Hvordan argumenterer politiske aktører for brugen af militær magt i det offentlige rum?

Thomas Frank, Cand. Theol., Ph.D. studerende ved Århus Universitet. 

 

Som et underspørgsmål i et forskningsprojekt om etik i forbindelse med brug af militær magt har jeg forsøgt at analysere, hvordan politiske aktører argumenterer for brugen af militær magt i det offentlige rum. Jeg har med fokus på brugen af militær magt mod Irak i 2003 og i Kosovo i 1999 bestræbt mig på at se om, der er nogle fællesstræk og fælles principper, som gør sig gældende i og for denne type af argumentation, som har vist sig at være en særlig etisk disciplin.   

I denne artikel vil jeg redegøre for nogle af de resultater jeg er nået frem til. Det er min fornemmelse, at de rummer en ny viden på dette område, et forskningsfelt inden for War Studies som ikke er tilstrækkeligt belyst og som især har betydning og relevans for det militære system. Først vil jeg kort pege på de sproglige eller diskursive strukturer, fællesstræk og principper, som synes at være på spil i den etisk-politiske argumentation for brugen af militær magt. Dernæst vil jeg med eksempler fra argumentationen for brug af militær magt i Kosovo og i Irak påvise disse diskursive strukturer, fællesstræk og principper. For det tredje vil jeg fremføre nogle øvrige pointer i forbindelse med argumentation for brug af militær magt, nærmere bestemt bud på, hvorfor argumentationen ser ud som den gør. For det fjerde vil jeg pege på, hvortil vi kan bruge en viden om, hvad der i dag betragtes som en etisk eller god politisk argumentation for brug af militær magt. For det femte vil jeg komme med et kort udblik til det, som jeg ser, er nødvendigt for soldaten i dag, at han eller hun kan identificere sin overordnede opgave eller etiske rolle og dermed også til en vis grad er informeret og bevidst om den politiske argumentation bag hans eller hendes indsættelse i en militær operation eller mission.    

 
Politisk argumentation for brug  af militær magt er en særlig etisk disciplin
Argumentation for brugen af militær magt i det offentlige rum er en etisk disciplin, for så vidt at den overordnet betragtet handler om at begrunde at en handling eller normativ strategi er god, rigtig eller nødvendig for et givet fællesskab.  Brugen af militær magt er i den sammenhæng én blandt flere normative strategier, politiske aktører kan vælge at betjene sig af. Hvordan de politiske aktører mere præcist argumenterer offentligt for brugen af militær magt kan ses, høres og læses i deres offentlige udtalelser. For at finde ud af om der er fællesstræk i denne argumentation har jeg analyseret et stort antal af offentlige udtalelser fra politiske aktører, som repræsenterer forskellige interesser og som på forskellig vis har deltaget i den offentlige diskussion og debat vedrørende brug af militær magt i forbindelse med krisen i Kosovo og det internationale samfunds forhold til Irak. Der er tale om udtalelser fra den amerikanske præsident George W. Bush, NATO’s tidligere general sekretær Javier Solana, FN’s tidligere general sekretær Kofi Annan og repræsentanter for den Tyske Evangeliske Kirke.
 
Det som viser sig ved denne analyse er, at den politiske argumentation for brug af militær magt hænger sammen med det man kan kalde en primær etik og en etisk ideologi eller udtrykt på engelsk et policy belief system hos de politiske aktører. Pointen er at selve spørgsmålet om brug af militær bliver aktuelt som følge af en primær etik eller det som Sabatier (1993) kalder en deep policy core der udgør et centralt aspekt ved et policy belief system, der består af: Three structural categories: a deep core of fundamental normative and ontological axioms that define a person’s underlying political philosophy, a near (policy) core of basic strategies and policy positions for achieving deep core beliefs in the policy area or subsystem in question, and a set of secondary aspects compromising a multitude of instrumental decisions and information searches necessary to implement the policy core in the specific policy area. (Sabatier 1993: 30)
 
Disse grundværdier, eller denne deep policy core, som ikke er en fast størrelse men noget der ændrer sig over tid, kan tage sproglig form af en storyline som “symbolically condense the facts and values basic to a belief system.” (Fischer 2003: 102). Et eksempel på en sådan storyline ses i FN’s Charter Artikel 1.1 i og med ordene: “The purpose of the United Nations is: to maintain international peace and security” hvor de efterfølgende ord “and to that end: to take effective collective measures for the prevention and removal of threats to the peace.” udtrykker det som Sabatier ovenfor definerer som “a near (policy) core of basic strategies and policy positions for achieving deep core beliefs.” Pointen er i den forbindelse, at grundværdierne hos en politisk aktør eller politisk ideologi i det hele taget så at sige ikke beskriver verden men skaber og tolker den, som formuleret af Fischer: Social reality … only exists in the context of a mental framework (a construct) for thinking about them. Social constructs or mental frameworks are grounded in values that determine our perceptions of reality. (Fischer 2003: 124) 
 
Det vil sige at trusler mod national eller international sikkerhed ikke er noget som er derude, men som bliver til med vores måde at se på verden, fordi vi i vores eller en anden given ideologi har nogle værdier på baggrund af hvilke begivenheder eller situationer bliver opfattet og fortolket som trusler mod vores sikkerhed. De politiske aktørers offentlige respons til det de med udgangspunkt i deres ideologi definerer som sikkerhedstrusler kan i det offentlige rum tage form af det Rein og Laws kalder en policy-frame “a normative-prescriptive story that sets out a problematic policy problem and a course of action to be taken to address the problematic situation” (Rein and Laws 1999: 3) Og hermed begynder vi at nærme os det som er artiklens hovedanliggende, at afklare hvordan politiske aktører argumenterer for brugen af militær magt i og med at en sådan policy-frame repræsentere en måde offentligt at argumentere for en normativ strategy på. Jeg foretrækker at anvende det jeg kalder narrativ etisk begrundelse som term for den type af politisk argumentation for en normativ strategi. Der er tre grundelementer i den narrative etiske begrundelse: dels en sproglig indramning af den pågældende storyline eller primær etik, som ikke behøver at blive artikuleret men kan forudsættes og ofte bliver det når argumentation foregår indenfor et socialt fællesskab, hvor de fælles grundværdier i en eller anden forstand altid er forudsat, dels en indramning af problemet og dels en indramning af den normative strategi. Et eksempel på en sådan narrativ etisk begrundelse kan ses i George W. Bush’s tale til FN’s General Forsamling den 12. september 2002: Indramning af storyline eller af den primær etik We dedicated ourselves to standards of human dignity shared by all, and to a system of security defended by all. (Para 1 of 4) 
 
Indramning af problem
Today these standards and this security are challenged….Above all, our principles and our security are challenged today by outlaw groups and regimes that accept no law of morality and have no limit to their violent ambitions. In the attacks on America a year ago, we saw the destructive intentions of our enemies. This threat hides within many nations, including my own. In cells and camps, terrorists are plotting further destruction, and building new bases for their war against civilization. And our greatest fear is that terrorists will find a shortcut to their mad ambitions when an outlaw regime supplies them with the technologies to kill on a massive scale. In one place -- in one regime [Irak] -- we find all these dangers. (Para 1 of 4) 
 
Indramning af normativ strategi
My nation will work with the U.N. Security Council to meet our common challenge. If Iraq's regime defies us again, the world must move deliberately, decisively to hold Iraq to account. We will work with the U.N. Security Council for the necessary resolutions. But the purposes of the United States should not be doubted. The Security Council resolutions will be enforced -- the just demands of peace and security will be met -- or action will be unavoidable. And a regime that has lost its legitimacy will also lose its power…. We must choose between a world of fear and a world of progress. (Para 4 of 4) 
 
Samtidig med de her skitserede grundstrukturer og principper for den politiske bestemmelse af et problem og den normative strategi til at imødegå den, udtrykt i det offentlige rum ved hjælp af en policy-frame eller en narrativ etisk begrundelse, kan og bliver den normative strategi når det gælder brugen af militær magt, bakket op og sprogligt konstrueret ved en anvendelse af socialt anerkendte diskurser, forstået som sprogligt funderede begrundelsestyper, der kan artikuleres særskilt eller kombineres. Når det gælder argumentationen for brug af militær magt er det med andre ord ikke nok med en simpel policy-frame eller narrativ etisk begrundelse, som med mere eller mindre rod i en primær etik eller storyline definerer et sikkerhedsproblem og dets løsning. De støttediskurser som viser sig i argumentationen for brug af militær magt er som følger: 
• Begrundelse ved henvisning til autoritet 
• Begrundelse ved henvisning til ret 
• Begrundelse ved henvisning til intention bag brug af militær magt
• Begrundelse ved henvisning til forsøg på at undgå brug af militær magt
• Begrundelse ved henvisning til resultatet af brug/ikke brug af militær magt 
• Begrundelse ved henvisning til etiske principper       
• Begrundelse ved henvisning til konsensus 
 
Når vi hører eller læser den politiske argumentation for en given brug af militær magt eller politisk diskussion om dens etiske berettigelse lægger vi ikke normalvis mærke til at alle disse begrundelsestyper kan være på spil hver for sig eller samlet. Pointen er dog, at deres de facto artikulation både afslører at politikerne gør sig umage i deres argumentation for brug af militær magt og at argumentation for brug af militær magt i det offentlige rum er en kompliceret størrelse. Anvendelsen af disse forskellige diskurstyper ses og gøres langt mere håndgribelig nedenfor i forbindelse med interventionen i Kosovo i 1999 og krigen mod Irak i 2003. 
 
Argumentationen for interventionen i Kosovo i 1999
Efter en længere politisk og diplomatisk proces som ikke formåede at finde en løsning på krisen i Kosovo uden brug af militær magt fremførte NATO’s general sekretær Javier Solana den 23. marts 1999 NATO’s begrundelse for at anvende militær magt i Kosovo. Nedenfor er de diskurstyper han betjente sig af i sin udtalelse vist:
• Autoritativ begrundelse: The responsibility is on our shoulders.(Para 2 af 2)
• Retlig begrundelse: NATO has fully supported all relevant UN Security Council resolutions (Para 1 of 2) 
• Begrundelse ved henvisning til intention bag brug af militær magt: Our objective is to prevent more human suffering and more repression and violence against the civilian population in Kosovo. (Para 2 af 2)
• Begrundelse ved henvisning til forsøg på at undgå brug af militær magt:  All efforts to achieve a negotiated, political solution to the Kosovo crisis having failed (Para 1 af 2) 
• Begrundelse ved henvisning til resultatet af brug/ikke brug af militær magt: No alternative is open but to take military action…. inaction brings even greater dangers. (Para 1 af 2)
• Begrundelse ved henvisning til etiske principper: We have a moral duty to do so (Para 1 af 2)
• Begrundelse ved henvisning til konsensus: NATO is united behind this course of action (Para 1 af 2) 
 
Det som ydermere har vist sig er at også institutioner som FN og den Tyske Evangeliske Kirke, som repræsenterer et globalt etisk perspektiv og for den Tyske Evangeliske Kirkes vedkommende i en vis udstrækning pacifistiske idealer, artikulerede de samme diskurstyper i deres offentlige argumentation vedrørende situationen i Kosovo. En forklaring på det forhold vil jeg vende tilbage til efter beskrivelsen af de diskurstyper, som blev anvendt i forbindelse med Irak krigen er blevet vist. 
 
Argumentationen for krigen mod Irak i 2003
Nødvendigheden af, at skride militært ind overfor Irak, blev modsat krisen i Kosovo, som det også fremgår af de ovenfor bragte uddrag af George W. Bush’s tale den 12. september 2002, tidligt bragt på banen. Det var dog først den 17. marts 2003 at præsident George W. Bush argumenterede endeligt for brugen af militær magt mod Irak. Også han betjente sig i den sammenhæng af de nævnte diskurser til at bakke sin beslutning om at bruge militær magt op:   
• Authoritativ begrundelse: The United States has the sovereign authority to use force in assuring its own national security. (Para 1 af 3)
• Retlig begrundelse: We have passed more than a dozen resolutions in the United Nations Security Council…. According to resolutions 678 and 687… the United States and allies are authorized to use force in ridding Iraq of weapons of mass destruction. (Para 1-2 af 3)
• Begrundelse ved henvisning til intention bag brug af militær magt: Instead of drifting along toward tragedy, we will set a course toward safety (Para 1 af 3) We will tear down the apparatus of terror and we will help you to build a new Iraq that is  prosperous and free (Para 2 af 3) 
• Begrundelse ved henvisning til forsøg på at undgå brug af militær magt: America tried to work with the United Nations to address this threat because we wanted to  resolve the issue peacefully. (Para  1 af 1) The American people can know that every measure has been taken to avoid war. (Para 2 af 3)   
• Begrundelse ved henvisning til resultatet af brug/ikke brug af militær magt: We are now acting because the risks of inaction would be far greater. In one year, or five years, the power of Iraq to inflict harm on all free nations would be multiplied many times over…. In this century when evil men plot a chemical, biological and nuclear terror, a policy of appeasement could bring destruction of a kind never before seen on this earth. (Para 3 af 3)
• Begrundelse ved henvisning til etiske principper: We enforce the just demands of the world…. The United States will work to advance liberty and peace in that region…. Free nations have a duty to defend our people by uniting against the  violent. (Para 3 af 3)
• Begrundelse ved henvisning til konsensus: The United States Congress voted overwhelmingly last year to support the use of force against Iraq (Para 1 af 3) 
 
Som i forbindelse med interventionen i Kosovo benytter også FN og den Tyske Evangeliske Kirke sig af de samme diskurstyper i deres argumentation vedrørende Irak.       
Ved siden af disse diskurstyper kan man i George W. Bush’s udtalelser lokalisere yderligere to typer af begrundelser, som ikke artikuleres af de andre nævnte aktører. Der er tale om det jeg kalder mytho-poesis og dehumanisering. Det vil sige at man sprogligt med affektive udtryk skaber en myte om en modstander, som legitimerer brug af militær magt, eller at man ligeledes med brug af affektive udtryk karakteriserer aktører som ikkemenneskelig og dermed kan argumentere for at bruge dødelig eller militær magt mod vedkommende:
• Begrundelse ved brug af mytho-poesis: The regime has a history of reckless aggression in the Middle East. It has a deep hatred to America and our friends. (Para 1 af 3) 
• Begrundelse ved de-humanisering: A deadly foe (Para 2 af 3); killers (Para 3 af 3); Iraqi regime (Para 1 af 3) lawless men (Para 2 af 3); the tyrant (Para 2 af 3); apparatus of terror (Para 2 af 3) 
 
Disse begrundelsestyper er problematiske, set fra et globalt etisk og menneskerettigheds perspektiv, hvor alle mennesker tilregnes rettigheder, som indebærer at ingen mennesker kan undslippe retten til liv og en værdig behandling, uanset deres handlinger. Til sammenligning må det bemærkes at NATO’s argumentation for brugen af magt mod Serbien i langt højere grad undgik at skabe en negativ myte om Serbien ligesom den undgik at de-humanisere Serberne og deres ledere inklusiv Slobodan Milosevic. I forbindelse med frasen winning hearts and minds som er blevet et militært og sikkerhedspolitisk mantra, repræsenterer disse to begrundelsestyper ydermere en modsatrettet logik, der netop genererer antagonisme og had og ikke skaber en forståelse og tillid til et globalt retssamfunds værdier hos og for det enkelte menneske.   
 
Hvorfor argumenterer politikere så ihærdigt for brug af militær magt?
Det er rimeligt og ligger lige for at spørge, hvorfor de nævnte politikere og politiske aktører bruger så meget energi på at argumentere for eller i mod brugen af militær magt, som det er blevet vist ovenfor? Flere umiddelbare svar på dette spørgsmål synes at melde sig. For det første står politikere både retligt og moralsk til ansvar for deres handlinger, de må med andre ord på flere planer kunne argumentere sagligt for deres beslutninger. For det andet skal politikere som regel genvælges eller ønsker sig et godt eftermæle, hvilket simpelthen kræver at politikere afslører rationalet bag deres beslutninger på en forståelig og imødekommende måde. For det tredje har en strategi som brug af militær magt, brug for opbakning i befolkningen for at kunne gennemføres optimalt, en voldsom opposition vil være et problem i forbindelse med en beslutning om at anvende militær magt. Endnu flere og måske mere nuancerede årsager til at politikere argumenterer offentligt for brugen af militær magt vil sikkert kunne findes, pointen er dog at der i bunden af disse forklaringer gemmer sig det forhold og svar, at en væsentlig årsag til at politikere må argumentere så ihærdigt ved brug af alle de diskurs- og begrundelsestyper skyldes det faktum at brug af militær magt i dag betragtes som problematisk. Det kommer også til udtryk i den politiske diskurs derved at flere bruger termen nødvendig i stedet for termerne retfærdig eller god. Pointen er, at brug af militær magt kolliderer med at menneskeliv mere og mere er blevet en absolut global værdi. At omgås den absolutte værdi vi efterhånden tillægger mennesker kræver derfor ganske vægtige argumenter. Man kan således sige at der i den nuværende verdensorden eksisterer et dilemma mellem hvad man kunne kalde den etiske ideologi om menneskets iboende og handlingsuafhængige værdi og midlerne tilstede til at håndhæve den værdi. Et dilemma mellem menneskerettighederne og det forhold at brug af militær magt, som vi kender den i dag, med nødvendighed suspenderer de rettigheder i en eller anden udstrækning. Det er et dilemma som minder om dilemmaet mellem de internationale normer om suverænitet og ikke-intervention på den ene side og menneskerettighederne på den anden side, som vi kender det fra både den retlige og etiske diskussion om humanitær intervention. Pointen er dog at dilemmaet vedrørende brug af militær magt synes at kunne blive svækket og måske endda omgået ved at fabrikere våbentyper, som både er endnu mere præcise og ikke-dræbende. Med andre ord så kan den magtform og type som vore dages militær repræsentere udvikle sig, så det at håndhæve international lov ved brug af militær magt ikke bliver mere problematisk, end når vores lokale politi inden for rammerne af et nationalt retssamfund skrider ind overfor kriminelle af den ene eller anden art.    
 
Den faktuelle argumentation for brug af militær magt som et  muligt evalueringsprincip af beslutninger om brug af militær magt
Af analysen af de politiske argumenter for valget af den særlige normative strategi militær magt fremgår det samtidig, hvad man i den vestlige verden og fra et globalt perspektiv som for eksempel FN’s i dag forstår ved et godt argument for brug af militær magt. Det er ikke tilfældigt at politikere og andre politiske aktører betjener sig af de nævnte diskurs-typer, de er simpelthen udtryk for det, vi i dag til forskel fra tidligere betragter som gode begrundelser. Det kan ydermere ses deri i at man nu i forhold til læren om retfærdig krig, der ligeledes udgør et begrundelses og argumentations princip, som har været brugt og stadig benyttes, også henviser til ret og konsensus, som må anses udtryk for nyere diskurstyper i forbindelse med brug af militær magt. Det forhold, at den gode eller etiske argumentation for anvendelse af militær magt ser således ud, betyder samtidig at vi omvendt kan bruge denne liste af diskurser til at vurdere aktuelle politiske argumentationer for brug af militær magt. Det vil sige, at vi og dermed også den enkelte soldat i et vist omfang kan vurdere en given politisk beslutning om brug af militær magt ved at stille følgende spørgsmål: 
• Er der en legitim autoritet bag, er det med andre ord en aktør som vi har eller er betroet opgaven at sørge for sikkerhed og fred? 
• Er beslutningen i overensstemmelse med retten, den internationale lov? 
• Er der en rimelig intention bag brugen af militær magt? 
• Har man forsøgt at benytte sig af andre mindre problematiske strategier?
• Vil resultatet af en ikke brug eller brug af militær magt have negative eller positive konsekvenser? 
• Har vi nogen etiske principper, som simpelthen kræver, at vi bruger militær magt i den pågældende situation? 
• Er vi eller man enige om beslutningen om at bruge militær magt, med andre ord er der en eller anden grad af international konsensus om brugen af militær magt?  
 
Disse spørgsmål eller evalueringsparametre er på sin vis mere nuancerede og tidssvarende end læren om retfærdig krig og kan fungere som en evalueringsmodel, hvor pointen, som den er det i læren om retfærdig krig er, at argumentationen om anvendelse af militær magt må kunne besvare alle spørgsmålene bekræftende, hvis der skal være tale om det som i dag betragtes som god og retfærdig anvendelse af militær magt. På den anden side vil man i lys af disse parametre også kunne hævde at en anvendelse af militær magt kan være mere eller mindre retfærdig alt efter hvor mange af spørgsmålene der kan svares bekræftende på. For eksempel vil nogen, modsat George W. Bush’s bekræftende besvarelse af spørgsmålene vist ovenfor, kunne hævde at selvom USA i princippet agerede i overensstemmelse med international lov, Sikkerhedsråds Resolutionerne 678 og 687, i forbindelse med krigen mod Irak i 2003, så var deres brug af magt uetisk fordi der ikke var international konsensus, fordi der samtidig eksisterer et internationalt etisk princip om ikke at udskifte regeringer eller regimer, og fordi mulighederne i våbeninspektionerne ikke var udtømte.1  
 
Hvilken relevans har den politiske argumentation  for brugen af militær magt for den enkelte soldat?
I en demokratisk ideologi og hvor den praktiseres, det vil sige i en demokratisk stat, for eksempel som den danske, hvor det enkelte individs personlige ansvar for sin sikkerhed via den demokratiske proces og inden for et retligt system er uddelegeret til institutioner så som politiet og forsvaret, har de som varetager disse uddelegerede sikkerhedsopgaver på vegne af alle landets borgere blandt andet fordi de også selv er borgere et etisk krav på i et vist omfang at kende begrundelsen for deres indsættelse. Men endnu vigtigere synes det åbenlyst at være det bedste for soldaten selv og hans eller hendes opgaveløsning, at han eller hun har en viden om den politiske begrundelse for deres indsættelse. Flere forhold peger på at jo større viden og forståelse for det rammeværk, i forhold til hvilket soldaten udsendes soldaten har, jo bedre kan soldaten løse sine opgaver og jo stærkere psykisk og mentalt bliver han eller hun til at klare det pres som udsendelser traditionelt indebærer. Lidt forkortet sagt, så giver viden om og forståelse for de store linjer soldaten mulighed for at se meningen i de små skridt han eller hun tager. Og netop det, ikke at kunne finde mening og at opleve meningsløshed, er en situation mange soldater under udsendelser oplever. For mig at se bunder en del af den kritik soldater også på det seneste har rettet mod det de opfatter som meningsløsheden i de operationer de har været udsendt i, i en manglende viden om og forståelse for de store linjer og dermed den overordnede politiske argumentation bag deres indsættelse samt for den træghed, hvormed verden udvikler sig og kan udvikle sig i retning at et mere retfærdigt og fredeligt samfund.  
 
Soldater må i dag uanset rang betragtes som oplyste ekspertsoldater. Det er ikke som tidligere tider hvor herremanden rekrutterede og tvangsudskrev i plovfugerne blandt uoplyste daglejere eller fæstebønder. Soldater i hvert fald i det danske forsvar har et højt fagligt uddannelsesniveau og er som følge af den skolegang de kommer til Forsvaret med samtidig oplyste og kritisk skolede og skal derfor behandles sådan for at kunne fungere optimalt. Danske soldater har med andre ord i langt større omfang end deres forfædre brug for at kende den verdensorden de skal agere i og dermed også det etisk-politiske rationale bag deres udsendelser. Ligesom deres løsning af opgaven kræver at de må kunne se deres virke som del af et langt større ideologisk projekt. Det betyder at man ikke kun blandt officerer må prioritere uddannelse i for eksempel international politik. Uden at kende den nøjagtige udformning af forsvarets nye uddannelsestiltag til fulde, vil jeg hævde at ikke kun linje-officerer, læger, præster, sygeplejersker, psykologer og socialrådgivere skal undervises i den verdensorden eller etiske ideologi som er rammeværket for brug af militær magt i dag, men alle, om end uddannelsen må tilpasses de enkelte faggrupper. I takt med at forsvaret bliver mere professionelt vil det også være en overkommelig og realistisk opgave. Samtidig så minder den virkelighed som vore dages soldater befinder sig i mere og mere om politiarbejde (Bigo 2001: 102) og Forsvaret må derfor også mere og mere have en uddannelse som er på niveau med politiets, vel og mærke efter danske standarder. Lidt profetisk udtalt og sat på spidsen af Didier Bigo, så er udfordringen i dag at: The security agencies and their agents are under “stress.” Their traditional guidelines and beliefs concerning their tasks, their missions, and even their meaning of life have more or less disappeared. The boundaries of security tasks are not fixed through a clear belief of what security is (and what it is not). They don’t know where the inside ends and where the outside begins. They don’t know where security is beginning and insecurity is finishing. (2001: 113)
 
Med andre ord, ikke kun borgere i almindelighed, på vis vegne militær magt anvendes, men især operatørerne, de som de facto anvender og udøver magten, har brug for indsigt i og forståelse for den politiske argumentation bag brugen af militær magt. En forståelse og indsigt som dog aldrig kan blive endelig fordi vores politiske idealer, storylines eller primær-etik ændres over tid og dermed også den måde vi ser og reagerer på verden og hændelserne deri.  
 
 
Noter
1 Hvorvidt der eksisterede en retligt begrundelse for brug af militær magt i Resolutionerne 678 og 687, som det blandt andet hævdes af Michael N. Schmitt (2004) bestrides dog af flere heriblandt Alex Conte (2005). 
 
 
Bibliografi
Bigo, Didier, ‘The Möbius Ribbon of Internal and External Security(ies)’ i Identities, Borders, Orders: Rethinking International Relations ed. by Mathias Albert et al. (Minneapolis: University of Minnesota Press, 2001)
 
Bush, George W., President’s Remarks at the United Nations General Assembly, <http://www.whitehouse.gov/news/releases/2002/09/print/200209121.html> [accessed 17 April 2006]
 
Bush, George W., President Says Saddam Hussein Must Leave Iraq within 48 Hours, (170303) <http://www.whitehouse.gov/news/releases/2003/03/print/200303177.html> [accessed 7 April 2006]
 
Conte, Alex, Security in the 21st Century: The United Nations, Afghanistan and Iraq (Aldershot: Ashgate, 2005)
 
Fischer, Frank, Reframing Public Policy, (Oxford: Oxford University Press, 2003)
 
Rein, M. and Laws, D., ‘Controversy, Reframing and Reflection’, paper presented at a Conference on Theory, Policy and Society, University Leiden 22 June, 1999.
 
Sabatier, P.A., ‘Policy Change over a Decade or More’, in Policy Change and Learning: An Advocay Coalition Approach, ed. by P.A. Sabatier and H. Jenkins-Smith eds. (Boulder: Westview Press, 1993)
 
Schmitt, Michael N., ‘The Legality of Operation Iraqi Freedom under International Law’, Journal of Military Ethics, 3(2) (2004), 82-104
 
Solana, Javier, Statement,(20399)<http://www.nato.int/docu/pr/1999/p99-040e.htm> [accessed 1 October 2006] 

 

 

 

PDF med originaludgaven af Militært Tidsskrift, hvor denne artikel er fra:
PDF iconmilitaert_tidsskrift_136.aargang_nr.3_2007.pdf

 
 

 

Litteraturliste

Del: