doktriner, hvor situationen har ændret sig markant.

For det første kan den akademiske stringens udlede de grundlæggende opfattelser som en bestemt doktrin eller et sæt militære erfaringer bygger på. Det giver lejlighed til at diskutere, hvordan disse antagelser passer med de antagelser, som organisationen sædvanligvis gør sig og om de passer med den virkelighed, som undersøges. Den diskussion skal bruges til at rette opmærksomheden på den logiske sammenhæng, der bør være mellem grundantagelser om doktrin, doktrinens udformning, de metoder, som doktrinen foreskriver og den måde vi uddanner vores førere på.

For det andet giver et systematisk arbejde med grundantagelser anledning til at analysere hvornår og under hvilke betingelser bestemte teorier, doktriner eller erfaringer, kan siges at være gyldige. Det skaber grundlag for bedre udvikling af doktrin. Men måske endnu vigtigere, giver det praktikeren i felten en baggrund til at analysere hvornår situationen har ændret sig, således at de grundantagelser, som ens beslutninger måtte være bygget på, ikke længere er gyldige.

For det tredje er et øget fokus på grundantagelser om viden og væren et værn mod pseudo-videnskab. Det giver lejlighed til at diskutere hvordan vores vidensgrundlag er frembragt, og til at diskutere demarkation mellem videnskab og ikke-videnskab. Det er på én og samme tid en ramme for overvejelser om mulighedsbetingelserne for videnskabelig erkendelse i et udpræget praktisk felt, og samtidig en påmindelse om, at doktrin næppe kan gøres hverken visionær eller fremadskuende, hvis den alene bygger på, hvad vi strengt empirisk bagudrettet kan eftervise. Det fører til artiklens første tema om forskellen mellem militær teori og doktrin.

 

Distinktionen mellem militær doktrin og militærteori
I det følgende skelnes mellem militærteori og militær doktrin. Formålet er at vise, at et af problemerne med at arbejde akademisk med doktrin er, at den ikke er skrevet efter akademiske standarder eller med viden som sigte. Dermed volder den os problemer, når vi forsøger at kategorisere den i akademiske termer. Modsat er militærteorien nok publiceret efter akademiske termer, men den er sjældent normativ og handlingsanvisende, som vi forventer af en doktrin.

Det centrale element i den militære forskning beskæftiger sig med studiet af hvordan krig.3 Et klassisk spørgsmål er, hvorvidt krigsførelse er videnskab eller en kunst.4 En debat, der sædvanligvis personificeres af krigsteoretikerne Carl von Clausewitz og Antoine Henri Jomini i henholdsvis Vom Kriege (1831) og Krigskunsten (1838). Spændet i militærteorien er imidlertid endnu større: Fra den amerikanske general Ulysses S. Grants skeptiske syn på hele studiet af krigsførelse, til den leninistiske påstand om objektivitet og lovmæssighed.5 Det er uden for denne artikels sigte, at afgøre dette spørgsmål. I stedet anvendes de forskellige syn på militærteoriers spændvidde til at udlægge en pluralitet af ståsteder, som kan anvendes til at stille videnskabelige spørgsmål til doktrinen.

Clausewitz definerer taktik som die Lehre vom Gebrauch der Streitkräfte im Gefecht.6 Det er denne lære om brug af stridskræfter, vi sædvanligvis kalder for doktrin. Doktrin andrager spørgsmålet om hvorledes en militær aktør bør handle i en given situation. Doktrin adskiller sig dermed fra det fra bredere begreb militærteori: Militærteorien er generel og behøver ikke et normativt element.7 Dens sigte er viden og er som oftest deskriptiv. Samtidig frembringes og publiceres den efter videnskabelige standarder. Doktrinens sigte er handling og formuleringerne i doktrinen er som oftest præskriptive eller fremadskuende. Doktrinens formål er ikke at svare på videnskabelige spørgsmål men ganske pragmatisk; at sætte den militære fører bedre i stand til at løse sin opgave. Doktrinen publiceres typisk for et militært publikum og efter andre standarder end de videnskabelige. Doktrin kan dermed siges at være organisationens autoriserede og internt publicerede svar på spørgsmålet: hvordan krig? eller i det mindste en vision om hvordan kampen kan kæmpes. Militærdoktrin og –teori er således ikke modsætninger, men komplementære størrelser udarbejdet på forskellige præmisser og med forskellige målsætninger.

Doktrin har ikke nogen fast rolle i det akademiske arbejde: Afhængigt af spørgsmålet kan den autoriserede doktrin optræde som empiri, hvis man med andre militære teorier eller teori fra andre fagområder vil intervenere i, kritisere, forklare eller forstå doktrinen.8 Den kan foreskrive en bestemt metode i operationsplanlægningen eller være handlingsforeskrivende i praksis, ved at angive bestemte måder til at indsætte sine midler eller opstille rammer til at forstå eller forklare en situation. Doktrinen kan dermed optræde som professionens teori,9 skønt dens sigte, som tidligere nævnt, er at være handlingsforeskrivende. En udbredt praksis er i sådanne situationer at diskutere eller kvalificere doktrinen eksempelvis med andre landes doktriner og/eller med anden teori.10

NATOs definition af doktrin er fundamental principles by which the military forces guide their actions in support of objectives. It is authoritative but requires judgment in application.11 Heri lader der til at være mindst to implicitte videnskabsteoretiske antagelser: (1) ideen om, at en virkelighed hvor ovennævnte fundamentale principper kan siges at eksistere forud for vores begrebsliggørelse af dem, og (2) at der er én virkelighed, hvor vi kan få adgang til objektiv viden om disse fundamentale principper. Denne position kaldes ontologisk materialisme og epistemisk objektivisme.12 Vestlige militære doktrinskrivere trækker i overvejende grad implicit på netop dette ståsted; ideen om at verden eksisterer forud for vores begrebsliggørelse, og at vi gennem studier kan formulere grundlæggende og varige principper13 for krigsførelse. Det hælder mod forudsigelighed; mod metoder til at nedbryde i enkeltdele og mod data, som kan måles eller vejes. Men er modstanderens vilje, noget som meningsfuldt kan måles? Kan effekt i det kognitive domæne planlægges, forudses endsige erkendes og hvordan? Og er de metoder, som vi foreskriver i operationsplanlægningen dækkende for de problemer, som vi står over for?14

Lignende problemer kendetegner operationens grundprincipper: For teoretikeren er der tale om vage principper, hvis betydning er uklar. Der synes ikke at være forskning, som entydigt forbinder overholdelse af principperne med sejr på slagmarken eller omvendt, at mangel på overholdelse fører til nederlag. Alligevel har generationer af praktikkere fundet dem anvendelige nok til at medtage dem i reglementerne. I diskussionen ligger både ontologiske spørgsmål: hvad er grundprincipperne og hvordan kan de siges at eksistere? - og dernæst et epistemologisk spørgsmål; hvordan kan vi vide noget om dem?15

I det følgende præsenteres en række mulige ståsteder, hvor man sammen med andre teoretikere kan stille sig, når man vil forstå, forklare eller stille videnskabelige spørgsmål til doktrinen.

 

Det ontologiske spørgsmål – Hvad er doktrin?
Ontologi beskæftiger sig med spørgsmålet om væren. Hvordan kan noget siges at eksistere og hvordan eksisterer det? Modne videnskaber har oftest en klar ontologi, som afgrænser genstandsfeltet, men som vi skal se i det efterfølgende, eksisterer der i spørgsmålet om doktrin forskellige opfattelser.

I bogen The Roots of Military Doctrine udpeger Aron P. Jackson fire ontologisk forskellige doktrinskoler: Den tekniske, den taktiske, den operative og den strategiske manual.16 Doktrinerne adskilles i forhold til, hvilket niveau de leverer handlingsanvisninger på. Skolerne ligner til forveksling det doktrinhierarki, der eksisterer i NATO, som den danske landmilitære doktrin spejler sig i (se figur 1).17 Alle fire skoler trækker ifølge Jackson på en materialistisk ontologi; ideen om at virkeligheden eksisterer ”derude” forud for vores begrebsliggørelse af den. Samtidig angiver han også i en note, at der ikke findes egentlig publiceret forskning, der behandler den militære praktikers ontologiske ståsted.18

Figur 1. Doktrinhierarkiet. Hærstaben, Feltreglement 1: 2

 

Harald Høiback definerer, med inspiration fra Clausewitz, doktrin til at være institutionalized beliefs about what works in war and military operations.19 Ved at erstatte NATOs begreb fundamental principles med institutionalized beliefs bløder Høiback begrebet op og muliggør alternative tilgange til spørgsmålet om hvad doktrin er. Høiback definerer selv begrebet til at være udspændt mellem tre elementer: teori, kultur og autoritet. I det spænd kan doktrin have tre funktioner: et forandringsværktøj i spændet mellem autoritet og kultur, et værktøj til kommandoføring i spændet mellem autoritet og teori, samt et uddannelsesværktøj i spændet mellem teori og kultur (se figur 2).20 Doktrin er ikke noget i kraft af, hvor det måtte levere handlingsanvisninger som hos Jackson. I stedet har doktrin flere samtidige funktioner, hvor en bestemt doktrin typisk vil varetage en funktion mere udpræget end andre. Høibacks teori kan udlægges i retning af ontologisk idealisme; en situation hvor vi erkender virkeligheden gennem vores begreber i dette tilfælde gennem den funktion, som begrebet har.

 


Figur 2. Doktrinens funktion. Høiback, ”What is doctrine”: 888

 

Høibacks ideal om doktrin som noget, der har en funktion, modsiges af de to svenske war studies professorer J.J. Angstrom og Jan Widen, der argumenterer for, at vi i stedet må vi forstå doktrin som trosartikler eller et tros-system og dermed en del af den militære identitet og de militære normer.21 Doktrinens mål for kvalitet er i hvilken grad den får dens medlemmer til at føle sig som en del af et eksklusivt fællesskab af ligestillede. Dens problem kan være, at deltagerne bliver indoktrinerede og ikke vil være i stand til at tænke selvstændigt, ligesom kritik får svære vilkår.22 Historikeren Albert Palazzo deler den første del af denne kritik, om end han ikke retter den som et svar til Høiback. Hans pointe er, at hære ikke lykkedes i kamp, fordi de har en doktrin, der foreskriver handlinger, men i stedet har en doktrin, der understøtter et institutionelt ethos, der fordrer fleksibilitet og læring, således at man hurtigt kan omstille sig.23 Doktrin skal, ifølge Palazzo, være det modsatte af en manual; det skal være en kultur, som gør, at organisationen hurtigt kan tilpasse sig. Paradoksalt nok er netop kultur en af Høibacks hjørnesten, hvorfor Angstrom og Widen samt Palazzos synspunkter måske kunne tolkes i rammen af Høibacks teori: Som en funktion med slagside mod det kulturelle hjørne.

Historikeren Sir Michael Howard citeres ofte for en variant af samme skeptiske kritik, idet han ikke tillægger det nogen stor betydning, hvorvidt doktrinen er rigtig eller ej:

"I am tempted indeed to declare dogmatically that whatever doctrine the Armed Forces are working on now, that they have got it wrong. I am also tempted to declare that it does not matter that they have got it wrong. What matters is their capacity to get it right quickly when the moment arrives."24

Sammenfattende tegner der sig ikke noget klart billede af hvad doktrin er eller skal kunne. Det er dermed muligt, at placere sig i hele spektret enten sammen med sin egen doktrin hvor end den måtte indplacere sig, eller sammen med en af de teoretikere, som man ønsker at diskutere med eller mod. Det afgørende er, at man stiller sig et sted og argumenterer for hvorfor dette ståsted er relevant i forhold til netop denne undersøgelse.

 

Det epistemologiske spørgsmål – hvordan kan vi opnå viden om doktrin?
Det epistemologiske spørgsmål handler om grænser og vilkår for menneskelig viden. Heller ikke i spørgsmålet om hvordan vi kan opnå viden om doktrin, synes der at være nogen form for enighed. I The roots of militray doctrine udpeger Jackson objektivismen (positivismen) som den traditionelle militære epistemologi.25 Objektivismen er præget af en tro på rationalitet og objektivitet. Det afspejler sig i doktriners fokus på det målbare, det kvantificerbare og på lineær fremskrivning. Tendenser som blandt andet kendes fra operationsplanlægning på de taktiske niveauer. Objektivismen er det samme epistemologiske standpunkt, som den typiske udlægning af krigsførelsens kredsløb betjener sig af.26 Jackson argumenterer for, at ontologisk materialisme og epistemisk objektivisme appellerer til militære organisationer, idet målet med den militære forskning er at forstå krigsførelsen således, at man kan intervenere og vinde.27 Som modstykke til den militære objektivisme/positivisme identificerer Jackson det han kalder anti-positivisme. Et begreb, som vi ville kalde inter-subjektivisme eller konstruktivisme. Heri udpeger Jackson doktriner, som anerkender det subjektive, det forhandlede og det relativistiske, som eksempelvis den amerikanske hærs doktrin for oprørsbekæmpelse i Irak og Afghanistan Fieldmanual 3-24 Counterinsurgency.28 Også andre steder i den akademiske litteratur eksisterer der en voksende kritik af ideen om objektivisme i studiet af hvordan krig. Journal of military and strategic studies viede i 2017 eksempelvis en hel udgave til at diskutere og særligt kritisere de objektivistiske grundantagelser, som mange vestlige doktriner ifølge Jackson trækker på.29

Harald Høiback analyserer i sin bog Understanding militray doctrine en række militære teoretikere og rangerer dem fra den militære skeptiker, der ikke tillægger doktrin nogen vægt, over teoretikere, som opfatter doktrin som rammeforståelser, til mere fundamentale opfattelser, der arbejder med at udlede doktrinen fra førsteprincipper; fra scepticism, over coherentism og til foundationalism.30 Høiback indrangerer teoretikerne både efter deres syn på teoriens spændvidde samt deres antagelser om teoriens nytte. Til vores brug anvender vi alene Høibacks tre hovedkategorier og udbygger dem med flere konkrete eksempler og henvisninger. Implicit i Høibacks analyse ligger nemlig også en epistemisk ordning: fra subjektivisme over inter-subjektivisme/konstruktivisme og til objektivisme. Problemet med at ordne de militære teoretikere, som jeg har gjort herunder, er, at heller ikke for dem, er de videnskabsteoretiske ståsteder altid eksplicitte. De er, som praktikere er flest, udprægede pragmatikere hvis videnskabsteoretiske valg oftest er implicitte.
 

Objektivisme
Hvis man mener, at man gennem objektivitet og rationalitet kan udpege evigt gyldige og varige principper eller love om krigsførelsen, så er man objektivist. En undersøgelse med et objektivistisk udgangspunkt, vil overvejende fokusere på kvantitative metoder og på et udtalt krav om objektivitet og rationalitet. Virkeligheden er derude, og vi kan opnå viden om den. Udgangspunktet er, at krigsførelse nok er et komplekst problem, men at sådanne problemer kan opdeles i håndterbare enkeltdele, hvorfra man kan udlede de styrende variable. Mekanismen udtrykkes oftest i simple årsag-virkningsforbindelser og en søgen efter førsteprincipper.

Førsteprincipper er principper, som er selvindlysende og selvforklarende, og som ikke deduceres fra andre principper. Operationens grundprincipper, som den britiske generalmajor J.F.C Fuller var den første til at formulere i den sammenhæng vi kender i dag, er principper af denne natur. Han skitserede arbejdet med at udlede sådanne love ud fra den naturvidenskabelige hypotetisk-deduktive metode: at vi opstiller hypoteser, som vi dernæst tester i empirien. Hvis vi ikke kan finde undtagelser har vi udledt en (naturvidenskabelig) lov. Nøjagtigt samme metode skitseres af major Svend Bergstein i hans artikel fra 1985 om krigsførelsens kredsløb. Bergsteins metode til at opstille en model er at ”starte med et logisk begrundet udsagn, eller i mangel af dette et aksiom (førsteprincip, red) og herfra udvikle en begrebsstruktur…”31 Bergstein selv kredser dog om problemet med at måle det umålelige og konkluderer, at man kun kan prognosticere kamp- og krigsforløb med meget store forbehold, hvorefter han citerer konstruktivisten Clausewitz.32 Også Bergstein lader til, som de fleste praktikkere, at have et pragmatisk forhold til videnskabsteori, samtidig med at han tydeligvis er meget opmærksom på dens funktion; hvad vores grundantagelser gør ved vores metoder, forståelsen af problemer og ved vores svar. En filosofisk kritik kunne med fordel tage i udgangspunkt i at undersøge grundlaget for disse førsteprincipper eller aksiomer. Skeptikeren vil hævde, at der ikke er langt fra førsteprincip til postulat. Samtidig må hypoteser, teorier eller love, som opstilles, give svar som meningsfuldt kan testes i empirien.33

En objektivistisk tilgang kunne være at anvende allerede udledte førsteprincipper og eksempelvis - med doktrinen som teori - tage afsæt i joint functions fra det operative niveau, operationens grundprincipper fra det taktiske niveau eller principperne for indsættelse af et kompagni i en kampstilling til at forklare, hvorfor en given operation enten lykkedes eller fejlede. Alternativt kan andre teorier anvendes til at intervenere i eller diskutere doktrinen. Med dette udgangspunkt ville man også kunne anvende dele af militærteorien eller teori fra andre fagområder, og undersøge hvorvidt en given teori er indarbejdet i doktrinen, og eventuelt gennem empiri teste om den også bør være det. I en sådan undersøgelse med et objektivistisk afsæt vil den intervenerende teori uanset dens eget ståsted være det objektive (sande), og analysen kunne eksempelvis undersøge hvordan den teori er afspejlet i doktrinen.

Blandt udprægede objektivister i militærteorien finder vi eksempelvis Antonie-Henri Jominis Krigskunsten (1838), B.H. Liddell Harts ”Man-in-the-Dark” (1921)34, J.F.C Fullers The Foundations for the Science of War (1926) og den pakistanske brigadegeneral S.K. Maliks The Quranic concept of war (1979). Den marxistisk-leninistiske krigstænkning lagde også vægt på forudsigelighed og objektivitet, og det samme gjorde Robert McMamaras management tilgang til Vietnamkrigen i dens første år. Problemet med objektivismen er, hvorledes disse førsteprincipper kan siges at være bevist endsige at eksistere.
 

Konstruktivisme
Hvis man opgiver det objektivistiske ideal og i stedet ønsker at forstå netop én krig, én enheds eller én gruppe menneskers opfattelse af doktrin uden nødvendigvis at mene, at man dermed kan udlede evigt gyldige sandheder, endsige at der eksisterer generelle principper om, hvordan man skal føre krig, så er man konstruktivist i en eller anden forstand. Konstruktivisternes primære fællestræk er, at de afviser objektivismens ideal om objektivitet og rationalitet. Det betyder ikke, at der er et fravær af hverken rationalitet eller principper; at alting er lige gyldigt. Det betyder, at fokus rettes på, at hvert slag eller krig har sine karakteristika, og at det er i analysen af netop disse, at svaret på hvorfor noget lykkedes skal findes. Krigsførelsen følger ikke en lineær progression og binære udfald eksisterer ikke: Der er ikke nogen klar grænsedragning mellem begreber som krig og fred. Sådanne begreber ligger i stedet i et konfliktspektrum.35 På samme måde er begreber som sejr og nederlag relative og kan fortolkes. Clausewitz sammenfatter sin afstandtagen fra objektivismen således:

Wir sehen also, wie von Hause aus das Absolute, das sogenannte Mathematische, in den Berechnungen der Kriegskunst nirgends einen festen Grund findet, und daß gleich von vornherein ein Spiel von Möglichkeiten, Wahrscheinlichkeiten, Glück und Unglück hineinkommt, welches in allen großen und kleinen Fäden seines Gewebes fortläuft und von allen Zweigen des menschlichen Tuns den Krieg dem Kartenspiel am nächsten stellt.”36

Clausewitz afviser altså ideen om at krigsudfald er noget, der lader sig udtrykke eller erkende som en beregning. Det er i stedet en handling, som både er præget af rationalitet og irrationalitet eksempelvis held og uheld. Det betyder, at fysikkens love hvor A altid medfører B ikke kan siges at være gældende i krig. Der er nok tale om rationelle elementer, som kan tælles, vejes og måles, men også irrationelle elementer, som ikke lader sig indfange på samme måde. Dermed bliver krige uberegnelige og evigtgyldige (naturvidenskabelige) love eller principper en umulighed, der ikke kan finde nogen fast grund.

I stedet for objektive kvantitative data vil undersøgelser med et konstruktivistisk udgangspunkt oftest have fokus på kvalitative data og ditto metoder; aktørernes forståelse af en given situation eller en gruppes forståelse af elementer i doktrinen eksempelvis konsekvenser ved indfasning af et bestemt våbensystem.37 Virkeligheden er forhandlet mellem en gruppe af mennesker. Det er, hvad der efter deres opfattelse er på spil i netop denne situation, det som udgør viden. Modsat objektivisterne har konstruktivister over en bred kam en forståelse for, at enkeltdele ikke kan tages ud af helheden uden af helheden dermed korrumperes. Kompleksitet er her ikke et problem, som skal overvindes ved at nedbryde i enkeltheder. Det er et vilkår og må forstås som sådan. Helheder må derfor studeres som helheder eller i det mindste må vi have blik for hvad der sker, når eller hvis vi forsøger at betragte enkelthederne.

En konstruktivistisk undersøgelse vil kunne antage mange former; feltarbejder, interviews, fokusgrupper, aktiv deltagelse, aktionsforskning eller diskursanalyse for blot at nævne nogle få. Det kunne være en analyse af hvad indfasning af hærens taktiske kommunikationssystem gør ved føringsdoktrinen, en analyse af taktiklærernes opfattelse af hvad doktrin er eller en analyse af indfasningen af F-35s effekt på doktrinen. Også med et konstruktivistisk udgangspunkt kan man med andre teorier eller militære doktriner intervenere i den doktrin, man undersøger. Her vil analysen have fokus på en eller flere gruppers eller personers forståelse af, hvad der er gældende, eksempelvis vurderinger af den intervenerende teoris effekt, hvis den blev anvendt eller en vurdering af ens egen doktrins eventuelle mangler.

Blandt konstruktivisternes bidrag til militærteorien finder vi Clausewitzs Vom Kriege (1832) og den sømilitære historiker og strateg Julian Cobertts Some principles of maritime strategy (1911). Af nyere tænkere er eksempelvis John Kiszelys ”Post-modern challanges for modern warriors” (2007),38 T.C. Greenwood og T.X. Hammes ”War planning for wicked problems” (2009),39 Harald Høibacks Understanding Militray Doctrine (2013) og Chris Paparone The Sociology of Military Science (2013) og en samling kritiske artikler eksempelvis i Jounal of Strategic and Military Studies (2017).40 Det meste af den (post)moderne tænkning om oprørsbekæmpelse personificeret ved David Kilcullen eksempelvis i artiklen ”Counter-Insurgency Redux” (2006)41 har også et konstruktivistisk udgangspunkt. Der er nok principper, men disse er langt fra at være evigtgyldige sandheder, endsige noget som i hånden på selv den bedste fører kan garantere sejr.
 

Subjektivisme
En subjektivistisk undersøgelse vil have fokus på individers opfattelse, oplevelse eller forståelse af eksempelvis doktrin, en træfning eller et slag. Hovedretningerne er fænomenologi og hermeneutik og rummer således en refleksion over forforståelsen til en hver forståelse.

Subjektivismen er ikke udbredt blandt militære teoretikere. Den findes dog i negativ forstand blandt dem som Høiback udpeger som skeptikere Ulysses S. Grant, Wellington og Napoleon.42 Disse tre hærførere ville finde det meningsløst, at tale om doktrin som noget eksternt. Succes på kamppladsen handler om førerens intelligens, kreativitet og erfaring. Historikeren Albert Palazzo, som introduceredes under diskussionen om det ontologiske spørgsmål, er et eksempel på en moderne akademisk analyse, der peger i retning af doktrinær skepticisme og epistemisk subjektivisme.43 Palazzo retter fokus på doktrinens bagside; den forforståelse, som den installerer i soldaterne. Det hæmmer dem i at udvise fleksibilitet i den specifikke situation, de er havnet i. Mere jordnært, men med samme ideal om viden, finder vi argumentet om, at den eneste måde at finde sandheden om krig, er ved at prøve det på egen krop. Grundantagelsen vil være, at den, der har været i krig, ved noget om krigen, som den der ikke har været i krig ikke kan vide. Adgangen til viden går dermed gennem soldatens subjektive oplevelser.44

Militærteoretiske bidrag om opbyggelse af evne til operational art, taktisk kreativitet, om dannelse og om uddannelse af de militære fører, trækker gerne på et subjektivistisk udgangspunkt. I Feltreglement 1 står der, at chefen til stadighed skal anvende sin erfaring, intuition samt faglige og personlige kompetencer til at lede føringen af troppeenheden.45 Såfremt undersøgelsen eksempelvis retter sig mod denne erfaring og intuition og/eller af den undersøgendes egen refleksion over sin forforståelse af eksempelvis elementer i doktrinen, kan den rammesættes som subjektivistisk. Fokus vil være på forståelse og fortolkning. Hvad er det, den militære fører skal vide, kunne og måske være for at lykkes på kamppladsen.

Sammenfattende tegner der sig heller ikke noget klart billede af, hvordan vi kan opnå viden om doktrin. De militære teoretikere, som artiklen har præsenteret, placerer sig i hele spektret; fra en tro på, at der eksisterer evigt gyldige love og principper til en ide om, at krigen kun kan forstås af geniet, der oplever krigen på egen krop; fra objektivisme til subjektivisme.

I det efterfølgende diskuteres implikationerne af pluraliteten om væren og viden.

 

Det vigtige polemiske spørgsmål: Og hvad så?
Den militære praksis på det taktiske niveau er en rodet affære. I felten artikuleres på en og samme tid taktiske, tekniske, etiske, retslige og strategiske problemer.  Den taktiske militære førers lod er imidlertid, ofte på kort tid og på usikkert grundlag, at træffe valg i selvsamme felt. Derfor har den militære organisation og dens doktriner fokus på praktisk viden om hvordan i stedet for teoretisk viden om hvorfor.

Netop fordi formålet med den militære doktrin er andet end viden, er det for enkelt blot at konkludere, at doktrinen er teoretisk inkonsistent, eller at den visse steder mangler videnskabelig evidens. Det interessante er ikke blot at udpege hvor det opstår, men også i en professionel diskussion at anskueliggøre, hvorfor eller om det overhovedet udgør et problem i praksis. For at gøre dette har man brug for løbende kritisk evaluering af de grundantagelser - metoder, idealer eller grundantagelser - hvormed den militære videnskab bedrives.

I kølvandet på den teoretiske diskussion stiller artiklen nu det polemiske spørgsmål: …og hvad så? For at svare på det spørgsmål tager artiklen afsæt i de forudgående diskussioner og opstiller to eksempler på praktiske spørgsmål og tilhørende analysestrategier i skitseform til inspiration for operationalisering af videnskabsteorien i relation til doktrin. I forhold til resten af artiklen er næste afsnit i sin natur mere spekulativt, mindre neutralt og bærer præg af forfatterens egen udprægede konstruktivistiske opfattelse af doktrin.

 

Praktiske spørgsmål og mulige analysestrategier
Akademiske undersøgelsesspørgsmål starter gerne med en observation, som man undrer sig over. Det kunne være at doktrin, der eksplicit synes skrevet til uddannelsesbrug, anvendes som et redskab til føring, at udførlige metoder til beregning (af eksempelvis kampkraft) finder vej ind i en ellers (påstået) Clausewitz inspireret doktrin eller spørgsmålet om, hvordan en bestemt teknologi kan skabe muligheder eller begrænsninger på kamppladsen.

Nedenfor skitseres, hvordan man kunne stille sig og rammesætte to undersøgelser i praksis.

Hvilken doktrinopfattelse er fremherskende?
En undersøgelse kunne tage afsæt i en undren over hvilken doktrinopfattelse, der er til stede i en bestemt enhed. Det kunne eksempelvis være, at enheden har vist sig særlig taktisk innovativ eller modsat, at den alene reproducerer standardløsninger. Med afsæt i det ontologiske spørgsmål om, hvad doktrin er, kan vi spørge: hvordan kan Høibacks teori om doktrin som funktion forklare doktrinopfattelsen i en bestemt enhed? For en kadet på diplomuddannelsen kunne empirien indsnævres til den skriftlige doktrin, som man har arbejdet med samt den doktrinopfattelse, der eksisterer i den bestemte enhed, man ønsker at undersøge. Kadetten må dernæst gennemføre overvejelser over det epistemologiske spørgsmål eller mere praktisk: hvordan kan jeg skabe viden om hvilken funktion doktrinen har i denne enhed? Dette vil føre kadetten i retning af kvalitative metoder eksempelvis interviews eller aktiv deltagelse og et konstruktivistisk eller subjektivistisk vidensideal.

Selve analysen skal indledningsvis omhandle en kategorisering af tekst eller udsagn i forhold til Høibacks kategorier, og den efterfølgende diskussion skal så rettes mod de mulige implikationer heraf. Et par tænkte eksempler: (1) Den skriftlige doktrin kunne være formuleret således, at den er svær at kategorisere. Det giver mulighed for fortolkning af, hvad der er doktrin, og hvad der er noget andet. Det er selvsagt et teoretisk problem, men analysen skal vise, at det også udgør et praktisk problem før den er interessant for professionen. Hvis dette anskueliggøres vil det potentielt kunne munde ud i en anbefaling om at gøre doktrinens funktion tydeligere på skrift. (2) Doktrinen kan vise sig slet ikke blive opfattet som doktrin, men en samling af standardfremgangsmåder eller kampeksercitser, hvorfra det eksempelvis påskyndes af ledelsen, at man afviger. Det åbner for en diskussion af, hvad der er doktrin, og hvad der er ikke-doktrin, uanset at både standardfremgangsmåder og eksercitser måtte stå i reglementet. Svaret kunne formuleres som et korrektiv til Høibacks kategorier eller et bud på demarkation mellem doktrin og eksempelvis kampeksercits eller standardfremgangsmåder. En sådan demarkation kunne foreslås tydeligt udlagt i den skrevne doktrin eller i det mindste i formidlingen heraf. (3) Det kunne også være, at analysen viser, at doktrinen tydeligt foreskriver et, men at førerne i enheden gør eller opfatter noget andet. Diskussionen bør her indledningsvis handle om, hvorvidt det er et problem, dernæst om der kunne udvikles anbefalinger til at adressere dette. Hvis doktrinopfattelse har direkte indflydelse på evnen til taktisk innovation, så må det også have chefens interesse i et uddannelsesøjemed at vide, hvilken doktrinforståelse, der er fremherskende i en bestemt stab eller enhed. Ovenstående tænkte konklusioner vil kunne opstilles som hypoteser, som man kunne forsøge at teste i sin empiri.

For den studerende på MMS kunne en lignende undersøgelse iværksættes i forhold til den herskende doktrinopfattelse i de tre værn med en efterfølgende diskussion af dennes indflydelse på evnen til tre-værns operationer. Forskelle eller ligheder i doktrinopfattelsen i eksempelvis NATO, US, UK og/eller dansk doktrin eller overvejelsesmetodik kunne medføre en afledt diskussion om evnen til at gennemføre bi- eller multinationale operationer eller stabsarbejder. Opfattelsen af hvad doktrin er kunne hermed forklare, hvorfor det at deltage i stabsarbejde i en engelsk bataljon er en væsentlig anderledes oplevelse end i en ditto dansk.

 

Hvilken effekt kunne indførelse af en bestemt teknologi have?
Et andet spørgsmål handler om indførelsen af ny teknologi. En analyse kunne tage udgangspunkt i Aron P Jacksons ideal om doktrinen som taktisk manual, der foreskriver hvorledes bestemte enheder eller våbensystem bør indsættes. Antag at det system, der undersøges ikke endnu eksisterer i Danmark, og at der følgelig ikke er nogen doktrin for dets indsættelse. I Hæren kunne det være panserværnsmissilsystemer, doktrin for anvendelse af et let infanterikompagni eller nanodroner i infanteridelingen. I Flyvevåbnet kunne det være indfasning af F-35. Første skridt kunne være at analysere et andet lands doktrin for disse eller lignende systemer og sammenholde med vores egne grundlæggende principper. Herfra kunne vi formulere en række hypoteser eller en foreløbig doktrin om, hvorledes dette system skulle indsættes. Hypoteser er i denne sammenhæng professionelle vurderinger af noget, som kunne være. Vores problem er nu, at vi ikke umiddelbart har nogen empiri til at teste vores antagelser. Diskussionen om det epistemologiske ståsted tilbyder nu andre udveje: Vi kunne eksempelvis samle en gruppe af fag-professionelle og lade dem udsætte for vores udledte hypoteser på skrift i en gruppediskussion, gennem interviews eller lignende. Gyldigheden af vores undersøgelser begrænser sig strengt taget til den population, som vi har undersøgt. Men i en situation hvor der næppe kan siges at eksistere empiri til at teste hypoteser med, er faglige vurderinger nok vores bedste bud på at skabe empiri.

Samme metode kunne også anvendes i en analyse om 6- kontra 8-mands gruppen. Med udgangspunkt i en tendens om øget urbanisering eller kamperfaringer fra eksempelvis Falujah (2005) eller Mosul (2016-2017) kunne man formulere en hypotese om, at en deling bestående af tre 8-mandsgrupper ville have flere fordele end tre 6-mands grupper til at løse fremtidens kampopgaver. Den professionelle samtale ville hurtigt dreje sig om mere end ildkraft og antallet af soldater, den ville givetvis også handle om standardisering af uddannelse og kampeksercitser, om førerens span of control og andre professionelle kvalitative vurderinger. Den, der gennemfører undersøgelsen må selvstændigt finde mønster, sammenfald og sammenhænge.

Objektivisten ville muligvis indvende at både spørgsmålet om en bestemt teknologi og analysen af 6 og 8 mandsgruppen alene ville kunne afgøres empirisk. Når der ikke eksisterer en krig til at teste sine hypoteser med, vil det næstbedste være at gennemføre simuleringer. De ville muligvis give en beregnet sandsynlighed for at et mekaniseret infanterikompagni udstyret med Javilin-missiler ville kunne bringe en fjendtlig panserbataljon udstyret med T-80 kampvogne til standsning. Spørgsmålet er her, hvordan de data, som ligger til grund for simuleringen, er tilvejebragt samt hvad gyldigheden er af dem.

Spørgsmålet …og hvad så? Synes at kunne besvares, idet den teoretiske diskussion kan give konkrete ideer til, hvordan man kunne stille videnskabelige spørgsmål til doktrinen og til professionen. Det kan på den ene side give inspiration til, hvordan vi kan skabe empiri og evidens. På den anden side kan den gøre os tilpas ydmyge i forhold til, hvor langt vi kan strække vores konklusioner. Uanset hvor vi stiller os vil der være terræn, som vi ikke kan se. Bestemte undersøgelser ser bestemte ting og udelader andre. At stille sig et sted bør derfor være et bevidst valg.

 

At stå i et umodent felt: Implikationer for forskeren, opgaveskribenten og doktrinudvikleren

Forskeren
For den militære forsker synes det mest presserende spørgsmål at være videnskabsteoretisk refleksion over betingelserne for at bedrive videnskab i et praktisk felt, herunder hvordan denne viden kan informere den militære praksis. Det handler både om at etablere et fundament, men også om at udvikle og evaluere teorier og metoder. Pionerarbejderne med udvikling og videreudvikling af krigsførelsens kredsløb har potentialet til netop dette. Problemstillingerne med at bedrive videnskab i et praktisk felt er den militære forskning ikke ene om. Den gælder også for fagligheder som eksempelvis sygepleje, socialt arbejde, læring og pædagogik.46 Den militære forsker kunne eksempelvis lade sig inspirere af pædagogikkens diskussioner om evidens, dømmekraft og dannelse.47 Når vi på Forsvarsakademiet vil skabe kobling mellem den militære forskning og den militære virkelighed, er vi nødt til at adressere de optegnede konturer af en umoden videnskab. Vi må med sikre ståsteder, metoder og teorier kunne gennemføre forsknings- såvel som studie- og udviklingsprojekter i den militære kernefaglighed; spørgsmålet hvordan krig og i øvrigt uddanne vores kommende førere i at kunne det samme.

 

Opgaveskribenten
For den studerende handler det om at orientere sig i litteraturen og vælge et ståsted til at designe et videnskabeligt spørgsmål til, med eller mod doktrinen. Med andre ord skal den studerende vælge hvilke grundantagelser og følgende teorier, der kan forklare et givent fænomen. Dernæst må det overvejes, hvordan man kan skabe den fornødne empiri, således at man kan danne sig et billede af det udsnit af virkeligheden, som man undersøger. I den nuværende situation er det muligt at rammesætte sin undersøgelse fra forskellige ståsteder og anvende væsensforskellige metoder. Kun i lyset af det konkrete projekt eller spørgsmål synes vi at kunne afgøre, hvilke metoder og grundantagelser, der kan producere meningsfyldte svar på vores spørgsmål.

 

Doktrinudvikleren
For praktikeren som skal udvikle, skrive og eller undervise i doktrin synes det mest presserende spørgsmål at være: hvilken funktion skal denne del af doktrinen have og dernæst; harmonerer den metode jeg foreskriver med de grundantagelser, vi sædvanligvis gør os? Hvordan og med hvilke værktøjer skal eksempelvis kampkraft, effekt, risici, milestones og end-state opgøres? Hvad sker der, hvis vi insisterer på, at valgkriterier skal være målbare, og hvad sker der hvis et sådan krav ikke opretholdes? Og endelig: med hvilket belæg vælger vi det ene frem for det andet.

 

Konklusion
Denne artikel har søgt at demonstrere, at akademisk arbejde med doktrin på sit nuværende stadie er et umodent videnskabeligt felt. Udfordringen er, at der hverken er enighed om, hvad genstandsfeltet er, eller hvordan man kan opnå viden om det. Det er grundlæggende spørgsmål om væren og viden. Den som vil arbejde akademisk med doktrin må selvstændigt positionere sig og selvstændigt tage stilling til, hvorfor netop dette sted er et godt sted at stå i forhold til at forstå doktrinen i relation til det udsnit af virkeligheden, som undersøges. Artiklen har anvist en række tænkere, som man kan stille sig sammen med, lade sig inspirere af eller diskutere imod.

Målsætningen er bevidst stillingtagen. Vores bevidste eller ubevidste grundantagelser former ikke bare akademiske og teoretiske spørgsmål og svar. De kommer direkte til udtryk i vores doktriner.


 

Noter

1 Høiback, Harald. “The Anatomy of Doctrine and Ways to Keep It Fit” i Journal of Strategic Studies, 39:2. 2016: 186

2 For mere om Forsvarsakademiets bestræbelser på netop at koble praksis og den militære forskning og udvikling se: Baastrup, Maria. Den militære virkelighed og forskning og udvikling. I Kungliga Krigsvetenskapsakademiens Handlinger och Tidsskrift, Nr 1/2018:87-92 eller Baastrup, Maria. Vidensproduktion på Forsvarsakademiet – Forskning og udvikling i en militær kontekst. FAK brief. Juli 2018. Tilgået 15. marts 2019 via http://www.fak.dk/publikationer/Documents/Vidensproduktion%20p%C3%A5%20Forsvarsakademiet.pdf

3 Heurlin, Bertel. ”Militær forskning i Danmark” i Militært tidsskrift 140. årgang. Nr. 1. Marts 2011: 21-22 Tilgået via: https://krigsvidenskab.dk/milit%C3%A6r-forskning-i-danmark 15. marts 2019.

4 Clausewitz. Carl von. Vom Kriege. Berlin: Dümmlers Verlag. 1832, 68-69 (bog 2, kapitel 3) tilgået via: https://www.clausewitz.com/readings/VomKriege1832/_VKwholetext.htm 2. januar 2019.

5 Høiback, Harald. Understanding Military Doctrine: a multidisciplinary approach London: Routledge, 2013: 65, Bergstein, Svend. “Om Voldens Teknologi” i Militært tidsskrift årgang 114. Februar. 1985: 46 tilgængeligt via https://www.krigsvidenskab.dk/om-voldens-teknologi 15. marts 2019 og Møller, K. J. ”Den sovjetiske militærvidenskab” i Militært tidsskrift årgang 113. Nr. 4. April. 1984: 130- 142 tilgået via https://krigsvidenskab.dk/den-sovjetiske-militaervidenskab 15. marts 2019.

6 Clausewitz, Carl von. Vom Kriege. 1832: 50 (bog 2, kapitel 1)

7 Angstrom, Jan og Widen, J.J. Contemporary Military Theory: The dynamics of war. London: Routledge. 2015: 4-5

8 Se eksempelvis: Dinsen-Andersen, Anton ”Hvorledes har den militære stab mulighed for innovation i rammen af den danske landmilitære planlægningsproces i praksis?” Masterprojekt. Forsvarsakademiet, København, 2017. Tilgået 15. marts 2019 via https://pure.fak.dk/files/7305339/MASTERPROJEKT_192504_Anton_Dinsen_Andersen_FINAL.pdf, Tranbjerg, Johan Malling Beck Tranbjerg. ”OPTISIMU i COIN: Giver den os det vi har brug for?” Diplomprojekt. Forsvarsakademiet, København, 2018. Tilgået via https://pure.fak.dk/files/8191663/54_Tranberg_JMB_392798_OPTISIMU_i_COIN_081118.pdf 15. marts 2019.

Jeg har bevidst brugt ordet professionens teori for at markere et skel mellem videnskravet på niveau 6, diplomuddannelsen og niveau 7, masteruddannelsen. Umiddelbart kan doktrin anvendes som teori på niveau 6, men næppe på niveau 7, idet kravet til sidstnævnte er viden, der kan identificere videnskabelige problemstillinger. Det er ikke doktrinens sigte. Omvendt kan doktrinen selvsagt anvendes som empiri. Forsvarets Ledelsesgrundlag har samme karakteristika; det er en ledelsesmæssig doktrin (professionens teori), hvis sigte er praksis. Den dikterer hvordan men ikke hvorfor. Se evt. Udervisningsministeriets oversigt over kvalifikationsrammen: Undervisningsministeriet. Uden dato. Tilgået 15. marts 2019 via https://ufm.dk/uddannelse/anerkendelse-og-dokumentation/dokumentation/kvalifikationsrammer/niveauer-i-kvalifikationsrammen/niveaubeskrivelser_da.pdf

10 Se eksempelvis: Bertelsen, Brian Kæmpe ”Risk Mangaement i operativ planlægning”. Masterprojekt. Forsvarsakademiet, København, 2017. Tilgået via https://pure.fak.dk/files/7251464/MA_199229_B.K._Berthelsen_MMS_Masterprojekt_Milit_re_operationer.pdf 15. marts 2019, Møller-Larsen, Mads Lange. ”Stikkerne!” Diplomprojekt. Forsvarsakademiet, København, 2018. Tilgået via https://pure.fak.dk/files/8191448/44_M_ller_Larsen_406959_Stikkerne_08_11_18.pdf 15. marts 2019 samt Koefoed, Emil Westh. ”Teknologi og Doktrin: Javelin-systemet og det mekaniserede infanterikompagni”. Diplomprojekt. Forsvarsakademiet, København, 2018. Tilgået via https://pure.fak.dk/files/8191504/48_Koefoed_EW_375930_Teknologi_og_doktrin_Javelin_systemet_og_det_mekaniserede_infanterikompagni_061118.pdf 15. marts 2019.

11 NATO. APP-6 NATO Glossary of military terms. 2014: 2-D-9

12 For en let tilgængelig introduktion se eksempelvis Rienecker, Lotte og Jørgensen, Peter Stray. Den gode opgave – håndbog i opgaveskrivning på videregående uddannelser5. udgave. Frederiksberg: Samfundslitteratur, 2017: 183-217

13 Hærstaben, Feltreglement I: 118

14 For en sådan teoretisk diskussion af NATOs COP-D se eksempelvis: Erdniz, Robert. “Operations planning revisited: theoretical and practical implications of methodology” I Defence Studies, 16:3. 2016

15 For en god introduktion til spørgsmålet om operationens grundprincipper se: Angstrom og Widen 2015:75-91 eller Nielsen, K.V. og Bergstein, S. ”Krigens principper” i Militært tidsskrift 116. årgang. Nr. 1. Marts 1987. Tilgået via: https://www.krigsvidenskab.dk/krigens-principper 15. marts 2019.

16 Jackson, Aron P. The Roots of Military Doctrine: Change and continuity in Understanding the Practice of Warfare. Fort Levenworth: Combat Studies Institute Press. 2013: 11-46

17 Hærstaben, Feltreglement 1: 2

18 Jackson, The Roots of Military Doctrine: Change and continuity in Understanding the Practice of Warfare: 59

19 Høiback, Harald. Understanding Military Doctrine. London: Routledge. 2013: 1

20 Høiback, Harald. “What is Doctrine?” I The Journal of Strategic Studies. Vol. 34, No. 6, December 2011:883-899 samt Høiback, Understanding Military Doctrine: 149-179

21 Angstrom, J.J. & Widen, Jan. “Religion or reason? exploring alternative ways to measure the quality of doctrine” I Journal of Strategic Studies, 39:2. 2016: 198-202

22 Angstrom & Widen, “Religion or reason? exploring alternative ways to measure the quality of doctrine”: 207-209

23 Palazzo, Albert. From Moltke to Bin Laden: The relevance of doctrine in contemporary military environment. Canbera: Land Warfare Studies Centre. 2008: 2-3

24 Howard, Sir Michael. Military Science in an Age of Peace i RUSI Journal, 119. March. 1974.

25 Jackson, The Roots of Military Doctrine: Change and continuity in Understanding the Practice of Warfare: 65

26 Sjøgren, Søren. ”Hvad er krigsførelsens kredsløb og hvad kan vi med det?” Krigsvidenskab.dk 25. maj 2018. Tilgået 2. januar 2019 via https://krigsvidenskab.dk/hvad-er-krigsfoerelsens-kredsloeb-og-hvad-kan-vi-med-det

27 Jackson, The Roots of Military Doctrine: Change and continuity in Understanding the Practice of Warfare: 59

28 Jackson, The Roots of Military Doctrine: Change and continuity in Understanding the Practice of Warfare: 71-73

29 Journal of Strategic and Military Studies vol 17, no 4. 2017 tilgået 15. marts 2019 via: https://jmss.org/issue/view/4498  Se også: Paparone, Chris. The Sociology of Military Science. Prospects for Postinstitutional Military Design. New York: Bloomsbury. 2013

30 Høiback, Understanding Military Doctrine: 53-103

31 Bergstein, ”Om Voldens Teknologi”, 46

32 Bergstein, ”Om Voldens teknologi”, 74

33 Sjøgren, ”Hvad er krigsførelsens kredsløb og hvad kan vi med det”

34 Liddell Hart, B.H. The “Man-in-the-Dark” Theory of Infantry Tactics and the “Expanding Torrent” System of Attack I The Journal of the Royal United Service Institution, Vol LXVI, No. 461, February 1921.

35 Hærstaben, Feltreglement 1: 106

36 Clausewitz, Vom Kriege, 17 (bog 1, kap. 1. stk 21)

37 For en grundig introduktion til kvalitative metoder se: Brinkman, Svend og Tanggaard. Lene (red.). Kvalitative Metoder – En Grundbog. 2. udgave. København: Hans Reitzels Forlag. 2015 og en grundig indføring I aktionsforskningen: Bleijenbergh et al. “Methodological criteria for the internal validity and utility of practice oriented research”. I Quality and Quantity. January 2011.

38 Kiszely, John. Post-modern Challanges for modern warriors. The Shrivenham papers. Shivenham: The Defence Academy of the United Kingdom. 2007 tilgået via: http://www.comw.org/rma/fulltext/0712kiszely.pdf 15. marts 2019.

39 Greenwood, T. C. og Hammes, T.X. “War planning for wicked problems”. I Armed Forces Journal. Februar. 2009. Tilgået via. http://armedforcesjournal.com/war-planning-for-wicked-problems/ 15. marts 2019.

40 Journal of Strategic and Military Studies vol 17, no 4. 2017  https://jmss.org/issue/view/4498

41 Kilcullen, David. “Counter-Insurgency Redux” i Survival. Vol 48, 2006. Issue 4.

42 Høiback, Understanding Military Doctrine: 65

43 Palazzo, Albert. From Moltke to Bin Laden: The relevance of doctrine in contemporary military environment. Canbera: Land Warfare Studies Centre. 2008. Tilgået via: https://www.army.gov.au/sites/default/files/sp315_from_moltke_to_bin_laden-albert_palazzo.pdf 15. marts 2019

44 For eksempler på hvor dette vidensideal er gældende se s: Harari, Y.N. The Ultimate Experience. Battlefield Revelations and the Making of Modern War Culture 1450-2000. New York: Palgrave Macmillan. 2008 eller Pedersen, Thomas Randrup. Get real: chasing Danish warrior dreams in the Afghan ‘sandbox’ I Critical Military Studies, 3:1, 7-26. 2017

45 Hærstaben, Feltreglement 1: 207

46 Baastrup, Maria. ”Den militære virkelighed og forskning og udvikling”: 87

47 Se eksempelvis: Carr, Wilfred (ed.) The RoutledgeFalmer reader in philosophy of education. London: Routledge. 2005. Holm, Claus og Tingholm, Anne Balsby (red). Evidens og dømmekraft – når evidens møder den pædagogiske praksis. København: Dafolo. 2017, Hammershøi, Lars Geer. Dannelse i uddannelsessystemet. København: Hans Reizels forlag. 2017
 

 


 

 

 

Del:



Der er i øjeblikket ingen kommende arrangementer.

Næste arrangement er under udarbejdelse, og vil blive lagt op hurtigst muligt.