"Hvordan går det - har du det godt?"

Denne artikel er skrevet af oberst NJ. Jacobsen, der er chef for Dronningens Livregiment.

 

Indledning
Ovenstående høflighedsfrase er ofte indledningen til en god snak mand og mand imellem, men det kan måske være nyttigt, at virksomhedslederen - f.eks. regimentschefen - nu og da stiller sig selv spørgsmålet og funderer lidt nøjere over, hvordan regimentet trives i en øjeblikkelig situation. Indledningsvis må jeg konstatere, at hærens øgede engagement i løsning af FN's opgaver i det tidligere Jugoslavien har vendt op og ned på hverdagen ved et kamptropregiment som Dronningens Livregiment. Siden 1992 er regimentets opgaver øget og deres indbyrdes prioritering i væsenthg grad ændret. Der er i stigende grad uoverensstemmelse mellem rådige ressourcer og pålagte opgaver. Disse påstande må jeg naturhgvis efterfølgende begrunde.

Opgaver
Uden at gå i detaljer er Dronningens Livregiment i 1994 pålagt følgende opgaver (prioriteret):
Uddannelse m.m. af enheder til FN-tjeneste Regimentet opstiller, uddanner og udsender:
- Hovedkvarterskompagni (HQCOY) til betjening af general M. Rose hovedkvarter i Sarajevo (AUG 94 - FEB 95).
- Kampvognseskadronen (DANSQN) til den fælles nordiske bataljon i Tuz- la (OKT 94 - APR 95).
- Spejdersektion til DANBAT i Kroatien (AUG 94 - FEB 95).
- Officerer og befalingsmænd til bestemte funktioner i DANBAT og NORDBAT.
 
Opgjort pr. 1. oktober har Dronningens Livregiment 11 officerer og 22 befalingsmænd af sergentgruppen tjenstgørende ved enheder i det tidligere Jugoslavien, hvilket svarer til 20% af regimentets fredstidsnorm af officerer og 26% af normen af befalingsmænd af sergentgruppen. Hvilke konsekvenser har det, at et regiment må undvære disse befalingsmænd i typisk ca. 10 måneder? Det vil jeg omtale lidt senere - så læs blot videre.
 
Uddannelse af et kompagni til Den Danske Internationale Brigade (DIB). I august dette år indkaldte Dronningens Livregiment 414 værnepligtige menige til en 1 O-måneders uddannelse. Et af de tre kompagnier, som denne styrke blev opdelt i, er planlagt uddannet med henblik på at indgå i DIB fra medio 1995. Fra mødedagen har regimentet samlet alle egnede værnepligtige, der forlods har udtrykt sympati for tjeneste i DIB, i dette kompagni. Jeg vurderer, at ca. 70 af de 125 værnepligtige menige i dag stadig er rede til at underskrive en 3-årig kontrakt om tjenste i DIB. Det er mit indtryk, at den væmephgtige soldat gerne vil forrette FN-tjeneste i 6-8 måneder, men det at binde sig og opfylde en 3-årig kontrakt i DIB volder problemer. Som ung mand på 20 år er tre år lang tid at se frem. Usikkerhed om fremtidig civil beskæftigelse eller uddannelse samt holdningen hos forældre og pige afholder mange fra at tegne en kontrakt, der økonomisk set ikke opfattes som særhg attraktiv. Ud fra en økonomisk vurdering forventer jeg, at vi vil opleve en del kontraktophævelser i forbindelse med varsel om 2. gangs udsendelse til DIB-tjeneste. Når vi af en værnepligtsstyrke på 414 mand måske kan tilvejebringe 70 kontrakter om tjeneste i DIB, har vi et tydehgt tegn på, at hærens årlige værnepligtsstyrke ikke kan være mindre, såfremt nationen skal leve op til at opstille DIB som forudsat. Jeg mener også, at der kan vise sig et behov for at re- vurdere den nugældende kontrakt.
 
Uddannelse af værnepligtsenheder ved Dronningens Livregiment. Regimentet har i juni hjemsendt 500 værnepligtige efter endt uddannelse. Det nuværende Hovedkvarterskompagni i Sarajevo er opstillet på grundlag af dette personel. I august og i oktober er der så igen mødt 500 værnepligtige (august: 414 og oktober: 85). Uddannelsen af værnepligtsenheder er en forudsætning for såvel opstillingen som friskningen af personelstyrken i DIB samt for en løbende friskning af hærens mobiliseringsstyrke. Dronningens Livregiment er således ansvarlig for friskning af ca. 5000 mand (svarende til 33 underafdelinger) ud af hærens krigsstyrke på 60.000.
 
Det vil her være passende at vende tilbage til spørgsmålet om konsekvenserne af, at 20% af regimentets officerer og 26% af dets befalingsmænd af sergentgruppen p.t. er udsendt til Bosnien-Hercegovina. Kort sagt: de mangler i hverdagen på Nørre Uttrup Kaserne til varetagelse af de opgaver, de egentligt er ansat til, nemlig deltagelse i uddannelsen af de væmephgtige enheder samt varetagelse af opgaver i forbindelse med opretholdelse af et passende uddannelsesniveau i nævnte mobiliseringsstyrke. Det er vel indlysende, at de hjemmeværende be- falingsmænd nu er pålagt at yde en ganske stor merindsats med et betydeligt overforbrug af arbejdstimer til følge. Arbejdstimer der senere skal kompenceres med frihed. Da FN opgaverne er så højt prioriterede og tillige er meget ressourcekrævende for et regiment, mener jeg, at der kan være behov for at revurdere fordelingen af regimenternes opstillingsansvar for mobihseringsstyrken. En mere hgelig fordeling på regimenterne vil kunne frigøre ressourcer til brug til løsning af de højt prioriterede opgaver.
 
Med hensyn til det personel, der forestår uddannelsen af vore væmepligtsen- heder, vil jeg blot konstatere, at det generelt har en høj faglig kvalitet. Vore officerer har på Hærens Officersskole modtaget en god grunduddannelse og har gode forudsætninger for at varetage tjenesten ved underafdelingerne. De unge officerers problem er, at de på grund af arbejdstidsregleme forhindres i fuldt ud at være til stede under hele uddannelsen. Med rette oplever de reglerne som irriterende, hæmmende for egen udvikling og til skade for den uddannelse af vore værnepligtige, som de så brændende ønsker at deltage i. De unge værnepligtige befalingsmænd, sergenterne og løjtnanterne, er en meget positiv oplevelse i daghgdagen. Frivilligt påtager disse unge mennesker sig en længere værnepligtstid (knap 2 år), hvorunder de gennemfører en teoretisk/praktisk og meget samfundsnyttig lederuddannelse. Under uddannelsen i underafdelingerne udfører de et stort stykke arbejde, og de gør det med entusiasme og glæde, når de mærker, de får den fornødne støtte og vejledning. Deres indsats bør i høj grad anerkendes og respekteres.
 
Uddannelse af mobiliseringsenhederne ved Dronningens Livregiment. I lyset af den sikkerhedspolitiske udvikling er den vedHgeholdende uddannelse af enheder i mobiliseringsstyrken lavere prioriteret end tidligere nævnte opgaver. Det vil naturligvis altid kunne diskuteres, om vi anvender tilstrækkelige økonomiske ressourcer på mobiliseringsstyrken. Ved regimentet anvendes i 1994 ca. 25% af de midler, der er afsat til de samlede uddannelsesaktiviteter. Hertil skal så yderligere lægges de midler Jyske Division anvender på disse enheders uddannelse.
 
Jeg vurderer, at de nuværende økonomiske ranmier er for snævre til at opretholde et afpasset uddannelsesniveau i en mobiliseringsstyrke af den størrelse, som regimentet er ansvarlig for. Årsagerne er bl.a., at vi grundet den korte værnepligtstid hjemsender ikke-færdiguddannede enheder, at vi af økonomiske grunde stort set ikke gennemfører mønstringer (genindkaldelser) af disse ikke- færdiguddannede enheder og også i for ringe grad vedligeholder reserveofficerernes uddannelse som chefer og førere for enheder i mobiliseringsstyrken. Indenfor de senere år har vi desværre været vidner til store civile katastrofer, hvor sikkerhedsorganisationerne tilsyneladende ikke virkede éfter hensigten. Organisationer virker kun effektivt, såfremt indlærte færdigheder vedligeholdes. Dette gælder også for militære enheder.
 
Den manglende uddannelse af væmepligtsenheder og mobiliseringsstyrken accepteres med den begrundelse, at den politiske varslingstid i en truende situation vil være så lang, at regering og folketing rettidigt vil kunne iværksætte den manglende uddannelse i hæren. Med det uddannelsesmæssige efterslæb, som vore mobiliseringsenheder i stigende grad opbygger, må vi jo regne med, at vore politikere i en krisesituation ikke tøver for længe og f.eks. begrunder deres tøven med, at iværksættelse af uddannelse i hæren vil være et forkert politisk signal at udsende.
 
Dronningens Livregiment skal af sin mobiliseringsstyrke bl.a. opstille fire af Jyske Divisions panserinfanteribataljoner. I disse fire bataljoner indgår 130 stk pansrede mandskabsvogne, hvoraf 24 stk siden 1992 har været anvendt af hærens FN-enheder i Kroatien og Bosnien-Hercegovina. Det slider, så hvordan ser disse vogne ud, når de engang kommer hjem? Vil de stadig kunne anvendes i Jyske Division, der indgående i NATO's hovedforsvarsstyrke jo skal være en enhed med stor fleksibilitet og taktisk bevægelighed? De 24 stk pansrede mandskabsvogne svarer til 2/3 af normen i en bataljon, så der er behov for en løsning på denne sag.
 
Det nationale forsvar - Militærregion I
Chefen for Dronningens Livregiment er tillige chef for Mihtærregion I (MIL- RGN). MILRGN opgaver er i fredstid primært at planlægge forsvaret af MILRGN, svarende til Nordjyllands amt, under anvendelse af de rådige ressourcer, herunder lokalforsvarsenheder og Hjemmeværnet. MILRGN skal uddanne Regionskommandoen, dvs. den integrerede stab bestående af personel fra Hjemmevæmsregionen og Militærregionen, uddanne MILRGN lokalforsvarsenheder, øve det operative samarbejde med Hjemmevæms- distrikteme samt øve forsvaret af flyvestation Aalborg, flådestation Frederikshavn, overgange over Limfjorden m.m. Denne delopgave er i dag meget lavt prioriteret og aktiviteterne i MILRGN vil grundet manglende økonomiske og personelmæssige ressourcer fra 1995 gå næsten i stå. Staben i MILRGN vil fra 1995 bestå af to tjenstgørende officerer og stabskompagniet/MILRGN I vil blive reduceret til to menige af stampersonelgruppen. Målt i penge har MILRGN planlagt at anvende ca. kr. 80.000 på nævnte opgaver i 1995. 
 
Det nationale forsvar i det nordjyske går hårde tider i møde. Også på dette område gælder, at sikkerhedsorganisationer virker kun, såfremt de indlærte færdigheder holdes passende vedhge. En omprioritering af de rådige økonomiske ressourcer vil naturligvis være midlet til delvis løsning af forholdet. Muligheden eksisterer bare ikke. De pengemidler, en regimentschef i dag får tildelt, er stort set alle øremærket til ganske bestemte formål og aktiviteter. Den økonomiske handlefrihed er således ganske ringe.
 
Sammenfatning
"Hvordan går det - har du det godt?" På mange måder ja, men mobiliseringshæren og det nationale forsvar er nødlidende. Det er risikabelt at tro, at vi i en krisesituation kan genoprette alt det, vi i dag mere eller mindre forsømmer. Regimentets deltagelse i løsning af hærens opgaver i FN-regi giver et fagligt kvalitetsløft, der er utrolig værdifuldt for regimentet som helhed, den udsendte enhed og for den enkelte soldat. Men vort engagement kræver så mange ressourcer, at det er og bliver belastende for løsning af hærens øvrige opgaver. Det er således ikke rimeligt, at forsvaret selv i stigende grad skal dække omkostningerne forbundet med udsendelse af FN-enheder. Princippet om at alle regimenter skal deltage i uddannelsen af enheder til DIB er rigtigt og også påkrævet. Opgaven er stor, og vi bør i hæren undersøge, om vi ikke kan omfordele andre opgaver - f.eks. opstillingsansvar for mobihserings- enheder - mellem regimenterne for derved at skabe luft, hvor presset er størst.
 
 
 
 
PDF med originaludgaven af Militært Tidsskrift, hvor denne artikel er fra:
PDF icon militaert_tidskrift_123_aargang_dec.pdf
 
 
 

Litteraturliste

Del: